Det er ganske vist. Oscar Danielson  kommer til Danmark i efteråret. Jeg er kommet til at booke ham til Odense, og det kan man læse mere om på Eget Selskabs Facebookside, hvor der med lidt held kommer flere koncerter til hen over efteråret. Ellers ser tourplanen således ud:

18. september - Teater Momentum, Odense
19. september - Musikcafeen, Århus
21. september - Hadsten Kyrka, Hadsten
22. september - Huset, Magstræde, København.

 5. juni 2011 - Sydstranden.

Manden fra Onkel update

Det er som sådan ingen hemmelighed, at vi er påbegyndt arbejdet på en ny Manden fra Onkel plade, og det skal heller ikke være hemmeligt, at det ikke bliver en børne, men en voksenplade, og det skal ikke være hemmeligt, at det nok er det der har udløst en skriveblokering af rang hos mig (så fik jeg prøvet sådan én). Det er noget andet at skrive til voksne. Syret fjol i børnehøjde er intet problem, men som voksen afsender til en voksen modtager skal der noget mere kød på. En enkelt tekst er sendt videre, et forsøg på en mordballade er blevet forkastet, og der har projektet så været strandet et stykke tid. Pladens opbygning er der styr på, coveret er formet i mit hoved, der mangler bare teksterne, musikken og et par andre småting. Dirken til hele denne ballade er dog dukket op fra en bekendt, men uventet kant. Jeg har på det seneste hørt, og læst op på Bob Marley i den helt store stil, og ud fra det er der dukket idéer, tanker og retningsforslag op, der giver ganske god mening. Det er ikke det musikalske, der kommer til at præge Manden fra Onkel, hvis tanken var en dansksproget reggaeplade, så ville det ende i anden variant af syret fjol, og det er ikke tanken. Der ligger hos Bob Marley nogle tanker om social ulighed, og undertrykkelse, der giver ganske god mening i forhold til den ligusterudgave, der bliver udøvet af det i dagens Danmark. Det bliver dér, at Manden fra Onkel blandt andet skal hen. Det bliver næppe politisk, og slet ikke partipolitisk, men en art holdninger dukker der nok frem. Det er i hvert fald planen. Stay tuned.

22. juni 2011 - Skibhusene.

Back in the day, og the day værende perioden omkring 2002-2003, sad nu hedengangne Wynona tungt på nordicanatronen herhjemme. Nordicana var en afart af americana, der dengang var det nye sort, og med et tilsat skandinavisk touch af tungsind og melankoli, var nordicana et praktisk begreb når man som anmelder skulle beskrive de alt. countryficerede danske navne, der dengang dukkede op.

Ingen snakker længere om nordicana, men hvis vi gjorde, så ville Cody utvivlsomt være navnet, der pr. dags dato og tællende tilbage til foråret 2009 sad tungt på tronen. En ep, en lp, og et hav af koncerter af høj klasse har gjort Cody til et godt bud på Danmarks pt. vel mest interessante musikeksportartikel, der båret på hænder og fødder af et enigt anmelderkorps kan kigge ned fra deres piedestal, og med ro i stemmen sige: det har vi sgu gjort meget godt.

Codys nye ep Under the Pillow, Under the Elms får dog tronen til at vakle under dem. Ikke fordi ep’en ikke er god, og ikke fordi de ikke bare kunne blive siddende, men fordi Cody selv har valgt, at rokke på stolen. Der hvor vi troede vi havde dem står de ikke længere, Cody har rykket sig til et sted ikke langt derfra, hvor udsynet lyder langt bredere. Nordicana no more er det ikke, men forlægget for, hvad Cody byder ind med har sine steder rykket sig hørbart.

16 Holes er længst fra Cody som vi kender dem, og åbner muligvis derfor Under the Pillow, Under the Elms. Man mærker igennem ep’ens 4 numre, at Cody kommer tættere og tættere på det vi kendte dem for. Der er noget mere fylde og pondus i ”16 Holes” end man normalt har hørt fra Cody. Under nummeret ulmer en sitrende aggression, der aldrig bryder ud i lys lue, og der er skruet godt op for forstærkerne, og rockattituderne er tæt på at springe ud. ”Anti-Everything”, der følger, er i den modsatte grøft et trin ned i tempo, og langt mere spartansk i sit udtryk, og dét i et nummer, der vokser og vokser, og endelig kommer Cody så hjem igen med Under the Elms og Under the Pillow.

Under the ene og det andet er det forventede, og det man lidt friskt ville kunne kalde klassisk Cody. De var højdepunkterne de første par gange jeg hørte ep’en, men udelukkende fordi det var noget i den stil jeg havde forventet at høre, og fordi jeg nu engang godt kan lide Cody som de har lydt hidtil. ”16 Holes” og ”Anti-Everything” var lidt sværere at komme ind på livet af, ikke fordi jeg vil anfægte numrenes kvalitet, ikke fordi jeg ikke allerede nu ser et stort livepotentiale i de to sange, og ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men hvorfor så? Det simple svar er, at Under the Pillow, Under the Elms er en uhomogen størrelse, hvor sangene stritter lidt rigeligt i hver deres retning. Det nye stikker udenfor, og sådan er det. Tilvænning tager tid. Dommen er, at enkeltstående har Cody begået fire fantastiske stykker musik, de nye territorier de afsøger, er så absolut mulighedernes land, der dog kræver lidt omstillingsberethed af lytteren.

Herfra skal der dog kun lyde lutter tilskyndelser til at købe Under the Pillow, Under the Elms.

(Cody "Under the Pillow, Under the Elms " - Anmeldt for Geiger, ep'en kan høres her)

P.J. Harvey har været en tur forbi Later with Jools Holland, og leveret "The Words that Maketh Murder", "Let England Shake" samt "The Glorious Land". Hun forbliver efterårets største koncertønske.

 19. juni 2011 - Malthe.

De nedenstående fotos er frasorteret serien "Brick Factory" som blev smidt på hjemmesiden i går.

18. juni 2011 - Petersminde Teglværk.

17. juni 2011 - Petersminde Teglværk.

"Hun forholder sig ikke til faglige og saglige kendsgerninger.."

"..hun må finde sig i, at andre går hende imod og modsiger hende. Det har hun ikke rigtigt kunnet holde ud"

"..og sige, hvad hun mener om os, mens vi ikke må fortælle, hvad vi mener om hende"

Alt det ovenstående er sagt af, og ikke om, Pia Kjærsgaard i den verserende Wind-sag. "Det man siger er man selv", "spejl" og andre gode argumenter fra skolegården er åbenbart blevet modne nok til at finde deres vej ind i dansk politik.

En af landets fornemste bootleggere har lavet sin egen blog. Jeg har igennem de sidste efterhånden mange år lagt ører til mangt en optagelse som han har stået bag, og kvaliteten er gennemgående høj. Man kan besøge Fra Kælderen her.

Northside.

Det koreanske ægtepar overfor os i toget fangede næppe meget af de toiletrelaterede vulgariteter vi fik fyret af undervejs på turen fra Odense til Århus, og fint for det. Northside var en dag hjemmefra, en drengetur i musikkens navn, og der blev taget godt hul på både øl og profaniteter undervejs nordvest på.

Vores timing skulle vise sig at være perfekt. Et raskt trav fra Århus banegårdsplads, et armbånd og et ølindkøb senere gik De Eneste To på scenen, og åbnede op for ”Østjylland Dreaming”, der på de kanter vi nu var, må være at betegne som en hjemstavnssang. Som det er tilfældet med deres plade, var der ikke alt for mange skarpe skud i bøssen. ”Morten” var det ene, ”Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø” det andet, og den sidstnævnte kan jeg ikke helt huske om de spillede. Resten var all fillers og no thrillers, som det hedder på retroanglificeret dansk

Jamie Woon slog vi pligtskyldigt et slag op forbi, og vendte om så snart vi hørte, hvad det var han kunne. Tilbage ved scene 1 satte vi os til at vente på Interpol sammen med regnen. Jeg har aldrig helt gjort knæfald for Interpol, der er masser af godt at hente på den konto, men nej, de har ikke krøbet ind under huden på mig. Det virkede et langt stykke hen ad vejen heller ikke som om de gad krybe ind under huden på folk i går. Sidste stop på touren, og måske et stop for meget, men da ”Evil” cirka halvvejs i sættet havde lydt, bredte der sig et kæmpe smil på Paul Banks læber, og hu-hej, hvor blev der skruet op for spilleglæden i den sidste afdeling. En koncert kan åbenbart også have to halvlege, og denne gik fra en kedelig 0-0’er i første halvleg til det rene sukkerbold.

Vi nærmede os ikke engang scenen, da Turboweekend var på, men provianterede i stedet fast føde. Køerne var i forhold til det skrevne, og det frygtede ikke længere end det var til at overskue. Maden var til gengæld formidabel, jeg mindes ikke nogensinde at have spist så godt til et musikarrangement før. Alt der minder om tommelfingre i vejret herfra.

Band of Horses var det ventede røvballehelvede, at de har fået greb om som mange mennesker med deres musik, må være et af de sikre tegn på, at apokalypsen er nært forestående. Jeg forstår det ikke. I stedet sikrede vi os fine pladser til Elbow, og lavede stormløb mod drikkevareteltene, der på dette tidspunkt var løbet tør for øl.

Forestil dig Ricky Gervais i rollen som forsanger, givende den fuld gas som cheeky lad. Sådan var oplevelsen af Guy Garvey. Hvis der var et billigt trick i bogen, der ikke blev fyret af til koncerten, så må det være stødt til i et appendiks siden i går. Der blev vinket, peget, klappet, og sunget kanon med publikum til den store guldmedalje. Der blev taget afsæt i ”Bulid a Rocket Boys”, og derfor var den del af bagkataloget, der blev hevet frem også fra den bløde afdeling. Elbow var dagens oplevelse. Strygere i baggrunden, og resten af gruppen i rollen som anonym backing, og så Guy Garvey, der var et stort smil hele vejen igennem. Korstykket fra ”Grounds for Divorce” gjaldede længe efter sangen var spillet, og sidenhen fra det tilbagestående publikum længe efter, at Elbow had left the building. Det var umuligt ikke at elske, og ønsket om Elbow vender tilbage tilbage til Danmark i løbet af efteråret er i skrivende stund overvældende.

Sidste kanin i hatten var Suede. Opstanden fra de døde, og nu ude og fejre, at deres plader er på ud på plademarkedet igen, komplet med alt det ekstragejl man kan ønske sig. Vi stod et stykke tilbage, og det tog en del af stemningen, for Suede leverede varen. Jeg måtte opgive at kigge på Brett Anderson flere gange, hvor han med højre ben placeret på en monitor stod og hoppede på det venstre, og det lignede at han forsøgte at komme ud over stepperne på et immobilt løbehjul. Det var for ømt et syn så sent på dagen. Setlisten var som håbet, og forventet primært koncentreret omkring de tre første plader. Havde denne koncert været spillet på et lukket spillested, så var taget lettet. I sikker afstand fra scenen, med en mand stående sovende to meter til venstre fra mig, var stemningen lidt mere død. I selskab med Elbow, og sidste halvdel af Interpols koncert hørte Suede dog helt sikkert til blandt dagens højdepunkter.

Der har været skrevet meget, om kiks og svipsere på Northside festivalen. Det er hvad det er, hvor utilgiveligt det så end er at løbe tør for øl. Der skal dog lyde stor ros til festivalen for et højt kommunikationsniveau via Facebook, hvor man løbende kunne følge med i problemstillinger og tidsrammerne for de forventede løsninger. Mit største suk lyder i retning af festivalpladsens størrelse. Det var ganske klaustrofobisk småt, og noget nær umuligt at komme frem tilbage og tilbage for folk og deres forbandede skovturstæpper, der fyldte en god del. Mere lebensraum når festivalen åbner dørene 15-17 juni næste år, og så ellers tak for i år.

Eels, Vega 10. juni 2011.

En togtur, og en lidt forjaget slentretur ned gennem Istedgades mylder af hipstere og udskud, og en konstatering af, at det var gået nogenlunde med at tage på arbejde først, og direkte over bæltet til koncert bagefter. Vi trådte lidt skævt timet ind på Vega da koncerten tog sin begyndelse, og ind i koncertsalen, da andet nummer var et par minutter undervejs.

Det var det omtrent samme lineup af mænd i suits med skæg og solbriller, der rockede os sidste sommer. Der var stødt en hornsektion til, og paraderne var blevet sænket en kende. Der var flere af de bløde, og de hårdtrockende numre gjorde plads til hornene og rockede derfor knap så hårdt. Et langt stykke ind i koncerten lignede det fra scenen et forsøg på, hvor hurtigt setlisten kunne jappes igennem så bandet kunne komme ud i tourbussen igen. Hvert nummer varede to minutter, og ingen spild af tid mellem på snak og deslige. Det var nonkommunikation til halvhøj billetpris. E talte ikke til os, og det kunne sangene heller ikke beskyldes at gøre. For at gøre ondt være, var vi havnet ved siden af et individ med voldsom produktion af tarmgas, der vakte et synligt ubehag hos de omkringstående, hvem synderen var står stadig hen i det uvisse, jeg tog ikke turen rundt og lugtede til bagdele for at finde ud af, hvem der (næsten) havde gjort i bukserne.

Det blev bedre i takt med at stemningen på scenen løsnede op, og E så småt begyndte at tale til publikum. Langt bedre, men langt fra perfekt. De tungt rockende numre, blev afløst af de langt blidere, og den uskønne landhandel koncerten blev til manglede flow og sammenhæng. "Tremendous Dynamite" og "Fresh Blood" markerede sig som højdepunkter i den tungere ende af skalaen, og den Blues Brother gospelsoulede "Looking Up" i den lettere og noget mere livlige ende af selvsamme skala. Der var ingen decideret dårlige numre, men det var en uengageret optræden i kategorien "endnu en dag på kontoret". Jeg har set Eels gøre det langt bedre, og nu har jeg så set Eels en gang for meget. Gårsdagens koncert er næsten allerede glemt, dybere spor efterlod den ikke. I morgen gælder det De Eneste To, Interpol, Elbow og Suede (hvis vi kan overskue først at være hjemme ved 04-tiden  for at få dem med).

"Altså, hvis tiden flyver når man morer sig, så synes jeg vi skal starte filmen med en alt for lang indledning lavet i superslow" - noget i den stil tænker jeg, at Von Trier har tænkt. "Med indledningen overstået speeder vi kameratempoet op til normalt, men holder handlingen i et tempo, der minder om superslow!" - noget i den stil tænker jeg, at Von Trier efterfølgende har tænkt. Indrømmet, jeg er mere fan af idéen Von Trier end af hans arbejde, og aftenens biftur var da også første gang jeg så noget fra hans hånd siden "Dancer in the Dark". Kort fortalt er "Melancholia" en langgaber med tre højdepunkter. Første gang man ser Kirsten Dunsts bryster, anden gang man ser Kirsten Dunsts bryster, og det faktum at jorden går under til sidst, så enhver mulighed for en toer er elimineret.

(Relevant billedmateriale og en afsløring af filmens slutning blev inkluderet i denne post for at spare dig tid og penge)

 De seneste 14 dages pladekøb og bestillinger kort fortalt.

Der er dømt nostalgi når Suede på søndag slukker for Northside, og sender os hjem mod Fyn igen, og måske endda lidt mere end det. Jeg har på det seneste genopdaget de første Suedepladers kvaliteter. I den forbindelse er genudgivelsen af deres fem plader med både cd og dvd-bonus kommet meget belejligt. Mit første møde med Suede var i 1993 da MTV sendte et alternativt grand prix. "Animal Nitrate" var Storbritaniens bidrag, 22 Pistepirkko bidrog med "Birdy" for Finland. Året efter spillede de på store scene på Midtfyns Festivalen, og siden gik det slag i slag med udgivelser og indkøb indtil Suede gled ud i ingenting. Foreløbig har jeg kun bestilt de to første genudgivelser, og der tror jeg, at jeg bliver stående og på måde holder mig på god fod med min genfundne kærlighed til Suede.

Jeg er blevet en sucker for opsamlingsplader, og har på det seneste købt opsamlinger med både rock a' billy, soul og reggae. Jeg kunne ikke helt stå for disse kig på den jamaicanske chart fra tiden før ska og reggae, men ved ikke helt, hvad jeg forventer. De var hæderligt anmeldt i det seneste Mojo, så jeg greb chancen og klikkede buy på Amazon.

I efterhånden et stykke tid har jeg ledt efter "Party Time" med The Heptones til en pris, der var til at betale. Nu har jeg kastet håndklædet i ringen, og har investeret i en opsamling. Det er ukompliceret reggae med triovokal, men investering rammer skævt, for der så vidt jeg kan lure ingen tracks med fra "Party Time". Det er dog stadig en fin, fin opsamling. "The Return of Sound System Scratch" er opfølgeren til "Sound System Scratch", der samlede en stak af de mindre kendte og ikke før udgivne Lee "Scratch" Perry dubplates på én udgivelse. Kvalitetsmæssigt fuldt på højde med forgængeren, og en fantastisk investering for dub-interesserede.

 

Det var gået forbi min næse, at der var kommet en "Bootleg Vol. 2" med Johnny Cash, muligvis fordi den første i mine ører var en glatpoleret pengeko, der samlede op på irrelevante 70'er demoer. Denne gang går det bedre med 50'er og 60'er indspilninger. Hvem kan leve uden demoudgaverne af "I Walk the Line" og "Get Rhytm"? Ikke mig! Marissa Nadler selvbetitlede seneste har jeg været med til at finansiere via Kickstarter, og bortset fra at jeg ikke har fået den autograf jeg har betalt for, så er pladen endnu en stor oplevelse fra hendes hånd. På godt og ondt langt mere tilgængeligt end det tidligere, men stadig et kvalitetsstempel værd.

   

"Fortune & Folly" har længe været en af mine yndlingsplader uden at jeg er dykket yderligere ned i Birch Books diskografi. Nu har jeg så bestilt forgængeren, opfølgeren og den seneste. "A Hand Full of Days" er klart den bedste af de tre, men dermed ikke sagt, at der mangler kvaliteter på de to andre. Det kræver bare sin tid, at få musik til at krybe ind under huden.

 

Der er blevet lagt en stribe billeder fra Stige Ø op på hjemmesiden, og en italiensk blog har lagt Havgus-serien op.

Det er meget snart, at den nye Marissa Nadler udkommer. Den selvbetitlede plade blev forleden udsendt til dem, der havde støttet op via Kickstarterter. Det afstedkom dette (synes jeg) helt fantastiske billede.

Der er lavet en video til singlen "Baby I Will Leave You In The Morning", der kan ses her.