torsdag, december 31, 2009
dine slag er slået, din tid er gået
datoerne får nu et tital graveret
der hvor dine nuller snart er punkterede
men her til sidst tænker jeg
hvad fanden skal vi egentlig kalde dig?
tirsdag, december 29, 2009
søndag, december 27, 2009
lørdag, december 26, 2009
fredag, december 25, 2009
onsdag, december 23, 2009
mandag, december 21, 2009
TT06 – The Silent Section - The Curtains Come Down In Flames
Det var i al beskedenhed en overflod af stilren noir, der fandt vej fra Tryghed & Trisseses lagerhaller da pladeselskabet i august udsendte The Silent Section på såvel cd som 7”. Nu kommer efterskælvet så i form af 4-track ep’en The Curtains Come Down In Flames, der består af fire numre, der ikke fandt vej til A Final Delirum. Udtrykket holder dog fast i udgangspunktet, og på ep’ens knap 40 minutter hører man ekkoet fra Jesus And The Mary Chain, Under For, shoegaze og de tidlige firseres post punk.
Ep’en udkommer 24. december i et begænset oplag på 30 nummererede eksemplarer, der kan købes via www.tryghed-tristesse.dk.
De julefattige, de nærige og de der blot er nysgerrige kan dog også vælge kvit og frit at downloade ep’ens fire numre via hjemmesiden.
Trackliste:
1. The Open Wound
2. Snow
3. Fortress Of Despair
4. Cover The Lot
Spørgsmål og kommentarer til post@tryghed-tristesse.dk.
Med venlig hilsen.
Tryghed & Tristesse
søndag, december 20, 2009
og de lyde der derfor ikke er der.
lørdag, december 19, 2009
fredag, december 18, 2009
torsdag, december 17, 2009
onsdag, december 16, 2009
Uncut:
11: Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle
17: Doves – Kingdom Of Rust
Mojo:
2: Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle
Gaffa:
18: Morrissey – Years Of Refusal
39: Bonnie ”Prince” Billy
Dermed ikke sagt, at der ikke kom noget godt i år, for det gjorde der. Mine bud kommer her. Øverst på skamlen glider Bill Callahan ind. Egentlig havde jeg afskrevet ham, og det er vist ikke meget mere end et år siden, at jeg solgte alle mine Smog plader, for jeg var kørt træt i ham. Samme rille, samme stemning, samme stemme, altid det samme. I sommers stod vi så i en bladbutik, hvor min kæreste hovedkulds forelskede sig i et nummer, der blev spillet på butikkens anlæg. Stemmen var der ingen tvivl om hvem tilhørte, og tilbage i Danmark igen købte jeg Sometimes I Wish We Were An Eagle som en påmindelse til kæresten om, at jeg både lytter og husker engang imellem. Jo mere vi fik den hørt, jo mere kunne jeg igen høre hvor fantastisk en stemme Bill Callahan har. Årets anden store glæde var Willard Grant Conspiracys Paper Cover Stone, der rummer en række genfortolkninger af egne numre. Igen er det stemmen, der er i fokus. Robert Fisher er uforlignelig nede i de dybe oktaver, og det nøgne og nedbarberede udtryk, der gør sig gældende på Paper Covers Stone klæder virkelig de i forvejen stærke sange. Woodpigeon opdagede jeg ved et tilfælde sidste efterår, de berigede i den grad mit musikalske år med Treasure Library Canada, der befinder sig i samme territorium som Leisure Society, der med tiden også nok skal være at finde blandt årets plader i 2009, men desværre har jeg endnu ikke fået hørt Sleeper nok til at uddele medaljer. Bob Hund gad jeg lige pludselig også godt høre på igen i 2009 da de med Folkmusik.. vendte tilbage i topform og lidt til. Elbow får titlen som årets liveplade med The Seldom Seen Kid Live At Abbey Road. Rosende omtale er der også til denne række navne: Big Bad Voodoo Daddy, Jason Lyttle, Espers, Marissa Nadler, Morrissey, Doves og Handsome Faily, der alle har udsendt fine plader, der dog ikke overgår tidligere tiders bedrifter, men som stadig er værd at investere i. Eels må trække titlen for årets milde skuffelse, for den noget rodede Hombre Lobo. En plads som også Bonnie ”Prince” Billy kandiderede til med Beware, som jeg ikke har den store lyst til at smide på anlægget. På opsamlingsfronten har både Iron & Wine og Billy Childish udsendt fantastiske triple lp’er, dels med uudgivne ting, og i Billy Childishs tilfælde en retrospektiv opsamling, der rummer numre fra de fleste af de grupper han har spillet med i. Årets udenlandske opsamlingsplade er Routes Of Rockabilly, der på tre cd’er leverer en perlerække af numre fra 40’erne og 50’erne med Johnny Cash og Hank Williams som de genkendelige navne, men med et væld af ukendte navne og numre som det virkelige trækplaster. Serien Reggae Chartbusters, der fordeler sig over 6 cd’er blev også genudgivet i 2009, og er svært anbefalelsesværdig, hvis man ønsker noget reggae på pladehylderne. Endelig skal der ikke være nogen tvivl om at Morrissey var årets udenlandske koncertoplevelse. Et tætpakket Posten med en tændt Morrissey på scenen var ganske enkelt eminent.
På den danske front kunne jeg placere fire krydser på Gaffas top ti.
3: Jens Unmack – Dagene Løber Som Heste
7: The Raveonettes – In And Out Of Control
9: Cody – Songs
10: Mikael Simpson – Slaar Skaar
Indenlands er der ingen tvivl. Cody var årets store overraskelse, årets oplevelse, årets udgivelse, årets ep og årets danske koncertnavn. Det hele er simpelthen så pissefantastisk, at jeg vil nøjes med at bøje mig i støvet, i stedet for at uddybe. Lone Hørslev er også i top, både via Mouritz/Hørslev Projektet, der hermed får min pris for årets dansksprogede plade, og så naturligvis via Er De Sjældne, der må nøjes med andenpladsen. Begge grupper har jeg haft fornøjelsen af at se i år, og begge grupper ser jeg gerne igen. Det er smukt poetisk, det er fantastisk popmusik og det er to sider af hver sin sag, men med en fornem rød tråd trukket igennem de to udgivelser. Jens Unmack fortjener også et klap på skulderen. Dagene Løber Som Heste er hans hidtil bedste soloplade, der placerer sig mindst en klasse over de to foregående. På pladserne, der ikke udløser medaljer, men stadig giver adgang til det gode selskab finder vi Baby Woodrose og Setting Son, der begge har begået fine plader. Mikael Simpson og Raveonettes har begge udgivet plader i 2009, der rummer fine numre og egentlig ikke skuffer, men som jeg ærlig talt ikke gider smide på pladespilleren. Uden for kategori finder man Balstyrko, som jeg ikke har investeret i, men omvendt ikke kan lade være med at have sympati for. Ingen tvivl om at jeg i det små skærer tænder når jeg nærlytter teksterne, men som baggrundsmusik er det pop af høj klasse. Den største danske koncertoplevelse i år var Love Shop, der fyldte Posten og helt blottet for unødig nostalgi og Hilmerhyldest indtog scenen så stærkt, at man skulle tro de aldrig havde været væk. Det havde de heldigvis, og tidligere tiders overdoser af melankolsk pop var nu afløst af en længsel efter den, der i den grad blev indfriet. På en delt førsteplads finder man også Cody, for de to fantastiske koncerter jeg nåede at se med dem i år, og så Bikstok Røgsystem, der lagde lyd til det, der i min verden var årets fest. Ikke langt fra Bikstok Røgsystem finder man Malk De Koijn, der må lide torten som årets koncertmæssige skuffelse. Et fesent playbackshow, blottet for den magi forventningerne var skruet op til, var alt det kunne blive til.
søndag, december 13, 2009
torsdag, december 10, 2009
tirsdag, december 08, 2009
Ding-ding-ding
Ding-ding-ding
Ding-ding
Ding
Ding-ding
…Og så toner kulsoen og ham det bruneste af punktummerne igen frem i en reklameblok på tv. I den samme reklame som vi også hadede første gang den blev sendt, men nu er det med ny voiceover og nyt produkt - Bubber julebryg nu i handlen på store dåser. Det kan kun betyde en ting og jo, den er god nok. Det er julebrygstid, det er julefrokosttid, det er tid til at låse dine døtre inde, stænge byporten og samle byens våbenføre mænd hver gang vi nærmer os ugens afslutning, for indtil højtidshysteriet er overstået om halvanden måneds tid, bliver weekenderne et anarki af dimensioner!
J-dag var for mig, en påmindelse om, at året ud skal jeg helst holde mig fra den indre by i weekenden. Jeg har intet at gøre i en by, hvor gader og stræder, bænke og barer er fyldt op af folk, der normalt ikke frekventerer den festlige del af bylivet. Hver fredag-lørdag bliver året ud, ligesom tv-underholdningen efterhånden er blevet, afviklet som amatørernes aften.
Der er nemlig langt mellem snapsene blandt de folk, der præger nattelivet i november-december - et års tid vil jeg gå så vidt som at mene. Så selvfølgelig, når nu folk ikke drikker så tit, jamen så er det da sæsonbetonede guldøl der skal på bordet. For når der hygges skal ingen mangle noget. Hverken medister, fællessang eller sandheder, der gerne i nævnte rækkefølge finder vej til bordet.
De færreste jobbeskrivelser fortæller noget om, hvor vidt man skal kunne kigge hinanden i øjnene mandag morgen eller ej, så når nu man i dagens anledning kan tale mand til mand som ligemænd oppe ved buffetbordet, hvorfor så ikke lige få et par ting på plads. Måske endda tage det udenfor, hvis der er uenighed om hvor skabet skal stå.
Det er det samme hvert år, de grå mus mister fodfæstet , de dumme bliver dummere og en del ville ønske, at der fandtes en mere vidtrækkende fortrydelsespille, der også dækkede ord og handlinger.
Så nej, ikke flere weekendture til mig i år, for nej, selvom ovennævnte typer ikke udgør flertallet, så er det dem, der fylder bybilledet op året ud – så hellere kigge kalenderen igennem og finde en ledig stund til en bytur en torsdag aften, en tirsdag eftermiddag eller hvornår det nu kan passes ind.
Så kan jeg vende tilbage til januar, hvor byen er dejligt halvtom og de ovennævnte er forsvundet hjem igen for at pleje deres moralske tømmermænd.
---
I dag er dagen før dagen før dagen før dagen før dagen før dagen, det kan faktisk næsten ikke komme tættere på. Julen lurer som bekendt lige på den anden side af årets korteste dag, der dog stadig hører til blandt årets længste når man kigger på butikkernes åbningstider. Igen denne jul synes alt at være ved det gamle. Julepynten pakkes ud og sættes op, gaverne pakkes ind og lægges ned under træet, hvert individ sine ritualer, der uden tanke på fornyelse udføres hvert år til denne tid - traditioner er på godt og ondt vanetænkning omskrevet til festligt brug.
Jeg kan dog hverken hidse mig op til eller over julen. Julepynten her i huset strækker sig til de to juleøl, der lige nu ligger i mit køleskab og så mængden af sammenkrøllede dankortkvitteringer fra dagens gaveindkøb, der som grovkornet sne ligger spredt udover mit spisebord.
Når det kommer til julen mestrer jeg i særklasse begrænsningens svære kunst. Jeg smyger mig snildt udenom den overflod af overflødigheder december måned tilbyder af pynt, pis og papir – engang i mellem må man undres over hvad folk hellere vil have end penge. Skulle nogen føle skam ved tanken om deres eget overforbrug, er afladsbrevet heldigvis vendt tilbage i en moderniseret udgave, hvor man kan købe sig til ren samvittighed for prisen af en ged, en gris eller ti høns og en hane. Alternativt kan man blive højtidshellig og som så mange andre finde vej til kirken på mandag, dagen efter dagen hvor kirken ellers har åbent året rundt, men hvor de færreste synes at føle behovet for direkte kontakt til det ophøjede. Endelig er der muligheden for at vente på at vi træder ind i 2008. En ny begyndelse, tavlen bliver vasket ren og alt hvad klichékanonen ellers kan trække af udsagn, der giver os troen på at fremtiden tegner lyst og helst lysere – uanset hvad udgangspunktet måtte være. Selv læner jeg mig tilbage og tænker, at det hele nok skal gå.
Hvor meget eller lidt man vil det, så ender julen og årets afslutning altid som refleksionernes tid. Hvem mødte jeg og hvem sagde jeg farvel til? Hvem trådte i karakter, hvem svigtede og gjorde jeg selv hvad jeg kunne for mig, mine og gud, konge og fædreland? Jeg vælger at tro at min egen karakter er til godkendt.
Om det bliver traditioner, trivialiteter eller din tro, der bringer dig igennem første halvdel af næste uge – herfra lyder der et håb om en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
mandag, december 07, 2009
Midlake (Amager Bio, 5. februar)
Tindersticks (Vega, 11. marts)
C.V. Jørgensen (Den Fynske Landsby, 27. juni)
Landsbyliv lugter af pis
Sådan er det
fredag, december 04, 2009
Én eneste gang har jeg haft fornøjelsen af at se The Untamed i levende live. Det var dengang i en ikke alt for fjern fortid, da DR stadig havde til huse på Rosenørns Allé og hvert år brugte en lørdag i april på at lade radiohuset rocke af stort og småt fra den danske musikscene. Programmet for hvad der skulle ses på dagen blev lagt, og første punkt på dagsordenen var The Untameds åbningsbal i Studie 4. Koncerten skød resten af dagen i sænk med et ubærlig højt lydniveau og en energi så intens, at den kunne skære i skiver. Det var ganske enkelt fantastisk. Tre år senere sidder jeg så med The Untameds tredje udspil og prøver at få nostalgien ud af systemet, før jeg sætter ord på det, de nu har gjort.
I indieverdenen ville Delicious Death.. snildt kunne prædikeres som lo-fi, men der skal sprøjtes megen indiewank over pladehandlerdisken for at matche det testosteronniveau The Untamed lægger for dagen. Pladen er møgbeskidt indspillet, et træk der, som en god bh, både løfter og støtter den musik, The Untamed spiller. Stilmæssigt har The Untamed lagt sig et sted mellem psychobilly og garageblues, et sted hvor intensitet er en kvalitet i sig selv, og et sted, hvor sangene frit kan kredse om glansbilledepolerede variationer af døden, og hvad der dertil hører af moralsk anløbne referencer, når udgangspunktet er et rendyrket rock n' roll univers.
Den tekstmæssige troværdighed er på tegneserieniveau. Det hele virker som én lang pastiche på samtlige rock og rul klichéer fra 50'erne, og det er tæt på, at bægeret flyder over når The Untamed på "Ghost Radio" halvvejs inde i pladen lytter til 66,6 FM. FM-båndet starter først ved 87,5 mHz, og man kunne med fordel have placeret "Ghost Radio" på mellembølgebåndet omkring de 666kHz.
Lige så overflødig som det stykke fakta må virke, lige så ligegyldigt er det, om teksterne er noget, man leger eller lever, og hvorvidt troværdigheden er på plads. For når resultatet skal gøres op på bundlinjen, og noteres ned med to linjer under facit, er det med den største begejstring, jeg igen og igen har lyttet til Delicious Death...
Det meste af den energi og intensitet, jeg kan mindes fra mit seneste møde med The Untamed, har også fundet vej til Delicious Death... The Untameds tredje plade er ganske enkelt en medrivende størrelse og samtidigt en noget mere helstøbt affære end de to foregående udspil. Faktisk kan jeg ikke komme på en eneste anke imod denne plade. Dermed ikke sagt at jeg vil udråbe Delicious Death.. til et mesterværk, men der er trukket en rød tråd igennem pladen, der stemningsmæssigt, produktionsmæssigt og stilmæssigt bliver fulgt hele vejen igennem. Nogle gange bliver der trådt lidt til den ene side, andre gange til den anden, men de små sidespring sikrer et varieret udtryk, der gør at man gider høre Delicious Death.. til ende. Også mere end én gang.
(Min anmeldelse af Untameds Delicious Death for Geiger)
torsdag, december 03, 2009
onsdag, december 02, 2009
- Zentropa og dansk film i knæ
To nylige overskrifter fra Berlingske.dk.