23. januar 2011 - Odense Havn.

22. januar 2011 - Odense Havn.

- Er det så slut nu?
- ...
- Fik de guld?
- ...
- Aha!
- ...
- Aha!
- ...
- Jeg kan godt se, hvor du vil hen, men jeg mener ikke den danske selvforståelse er gearet til at være bedst til noget, så jeg synes det lyder fint nok med en andenplads.
*klik*

Tværfløjten, venstrehåndsguitaren, og batteriet af mundharmonikaer, der lå i det store samlende etui, og blev tjekket, skiftet ud og brugt i et imponerende tempo koncerterne igennem.

Det laksefarvede jakkesæt, netundertrøjen, og trinene, der så så ubehjælpelige ud, men gennem årene vedholdende blev danset fra hans plads side i højre side af scenen til venstre for Jens.

Solopladerne, der overraskede så glædeligt, og overgik enhver forventning, og osede af sex og slease, og er blevet spillet så tit og så højt siden da.

Solokoncerten, den ene gang jeg så ham med Boat Man Love bag sig, hvor han sendte os så opstemte hjem.

Det ene møde med ham offstage, hvor en vittig person i vores selskab antastede ham i baren på Det Lille Øresund og spurgte om han ikke ville have vores band Ludertyr med Love Shop på tour, vi kunnne bare dele underskuddet.

Den sidste koncert, hvor få var kommet for at se Love Shop, og flere for at se japanerne slå Danmark 2-0 på storskærm, hvor Love Shop gav alt, og man så småt godt kunne se, at der ikke var så meget tilbage i ham at give af.

Afskeden, der kom så offentligt og forbandet, og alt,alt for tidligt

Tak for dansen.

24. januar 2011 - Odense Sygehus Station.

Der er hverken penge eller prestige, at hente når en side omtaler og linker til ens arbejde, men som det ovenstående screendump af mit statistikmodul så tydeligt viser, så gør det underværker for antallet af besøgende.

Undertoner.dk har lyttet til Manden Fra Onkel og konkluderet "I den sidste ende er problemet, at hele idéen kommer til at svæve som en semi-infantil gimmick, der er pakket ind i nogle fejende flotte musikalske arrangementer". Det er dog ikke så slemt som det lyder, resten af af anmeldelsen er ganske fin, og karakteren lander på 3/6.

Sidste års billedserie fra Hals har fundet vej til HUH. Magazine.

22. august 2010 - Kommunekemi

Skulle nogle føle for, at læse min artikel om Irma Victoria fra det seneste Geiger, så kan bladet læses online her.

Der findes gudskelov stadigvæk anmeldelser af ting, der er så åndsvagt godt sat i scene, at man bliver nødt til at dykke ned, og få sat lyd på ord og billeder.

Anmeldelsen af Stornoway i den seneste udgave af Mojo hører i den kategori. Ikke alene er bandet affotograferet foran en udstillet dinosaur i fuld figur, de spiller også uforstærket, bliver præsenteret af forsangerens far, der tilfældigvis leder museet de spiller på, og skridt for skridt igennem teksten vinder man større og større sympati for gruppen uden at have hørt en strofe. Sympatien bliver ikke mindre når man støder på historien om BBC-værten, der i sin begejstring forskansede sig i studiet, og spillede Stornoway i en time, og sidenhen blev belønnet med et par dages suspendering fra æteren.

Vi er ude, hvor Midlake fortolker Belle and Sebastian, hvis altså ellers en af grupperne havde spillet engelsk folk anno 1970, og vænner man sig først til, at forsanger Brian Briggs vokal er mere anstrengt end Darren Haymans (Hefner), så kan man smide yderligere i stakken af referencer, og bemærke, hvordan de trods genreforskel skylder stort til den irske folkemusik.

Jeg er ikke hjemme i Stornoways musik endnu, men pladen er bestilt, og ventes med glæde. Indtil da er der flere gode livesessions med Stornoway, at forlyste sig med.

4AD Sessions
Stornoway On World Cafe

Og som ekstranummer:
Zorbing (fra den anmeldte koncert)

Et skateboard fra forleden, og en bølgende presenning fra efterårets tur til Berlin har fundet vej til hjemmesiden.

Politisk satire er noget farligt noget at rode sig ud i, og når man så endda vælger skydeskiven over dem alle, ja, så puha, så skal man ikke ryste meget på hånden for at levere noget, der er plat, pinligt, eller sagt og skrevet før. Teksten har været ude før i en helt anden kontekst, og sagen er ikke helt aktuel længere, men Christoffer Zieler gengiver René Teiges fortælling så fantastisk, at hans novemberfortælling er værd at hive frem.

De fire dele kan findes her: 1 - 2 - 3 - 4

Christoffer Zieglers blog Stejl Fart rummer andet godt end lige ovenstående fortælling, og det anbefales at tage et kig rundt, og opleve mere af hans syresatiriske univers.

Undskyld, at jeg kommer så sent til festen, og undskyld, at jeg først nu får sagt god for aftenens mikstape, men jeg måtte vente til de Blendstrupske Industrier fik fabrikeret en introduktion, før jeg fik taget mig sammen, grebet til foret, og indkøbt Dans & Lær "Havens Fugle".

Idéen er lige så simpel, som den er genial. Et gammelt bånd med fuglegenkendelse bliver funket op med en nærmest Kraftwerksk flair for den simple repeterende melodi, og selvom projektet scorer højt på absurditetsskalaen, så er der hverken tilløb til plathed eller humor. Båndets fortællerstemme fungerer som enestående (i antal og særprægethed) vokalist, og hvor uvant man end måtte være med ældre fuglegenkendelseskassetter, så går Ole Geertz-Hansens tørre stemme lige i hjertet. Det er forrygende når hans stemme i "Skade" støttes op af kor, og det er forrygende når uglens tuden i "Natugle" bliver brugt som effekt, og når der i "Gulspurv" bliver brugt en brusende citronvand som backing er man ikke et sekund i tvivl om, hvor forrygende det hele egentlig er.

Vil man blive klogere på Dans & Lær, er der i presseafsnittet på hjemmesiden lagt fem numre op til aflytning, og vil man være endnu klogere på Dans & Lær anbefales det at lytte til indslaget fra P1.

16. januar 2010 - Skateboard.

Det har taget mig en lille måned at opdage, men de første toner fra den kommende Hymns From Nineveh plade er åbenbart blevet tilgængelige. "So Mournful The Elegy, So Comforting The Hymn" åbner "Hymns FromNineveh" når den udkommer 21. februar, en måned senere spiller han i Odense, det skal alt sammen nok blive ganske fint.

Det var en bad boy af en papkasse posten forleden ganske forgæves forsøgte at aflevere, og jeg priste mig da også lykkelig for at den nyerhvervede barnevogn har bagagebærer under kabinen, da jeg selv måtte hente papkassen oppe på posthuset. Indholdet af papkassen var to tegneserier. Den ene vender vi tilbage til en anden dag, og den anden var "Doonesbury 40: A Retrospective".

Selvom det på nettet er muligt at finde produktbeskrivelser, der udpensler produkterne så beskrivende, at ugebladenes tag på de kendtes privatliv synes overfladisk, så var jeg ikke forberedt på den mastodont af en hardcase indpakket tegneserieåbenbaring, der lå i kassen. Monstrøst lækkert indpakket, med introduktion til Doonesbury, og biografier på de vigtigste af karaktererne skrevet af Trudeau selv. I stedet for at gå yderligere i detaljer vil jeg dog give ordet til Søren Vinterberg på Politiken, og henlede opmærksomheden på, at cirkaprisen på 200,-, hvis man køber den hos Amazon, er en fornærmelse imod, hvad man får for sine penge. Anbefales.

Kald det bare guld, perler for svin er det i hvert fald ikke i år.

Længe før folkene på ArtPeople sidste år udsendte 12 Bud På (Hvordan Man Skriver Et Mord På En Af C.V. Jørgensens Sange På Sit) C.V., vendte en jyde i eksil hjem til den fædrende gård, og ydede C.V. Jørgensen retfærdighed. "Bjerringbro" fremført af Svend-Allan Sørensen med et backingband, der nok burde kunne fugte en trusse eller to hos musikelskere af begge køn, kan ses og høres her.

Diskant.dk har været flittige til at kigge i min retning de sidste par dage. Dels blev det karakteren 5/10 i denne supersympatiske anmeldelse af Manden fra Onkel, dels dette stykke venstrehåndsarbejde af en anmeldelse af End Of Your Garden.

Slægtens videreførsel blev sikret lørdag aften klokken 18.59. At kalde denne blogger stolt vil være en underdrivelse - Farmanden fra Onkel er pissestolt!

Vil man være klogere på den snart albumaktuelle Oscar Danielson, så kan man med fordel klikke lige her.

Er man nysgerrig efter at høre Iron & Wines kommende udspil "Kiss Each Other Clean", så kan pladen høres fremført i sin helhed via dette link.

For nylig købte jeg formedelst 10$ opsamlingsfilen Blue Moods Of Spain: A History, Pt. 1, der samler dele af det, der skete før Spain udsendte Blue Moods of Spain i 1995. Opsamlingen er meget kendetegnende for en opsamling af early works, den viser at der stadig er et stykke vej, men rummer også en mængde røde tråde, der fører videre til det endelige musikalske standpunkt. Der er dog ingen virkelige højdepunkter imellem, og 10$ synes uanset, hvad kursen måtte være i disse dage, en kende for meget for at høre det, der senere skulle blive så godt, da de var mindre gode. Den gode Josh Haden har dog lagt langt de fleste af numrene på YouTube, hvor eventuelt interesserede selv kan dømme med.

Blue Moods Of Spain: A History, Pt. 1
01. Phone Call (Treacherous Walkers)
02. So Far Away From You
03. Gonna Die Song
04. To The Sea
05. Will Never Change
06. Long Gone
07. Love That I Have Lost
08. Hey Hey Hey
09. It Could Be Heaven
10. Before It All Went Wrong
11. White Sand
12. I Could Be (The Only One)
13. Waking Song

12" splitudgaven af End Of Your Garden/De Må Være Belgiere Fra Dark Entries er nu tilgængelig i Tryghed & Tristesses shop. En forsinket anmeldelse fra Belgien er også dukket op. Jeg forstår ikke et ord af den, men de 8/10 til The Silent Section burde tale for sig selv.

Dette skulle have været første indlæg på den nye blog, som jeg allerede har skrinlagt, før den kom i gang. Udgangspunktet skulle have været en anonym mand i midten af 30’erne, der meget snart skulle være far for første gang. Fødslen af barnet ville indtræffe omkring d. 14. i denne måned +/- et par dage eller to, og stilen skulle være en videreudvikling af den tone, jeg brugte dengang, jeg skrev klummer, tilsat anekdoter, tanker og forbrugerrelaterede info.

Jeg har nysgerrigt fulgt med over skulderen på min kone når hun læser blogs. Disse tjekkede chicks, med tjekkede blogs, hvor intet er for helligt til at blive affotograferet og genfortalt, og her taler vi altså mad, tøj, veninder, udflugtsmål, og intet tilnærmelsesvis underlødigt. Chicks, der synes at bage cupcakes hver evigt eneste dag, og hver dag med en ny flavour, og hver dag med en ny slags topping, og en ny slags krymmel, der drysses på som et sidste prik over i’et. Det slår mig, at disse chicks får skovlet i halsen i halsen af freebees mod at nævne producenterne, og hvorfor skulle en nybagt førstegangsfar med ordet i sin magt, og et okay styr på blogmediet så ikke kunne hente babyudstyr for ingen penge, mod at droppe et par ord om det på den blog, der snart ville blive besøgt i stride strømme. ”jeg mangler ord for gode de nye Libero er, faktisk blev jeg tør i halsen mens jeg skiftede junior, så stærk er deres sugeevne”. Sværere er det vel ikke, og det kan tastes med den ene hånds fingre krydset bag ryggen.

For har man da hørt mage, en mand, der blogger om børn, opdragelse, og udfordringerne, glæderne, og sorgerne ved barnet. De nybagte fædre ville hente do’s and dont’s fra siden, og mødre i alle aldre ville fnise henrykt over den bramfri tone, og det maskuline input som ingen havde tænkt over manglede. Jeg ville komme på forbrugersiderne i Politiken, hvor jeg gladelig ville svare på hvorfor min søn hverken hedder Gustaf eller William, hvorfor Hugin Mugins stribede tøjdesign giver både mig og mit barn glæde, og hvorfor min datter så udmærket kan lege med drengene iklædt tylskørt. Et par år senere ville jeg være der igen, og her ville jeg fortælle om vores far/søn/datter ture ud på bondegården, hvor barnet selv fik lov at aflive en ko med en boltpistol, og på det kraftigste understrege, at skal barnet lære noget som helst om hvor maden kommer fra, så er det ikke nok, at tage ud at fiske. Det kan man til gengæld gøre, hvis man lære barnet om tålmodighed og nederlag.

Undervejs ville jeg komme i Go’ Aftens Danmarks ekspertpanel, få mit eget hjørne på TV2’s hjemmeside, hvor jeg indlevende og bramfrit (som nu er blevet mit kendetegn) svarer på spørgsmål om moderne børneopdragelse, i en tid, hvor værdier falder som fluer. Jeg holder foredrag. Indledningsvis tilfældigt rundt omkring i landet, men efterhånden som mit navn bliver styrket som brand, bliver mit ord lov, og også fagpersonel begynder at efterspørge mig som foredragsholder. Det peaker, da jeg bliver vært i en serie på seks afsnit om vanskelige børn, sendt hver tirsdag i primetime. Forestil jer ”hunden eller mig” bare med børn.

Min kone og jeg får barn nummer to cirka samtidig med at min første bog kommer. Bogen storhitter, paperbackudgaven slår alle rekorder, og opfølgeren skriver sig selv mens den første bliver udgivet i et væld af oversættelser. Mest opmærksomhed får den amerikanske udgivelse, der giver mig invitationer fra både Oprah, og Dr. Phil, og sikrer mig flere forsider fra torsdagspressen.

Her er det filmen knækker for mig.

Jeg har ingen intentioner om at skulle være blikfang for Se & Hør, heldigvis har jeg kunne tage det i opløbet ved aldrig at starte bloggen.

02. Januar 2011 - Langesø.

02. Januar 2011 - Bakketop.

02. Januar 2011 - Hestestald.

Det var det, endestation er nået, alle stiger ud og passerer gaden, den fede dame har sunget, det er over and out, der er ikke mere at komme efter, for nu er Dragontears noget, der var engang og aldrig mere skal blive. Turn on Tune in Fuck Off er et værdigt farvel.

Det er ikke lykken, at tredje gang er sidste gang, men Turn on Tune in Fuck Off er det sidste udspil fra Dragontears, der aldrig prægede nogen hitlister, men inden for deres snævre felt begejstrede, og rent musikalsk berigede vores land med tre fantasktiske plader. For jo, Turn on Tune in Fuck Off holder niveauet fra de første to plader, men formår samtidig ikke at bringe nyt til festen. Derfor bliver afskeden med Dragontears også mindre trist, end den kunne have været. I stedet for at forsøge at tørkneppe mere ud af en udtømt kilde bliver der i stedet lagt låg på, og det synes at være det rigtige at gøre. Og jo, jeg kan sagtens være begejstret, og samtidigt synes, at det er fint, at rejsen slutter her.

Det er planen, at det, der tidligere har lydt som Dragontears, skal sluses ind i Baby Woodrose, men tallerkenen vendes, og Turn on Tune in Fuck Off startes med noget, der lige så vel kunne have været sat ind i tracklisten på en af Baby Woodrose-pladerne. Aggressionerne i ”Two Tongue Talk” gør det klart, at jeget ikke køber det lort, ”du” sælger, hvem ”du” så end er, men det synes at være en alt andet end en venlig hilsen til magthaverne. Det gør sig i mindre grad også gældende for ”No Salvation”, der flyder mere ud, men stadig kunne være gledet lige ind i rækken af sange på Baby Woodroses Chasing Rainbows.

Herefter bliver det døsigt, og effekten sparker for alvor ind. Hippieromantikken blomstrer i “My Friend”, og “Time of No Time”. Spørgsmål som ”what have you done to our poor Planet Earth?” følges på vej af udsagn som ”love is the answer”, og hvor naivt det end måtte synes, så er det hamrende effektivt. Det orientalske klinger i baggrunden af ”Time of No Time”, der som et tungt slumretæppe af lyd holder én bundet fast, mens nummerets titel bliver gentaget som et mantram, indtil nummeret pilles ned i en afslutning, der i livesammenhæng ville kunne trækkes ud i dagevis, uden at det ville gøre noget.

Vender man sin plade, vender man også næsen hjemad rent sprogligt. De to tekster, der ligger ord til pladens sidste skæringer, er skrevet på dansk, men i ”William” er det umiddelbart kun i korte glimt, at teksten giver mening. Sådan virker det dog også til at have været for William Skotte Olesen, som ”William” er dedikeret til. En mand, hvis historie man ikke skal mange linjer ind i, før Timothy Leary-citatet ”Turn on, tune in, drop out” dukker frem. Tilfælde? Uden musik fungerer teksten ikke, men med musik tilsat dukker ordene op i fragmenter og sætninger, der langsomt giver mening og samler sig til en skæbnefortælling. Efter hvad der synes som en evighed, vågner man som ved et fingerknips op til ordene ”et øjeblik, og alt er borte”, der gentages, og så er 13 minutter i psykedelisk drømmeland overstået.

Der skæres tænder i ”Mennesketvilling”, og sarkasmen synes tommetyk, men det er endnu ikke lykkes mig at finde ud af, om det er det, der er meningen. ”Mennestvilling” har dog mere kant og bider i højere grad fra sig end numrene, der fører op til afslutningen.

Når jeg skimmer teksterne til pladen, står det hurtigt klart, at den udsyrede dimension, de tidligere Dragontears plader er udsprunget fra, også leverer denne gang. Stærkt øl gør det ikke alene, men jeg tror alligevel, jeg kan se, hvor de kommer fra, når jeg vælger den romantiske tilgang, og bilder mig selv ind, at teksterne udspringer fra diverse trips.

Turn on Tune in Fuck Off er for uhomogen en størrelse til at kunne betegnes som et mesterværk, men nummer for nummer vises der høj klasse, og det samlede indtryk er en forbandet god plade, og et mere end værdigt farvel.

(Dragontears - Turn on, Tune In, Fuck Off, anmeldt for Geiger)