onsdag, april 29, 2009
tirsdag, april 28, 2009
mandag, april 27, 2009
søndag, april 26, 2009
lørdag, april 25, 2009
Folk smitter
Og folk taber penge
Folk stemmer blankt (eller sort)
Folk forurener
Og vejret
fredag, april 24, 2009
onsdag, april 22, 2009
tirsdag, april 21, 2009
mandag, april 20, 2009
Vandets krusninger kaster et skyggenet over søens bund.
Det fanger heller ikke noget.
lørdag, april 18, 2009
Ifølge en rapport fra McAfee – et førende amerikansk firma inden for teknologisikkerhed – producerer de ikke færre end 62 billioner (62.000 milliarder) spam emails, der efterhånden bliver udsendt om året på verdensplan, alt i alt hele 17 mio. ton CO2. Det svarer ifølge rapporten til det årlige elforbrug i 2,4 millioner amerikanske hjem, som stort set bruger dobbelt så meget strøm som en dansk husholdning. Man kan også sammenligne CO2-produktionen fra spam mails med udslippet fra 3,1 mio. tørstige personbiler, der årligt brænder over syv milliarder liter benzin af.
Selvfølgelig er det rigtigt, at downloads rummer distributionsmæssige fordele for både pladeselskaber, kunstnere og brugere. Men jeg tror ikke, der er nogen der drømmer om, at alt kun findes på et format. Alle formater har fordele og ulemper. Det fysiske format - CD’en - har fx den fordel, at man kan give lytteren en større helhedsoplevelse ved at forsyne ham eller hende med tekster, fotos og anden information om kunstneren. De kvaliteter skal vi have med ind i de digitale formater, vi tilbyder musikken i fremover. Og der bliver ikke kun tale om downloads men i vid udstrækning også forskellige former for streaming-løsninger.
Mht. din anden, lange kommentar, har jeg ikke mulighed for her at forholde mig til hver enkelt af dine mange relevante pointer. Men et par stykker af dem, vil jeg da gerne knytte nogle bemærkninger til. Selvfølgelig har jeg ikke den samme erfaring fra en pladebutik, som du har. I hvert fald ikke fra den samme side af disken. Det påstår jeg heller ikke. 40 års flittige besøg i pladebutikker - heraf de seneste snart 30 som professionelt musikmenneske - giver ganske vist en vis ballast, synes jeg, men naturligvis er mit indlæg ikke hele sandheden. Det var netop derfor, jeg valgte at researche i det for et par år siden, og at hyre ekstern konsulentbistand til at gøre det for mig. Sådan så mit eget syn på sagen ikke skulle influere undersøgelserne. Resultatet har jeg kort refereret i mit indlæg. Og jeg må sige, at det ikke adskiller sig nævneværdigt fra min egne oplevelser i mange butikker. Selv om jeg var overrasket over at konstatere, HVOR negativt mange forbrugere så på pladebutikkerne. Så galt synes jeg faktisk ikke, det er.
Jeg er, som jeg også pointerer i en anden kommentar, helt enig i, at der skam mange steder findes både dygtige medarbejdere, der brænder for sagen, og butikker, der er rare at komme i. Desværre er det meget ofte sådan, som du beskriver det, at den pågældende medarbejder ved alt om lige netop den genre, de selv kan lide, og er på bar bund, hvis man vil have noget andet. Det dur ikke. I hvert fald ikke, hvis man er en butik med et lidt bredere sortiment. Det svarer til en tjener på en restaurant, der er fuld af gode idéer, når det gælder valget af hvidvin, men kun kan sige “den sælger vi mange af”, når det gælder den røde.
Du har ret i, at det kan virke paradoksalt, at det netop er nogle af de bedste butikker, der i denne tid, drejer nøglen om først. Forklaringen er, som du også selv er inde på, at disse butikker ikke har formået at ændre sig i takt med deres oprindelige kernepublikum og ændringerne i omgivelserne i øvrigt, og så selvfølgelig, at det i en tid med gratis alternativer er vanskeligt at tiltrække et nyt, ungt publikum, som jo traditionelt har været det, specialbutikkerne har overlevet på. Jeg er nu og da ude på skoler og holde foredrag, og møder der 15-18-årige, som aldrig har været i en pladebutik, og formodentlig heller aldrig vil komme det. Men ind i mellem møder jeg også 15-18 årige, som lige har været nede at købe en pladespiller og nogle vinylplader. Så billedet er langt fra entydigt. Men det kræver en helt ekstraordinær indsats af en pladebutik at tiltrække et yngre publikum i dag. Og den har de færreste råd til. Så meget desto mere kan man undre sig over, at man ikke gør mere for i det mindste at passe på de købere, man trods alt har.
fredag, april 17, 2009
torsdag, april 16, 2009
tirsdag, april 14, 2009
Agersvinemælk, blæresmelde, desmerurt, engelskgræs, flipkrave, guldnælde, hundepersille, kattehale, løvefod, mosebølle, natskygge, okseøje, pindsvineknop, rødknæ, skovsyre, torskemund, vorterod, øjentrøst
søndag, april 12, 2009
torsdag, april 09, 2009
Derfor bider jeg mærke i, at Jesper Bay anser en af hovedårsagerne til at forbrugerne svigter pladebutikkerne skulle være en mangel på medarbejdere, der ved hvad de taler om. Hvorfor er det i så fald specialforretningerne, der drejer nøglen om, mens kædebutikkerne udvider? Stereo Studio har udvidet med omtrent en håndfuld ekstra butikker over de sidste par år, og det samme gør sig gældende for TP Musik Marked. Axel Musik havde solgt de levedygtige butikker fra, før konkursen blev begæret og Guf har så vidt vides grundet elendig ledelse kørt med røven i vandskorpen de seneste par år, og har nu fået det ekstra svært i forbindelse med TP Musik Markeds udvidelse. Min pointe er, at det netop er disse butikker, der har tendens til at have de omtalte lavtlønnede gymnasieelever ansatte, der virker til at gøre det godt. Selvom det nu nok snarere er butikseleverne, der er problemet. En gymnasieelev har i det mindste en smule skoling i musik, og de der bliver ansat som eftermiddagshjælpere som regel en brændende nysgerrighed og interesse for musikken. Hvor jeg ved selvsyn har konstateret, at der derimod blandt de handelsskoleelever, der ansøger jobbene som butikselever, oftest er ganske langt mellem snapsene.
En gammel kollega er nu afdelingsleder for en af disse kædebutikker, og da vi en dag sad og snakkede om udviklingen, sagde han, at han egentlig mest så sig selv som leder af et discountsupermarked. Det der ryger over disken er nyheder og slagtilbud, og kan det groft sagt så ikke være det samme, hvad en ansat sådan et sted ved om musik? Man forlanger jo heller ikke, at nettopigen kan give råd om vin og ost m.m..
Klagepunktet i IFPIs undersøgelse om det manglende udvalg, kan til dels skyldes kædernes hurtigt ind, hurtigt ud filosofi, med det deraf følgende begrænsede udvalg, men nettet har også gjort det nemt for forbrugerne at gå på musikalsk opdagelsesrejse, og det er for nogle forbrugere svært at forstå, at en pladebutik ikke fører eller kan skaffe det østrigske garagepunk-band forbrugeren lyttede til på MySpace aftenen før.
Enhver pladehandler har sin niche, alle mennesker har en eller flere genrer man lytter mere til, og er bedre hjemme i end andre. Her er det svært at slås med Amazon, der kan rådgive og vejlede ud fra analyser og salgsstatistik. Det kan en pladehandler på genremæssig hjemmebane, men personligt ville jeg have svært ved at anbefale en plade til en potentiel kunde, der gerne vil have lidt fed freejazz, eller noget god funk. Der findes ikke gode varianter af disse genrer i min verden, så jeg kan højest fortælle, hvad vi plejer at sælge indenfor det felt. Egentlig det samme som Amazon gør, deres hukommelse er bare større.
Et af lyspunkterne i Jesper Bays tekst er at salget af boxsæt er stabilt, men udvalget er også mangedoblet igennem de senere år, og det ligner en tendens. I stedet for at lave en opsamlingsplade, samler man et antal hele albums i en boks til en billig penge, og i visse tilfælde hele bagkataloget. Gasolin’, Simon & Garfunkel og et væld af andre navne er udkommet på den måde. Læg dertil Sony/BMGs Original Album Classics serie, hvor man kan få fem hele albums med en kunstner til samme pris som en almindelig fuldpris cd. Det er disse bokse der sælger, vel at mærke uden noget ekstra for pengene, snarere tværtom. Bookletterne er sparet væk og coveret består derfor som regel af et papomslag med pladens for og bagside, en booklet med en smule oplysninger og så en ikke alt for prangende papboks til at pakke det ind i. Hvis det er noget, så er der tale om en faldbydning af musikken, fra en kilde der bliver tømt indenfor overskuelig fremtid, for der er grænser for meget musik, der er af compilere og genudgive gang på gang på gang. Hvis det skulle være et lyspunkt, så er det i stil med at pisse i bukserne.
Tilbage i specialforretningerne står vi så og kan ikke give forbrugerne en ordentlig forklaring på, hvorfor kæderne konstant kan have tilbud som ligger omkring eller under de indkøbspriser vi har på varerne. Kampen om salget af pladenyhederne har vi med de selv samme kæder, og supermarkederne, hvor top-10 pladerne som regel er på tilbud til en pris specialbutikkerne skulle tabe penge på at kunne tilbyde vores kunder. Flere og flere af de mindre og mellemstore pladeselskaber har nu også deres egne webstores, så pladebutikkerne slås også med de selvsamme selskaber, der leverer varerne til os. Læg dertil den generelle nethandel, ulovlige downloads, fildeling og hvad internettet ellers kan tilbyde, og så selvfølgelig det ændrede forbrugsmønster. Musikken kæmper i dag også om forbrugernes tid med spil og film, musikken fylder med andre ord mindre i folks bevidsthed, og blandt de yngre forbrugere, der er vokset op med internet fylder pladebutikker og de fysiske udgaver af musikken, om det så er på cd eller lp, meget lidt for en stor part. Specialforretningerne for klassisk musik er tæt på at være helt væk, de er døet ud sammen med deres kernekunder. Den typiske forbruger af klassisk musik har passeret pensionsalderen, og i de år jeg arbejdede i kædebutikken kunne jeg på vores omsætningstal se hvordan salget af klassisk musik faldt med 10-20-30% fra år til år, og det var hvert år og en generel tendens i hele kæden. Det samme kommer til at ske i pladebutikkerne, kunderne falder fra og de nye generationer tager ikke deres plads i køen. Det åbne spørgsmål er hvornår det kommer til at ske.
onsdag, april 08, 2009
mandag, april 06, 2009
Rasmussen
Rasmussen
Immer wieder
Rasmussen
søndag, april 05, 2009
lørdag, april 04, 2009
Der er stadig højt til loftet i de fleste af Jens Unmacks tekster, men de er blevet mere konkrete og håndgribelige, og allerede før jeg havde hørt pladen, var jeg begejstret for dette rim:
Skibet hedder savn, sejler i dit navn.
Saint –Exupérys lille prins, og at pladens titel skulle referere til Bukowski, er dog i forhold til der hvor jeg står referencer placeret oppe under loftet uden for min rækkevidde og udenfor min begrebsverden, og ikke noget jeg havde fanget, hvis ikke diverse anmeldere havde været så venlige at henføre min opmærksomhed derpå. Omvendt viser ovenstående linje, og en sang som Mænd Uden Ord en Jens Unmack, der er mere direkte i sit ordvalg, end jeg kan mindes tidligere at have hørt ham.
Vanen tro irriterer Nørlunds produktioner mig, men hvor jeg på de to foregående plader savnede noget kant og nerve, bliver de bløde kanter, der kendetegner Nørlunds produktioner, her rundet af og understøttet af strygerne. Det er hans held, indkøbt til en konkurrencedygtig pris hos en flok philharmonikere i det tidligere Tjekkoslovakiet, men hvor ville jeg dog gerne høre Unmack lagt i andre hænder rent produktionsmæssigt. Kanten kommer forhåbentligt, og til dels, når han snart træder op på scenen. Selv skal jeg se ham til optagelserne af Backstage på tirsdag, og igen om tre uger når han gæster Odense. De gange jeg tidligere har set ham optræde i eget navn har betydet kvantespring for oplevelsen af de første plader, det er næsten for meget at bede om denne gang.
fredag, april 03, 2009
torsdag, april 02, 2009
Willie Nelson om Ray Charles i aprilnummeret af Mojo.