30. august 2008 Bryllupstale.

30. august 2008 Brudepige.

31. august 2008 Det Hvide Pakhus, Faaborg.

31. august 2008 Stenstrup.

31. august 2008 Odense banegård

Min farmor og farfar på deres bryllupsdag.

Jeg ved godt det hedder at give bruden væk, men jeg er nu alligevel slet ikke i tvivl om, at min søsters kommende mand kommer til at betale prisen. Det kommer vi til at erfare fra i eftermiddag og årene frem.

29. august 2008 Overgade, Odense.

Et vellykket og et mindre vellykket (mine ord, min vurdering) forsøg på at bruge ord i mine billeder.

At også du kunne ende med at give op gav os håb.

At skrive et dårligt langdigt om hvorledes folk spilder deres tid på ting af tvivlsom kvalitet og så få folk til at læse det - se det er kunst, jeg kan forstå.

Under For er nu også tilføjet Substans.info.

26. august 2008 Odense Havn.

Vi fører dagbog!

(også to go)

Ugens klumme.

da du går
blackbird singing in the dead of night
solsorten er stadig på dine læber
hvorfor ikke mig

26. august 2008 Odense Havn.

26. august 2008 Odense Havn

Bogantikvariatet i Odenses Kongensgade lukker desværre, det forsonlige ved det, er at der indtil butikkens ophør er 50% på alt. I dag blev det til.

Bøger:
Jens Blendstrup og Lars Gundersen - Toværelses Med Lykkelig Udgang
Jens August Schade - Helvede Opløser Sig
Per Højholt og Steffen Hejlskov Larsen - Og - En Tekstanalogi
Henrik Nordbrandt - Violinbyggernes By
Henrik Nordbrandt - Vandspejlet
Poul Henningsen - Talevers

Tegneserier:
Will Eisner - Sidste Dag I Vietnam
Portræt Af Et Oprør 1+2+3, med undertitlerne..
- Sex i amerikanske undergrundstegneserier
- Kønskamp i amerikanske undergrundstegneserier
- Dope i amerikanske undergrundstegneserier

Ballet Mecanique er nu tilføjet Substans.info - mere er på vej.

Gårsdagens film.

ænder
hænder
mens
andre
fugle
bare
sker

Gårsdagens film.

Ugens klumme.

Døden og skatterne er som bekendt det eneste her i livet, der er helt sikkert. Men hvor skatten gør et mærkbart indhug, hver gang man skal have løn som fortjent. Ja, så er døden jo reelt set ikke ens eget problem, når først den er indtruffet.

Selv om jeg vil påberåbe mig udødelighed indtil den dag, det modsatte bliver bevist, så overvejer jeg alligevel, om jeg ikke skulle få lavet et stykke papir med de relevante praktiske oplysninger. For eksempel pinkoden til min telefon og kodeordene til mine mailadresser, så kontakter og kreditorer kan få at vide, at jeg har sagt det sidste godnat til denne verden.

Jeg læste i avisen forleden, at der er gået noget nær trend i at få nedfældet sine sidste ønsker, også blandt folk i min trods alt knap så fremskredne alder. Ønsket om at ens sidste vilje sker her på jord, før man drager til himmels, er åbenbart udtalt. Jeg kan snildt se det smarte i at policer og praktiske oplysninger ligger samlet på et sted, hvor det er til at finde, men at jeg skulle blande mig yderligere, ville for mig være en form for forsinket forfængelighed. Hvad der skal ske omkring min afsked må være op til dem, der skal mindes mig, at bestemme. Det må være, som de finder det bedst, og det er jo netop mit ønske og måske derfor værd at få skrevet ned.

På nettet findes der en formular lavet til formålet, hvor man kan udfylde sine ønsker til blandt andet påklædning, gravsten, gravøl og om der er steder, man vil køres forbi en sidste gang, før det er helt for sent. Selv om tanken er smuk, med et sidste farvel til steder og stræder, man har færdedes, vil jeg igen lade det være op til dem, der står tilbage. For en død mand i en kiste er det vist alligevel så som så med udsigten.

Døden er en alvorlig sag, og min egen død en større størrelse, end jeg bryder mig om at skulle stå ansigt til ansigt med. Det vrider sig i mig ved tanken om, at også jeg nok er dødelig. Derfor føles det så forbandet svært at skulle tage stilling til disse ting, og af samme grund er jeg aldrig kommet frem til en beslutning om, hvorvidt jeg ønsker at være organdonor.

Egentlig kunne jeg være ligeglad, for det er ikke mit problem, når først jeg er kommet herfra. Jeg vil til hver en tid hellere huskes for den, jeg var, end for alle de ubesvarede spørgsmål, jeg efterlod, og det er vel også en slags sidste ønske?

18. august 2008 Stige.

18. august 2008 Odense Kanal.

18. august 2008 Klaregade.

Fra Sidste Skrig Nr. 2, Maj 1982.

Jeg er så småt gået i gang med igen at få skrevet til Substans.info. Lige nu sidder jeg og læser op på SS-Say. I den forbindelse stødte jeg på muligheden for at hente deres 12" Fusion her.

17. august 2008 Nyborg Vold.

17. august 2008 Halsskov gamle færgehavn.

17. august 2008 Butiksvindue, Nyborg.

17. august 2008 Nyborg Vold.

I starten af Billie Holidays karriere og frem til midten af 40’erne var Billie Holiday hjemmehørende på Columbia Records. I den tid hun var der, indspillede hun 230 sange. Disse blev i 2001 udsendt samlet i boxsættet Lady Day: The Complete Billie Holiday on Columbia, der det år vandt en amerikansk Grammy for bedste historiske album. Nu er alt det overflødige fedt blevet skåret fra, og på The best of Billie Holiday (the master takes and singles) har man samlet de 80 numre, der blev udsendt kommercielt i den periode og fordelt dem på 4 cd’er. Der følger endda en lille booklet på 8 sider med, der på fornuftig vis forklarer Billie Holidays tilhørsforhold til Columbia Records. Dog skæmmer det en smule, at se God Bless the Child udråbt til Billie Holidays signaturetune, men sandheden tjener heller ikke helt Columbia Records til ære. Strange Fruit blev mere end noget andet sangen, der kendetegnede Billie Holiday. Hun blev introduceret til den i slutningen af 30’erne, men Columbia Records fandt temaet for kontroversielt, og i stedet blev den indspillet og udsendt via Commodore Records i 1939. Billie Holiday genindspillede den senere, da hun i 50’erne hørte til Verve. Denne lille ligegyldighed til trods, er The best of Billie Holiday (the master takes and singles) en fornem og stærkt anbefalelsesværdig introduktion til starten af Billie Holidays karriere.

Opsamlingen er købt til (latterlige) 39,95,- i Fona.

19. august ser tredje udspil fra Jeff Hanson dagens lys. Indtil da, er det kun muligt at høre If Only I Knew derfra. Nummeret er på godt og ondt knap så højstemt som de melodier de første to plader har budt på. Hvad der åbner op for en måske tiltrængt fornyelse af hans lyd, et ofte spændende, men ikke nødvendigvis succesfuldt eksperiment. Vi ved mere i næste uge.

Igen hænger verden på ugens klumme - så længe den ikke afhænger går det nok.

9. august 2008 - Oehlenschlægersgade

Palle alene i verden fik aldrig den store succes som portrætfotograf.

De seks stjerner Jeppe Krogsgaard Christensen i sin anmeldelse i Berlingske Tidende giver The National, for deres optræden i Vega mandag aften, er der egentlig ikke noget i vejen med. Havde det været første gang jeg oplevede The National på en scene, så havde jeg uden tvivl også hevet alle stjernerne op af posen. Oplevelsen lå i høj grad tæt op af, hvad de sidste år viste i Amager Bio. For tæt måske. Der var ingen overraskelser, og intensiteten gik en smule ud af koncerten i og med at alt var set og hørt før. Derfor var min oplevelse nok mere til fire ud af de eftertragtede seks stjerner, selvom jeg ikke har en finger at sætte på koncertoplevelsen. Men mæt af musik efter mange koncerter på få dage, og træt i benene efter at have vadet København på kryds og tværs i jagten på motiver, var det svært at komme helt op i det gear, hvor begejstringen løber af med én. Havde jeg muligheden, ville jeg dog ikke tøve med at tage til København og se dem igen i aften.

10. august 2008 - Vinduesudstilling.

8. august 2008 - Frisør på Enghavevej.

8+9. august 2008 - København

Jeg var ved ikke at blive lukket ind til arrangementet fordi jeg havde mit kamera med. Det eneste sted det stod man ikke måtte have kamera med, var på billeterne. Ikke smart når man køber i indgangen, og slet ikke smart når der ikke var en garderobe man kunne deponere tingene i. Det gik dog, efter jeg havde snakket med en ”supervisor”. Alt det til trods var ham, der var ved at nægte mig adgang dog høfligheden og venligheden selv. Han tilbød selv at hente en højerestående.

Det virkede umiddelbart til at stor og lille scene var samme størrelse, så man kunne med fordel have ændret i programrækkefølgen. Guillemots på først, så Sigur Ros og slutteligt Mercury Rev så det kunne være sluttet med et brag.

Dûne: Dûne gjorde det Düne gør, og det lød da på teenagekids'ne til at de gjorde det godt nok. Masser af energi, masser af kontakt til de første par rækker og jeg kunne endda genkende det ene numer, alligevel virkede det hurtigt som en bedre idé at finde noget øl.

Guillemots: Påtaget og rædselsfuldt. Seneste plade lyder som barn fremsodomiseret en mørk aften, hvor det værste fra Arcade Fire og Alphabeat mødtes i en mørk og stærkt uhygiejnisk gyde. Koncerten gjorde intet for at ændre på det.

Mercury Rev: Fantastisk!! Dagslyset lagde lidt en dæmper på det, men hvor var det godt. Dekadence og krukkeri til den store guldmedalje. Jeg var helt væk. De nye numre virkede udmærket på scenen, og bedre end de gør på pladen. Jeg håber de vender tilbage til efteråret, jeg vil have mere. Jonathan Donahue (nu med fuldskæg og grå hår) er en af mine yndlingsfrontfigurer i denne verden, evigt rødvinspimpende, et overload af dekadence, han havde mig fra han trådte på scenen.

Sigur Ros: Fantastisk egentlig, men for sent på programmet, mit system var ved at lukke ned og slet ikke klar til skulle overleve en gang steneri.

Figurines: Tredje gang jeg hører indenfor det sidste års tid. Første gang var de forfærdelige, sidste gang var de fortræffelige, denne gang var de vist mest af alt forglemmelige. En af den slags koncerter, hvor man tænker: nåja, de skal vel også have mad på bordet. De leverede varen, men ikke mere end det.

William Blakes: Bedre end på plade, men den vej er også ensrettet i opadgående retning. Småkedeligt er vist det mest dækkende ord.

Flaming Lips

En ændring af tegnsætningen i Tuborgreklamen over Tivolis udendørs scene og det havde givet fint mening. ”Gør noget ved musikken!”. Det tog ikke mange strofer før publikum kunne konstatere, at Wayne Coyne havde lagt det meste af sin stemme af hjemme i staterne. Den knækkede, forsvandt og ramte alt for ofte de helt forkerte toner. Om alle opdagede stemmeproblemerne er svært at sige. For lydniveauet var så lavt, at der skulle lyttes godt efter for at få det hele med, hvad der gav et mat skær over det visuelle vanvid, der naturligvis udspillede sig fra scenen. For selvfølgelig var der en storskærm der fik lov til at køre hele farvepaletten igennem flere gange, fordelt over japanske gameshows, hoppende bryster og det der Beverly Hills 90210 klip som ingen Flaming Lips koncert åbenbart kan være foruden. Forrygende festligt, men ikke meget nyt fra vestfronten der. Selvfølgelig var der også dansende teletubbier, store balloner, oppustelige tomater og konfetti galore, men det er åbenbart svært at få taget til at lette når man er under åben himmel. I et lukket forum, blandt fans og fæ, uden den store del af publikum, der syntes at være der for at se giraffen – så er det ikke meget galt, at jeg tror Flaming Lips kunne have leveret en intens oplevelse af de helt store, stemmeproblemer til trods, for musikalsk var der ikke noget at udsætte på dem. Fredag aften i Tivoli blev de nu aldrig mere end en flad fornemmelse.

Allerede før Iron & Wine var gået på scenen i Vega her til aften kunne man se kondensvandet stå op fra det publikum, der var samlet for at se Sam Beam og hans til lejligheden samlede musikere spille op fra hans nedtonede bagkatalog. Som bandet gik på scenen blev joken, at når perkussionisten nu havde hestehale, trommeslageren var sort og den skaldede bassist havde bassen hængende oppe på brystet, ja så var det nok en funkkoncert vi var kommet til.. Og nu ved jeg så, at worst case scenario vittigheder ikke er særligt sjove når de går i opfyldelse.

Selvom ovenstående trekløver bidrog stærkt og på alle måder gjorde deres for at spolere aftenens koncert, så går flidspræmien alligevel til keyboardspilleren. Hendes bidrag reducerede i flere omgange outputtet fra scenen til en glad (som i tragisk) omgang easy listening. Værst i Boy With The Coin, der skulle have været aftenens højdepunkt, men som via keyboardet blev reduceret til en lystig reggae(ish) fortolkning af et for længst glemt og frasorteret Burt Bacharach nummer.

Én ting er at bringe otte musikere på scenen for at fremføre musik med et som udgangspunkt spartansk udtryk – det i sig selv er forkert. At samtlige otte musikere så syntes at de skulle spille med i alt og hele tiden, var helt og aldeles forkert. Endnu værre var det at den beskæggede far til fire, der ligger navn til løjerne, ikke kunne se det forkerte i, eller måske endda er den, der har udtænkt, at noget nær hver eneste nummer skal rumme et flere minutter langt instrumentalt mellemspil. Please Shoot The Pianoplayer ville være den mest oplagte titel for en eventuelt udgivelse af aftenens koncert, og på samme skafot burde man ofre den ene af de ekstra guitarister (naturligvis ikke ham, der også betjente pedalsteel, ham skulle der bare skrues ned for), lige så vel som man burde have ofret enten perkussionist eller trommeslager, og under alle omstændigheder udskifte den af dem, der ikke fik kniven.

Det akustiske sidste nummer, det akustiske ekstranummer og det akustiske ekstra-ekstranummer, reddede aftenen fra en total fallit. Selvom den ellers fantastiske In The Reins var tæt på at blive kvalt i pedalsteel, så var lige de tre numre det tætteste aftenen kom på at være som den skulle have været. Resten var for meget – for mange musikere, der ville for meget og numre med mellemspil, der ingen ende syntes at ville tage. Alligevel holdt koncerten sig nede på fem kvarter, hvad der i aften mere var en lettelse end en skuffelse.

I superbrugsen her til aften. Ung fyr (min alder), bare med flere tatoveringer og et på dagen større alkoholindtag kommer hen til mig.

- Må jeg lige sige om noget? Må jeg lige sige om noget? Må jeg lige sige om noget? Jeg er så vild med det du skriver i avisen!
- Tak.
- Ved du hvor de har øllene stående?

15 minutters berømmelse anno 2008.

080408 Odense havn.

080408 Odense havn.

080308 Assens havn.

080308 Danisco, Assens.

080308 Assens havn.

De ansatte ved Petersminde Teglværk anno 1902.

Da Per Kristensen Band i 1995 udgav Så Er Festen Forbi, fik de over sommeren et mindre P3-hit med Hadsten. Sangen om teglværksarbejderen Einar for hvem livet ikke helt formede sig som planlagt. I sommeren 1995 havde jeg vanen tro sommerarbejde på det lokale teglværk, og gik blandt andet og arbejdede sammen med Einar. Einar kunne virkelig ikke se det sjove i, at vi skruede op og sang med på Hadsten. Einar var efterhånden gammel i gårde, og havde arbejdet på teglværk siden ringovnenes tid. Han var ansat som arbejdsmand og truckfører. Einar cyklede på arbejde hver dag, truckfører eller ej, så vidste han godt, at når han skulle hjem igen så var hans promille for høj til at føre bil. Godt tænkt af Einar, for på det tidspunkt havde cirka en tredjedel af værkets tredive ansatte fået taget deres kørekort for sprit.

Ni år nåede jeg at være ansat på teglværket, til forefaldende arbejde i weekenderne, i ferierne og et lille år på fuldtid, de ni år er stadig længere tid end jeg har været noget andet sted.

Takket være Ekstra Bladet kan man kvit og frit hente titelnummeret fra den nye Baby Woodrose 7" her.

Jeg misunder min nevø.
Hele verden er en vov-vov.

072908 Togtur, Stenstrup-Odense