27. februar 2011 - Mand ved bil.

27. februar 2011 - Bulldozere.

"I've got a feeling that god is as embarrased about christian rock as you and me. I suspect He's an Echo & The Bunnymen fan"

Stuart Murdoch, Belle and Sebastian

24. februar 2011 - Jens Hein.

24. februar 2011 - Niels Skousen, Kansas City.

For nylig måtte jeg indse, at der ikke var mere at komme efter i min efterhånden over ti år gamle Marantz CD17. Jeg har derfor taget konsekvensen, og udskiftet den med en SA7003, der måske nok umiddelbart er et step ned i forhold til CD17, men synes at vinde på at have nyere teknologi. Den store gevinst har dog vist at være hovedtelefonudgangen, der passer helt perfekt til min nye tilværelse som familiefar. Jeg har skovlet cd'er igennem systemet de sidste par uger, og nydt det nærvær jeg har haft med lyden igennem mine slidte Sennheiser HD435. De bliver nu også erstattet, for på fredag lander mit nye sæt Grado SR225i. Næste udskiftning bliver højttalerne.

Da jeg for nylig sorterede ud på cd-hylderne, kiggede jeg længe på Radioheadsinglerne før jeg besluttede mig for at lade dem stå. B-siderne er trods alt for gode til at fjerne fra samlingen. Tag eksempelvis ”Street Spirit” (cd2), der udover titelnummeret rummer både ”Bishop’s Robes” og ”Talk Show Host”. Er der nogensinde lavet en stærkere single?

Radioheadsinglerne bliver stående til jeg får nosset mig sammen til at købe de nye udgaver af ”The Bends” og ”OK Computer”, der samler b-siderne på en vedlagt bonusdisc. R.E.M. singlerne lidt længere henne af hylden blev derimod pillet fra og solgt, deres tid er endegyldigt forbi.

Fælles for de to grupper er at de begge er aktuelle med nyt materiale, Radiohead lavede snigeren og sendte nyt på gaden i går, og R.E.M. udsender nyt i nærmeste fremtid. Uden at tænke nærmere over det har jeg ikke været det mindste nysgerrig efter at høre, hvad de kom med, og det har jeg så tænkt lidt over. Hvordan kan grupper, der tidligere har været giganter i min verden ende med at lave ting jeg end ikke gider tage et nysgerrigt lyt på?

For Radioheads vedkommende begyndte detouren i 2000, da de med ”Kid A”, og året efter ”Amnesiac” bevægede sig ud i et arty sumpland, hvor der var ganske interessant at være, men hvor håbet hele tiden var, at de ville styre tilbage mod fast grund igen. ”Hail to the Thief” skød dog effektivt det håb ned, og var et udvandet opkog af de to foregående plader uden legesyge eller noget tilnærmelsesvis interessant over sig. År senere kogte ”In Rainbows” en tynd gang suppe på hele karrieren, og var langt mere interessant som markedsføringscase end musikalsk udspil. Med den plade blev Radiohead til noget der var engang i min verden, og ikke længere noget man så frem til nye oplevelser sammen med.

Kurven knækkede lidt senere for R.E.M., da de i 2004 udsendte ”Around the Sun”, der var lige så flad som den var fersk, og udover førstesinglen ”Leaving New York” reelt ikke rummede noget, der var værd at lægge ører til. Siden er fuldt en røvfuld liveplader, der vist ikke tjener andet formål end at holde gryden i kog, og cashe ind på de trofaste fans. R.E.M. indså dog selv, at ”Around the Sun” havde været en stang pis, og der blev op til udgivelsen af ”Accelerate” talt meget om, at nu vendte gruppen tilbage til de gamle dyder, nu skulle de igen lyde som dengang midt i firserne, hvor de kunne noget, før hele perioden i halvfemserne, der godt nok havde skabt deres navn, og solgt dem millioner af plader, men rent kunstnerisk havde været uinteressant. Sådan lød det i hvert fald, hvad ingen sagde højt, var at de lavede ”en U2” for igen at få gang i pladesalget.

”Accelerate” modtog anmeldernes hyldest, røg imponerende hurtigt i udsalgsstativerne, og var en ligegyldighed af tomme tønder buldrende dimensioner. Igen en okay single, og så ellers et helt album smurt ind i en glossy pomadeproduktion, der gjorde at mit på udgivelsesdagen købte eksemplar røg tilbage i butikken få dage senere.

Jeg bliver aldrig typen på en Rolling Stones fan, der følger en gruppe fra start til den på 30. år overlever sig selv som en dinosaur, der nægter, at høre tale om at den er uddød. Depeche Mode singlerne røg i samme ombæring som R.E.M. singlerne, af alle de samme grunde som de ovenstående, og jo, jeg kan sagtens se, at knækkede kurver, og dalende kvalitet på nyt output ikke piller ved tidligere tiders udspil, men jeg bliver så forbasket træt ved tanken om, hvor mine gamle favoritter er endt, at jeg sjældent gider smide de go’e gamle på anlægget. Dem har jeg alligevel også hørt til døde i en grad, at de er mejslet ind i rygraden på mig. Jeg elsker når eksempelvis som Eels og P.J. Harvey til tider genopfinder sig selv på fineste vis, og viser nye sider af sig selv, og giver nye oplevelser, nye variationer og nye input, hvad jeg ikke ønsker er nyt for enhver pris, så havde jeg sgu købt en M.I.A. plade og bildt mig selv ind at det var the shizzle.

Min fotohjemmeside trækker pt. så mange besøgende, at jeg har turdet kastet mig ud i mit første "print sale". Tre forskellige fotografier, lavet i fem eksemplarer hver, og håndnummereret lige som vi gør i pladebranchen når vi gerne vil have noget til at sælge lidt hurtigere. Kig evt. her for mere info.

 

1.000.000 anmeldere kan sagtens tage fejl, men den nye P.J. Harvey plade bør hyldes som det mesterværk den er. Anbefales på det varmeste.

 12. februar 2011: Nikolaj Nørlund, Dexter.

Selv fra baren kunne vi se, hvor bragende godt Anna Brøndsted tog sig ud bag sit med medbragte orgel, og ganske fint lød hendes Tori Amosish/Kate Bushesque musik da også indledningsvis, men et ensartet udtryk, og dens følgesvend kedsomheden tog stille og roligt over, og der syntes lang tid til Nikolaj Nørlund gik på scenen. Ikke et ondt ord om Anna Brøndsted, og ingen antydninger af at hendes udseende skal opveje musikalske mangler, for hun formåede at holde folks småsnak nede på et absolut minimum, hvad der sjældent høres på et fyldt Dexter, hvis musikken keder. Indtrykket hun efterlod mig med var dog det samme som debutpladen "When Your Blackening Shows" gav mig for et par år siden: fint, dygtigt og bragende kedeligt i længden.

Vores plads i baren var ikke en finger til aftenens optrædende, eller en we're here for the beer tilgang, men ganske enkelt en omstændighed, der blev udløst af en noget nær udsolgt koncert, og en alt for sen ankomst, der skal tilskrives tysk øl, engelsk fodbold, dansk æggekage, og rom fra Venezuela.

Undskyldningen for Nørlunds tour rundt i landet, er en ep med coverversioner af numre, det end ikke på papiret synes som en god idé, at lade Nørlund fortolke. "Smilende Susie" og "To Lys På Et Bord" var de eneste jeg opfangede blev spillet til aftenens koncert, og ingen udløste andet end høfligt bifald, fra et publikum, der ellers var ganske på Nørlunds side. Vi havde da heller ikke grund til andet, jeg mindes ikke at have set Nørlund så smilende, og overskudsagtig før. Intet så vi til den vanlige arrogance, der var blevet vekslet til med publikum, og et par numre spillet på opfordring til ganske sidst.

Koncerten gik fra det mesterlige når han tog livtag med de tidligere bedrifter, fra den gang, hvor han stadig var en poetisk popsmed par excellence, over de førnævnte coverversioner, til sangene fra "Tid og Sted", der ikke når hans fortid til sokkeholderne. Herfra er teksterne uvedkommende, og kryber ingen steder ind, mens musikken er stærkt præget af den polerede sound han igennem år har leveret som producer.

Alt i alt var det en aften på jævne, og et so-so gensyn med en mand, der engang var det helt store i min verden, men det var vist dengang..

6. februar 2011 - Skibhus.

Det var egentlig min plan, at anmelde den nye Oscar Danielson plade til Geiger, men min begejstring for ”Stockholm I Mitt Hjärta” er så entydigt positiv, at jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne slippe helskindet fra at levere en anmeldelse så positiv, at korruptionsanklager og rygter om penge under bordet utvivlsomt ville melde sig.

Oscar er vokset siden sidst, modnet som menneske, og faldet på plads i livet. Sådan lyder det i hvert for mig, men hvor meget der er lost in translation, hvor meget der er løgn og latin, og hvor meget der er ganske vist, kan jeg ikke bedømme før jeg har fået stavet mig igennem det medfølgende teksthæfte. Sprogproblemer uanfægtet så er der ingen tvivl om at Oscar Danielson er en storyteller par excellence med bid i ordet, glimt i øjet, og kærlighed i linjerne, der ubesværet leveres til simple arrangementer, der hverken kan eller skal pilles ved.

Bybilleder, familieliv, og fabler flettes rundt mellem hinanden som ganske troværdige røverhistorier, der snildt kan tages for troende. Selv slapper jeg af helt ud i kroppens yderkroge, for tempoet er helt nede, hvor det gør godt. Man kan nå at vende sætningerne i hovedet før den næste falder, og man vender hurtigt tilbage til sætningerne og sangene, her i huset har ”Stockhom I Mitt Hjärta” været i fast rotation siden leveringen.

”Stockhom I Mitt Hjärta” er en helstøbt plade med mesterværkspotentiale. Den anbefales uden forbehold.

Forårets koncertkalender

12. februar - Nikolaj Nørlund
Nørlund har jeg ikke hørt i en del år. Tid og Sted kedede mig bravt, og han er ikke helt, hvad han var engang, men de første 10 koncerter har jeg da set med ham, og tiden er vist moden til at overveje om han skal ind i folden igen.

24. februar - Niels Skousen
Skousen er en fryd på en scene. Jeg har endnu tilgode at opleve ham mens jeg selv er ædru, men en tur ud til Odenses yderkant kunne måske råde bod på det.

3. marts - Murder
Der findes intet så dvaskt på en scene som Jacob Bellens, men manden synger forrygende, og er uanset konstellation altid liveoplevelsen værd

9. marts - Figurines
Som i tilfældet Murder er det ikke en gruppe jeg ejer plader med, men i livesammenhæng er de som regel tiden og pengene værd.

13. marts - Hymns From Nineveh
Debutpladen ligger i anmelderstakken, og sidste års to koncerter står stadig som funklende lyspunkter. Skal ses.

13. maj - Baby Woodrose
De uundgåelige på min liste, og en evigt tilbagevendende kilde til begejstring.

Hjemmeside The Freakshow har kastet lidt opmærksomhed på mine fotografier.

Der er kommet ny plade fra Oscar Danielson, og det er fine, fine sager. Han har med akustisk guitar, og i eget selskab indspillet "Stockholm" og "Pappa" til promoverende formål på nettet. Det er også fine sager.