8. oktober 2011 - Marissa Nadler, Pumpehuset.

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

Så hengivent har en mand vist aldrig kigget på mig før, men det blev altså også en fin eftermiddag på Teater Momentum da Oscar Danielson kiggede forbi for et par uger siden.

27. september 2011 - Anders Remmer.

Jacob Holdt! Selvfølgelig har jeg kendt navnet, selvfølgelig har jeg hørt om "Amerikanske Billeder", og gennem årene set et bredt udsnit af dem, men det er aldrig noget jeg er gået i dybden med. Der er jeg så nået til nu. Hans billeder hænger på Brandts, i sidste uge var han selv på Magasinet og fortælle (og fortælle, og fortælle.. for helvede, hvor han snakker) om tiden, der fulgte efter billederne, om Ku Klux Klan, om hvordan det gik personagerne i Amerikanske Billeder, om tingenes tilstand i det danske land und so weiter.

Bogen "Amerikanske Billeder" fik jeg forærende for et par uger siden, men gik hurtigt kold i hippieværdierne, der fylder bogens indledning, og den overdådigt fejlbehæftede korrekturlæsning, der er lavet på bogen. Stavefejl følger stavefejl i et tempo, der ikke burde være muligt i en bog udgivet på et større forlag. Jeg vender dog snart tilbage til bogen, for efter i glimt at have set og hørt historierne vil jeg have det hele med.

Når Jacob Holdt taler tror man først, at manden er fuld af løgn. Så går der et stykke tid med at tænke over, hvor håbløst og hovedløst naiv hans færd ud i verden har været, for til sidst at konkludere, at det måske er alligevel er ham, der har fat i den lange ende. Hvor må det være rart, at først og fremmest se det gode i mennesket, og hvor må det være vildt og grænseoverskridende, at kunne komme så tæt på mennesker, at man på den måde som Jacob Holdt nu engang gør, får lov til at dokumentere deres liv, og fortælle deres historie. Råt for usødet, og så alligevel med en snas af romantik.

Jeg var slet ikke færdig med at lytte, da foredraget var færdigt. Heldigvis kværnede Jacob Holdt videre i mit hovede, da vi i søndags tog på Brandts og så hans billeder i stort format. Man forstår godt, hvad "de" mener, når han selv fortæller, at "de andre" fotografer ikke anser ham for fotograf grundet hans billeders kvalitet. Billederne lever i høj grad på deres historier, og ikke på de fototekniske kvaliteter, men hellere det end et teknisk perfekt stilleben. Med historierne frisk in mente sprudlede billederne af de tragedier, der ofte lå bag. Hvis man kan tale om, at billederne taler til én, så er det det vi taler om her.

Jacob Holdt kan ses på Brandts frem til 13. november. Hans foredrag kan sandsynligvis opleves frem til den dag han dratter død om. Begge dele anbefales.

For nogenlunde nylig blev jeg opmærksom på, at Lise Westzynthius havde fået sig en officiel fanside (eller hvad det hedder) på Facebook, og den klikkede jeg så "like" på, og så lærte jeg så meget som at der er en ny plade på vej fra hende. Et sted i den proces kom jeg til at tænke på, at Lise både var mit første interview og min første anmeldelse.

Da "Heavy Dream" udkom i 2002 var jeg på pletten for Murmur.net, og tøvede ikke mange sekunder med at kaste et mesterværksstempel, eller i hvert fald en topkarakter efter pladen. Interviewet er long gone, og med tanke på hvor starstruck jeg mindes at have været, så er det også bedst sådan, men da Murmur.net blev til Undertoner røg anmeldelserne med over, og min første anmeldelse kan derfor læses her.

Anmeldelsen var som nævnt min første, men den synes jeg godt, at jeg stadig vil stå indenfor, og efter at have genhørt "Heavy Dream", synes jeg også sagtens, at Lise kan spole ni år tilbage uden at skulle skamme sig over, hvordan hun lød dengang. Ubevidst lagde jeg igen ud med at bladre rundt i Nina Beiers fantastiske cover, hvor de følelsesladede, og grovkornede fotos stadig på fornemste vis dokumenterer et kvart døgn i en kunstners liv. Jeg bliver stadig helt UH! over synet af et halvt bryst, og en røv set fra siden, selvom jeg i hendes tid med Rhonda Harris har tilbragt det meste af en koncert med frit udsyn op under hendes cowboyjakke, der godt nok dækkede set ud fra en vandret betragtningsvinkel, ikke havde taget højde for en mere lodret anskuelse af tingene.

Jeg havde en fornemmelse af at "Heavy Dream" næppe ville vække det store i mig i dag, og ville kunne kategoriseres i afdelingen for plader, der betød noget engang. Til min store glæde, og overraskelse, er dette ikke tilfældet. "Heavy Dream" har vist sig så tidløs som en god flaske vin, der er passende ved de største af lejligheder, og de mindste af undskyldninger. Det er en simpel plade, næsten ydmyg, der bærer følelserne uden på tøjet, men holder dem tæt ind til kroppen. Synliggør dem, men skriger dem ikke ud. "French Leave" var en åbenbaring at genhøre. Sangen til bedstemoderen, der nøgternt beskriver minderne, savnet og tankerne omkring hendes død rammer hårdere den dag i dag end den gjorde dengang. "Sensation" leger med dansk og engelsk i en verden, der endnu har Nephew tilgode. Det er poetisk.

Der er mange minder og bagudrettede tanker i teksterne på "Heavy Dream". Det er et stort vemod, der synes at have ført pennen, da teksterne blev skrevet ned, men det er en stor skønhed, der har taget styringen, da teksterne blev ført ud i livet. Jeg havde tænkt, at når jeg havde hørt "Heavy Dream" ville jeg stille den tilbage på sin plads uden at pladen ville have bragt noget i spil, måske lidt nostalgi, hvis bølgerne gik højt. I stedet er jeg den kommende plade svært taknemmelig for at have bragt mig på sporet af "Heavy Dream" igen. Tak for det, vi ses forhåbentlig snart.

Der var engang, hvor de var noget, men det er snart mange år siden, og nu er de slet ikke mere. Jeg har haft et væld af stjernestunder med R.E.M., men kan ikke sige, at jeg begræder deres opløsning. Ikke siden "Reveal" har gruppen formået at levere en plade, der har vagt min begejstring. Helt skidt blev det med "Accelarate" fra 2008, der var så pivringe, at jeg smækkede med døren, og stadig har til gode, at høre noget som helst fra "Collapse Into Now". Tak for sangen anyhoo, for der var et årti, hvor R.E.M. var noget nær det største i min verden.

1. Første gang jeg hørte R.E.M. var sommeren 1991, hvor familien var i sommerhus på Fanø. Solen var evigt tilstedeværende, harerne løb i et væk ude i haven, lommepengene blev fyret af på spillemaskinerne på den nærliggende campingplads, og til min store fryd var sommerhuset udstyret med en parabol, der kunne hive MTV ned fra satelitterne. "Shiny Happy People" kørte i non stop rotation, og jeg mistænker, at jeg har hvint af fryd, hver gang det skete. "Out of Time" blev købt, og det blev starten på en række trofaste år som fan.

2. Første gang jeg oplevede R.E.M. live stod himmel og hav i ét. Jeg havde i 2003 indløst en endagsbillet til Midtfyns Festivalens torsdag, og trådte ind på pladsen mens Saybia spillede af på den store scene. Jeg havde ikke gidet lytte på min mor, og var taget afsted i striktrøje, trods hendes varsel om regn. Trøjen kunne vrides flere dage efter koncerten, men mit første stop på festivalpladsen var under rytmescenens teltdug, hvor Flaming Lips gav koncert, og regnen blev først en realitet for mig da det var for sent at gøre noget ved det. Det var umuligt at komme nogenlunde tæt på scenen, mængden af mennesker var lige så massiv som mængden af regn, der stod ned fra himlen. Op fra menneskemængden stod en tæt tåge af em, der periodevis gjorde det svært at se scenen. Jeg husker intet andet fra koncerten end begejstring, og Michael Stipe, der krøb ned fra scenen og pudsede brillerne for en gut på forreste række.

3. Jeg må have gået på Handelsskolen, da R.E.M. i 1995 gav koncert på Milton Keynes. Jeg sad i hvert fald i kælderen derhjemme, med anlægget tunet ind på P3, der sendte koncerten. Opvarmningsnavnene hørte man ikke, men det var The Cranberries og Radiohead. Koncerten optog jeg på det eneste 120 minutters optagebånd jeg ejede, og det blev kørt tyndt i årene der fulgte. Koncerten var mesterlig, alt sad i skabet, nerverne sad uden på tøjet, og intensiteten var så bastant, at den uden problemer gik med gennem æteren, og ud gennem højttalerne på det anlæg, der en håndfuld år tidligere var blevet erstattet af et konfirmationsanlæg, og derfor nu stod placeret behændigt tæt på computeren, hvor Doom var tidens store hit. For et par år siden fik jeg fingre i koncerten igen, og den dag i dag er stadig med den største begejstring jeg sætter den på anlægget.

Erika Larsen

De siger den nye regering ikke holder 4 år.
De siger den gamle regering ikke holdt en meter.
De har sikkert ret.

 18. september 2011 - Oscar Danielson, Momentum, Odense.

 18. september 2011 - Oscar Danielson, Momentum, Odense.

17. september 2011 - Michael Møller, Dexter.

17. september 2011 - Michael Møller, Dexter.

Michael Møller, Dexter, lørdag 17. september.

Det var ikke mig, der tilbage i maj dagligt tunede ind på nettet, og hentede et nummer fra Michael Møllers marathonprojekt "A Month of Unrequited Love". Sporene fra den kedsomhed, der gabte over "A Streetcar Named Desire" var stadig i min eringdring, og det syntes nemmere, at vente på at sangene kom som en samlet pakke. Det er de så nu, ikke at det har fået mig til at reagere, udover at nysgerrigheden alligevel drev mig ned på Dexter lørdag eftermiddag for at høre, hvad Michael Møller diskede op med.

Det blev et par timer med uhyggeligt velspillede popsange, der med et par skift mellem piano og guitar havde en vekselvirkning, der holdt koncerten kørende gennem et ellers ganske ensartet udtryk. "Det kræver nosser, at stille sig op og synge acapella.." bemærkede en gut ude på toilettet, med reference til Michael Møllers entre, der var en sang uden akkompagnement fremført med rank ryg og imponerende tydelighed. Og det gør det, og alligevel kan jeg ikke slippe min mistanke om, at det var et kalkuleret og kopieret kunstgreb, der går sin sejrsgang på verdens indiescener fordi det skaber fokus, og indgyder en hvis respekt for kunstneren. Opmærksomhed fik Michael Møller i hvert fald hos de ca. 60 fremmødte, og han kunne profitere på koncertens tidspunkt, der gav meget til oplevelsen. Ingen fuldesludren i krogene, men til gengæld en masse lydhøre mennesker.

Jeg har alle dage set lyrikken som moi caprices store svaghed, der dog ikke gør det store, fordi deres svulstige popudtryk bringer fokus et væld af andre steder hen i lydbilledet. Teksterne er Michael Møllers gebet, og når disse bliver bragt for dagen i det næsten nøgne udtryk gårsdagens koncert havde, så skinner de igennem. Ikke som funklende stjerner, men som en skævt justeret spot, der rammer dine øjne og gør det svært at fokusere på andet. Gennemsyret af patos er de så højtragende, at de støder mod loftet, hvis de bliver udsat for andet end åben himmel, og i en koncert, hvor alt klappede, og Michael Møller fremstod charmerende i en grad, jeg, efter at have oplevet ham live med moi caprice en håndfuld gange, ikke troede muligt, var de den helt store torn i øjet.

"Den mand ejer ikke et gran af selvironi" lød det ganske rigtigt fra en af mine følgesvende efter koncerten, og jo, der blev bragt mange ord i spil mellem sangene om det at skrive sange, om hvordan det at være sangskriver også var en art forfatterskab, og det ville også være fint nok, var teksterne ikke så banale, med en masse forcerede referencer kastet ind. Jeg takker Michael Møller for en virkelig fin eftermiddag, og ser med glæde frem mod den moi caprice plade, det fremgik, at der arbejdes på. "A Month of Unrequited Love" lader jeg dog stå på pladehylderne.

Brandon Tauszik

Jeg har smidt fotos fra Urehoved på Ærø op på min hjemmeside, jeg ved ikke om billederne vinder noget ved det, men historien om halvøen er ganske fin, og kan læses her.

Jeg hørte på posthuset, at de bombede USA.

Jeg tilbragte frokostpausen i Fredgaard med at se tårnene styrte i grus.

På vej hjem købte jeg en sixpack, og smuttede ind forbi Christian.

Her drak vi mine medbragte Carlsberg, og så krigen mod terror tage sin begyndelse.

Næste søndag spiller Oscar Danielson i Odense, og de første,der møder frem der, kan glæde sig over, at få udleveret en cd med et par af Oscars demonumre, der ikke har været ude før. Sådan er vi hos Eget Selskab.

..midt i trediverne, sidst på dagen.

Det bliver næsten så intimt når man lytter til Heirlooms of August, at jeg får lyst til at sige undskyld og lægge hovedtelefonerne fra mig. Det er tyst, og det er ydmygt, og fornemmelsen af at have overskredet nogens intimsfære ved at lytte til de ti sange på "Forever the Moon" hænger ved de første par gange pladen er på anlægget.

Små valsetakter druknes i engelsk kammerfolk, med et resultat langt mindre dramatisk og pompøst end man ville kunne forvente ud fra den beskrivelse, mens violin og pedalsteel er bindemidlet, der sørger for at pladen klarer sig gennem smult vande uden de store udsving. Jerry Vessel er hverken nogen stor sanger, eller nogen stor sangskriver. Teksterne kan koges ned til små banale kærlighedssange, men indpakningen hæver dem til himlen. Han synger hele vejen gennem pladen duet med Frances Everett, og hun forvandler hans stemme, stemningen og helheden til det nær magiske.

Hvis man kender til Jerry Vessel vil det sandsynligvis være gennem hans virke med Sun Kill Moon og Red House Painters. Den samme trivielle skønhed som Mark Kozelek benytter sig af, har Jerry Vessel forfinet. Historien i pressemeddelelsen er den, at Jerry er vendt hjem til et sted langt ude på landet nogensteds i Florida, og nu har været isoleret længe nok til at indspille en plade inspireret af omgivelserne. Jeg tænker, at kigger man længe nok på store åbne vidder, så indser man nok til sidst, at der ikke er det store at bevise, og går tilbage til det mest basale. Linjer som "I get lost in your blue eyes.."  og "I had a beautiful summer with you" lyder i samsang med Francess Everett som noget af det største, der nogensinde er skrevet.

Jeg har allerede gennemskuet "Forever the Moon" som værende en af den slags plader man i en periode ikke kan få nok af, og efterfølgende glemmer alt om. Men de dæmpede toner, og den simple skønhed byder mig her på kanten af efteråret at komme med en uforbeholden anbefaling.  

Det er meget tæt på, at klokken er min næste fødselsdag, og denne gang rykker jeg helt officielt ind i den absolutte midte af trediverne. Det er fint nok, jeg har mit på det tørre. Når jeg alligevel begynder at føle mig som et gammelt røvhul, så er det fordi at pladeselskaberne i deres jagt på nye titler at give deluxe-behandlingen er nået til de plader jeg lyttede til for cirka to håndfulde år siden. Først var det Mercury Revs "Deserter's Songs", der røg i den store reissuemaskine, og her for nylig var turen så kommet til Grandaddys "Sophtware Slump".

Jeg er sprunget over i begge tilfælde, men genudsendelsen af "Sophtware Slump" har ført mig tilbage. Grandaddy var i en periode noget nær det største for mig. "Sophtware Slump" ramte med sine tekster om mennesket, maskiner og naturen helt plet i min begrebsverden. De tidligere udgivelser blev skaffet hjem, men formåede med deres noget mere skramlede udtryk slet ikke at vække samme begejstring. "Sophtware Slump" var perfekt produceret, skæv, men let tilgængelig som enhver anden popplade, og formåede alligevel at være så meget mere end bare det.

Den ni minutter lange "He's Simple, He's Dumb, He's The Pilot" var atypisk for en åbner, og en åbenbaring kort inde i nummeret, da spørgsmålet "How's it goin' 2000 man?" lyder. Den medrivende førstesingle "Hewlett's Daughter" gemmer sig på tracklistens andenplads, fulgt op af historien om "Jed the Humanoid", robotten der drak sig af dage. Mere rørende end egentlig bizart. Guitarene bliver skarpere på "The Crystal Lake", rocker igennem på "Chartsengrafs" og slapper igen så småt af på "Broken Household Appliance National Forrest", efter at det hele har været rørende smukt på "Underneath the Weeping Willows". Sådan forsætter pladen rundt i randområderne, og formår alligevel at smyge sig tæt op af en stramt trukket rød tråd.


Hvert et minut holder i dag. I et nyligt interview fortæller Jason Lyttle om pladens tilblivelse, hvor tiden blev tilbragt i boksershorts med en telefon tæt på, så nye forsyninger af kokain kunne blive bragt frem. En kedelig bagside, men en historie, der giver fin mening, og passer godt til pladens skizofrene hoppen rundt i tempo, og sørgelige og søgende tematik. Jeg nåede at se Grandaddy en enkelt gang, da de spillede på Lille Vega. En koncert jeg ikke husker for meget andet end at vi skulle to numre ind i koncerten før Jason Lyttles mikrofon virkede.

Efter "Sophtware Slump" kom "Sumday", der var nedtonet, men besad samme mesterværkskvaliteter som "Sophtware Slump". Efter det var der ikke det store at komme efter i de sidste Grandaddy udgivelser. Jason Lyttles soloplade, der fulgte Grandaddys brud kan anbefales, projektet Admiral Radley har også sine momenter, men er en uhomogen størrelse, de fleste vil klare sig fint uden.

I går bestilte jeg så vinylgenudgivelserne af "Sumday" og "Sophtware Slump". De er ikke deluxe, de er bare gode at have for en mand midt i trediverne, der først for nylig sagde farvel til sin "Sophtware Slump" musemåtte, der har holdt musen med selskab de sidste mange år. Jeg fik vist aldrig sagt tak til MNW for den fine gave. Dengang vidste jeg heller ikke at hverken den eller pladen ville holde så længe.

"Hold kæft, hvor jeg fortjener en bajer når jeg er færdig med at hænge det lort her op" som en af Venstres plakatophængere så halvvejs rigtigt bemærkede det..

Musiknyt 1: Ny Musikvideo fra Emma Acs Musiknyt 2: Ny musik fra Tom Waits Musiknyt 3: Mouritz/Hørslev Projektet meddeler i en statusopdatering på Facebook, at der er gang i tekstskriveriet igen. Det må betyde, at der før eller siden dukker noget nyt op fra den front. Musiknyt 4: Marissa Nadler har lavet en session for WFMU. Den kan høres her.

Jeg har den store fornøjelse og ære, at være den første, der går igen i galleriet hos Washington Inc. Det kan ses her.

Musiknyt 1: Tindersticks har åbnet op for deres nye webshop, og i den forbindelse muligvis ryddet op på lageret. I hvert er det nu muligt at erhverve sig Asphalt Ribbons ep'en, flere af deres tourcd'er, 7'ere, singler og endda deres anden udgivelse i eget navn som vinyl, med valgfrit omslag og bonus 7". Jeg mistænker dog lp'en for at være et genoptryk, da deres første plade nu også er tilgængelig på vinyl ud i den vide verden. Til 30£ for vinylen kan man altid diskutere om der er tale om et godt tilbud. Musiknyt 2: I afdelingen for næsten for meget af det gode har Calexico meldt ud, at deres tour cd'er bliver genudgivet som lp'er fordelt på otte sorte lakskiver samlet i én eneste æske. Der er ingen releasedato eller pris, men ganske vist skulle det være, at boksen udkommer på deres eget Our Soil, Our Strength label. Nyheden kan læses i sin helhed her. Musiknyt 3: Forleden omtalte jeg From Sarah, og de vekslede deres indsats ved fredagens Oppenheimers Eftermiddag til 4 stjerner i Gaffa. Det var dog billedet af pigen med autoharpen, der fik mig til at læse anmeldelsen. Pigen hedder Marie, og projektet hedder Penny Police. Efter selv at have lyttet, kan jeg ikke høre den store forskel på Penny Police, og så mange andre kvinder, der er oppe i tiden, men videoen til "What if Life Doesn't Kill You" er så absolut de fire minutter værd den tager. Musiknyt 4: Endnu et musikvideotip. Gotye (feat. Kimbra) - "Somebody That I Used To Know" er 4 minutters god pop. Bemærk især samspillet mellem de to i videoen, og Stingvokalen i omkvædet, men lad være med at blive for hooked. Resten af hans repetoire er rendyrket dunkepop. Musiknyt 5: P.J. Harvey spiller i både Norge og Sverige til oktober, og har masser af plads i kalenderen i dagene op til, og dagene, der følger. Kunne man være så heldig?

28. juni 2011: Pige.

22. juni 2011: Mark.

22. juni 2011: Rød traktor.

"Hans Majestæt sikrede OB en usandsynlig sejr" som de skrev på Politiken.

15. august 2011: Iron and Wine, Posten.

15. august 2011: Iron and Wine, Posten.

Der er omtaler, der er anmeldelser, og så er der tekster, der rammer hovedet på sømmet så helt og aldeles rent, at det gør helt ondt. Det er så noget som det her.

Efterårets koncertplan i grove træk.

15. august - Iron & Wine (Posten)
10. september - Eagger & Stunn Sound (Posten)
18. september - Oscar Danielson (Teater Momentum)
01. oktober - Raveonettes (Posten)
07. oktober - Hymns From Nineveh (Posten)
08. oktober - Marissa Nadler (Pumpehuset)
22. oktober - Emma Acs (Posten)
02. november - Tobias Trier (Dexter)
11. november - Elbow (Falconersalen)
12. november - De Efterladte (Teater Momentum)

Minder fra Ærø #2

Genboerne i hytten skråt overfor vores sad der allerede da vi ankom. Et førtidspensioneret ægtepar omkring pensionsalderen på hver deres side af terrassens hvide plastbord med front mod campingpladsens indkørsel. Hunden i lang line, og hver deres dåseøl fra den anden side grænsen, åbnet og serveret i egen beholder.

Da vi havde pakket vores oppakning ud og på plads, begyndte de at tømme deres bil. Ankomst, øl, og så dagens dont. Tasker og tæpper ind i hytten, to nye øl ud på terrassen. Hendes kropsform bar præg af, at dette sagtens kunne gå for at være en daglig rutine. Topmavet, småpattet, udslidt og Johnny Madsen lokker. De hilser begge lige høfligt af den grund. Min kone erfarer, at de otte måneder om året ligger på en campingplads nær Randers, men altid tager en uge ud for at se noget andet. Det er ikke mange ord, der bliver vekslet de to imellem, men de synes at hygge sig med deres rutinemæssige tilgang til ølindtaget. Vi ser dem med en øl nede ved grillen på havnen, vi ser ham hente øl i campingpladsens kiosk, vi ser dem på terrassen, og jeg passerer ham i døråbningen til toilettet, da der skal gøres plads. De hilser lige høfligt hver gang.

6. august 2011: Mejetærsker.

Det er vigtigt at huske, at der var engang, hvor OB kunne noget.

Det hænder, at radioen spiller noget, der bliver hængende i hovedet, og det hænder lidt oftere efter at P6 er kommet til. Mens jeg fredag eftermiddag krøb rundt på alle fire, og passede min rolle som far, rettede mine ører på et tidspunkt opmærksomheden væk fra knægtens gygygaga-pludder, og tilbage til P6, der kørte i baggrunden. I forvejen var de tunet nogenlunde tilbage på kanalen, da radioværtinden lige havde spillet Cody, men det opfølgende nummer var mindst lige så interessant. Jeg fangede intet andet af introduktionen, end at det var guitaristen fra Cody, der havde involveret sig i et nyt projekt, og aftenen i aften er derfor blandt andet gået med detektivarbejde for at finde ud af, hvad det var jeg havde hørt.

Det hørte var From Sarah, der består af førnævnte guitarist David Fjelstrup, trommeslager Ask Bock, og Moogie Johnson, der er og har været en del af Munck//Johnson og Wynona, og har spillet med alt, der kan krybe og gå, bl.a. Pluto og Lise Westzynthius. 


Som førnævnte Cody bliver også From Sarah udgivet af Slow Shark Records. Dette sker 5. september når ep'en "Notes" slippes fri. Første hilsen derfra er den meget Kashmir'esque "Demons". David Fjelstrups stemme lyder langt hen ad vejen som Kasper Eistrups, et stemmesammenfald der også høres i "Spit It Out", og dertil kommer også et vist stilmæssigt sammenfald med Kashmir. Kashmir-light kortet skal dog ikke spilles, for der er andet og mere end bare et plagiat at komme efter.

Det tager lidt tid at vænne sig til den stramme, men underspillede produktion, og jeg krydsede flere gange undervejs fingre for at From Sarah ville træde udenfor linjerne, og lade lydbilledet eksplodere i støj, men den stramme produktion virker, og får musikken til at vugge støt og stabilt derudaf. Atmosfæren fylder godt i "Bad Wine", der fået kastet en stryger ind bagerst i lydbilledet til at binde det hele sammen, mere tilbagelænet gang i den er der på "Spit it Out", der hen over en bund af whiskers og løst spillet guitar bygger op til et stort brag, der gudskelov aldrig kommer, for formlen på nummeret holder. Det er dog på "Demons", at det hele går løs, og bedømt ud fra det hørte er den også det oplagte visitkort, og den oplagte åbner for ep'en.

Med det forbehold, at jeg kun har hørt 75% af ep'en, så tillader jeg mig alligevel at finde begejstringen frem. From Sarah er godt som det er, og harr potentialet til noget, der kunne blive virkelig fint fordelt udover en hel lp. Jeg tænker at gruppen kunne være en oplevelse live, hvor lyden nødvendigvis må rasle lidt mere. For hvor effektiv produktionen end er, så måtte der godt gives lidt mere line, og halsbåndet løsnes lidt, så der kan komme lidt ridser i lakken. Den stramme produktion er lige poleret nok til mine ører.    


(3 af de 4 sange fra "Notes" kan høres via Soundcloud, klik på titlen for at høre nummeret)

01. Demons
02. Bad Wine
03. Spit It Out
04. Notes

Minder fra Ærø #1

Da de første dråber faldt, var vi blevet varskoet af et ældre ægtepar, der smilende i en blanding af høflighed og skadefryd over, hvor langt fra alting vi var, gjorde os opmærksomme på det forestående regnvejr. Min kone tog barnevognen og vendte om, mens jeg med Ærøskøbing dækket af et tiltagende mørkt skydække i ryggen forsatte ud mod enden af Urehoved, for at se, hvad der gemte sig derude.

Endestationen for min udflugt var i forhold til turen derud et moderat antiklimaks. Markerne, de græssende dyr, vand til begge sider, med mere Ærø på den anden side vandet til venstre, og det Sydfynske Øhav ude til højre var i sig selv turen værd. Et forbud mod ophold på klinten, et forbud mod ophold på markerne, og et skilt med teksten ”privat vej” slået i jorden for hver af den håndfuld huse, der lå dér for enden af vejen, gjorde spidsen af Urehoved så rutinemæssigt ugæstfrit som kun et sted med et konstant gennemtræk af turister kan være det.

Med Urehoved i ryggen, og et overstået sideskift mellem Ærø og det Sydfynske Øhav overstået, indlod jeg mig på tilbageturen til Ærøskøbing. Byen var blevet indhyllet i et mørke som var den besat af en ond kraft, tordenen lød efterhånden så højt, at den ville kunne gøre en krig bange, og vinden tog umærkeligt langsomt, men tydeligt mærkbart til. Bølgeskvulp og kornets rislen fyldte tomrummene mellem tordendrønene, og mørket spredte sig fra Ærøskøbing og ud over vandet ud for byen.

Det Ærø, der befandt sig på den anden side vandet forsvandt langsomt ind bag et gardin af dis og regn, der blev trukket for udover det stykke hav, der skilte der hvor jeg stod fra Borgnæs Nakke, Blakstensodde m.m. og det andet Ærø blev reduceret fra et flerfarvet landskab til en mørk kontur.

Heste og får forsatte deres sløve græsseri, mens fuglelivet i strandkanten indlod sig på et overstadigt aktivitetsniveau som skulle det sidste lige nås før regnen kom. Disen over det andet Ærø blev stadigt tættere, mens regnen krydsede over mod Urehoved.

Jeg stod og pissede på stranden, et sted mellem mørke og lys, da regnen ramte med en kraft af den slags, der er ved skabe sig et navn i København. Det andet Ærø var nu helt væk, strandhusene matte i farverne, og trafikken af turister ikke eksisterende med undtagelse af et par tyske nummerplader. Kameratasken blev forsvarligt lukket med det indbyggede regnslag, og hætten på min trøje trukket så stramt op omkring mit ansigt, at regnen lød metallisk når den ramte ind på siden. Kameraet fik lov til at blive liggende, regnens intensitet kunne alligevel ikke gengives.

Myggesværmene ved hybenbuskene var forsvundet, det samme var strandgæsterne. Køerne lignede nogen for hvem regnen var mere upraktisk end egentlig ubehagelig. I min højre side, hvor regnen ramte ind på mig, kunne jeg mærke vandet løbe ned af min arm indenfor trøjen, og hjemvendt kunne alle lag tøj vrides.

Mæh var stadig lige så sjov en lyd, som da knægten hørte får bræge for første gang to timer tidligere.

6. august 2011: Jetski et sted mellem Svendborg og Ærøskøbing.

Clint og Polly.

"Apocalypse" var en sørgelig sang, og jeg har ikke haft pladen på siden det overvældende skuffende første lyt da den udkom. Det skal dog ikke stå i vejen for en tur i Lille Vega den 16. november, hvor Bill Callahan beærer hovedstaden med et besøg. Jyderne kan eventuelt se ham i deres hovedstad den 22. samme måned.

2. august 2011: Cyklist ved Hasmark Strand.

3. august 2011: Udsigten fra Stenstrup Station.

En reklame: Her i huset har vi af flere omgange brugt keramik og smykker fra Louise Egedal som gaver, og vi har også af flere omgange selv købt (og fået foræret) keramik derfra. Selv er jeg meget begejstret for de sarte, men kraftige farver, der kendetegner meget af hendes arbejde, og kan ikke sige mig fri for at gå en kende på røven i benovelse over hendes begejstring når hun fortæller om hendes vej frem til netop de farver hun bruger. Det sarte står i skarp kontrast til de grove upolerede overflader, der præger hendes fade. Hendes smykker er omvendt glaserede, materialemæssigt robuste, og alligevel feminine. Jeg anbefaler.

Et af de for mig største mysterier pt er, at det ikke er muligt at erhverve sig Lee Hazzlewoods "Cowboy in Sweden" på legal vis. Personligt kan jeg uden de store problemer finde plads til "Cowboy in Sweden" på min liste over de bedste plader gennem tiderne, og nyder stadig med jævne mellemrum godt af det vinyleksemplar jeg for et fåtal af kroner erhvervede mig i en genbrugsbutik for et par år siden.

Det er dog først for nylig, at det er gået op for mig, at pladen er et soundtrack til et svensk tv-program fra 1970. Jeg var godt klar over, at der var lavet et sådant program, men tænkte at programmet var bygget op omkring pladen, og ikke omvendt. Kun et par enkelte klip havde indtil for nyligt fundet vej til YouTube, men nu er programmet i dets fulde længde, fordelt over nitten klip, blevet lagt ud.

I forhold til stemningen i musikken, og Lee Hazzlewood monotone baryton virker det fuldstændig fucked up, at sidde og kigge på programmets blanding af Lee Hazzlewoods sangintroduktioner tilsat drømmesekvenser og turistklip fra Sverige. Jeg har nedenstående lagt tracklisten  til "Cowboy in Sweden" op, og linket til den tilhørende video, sluk eventuelt skærmen for ikke at få forpurret førstehåndsindtrykket.

A:
"Pray Them Bars Away"
"Leather & Lace"
"Forget Marie"
"Cold Hard Times"
"The Night Before"
"Hey Cowboy"
B:
"No Train to Stockholm"
"For a Day Like Today"
"Easy and Me"
"What's More I Don't Need Her"
"Vem Kan Segla"

Der bliver hevet godt og grundigt i gammelskoletrådene på Malk De Koijns opstandelse fra de døde. "Toback to the Fromtime" sakser indledningsvis introen fra Kool Moe Dees "To the Beat Y'all" (der nok i højere grad kendes fra Mobys "Bodyrock"), og forsætter så ellers de næste tre minutters tid udover stepperne i klassisk Malk De Koijn lyrisk stil.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes. "Toback to the Fromtime" er genkendeligt som Malk De Koijn, men langt fra så forrygende som det der blev leveret af Malk De Koijn Mk. I. Jeg ville til hver en tid hellere have hørt det nye nummer som de spillede på Roskilde i 2009 sluppet som single (for du er min pige girl.. und so weiter). Om den optræder på den nye plade, der bliver sluppet i september vil tiden vise. Den kommende koncert på Posten til november ville for et par år siden have syntes et must, men skuffelsen fra deres seneste optræden på stedet stikker stadig dybt. Et uengageret, upersonligt show (foran et i øvrigt svært usympatisk publikum) lå meget langt fra minderne på sen 90'ernes Midtfyns Festival, og den forventning P3s udsendelse af Roskildekoncerten havde sat liv i.Malk De Koijn skal være velkomne tilbage, men jeg er ikke helt sikker på at jeg graver det.  

Da jeg forleden forsøgte at afsætte et sæt højttalere til en kunde, lød klagen, at de manglede bund. Jeg henviste til hans valg af musik, og påpegede at "Stay on These Roads" med A-HA aldrig nogensinde har rummet den mindste smule bas. Et skift i musik, og et salg senere blev tankerne sendt ned af Memory Lane. Glem Blur vs. Oasis, glem Slade vs. Sweet, glem Beatles vs. Rolling Stones, da krigen henover farmors spisebord i midten af firserne var på sit højeste var det med A-HA på den ene side, og Modern Talking på den anden. De sidstnævnte var mine favoritter, A-HA var fætter Christians. Så når vi sad og klippede vores Bravo, Vi Unge, Mix, og en sjælden gang Popcorn til ukendelighed i jagten på plakater og udklip, så var disse navne de første, der blev byttet.

Første gang jeg hørte Modern Talking fik min far bildt mig ind, at navnet betød Morten og Torben, hvordan jeg så end lige er hoppet på den, men i takt med at Modern Talking optrådte oftere og oftere i Peters Pop Show, og hvad den tyske lørdagsunderholdning nu ellers hed i midten af firserne blev jeg solgt. De to første kassetter blev indkøbt, grovhørt og flittigt kopieret. Flere blade blev parteret, vægge blev tapetseret, og hver gang lørdagstvkigningen blev slået over på endnu et tysk popshow, blev fingrene krydset for at Dieter Bohlen og Thomas Anders stod på scenen. To plader om året blev det til i perioden 1985-87, og så blev lyset ellers slukket.

I dag står A-HA som det klart mest langtidsholdbare produkt. Som dreng var jeg altid skuffet over, at den eneste kendis jeg delte fødselsdag med var Pål Waaktaar, der besad noget lig nul, hvis der skulle sættes tal på hans coolnessfaktor. I dag har jeg lært at leve med det i en grad, hvor jeg godt tør stå frem og sige det højt. Førnævnte "Stay on these Roads", og "The Sun Always Shines on TV" kan i nostalgiske stunder stadig blive fundet frem via Youtube.

Efterårets koncerter lignede indtil i dag lutter ture ud i det odenseanske kulturliv. Navnene der venter strækker sig fra Iron & Wine, over Kim Larsen, til Emma Acs, De Efterladte, Eagger & Stunn Sound, Hymns From Nineveh, Tobias Trier, og Oscar Danielson som jeg må hente flere penge i kagekassen end de fleste, for at komme til at høre.

I dag blev fokus så trukket ud af byen. Elbow stiller 11. november op i Falconer. Billetlugen præsenterer dem som "..de engelske prog-rockere..", mine egne koncert og pladeerfaringer med dem er ikke helt kommet frem til det resultat, men fred være med det. Elbow var højdepunktet på sommerens Nort Side Festival, og dykker forhåbentlig en kende dybere ned i bagkataloget, og spiller andet og mere end deres bløde side ud til publikum denne gang.

Armene var knapt kommet ned før Soundvenue meldte ud, at Marissa Nadler skal spille til Soundvenue Sessions 8. oktober i Pumpehuset. Sidst hun skulle have gæstet Danmark blev koncerten aflyst i sidste øjeblik, grundet en udebleven hovedperson. Det trick skal hun ikke gentage denne gang. Jeg har været stor fan af hendes kavalergang musik siden jeg stødte på "Songs III: Bird on the Water". Det er sfærisk, intimt og evigt balancerende på kanten til det pissekedelige, men musikken hiver sig gang på gang ind på den rigtige side.

Så mangler vi bare P.J. Harvey.

Hvilken sorg er nogensinde blevet druknet i et blomsterhav?

"Manden Fra Onkel er også ret godt, men personligt bliver jeg en smule irriteret af hans stemme, som jeg vil mene ikke passer så godt ind i den øvrige stil (som jo ellers er ret cool - også lyrikken)"

Roots er blevet anmeldt på Underlyd.org.

 The Silent Section

Single:            The Voice That Got Away

Release:         25. juli 2011

Selskab:         Tryghed & Tristesse

Format:          Gratis download og cdr-single

Små to år efter, at The Silent Section udsendte ”A Final Delirium” rører gruppen på sig igen.

”The Voice That Got Away” er første single fra The Silent Sections kommende plade ”Contour Of A Passing Dream”, der bliver udsendt på Tryghed & Tristesse i løbet af efteråret 2011. Mens ”The Voice That Got Away” brager sendes tankerne i retning af Broder Daniel, og The Jesus and Mary Chain, men lyden er The Silent Section anno 2011 - lysere, lettere og langt mere tilgængelig.

Singlen kan hentes gratis via dette link: http://soundcloud.com/tryghed/the-voice-that-got-away-single, men udkommer også som en fysisk cdr-single, med en countryficeret instrumental udgave af nummeret som b-side. Singlen bliver tilgængelig i et begrænset oplag via www.tryghed-tristesse.dk som en bonus til de, der vælger at forudbestille ”Contour Of A Passing Dream”.

Skrevet om ”A Final Delirium”

Diskant.dk

”.. firserstøjromantik og en stor, stor lyd, der fint indlejrer de mange referencer i et modigt og æstetisk univers, som i bund og grund er tidløst.”

Undertoner.dk

”..A Final Delirium er ikke en forsigtig, lille førsteudgivelse”

Groove.no

”Hører du på sang for sang, så kan du ikke unngå å bli slått over det tungsindig-evokative over det mollstemte lydbildet, det storslåtte over klimaksene, og det sylskarpe over presisjonen.”

Schallgrenzen.de

”Sensationell: Neuer Musikstil aus Dänemark”

Jeg har været en god dreng, og holdt mig fra Amazon de sidste par uger, men "Post Everything" endte jeg alligevel med at bestille i dag. Til de der ikke kender Luke Haines, så er han manden bag Baader Meinhof, The Auteurs, Black Box Recorder og Luke Haines. Alt sammen fortræffelig træfsikker popmusik. I 2009 udsendte han den selvbiografiske "Bad Vibes: Britpop and My Part in Its Downfall", der i al beskedenhed var fantastisk. "Post Everything" er toeren, og anbefales ulæst.

I dag var dagen, hvor Roots in Denmark så udkom ganske officielt og gratis. Jeg bringer derfor en pressemeddelelse:

Upcoming bands udgiver protestalbum

Pink Marines og seks andre nye navne fra den danske musikundergrund udgiver sammen et gratis protestalbum, der skal sparke danskerne ud af indadvendtheden.

Danmark har brug for en kickstart. Surmuleri, frygt, fremmedgjorthed, nid og nag har taget over. Vi behandler hinanden pilråddent, og overskuddet til andre mennesker er i bund. Dén stemning skal have et los bagi – og syv nye navne på den danske musikscene fører nu foden.

Det sker på det splinternye, splintrende gratis album ”Roots", der udsendes 10. juli.

"Det er noget så gammeldags som et vaskeægte protestalbum, lavet i fællesskab, fordi vi tager publikum og landet alvorligt", siger Hansen, der er den ene halvdel af Pink Marines.

De har fundet sammen med seks andre nye navne fra undergrunden, Theodor Lent, Los Illuminados, A Girl In A Rat Suit, Manden Fra Onkel, Anders Thode og Novo Mundus i fælles oprør over den måde, den danske folkesjæl er blevet formørket på igennem de sidste mange år.

En kickstart ud af indadvendtheden

"Det er ikke regeringen, og alle dens spøjse politiske tiltag, vi er sure på. For vi skal ikke skyde al ansvar over på de "stakkels" politikere. Vi danskere skal kickstartes, og det er noget vi kun kan gøre på egen hånd. Livet skal nydes igen, og surmuleri, frygt, fremmedgjorthed, konformitet, nærighed og manglende tolerance og overskud til andre mennesker end sig selv skal have fingeren," siger Dragut.

Albummet er gratis, men håbet med "Roots" er, at det kan gøre en forskel. At der stilles krav om ærlighed og medmenneskelighed. At der bliver snakket om, hvad det er for et menneskesyn, der bliver signaleret fra danskere og Danmarks beslutningstagere. At nuancerne snarere end kontrasterne kommer i fokus.

"Vi vil ikke bevare Danmark, vi vil have et nyt Danmark. Og med fare for at lyde som et par lallende hippier, vil vi alligevel slutte af med at sige: Brug den her sommer som startskud til at elske hinanden, og gør det både med hjertet, pengene og handlingerne."

Hansen & Dragut, Pink Marines

De syv bands er Theodor Lent, Los Illuminados, A Girl In A Rat Suit, Anders Thode, Manden Fra Onkel, Novo Mundus og Pink Marines. Der holdes releasefest på KB18 d. 20 juli, hvor en håndfuld af bandsne optræder.

Pladen kan høres og downloades på www.rootsindk.bandcamp.com

Milk With Tea har just lagt et par af mine fotos, og et kort interview op.

Manden fra Onkel er blevet protestsanger og socialt involveret. Det projekt har Gaffa skrevet lidt om.

1. juli 2011 - Elefant.

2. juli 2011 - Skjorte på strand.

29. juni 2011 - Badegæster.

Mens fokus var på Roskilde var jeg i Vendsyssel. Takket været nettet kan jeg over de næste par aftener alligevel få fulgt op på en god del af det jeg gik glip af. DR har lagt koncerterne med Raveonettes, Love Shop og Spids Nøgenhat op til streaming, og Next2Live tilbyder blandt andet Cody, Hymns From Nineveh og De Eneste To.