


20. februar 2010 - Forladt gartneri.
Det ovenstående billede var blandt mine absolutte favoritter på Fotografisk Centers udstilling af Evgeny Mokhorevs billeder, der kan findes langt flere billedeksempler på hans kunnen her.
Fotografisk Center, der nu holder til i et kælderlokale blot en spytklat fra Amalienborg, udstiller for tiden to russiske fotografer, der i alder tilhører hver sin generation, men i udtryk ikke ligger langt fra hinanden. Det unge input er Margo Ovcharenkos billeder, der er i undertal på udstillingen, men stadig efterlader et imponerende indtryk. Billederne er som sådan ganske basale portrætter, men hun fanger noget i de portrætterede, der ellers sjældent kommer op til overfladen. Det var dog Evgeny Mokhorevs billeder, der fik mig til at gå på røven. Der er noget perverst, men usexet over hans billeder af ofte afklædte halvvoksne børnehjemsbørn, hvis alder blafrer i vinden. Hvordan kan det komme så vidt, at det er muligt, at disse børn, som det jo er, får lov at stille afklædte op til fotografering i disse nypuritanske tider? Er det bare: "anything goes" i det russiske? Og hvordan kan denne udnyttelse være så forbandet æstetisk? Med den smule viden og fordomme de fleste dannede mennesker besidder om østlandenes fattigdom og forfald, liner billederne det ene spørgsmål op efter det andet. Må man det her? Hvorfor må man det her? Og med spørgsmålene kørende på højtryk, passerer man det ene fantastiske billede efter det andet. Jeg var i særklasse begejstret, og anbefaler gerne vidt og bredt udstillingen til andre.
Tværfløjterne sad løst i Amager Bio fredag aften, og kappedes i antal med fuldskæggene på scenen, der dog ligesom guitaristerne var i overtal. Fire guitarister, cirka en håndfuld fuldskæg og to tværfløjter når bølgerne gik højt, var blandt det Midlake bragte med sig på scenen sammen med alle de nye sange, der i mandags udkom på The Courage of Others. De nye sange led under to ting, dels var de i tempo noget længere nede end hvad man har hørt på de to første Midlakeplader, dels var materialet så nyt, at genkendelsesfaktoren blandt publikum var lig nul. Det medførte en aften med jubel og fest til det genkendelige, og højlydt småsnak under alt med nyhedsværdi. Selvom Midlake til tider virkede til at have endnu en dag på kontoret, så var koncerten absolut fint gennemført, dog skal der ikke være nogen tvivl om, at de nye sange utvivlsomt ville have passet bedre til et mindre venue, men med markedskræfterne i spil, skal der sælges billetter og det så ikke ud som om det havde været et problem at få fyldt Amager Bio op. Jeg kan dog ikke sige mig fri for at småkede mig et godt stykke hen ad vejen, for der var ikke den samme energi at komme efter som de to første gange jeg så Midlake, og det gjorde mig en smule mat i betrækket, med det resultat at min egen interesse gik fra forventningsfuld til halvhjertet.
Det er vel et års tid siden, at Nicolai Howalts navn blev skrevet ind i min bevidsthed. Kilden var Politiken, der omtalte udstillingen af hans ”Car Crash Studies”. Hans navn blev skrevet ned og lagt i min pung til senere fordybelse gennem Google, og hans hjemmeside afslørede, at i hvert fald et enkelt af hans billeder var jeg allerede bekendt med. Den badende pige fra hans ”3x1” serie pryder Thaus ”All It Takes Is Everything”, der tidligere har været en del af min pladesamling. Derfor er det også hans navn jeg har bidt mærke i, de to gange det på det seneste er dukket op i blandt en masse andre i den lokale kulturkalender. Pt. hænger han på både Brandts her i byen og på Johannes Larsen Museet i Kerteminde, begge steder som en del af en udstilling med flere kunstnere, og begge steder repræsenteret med værker skabt i samarbejde med Trine Søndergaard. I Kerteminde hænger serien ”Dying Birds” og dele af serien ”How To Hunt” som en del af ”Jagten, på noget andet”. På Brandts hænger ”Tree Zone” som en del af ”This Way 10”. Trods de måske farvede briller er det begge steder Howalt/Søndergaard, der gør det besøget værd. Primært på Brandts, hvor billederne modsat det meste andet taler direkte til beskueren. Jeg står måske alene med mit synspunkt, men jeg mener at fotografier skal kunne enten fortælle en historie uden bistand fra ord, eller trække beskueren længere og længere ind, hvad billederne fra ”Tree Zone” først gør, og sidenhen i særdeleshed gør når man efter en tid indser, at de er modificerede. Uden undtagelse læner resten af billederne på udstillingen sig op af ordforklaring, og kæntrer i fortænkthed. Nogle før man læser, andre efter. Det samme gælder på Johannes Larsen Museet. Først ser man billederne, så modifikationen, og så går man på opdagelse i de lag, der ligger deri. Mere har jeg ikke til emnet. Nicolai Howalt begejstrer mig, og har man muligheden kan jeg kun anbefale at besøge Brandts og Johannes Larsen Museet, og se hans og Trine Søndergaards billeder.