Der findes kombinationer af navne og emner, der får én til at søge videre, og en notits i Politikken om en bog om værtshuse, hvor bl.a. Torben Steno, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt medvirker er en af de kombinationer. Bogen blev placeret på min ønskeseddel, sidenhen under juletræet, og de sidste par dage ved siden af sengen som godnatlæsning.

Det er de to journalister Simon Staffeldt Schou og David Jacobsen Turner, der står bag bogen, og de skulle nok enten have skruet op for sideantallet, eller ned for antallet af medvirkende, for det bliver aldrig rigtig dybt, hvad værtshussamtaler ellers godt kan blive. Alle interviews i bogen er skåret over samme læst, hvor historien om stedet, omgivelserne og den interviewedes forhold til stedet gennemgås, men så snart interviewet bryder ud af formlen, og der tales frit, så ved man også, at enden af teksten er nær. Af samme grund kommer man aldrig ind under huden på de medvirkende. I enkelte tilfælde tænker jeg, at der næppe heller er mere at komme efter, og her skulle en nådesløs redaktør have skåret igennem og spurgt ”var der ikke nogen af de andre, der kom med noget i ikke fik med, for så skriver vi bare Szhirley ud af historien.”.

Bogen har dog sin egen charme og ro, også selvom begrebet værtshusromantik ikke er noget jeg dyrker. Til tørst, og ikke til trøst, som det vist hedder. Jeg hører til dem, der har hilst rygeforbuddet velkommen. Ikke så meget på grund af folkesundheden, som det faktum at jeg var træt af at komme hjem fra byen, og først smide jakken, der lugtede af røg, og så smide skjorten, der lugtede af røg, og ovenpå den smide undertrøjen, der lugtede af røg, for til sidst at overveje, at glatbarbere mit bryst fordi røgen sad langt ind i kropshårene på mig. Der er delte meninger om den side af sagen i bogen. Flere mener at værtshusene er samlingsstedet, der sørger for at folk i det mindste har selskab, mens de går i hundene, og at rygeforbuddet tvinger disse mennesker til hjemligt forfald i stedet. Andre, men færre, giver mig ret.

Torben Steno berører emnet, fra sin stol på min egen foretrukne københavnerknejpe Vinstue 90. ”Der er en kæmpe gruppe mennesker, der slet ikke kommer de her steder. Den herskende klasse, der synes, det er vigtigste i verden er at løbe og holde sig sunde, de kommer slet ikke i kontakt med det her. Sundhedstyrannerne ser ned på de her steder.”. Og fra den anden ende af skalaen, sagt fra en stol på Palæ Bar, bidrager Mette Walsted Vestergaard ”Jeg har kun set, at den store tolerance omkring drikkeriet har næret folks ulykke. Jeg har ikke noget godt at sige om det. Lige så dejligt, det er at sidde her, lige så usmart er det, hvis man gør det hver aften. Det er usundt, man får kræft af det, man mister sin familie på det, og man udfører sit arbejde dårligt.”. Begge har de ret.

Bogen er hyggelig, læseværdig, men lidt for let læst. Der er masser af små historiske guldkorn, at komme efter i form af historierne fra dengang værtshusene var noget, og enkelte tanker fra de medvirkende rammer også plet, mens andre ikke bidrager til festen. Når bogen engang kommer på tilbud, vil den dog være alle pengene værd.

Et kort interview med de to forfattere kan høres her.

Både før, og lige siden vi sidste år udsendte The Silent Section på Tryghed & Tristesse har "In Snow Forever" været mit absolutte yndlingsnummer med gruppen. I forlængelse af de nuværende meteorologiske tilstande her til lands er vi blevet enige om at gøre den frit tilgængelig på Tryghed & Tristesses hjemmeside. Det er 9 minutter og 13 sekunders indadvendt optur vi gerne deler ud af.

17.38 spillede P3 et stykke hip hop, der for mig var nyt, men helt klart var af en ældre skole. Blandt andet det faktum, at det var godt fortalte mig, at det ikke var af nyere dato. Nummeret var ”Hello” fra en Ice Cube plade dateret til 2001. Lidt research fortalte mig, at nummeret havde samlet den overlevende del af N.W.A., der rappede sig igennem en tekst om, at folk burde respektere dem for at have gjort gangstarappen så stor som den blev, så intet nyt der. Vel hjemme tog jeg et par hits fra memory lane, fra dengang hip hoppen stadig var, og kunne noget. I bedste mixtapestil er her et godt bud på de hip hop numre, der betydet mest for mig.

1987 Beastie Boys – No Sleep till Brooklyn
Beastie Boys var mit første møde med hip-hoppen som det var for så mange andre. Jeg hørte nummeret første gang på fætter Mortens værelse, og jeg har stadig hans 7” fra dengang. I Bravo som jeg læste, men ikke helt forstod, kunne man læse om disse blege drengerøve, der væltede huset, og når de fik chancen væltede biler sammen med Run D.M.C.. Sådan fremstod det i hvert fald på de kulørte sider. Nummeret holder ikke helt vand i dag, men det har de til gengæld lavet så meget andet der gør. At det lige blev dem, der stadig er her i dag ville de færreste nok have troet på back in the day.

1988 Public Enemy – Don’t Believe The Hype
Public Enemy var fandeme seje når man så dem i Mix affotograferet i militant fremtoning og uniformering. Og de var politiske og racebevidste, men det var først senere vi forstod, hvad det gik ud på. Deres logo var strøget fast på så mange cowboyjakker, at en af mine venner troede, at Public Enemy var et tøjmærke. Det er først for 10 år siden, hvor jeg fik en opsamlingscd med nummeret på, at nummeret for alvor gik i blodet på mig. Lp’en blev købt for små to år siden, og den holder hele vejen i banken. Titlen er i dag en af mine faste catch phrases.

1988 N.W.A. – Express Yourself
Når Fætter Morten bestilte plader hos Streetdance i København sad vi fire år yngre lømler, og glanede det farverige, men fotokopierede katalog igennem for at se, hvad vi havde råd til. Christian bestilte en N.W.A. t-shirt i en forrygende hvid og orange farvekombination. Musikken kendte han ikke, men der var noget forbudt ved at gå med en t-shirt fra et band, der havde lavet et nummer med titlen ”Fuck the Police”, også selvom far og mor aldrig havde hørt om det. I dag er det den, og ”Straight Outta Compton” som folk husker, men det var den mere trippede og poppede ”Express Yourself” jeg stødte på først.

1989 De La Soul – Me, Myself and I
Det er nok ikke meget galt at sige, at det var det her nummer, der gjorde mig opmærksom på selvet, godt hjulpet på vej af en video, hvor hovedpersonerne stod udenfor, og havde det fint med det. Det tog en 15-20 år helt at forstå det, men øjeblikket står ganske klart. Videoen så vi på Formel Eins på tysk tv, der hver anden lørdag præsenterede en times musikvideoer, som vi åd råt med øjne og ører, mens vi breakdancede det bedste vi havde lært i farmors stue.

1991 Del tha Funkee Homo Sapien - Mistadobalina
Spottet på en hitliste fra Jeppe ”Jay” Bisgaards hip hop side i Mix, og købt i et grænsesupermarked sammen med guderne må vide, hvor meget slik. Del var Ice Cubes fætter, og har senere medvirket i Gorillaz forløberen Deltron 3030, og vist også selve Gorillaz. Jeg købte hele pladen, der bar den vidunderlige titel ”I Wish My Brother George Was Here”, men det var ”Mistadobalina” der var det store hit. ”Pissin On Your Steps” lød en hilsen til Vanilla Ice, det kan jeg stadig grine af små 20 år senere.

1991 Naughty By Nature – O.P.P.
"You down with o.p.p.?" lød spørgsmålet, og ja for helvede, om det sidste p så stod for property, pussies eller hvad fanden det stod for, så var vi nede med det. Den opfølgende single ”Everything’s Gonna Be Alright” rummede den for vildeste liveudgave af nummeret, og den var op gennem 90’erne et trofast partytrack. Naughty By Nature var i en periode noget af det største for mig, men jeg må indrømme, attiden har været grusom ved dem. Jeg er dog stadig nede med p.

1991 A Tribe Called Quest – Can I Kick It
Et nummer, der først er kommet til mig langt senere via en opsamlingsplade med diverse hip hop hits. I baggrunden tager Lou Reed en tur på den vilde side, men det var i første omgang nummerets naturligvis-kan-du-det attitude, der bragte det ind under huden på mig. Ikke et af de største numre i min verden, men stadig noget, der bringer smilet frem på mine læber når det krydser min vej.

1992 Arrested Development – Mr. Wendal
Arrested Development kom til mig via MTV. Lige pludselig var de der med deres håndholdte hip hop, der brød med alt jeg havde hørt før, og var jeg ikke solgt dér, så blev jeg det med deres MTV Unplugged koncert. Hip Hop spillet med rigtige instrumenter, funky som bare, og helt ubeskriveligt effektivt. De havde den politiske korrekthed på deres side, og medvirkede også på Malcolm X soundtracket. Debutpladens titel ”3 Years, 5 Months and 2 Days..” var den tid det havde taget dem at få en pladekontrakt, så lang tid tog det dem ikke at forsvinde fra rampelyset igen.

1992 Dr. Dre – Nuthin’ But A ”G” Thang
Mere MTV, men noget helt andet end Arrested Development, og mit første møde med Snoop Doogy Dogg, der var indover på rap. Musikbladene skrev smøre op og ned om Snoops forbindelser til bandeland, men det forhindrede ikke fast rotation på MTV. Compton fik comeback i folks bevidsthed, og Dr. Dre markerede i denne periode, at han var (og stadig er) det største, der er sket for hip hoppen. Et stort sommerhit, der stadig gør mig småkåd.

1992 House Of Pain – Jump Around
Et af de mest markante hip hop numre nogensinde. Minderne om vild dans når vi væltede diskotek Chess om onsdagen, hvor vi egentlig burde ligge i vores senge, og gøre klar til den kommende dags anstrengelser med markedsføring og regnskab. ”Jump Around” var det eneste nummer, der for alvor bragte House Of Pain på landkortet. Frontmanden gik senere solo, og lavet under navner Everlast et par fine numre før også det døde ud.

1993 Cypress Hill – Insane in the Brain
Mere Chess. De hellige fire var House Of Pain, Cypress Hill, Beastie Boys og Rage Against The Machine sat i forlængelse af hinanden, og resultatet var et fyldt dansegulv, hvor man efter bedste beskaffenhed gik amok. Jeg fangede aldrig helt hashvinklen, og hvorfor dele af min omgangskreds var ekstra glade for Cypress Hill, også dengang var jeg hellere fuld end skæv, men nok en smule mere naiv end i dag.

1994 Snoop Doggy Dogg – Gin And Juice
To år efter ”Nuthin’ But A ”G” Thang”, og igen var det sommer, og igen var det MTV, der spredte det glade budskab, og igen var det Snoop og Dr. Dre, der havde skabt et sommermonster. Mere tilbagelænet end ”Nuthin’ But A ”G” Thang”, og med et omkvæd som skabt til lørdag aften var den med til at lære os at værdsætte Death Row Records.

1994 Warren G – Regulate
..regulators, mount up! En intro hugget fra Young Guns, og G funk var en realitet. Et mere smødt og soulet udspil end, hvad der ellers havde været fremme af hip hop. Muligvis grundlagde dette nummer den udvikling, der har bragt det sjælfesne ind i hip hoppen, men fra første gang jeg hørte, og frem til i dag rapper jeg gerne stille og roligt med. G funk step to this, I dare ya..

1995 LL Cool J – Mama Said Knock You Out
Endnu en catch phrase leverandør. Åbningslinjen ”don’t call it a comeback” er lyden af en mand, der kræver sin plads. Noget af det bedste, der er leveret indenfor I’m-the-best-fuck-the-rest genren, hvis den altså måtte findes. Tunge beats, hård scratch og en simpel opbygning er med til at gøre denne til en udødelig klassiker. LP’en fandt jeg for et par år tilbage, og den holder – Jeg vil ikke sige stadig, for det var udelukkende dette nummer jeg kendte dengang. En lille åbenbaring var det dog, at få hele pakken.

Ps: en mand, der hører gammel hip hop er ikke nostalgiker, han er man old school.

Overskrift: "Op til 15 nødlidende på Bornholm".

(naturkatastrofe på dansk)

Elbows julegave til verden er denne liveudgave af Lippy Kids, der synes at være titelnummeret til den kommende plade fra deres hånd.

You scumbag you maggot
You cheap lousy faggot
Happy christmas your arse I pray god it´s our last.

(Jem Finer/Shane MacGowan)

Ny plade fra Elbow 7. marts.

Is there anyone else here
who doesn't know?
We're under fifteen feet
of pure white snow

(Nick Cave)

Vi var en lille privilegeret flok, der i eftermiddags var til koncert i det yderste af Odense. Selvom stedet var lokaliseret indenfor byskiltene og med Vollsmose rundt om hjørnet, så var landidyllen allestedsnærværende både ude og indenfor på gården, hvor Song For Wendy spillede. Song For Wendy er for de, der ikke kender dem, et nyt projekt fra Mads Mouritz og Disa.

Invitationen faldt forleden pr. mail fra værterne som vi med jævne mellemrum støder ind i til koncerter og udstillinger. Bedre kender vi dem heller ikke, så derfor vidste vi heller ikke hvilket type arrangement vi kørte ud til, men ikke siden min mormor stadig var i vigør har jeg hørt sætningen "nu skal i endelig bare tage" så tit og ofte, at den næsten blev messet. Gæstfriheden var som idyllen allestedsnærværende. Når man med en kop kaffe i den ene hånd klør stedets kat bag øret, mens man småsnakker med den ene optrædende, og finder ud af at hun har termin samme dag som min egen kone, for senere at følge samme kat vandre rundt blandt publikum inden den blev skræmt væk af klapsalverne mellem to numre så er vi på et niveau, der er så hjemligt og hyggeligt, at jeg ikke kan mindes før at have oplevet tilsvarende til en koncert.

En stue var blevet ryddet for at gøre plads til de ca. 20 tilhørere vi endte med at blive. To højttalere med hver deres levende lys på toppen rammede scenen ind, Mads stod med sin guitar, og Disa havde pakket sit elektroniske grej ind bag et klæde broderet med, hvad jeg tror var en ræv. Telefonerne blev bedt slukket, for koncerten, blev som det er tilfældet med syv andre optrædender Song For Wendy giver, optaget med henblik på at samle materiale til en udgivelse i løbet af 2011. Publikum var lydhørt, næsten andægtigt, måske en smule presset af tanken om optagelsen, men ingen ord og ingen pip fra nogen på noget som helst tidspunkt bragte langt hen af vejen koncerten op mod skyerne.

Song For Wendy fortolker digte fra et væld af århundreder, tilsat folktronica så sødt og sart, at der ikke skal meget til at vælte læsset. Det er ikke intenst som så, men kræver nærvær, hvis man vil have det fulde udbytte. Et nærvær, der så absolut var til stede i den lille stue, der rummede en imponerende akustik. Titler og tekster kan ikke namedroppes her, for bortset fra "The Night Has a Thousand Eyes" kendte jeg intet til deres materiale, men stilen fra den blev holdt hele vejen igennem, med et enkelt afbræk til en islandsk sang, og et andet knæk i retning af en hyldest til Dolly Parton. En enkelt sang blev taget om som ekstranummer, og så var det slut.

Det hele var overstået på en lille time, men det er en time, som jeg vil tage med mig og huske som den måske fineste koncertoplevelse i 2010, der dog landede en postgang for sent til årslisterne. En stor tak til dagens værter, og et applaus til musikerne og musikken, der gerne må finde vej til et fysisk format i løbet af 2011.

Der er blevet lagt et interview med mig op på I Love That Photo. Indskudt bemærket var det en sjov øvelse, at skulle forholde sig til, hvad jeg egentlig laver når jeg fotograferer. Endnu sjovere var det, at svare på hvorfor jeg netop havde valgt de fire billeder, der er brugt, når nu folkene bag I Love That Photo siden hen har valgt fire andre.

Atten tolv femogtres

Jeg har set solen stå op
en maj morgen
over min by

Jeg har hørt titusinde biler
i gaden hvor jeg bor
Hver dag indåndet min dosis støj

Jeg har ventet tålmodigt så længe
at jeg har glemt alt
og hvad det er jeg drømmer om

Hvad er det jeg drømmer om

Jeg har kørt igennem disse gader
på cykel og i bil, mest i taxa
det halve af et liv

Vadet parkerne tynde
jeg har løbet de allerfleste horn
næsten af mig

Hvad er det jeg drømmer om

Hvis jeg kunne
gøre alting om
Hvis jeg nu
fik en chance til

Hvad er det jeg drømmer om

Jeg har set solen gå ned
en søndag eftermiddag
sen november

Så kom december
og endnu en fødselsdag

Atten tolv femogtres
Hvad er det jeg drømte om

(Henrik Olesen, 2007)

Det nye nummer af Geiger er landet. Jeg har bidraget med en artikel om Irma Victoria, og et kortere stykke om genudgivelsen af Kain.

"I Dansk Folkeparti er vi stolte af Danmark; vi elsker vort fædreland, og vi føler en historisk forpligtelse til at værne om landet, folket og den danske arv."

Hvorfor så denne amerikanisering?

 

Fyens Stiftstidende 10. december 2010.

Ikke en voldsom trængsel og alarm.

Lad Internationale lyde (eller noget med en tilsvarende ud-over-grænsen skuende titel), for det er nu kommet så vidt i blogåret, at der skal skues tilbage på de udenlandske pladeudgivelser, der har præget mit år. Vanen tro listes der indledningsvis op hvilke titler jeg har erhvervet mig fra de forskellige musikblades års bedste.

Uncut
14. The National – High Violet
07. John Grant – Queen of Denmark

Mojo
23. Sharon Jones & the Dap-Kings - I Learned the Hard Way
21. Isobel Campbell & Mark Lanegan – Hawk
07. Midlake – Courage of Others
01. John Grant – Queen of Denmark

Gaffa
29. Johnny Cash – Ain’t No Grave
22. Admiral Radley – I Heart California
05. John Grant – Queen of Denmark
02. The National – High Violet

I min verden blev årets vinder Kurt Wagner & Courtney Tidwells fine countryplade ”Kort – Invariable Heartache”. Fyrre minutters fortolkede countryklassikere fra plader de færreste har hørt om, der dog alle blev udgivet på Courtney Tidwells fædrene ophavs pladeselskab, hvis navn fortaber sig i tågerne, og hvis jeg husker historien ret. Det er klassisk country, der ganske udramatisk rammer hårdt, med sin længsel og sange om kærlighed. At Kurt Wagner har en af tidernes bedste vokal, der står perfekt til Courtney Tidwells countryvokal understreger blot pladens kvaliteter.

I opløbet kom ingen rigtigt tæt på, men flere fortjener ros og skulderklap. Eels beviste med ”End Times” at de ikke var gået tabt i ”Hombre Lobos” bluesrock. Johnny Cash fik med ”Ain’t No Grave” bevist at han ikke er mere død end man gør ham til. Gotan Project gjorde med ”Tango 3.0” comeback efter en periode med remixes og den slemme/fæle ”Lunatico”. Sharon Jones & The Dap-King byggede med ”I Learned the Hard Way” ovenpå deres position som soulrevivalister par excellence. Med Admiral Radley fik min glæde over, hvad Jason Lytle render og laver endnu en grund til at blive ved. Midlake får thumbs up for ”Courage of Others”, der glæder mig hver gang den ryger på, men trods utallige spins slet ikke er kommet ind under huden på mig endnu. Woven Hand ryger også i comebackpuljen med ”The Threshing Floor”. Endelig er der John Grant, der har måttet gå så uendeligt meget ondt igennem og nu optræder på alle årets top 10 lister, og hvor fortjent er det ikke. Han har givet mig så meget igennem The Czars, og nu giver han igen så meget i eget navn. Ikke nok til at blive årets #1 her på bloggen, men årets toer, mine damer og herrer… John Grant!! Kom op og tag imod dit bifald John, du fortjener det.

Comebacks fylder generelt en del på årets liste, og det gælder også på singlefronten, hvor Josh Haden har pudset sit gamle bandnavn Spain af, og over to gange udsendt årets single ”I’m Still Free”. Først kom den på cd-single i januar, så skulle den være udgivet på et spansk selskab på 7”, men det gik i vasken, dog så den alligevel dagens lys, finansieret af fans via Kickstarter dukkede den op på vinyl her i efteråret. Forventningerne til den lovede plade i 2011 er allerede nu pænt høje.

Årets genudgivelse tilegnes Lee Perry & The Upsetters, der fik samlet en masse gamle dubplates af Pressure Sounds og udsendt dem under titlen ”Sound System Scratch”. Resultatet er en bragende god og tung dubplade.

Prisen for årets skuffelse er blevet splittet op og tildeles i år tre navne. Tinderstick for en tredjedel for ”Falling Down a Mountain” som jeg ikke engang gad købe, Divine Comedy får deres andel for ”Bang Goes the Knighthood” som jeg desværre havde forudbestilt og ikke har noget positivt at sige om, men skal der være en stinker over dem alle i år, så går prisen til The The for deres/hans soundtrack til ”Tony”. Det er ganske enkelt lyden af blod, afføring og materie, der brækker sig, og oveni det kan lægges skuffelsen over at genhøret med The The skulle blive sådan efter alle disse år.

 Mark Linkous død får ingen priser, til gengæld håber jeg, at han fik fred.

Årets udenlandske koncertnavn udgår i år. Jeg ved, at jeg har været til i hvert fald tre, men kan i skrivende stund kun huske de to, og hverken The National eller Tindersticks fortjener nogle præmier.

Som erstatning tildeles Robyn årets kan-i-ikke-se-at-det-er-en-joke pris. Hvordan, og i lige så høj grad hvorfor, at dancemusik lige pludselig er blevet kosher er mig en gåde. Hendes tude-stalker tekster over en tyskertromme og et dansabelt beat har ikke gjort verden et bedre sted sidst jeg kiggede ud af vinduet, og de daglige afspilninger på lokal og statsradiofoni har ikke gjort noget positivt for min hverdag. Massehysteriet, band wagon effekten og dygtige reklamefolk længe leve.

Blandt de plader jeg ikke fik købt i år skal nævnes den nyeste med The Swans, der nok burde have en chance selvom jeg kun kender deres gamle materiale perifært. Jenny & Johnny ryger til gengæld ikke i kurven, trods min begejstring for Jenny Lewis må hun og hendes boy godt have denne omgang 70’er rock for sig selv, og sidst men ikke mindste er der Roky Ericksons flirt med Okkervil River, der stadig står på indkøbssedlen.

2010 – over and out.

I forbindelse med udgivelsen af Manden Fra Onkel har jeg gået og snakket med mig selv, og forsøgt at give mig svar på de spørgsmål der næppe bliver nogen, der stiller.

Åbningsspørgsmålet var måske fortænkt, men det havde presset sig på lige siden jeg vidste at jeg skulle interviewe mig om Manden Fra Onkel.

- Er det her et udslag af et Klaus Lynggaard kompleks?
- Hvad har min elendige kommatering med Manden Fra Onkel at gøre?
- Nej, jeg tænker anmelderen, der leger musiker!
- Nåhr, nej så absolut ikke, og så alligevel. Da jeg lavede Onkel Dunkel for et par år siden var det lidt ud fra, at nu havde jeg solgt plader så længe, anmeldt plader, skrevet om musik, interviewet musikere, udgivet musik på Tryghed & Tristesse, at det med at indspille musik lå lige for som noget, der skulle afprøves. Der er alligevel stor forskel på Onkel Dunkel, og Manden Fra Onkel. I tilfældet Onkel Dunkel valgte jeg sangene, lod én anden om det grove, og dukkede så egentlig bare op og brægede i en mikrofon. Denne gang har jeg været med i langt mere. Teksterne er hjemmegjort, og den ene vi har hugget har ikke været sat til musik før. I langt højere grad et samarbejde end et bestillingsarbejde, selvom jeg ville have været på herrens mark, hvis ikke det havde for Morten, der har sat musik til hele herligheden.

Manden Fra Onkel havde været diskuteret frem og tilbage som en løs idé før den for alvor blev skudt i gang tilbage i januar. Mails er fløjet frem og tilbage, møder er blevet afholdt, demoer indspillet, kasseret, godkendt og rettet til, for i sidste ende at ende med at blive udgangspunktet for de fem sange, og medfølgende intro, der udgør Manden Fra Onkel ep’en. I den første mail stod ordlyden ”to ting er helt sikkert”, men kun den ene endte med at være på slutresultatet. I samme mail stod også at målet var en håndfuld sange eller seks, og det er der vi er endt. Den ting, der blev holdt fast i var, at Strids tekst om bussen skulle med.

Jeg har et særligt forhold til Strid, jeg har brugt hans fantastiske børnebøger som dåbsgaver til begge mine nevøer, og en plakat med den omtalte Stridtekst hænger hos min søster, som et minde om deres år i København. På plakaten ser man linje 4A, og det var deres buslinje. Så den skulle pinedød med, og af samme grund blev der aldrig spurgt om lov. Tanken om et nej var ikke et acceptabel udfald, så i stedet for at risikere nejet lod jeg ganske være med at spørge. Jeg håber han er den tilgivende type.
På et tidligt tidspunkt i processen opstod der et mantra, der hed ”flere gæstestjerner end en Santana-plade”, og det lykkedes nogenlunde. To steder på pladen optræder der stemmer fra folk udefra. Det lykkedes mig at få bidrag fra både venner, og fra en række folk, der scorer endog meget højt på min liste over favoritmusikere og digtere. De skal forblive navnløse, da det ikke handler om hvem de er, men om min taknemmelighed over at de gad. To afslag blev det til, men langt de fleste sagde ja, og dem kan man så høre dels i introen, og dels i den afsluttende del af det afsluttende nummer. Så ep’en starter og slutter med udefrakommende kræfter. Det bliver nu meget rart i fremtidige musikdebatter, at kunne smide trumfen ”åh ja, ham/hende havde jeg også med på en af mine plader”.

I klassiks interviewstil vil jeg lige gå ep’ens numre igennem.

1. Intro
Det lå meget hurtigt klart, at der skulle laves en talt intro, selvom formen og indholdet drillede, så synes jeg det lykkedes at skabe noget, der var pissecool, og pisseuhyggeligt, som en perfekt optakt til det første nummer.

2. Campingkannibalen
Klart favoritnummeret, førstesinglen og det nummer, der virker bedst. En af de første der hørte det konstaterede først, at det lød som Sort Sol, for siden at konkludere, at det kunne man fandeme ikke synge i en børnesang. Mit klap på skulderen til mig selv må være marchtrommerne, der kører i baggrunden. Det var min idé, og den virker i al beskedenhed fortrinligt.

3. Bag Den Blå Dør
Pladens socialrealistiske moment, i rendyrket Vesterbro Ungdomsgård stil. Første tekstudkast lød ”bag den blå dør / der bor flødeskummet / det skal med raket / ud i verdensrummet”, og så skiftede dørene ellers farver i versene. Men altså blå som i blues, røde hunde som i syg og skidt, og en slutning, der handler om at man skal bryde ud af de dårlige rammer og komme videre.

4. Strids Sang Om Bussen
Den har allerede været nævnt, men jeg synes at Morten her virkelig har gjort et godt stykke arbejde med at omsætte en eksisterende tekst til musik, og på en måde så det fungerer. Den har været med os hele vejen, og det er vi taknemmelige for.

5. Børneremsen
Sangen rummer navnene på noget nær alle børn i familie og omgangskreds, dog er de med dobbeltnavne og andet usyngeligt skåret fra med hård hånd. Den stikker lidt udenfor i stil, nok fordi den var blandt de første, der blev skrevet. Jo længere vi kom i projektet, jo tungere og livligere blev numrene.

6. Manden Fra Onkels godnatsang
Ingen børneplade uden en vuggevise. En sjov lille fjollet sag, der syrer helt ud til sidst i et inferno af støj og gæstestjerner. Outroen synes jeg er blevet helt perfekt, men det er ikke mig, der skal bedømme det.

- Apropos bedømmelse, er det så blevet som jeg ville have det?
- Nej, selvfølgelig er det ikke det. Jeg kan ikke synge, vi har ikke haft luksusindspilningsfaciliteter til rådighed, produktionen måtte godt have støjet noget mere, og jeg ville gerne have haft mere tid, for jeg syntes jo længere vi kom hen, jo bedre blev det vi lavede. Men!! Jeg synes stadig, at det er blevet skidegodt, og jeg er vældigt (selv)tilfreds når jeg hører resultatet. Det skal heller ikke skorte på hverken tak, eller ros til Morten, der har lavet musikken. Han har fandeme lavet et brag af et stykke arbejde.

Generelt fylder taknemmelighed en del i de gange jeg har forsøgt mig med musik. Uden andres indsats - intet resultat, og sådan vil det også være fremover. Og der bliver forhåbentligt et fremover, for det er lige dele skideskægt og dybt fascinerende, at arbejde med den udøvende del af musikken, så det gør jeg gerne igen, og gerne med nogen af dem jeg allerede har arbejdet med, og lige så gerne med nye ansigter, for at opleve en anden tilgangsvinkel til det hele.

Næste træk kunne være at prøve kræfter med voksne tekster, og det er der også allerede blevet talt om. Det kunne også være sjovt at forsætte i den barnlige gænge, men indtil videre er næste projekt, at blive far til januar, og hvile en smule på laurbærrene.

Fra dagens udgave af Fyens Stiftstidende.

*REKLAMEADVARSEL*

To udgivelser, der har involveret mig på den ene eller anden måde, lægger fra land i dag. Dels udsender Tryghed & Tristesse End Of Your Garden, dels udsender jeg via Eget Selskab Manden Fra Onkel ep'en.

Køb dem for satan!

*REKLAMEADVARSEL*

To favoritter har uafhængigt af hinanden fået deres bedrifter fra starten af 90'erne lagt frem i lyset.

Josh Haden fra Spain står så vidt vides selv for kompileringen af Blue Moods of Spain: A History pt. 1, der forleden blev gjort tilgængelig via Bandcamp.13 tracks fra før Spain udsendte Blue Moods of Spain i 1995. Alt er demooptagelser, alle numre skulle efter sigende have hørbar båndstøj, og herligheden er udsendt af Josh Hadens eget selskab Diamond Soul Recordings, der, hvis den sidste linje i præsentationen passer, udsender et nyt Spain album næste år.

Via Chromewaves er der dukket 8 demooptagelser med Salt Chunk Mary op. Ikke et navn man bør kende, men frontmanden Mark Linkous vil være de fleste bekendt. Dette er hvad han lavede før Sparklehorse. Stilen er støjende sommerpop, med et udtryk, der er noget mere naivt end Sparklehorse. Det er dog absolut værd at lægge ører til.

Juletid er årslistetid, også i år. Vanen tro skelnes der mellem de internationale bidrag, og de danske, der får lov til at lægge for. Når jeg lader blikket vandre ned over dette års indkøb, så kan jeg godt se, at jeg har forladt pladebranchen. Sølle 30 danske titler er det blevet til i 2010, mod henholdsvis 68 og 69 de to foregående år. Der kommer yderligere to titler til når jeg på fredag selv børneudsender, og via Tryghed & Tristesse udsender End Of Your Garden, men nok om mit.

Årets danske plade kan i samme ombæring hente prisen for årets danske ep. Vinderen er så soleklart Ukendt Under Andet Navn, af og med Henrik Olesen, der beviste, at man sagtens kan lave voksenpop, uden at pop er lig med dumt. En parallel jeg efter et år med P3 og lokalradio ellers hurtigt trækker. Der er bid i teksterne, og fornemmelsen for den gode underspillede melodi lever i bedste velgående i Henriks hænder.

Emma Acs kan trække sig tilbage med prisen for årets single, og som en stærk contender i opløbet til årets livenavn.7” singlen ”We Make Sense” var så befriende let og medrivende, at en hel plade fra hendes side står meget højt på listen over musikalske ønsker for 2011. Hendes koncert på Posten som opvarmning for The Blue Wank var klart blandt årets top 3 oplevelser, det var fantastisk at se et publikum overgive sig til et ubeskrevet blad, men skulle det være, så var det også tiden og stedet at gøre det.

Når Emma Acs ikke får titlen som årets livenavn, så kan det næppe komme bag på nogen, der følger med på denne blog, at det er Cody, der står i vejen. To gange blæste de mig omkuld i år, dels deres killeropvarmning for Tindersticks, der var tæt på at efterlade mig i tårer, og to måneder senere på Kulturmaskinen, hvor de igen gjorde der bedste, der er så meget bedre end hvad andre gør godt.
I denne kategori er der også rosende ord til Mouritz/Hørslev Projektet for deres koncert på Harders i Svendborg, hvor de igen gjorde det så godt som jeg så ofte har omtalt på disse sider. Hymns From Nineveh varmede i marts op for Murder, og lunede med deres tilstedeværelse gevaldigt op trods lydproblemer og strømafbrydelser. Der barsles med plade fra den kant, og den afventes i herfra i afmålt spænding. Sterling gjorde det igen. Forrige gang de gæstede Odense spillede de også for en næsten tom sal og skabte årets fest. Historien gentog sig på Kansas i november, da de for et publikum på tredive individer, og med en syg Mads Nygaard i spidsen igen spredte liv og glæde. Hatten af til dem alle.

Love Shop kom tilbage, men jeg er endnu ikke kommet under huden på ”Frelsens Hær”, der blev indkøbt cirka samtidigt med at anlægget blev pakket ned. Den synes dog at overraske positivt i forhold til de smagsprøver, der blev lagt op på Gaffa. Jeg vil dog stadig anklage gruppen for en fesen og nosseløs produktion, der grænser til en skændsel. Uanset hvad anmelderne har kastet efter den af stjerner og hjerter, så lever de nye numre garanteret bedst live, men da de gæstede Odense i november var det første gang i noget nær 15 år, at jeg ikke var til stede ved en Love Shop koncert her i byen. Deres koncert i sommers var dog absolut til ug med kryds og slange.

Vi Sidder Bare Her gjorde det godt med ”Ikke Euforisk”, og der er også thumbs up til Dragontears. Ikke fordi de sagde farvel, men fordi de gjorde det med stil. Indskudt bemærket var solokoncerten med Lorenzo Woodrose en af årets hyggeligste aftener. Kloster skal have ros for ”The Waves and Wind Still Knows His Voice”, der er den hidtil mest gennemførte plade fra den kant. ”Morning Song” er muligvis, hvis ikke, årets fineste sang her til lands. Spleen United udsendte en split 12” med livenumre, og Veto på bagsiden. Et godt supplement til mindet om en af de finere nye synthpopgrupper her til lands, der dog synes, at være på vej ud i mørket med deres nye mere cluborienterede lyd. ”Sunset To Sunset” står i hvert fald på listen over årets skuffelser, og en liveplade kan snart være lige meget, men tak for oplevelserne undervejs.

Årets skuffelser i øvrigt var udskydelsen af De Efterladtes plade, og Setting Sons single ”Are You The One”, der scorer alt for højt på Mew-skalaen.

Plader ikke købt i år: Murder, Figurines, Under Byen, Auditoriums Juleplade og De Eneste To, der dog skal have tak for trods alt at forsøde radiolytningen med deres to fine singler.

Mit bud er at der er glemt flere koncerter fra foråret, men her slutter det danske musikår.

På fredag udkommer Manden Fra Onkel ep'en sådan ganske officielt. Den vil kunne downloades kvit og frit, men findes altså også i en cd-udgave. Hvis man er interesseret i en af disse cd'er, så kan de erhverves for 20,- til porto, og et valgfrit beløb doneret til Læger Uden Grænser. Mail mig på martin@tryghed-tristesse.dk for mere info.

Radioen var tunet ind på P1 i fredags, men en emsig og vedholdende kunde spolerede det, der skulle have været en times interessant radiolytning. Kulturkontoret havde bl.a.Svend-Allan Sørensen og Trine Søndergaard i studiet til en snak. Et foretrukkent radioprogram med foretrukne kunstnere, det kan næsten kun have været godt.

Klokken lidt i19 er det overstået, og vi kan sige tak med et håb om, at denne kulturbærer forbliver en del af OB.