Sakset fra EB.dk, og offentliggjort via Reuters i mandags: Verdensorganet for dyresundhed (World Animal Health body) har opfordret til, at der findes et nyt navn for svineinfluenza, da ingen svin er blevet smittet af sygdommen indtil videre.

28. april 2009 - Muhkøer.

Illustreret artikel med Kliché fra dB110 nummer 4, 1979.

Småt nyt er godt nyt.

Via Iron & Wines hjemmeside kan man netop nu hente alternative udgaver af otte numre fra The Shepherd's Dog, et af totusindogsyvs absolut fornemste albums.

Det er nu muligt at høre Spleen United og The Williams Blakes forenede udgave af Kate Bushs Running Up That Hill fra Backstage.

Ingen af de tusindvis af kvinder, der gennem årene har forsøgt at fange min opmærksomhed med tilnærmelser, smil, vink og blink er det lykkedes at tiltrække min opmærksomhed på helt samme måde som den lille sag, der lige nu ligger på mit stuebord og hvisker: kom, tag mig, brug mig.

Tryghed & Tristesse har nu fået deres egen Facebookgruppe.

Folk skyder hinanden
Folk smitter
Og folk taber penge

Folk stemmer blankt (eller sort)
Folk forurener
Og vejret

Jens Unmack på pladespilleren og Jens Unmack på Posten.

I dagens Politiken bliver der stillet et spørgsmål jeg forlængst har svaret ja til.

21. april 2009 - Fiberdug.

20. april 2009 - Odense Havn.

Summen af tre timer ved vandkanten:
Vandets krusninger kaster et skyggenet over søens bund.
Det fanger heller ikke noget.

Stof til eftertanke på Berlingske.dk

Ifølge en rapport fra McAfee – et førende amerikansk firma inden for teknologisikkerhed – producerer de ikke færre end 62 billioner (62.000 milliarder) spam emails, der efterhånden bliver udsendt om året på verdensplan, alt i alt hele 17 mio. ton CO2. Det svarer ifølge rapporten til det årlige elforbrug i 2,4 millioner amerikanske hjem, som stort set bruger dobbelt så meget strøm som en dansk husholdning. Man kan også sammenligne CO2-produktionen fra spam mails med udslippet fra 3,1 mio. tørstige personbiler, der årligt brænder over syv milliarder liter benzin af.

Jesper Bay har skrevet til de folk, der valgte at kommentere hans blogindlæg "Har pladebutikkerne en fremtid?", hvad jeg blandt andet havde gjort. Svaret til min kommentar var som følger:

Selvfølgelig er det rigtigt, at downloads rummer distributionsmæssige fordele for både pladeselskaber, kunstnere og brugere. Men jeg tror ikke, der er nogen der drømmer om, at alt kun findes på et format. Alle formater har fordele og ulemper. Det fysiske format - CD’en - har fx den fordel, at man kan give lytteren en større helhedsoplevelse ved at forsyne ham eller hende med tekster, fotos og anden information om kunstneren. De kvaliteter skal vi have med ind i de digitale formater, vi tilbyder musikken i fremover. Og der bliver ikke kun tale om downloads men i vid udstrækning også forskellige former for streaming-løsninger.
Mht. din anden, lange kommentar, har jeg ikke mulighed for her at forholde mig til hver enkelt af dine mange relevante pointer. Men et par stykker af dem, vil jeg da gerne knytte nogle bemærkninger til. Selvfølgelig har jeg ikke den samme erfaring fra en pladebutik, som du har. I hvert fald ikke fra den samme side af disken. Det påstår jeg heller ikke. 40 års flittige besøg i pladebutikker - heraf de seneste snart 30 som professionelt musikmenneske - giver ganske vist en vis ballast, synes jeg, men naturligvis er mit indlæg ikke hele sandheden. Det var netop derfor, jeg valgte at researche i det for et par år siden, og at hyre ekstern konsulentbistand til at gøre det for mig. Sådan så mit eget syn på sagen ikke skulle influere undersøgelserne. Resultatet har jeg kort refereret i mit indlæg. Og jeg må sige, at det ikke adskiller sig nævneværdigt fra min egne oplevelser i mange butikker. Selv om jeg var overrasket over at konstatere, HVOR negativt mange forbrugere så på pladebutikkerne. Så galt synes jeg faktisk ikke, det er.
Jeg er, som jeg også pointerer i en anden kommentar, helt enig i, at der skam mange steder findes både dygtige medarbejdere, der brænder for sagen, og butikker, der er rare at komme i. Desværre er det meget ofte sådan, som du beskriver det, at den pågældende medarbejder ved alt om lige netop den genre, de selv kan lide, og er på bar bund, hvis man vil have noget andet. Det dur ikke. I hvert fald ikke, hvis man er en butik med et lidt bredere sortiment. Det svarer til en tjener på en restaurant, der er fuld af gode idéer, når det gælder valget af hvidvin, men kun kan sige “den sælger vi mange af”, når det gælder den røde.
Du har ret i, at det kan virke paradoksalt, at det netop er nogle af de bedste butikker, der i denne tid, drejer nøglen om først. Forklaringen er, som du også selv er inde på, at disse butikker ikke har formået at ændre sig i takt med deres oprindelige kernepublikum og ændringerne i omgivelserne i øvrigt, og så selvfølgelig, at det i en tid med gratis alternativer er vanskeligt at tiltrække et nyt, ungt publikum, som jo traditionelt har været det, specialbutikkerne har overlevet på. Jeg er nu og da ude på skoler og holde foredrag, og møder der 15-18-årige, som aldrig har været i en pladebutik, og formodentlig heller aldrig vil komme det. Men ind i mellem møder jeg også 15-18 årige, som lige har været nede at købe en pladespiller og nogle vinylplader. Så billedet er langt fra entydigt. Men det kræver en helt ekstraordinær indsats af en pladebutik at tiltrække et yngre publikum i dag. Og den har de færreste råd til. Så meget desto mere kan man undre sig over, at man ikke gør mere for i det mindste at passe på de købere, man trods alt har.

Jeg har forelsket mig i dette billede fra denne billedeserie af Maria Fonfara. Billedserien er blevet prisbelønnet med en Kravling.

7. april 2009 - Øksnehallen.

16. april 2009 - Stol.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på min begejstring for Cody, og jeg tør allerede nu godt love, at deres debut-ep finder vej til min liste over årets bedste plader. Omtalte Cody var åbenbart forbi TV2-Lorry tilbage i februar og spille et akustisk nummer og tale med en rædselsfuld journalist, man kan med fordel forsøge at overdøve hende under interviewdelen.

15. april 2009 - Fint salt.

Storblomstret hønsetarm.

Alfabetisk floradigt (ufuldstændigt)

Agersvinemælk, blæresmelde, desmerurt, engelskgræs, flipkrave, guldnælde, hundepersille, kattehale, løvefod, mosebølle, natskygge, okseøje, pindsvineknop, rødknæ, skovsyre, torskemund, vorterod, øjentrøst

Jeg er I Byen.

7. april 2009 - Amager.

12. april 2009 - Påskefrokost (som vor mor lavede den).

7. april 2009 - Ung Dansk Fotografi.

Jesper Bay havde i dag et blogindlæg på JP.dk, hvor han stiller spørgsmålet: Har pladebutikker en fremtid? Et relevant spørgsmål for mig, der senere i år kan fejre 10års jubilæum som pladehandler. Der står meget fornuftigt i blogindlægget, men også en del, der klart antyder, at Jesper Bay næppe helt har samme føling med hvad der sker i pladebutikkerne som vi, der har vores daglige gang der. Personligt har jeg dels prøvet kræfter med arbejdet i en af kæderne, og de sidste par år i en af den slags pladeforretninger man vist kalder en specialforretning. Fra disse så ens, og alligevel så forskellige butikker har jeg stået og set på mens nettet har gjort sit indtog på musikscenen, og set hvordan udviklingen igennem de sidste par år har taget livet af en del pladeforretninger. Hvad jeg naturligvis begræder, for siden jeg for tyve år siden selv begyndte at købe plader, har det været en af de største glæder for mig, at gå på jagt i pladebutikkernes hylder.

Derfor bider jeg mærke i, at Jesper Bay anser en af hovedårsagerne til at forbrugerne svigter pladebutikkerne skulle være en mangel på medarbejdere, der ved hvad de taler om. Hvorfor er det i så fald specialforretningerne, der drejer nøglen om, mens kædebutikkerne udvider? Stereo Studio har udvidet med omtrent en håndfuld ekstra butikker over de sidste par år, og det samme gør sig gældende for TP Musik Marked. Axel Musik havde solgt de levedygtige butikker fra, før konkursen blev begæret og Guf har så vidt vides grundet elendig ledelse kørt med røven i vandskorpen de seneste par år, og har nu fået det ekstra svært i forbindelse med TP Musik Markeds udvidelse. Min pointe er, at det netop er disse butikker, der har tendens til at have de omtalte lavtlønnede gymnasieelever ansatte, der virker til at gøre det godt. Selvom det nu nok snarere er butikseleverne, der er problemet. En gymnasieelev har i det mindste en smule skoling i musik, og de der bliver ansat som eftermiddagshjælpere som regel en brændende nysgerrighed og interesse for musikken. Hvor jeg ved selvsyn har konstateret, at der derimod blandt de handelsskoleelever, der ansøger jobbene som butikselever, oftest er ganske langt mellem snapsene.

En gammel kollega er nu afdelingsleder for en af disse kædebutikker, og da vi en dag sad og snakkede om udviklingen, sagde han, at han egentlig mest så sig selv som leder af et discountsupermarked. Det der ryger over disken er nyheder og slagtilbud, og kan det groft sagt så ikke være det samme, hvad en ansat sådan et sted ved om musik? Man forlanger jo heller ikke, at nettopigen kan give råd om vin og ost m.m..

Klagepunktet i IFPIs undersøgelse om det manglende udvalg, kan til dels skyldes kædernes hurtigt ind, hurtigt ud filosofi, med det deraf følgende begrænsede udvalg, men nettet har også gjort det nemt for forbrugerne at gå på musikalsk opdagelsesrejse, og det er for nogle forbrugere svært at forstå, at en pladebutik ikke fører eller kan skaffe det østrigske garagepunk-band forbrugeren lyttede til på MySpace aftenen før.

Enhver pladehandler har sin niche, alle mennesker har en eller flere genrer man lytter mere til, og er bedre hjemme i end andre. Her er det svært at slås med Amazon, der kan rådgive og vejlede ud fra analyser og salgsstatistik. Det kan en pladehandler på genremæssig hjemmebane, men personligt ville jeg have svært ved at anbefale en plade til en potentiel kunde, der gerne vil have lidt fed freejazz, eller noget god funk. Der findes ikke gode varianter af disse genrer i min verden, så jeg kan højest fortælle, hvad vi plejer at sælge indenfor det felt. Egentlig det samme som Amazon gør, deres hukommelse er bare større.

Et af lyspunkterne i Jesper Bays tekst er at salget af boxsæt er stabilt, men udvalget er også mangedoblet igennem de senere år, og det ligner en tendens. I stedet for at lave en opsamlingsplade, samler man et antal hele albums i en boks til en billig penge, og i visse tilfælde hele bagkataloget. Gasolin’, Simon & Garfunkel og et væld af andre navne er udkommet på den måde. Læg dertil Sony/BMGs Original Album Classics serie, hvor man kan få fem hele albums med en kunstner til samme pris som en almindelig fuldpris cd. Det er disse bokse der sælger, vel at mærke uden noget ekstra for pengene, snarere tværtom. Bookletterne er sparet væk og coveret består derfor som regel af et papomslag med pladens for og bagside, en booklet med en smule oplysninger og så en ikke alt for prangende papboks til at pakke det ind i. Hvis det er noget, så er der tale om en faldbydning af musikken, fra en kilde der bliver tømt indenfor overskuelig fremtid, for der er grænser for meget musik, der er af compilere og genudgive gang på gang på gang. Hvis det skulle være et lyspunkt, så er det i stil med at pisse i bukserne.

Tilbage i specialforretningerne står vi så og kan ikke give forbrugerne en ordentlig forklaring på, hvorfor kæderne konstant kan have tilbud som ligger omkring eller under de indkøbspriser vi har på varerne. Kampen om salget af pladenyhederne har vi med de selv samme kæder, og supermarkederne, hvor top-10 pladerne som regel er på tilbud til en pris specialbutikkerne skulle tabe penge på at kunne tilbyde vores kunder. Flere og flere af de mindre og mellemstore pladeselskaber har nu også deres egne webstores, så pladebutikkerne slås også med de selvsamme selskaber, der leverer varerne til os. Læg dertil den generelle nethandel, ulovlige downloads, fildeling og hvad internettet ellers kan tilbyde, og så selvfølgelig det ændrede forbrugsmønster. Musikken kæmper i dag også om forbrugernes tid med spil og film, musikken fylder med andre ord mindre i folks bevidsthed, og blandt de yngre forbrugere, der er vokset op med internet fylder pladebutikker og de fysiske udgaver af musikken, om det så er på cd eller lp, meget lidt for en stor part. Specialforretningerne for klassisk musik er tæt på at være helt væk, de er døet ud sammen med deres kernekunder. Den typiske forbruger af klassisk musik har passeret pensionsalderen, og i de år jeg arbejdede i kædebutikken kunne jeg på vores omsætningstal se hvordan salget af klassisk musik faldt med 10-20-30% fra år til år, og det var hvert år og en generel tendens i hele kæden. Det samme kommer til at ske i pladebutikkerne, kunderne falder fra og de nye generationer tager ikke deres plads i køen. Det åbne spørgsmål er hvornår det kommer til at ske.

Der blev i weekenden sat et ulykeligt, og eftertrykkeligt punktum for Christel Wiinblads digtsamling Min Lillebror, da hendes lillebror Jannick valgte at tage livet af sig selv. Uden at kende ham, er hans skæbne gennem artikler, Den 11. Time og Min Lillebror alligevel kommet så tæt på, at det var meget, meget trist at læse, at han nu har fravalgt livet. Jeg håber hans valg giver ham den ro livet ikke kunne tilbyde ham.

Gemt dybt inde i det nye koncerthus finder man Studie 2, og forhåbentlig når vi at finde vejen ind til det før kirketårnene i morgen lader 19 slag tone. Her spiller Jens Unmack og DRs Underholdningsorkester sammen med langgaberen Choir Of Young Believers. Det de sammen og hver for sig får spillet skulle gerne blive til endnu et program i serien af Backstageprogrammer. Jeg glæder mig.

Rasmussen
Rasmussen
Rasmussen
Immer wieder
Rasmussen

13. marts 2009 - Kranvejen.

10. marts 2009 - Badebro, Hasmark.

25. marts 2009 - Hamburg.

25. marts 2009 - Hamburg.

2. april 2009 - Bilvrag.

2. april 2009 - Odense Havn.

2. april 2009 - Transformatorstation i tåge.

Løgnen har hidtil været det eneste, der i min begrebsverden har kunnet bevæge sig så hurtigt, som en hest kan rende, men på Jens Unmacks tredje udspil lyder det, at også dagene løber som heste. Dette er hans hidtil bedste plade, utvivlsomt og ganske vist. Helstøbt, og langt mere stilsikker, med langt mindre slinger end de foregående. Her er ingen kiksere, og ingen linjer som ”..man skal turde surfe alt på et bræt..”, der skurrer i ørerne og lader pladen løbe af sporet, og måske vigtigst, men så nok alligevel ikke, så er pladen skåret ind til benet. Ti numre, og en spilletid på lige over en halv time gør det let at blive fortrolig med Dagene Løber Som Heste.
Der er stadig højt til loftet i de fleste af Jens Unmacks tekster, men de er blevet mere konkrete og håndgribelige, og allerede før jeg havde hørt pladen, var jeg begejstret for dette rim:

Skibet hedder savn, sejler i dit navn.

Saint –Exupérys lille prins, og at pladens titel skulle referere til Bukowski, er dog i forhold til der hvor jeg står referencer placeret oppe under loftet uden for min rækkevidde og udenfor min begrebsverden, og ikke noget jeg havde fanget, hvis ikke diverse anmeldere havde været så venlige at henføre min opmærksomhed derpå. Omvendt viser ovenstående linje, og en sang som Mænd Uden Ord en Jens Unmack, der er mere direkte i sit ordvalg, end jeg kan mindes tidligere at have hørt ham.

Vanen tro irriterer Nørlunds produktioner mig, men hvor jeg på de to foregående plader savnede noget kant og nerve, bliver de bløde kanter, der kendetegner Nørlunds produktioner, her rundet af og understøttet af strygerne. Det er hans held, indkøbt til en konkurrencedygtig pris hos en flok philharmonikere i det tidligere Tjekkoslovakiet, men hvor ville jeg dog gerne høre Unmack lagt i andre hænder rent produktionsmæssigt. Kanten kommer forhåbentligt, og til dels, når han snart træder op på scenen. Selv skal jeg se ham til optagelserne af Backstage på tirsdag, og igen om tre uger når han gæster Odense. De gange jeg tidligere har set ham optræde i eget navn har betydet kvantespring for oplevelsen af de første plader, det er næsten for meget at bede om denne gang.

hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben - hunden med piben

2. april 2009 - Kontor.

2. april 2009 - Vindue.

2. april 2009 - Biler til salg.

"He challenged me to a game of chess and then he beat me, it's very simple. The first time. The second time we played I insisted on turning on the lights."

Willie Nelson om Ray Charles i aprilnummeret af Mojo.

Der er for ganske, ganske nylig udkommet en efterfølger til Lewis Trondheims biografiske og brilliante Little Nothings. Mit eksemplar er blevet afsendt fra England i dag, men selv uden at have læst den tør jeg godt anbefale den, og naturligvis også den første i serien.

De første lyde fra den kommende Eelsplade lugter af friskt blod.