Noget siger mig, at det bliver i efteråret 2009, at jeg for første og anden gang kommer til at træde ind af Loppens døre. 23. September er Willard Grant Conspiracy på plakaten, og 10. oktober kigger The Handsome Family forbi. Måske er det et varsel om, at jeg skal have rystet mit Christianiakompleks af mig. Sidst jeg var der for 25 år siden, blev der råbt kapitalistsvin efter os, men jeg var så også i følge med min grandonkel, daværende direktør for Københavns Bank.

19. august 2009 - Stockholm.

19. august 2009 - Stockholm.

Der er gode muligheder for, at jeg til december udråber The Louvin Brothers - Tragic Songs of Life til årets genudgivelse, indtil da kan man læse et par af argumenterne på Geiger.

Reklame set på MTV i formiddags: Hvor bøsset er du? Send bøsse + dit navn til 1959 og find ud af det! F.eks. Bøsse + Søren. Send nu til 1959!

Depeche Mode may not be the most remarkably boring group ever to walk the face of the earth, but they're certainly in the running.
Stephen Morrissey - 1981
(Dengang) anmelder for Record Mirror

19. august 2009 - Stockholm.

18. august 2009 - Stockholm.

18. august 2009 - Stockholm.

18. august 2009 - Stockholm.

Hvad kommer der til at ske med ninjaerne, hvis burkaforbuddet bliver gennemført?

18. august 2009 - Moderna Museet.

19. august 2009 - Fotograf.

Toget kørte forbi spredte alle vi børn i Bulderby byer gemt væk i den skov, der hedder Sverige.
--
Köttbullarne var ok, men jeg savnede den klare suppe og krydderurterne.
--
Jeg vidste, at jeg næsten var hjemme, da jeg så en reklame for et sæt bestående af to franske hotdogs og en halv liter Tuborg fad.

Jeg har meldt mig under Geigers faner, og har i den forbindelse lyttet til dette års helt store hellige ko: Grizzly Bear - Veckatimest.

Mariehønsene flokkes som var de den første af syv nye plager.

10. august 2009 - Hasmark.

10. august 2009 - Hasmark.

Da jeg så havet
i dag
stjal turisterne lyden
i nat (og når sæsonen er forbi)
kan bølgerne høres igen

Nysgerrige sjæle, der gerne vil høre, hvad The National går og pusler med, kan med fordel tune ind til bloggen I am fuel - you are friends, hvor man kan høre de to nye sange Vanderlylle Cry Baby og England, der henholdsvis blev og ikke blev spillet i Tivoli, i fornuftige publikumsoptagelser.

4. august 2009 - Vinduespudser.

4. August 2009 - Sam Amidon.

Det ene nye nummer rummede linjen "leave your home", et andet "go to hell" og tre nye numre blev det til. De blev fordelt som aftenens første, et af de sidste og endelig som nummer gemt-midt-i-det-hele.

The National lyder stadig som The National på de nye numre, bare en smule mere dæmpede, lidt mere organiske og knap så mørke. Omkvædslinjen "I'll tell the geese" fra det nye nymmer Vanderlylle Cry Baby, der åbnede koncerten, antyder det, og Matt Berninger understregede det senere med ordene "..vi er ikke så vrede mere, selvom det er sjovere".

The National er blevet ældre, helt præcist næsten et år siden jeg sidst så dem, og når jeg tænker tilbage på koncerten i Vega 11. august sidste år, og sammenligner med koncerten i Tivolis Koncertsal i går aftes, så er der forskelle. Det var en sammentømret og sammenspillet enhed, der stod på scenen i går, men det var The National også for et år siden. Matt Berninger ter sig stadig manisk i en fantastisk blanding af beruselse, opbygget indestængthed og en udlevelse af hans kamp med den erklærede indelukkede og generte person han er. Og resten af The National ligner stadig et samspilskursus fra en højskole, og falder automatisk i baggrunden i forhold til Matt Berninger, der naturligt suger al opmærksomheden til sig.

Modsat sidste år har et overskud til andet og mere end bare at spille røven ud af bukserne fundet vej til scenen. Et overskud, der kom os til gode i en koncert, hvor eneste anke var det faktum, at det var en siddekoncert, komplet med stolerækker og den frustration det giver at skulle sidde på sin flade og rocke med. Alt klikkede, både musikalsk og menneskeligt. Overskuddet viste sig i The Nationals interne omgang på scenen, og i kontakten ud over scenekanten, der i Mr. November, aftenens næstsidste nummer, blev fysisk da Matt Berninger tog turen ud over stolerækkerne så langt som mikrofonledningen rakte, og ophøjede sig selv fra være centrum for alles opmærksomhed, til at være i centrum af både opmærksomheden og lokalet. Et uventet rock n' roll moment, der fortjent udløste publikums begejstring og et væld af rygklapperi på Matts triumftog over sæder og stolerygge. Et uventet træk, men set fra min forbandet gode plads på anden række midtfor kunne en del af forklaringen måske ligge i den flaske hvidvin han fik tømt i løbet af koncerten. Indtaget kunne løbende måles op mod den tiltagende løssluppenhed han udviste. Der blev joket med publikum, resten af orkesteret blev drillet og til sidst fremstod Matt Berninger mest af alt som en mand, der havde taget en dyb indånding , givet fanden i konsekvenserne og nu ville se, hvor det hele endte, hvis man kastede sig ud uden sikkerhedsnet. Som en kat landede han på fødderne. Sikkert og elegant. Sikkert og elegant ville også være en passende overskrift for koncerten, selvom den ikke rummer sandheden om, hvor meget The National rockede igennem. Tungt, sikkert og forbandet elegant, dækker bedre.

Næste The National plade er foreløbig varslet i foråret 2010. Bedømt ud fra i aftes bliver det ikke der kurven knækker, så længe vinhøsten altså ikke kikser!

I det tiår mit virke indenfor pladehandel har stået på, har der været mængder af musik, udgivelser og hændelser, der af den en ene eller anden grund har fået mine øjne til rulle i retning af det himmelske. Ikke himmelske hændelser forstås, men hysteri og hype, der har nået højder, der undskylder enhver, der fik nok og stod af. En af disse står foran en art gentagelse, og på forhånd er jeg ikke meget for tanken om at skulle høre de samme floskler som sidst.

Det er Beatles skyld det hele. Det er dem, der til september får genudsendt hele deres bagkatalog i rensede og nystrøgede udgaver, og det var dem, der var skyld i en sand mediestorm da opsamlingspladen ”1” udkom i 2000. Alle elskede Beatles, havde altid gjort det og enhver idiot, der var fyldt 50 stod gladelig frem og fortalte om hvordan Beatles revolutionerede deres ungdom, mens enhver der var de 50 år aldersmæssigt underlegen, fortalte historien om dengang, de opdagede Beatles i forældrenes pladesamling.

Ingen tvivl om at Beatles rørte ved noget, og ingen tvivl om at de rykkede ved nogle ting, men jeg tænker, at Beatles i højere grad handlede om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt end om kvalitet. Beatles er bare så stor en størrelse, at folk glemmer at deres musik ikke er langtidsholdbar. Hvis ikke for nostalgi og minder, så forstår jeg ikke, hvem der i dag kan finde på at sætte en af deres tidlige og i udtryk håbløst naive plader på, og deres senere udgivelser er for længst overgået i kvalitet og relevans, det blev de allerede af deres samtidige. Jeg forstår dog de, der har lyttet til det dengang og holdt fast lige siden, men at senere generationer af musiklyttere har taget Beatles til sig går over mit hoved.

Det er dog timingen i genudgivelsen af Beatleskataloget, der er værd at hæfte sig ved, og det jeg egentlig vil frem til. Mit gæt er, at dette er et af pladebranchens sidste store suk for musik som et fysisk medie. Gennemsnitsalderen for pladekøberne stiger, der kommer ikke en ny generation af kunder i (plade)butikken, og naturligvis er de ældre pladekøbere også ved at tage downloadmulighederne til sig. Så hvis pladeselskaberne skal nå at spinde guld på deres guldæg en sidste gang, så er tiden inde og det ved pladeselskaberne godt. Pladeselskaberne ved også godt, at genudgivelser sælges på remastering, nye linernotes og lækker indpakning. Faktorer, der forsvinder eller mister deres relevans når musikken overgår til et digitalt format, for selv ikke den bedste sælger vil kunne skrue en salgstale sammen, hvor forbedret lydkvalitet går hånd i hånd med et komprimeret lydformat.

Rolling Stones bagkatalog er udkommet i nyremasterede udgaver hen over sommeren, de første nye remasters af Neil Youngs plader er lige på trapperne og i september er det altså Beatles tur. At alle de store kanoner bliver fyret af nu, vidner om en blanding af panik før lukketid og en erkendelse af, at festen for det fysiske medie er ved at være forbi. I de næste år vil vi se flere pladebutikker, der lukker og salgstal, der forsætter med at dykke. Ingen tvivl om at overgangen fra det fysiske format er den største og vanskeligste omstillingsproces pladebranchen er stødt på. Jeg tror dog at såvel cd’er, som i særdeleshed lp’er vil forsætte med at eksistere i en rum tid endnu. De vil overgå til en status som nicheprodukt, men der vil i en rum tid fremover stadig være folk, der i trods mod fremskridtet vil række bagud, og holde fast i formaterne som de var uden at skele det mindste til udviklingen. Andre vil, som jeg nok selv ender med, holde fast i de fysiske formater så længe som muligt, men acceptere at alt ikke længere vil være tilgængelig på denne måde og acceptere tingenes nye tilstand. En ting er jeg dog sikker på, den sidste del af nedtællingen er i gang.

"A man's work is nothing but this slow trek to rediscover, through the detours of art, those two or three great and simple images in whose presence his heart first opened."

Albert Camus
(Gengivet bag på coveret til Scott 4)

Der er intet tempo og knapt nok nogen storyline i Garden State, men omvendt havde der heller ikke været nogen grund til at blive oppe i nat, hvis ikke at TV3 havde valgt at vise den. Jeg har Garden State på dvd, men tog imod tilbuddet da TV3 gav muligheden for at gense den, komplet med reklameafbrydelser, kanallogo i hjørnet, og pause og spolemuligheder udelukket. Jeg kunne have sparet tid, hvis jeg havde hentet dvd'en og sparet mig selv for reklameblokkene, men hvad skulle jeg have brugt den ekstra tid til i nat? Der var kun mere dårligt fjernsyn eller tidligere i seng, at vælge imellem, og intet af det trak nok til at skifte fra tv til dvd. Garden State er ét langt og godt argument for ikke at vende hjem til det man forlængst har lagt bag sig. Venskaberne er ikke længere det samme, men hvad værre er, det er vennerne. Man tager væk og kommer videre. De der bliver, forbliver, hvor og som de er. Det er en filmisk variant i farver, sat sort/hvidt op, af de tanker jeg gør mig, når jeg en sjælden gang er en tur i Brugsen, der hvor jeg stammer fra. Godt nok har filmen noget mere fotogene omgivelser, og persongalleriet er en del mere outreret, men soundtracket i mit hoved er tilgengæld blottet for Coldplay og bedre sat sammen. Garden State er min type film. Et par timers flimmer af steder, personer og situationer, uden at historien har rykket sig synderligt fra "a" i retning af "b", mens filmen har taget turen fra start til slut. Den er som de tanker man gør sig, hvor man ikke når frem til et svar, men tankerne mens de var der, var alt nok. Det er som fodboldkampen, der fanger én i to gange tre kvarter, men hvor resultatet er ligegyldigt, når man lægger stadion bag sig. Det er rart at være der og blive væk i tankerne, fodbolden, filmen, hvad det måtte have været stedet havde at byde på. Garden State er et rart sted, mens filmen står på. Hovedrollen ender endda med at blive hængende, det ville jeg nu ikke have gjort.