Mens jeg går rundt og venter på at posten skal bringe mig et anmeldereksemplar af den kommende Baby Woodrose udgivelse, så har selvsamme post i dag leveret den seneste Orpheus-udgivelse ”De Sidste Her På Jorden”, der dækker over dele af Spids Nøgenhats Roskildekoncert fra sidste år. DR havde i en periode rettighederne til at streame koncerten, og mens det stod på fik jeg hørt koncerten så meget, at jeg skulle tro, at jeg havde været der selv. Der er dog langt fra oplevelsen af et stream på et par billige computerhøjttalere, og til 12” vinyl serveret fra et inside-out cover på 33 rpm over et ordentligt anlæg. 

De to sider gemmer på tre numre pr. side.

A:

Hobittens Flyvetur

Lil’ Johnny’s Mund (Røde Mor)

Mandsang (Furekåben)

B:

Det Psykedeliske Tapet

Langebro (Gasolin’)

Ud På Landet (Aron)

Kulminationen er fortolkningen af Furekåbens ”Mandsang”, der bliver ved og ved og ved, og river én længere og længere ud til man ikke kan bunde mere for bare syre, det er himmelbestormende godt og jeg tvivler ikke et sekund på, at hvis man ville, så ville man kunne stoppe tiden, krige og jordens rotation omkring solen i de ti et halvt minut det står på, ved at omdirigere de kræfter, der slippes løs i nummeret. Jeg har forgæves forsøgt at finde frem til en setliste fra koncerten. Pladen dækker ikke det hele, men fandeme om jeg kan huske, hvor meget der måtte mangle. De fire coversange er alle fra koncertens sidste del, og er vist, hvad der var af coversange. Der må mangle noget af Spids Nøgenhats eget, og det gæt alene gør, at jeg vil konkludere at dette skulle have været en dobbeltlp. Geiger, Gaffa og DR har skrevet om koncerten, men ingen retfærdiggør, hvordan det lyder, og hvordan det ifølge forskellige førstehåndsoverleveringer skulle have været.

30. marts 2012 - Balloon Magic, Leaves Festival, Kansas (gæt selv, hvem der er frontmand)

Det er efterhånden et halvt år siden, From Sarah udsendte Ep’en Notes, der var god. Den rummede tre fine numre, ét enkelt virkelig godt, og vigtigst af alt viste den, at der var potentiale til noget større, når langspillerformatet en dag skulle tages i brug. Ep’en har i de senere år vist sig som en effektiv måde at stemple ind på, når man som nyt band skal tilrane sig opmærksomhed i en branche, hvor der går tyvetusind på dusinet. Verden er heldigvis sådan indrettet, at har man gjort det godt før, så skal der nok blive plads til én i spalterne igen, og denne karmavariant skal såmænd nok sikre trekløveret From Sarah noget omtale. De tre herrer i From Sarah starter nemlig ikke helt fra scratch. David Fjelstrup vil kunne genkendes fra Cody, Moogie Johnson vil kunne genkendes fra snart sagt hvad som helst, og til mit held kunne Ask Bock forleden høres på P6 som en del af Sleep Party People. Ellers havde jeg været i bekneb for et sted at placere ham, men der vil han altså kunne genkendes fra.

Jeg nåede at miste lysten til at anmelde From Sarah, før jeg kom i gang. Kombinationen af en sovende søn og et par defekte hovedtelefoner tvang lydniveauet ned i en grad, hvor musikken flød sammen til en sovs præget af lidt for megen kulør. Dage senere, og en mulighed for at dreje volumeknappen mod højre meldte sig, og det samme gjorde en mindre åbenbaring. Det der med, at first impressions last, er intet andet end en gang markedsføringsgejl. I tilfældet From Sarah skulle det i hvert fald vise sig, at (cirka) tredje gang blev lykkens gang. Detaljerne myldrede frem, og pladens helhed stod klart frem for mine ører.

Der er som på de fleste gode plader meget at hente på Are We Ok? ved at lytte efter, og ved at lytte mere end én gang, før man fælder dom. Are We OK? er en plade af den type, der fungerer som helhed og glimrer i enkeltheder. Højdepunktet er ”Demons”, den eneste genganger fra Notes-ep’en, der bryder den gennemgående forknyttede stemning på pladen og river én med, godt hjulpet af sin grænsende til funky basgang. Det er dog det forknyttede, og på ingen måde funken, der udgør pladens røde tråd. Produktionen er stram, armene er ind langs kroppen, og hjertet bliver knuget til randen af klaustrofobi, mens man venter på, at pladen bliver forløst, men det sker ikke. Netop den undertrykte og uforløste stemning grænsende til det frustrerende er en af pladens store kvaliteter. I pressemeddelelsen hedder det: ”At være menneske blandt mennesker kan være den sværeste disciplin. Efter en barndom i en sekt føler man sig svigtet af himlen. Kan man være sig selv, når man er sammen med andre?” Svaret er muligvis gemt i teksterne, men når jeg lytter til Are We Ok?, får jeg i hvert fald fornemmelsen af behovet for at bryde fri fra noget. Om det er bevidst?

Enkelte feinschmeckere vil måske snøfte hånligt, når jeg kaster navne som Saybia og Kashmir ned på referencelisten, men From Sarah rummer mange af de samme kvaliteter, der har bragt de nævnte navne et bredt publikum. Trods den forknyttede stemning, den tidskrævende tilvænning og de store emner, består Are We Ok? af en række ganske umiddelbare numre. ”Wish”, ”In the Park” og titelnummeret kan jeg sammen med ”Demons” blive ved at vende tilbage til. Hvad Are We Ok? ikke har, er et egentlig hit. Det er ikke en kritik, blot en konstatering, og grunden til, at jeg ikke tror From Sarah for alvor får opmærksomhed hos den menige P3-lytter, og hvem der ellers ville have godt af at blive præsenteret for gruppen. Selv er jeg glad for at have mødt dem og håber, at vi snart skal høres ved igen.

(From Sarah "Are We Ok? anmeldt for Geiger)

Damon Albarn "Dr Dee (The Marvelous Dream)"
Jeg kan sgu ikke lade være med at tænke på om Damon har lyttet til Murder, for der er ikke langt fra hans vokalarbejde her og så til Jacob Bellens stemme. Stemningen er også den samme dæmpede som man finder hos Murder.

Kent "999"
Sveriges största rockband kalder de så frejdigt sig selv på deres Facebookside, og "999" kunne godt være første skridt tilbage til den titel. Sidst vi hørte fra dem på "En Plats i Solen" tog de stormskridt i syvmilestøvler væk fra titlen, men det her er så jävla bra, at jeg tror jeg vil tilgive dem alt.

Bat For Lashes "What's a Girl To Do"
Bat For Lashes har jeg altid tænkt var til øjnene og ikke ørerne, men Natasha Khan rammer plet med "What's a Girl To Do". Primært fordi den er den er meget, meget tæt på at lyde som en glemt optagelse med Black Box Recorder.

Emma Acs har stukket hovedet frem fra sit vinterskjul og lånt sin vokal ud til et par forskellige projekter. Det oplagte samarbejde er hendes bidrag til den anden single fra den fortkommende Baby Woodrose plade. "Dandelion" låner de indledende toner fra Emma Acs Fever", og triller så ellers stille og roligt afsted og folder sig ud som et af de blødere numre i Baby Woodroses sangskat. Forløberen "Nothing is Real" havde noget mere kant, men jeg kan ikke forestille mig andet end at der fint kan blive plads til begge på "Third Eye Surgery", der udkommer 16. april. Emma Acs har også flirtet med Kasper Bjørke, og det er så åbenbart endt i en trekant med ham, hende og Jacob Bellens, der også gæster på "Deep is the Breath". Alverdens gæstevokalister ville dog ikke kunne redde nummeret fra en skæbne som et middelmådigt stykke elektropop, der er mere uddateret end tidsløst. Tracket kan høres på Soundvenues Facebookside.

Tæt på en kold favn er en velkommen genkomst af Lise Westzynthius’ stemme, og for Lise Westzynthius en hjemkomst til det danske sprog. Efter tre engelsksprogede plader i eget navn og mere end fire år efter den seneste blev sluppet fri, dukkede titelnummeret fra "Tæt på en kold favn" op i slutningen af januar. Det fik mig til at læne mig tilbage i stolen med et stort smil. Lad det bare være sagt. Jeg har, fra jeg første gang hørte Lise Westzynthius som en del af Rhonda Harris, været svært begejstret for hendes musik. Hendes debutplade var min debut som anmelder, og det var også et interview med hende, der blev mit første. Måske derfor havde en stille nervøsitet sneget sig ind ved udsigten til et sprogskifte. Når sproget skifter til ens eget førstevalg, skal der noget mere kød på, ordene skal ophøje sig fra sungne lydord til meningsfyldte sætninger. Og det kan gå begge veje. Hvis nogen stadig skulle kunne huske, hvordan Kent i deres storhedstid forsøgte sig på engelsk, så vil der også være nogen, der vil nikke genkendende til mit postulat.

Det er på ingen måde på den sproglige front, at det halter. Ordene er intime og nedbarberede, og den brudte kærligheds mange floskler på fineste vis omskrevet til et jordnært dansk, der bliver pakket ind i alt fra grandprixrytmeboks over støj til en trutmundsfløjten, der sidst blev hørt, da Peter, Bjorn and John indspillede ”Young Folks”. Der er luft omkring ordene, men både bund og krop i musikken. Udtrykket er varieret. Der er lys forårspop i ”Se, uden hænder”, der er håndklapsdisko i ”Jeg glæder mig (Til at slå dig ihjel)”, og der er variationer over temaet ”inderlig” i sange som ”Alt hvad du gør” ”Glimt” og ”Malurten i mit blod”. Det er alt sammen meget ”typisk” Lise Westzynthius, men i en ny udgave, der synes at have mindre at skulle bevise, og muligvis derfor gør det så overbevisende. Det er sjældent, jeg tænker tanken, men den her plade er dæleme lækkert produceret.

Malurten bliver besunget på pladens sidste nummer, men i et glas der er langt over halvt fyldt, skal der også dryppes et par dråber af stadset. Der er to numre på pladen, jeg står af på i en grad, at jeg har fjernet fluebenene ved dem i iTunes, så programmet ikke afspiller dem i den tro, at jeg intet ville have imod dette. Pladens to duetter er også pladens to store spørgsmålstegn for mig. Duetten med Nikolaj Grandjean (”Når du vil) la mig elske dig” er nem nok for mig at dissekere; jeg kan i al sin enkelthed ikke klare den forlorent følsomme lyd af hans stemme. Det er sikkert et spørgsmål om smag og behag, men det noget nær pisser mig af, at valget af ham ødelægger en fin slow burner af en sang. Lige så uforståeligt for mig er det, at Sebastian-klassikeren ”Sangen om Langfart” er parkeret midt på pladen. Selvom sangen er opdateret, og bragt et velkomment stykke fra det oprindeligt noget mere gøglede forlæg, så er den så tro mod originalen, at det stadig er 100% Sebastian. Havde den været parkeret som sidste nummer, evt. lidt skjult , så fint, men hvorfor Lise Westzynthius har haft behov for at trække i et Lis Sørensen-kostume, og knække hendes egen plade på midten med denne fejlanbringelse af en coverversion, det er mig en gåde.

Det tog mig tid at komme ind på Tæt på en kold favn. Jeg har nået at være skuffet over helheden, og høj og skæv af enkeltnumre, før mine forventninger til pladen var skubbet så langt til side, at jeg kunne høre pladen for, hvad den var. Stemningen på de engelsksprogede plader var luftig og højtflyvende; på Tæt på en kold favn er Lise Westzynthius landet. Hvor man på de engelsksprogede plader kunne hive et fint ord som ”sfærisk” ud af sin anmelderordbog og klistre det ind i sin anmeldelse, så er der ikke brug for andet end den nudanske ordbog til anmeldelsen af den nye plade. Når man har fjernet et par flueben hist og her, er den i al sin enkelthed en intelligent og moderne popplade af fineste klasse.

(Lise Westzynthius "Tæt på en kold favn" anmeldt for Geiger)

der findes ingen skandaler
kun folk med for megen tid
og for lidt at bruge den til

19. februar 2012 - Dræby Fed.

Fotoet blev som det sidste frasorteret serien "Hinterland", der kan ses her.

 Flere amerikanske aviser har fjernet Doonesbury fra deres sider i denne uge.

In response to a Texas law requiring doctors to perform pre-abortion sonograms to shame women into going through with unwanted pregnancies, Garry Trudeau has penned a controversial Doonesbury comic strip to address the law, which he describes as "lunacy." The strip, which may or may not appear in your local newspaper this week, portrays a woman seeking an abortion at a Texas clinic. In one panel, a doctor reads a script provided by Governor Rick Perry, welcoming the woman to a "compulsory transvaginal exam." In another section, a Texas legislator calls the woman a "slut."While the strip is undoubtedly left-leaning, it is not nearly as controversial as Trudeau's personal views on the law. In an interview with the Washington Post, Trudeau calls the ultrasound device used in the procedure a "10-inch shaming wand," and he compares the invasive sonogram to rape: "The World Health Organization defines rape as 'physically forced or otherwise coerced penetration — even if slight — of the vulva or anus, using a penis, other body parts or an object.' You tell me the difference."

Ugens emne i serien blev også taget under The Daily Shows kærlige vinger for ganske nylig, og også her blev den behandling kvinder, der i Texas vælger at få abort, bliver udsat for, sidestillet med voldtægt. Når man læser op på emnet er det svært ikke at give Jon Stewart & Co ret. Emnet kører i Doonesbury ugen ud, og hvis du ikke som mig får alle dine amerikanske nyheder fra de to ovenstående kilder, men holder en avis, der har valgt at censurere de sidste 40 års bedste politiske satire væk, så kan du i stedet vælge at følge serien på Doonesbury.com.

11. marts 2012 - De Efterladte (Kulturmaskinen)