Nosferatu Festival
Løbeseddel fra Replik Muzick (Danmarks næstbedste pladeselskab)
Hermed afsluttes juleføljetonen om Sort-Hvide Landskaber - Mere følger på substans.info en gang i det nye år.
Nosferatu Festival
Løbeseddel fra Replik Muzick (Danmarks næstbedste pladeselskab)
Hermed afsluttes juleføljetonen om Sort-Hvide Landskaber - Mere følger på substans.info en gang i det nye år.
Følgende er et uddrag af en mail fra Henrik Olesen.
Sort/Hvide Landskaber efter deres koncert i Huset i Århus den 4. februar 1982. Sort/Hvide Landskaber var det første af to opvarmningsbands, det andet var Escape Artists. Aftenenes hovednavn var Sods.
Forhåbentlig er Off my Rocker at the Art School Bop ikke begyndelsen på en deroute for Luke Haines. Titelnummeret er ellers godt bud på årets discohit, bare ikke i den udgave han har valgt at medtage på albummet - gudskelov for hans myspaceprofil og 7" singlen for den sags skyld. Der kan man høre nummeret som det var tænkt. Resten af pladen er dog stadig en gang pubrock fra den skuffe som man skal være mere fan end mig for at finde noget formidlende ved. Teksterne skal han dog ikke undskylde, det er vanlig høj klasse - det er musikken der fremstår lige så præfabrikeret og hjerteløs som de indpakningsposer jeg kaster cd'er i i denne søde juletid. Men stadig.. Luke Haines har trés cool bandnavne bag sig som Baader Meinhof og Black Box Recorder og uforglemmelige titler som How To Hate the Working Classes, Art will Save the World og It's Only the end of the World - hver især et postulat, hver især et bevis på, at Luke Haines kan mere end den seneste plade viser. Fra den typiske (hvad end det er) start 90'er lyd i Auteurs, over det klædeligt ultrapoppede i Black Box Recorder, til de mørke popplader i eget navn. Ikke at forglemme Baader Meinhof pladen, der lige på og hårdt starter med linjerne "We make the cops look dumb on the borderline" - Hele vejen igennem er det svært at forstå, at Lukes karriere efterhånden befinder sig på kanten af det obskure, forbeholdt en fast inderkreds og dog.. flirter man med politiske tekster, der når op i det røde felt - så er de Forenede Britiske Emirater måske ikke stedet at høre hjemme?
Årets øl: Kaffeporter (Ølfabrikken)
Årets film: Volver (Almodovar)
Årets smukkeste kvinde: Jenny Lewis
Hvis ikke Mosaic, så er titelnummeret fra The Man Comes Around et godt bud..
Woven Hand alias Dave Eugene Edwards - har nu genhørt Mosaic 3 gange i dag. Det bliver pladen jeg rækker ud efter når dommedag kommer og apokalypsens 4 ryttere ridder hen over himlen.

Han var blevet den, der gravede gravene for andre. Nu lå hans fødder ud på gangen i kirkegårdens urneafsnit og hans hoved og overkrop hvilede på de bårebuketter han selv havde lagt på plads dagen før. Døden havde i den ene eller anden afskygning været hans skæbne livet igennem og nu greb den fat i ham for sidste gang. Selvom begge hans forældre havde været døde i en årrække, var de vel indirekte grunden til at han var endt sammen med hende. Hun havde ondt af den sølle stakkel han var og han vidste, at et lignende tilbud næppe ville komme igen. Så de blev en familie. Forbitrelsen satte ind efter et par mislykkede graviditeter og forsvandt aldrig helt selv om de fik drengen. Han blev tre. Han mærkede de to bump da han bakkede over ham, men så ham først da han lå foran bilen. Han blev bisat ikke langt fra hvor han selv lå nu. De fik ikke flere børn. Det ville også have krævet fysisk kontakt mellem dem og hun ville ikke røres af de hænder, der havde forårsaget drengens død og han forsøgte ikke at overbevise hende om andet. Hun sov i børneværelset og kommunikationen mellem de to bestod primært af indkøbssedlerne på køkkenbordet. Da de blev skilt, kunne ingen af dem længere holde ud af at opholde sig i huset, så det blev solgt og de isolerede sig i hver deres lejebolig. Da præsten tilbød ham graverstillingen, kunne det ikke være anderledes. Et minimum af personkontakt tiltalte ham og med tiden faldt han i et med kirkegården. Det var de færreste besøgende, der kiggede i hans retning når han passede sit arbejde. På sin vis hørte han bare til der. Det var lige omkring hans 20 års jubilæum, at han selv stod for arbejdet med at sløjfe sine forældres grav og jobbet, der skulle give ham ro til livet viste sig fra sin lyse side for ham, havde han nu fejret 30års jubilæum i sidste år. Drengens gravsted var forsynet med et ”vedligeholdes af kirkegården” skilt og hun betalte for vedligeholdelsen. Hun havde forsonet sig med tanken om, at graveren, der vedligeholdte graven, var ham. Selv om graven fik mere opmærksomhed end de omkringliggende, så gjorde han det i rollen som graver, ikke som far. Skiltet stod der stadig, selv om de havde haft stenen oppe da de skulle tilføje hendes navn. Han havde, som graver, stået for at putte urnen ned i gravstedet, hun nu skulle dele med drengen. I brevet hun havde efterladt, havde hun bedt om, at det blev sådan og bedt til, at han valgte de anonymes gravplads, når han skulle herfra. Han skulle hvile i fred og glemsel. På den måde ville døden ikke komme til, at adskille sig væsentligt fra livet. Han klippede nekrologerne på de folk han begravede ud fra lokalavisen og samlede dem i en mappe, der med tiden var blevet til flere. Han holdt dog op i en periode, det var alligevel for morbidt, men da han tog det op igen kunne de manglende navne og notitser hentes fra aviserne ude i gangen, længere tid havde han ikke holdt sig fra det. I en anden mappe lå papirer med navnene skrevet af fra hvert gravsted han havde sløjfet. Hans regnskab blev ført i både debet og kredit. Til hans bisættelse kom de fleste af kollegerne, i hvert fald dem, der var på arbejde. Han kom til at ligge på de anonymes gravplads, få meter fra hvor han lå nu, på den modsatte gang af hvor forældrene havde ligget og med behørig afstand til hende og drengen. I fred og glemsel, som var det planlagt.


I forlængelse af de sidste billeder jeg har posted, er det vel meget passende, at seneste film jeg har købt er Smoke - som jeg husker det, historien om en mand, der hver dag tager et billede af det samme motiv. Endnu en storslået film hvor der ikke sker det store, det er som regel også de bedste.
I morgen cronner Stuart Staples i Amager Bio


"Sinatra at the Sands" var den første liveplade, der blev udgivet med Sinatra. Naturligvis optaget i Las Vegas. "The Summit" med Dean Martin og Sammy Davis Jr. er et godt bud på hvad entertainment i bund grund er. Fælles for begge er, at vittighederne er uddaterede og i de fleste tilfælde næppe ville blive godtaget som politisk korrekte i dag. Sinatra burde være kørt galt i slutningen af 60'erne og være blevet tildelt en mytestatus, spækket med konspirationsteorier omkring hans død, i stedet for den parodi på sig selv han døede som.
Kærlighed er så simpel og let, når kun den ene part er ved bevidsthed. Man elsker hinanden, man går fra hinanden og stadig selvom begge ved, at det ikke går - så vil man kaste alt overbord for den andens ve og vel. Banalt stillet op og fortalt, men hjerteskærende når det foregår på et sprog man ikke forstår. Havde filmen haft Paprika Steen og Mads Mikkelsen i hovedrollerne, med Kim Bodnia i en birolle som den irakiske digter Faud. Så var det en film som jeg -ligesom alt andet den danske filmbranche spyr ud- ville kunne afskrive som middelmådig, uden at have set den. Det fungerer på italiensk i poetisk overflod og overmod. Huller i historien tiltrods, er man alligevel let om hjertet, når man bagefter ubesværet kan konstantere, at umulig kærlighed nu engang tager sig bedst ud på film.
Information - Jeg havde næsten glemt, hvordan det føles, at hente avisen ved døren og ikke i kiosken. Når prøveperioden er udløbet , skærer jeg dog abonnementet ned til en fredag/lørdagsmodel. Større behov har jeg heller ikke for at vide hvad der sker derude.
Jeg er mere fascineret end forblændet af Martin Halls karriere, kreativitet og skræmmende udgivelsesfrekvens. Der er dog en enkelt del af hans karriere, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Udgivelsen af de 2 Irma Victoria plader rummer så mange spørgsmålstegn, fejlfortolkninger og endda perversiteter, at jeg ikke kan lade det ligge stille. Hvis jeg nogensinde får taget mig sammen, så vil jeg gøre Irma Victorias historie og nok mere interessant historien bag, til min hovedopgave som musikskribent. I det omfang jeg nu engang kan tillade mig, at kalde mig selv for skribent - musikken kan der ikke rokkes ved. Jeg har en mappe liggende med noget nær ethvert ord, der er skrevet om Irma Victoria. I samme mappe ligger Expo-optagelser, der ikke nåede med på opsamlingen og en liste med navne på folk, jeg burde maile og få til at fortælle om deres bidrag til Irma Victoria pladerne. Først skal jeg dog lige have synliggjort den alternative danske musikscene i startfirserne for menigmand, når det er overstået så skal Irma Victorias minde gøres ære.

I de små samfund mødes beboerne i og samles om byens sidste butik. I Vanløse vil man trods både Daglibrugs, 7-11 m.m. ikke stå tilbage for nogen og byens kulturhus er blevet placeret i Føtex. Når man træder indenfor er der heller ikke langt til tanken om, at stedet i dagtimerne kunne fungere som caféterie for underboens kunder. En håndfuld fyldte indkøbsposer og en svag, men evigt tilstedeværende duft af friture og ingen ville kunne se forskel i en blindtest. Lørdag aftens dobbeltlineup med Pluto + Olesen-Olesen tilførte dog stedet lidt stil, men lyset var også behørigt dæmpet det meste af tiden.
Dagen i dag, bliver den mandag hvor vi skriver musikhistorie og sætter kurs mod toppen af hitlisterne - med andre ord; De Må Være Belgiere udkommer i dag.
black books forbliver af uvisse grunde en af de mest oversete perler blandt engelske sitcoms. bill bailey og dylan moran ville aldrig kunne erstattes i de 18 sorte og underspillede afsnit, der blev lavet. åh, hvor ville jeg gerne være bernard black - kæderygende, kædedrikkende, kvindedilletantisk, storneurotisk, kundehadende boghandler - men jeg lever nu engang af at sælge musik.
det bedste fra tyskland siden currywurst - filmen får mig ikke til at savne landet, hvad jeg ellers gør. men sproget! hvor ville jeg dog ønske jeg talte mere end det cirkustysk, det er blevet reduceret til. en uges flakken omkring i berlin burde kunne tage brodden af det problem. platenverkauf, bier bestellen, konzerten sehen, mit euros zahlen, s-bahn fahren und kein heimweh. bare tanken løsner sproget op.
3. verdenskrig udkæmpes i montren for enden af lokalet
religioner bekæmper hinanden til stor fryd for børnene
hver 2-krone udløser ildkraft og aggressioner - død og ødelæggelse
egentlig kom jeg bare for at hente mønter og rense montren
men jeg tager min kaffepause nu og ser lidt på hvordan det går
så skal jeg nok
10-03-06SÆSONEN ER SLUT
Endnu et party. Endnu en fest. Endnu et glas har du tømt. Endnu en sommer er gået og blev igen forsømt. Endnu et kærtegn. Endnu et kys. Endnu en dans er forbi, du er stadig svimmel, men uforløst indeni. Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj afsted. Tomhændet står du tilbage og kan ikke følge med. Det sortner for dine øjne, medens du stirrende står og ser, endnu et dødt løb bliver kørt med dig som blind passager. Endnu en gang til, men så, heller aldrig mere. Endnu en nedtur Endnu en joke. Endnu en løgn blir fortalt og du er nået til det stadie, hvor du tror på alt. Endnu en stjerne. Endnu en sol. Endnu et lys fader ud, og mørket føles som fløjl mod din silkehud.