fredag, november 30, 2007

Setlisten for aftenens koncert med The National må bl.a. gerne indeholde Karen, Mistaken For Strangers, Murder Me Rachel og 90-Mile Water Wall, plus det løse, plus lidt ekstra og så en enkelt at gå hjem på.

onsdag, november 28, 2007

Grundet en forsvunden mail er der ingen klumme i denne uge.

tirsdag, november 27, 2007

Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage..
-Det perfekte menneske?
De nyligt omtalte plakater er nu at finde på Tryghed & Tristesses hjemmeside.
På Informations hjemmeside ligger stadig artiklen/anmeldelsen De Sorte Overfrakkers Parade, hvor Klaus Lynggaard kort berør De Må Være Belgiere. Artiklen var den anden af i alt tre, i øvrigt ganske forfærdelige, artikler Klaus Lynggaard skrev om 80'erne.

mandag, november 26, 2007

Geiger omtaler i det kommende nummer Substans.info i en kort nyhedsartikel. Det er tredje gang på to år Geiger omtaler et projekt jeg er involveret i, hvad der er udemærket for en mand som mig, der er uden en tone i livet.

søndag, november 25, 2007

Tvivlen er min rorgænger.
Jo, din dag, mit ordvalg, min fejl - Men derfor misforstod du mig nu alligevel, da jeg på vej ud i køkkenet sagde, at jeg ville gå ned med flaget meget snart.

lørdag, november 24, 2007

-Oh well! Og så et skuldertræk,
så er der også lidt til de visuelt orienterede.
I forlængelse af denne halvgamle nyhed om udgivelsen af Klosters kommende plade, kan jeg fortælle at jeg bidrager til coveret med dette billede...

torsdag, november 22, 2007

Gårsdagens klumme er ikke kommet på avisens hjemmesiden, men forefindes nu her på siden..

Det bedste ved Odense er, at byen ligger så dejligt centralt, når man skal et andet sted hen. Det argument er jeg før tyet til, når jeg forgæves har forsøgt at forklare venner og bekendte, hvad jeg egentlig laver her. For selv om jeg nu på sjette - syvende år residerer i Odense, så holder hovedparten af mine nærmeste til i det Københavnske, for længst flygtet fra den provins jeg stadig til daglig betræder.

Så sent som sidste vinter undersøgte jeg hvilke flugtruter og veje, der kunne føre mig derover, men foråret kom, og på en tur ud langs kanalen indså jeg, at København næppe vil forære mig hverken Syd- eller Nordhavnen som min egennyttige legeplads. Her har jeg havnen for mig selv, så snart dagen går mod aften. Og jeg har ingen lyst til at bytte den tilnærmelsesvis frie natur, der er her i udkanten af byen væk til gengæld for parker og anlæg.

At jeg så må acceptere de kulturelle begrænsninger, og manglende udfoldningsmuligheder man har her i byen, det er så dét offer, jeg må bringe. Alt i alt har jeg dog stillet mig nogenlunde tilfreds. For vel er Odense ikke København, men København er heller ikke Berlin, og Berlin er ikke New York og så fremdeles. Der vil altid være noget, der er større og bedre. Græsset vil altid være grønnere på den anden side, men så længe det fra tid til anden kan betrædes, begræder jeg ikke, at underskriften på min postadresse hedder 5000 Odense C.

Min udlængsel dækkes efter bedste økonomiske formåen, og når det sker, er min hjemve til at overskue. Tættere knyttet er jeg heller ikke til Odense. Det var tilfældighedernes spil, der bragte mig hertil, og hvis jeg en dag flytter væk, er det nok tilfældighederne, der er på spil igen. I mellemtiden, om det så bliver om 10, 20 eller 30 år, når jeg næppe at blive lokal – ligesom jeg ikke var lokal, dér hvor jeg kommer fra, og næppe bliver det dér, hvor jeg måske en dag flytter hen.

For helst bilder jeg mig ind, at jeg ikke helt hører nogen steder hjemme, andet end i byen. Om man går ned af en ny gade i hovedstaden, her eller i Hamborg kan være det samme, når man genkender gaden, på vejen tilbage vil det hele alligevel synes hjemmevant. Og parcelhuse, boligblokke og gågader er det samme, om man er i Odense eller Herning.

Når nu det er sådan, så er Odense fin nok, her midt i det hele.

tirsdag, november 20, 2007

Nu laver vi endnu en plade og nu tager jeg udenlands, nu finder jeg et job og nu begår jeg en bog. Nu giver jeg det lige et par måneder, så skulle det gerne være på plads.

mandag, november 19, 2007

Han ser frem til, at få noget at tænke tilbage på.
Den 23. Februar i Det Kongelige Teater er række C - plads 26+28 reserveret i mit navn.
Ryan Adams solodebut Heartbreaker er efterårets genopdagelse. Pladen blev indspillet over 14 dage, efter opløsningen af Whiskeytown tilbage i 2000. Heartbreak, weltschmertz og countrytwang fletter sig hjemmevant ud og ind mellem hinanden, med et umiddelbart og direkte mesterværk som resultat. Helt så godt blev det aldrig igen, men stadig står Oh My Sweet Carolina, Come Pick Me Up og My Winding Wheel som solide påmindelser om hvad der var engang.
Hver morgendag ligner en endestation.
Der er intet levende her i lejligheden, hverken planter eller dyr. Selv har jeg også skrantet i et par dage.

søndag, november 18, 2007

En enkelt 5 års plan lever endnu, og når halvvejs i mål på onsdag - selv skal jeg på Vega.

lørdag, november 17, 2007

Irmgardz logoet og hvad vi mener er et gammelt Kenan Seeberg citat, nu som merchandise.
Tænk på, hvordan det ville være, hvis man bevidst undgik alt det omtalte, det omdebatterede, det der var fremme i tiden, kun læste det ikke anmeldte, det glemte og oversete, satte sig ind i det ulæste, holdt fast ved det glemte, hvad man kunne nå frem til, ind til. De kulturelle pressionsforestillinger man kunne blive lettet for. Gå rundt som en kostbarhed for sig selv, vide at man ved noget andre ikke ved. Man kunne måske studere til individualist, læse til original i det mindste.

Knud Sønderby - Tingene

fredag, november 16, 2007

Når jeg kigger i spejlet, og tænker på alle de gange, jeg er blevet vejet og fundet for let. Så er der noget, der ikke stemmer.

onsdag, november 14, 2007

Endnu et analogt kamera finder nu vej til mit hjem, denne gang en tysk model. Voigtländer Vito CL, blev produceret af Voigtländer & Sohn AG i Braunschweig i perioden 1960-66.
julepulesul i ugens klumme.

tirsdag, november 13, 2007

Dagens kamp, er den samme gamle historie om slagsmålet mellem de røde og de blå.
Mit kryds blev ikke sat i tiltro til, men i mangel af bedre.

mandag, november 12, 2007

Dette er kameraet, der i weekenden har tjent mig. Et stykke plastiklegetøj fra 60'erne, produceret i Hong Kong på Great Wall Plastic Factory. Jeg fik taget to film af 12 billeder, og indenfor en uges tid foreligger resultatet, hvad jeg glæder mig en del til. Dels er det første gang i 2 måneder, jeg har taget billeder - dels tager Diana kameraet nogle ret unikke billeder.
Billedeksempler 1 - 2 - 3 - 4 - 5.

søndag, november 11, 2007

Efter den sidste uges tid, at have haft muligheden for at lege en smule med et analogt kamera - sprang jeg flirtedelen over og gik direkte til handling. Så inden for overskuelig fremtid, skulle jeg gerne modtage et fint og funktionsdueligt eksemplar af det klassiske Argus C-3 kamera - købt til den nette sum af 9.00$.

torsdag, november 08, 2007

I følge koncertplanen på Eels hjemmeside kommer the man called E til københavn, og gæster det Kongelige Teater 23. februar. Godt nyt er godt nyt!

mandag, november 05, 2007

Jeg lurer på at tage til hitparade i Vega 28/11, når de nydelige unge mænd i Editors spiller op til dans. Seneste udspil An End Has A Start har spillet sig op som en af årets udgivelser og titelnummeret ender i top-5 over årets hits.

Med ovennævnte plus singlerne Munich, Blood og All Sparks fra debutten The Back Back Room og den patosindsmurte førstesingle Smokers Outside The Hospital fra den seneste, burde der foreligge rig mulighed for en gedigen gang 1-2-3 fadølstristesse med reference til alle de rigtige navne fra det britiske. Det kunne blive så fint, så fint, så fint.

søndag, november 04, 2007

En sværm af småfugle letter fra skovbunden
da jeg nærmer mig i november.
Som var det blade der havde fortrudt.
-Peter H. Olesen
Moral - Trees In November
Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni , juli, august, september
oktober, november, november, november, november
-Henrik Nordbrandt

onsdag, oktober 31, 2007

lørdag, oktober 27, 2007

Nu kommer der så småt til at ske noget i Tryghed & Tristesse regi igen. Første skridt bliver de nedenstående 3 billeder, der alle er blevet renset op og bestilt i lille plakatformat. Scatterbrain er en genopbygning af en reklame, der var i Dansk Sam. I stedet for en meget uklar blågrumset baggrund, har vi indsat det originale pladecover. De andre to er reklamerne som de fremstod i bladene de er taget fra. Om en uges tid er vi klar til at bestille 2 nye badgedesigns, også relateret til nyrockscenen og sidst men ikke mindst er vi nu kommet så langt i overspilningen af lånte bånd, at vi kan kaste al fokus i retning af næste udgivelse, der også trækker i retning af den danske nyrockscene.

tirsdag, oktober 23, 2007

Min morfar gik i daglig tale under navnet Alfred vejmand, ovenstående er kontrakten mellem ham og Kirkeby Kommune. 45 timer ugentligt, 10.440,- årligt og der ydes ikke udbetaling af overarbejde eller søn- og helligdagsarbejde.

torsdag, oktober 18, 2007

Forsiden af gårsdagens avis.
Min farfars konfirmationsbillede. Uddrag af billedtekst "første række, 3.tv Morten Eskild Pedersen s.a. karetmager Niels Pedersen."

mandag, oktober 15, 2007

Fynsværket fra min stue, 06-03-07

lørdag, oktober 13, 2007

Tillbaka Till Samtiden rummer mere maskinpark end Kent har brugt nogensinde før, men udgivelsen forsætter oktobers række af udgivelser, der fortjener plads på årslisterne.
Dagens Film.

onsdag, oktober 10, 2007

Denne uges klumme er desværre ikke kommet på avisens hjemmeside.

Jeg bor privilegeret. Ikke at min lejlighed er noget særligt – men det er min udsigt. Fra min fjerde sal og den bakketop, den er placeret på, har jeg fra køkkenet et ugeneret udsyn ind over byen og i den anden side af huset, fra stuen, kan jeg kigge ud langs kanalen, over Hedviglundskoven og ud til Fynsværket, der, set herfra i de små to kilometers fugleflugt der er derud, stadig er så massiv en størrelse, at svaret på, hvor mange 60-wattspærer, det kan trække, langt må overgå den lille tabel.
Jeg havde boet her et stykke tid, før det gik op for mig, at jeg fra min stue også har udsigt til Fredens Kirke på Skibhusvej, men sådan er det nu engang for mig. Oplysning fylder så meget mere end det gejstlige. Hvad der sker på Fynsværket og de kræfter, der bliver skabt og tæmmet derinde, er næppe noget, jeg nogensinde kommer til at forstå, men måske det alligevel er nemmere end at prøve at overskue stedets størrelse. Når jeg cykler derud forbi, så er turen hen langs bygningerne nærmest en rejse i sig selv og lige så langt, der er i vandret linje, lige så langt føles det som om, der er op til tagene og til de tre skorstenes udmundinger. Det ligger så uendeligt langt fra de billeder, jeg kan finde i vores familiealbum, fra da min farfar i 1950’erne og frem til det blev lukket i 1963 var elværksbestyrer på Stenstrup elværk. Jeg kan ikke forestille mig, at Fynsværket ville kunne styres af en enkelt mand og hans hjælper, hvad der var arbejdsbetingelserne dengang på det lille elværk, beliggende i et hus ikke meget større end en normal villa. Uden at forklejne min farfars indsats dengang, så er produktiviteten nok alligevel noget højere pr. mand nu, end den var for et halvt århundrede siden, selvom det måske har lydt af mere dengang. Min farfars hørelse var, da jeg nogle år senere kom til verden, mærket af, at han dagligt havde gået op og ned af maskinerne på værket. Stopper man i dag op ude ved Fynsværket, er alt, man kan høre, en svag summen derindefra. Jeg ved ikke længere hvor højt det lyder inden for murene, for det er de første 20 år siden jeg har været på rundtur derude. Egentlig vil jeg gerne se værket indefra igen, men så ville jeg skulle forholde mig til det jeg lærte i fysiktimerne for 15 år siden, hvis jeg da overhovedet kan finde den lærdom frem igen. Så er det nemmere at forblive i uvidenhed om, hvad der egentlig sker rent teknisk, når jeg klikker på lyskontakten i stuen, før jeg går hen til vinduet og kigger ud på Fynsværket.

tirsdag, oktober 09, 2007

Strid har en hjemmeside, det tror jeg ikke altid han har haft.

fredag, oktober 05, 2007

Porter og Hunter S. Thompson, det burde være det bedste fra begge verdener - desværre er resultatet meget ordinært og ganske bittert.

onsdag, oktober 03, 2007

tirsdag, oktober 02, 2007

Så er der købt billet til The Cure i Forum 13. februar 2008.

mandag, oktober 01, 2007

Tolderlundsvej 76/Malmøgade 11 anno 1934. (Jeg bor øverst til højre i dag)
...Der er dog nogle små hop opad i skilsmisserisikoen et godt stykke henne i ægteskabet. De ligger hhv. 17, 25 og 31 år efter brylluppet - så ikke engang et sølvbryllup er en garanti for, at ægteskabet holder... (Danmarks Statistik)


søndag, september 30, 2007

Vi må egentlig slet ikke, men når nu Piksvingeri Og Negerlege ikke er tilgængelig i daglig handel, så kan den hentes her. (itunes)

fredag, september 28, 2007

Med efteråret kommer pladeudgivelserne - og lige nu ser det bedre ud end meget længe. Bedst lige nu er disse .. Iron And Wine - The Shepherd's Dog
P.J. Harvey - White Chalk
Strid er tilbage.

onsdag, september 26, 2007

I dagens designtime rakte Carsten hånden op for at spørge, hvordan man kan købe antikviteter fra sidste og forrige århundrede når antikken ligger 1500-2500 år tilbage.
Kunst, lyrik og musik i ugens klumme.

tirsdag, september 25, 2007

Forhåbentlig finder mit kamera snart vej hjem til mig igen, indtil da har jeg og har haft længe, stor glæde og inspiration i at kigge på Abandoned Places.

søndag, september 23, 2007

___dag d. __/__ stod solen op kl. __.__ og gik ned kl. __.__. Dagen er aftaget med __ timer og __ minutter.

(Indsæt selv variablerne)

onsdag, september 19, 2007

tirsdag, september 18, 2007

Odense 16. september

Herr Martin Petersen

Naar jeg høligst tillader mig at skrive til Dem, er det for at sige tak for Deres venlige omtale af min far, Christian Jensen - Odense Zoo. Idéen synes jeg er god, men ved ogsaa, at den aldrig bliver til noget, men at De har tænkt paa min far, har glædet mig utroligt meget.

Venlig hilsen
Birthe Heilmann

Ovenstående brev modtog jeg i dag i forlængelse af sidste uges klumme om æresborgere.

torsdag, september 13, 2007

Så kom det så vidt, at vi åbnede Substans.info. Indtil videre 20 biografier, 13 mp3'er og diverse diskografier, fanzineomtaler, anekdoter m.m. - Helst havde jeg set at siden synede af mere, men omvendt ligger der noget, der ligner 70.000 tegn derinde og det er derfor uden sidestykke det mest omfangsrige jeg nogensinde har skrevet. Med tiden skulle der gerne komme endnu mere kød på, så siden bliver og forbliver interessant.

tirsdag, september 11, 2007

Du skrev jeg er en inteligent pige, så vi alle kunne se, at du løj for dig selv.

søndag, september 09, 2007

Finansielle anlægsaktiver indeholder både kapitalandele (aktier) og tilgodehavender hos de tilknyttede og associerede virksomheder. De tilgodehavender, som er opført under finansielle anlægsaktiver kan være mere langsigtede lån, mens der under omsætningsaktiver findes en post, som vedrører tilgodehavender hos tilknyttede henholdsvis associerede virksomheder af mere kortfristet karakter, f.eks. i forbindelse med varesalg. Posterne for tilknyttede virksomheder findes kun under moderselskabet, da værdierne i datterselskaberne er indregnet i de poster, hvor de hører til, i koncernregnskabet.

*suk*

lørdag, september 08, 2007

Lov mig i aldrig udgiver mine samlede værker, der er knap nok til en greatest hits - endnu.

onsdag, september 05, 2007

Jeg er ikke ung med de unge for ungdommens skyld, det er udelukkende for at få inspiration til ugens klumme.
Hvad skulle jeg med et 3 timers foredrag om studieteknik, når alt jeg savnede, at vide var kantinens pris på en kop kaffe.

søndag, september 02, 2007

Et forsigtigt bud på en film top10.
- Big Fish
- Cinema Paradiso
- Das Boot
- Delikatessen
- Det Levende Slot
- Dogma
- Lost In Translation
- Russian Pizza Blues
- Station Agent
- Volver

onsdag, august 29, 2007

Følgebrev til Test, omslagene til End Of Your Gardens to masterbånd og en arbejdsseddel fra The Cutting Room.
Substans.info er nu at finde på Myspace.

tirsdag, august 28, 2007

To sene eftermiddage med i alt syv timer ved en put n' take sø og i alt tre en halv times effektiv fisketid. Gårsdagens tre timer udviklede sig til et veritabelt helvede. Henved en time skulle der gå før det gik op for mig, at det ikke som forventet var mig, der var problemet, men derimod hjulet der var defekt. Så jeg sparkede lidt småsten, holdt min kæft, tog et par kast mens min følgesvend pissede af og fik på den måde de to sidste timer slået ihjel. I dag derimod, i dag gik det fremad. Jeg er nu den stolte indehaver af en Arezzo 210 stang (7 fods) og et Galaxy GXR50 hjul, med en line holdbar op til en belastning på 7,4kg monteret. Første forsøg på linemontering endte som et nederlag for både stolthed og mandighed, og en lektie lært at mængden af line, der kan være på et hjul og mængden af line, der skal være på et hjul er to forskellige ting. I første omgang bandt jeg ikke selv mit stålforfang på linen, da jeg kun bestrider kællingeknuder, hvad der skulle vise sig at være godt nok til mit formål. Første kast med mit nyindkøbte 21grams hvide blink, var et farvel til mit nyindkøbte 21grams hvide blink, der til gengæld fløj længere end noget andet kast idag, men bemærket, heller ikke var hæmmet i at sidde fast i en line. Tak kammerat. Trist, for ørrederne bider på alt hvidt ude i den sø (har jeg hørt). Linen kom på plads, kællingeknuderne kom på plads og kasteteknikken.. blev bedre som dagen gik. I perioder virkede det mere sandsynligt at kroge en af de svaler, der dykkede ned til vandoverfladen efter de samme insekter som ørrederne sprang op efter. For der manglede ikke liv i vandoverfladen, men fiskene bed ikke mere af den grund. To gange kunne jeg følge en ørred jage min spinner, mens jeg trak den ind. En enkelt gang var der også hug på et blink, men den sprang fra og af igen. Alligevel er jeg tilfreds i sjælden grad med dagens gang. Jeg har tilbragt et antal timer i de op til ni sekundmeter meteorologerne lovede og været fanget i de op til hvor mange milimeters regn de nu måtte have forudset. Til trods for vådt tøj og en kold røv satser jeg på at skulle ud igen i morgen, jeg skal bare lige have købt ekstra stålforfang og et nyt hvidt blink først.

mandag, august 27, 2007

Julie Mehretu/Louisiana/11. maj 2007 - 26. august 2007
Richard Avedon/Louisiana/24. august 2007 - 13. januar 2008
Jeg erkender gerne og indrømmer blankt, at Richard Avededon udstillingen på Louisiana var så mesterlig, at jeg for en stund følte det overflødigt selv at tage flere billeder. Det forhindrer mig dog ikke i at forbande det uheld det var, at jeg i går aftes fik væltet mit kamera på gulvet og derved fik sat mig selv i en eller anden reservedelslagerbestyrers vold, indtil jeg får fat i en ny batterilåge.

onsdag, august 22, 2007

Dagens film.
Denne uges klumme er et forsøg på at skrive om noget (for Odense) aktuelt. Det er lykkedes sådan nogenlunde agtigt. Den rummer kändisser, holdninger, aktualitet og i første udkast til klummen også sex. Jeg er nemlig for første gang blevet underlagt censur. "Knaldet med statsministeren" er blevet ændret til det knap så farlige "noget kørende med statsministeren", men det er ok. Avisen ligger flere steder i børnehøjde.

tirsdag, august 21, 2007

Jeg er nu i et par uger blevet plaget for at tage med ud at fiske, først var det ved en put n' take sø og nu havfiskeri. Forleden lod jeg mig så slæbe med op til Måde Strand, hvor jeg gik og knipsede lidt billeder mens min kammerat stod og væmmedes over de børsteorm han havde købt og med stor væmmelse (og til stor underholdning for mig) skulle have på sit forfang. Det eneste der blev fanget var 3 fjæsinger, som vi havde vores hyr med at finde ud af hvad fanden vi skulle gøre med, det eneste vi vidste om dem var at de var giftige. Lidt før vi smuttede hjem tog jeg et par kast. Jeg har ikke fisket siden jeg var 13, men for fanden da, hvor det føltes godt. Nu har jeg hjemme ved forældrene fundet mine gamle kroge frem og lånt et hjul og en stang af min far (den del af mit udstyr er åbenbart gået tabt) og nu glæder jeg mig som et lille barn til at jeg i næste uge skal ud og stå ved vandet, med min stang, en øl og en bitter som det hører sig til og forhåbentlig udvide min begrænsede fangstrekord.

Martins fangster gennem tiden

gedde vægt 1,5kg - længde ukendt
gedde vægt 2,5kg - længde 60cm

gedde vægt 4,5kg - længde 90cm
(sidstnævnte er moppedrengen herunder, den blev fragtet hjem på bagagebæreren af min cykel)

mandag, august 20, 2007