DAGENS KAMP

Dankvart Dreyer vs. Dan Dryer

28. december 2008 - Dalum.

28. december 2008 - Dalum.

28. december 2008 - Odense Å.

28. december 2008 - Dalum.

28. december 2008 - Dalum.

Den 18. november gjorde jeg, i Blitzkriegstudiet i Valby, mit for at kunne give mine nevøer en personlig julegave. Resultatet blev seks børnesange fordelt ud over pladen Onkel Dunkel Brummer Børnesange, indsunget af en rystende nervøs onkel, der ikke siden skolens musiktimer har givet sig i kast med sang. Tør man, så har projektet fået sin egen MySpaceprofil.

25. december 2008 - Kirkendrup.

25. december 2008 - Kirkendrup.

25. december 2008 - Kirkendrup.

Jeg bad dem blæse mig en lang march, men de spillede ikke på opfordring.

For tiden siger jeg upsedasse en del. Jeg ved ikke om jeg er blevet mere klodset, eller om mit sprog bare er blevet gammelt.

Musikalsk årsopgørelse 2008

Min profil på pop.nu kan fortælle, at jeg foreløbig har købt 40 udgivelser i løbet af det år, der så småt er ved at rinde ud nu, og netop fordi året er i fuld gang med det er tiden moden til at gøre status for den musikalske del af 2008. Igennem tiderne har det været en sport at være besiddelse af så mange af de plader, der var repræsenteret på bladenes årslister, som overhovedet muligt, men den fikse idé er ligesom 2008 også ved at dø ud. Jeg kan konstatere, at jeg ejer en enkelt titel fra Gaffas top 20 over udenlandske udgivelser, og 4 fra henholdsvis Mojo og Q Magazines top 50, og så kan jeg i skrivende stund desværre ikke finde mit eksemplar af Uncut, men mener ikke at deres liste bryder mønsteret. Der er selvfølgelig en del gengangere på listerne, og en del af disse er i stilarter jeg ikke kan forlige mig med og med kunstnere, jeg aldrig har kunnet eller kommer til at se lyset i (Paul Weller). En enkelt tendens synes jeg dog jeg ser skinne igennem blandt flere af de højest placerede navne, her tænker jeg blandt andet på Fleet Foxes og Glasvegas, der begge scorer højt på alle årets lister. Det nosse og nerveløse synes at være oppe i tiden. Det er endnu ikke lykkedes mig at forstå, hvad det er folk og fæ kan høre i disse plader, at se dem placeret så højt og folks begejstring for disse er mig en gåde. R.E.M. optræder i udkanten af listerne, deres udspil Accelerate blev tidligere på året udråbt til den store genfødsel af en af den alternative rocks giganter, hvad alternativ så end er i disse dage. Jeg vil gå den anden vej, og udråbe pladen til årets skuffelse. En flad rockplade, uden andet lyspunkt end førstesinglen Supernatural Superserious, men givetvis hyldet ud fra de samme kriterier som de førnævnte navne, og lad mig hellere føje Kings Of Leon til listen. En god plade er i dag åbenbart enten blottet for kant, nerve og ethvert antræk til noget man kan skære ørerne det mindste på, eller kan smides i en pulje for plader hvor legesygen (for legesygens skyld) og det fortænkt skæve ophæver kravet om melodi, og energien får lov til at erstatte talent. Her finder vi MGMT, Vampire Weekend, Santogold m.m..

Det har dog ikke været skidt det hele. Lambchop, Beck, Isobel Campbell & Mark Lanegan,Tindersticks, Bonnie ”Prince” Billy og Calexico har alle leveret fine plader, der for i hvert fald for de to sidstnævntes vedkommende rettede op på en ellers begyndende nedadgående kurve. Elbow leverede med Seldom Seen Kid endnu en forrygende plade, bortset fra den overflødige duet The Fix med Richard Hawley er pladen ét langt højdepunkt. Sigur Ros vendte også stærkt tilbage fra den skuffende og ligegyldige Takk. Der bliver spillet mere frit, og selvom singleforløberen fik mig til at frygte, at Sigur Ros havde reduceret sig selv til et Flaming Lips tributeband, og vel at mærke ikke et godt et af slagsen, så blev min frygt gjort til skamme. Udspillet, med den unævnelige titel er mesterligt. 2008 bød også på et solospil fra deres trombonespiller Helgi Hrafn Jonsson, der også skal have rosende ord med på vejen. Pladen trækker klare referencer til Sigur Ros, men bringer i lige så høj grad ens tanker i retning af Teitur, hvad der utvivlsomt skyldes dialekten. Jeg indrømmer blankt, at jeg næppe ville have gidet lytte nærmere til For The Rest of my Childhood, hvis jeg havde læst op på ham før jeg lyttede. Fordomsfuld som jeg er, ville hans flittige turneaktivitet med Tina Dickow uden tvivl have farvet mit syn på ham, men i stedet sidder jeg med indtrykket af en charmerende og langtidsholdbar plade, og en kunstner, der synes at have potentiale til noget mere. Willard Grant Conspiracys udspil Pilgrim Road er jeg stadig ikke blevet klog på. Jeg kan høre, at pladen er langt fra perfekt, men den fanger mig hver gang. Den er smuk, den er inderlig og jeg bliver slået i gulvet af dens storslåethed, hver gang den bliver sat på. Uden Undtagelse. Årets udenlandske plade må dog blive Songbook med Woodpigeon. Musikalsk ligger Woodpigeon i det samme farvand som Midlake, et farvand hvor det er let at komme til at følge de samme stier og veje, som til døde er blevet betrådt, men Woodpigeon rammer rigtigt med den måde de har valgt at gøre det på, ikke at Woodpigeon nyskaber eller genredefinerer, men de sætter hver en fod rigtigt.

På den hjemlige scene må årets skuffelse være Diefenbach. Deres forrige plade Set & Adrift viste potentialet til noget stort, og det der blev serveret, da der endelig skulle bæres noget nyt ind var en plade, målrettet mod airplay, men en plade der ramte helt ved siden af sit mål, og samtidigt langt væk fra Diefenbachs tidligere lyttere og endte med at falde ned i et ingenmandsland, hvor ligegyldigheden hersker. Dragontears fulgte med Tambourine Freak Machine op på sidste års bedste plade, og det er forbandet godt. Indrømmet, ikke så godt som sidste år, men deres udgave af Masters of War får prisen som årets coverversion. Peter Sommer fik med sammensmeltningen af de tre ep’er Til Rotterne, Til Kragerne og Til Hundene endelig lavet en helstøbt plade, og lever i højere og højere grad op til alle de fine ord, der bliver sat på ham. Min begejstring for Kloster forsætter på Do Not Be Afraid, og min stolthed over at have leveret det ene coverbillede er endnu ikke døet ud. Do Not Be Afraid er mere strømlinet, og langt bedre produceret end forgængerne, og det klæder lovsangeren fra Valby Langgade. Henrik Hall leverede med Chok, Suk og Coma årets mest vulgære popplade, der mere end nogen anden udgivelse fra i år fortjener at blive spillet højt. Årets danske plade må dog blive Leth, Simpson og Toksvig, der med Vi Sidder Bare Her gør det stort i intenst ordskvalderi. Jeg giver op hver gang, og må efter et par numre opgive at følge med i, hvad det er Jørgen Leth taler om og lade hans stemme blive en del af musikken.

2008 udråbte jeg på forhånd som det helt store koncertår, der har dog været en del fælle missere og lunkne oplevelser. Eels får sammen med Iron & Wine får prisen som årets koncertmæssige lussing, men også Flaming Lips skal her nævnes. Prisen for årets koncert uddeles derimod med stor glæde til Mouritz/Hørslev Projektet for deres koncert på Momentum i Odense, jeg er stadig ikke helt faldet ned, og kan vitterligt ikke mindes at have oplevet en så vellykket, og opløftende koncert før. Der er også stor ros til Mercury Rev for deres koncert på Beat Day, som de desværre ikke helt formåede at følge op på i Vega, og til Peter Sommer og Henrik Hall for deres koncerter på Posten. Årets udenlandske koncertnavn blev Jenny Lewis, alt klappede, og alle var glade da hun indtog Lille Vega.

Som en afsluttende bemærkning udenfor kategori vil jeg fremhæve Jeppe Krogsgaard Christensen som årets danske anmelder, hans sprogbrug går uden om klichéer og floskler uden at lege med ordene i en grad at der skærer i øjnene, som eksempelvis Klaus Lynggaard og uden at skulle intellektualisere alt som Ralf Christensen, der skriver for samme avis som Lynggaard. Bedste anmelder på Information, der holdes her i huset er efterhånden Anita Brask Rasmussen, og hun skal vist til AC/DC af egen fri vilje. Det burde sige alt.

Vi gad ikke vente længere, så vi gjorde det. Tryghed & Tristesses tredje udspil kan høres her.

18. december 2008 - Dronningensgade.

16. december 2008 - Odense Bybusser.

13. december 2008 - Vandværksvej.

Det kimer nu til den store julefest,
alverden bliver sentimental.
Nu dikker hjertet på dem der har det bedst
nu er offerviljen fænomenal.
Gu'skelov december
går kun til januar,
for ved nytårstid går de rige på diæt
og de små igen med røven bar.

(Poul Henningsen)

en nyskreven julesang med de obligatoriske tre vers
de to første og så det sidste

Op til jul er hele verden den forkerte side af disken.

Fyens Stiftstidende bringer i dag en artikel, der opsummerer hele forløbet i sagen om Rytmeposten. Artiklen afsluttes med gengivelsen af en mail fra Rytmepostens nu fyrede leder til musikredaktøren på Fyens Stiftstidende, med følgende ordlyd.

Kære Simon

Tak for dine mails, som jeg opfatter som ynkeligt cover for din dårlige samvittighed og jeres elendig mikrofonholder-journalistik.

Jeres faglige format begrænser sig, efter min mening, til anmeldelser af frikadeller og Rocazino, jeg har absolut ingen tillid til, respekt eller sympati for hverken dig, Morten eller jeres avis og ønsker under ingen omstændigheder at medvirke i noget som helst, hverken nu eller i fremtiden.

Med venlig hilsen Simon (Niels-Jørgen Simonsen)
Spillestedsleder/Promoter

Husene står der stadig, og gør deres for at ligne sig selv, men årstallet er 1934, og stedet er den anden side af vejen, hvor jeg bor.

Aftenens film.

Denne musikalske nyhed var så absolut værd at stå op til, hvis den altså viser sig at holde vand.

9. december 2008 - 2250 Nordvest.

10. december 2008 - Cafébiografen.

9. december 2008 - Ringsted.

10. december 2008 - Tolderlundsvej.

10. december 2008 - Dronningensgade.

Pladebranchen har i medierne de sidste mange år været skældt ud for deres manglende evne til fornyelse, og deres manglende evne til at omstille sig til et marked, der i højere og højere grad skal findes på nettet, med de muligheder det giver. Et tegn på, at pladebranchen måske har lyttet til kritikken, er at man for tiden, for første gang kan se en tv-reklame for et "download only" produkt. Men når tracklisten er præget af navne som Kansas, Toto, Ram Jam, Boston, Journey m.m. er der så tale om andet end et skridt tilbage?

18. november 2008 - Valby Langgade.

Leonard Cohen gik i år på scenen igen, efter et fravær, der syntes at have varet for evigt. Turneen blev foranlediget af en manager, der havde stjålet hele Cohens formue, men resulatet blev en fornyet interessse for Cohens person med tilhørende kanonisering, udødelighed og forgudelse. Mit gæt er, at hele IT-Factory cirkusset er iscenesat af Finn Nørbygaard, i håb om at det kan gøre det samme for hans karriere.

Forbrugertip: Det har desværre været mig umuligt at finde en etiket fra den omtalte øl, men det (næsten) Ringstedbaserede bryggeri Det Lille Bryggeri har med deres oak aged porter begået, hvad der for mig må betegnes som årets ølnyhed, forudsat det er en nyhed, men jeg er først stødt på øllen for nylig. Der er tale om en fuldfed porter, tyktflydende uden at være for tung og med masser af lakrids i smagen uden at dette dog bliver for meget. Oak aged porter holder en alkoholprocent på 8,2%, uden at smagen dog antyder, at den er så stærk. Dette er en af de bedst afstemte portere jeg har smagt, fuldt ud på niveau med kaffeporteren fra Ølfabrikken, der dog efter Ølfabrikkens kuldsejling og sammenlægning næppe ser dagens lys igen. Anbefales på det varmeste.

På opfordring har jeg i dag begivet mig ud i at lytte til Jóhann Jóhannssons Fordlandia, hvis kompositionsmusik er som skabt til dage, der går i det tempo som i dag indtil videre har bevæget sig i. Pladen er anbefalelsværdig, men mere interessant er titlens oprindelse. Fordlandia var Henry Fords gummieventyr i den brasilianske jungle, hvor han forsøgte at bryde britternes monopol på naturgummi. Wikipedia har den korte udgave, en knap så nedbarberet udgave af historien kan findes her.

6. december 2008 - Odense Station

6. december 2008 - Skt. Knuds Kirkestræde.

6. december 2008 - Havnegade.

29. oktober 2008 - Skibhusvej.

2. november 2008 - Sorø.

4. december 2008 - Færøgade.

4. december 2008 -Færøgade.

4. december 2008 - Færøgade.

4. december 2008 - Nedergade.

Min lokale genbrugsbutik havde et Kodak Instamatic 500 til salg, da jeg var forbi i går, så det tog jeg med mig hjem til næsten ingen penge.

3. december 2008 - Cafebiografen

I forlængelse af årets odenseanske julekalender "Spillestedet I Provinsbyen", er jeg i dagens udgave af Fyens Stiftstidende citeret for følgende:

Martin Petersen, pladeselskabsejer og ansat på Moby Disc, konstaterer, at det var en forventelig udvikling, at Postens ansatte blev fyret.
- Undervejs har jeg haft en fornemmelse af, at der stak noget mere bag de underlige halve svar, som Postens leder og spillestedets bestyrelse kom med. Det stod efterhånden tydeligt, at krisen handlede både om økonomi samt politik og ikke kun Niels-Jørgen Simonsens samarbejdsproblemer med bookingbureauerne. Selv om han er svær at fatte sympati for, må jeg medgive, at det ikke kun er hans ansvar, at det er gået så galt. Uden midlerne er der ikke noget at sige til, han konstant har været i defensiven. Han har lidt været en skydeskive, og jeg håber, kommunen nu mander sig op og støtter Posten med flere penge. Det vil være billigere og bedre end en lukning med et kæmpe prestigetab tilfølge, siger Martin Petersen.

Hele artiklen kan læses her.

3. december 2008 - Skibhusvej

2. december 2008 - Cafebiografen.

- Kan du ikke lige showe noget local love, og hange et par posters op?
Hip hoppere er vor tids The Julekalender.

En forloren fordanskning er nok den bedst dækkende beskrivelse for den nye Knud Odde single, hvor han oversætter Sort Sols Rhinestone til den nærmest dansktopbetitlede Perler Af Sne, men resultatet er spøjst nok til at være et lyt værd.

Dagens film.

Dagens film.

Relief er ikke en af de plader, der til februar bliver genudgivet med Martin Hall, derfor ser jeg ingen grund til ikke at flytte det venligt tilsendte downloadlink ud fra kommentarernes mørke og ind på forsiden. Relief kan downloades via dette link.

Fredag tog jeg som moralsk backup for en debuterende anmelder turen til det stadig knapt åbne Kulturmaskinen, der i denne weekend har rummet arrangementet Svärmer. Aftenens hovednavn var Choir Of Young Believers, der dukkede op i Odense for at spille numre fra årets danske plade, hvis man da ellers vælger at tro Gaffa. Det gør jeg ikke, eller snarere, jeg forstår det ikke. De par gange jeg har lagt øre til pladen er den hurtigt faldet i ét med tapetet. Det er en af den slags plader anmelderne som regel kalder en hæderlig debut fordi indholdet ikke falder helt på gulvet, men omvendt ikke gør noget, der får en til at skrige til himlen i fryd over bandets kvaliteter. At kåre Choir Of Young Believers til årets danske udgivelse, er at male fanden på væggen og devaluere, hvad der ellers er kommet, men nok om det. Jannis Noya Makrigannis havde suppleret sig selv med en cello/korpige, der sad og gjorde sit på en stol ved siden af ham. Min oplevelse af koncerten kan bedst beskrives med en andens ord. ”Det er så kedeligt, at jeg ikke engang har en holdning til det”. Koncerten var ét udtryk, én melodi, og en lang kedelig affære, der måske nok faldt i smag, hvis man er enig med Gaffa, men det er jeg som sagt ikke.

Såvel fredag som lørdag har jeg lagt ører til den nye Niels Skousen liveplade Drømmen Er Forbi, der er en noget skuffende affære. Optagelserne på pladen stammer fra perioden 2002-2007, hvor jeg selv nåede at se to virkeligt stærke koncerter med manden, men den fornemmelse af at alt jeg lige havde set og hørt var gået op i en højere enhed, jeg gik fra koncerterne med er det ikke lykkedes, at få overført til pladen. Måske er man i Niels Skousens tilfælde nødt til at se det for at tro det, pladen formidler i hvert fald ikke den fornemmelse af perfektion, jeg de omtalte to gange har haft. Pladens første numre lyder som folkemusik spillet som Niels Skousen danser, hvad der så igen nok skal ses for at forstås. 68 lyder som den skal og det samme gør afslutningsnummeret Herfra Hvor Vi Står, men alt andet fremstår forkert. Jeg mistænker en stor del af numrene på tracklisten, at stamme fra den overvurderede Daddy Longleg, der i min verden var et frit fald ned til det middelmådige efter den fantastiske comebackplade Dobbeltsyn. Numrene fra Daddy Longleg lykkedes det dog til de omtalte koncerter Niels Skousen at levere så man ville have mere, men det falder tilbage på jorden på livepladen. Hemmeligheden gætter jeg på ligger i formidlingen til koncerterne, og manglen på samme på pladerne. Titlen: Drømmen Er Forbi, er måske det mest rigtige ved denne plade.

Vi kom på slaget 21, så der var ingen spildtid og gudskelov ingen opvarmning, da Peter Sommer lørdag aften gav den gas på Rytmeposten. Peter spiller rock nu, flere af hans bandmedlemmer lignede i skæg, tøj og attitude typer, der har spillet rock i en længere periode. Men befriende var det, at der var skruet op for forstærkerne, og rart var det med masser af nyt materiale, her i blandt et par helt nye. Selv Valby Bakke var til at holde ud i går. ”Vi har spillet den så meget, at vi ikke spiller den mere… som vi plejer”, og der var ikke meget radiohit over den version, der efterfølgende blev slynget ud over scenekanten. Trods min fryd over mængden af nyt materiale, måtte der gerne være blevet sneget et par ekstra Superjeg numre ind i sætlisten. Lars Tyndskids Mark virker som et oplagt valg, når man ser på koncertens tyngde, og med halvanden times spilletid inklusiv rygepause var tiden der også til det. Jeg er tilhænger af at man går sulten fra en koncert, man skal gå derfra med en lyst til mere og ikke småbøvsende mæt, hvor man ikke ville kunne klemme mere ned om så ens liv afhang af det, men i går ville jeg virkelig gerne have haft mere. Sætlisten kunne sagtens have rummet en håndfuld numre mere uden at det ville være blevet for meget.