Kurt Wagner fra Lambchop vender tilbage i eget navn, og i selskab med Cortney Tidwell. Foreløbig er der sluppet et enkelt nummer ud til den bredde offentlighed, "Incredibly Lonely" kan høres på deres hjemmeside. Lyden er klassisk blød country, der læner sig op af Patsy Cline, og den tilbagelænede stil man kender fra flere steder på Lambchops plader. Skulle der være lyst til mere, så kan de opleves på Loppen 5. november. 

Der er hul igennem fra Sufjan Stevens, og det er derfor nu muligt, at høre "Age Of Adz" i sin helhed. Den foreløbige dom to numre inde i gennemlytningen er et fantastisk åbningsnummer, der bliver fulgt op af en omgang paranoid stilforvirring, der dog alligevel lugter umiskendeligt af Sufjan Stevens. Dagens tip: drop elektronikken!

Der er mark og måger i tilføjelsen på MartinPetersen.info.

Halvandet nummer inde i aftenens hovednavn havde The Blue Van kedet mig ud i garderoben, videre ud i regnen, op på cyklen og hele vejen hjem. Moderne garagerock, der tager stilen, men giver nul og en hat for alt der rækker udover attituden er livet for kort til.

Men op i røven med modebevidst guitarlir, for aftenens opvarmning var, uanset hvordan The Blue Vans koncert ellers måtte være forløbet, også aftenens hovedgevinst. Emma Acs and the Inbred Family stillede med flere genkendelige ansigter i mængden af de syv, der i små tre kvarter slog lejr på scenen. Emma Acs backing band er halvt om halvt lig med The Setting Son, men bl.a. Lorenzo Woodrose var også at finde på scenen, og tronede som en mulig alderspræsident frem bag trommerne, mens Atusa Zamani på sitar i den anden ende af skalaen sloges med aftenens 19årige hovedperson om titlen som benjamin. Alderen er kun medtaget som faktor, for at undskylde tøsefnisene mellem numrene, der flere gange tog overhånd, og erstattede en egentlig videre introduktion. Igen, op i røven, for Emmas skærebrænderstemme ramte rent ind, og inviterede til en fest, der gerne måtte have strukket sig langt længere end de ca. 3 kvarter, der var gjort plads til i aftenens program.

Højdepunkterne kom koncerten igennem i gavmilde håndfulde. Bl.a. ”Fever”, der er et af de tre numre man kan finde på Emma Acs MySpaceprofil, trak publikum ind i koncerten, og det var en befrielse at se, hvor let publikum havde ved at finde fodfæste i en koncert, hvor man må formode, at numrene var ukendte størrelser for de fleste foran scenen. Skal man smide musikken i en boks, så kan man passende stille den på den hylde, hvor Fabienne Delsol og France Gall også befinder sig. En som udgangspunkt puttenuttet lillepigestemme, der leger og flirter sig fremad uden at udgive sig for at være andet end netop det, og på den måde vinder så meget mere.

Med numre som førnævnte, førstesinglen ”We Make Sense”, den medrivende ”Yoko” og Velvet Undergrounds ”Who Loves The Sun” var det da også svært at stå stille, selv for en anmelder med spirende grå tindinger. I de mere stille passager af koncerten døde festen en smule, kvaliteten og potentialet var stadig til stede i musikken, men på en fredag aften med højt til loftet var det de numre, der bød op til dans, der vandt klart på point.

Kritikere vil med rette kunne påstå, at det ikke er den store originalitet, der præger Emma Acs, og jo, der bliver lånt fra højre og venstre, fra især 60’ernes pop og psykedelika, men projektet bliver udført så gennemført, at enhver der forsøger at sætte en finger på Emma Acs bør tildeles et rap over nallerne.

Det bliver spændende at følge, hvad der videre kommer til at ske med Emma Acs. Potentialet er stort, og fredag aften på Posten beviste hun, at hun allerede nu formår at indfri det på en scene. Indtil videre er der kun kommet en enkelt 7”, men er der retfærdighed til, så kommer vi til at høre meget, meget mere fra den side.

24. september 2010 - Lorenzo Woodrose (Emma Acs, Posten)

24. september 2010 - Pre gig (Emma Acs, Posten)

24. september 2010 - Heinz Malm (Emma Acs, Posten)

 24. september 2010 - Emma Acs, Posten.

 24. september 2010 - Emma Acs, Posten.

24. september 2010 - Adam Olsson (Emma Acs, Posten)

"..der er ingen grund til at udforske skæbnen"
Overhørt på Søndre Boulevard

12. september 2010 - Odense Havn.

Går man lidt forknyt rundt og savner Mikael Simpson, så kunne man f.eks. downloade det mix han lavede for Unga Bunga for et par år siden. Det er indledningsvis fantastisk når han kaster Eminem og 50 Cent indover sine egne rytmer, dør lidt med Raveonettes og Under Byen, men vugger afslutningsvis fint igennem. Er man trængt for tid kan man tilbringe tre-et-halvt minut i selskab med en af mine Simpsonfavoritter lige her.

"One of the main themes of the record is me getting really annoyed when young people are alienated or demonised by the press because they wear their hoods up.

Guy Garvey har talt med NME om den kommende plade fra Elbow.

Der er nyt fra moderskibet.

"Allvarligt: Om man röstar på SD är man enligt mig helt jävla slut i huvudet."
Magnus Carlson om svensk politik på Facebok.

De sidste par timer er gået med at synge for skærmen i retning af de fem Worddokumenter, der rummer teksterne til den kommende børneplade. Jeg ved ikke hvordan de øver sig ude i den virkelige verden. Jeg forestiller mig nok fraseringsøvelser i stående position, hvor do-re-mi'en bliver kørt igennem indtil stemmen er varm nok til at terpe tekstarkene igennem. For mig virker det, bl.a. med tanke på den lave blækstand i husets printer, mere fornuftigt at skifte mellem sangteksterne på skærmen. iTunes gør det også mindre omstændigt, at tage tingene om efterhånden som de kikser, ingen grund til at rykke tilbage til start når mindre kan gøre det.

I starten af projektet var tanken at låne (hugge) med arme og ben i langt højere grad end det blev tilfældet. Som det står nu er det kun en Martin Strid tekst, der er hentet ind udefra. Alt andet er, hvis ikke 100% originalt, så dog vores egne påfund. Den første tekst, der blev nedfældet var en drejning på Poul Kjøllers "Bondemandens Sang", som sidenhen blev kasseret da det gik op for mig, at det gik ganske godt for os på egen hånd, men skulle der sidde en enkelt guitarspillende pædagog et sted derude, der godt kunne bruge en moderne drejning på en gammel traver, så er teksten her:

Pølsemanden, han har altid travlt
I sin pølsevogn
Hver gang han vil tage et lille hvil
Er der tusind ting at gøre

Pølserne skal ristes
og serveres med et brød
Masser af det gule
og en smule af det røde

Pølsemanden, han har altid travlt
I sin pølsevogn
Hver gang han vil tage et lille hvil
Er der tusind ting at gøre

En congobajer lunes
Og serveres med et sæt
En kradser og to ristede
Det gør dig så dejlig mæt

Som sagt, det blev bedre! På mandag indtager jeg et øvelokale ude i udkanten af byen, bare mig og min musikalske bagmand bevæbnet med en guitar. Det bliver de sidste finpudsninger, og det bliver første gang jeg synger i nærvær af en anden person siden Onkel Dunkel dagene. Næste weekend bliver der lagt grundsten til numrene, midt i oktober færdiggør vi lortet, og ikke lang tid derefter bliver i månedens demo i Gaffa.

Visuelt er der mere smæk for skillingen i den just offentliggjorte video til Mouritz/Hørslev Projektets "Fanden for Fanden" end Boogie-tv nogensinde har budt på. Musikalsk er det en god påmindelse om, hvor gode Mouritz/Hørslev Projektet egentlig er. Anbefales.

En fredag aften i provinsen til tonerne af et one man band, der disker op med en lind strøm af covernumre og den ene træfsikre klassiker efter den anden, af både egen og andres avl. Det lyder nok mest af alt af bal på kroen, men sandheden er en ganske anden.

Lorenzo Woodrose indtog Jazzhus Dexter bevæbnet med guitar, teksthæfte og masser af ekko. I den indledende bandintroduktion præsenterede han sig selv som sanger og guitarist, mens lydmanden Ralph fik kreditten for ekkoeffekterne, og de gik så godt ned, at også han fortjener navns nævnelse.

Koncertens forløb blev to cirka tre kvarter lange sæt, og to ekstranumre. Koncertens afbrydelser syntes mere skabt for at dække aftenens hovedpersons nikotinbehov, end et egentlig behov for at blive klappet ud og ind af scenen, og lægge op til en afgrænset gå-i-baren periode. For det var en absolut imødekommende og nykkefri mand, der var gået på scenen. Indiskret som en teenager tjekkede han også sin telefon et par gange. Et retfærdigt gæt må være, at det var for at tjekke klokken. Der var trods alt et tog, der skulle nås hjem. Teksthæftet blev konsulteret mellem de fleste numre, men fungerede ikke synligt som sangbog, hvis teksthæftet var noget så må det være en huskeseddel, men med tanke på mængden af sange hentet ind udefra er det absolut også tilgiveligt.

Koncerten nåede forbi mange afsendere, med Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og Dragontears som de oplagte. Et par titler af Roky Erickson, ”Når Spindelvævene Blomstrer” af Tømrerclaus, ”Lille Johnnys Mund” af Røde Mor, Gasolin’s ”Langebro”, en lang hyldest til Hans Vinding, fulgt op af et i den forbindelse relevant nummer, der dog har lagt sig i glemmebogen, og derfor lige så vel kunne have været Furekåben som Hyldemor, og ikke mindst et klart højdepunkt i Bob Dylans ”Masters of War”, der også er at finde på Dragontears Tambourine Freak Machine. Netop måden ”Masters of War” lyder i Dragontears hænder kunne være et blue print for måden Lorenzo Woodrose lyder i eget selskab. Akustisk guitar, ekkodrevet vokal og masser af tid.

Første sæt var en forholdsvis fåmælt affære, men det virkede til at Lorenzo Woodrose havde fået spillet, røget og drukket sig varm til anden ombæring, og flere ord om dette og hint fulgte sangene på vej. Hobittens’s Drøm blev ledsaget af en længere historie om Lorenzos tid med Hobitten, og var endnu et højdepunkt i en koncert uden nedture. Det eneste, der for alvor ville kunne have pyntet på aftenen havde været en velplaceret albue i tandsættet på de snaksalige herrer ved nabobordet, men den sang lyder efter næsten enhver koncert. Det var en af de aftener, hvor man gerne have trykket musikeren i hånden, og sagt tak for i aften. Det gjorde jeg ikke, i stedet vil jeg håbe at han læser denne smøre.

11. september 2010 - Lorenzo Woodrose, Jazzhus Dexter.

Nyt fra X Sessions, og denne gang med favoritterne fra Cody. Fire numre, bedre end noget andet livemateriale lagt op med dem på nettet, og derfor et godt indblik i hvorfor de gør det så forbandet godt på en scene.

- That's What She Sees
- Comfort and Rage
- Another Year
- Ever Go

Petersens Kunstmagasin
Første og sidste årgang, første og sidste udgave

Det vil bide sig selv i baglåret, hvis jeg skriver at Dylan ikke kan male, for han kan ret beset heller ikke synge, og det synes han at have fået en ganske fin karriere ud af. Til gengæld tør jeg godt skrive, at havde han ikke sin sangkarriere så hang han ikke på Statens Museum for Kunst. Hans billeder er bare billeder, og ikke mere end det. Man kan se, hvad de forestiller, og billedtitlerne bringer historien hjem. Farverne er skarpe, men dæmpede, og fremstår næsten selvlysende når de er værst, og anonyme når det er bedst. Om det er fordi det er så nemt gennemskueligt, at jeg ikke finder værdi i hans billeder er ét bud, og nok også det bedste af slagsen. For der er ingen dybde, skjulte undertoner, subtile hentydninger, dystre fortællinger eller andet, der kunne give bare den mindste smule spænding i hans billeder. De er bare, hvad de er: billeder, der gengiver det man ser uden at sætte noget i gang.

Bjørn Nørgaard var også, at finde på Statens Museum for Kunst. Lad mig knække spændingskurven med det samme, og afsløre at det heller ikke var mig. Jeg vil med det samme finde et citat frem fra hukommelsen: "Hvor fucked op syg i skallen var han?" som det lød fra en teenagers mund for et par år tilbage, da jeg stod på Aros ikke langt fra Nørgaards hestedissekering. Godt spørgsmål når man ser, hvad han har skabt en karriere ud af . "Re-modelling the World" tiltalte mig, og her taler vi om værket, og ikke udstillingen, der bærer samme navn. Udskårne kontinenter, byggemateriale og en masse løsdele. Det var til at forstå, men ellers fandt jeg mest interessere i videoerne, og spørgsmålet om hvorfor en kunstner, der optræder nøgen, tyk og aldrende med sin stump af en tissemand til fri beskuelse alligevel er så forfængelig, at han barberer sin overkrop?

Specta præsenterer "Back to Culture" af Svend-Allan Sørensen, og det var som altid en fornøjelse at se hans ting stillet ud. Jeg fik uventet en introduktion til udstillingen af Gitte Johannesen, der så vidt det kunne googles er assisterende kurator på stadet, og via hendes ord blev der lagt lag på en udstilling, der i sig selv ville have talt rigeligt til mig. Ros og tak for den behagelige overraskelse. Mågeskrigende, der hørte til udstillingen, blev først tændt da jeg trådte ind, men Specta er undskyldt. Ingen fortjener at sidde med de lyde kørende en hel dag igennem. Udstillingen består af to dele, dels Svend-Allan Sørensens fuglecitattryk som jeg efterhånden har set en del gange. De taler til mig, dels fordi der er hugget linjer med arme og ben fra de sidste 60års populærmusik, men også fordi de i deres monotoni fremstår som en væg af ord, man kan gå på jagt i. Anden del var et rum med en ulv, en bjørn holdende et skilt med udstillingens titel, og vægge beklædt med fotomanipulationer, der i særdeleshed gav mening efter Gitte Johannesens introduktion. Udgangspunktet for billederne omhandler en kultivering af naturen tilbage til en type natur, der ikke længere findes. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men med det fortalt, tror jeg nok jeg fangede lidt mere af, hvad det hele gik ud på.

Jeg er begejstret for Svend-Allan Sørensens arbejde, og derfor gik jeg også direkte fra Specta og over til hans anden igangværende udstilling i Kunsthallen Nikolaj. Her eliminerede mit neurotiske forhold til kombinationen af knirkende trægulve, åbne trapper, og højt til loftet dog helt og aldeles mit forsøg på at se udstillingen. Neurosen er så også det eneste kunstneriske, der flyder i mit blod. Normalt gør jeg mig mere i fotografier.

Takket været en galant svensker, og en gravid kone fik vi siddepladser på balkonen midt for, da Eels i går spillede op i Vega. Det er første gang jeg sidder på balkonen til en koncert, og med en smule held også sidste. Sæderne er ikke skabt til folk af min statur, og det heller ikke meget mere end et kvarters tid før min røv sov, og jeg måtte koncerten igennem vride mig for at finde en bekvem position. Men alt ære til svensken, det var et storslået træk af høflighed.

Der har næppe været nogen, der har følt sig velplaceret under opvarmningen, som bestod af en bugtaler, der havde sagt tak for i aften med det samme, hvis han havde kendt sin besøgstid. Og udover ham en Beth Hart klon, der rockede igennem et lille halv times sæt af ligegyldigheder, som ikke fortjener yderligere omtale.

Endelig Eelstid, og E entrede scenen i egen person, klædt i hvid heldragt, solbriller og bandana, klædt på til at rocke. "Grace Kelly's Blues" fik os fra kaj, The Chet blev kaldt på scenen til andet nummer, Knuckles, Kool G Murder og den nye mand (Pablo, Pavlos..) kom af egen fri vilje ind til det tredje, og så blev der skruet op. Alle bar solbriller, alle bar slips, og alle var de iklædt hvide skjorter, og jeg kunne ikke lade være med at sende en venlig tanke til Fun Lovin' Criminals, og deres mafiacoole stil. Koncerten forløb i skift mellem de stille, og så lidt flere af de rockende, for så at vende tilbage til de stille. Det var rock, og rock af den slags jeg aldrig har hevet ind i pladesamlingen, der var for megen pikfræs på guitaren, og det blev trættende i længden, men i jævnlige glimt var det god underholdning. "Summer in the City" og "Summertime" blev leveret i forrygende coverversioner, og afslutningsvis blev "Mr. E's Beautiful Blues" fremført på melodien fra " Twist and Shout", et ubetinget højdepunkt. Eels skyldte på aftenen The Blues Brothers meget for deres sceneoptræden, hvad der lagde endnu en alen til oplevelsen, til gengæld var der udover bandpræsentationen ingen kommunikation ud til publikum.

Materialet til koncerten var i høj grad hentet fra de sidste tre plader, der har vist sig, at være en trilogi. Jævnfør koncertens rockede lyd var det også ganske naturligt, at der blev spillet flere numre fra "Souljacker", bl.a. "Jungle Telegraph" som jeg ikke har hørt live før.

Koncerten blev en oplevelse på det jævne, men med højdepunkter i det ekstreme, der gjorde, at koncerten jævnligt levede op til de skyhøje forventninger jeg havde taget med mig. Det sidste højdepunkt fandt sted efter koncerten. På vej ned af trapperne, og næsten fremme ved stueplan løftede jeg blikket, og på den anden side glasdørene strøg E forbi i en spurt ledt an af en 160kg tung roadie. Ingen tid at spilde, hvis man vil undgå sine fans.

Emma Acs besøgte 26. august Mod Strømmen, og programmet rummer en af de bedste playlister, der længe har været båret gennem den danske æter. Programmet kan høres lige her.

Intet nyt havde umiddelbart været bedre nyt fra Love Shop, der med "Redningsklar" for første gang siden 2003 sætter toner til salg. Ingen tvivl om at nummeret kommer til at gøre sig godt live, men produceren har holdt hver en tone så stramt i tøjlerne, at musikken i sidste ende er afgået ved døden grundet kvælning. Det er trist for nummeret har potentiale, og dobbelt trist fordi det eneste andet nye nummer, der har været luftet, også irriterer mig med sine monotone forprogrammerede trommebeats, men her kan man håbe, at studieudgaven er bedre, for det er kun live jeg har lagt ører til den. Mørke skyer truer i min horisont forud for udgivelsen af Love Shops første materiale siden 2003. Teksten til "Redningsklar" er klassisk Unmacksk, uden at det står mig klart om det er ham, der har skrevet den, og Love Shops flirt med det elektroniske virker som en god idé, men der mangler noget af den lumre snavs, der har fungeret som virkemiddel på Henrik Halls soloplader. Uden at der skal peges fingre, så var produktion på de to første Jens Unmack soloplader også en tam affære, og numrene derfra kom kun til liv i liveudgaverne, der fulgte på de følgende turneer. Hvorvidt Love Shops tilbagekomst på plade er en god idé, besvares i slutningen af oktober, når der kommer nyt. Live gæster de Odense 19. november, det tvivler jeg til gengæld ikke på bliver godt.

Som en tidlig fødselsdagsgave fik jeg en lille håndfuld fotografier min far havde sorteret fra en stak af min farmors efterladte. "Farmors billeder kan du genkende på, at de altid er rystede" sagde min mor engang jeg sad med en stak uspecificerede familefotos, men det er ikke helt tilfældet her. Der er datoer bag på fotografierne, og perioden de er fremkaldt i strækker sig fra august 1979 frem til april 1982. Også dengang var jeg i særklasse kær.

24. august 2010 - Tietgenbyen.

24. august 2010 - Tietgenbyen.

Jeg købte for nylig ovenstående lap, der har 1/20.000 af fotografiet "A Smell of Sulphur in the Wind" påklistret. Manden bag fotografietet er Richard Long, manden bag parteringen af billedet er Bill Drummond. Der kan læses mere om projektet her.

27. august 2010 - The Kandidate, Kansas City.

27. august 2010 - I Got You On Tape, Kansas City.

27. august 2010 - I Got You On Tape, Kansas City.

27. august 2010 - I Got You On Tape, Kansas City.

September

Jazzen flyder fra en ensom mand ud i den slumrende tid en prøver at løsne sit hjerte for tvivl og bitter strid

Langs poplernes knejsende stammer løber en hviskende strøm tre drenge render i græsset og strejfer en glasklar drøm

Alting kan ske
når kastanjerne falder
på September Allé
for alle må ha en at stole på
september september
du åbner dine arme

Tre piger går arm i arm i arm i træernes kølige park de hvisker med klare stemmer igen og igen og igen

At i haverne hænger der frugter og venter på en som er god alle må ha en at stole på

Alting kan ske
når kastanjerne falder
på September Allé
for alle må ha en at stole på
september september
du åbner dine farver
september september
du kommer som en ven

Svalerne flyver i himlens hav samles på talende tråde de ved ikke helt hvad det er men de længes i hjertet mod noget

Og vi går og vi går i længsel indtil vi står midt på alléen der hvor drømmene sker

Alting kan ske
når kastanjerne falder
på September Allé
for alle må ha en at stole på
september september du åbner dine arme
september september du kommer som en ven
september september du ser ikke hvad du ser ser du

(Hugh Uno Grammy, 1992)