Det seneste nummer af Uncut har Bowie tema, i den forbindelse vil jeg henlede opmærksomheden på, hvad jeg synes er coverversionen over dem alle. Nemlig, Natalie Merchants udgave af Space Oddity.

Pilgrim Road er fyldt med herren, kor og sange sunget lidt ved siden af den melodi, der ligger under stemmen og til tider stemmerne. Den rummer ikke aggressionerne fra Let It Roll, og selv om en engelsk anmelder skrev det var den naturlige opfølger til den helstøbte Regard The End, så nej. Pilgrim Road lyder mest af alt en plade lavet af en mand, hvis mål det har været at lave en plade for sin egen skyld.

Jeg er blevet ved med at vende tilbage til den i de par dage, den har været i min besiddelse, for at finde ud af hvad det er. Roberts Fishers stemme bærer pladen og alt udenom er fyldt mangelfuldt ud, og netop det tror jeg er det indbydende. Trods kor, slide guitar, cello og trombone er der plads til mere, hvor mesterværket Regard The End er fyldt helt ud og tungt produceret, så er Pilgrim Road nærmest spartansk, nærmest ydmyg.

Et (lidt for) langvarigt forhold bliver skåret ned med ordene..

Well I know you’re strong enough to live
In a world
With all it’s magic gone

..men ellers er det synd og forfald, håb, længsel og som sagt det hellige, der præger pladen. Pilgrim Road er lige nær så god som de to forrige, men så forskellig fra dem og så stærk, at da jeg gik og lyttede til den ude i skoven i går aftes, var jeg tæt på at overveje om skaberværket er mere end blot et tilfælde.

052908 Et sted under E20.

Martin Petersen: 100% fejlfi

Min mor har lige ringet og fortalt, at min farmors storebror Johannes er død. Selvom jeg ikke har set ham siden min farmors begravelse (1999) så er det det alligevel voldsomt så mange barndomsminder, der lige nu kører rundt i hovedet. Som jeg husker det, legede vi altid cirkus i min farmor og farfars baghave når Johannes og Hildur var på besøg. Vi brugte den del af det nedlagte kølebassin (fra det nedlagte elværk min farmor og farfar boede i), der stak over jorden som manege. Nu er Lyngby så blevet en skomager af den gamle skole fattigere, det er egentlig lidt trist.

..allerede dagen i forvejen havde det været dagen derpå..

Det er i aften,
i udkanten af byen,
men ak - uden mig.

Ugens klumme.

Friskkværnet kaffe fra morgenstunden,
morgenstund fra middagstid.

052608 En billedserie om at gå igennem en skov med en lommelygte efter mørkets frembrud.

051208 Hollufgaard.

Mandag morgen blues

Mandag morgen
Er ingenting
Udover kaffen
Og det dagen ikke vil bringe

Mandag morgen
Knapt våbenfør
Men vejret
Efterligner mit humør

Mandag morgen
Slukøret mand
Et skuldertræk
Får lov at lede dagen an

Mandag morgen
Endnu en gang
Tirsdag i morgen
Ny titel, samme sang

Jeg sidder og kigger ud,
burde måske snarere kigge forbi.

Dagens film.

(Oprindelse ukendt)

Ugens klumme.

Her et stillbillede fra min nyindkøbte træningsdvd, der i følge omslaget, gerne skulle forbedre min evne til at tage et afslag i stiv arm med op til 23%.

Ny sang med titlen Hus og have fra Mouritz/Hørslev projektet kan, og bør, ses og høres her.

Jeg har just lige bestilt bogen til venstre, der rummer 21 af Handsome Familys tekster. Jeg har ikke nogen egentlig brug for den, men til 19$ inkl. porto og i det rolige tempo Handsome Family udsender plader i, der kan jeg godt tillade mig at være kompletist.

051608 Nyborg.

051608 Nyborg

Det ligger helt fast, at jeg næste lørdag tager til København og kryber ned i Oehlenschlaegersgade og ser Peter H. Olesen, Michael Lund og CS Nielsen.

Jeg overvejer dog allerede på tirsdag at smutte en tur forbi København. I forbindelse med udgivelsen af det nye Geiger bliver der holdt reception i Møllegades Boghandel. Her spiller Kloster klokken 16.30 og Martin Hall læser op fra Infodemens klokken 17. Mikael, der står bag Kloster, har i mange år boet i Oehlenschlaegersgade, med sig på tirsdag har han den dansk-amerikanske sangerinde Sarah Hepburn, der måske/måske ikke tager sin Irma Victoria lp med for at få Martin Hall til at signere den (og sådan løber alting i ring).

Sarah spillede for et par år siden opvarmning for Damien Jurado, da denne spillede nede på Studenterhuset. Det var blevet arrangeret således, at Sarah skulle overnatte i min stue, da overnatning ikke var med i betalingen for koncert. Vi havde aldrig mødtes før, og da vi blev introduceret efter koncerten klokken hen mod midnat, havde ølindtag været en væsentlig faktor i hver vores oplevelse af aftenen på Studenterhuset. Vi slentrede på tværs af byen og ned til havnen, hvor jeg også dengang boede. Det er intet problem at walk n' talk på tværs af byen og igennem natten, men når man står i en oplyst stue kan et fornuftigt samtaleemne være svært at finde på. "So Martin play me some music that I don't know" - det blev Irma Victoria, der alligevel lå fremme. Nu kan jeg godt se, at det måske ikke det meste betryggende musik at spille for en fremmed pige, der står i en fremmed lejlighed i en fremmed by. Ikke desto mindre var hun den første aftager, da jeg et halvt års tid senere indkøbte et lille parti af The Rainbow Theatre på vinyl.

Efter at have hørt Anywhere I Lay My Head tidligere i dag, iler jeg med at bringe et billede fra Lost In Translation for at minde mig selv og andre om, at Scarlett Johansson har talent.. bare ikke lige et musikalsk et af slagsen.

2008 begynder nu også at vise tænder rent udgivelsesmæssigt, hvad der i dag fik mig til at bestille en håndfuld plader. Bon Iver blev bestilt alene på hype og anbefalinger, hvad jeg efter at have været fordi hans MySpaceside nu ved var en fejl. Skramlet hysteri bliver aldrig min kop te. Langt større forventninger har jeg til den nye Willard Grant Conspiracy plade, der skulle ligge mere i umiddelbar forlængelse af 2004's dæmpede udspil Regard The End, end den tunge og aggressive Let It Roll fra 2006. Bonnie "Prince" Billy udgiver på mandag Lie Down In The Light, hvad der stresser mig en smule da jeg endnu ikke har fået lyttet ordentligt til Ask Forgiveness. Demoudgave af So Everyone fra den nye plade kan høres her. The Notwists nye udgivelse The Devil, You + Me blev også bestilt. Det er første udgivelse fra tyskerne siden 2002, men den ene forsmag jeg har fået på albummet virker lovende. Endelig blev det til en opsamling med Anibal Troilo og så Sunday At Devil Dirt, ny plade fra Isobel Campbell & Mark Lanegan.

Jeg blev i forbindelse med Tryghed & Tristesses udgivelse af De Må Være Belgiere fravalgt til et program på P1, fordi jeg ikke kunne/ville trække en parallel mellem den fornyede interesse for gammel postpunk og så emo'ens tiltagende populariret. Fra mit arbejde i Moby ved jeg at de unger, der køber emo, i højere grad leger karneval end de flirter med døden, de klæder sig ud for at kunne stå udenfor i flok. Skulle der være ligheder, tør jeg efter denne artikel på Ekstra Bladets hjemmeside, dog slet ikke tænke på hvad der kommer til at ske, hvis den brede offentlighed hører om Joy Division eller lignende.

Den unge mand, der kigger ud på læseren under stykket om Substans i det nye Geiger, er Jesper Hede fra De Må Være Belgiere.

I det nummer af Geiger, der er på gaden ca. i dag, får Substans.info halvanden spaltes omtale. Der bruges ord som knapt og spartansk, hvad de jo kan have ret i, men omvendt figurerer også en linje som "...og man sidder allerede med en essentiel nøgle til denne æra i dansk musik..". Det er meget rammende, og et ord som essentiel er ganske smigrende. Jeg burde nu også snart få skrevet noget mere til siden, men der har været så meget..

Ugens klumme.

Først på Tolderlundsvej holder en flok line dancere til, den slags er af amerikansk oprindelse, ved siden af dem har vi DSU'erne, hvis tankegang er af russisk afstamning, i mellem de to ligger en kampsportsklub, bygget på nogle orientalske filosofier, og ved siden af dem alle ligger bazaren, der rummer mad og varer af mellemøstlig herkomst, hvad kioskmanden på den anden side af gaden også er, længere oppe af vejer ligger restaurant Vikingen, der er så dansk som det kan blive og endelig er der massageklinikken, der vist primært tilbyder tysk.

Ingen anden forklaring på dagens Kiva-lån end det rent æstetiske, det er næsten ren Brendekilde som fru Qadrbi Jonova går der i marken.

Qadrbi Jonova lives in the city of Vahdat in Tajikistan. She is 52 years old, married and has 5 children. She has a high school degree and makes her living as a farmer. Qudrbi grows wheat, potatoes and other vegetables. She then sells her harvest at the market and to wholesalers at a lower price. This provides the local markets with vegetables and grain and helps the salesmen make a living as well. Right now it is potato planting season in Tajikistan and Qadrbi wants to purchase fertilizer and vegetable seeds. For that she needs to take out a loan which she is planning to pay back in the next 12 months.

Foreløbig ferieplan:
0708 Iron & Wine (Vega)
0808 Flaming Lips (Tivoli)
0908 Beat Day
1008 ?
1108 The National (Vega)

Min helt egen 5-dages festival i og omkring den indre by. Nu mangler jeg bare et job jeg kan tage ferie fra.

"Som opvasker bidrager din funktion til en meget høj signalværdi hos Jensen's Bøfhus idet dit nøgleord er absolut renlighed." Hvornår begyndte man at tale om nøgleord og signalværdi når man skulle hyre opvaskere?

Oscar Danielson har lavet et par sange til det nye svenske børneradioprogram Riktigt Goda Vänner. Titelmelodien fra programmet, og en anden sang derfra, og en helt tredje sang, der faktisk var og er titelmelodi på hans debutplade.. altsammen er det nu at høre på MySpace.

Irma Victoria er nu at finde på MySpace.

En introduktion

"Her work was fantastic. May her soul live forever. "
Douglas P - Death in June

Irma Victoria (1923-2000)

Irma Victoria dukker første gang op i Martin Hall sammenhæng på kassetten ”The Hall Of Mirrors”, der i 1989 bliver udsendt i 888 nummererede eksemplarer, hvor Irma Victoria er at høre på nummeret Memorial. Irma Victoria har dog optrådt i Martin Halls liv i noget længere tid. Hun er en gammel ven af familien, der fascinerede Martin Hall allerede fra barnsben med sin stemme, når hun gik og nynnede Tom Jones og Engelbert Humperdinck. Så da Martin Hall i 1989 beslutter sig for at bruge forskellige stemmer på ”Hall Of Mirrors”, spørger han Irma Victoria, om hun vil være med, og hun siger ja.

Året efter i 1990 udkommer først Martin Hall ep’en Palladium, hvor Irma Victoria synger på titelnummeret, og et par måneder senere, i november 1990, udkommer så Irma Victoria and the Martin Hall Orchestra: The Rainbow Theatre. Irma Victoria bliver lanceret som en tidligere kabaretsangerinde, og debutpladen bliver modtaget af en flok anmeldere, der ikke helt ved, hvad de skal stille op med den. Gaffa kalder pladen den mest ekstreme danske udgivelse nogensinde. Politiken spørger: ”eksisterer Irma Victoria overhovedet?” Det kunne man dog ved selvsyn konstatere, at hun gjorde ved grammyfesten i 1991. Her er Irma Victoria nomineret som årets danske sangerinde.

Da den anden plade, Irma Victoria and the Hatebox Experience: Phantasmagoria – The Second Coming, udkommer i 1994, kan det læses mellem linjerne, at der stadig er anmeldere, der tvivler på, at hun er en faktisk person. Dét til trods for hendes tilstedeværelse ved grammyfesten, og at hun året forinden har modtaget Dronning Margrethes Fortjenstmedalje i sølv for 40års tjeneste indenfor det offentlige. Hvor anmelderne var i vildrede i forbindelse med The Rainbow Theatre, er ordet der går igen i flest anmeldelser nu ”fascinerende”, uden at anmelderne kan blive enige med sig selv og hinanden om, hvad Irma Victoria er for et fænomen. Både skræmmende og humoristisk er blandt de ord, der bruges til at beskrive Phantasmagoria.

Den sidste studieindspilning med Irma Victoria bliver Itsi-Bitsi indspillet til Hip.. en Hyldest til Steppeulvene, der udkommer i 1995. Det bliver den eneste gang, Irma Victoria indspiller et covernummer, og samtidig den eneste gang Irma Victoria indsynger på dansk.

Irma Victoria dør 10. november 2000 af følgevirkningerne fra en blodprop i hjertet et par uger før. Under hendes indlæggelse laver Martin Hall en række optagelser af Irma Victoria. Disse bliver lavet, efter at Martin Hall har fået en forespørgsel fra et mindre forlag om en udgivelse, hvor Irma Victoria skulle læse Martin Hall noveller op. Optagelserne bliver påbegyndt på hospitalet, men må opgives, da Irma Victorias tilstand forværres. Udover oplæsning, er der i disse optagelser også samtaler om hendes sygdom og hendes ophold på hospitalet, og denne del bliver omsat til de seks lydkollager Expo 1-6, hvor Irma Victorias tale bliver tilsat dåselatter, klapsalver m.m., mikset med dyster baggrundsmusik. Stykkerne bliver brugt da Martin Hall i efteråret 2001 på Ystad Konstmuseum udstiller lyd- og billedinstallationen A Hospital Room.

Expo-optagelserne optræder også på Memorial, opsamlingspladen der bliver udsendt i 2001 på årsdagen for hendes død. Memorial samler op på The Rainbow Theatre og Phantasmagoria, og indeholder endvidere Itsi-Bitsi, River of Light (et remake af River of Night fra Phantasmagoria), nu med Sharin Foo (Raveonettes) på kor og en bonusdisc med mindeprogrammet ”Irma Victoria til minde”, der blev sendt på DR P1 i december 2000.

Irma Victoria bliver 15. november 2000 begravet fra Store Tåstrup Kirke i Store Merløse og ligger begravet på de anonymes grav ved samme.

Brysterne af busserne, busterne ind i svømmehallerne, svømmehallerne ud af byerne.
(eller hvordan det er)

Ugens klumme.

Sirenerne hyler i kor.

050508 Lidt uden for Ballen.

042908 Overgaden.

042908 Nordea, Christianshavn

Chartekket med alt, hvad jeg har fået indsamlet af artikler, anmeldelser og egne noter omkring Irma Victoria, blev i går pillet ud af skabet, hvor det har ligget uberørt i et godt stykke tid. I al den tid har en døende Irma Victoria, foreviget på et Polaroidbillede, og klemt ned i hjørnet af en ramme, kunne kigge på tværs af stuen og se en yngre udgave af sig selv, pryde omslaget af The Rainbow Theatre, der indrammet hænger på den modsatte væg. Grunden til den fornyede interesse er klar nok, om end omstændighederne er noget uklare. Efter onsdagens Spleen United koncert, og under det efterfølgende alkoholindtag, mødte jeg på min færd videre i byen Henrik Marstal, der bidrog på den ene Irma Victoria plade. Da han alligevel var faldet i snak med mit følgeskab, benyttede jeg muligheden for at bryde ind og hilse på. Stakkels mand. Ikke at jeg var ubehagelig, bare snakkesalig, hvad der kunne have været det samme, da jeg ikke husker meget andet af samtalen end at han gav mig ret i at historien om Irma Victoria er fascinerende og værd at fortælle. Så da jeg havde kigget chartekket igennem satte jeg mig til tastaturet og sendte tre mails til tre personer, der har bidraget på Irma Victoria pladerne, om ikke andet vil jeg forsøge at finde ud af mere, måske fortæller jeg også historien om hende en dag.

Tip:
Se dig sur på hele verden, det sparer både tid og besvær i forhold til at skulle retningsbestemme din vrede.

Det er først for nylig, jeg er stødt på det her klip, hvor Martin Hall taler om Irma Victoria. Optagelsen stammer Zentropas nettv TVropa og er lavet i december 2000, en måned efter Irma Victorias død.

Q Magazine - maj 1998

Dagens film.