Over Vesterbros tage vender dronerne hjem
På den anden side bakken kører maskinerne frem
Hovedstaden, bombet og sænket
Danmark er frit igen
torsdag, november 29, 2012
søndag, november 25, 2012
Det er ikke fordi jeg bilder mig, at vores boghylder udgør et helt bibliotek. Det er primært romaner, en halv reol med tegneserier, en hylde til digtsamlinger og en med fotobøger, og så en halv reol, hvor det, der ikke passer ind i ovenstående kategorier står hulter til bulter. Det var i den afdeling, at jeg fandt ”Fotografen” for nylig. Købt for et par år siden, og siden sat i den uspecificerede del af reolsystemet, fordi den var for stor til at blive presset ind blandt de andre tegneserier.
Ganske kort, så er ”Fotografen” halvt tegneserie/halvt fotobog. Tegningerne fortæller historien, og fotografierne dokumenterer, hvordan det i virkeligheden så ud. Man følger den franske fotograf Didier Lefèvres tur med læger uden grænser, og hvordan de i skjul bevæger sig fra Pakistan og ind i det krigshærgede Afghanistan via de samme ruter som våbensmuglerne, i evig frygt for at blive opdaget af russerne, og man følger Didier Lefèvres vej ud igen, hvor problemet nu ikke længere kun er russerne, men i højere grad hans afghanske guider.
Et stykke inde i bogen slog det mig, at selvom udgivelsen udkom i perioden 2003-07 (oprindeligt tre bind), og handlingen udspiller sig i 1986, så fik jeg fornemmelsen af, at have læst en historie, der lige så vel kunne have udspillet sig i dag. Jeg tror ikke hverdagen har ændret sig synderligt for stammerne i den region, og uden at vide det, så vil jeg påstå, at våbensmuglerne er der endnu, fjendebilledet er bare ændret. Læst ud fra den kontekst bliver der lagt flere lag til bogen.
Styrken i Didier Lefèvres billeder er at han kommer tæt på, meget tæt på. Der er ubærlige billeder af døende børn, der er billeder af operationer udført udendørs under primitive forhold, og i natten, med patienten kun oplyst af en pandelampe. Der er landskaber af uhørt skønhed, der er portrætter af stammeledere, lokale og guider, og der er uddrag fra hverdage, der ligger så ubegribeligt fjernt fra den hverdag jeg lever.
Turen tog hårdt på Didier Lefèvre, han led efterfølgende af kroniske bylder og tabte 14 tænder, og når man i bogen følger hans strabadser gennem de måneder han var afsted, så er der noget skræmmende over, at alt det arbejde han lagde i turen, alt det han blev udsat for og de 4.000 billeder han tog undervejs, endte med sølle 6 billeder offentliggjort i dagbladet Libèration.
Leder man efter hans arbejde, er det primært fra hans tid tilknyttet Læger Uden Grænser, at der dukker fotografier frem. Han begyndte at arbejde for organisationen i 1984, og var tilknyttet frem til sin død. Arbejdet for Læger Uden Grænser førte ham til så forskellige destinationer som Afghanistan, Sri Lanka, Colombia, Cambodia, Sierra Leone, Eritrea, Malawi, Niger, og Elfenbenskysten, listen af lande han besøgte på andre opgaver er lige så lang.
Afghanistan blev han i tyve år ved med at vende tilbage til, fra 1986, hvor ”Fotografen” udspiller sig, til 2006, året før han døde. “When Doctors Without Borders asked me to go to Afghanistan in 1986, I didn’t hesitate. In hindsight, that journey now seems to have been one of initiation. Since then, I have returned to that country many times..”. Hvad der fangede ham ved Afghanistan finder jeg næppe nogensinde svaret på.
Didier Lefèvre er ikke en veldokumenteret fotograf, og ikke et stort navn i fotografiets historie. Han har bidraget til enkelte for længst udgåede bøger, og en enkelt i eget navn er der også udkommet. Men uanset navnet på fotografen, så er gode fotografier, arbejde i en god sags tjeneste og en god historie altid vedkommende. Jeg vil opfordre folk til at investere i ”Fotografen” og dvæle ved Didiers dokumentation af sin rejse frem og tilbage over grænsen, og tænke på hvor nutidig den føles her 26 år senere. Efterfølgende kan man så lede efter den smule af hans arbejde, der ellers kan findes på nettet, og donere nogle penge til Læger Uden Grænser. Det virker rigtigt når man har læst ”Fotografen”.
søndag, november 18, 2012
De fleste vil nok forbinde Jan & Dean med ubekymret surfpop af samme årgang og på linje med Beach Boys. Det er også rigtigt nok, og det er synd at historien har glemt dem et sted i skyggen af Beach Boys, for de leverede også en perlerække af udødelige pophits. Jeg stødte på et portræt af duoen i et ældre Mojo, og det viser sig, at Jan Berry var lidt af et svin, der gav udslag i en del episoder, der bedst kan beskrives som "fucked up". Mest funderede jeg dog over, at han havde lavet en pro-Vietnam sang. Det meste musik, der har overlevet tidernes tænder og stadig bliver hørt i dag går den anden vej, og jeg kan da heller ikke mindes, at have hørt om fænomenet før. "Universal Coward" var en omskrivning af Buffy Saint-Maries "Universal Soldier", og var kontroversiel i en grad, at Dean sagde fra og nummeret endte i 1966 med at blive et soloudspil fra Jan Berry.
Hør nummeret på YouTube.
"Universal Coward"
He’s young, he’s old, he’s in between
And he's so very much confused
He’ll scrounge around and protest all day long
He joins the pickets at Berkeley, and he burns up his draft card
And he's twisted into thinking that fighting is all wrong
He's a pacifist, an extremist, a Communist or just a Yank
A demonstrator, an agitator, or just a knave
A conscientious objector, a fanatic, a defector
And he doesn't know he's digging his own grave
Oh, he just can't get it through his thick skull
Why the mighty USA
Has got to be a watchdog of the world
He'll see the USSR bury us from afar
And he'll never see the missiles being heard
He's the universal coward, and he runs from anything
From a giant, to a human, from an elf
He runs from Uncle Sam, and he runs from Vietnam
But most of all he's running from himself
onsdag, november 14, 2012
torsdag, november 08, 2012
onsdag, november 07, 2012
For et par år siden ringede min telefon, mens jeg gik rundt i Slotsgade med min kæreste, nu kone, i hånden. Det var Ingolf Brown, der lige havde et par spørgsmål. I forbindelse udgivelsen af Moral "And life is... and more" på Karma Music havde jeg oprettet en MySpace-profil til gruppen, og nu ville Ingolf så gerne vide, om det var mig, der stod bag, hvorfor jeg havde gjort og hvordan det fungerede. Sådan gik snakken lidt frem og tilbage, og sådan gjorde den det flere gange efterhånden som han selv overtog profilen, og havde små praktiske spørgsmål. Senere ringede han med et par måneders mellemrum bare for at snakke, glad da han hørte jeg skulle giftes, glad da han hørte jeg skulle være far, og sidenhen altid nysgerrig efter at høre hvordan min søn havde det. Jeg nåede aldrig at møde Ingolf, et par håndfulde telefonsamtaler og en del mails var hvad det blev til. Vi skulle dog have mødtes. Første gang planlagt var på min fødselsdag sidste år, hvor Jan Poulsen gav foredrag i Odense i forbindelse med udgivelsen af "Something Rotten", men økonomien kom i vejen. Og så for nylig. Det var planen, at vi skulle en tur til Aarhus og indspille noget guitar og vokal i hans indlæsningsstudie. Mails med ideer og praktiske småting fløj frem og tilbage indtil der lige pludselig ikke kom svar mere. Her til morgen kunne jeg så læse, at Ingolf var død og det gør mig umådelig trist.
Ingolf. Tak for Moral, der er vigtig del af min kulturkanon, tak for samtalerne, der altid gav mig et smil på læben og tak fordi du gad åbne dine døre og lege musik med os selvom vi aldrig kom så langt. Det var en fornøjelse, at lære dig at kende den smule jeg nåede.
tirsdag, november 06, 2012
Følgende godt nyt kan læses på Melodikas hjemmeside.
"Der arbejdes på højtryk med at få færdiggjort Melodikas to kommende udgivelser, som begge er ep’er. I slutningen af november udgives debut-ep’en med Mads Mouritz & Hælerne som download samt debut-ep’en med Ræv Hund Bjørn, som udkommer på både vinyl og som download."
Mads Mouritz (uden Hælerne) kan opleves på Dexter i morgen aften klokken 21.
mandag, november 05, 2012
torsdag, november 01, 2012
Abonner på:
Opslag (Atom)