Fuglenes sang er musik. Den har form. Dens opbygning kan beskrives.

Andet udspil fra Dans & Lær er ikke længere nogen vårunge. Udspillet kom for snart et par måneder siden, men det har taget tid, at vænne sig til den markant anderledes lyd, der er på "Flere fugle". Hvor "Havens fugle" var et rendyrket mediativt udspil med tilsat fuglepip, sker der mere på "Flere fugle".

Dans & Lær er skiftet fra at være en enmandshær til  at være et ganske lille band. Det umiddelbare resultat er, at der er kommet langt flere lag på musikken. Der funkes ofte igennem på numrene, og nogen har været i retrokassen og hentet elektroniske virkemidler fra for 10-15år siden. "Musvit" er Chemical Brothers, der bygger et nummer op, "Carl von Linné" er Air anno dengang de var på toppen. "Stær" er indledningsvis ren drone, og i de efterfølgende "Gulbug", "Rødhals" og "Blåmejse" synges der i et kor, der mere fungerer som en instrumentering end egentlig sang.  Inputtenes forskellighed til trods, fungerer det fint som en samlet enhed, og pladen vokser til en stor oplevelse, når først man har knækket koden.

De første par gange jeg havde "Flere fugle" på anlægget syntes jeg, at der skete alt for meget. "Havens Fugle" er blevet mit weapon of choice når blodtrykket skal ned, og jeg havde håbet på noget lignende fra "Flere fugle". Det fik jeg ikke i første omgang, og jeg har af et par omgange opgivet pladen fordi jeg syntes lyden blev for eksperimenterende i forhold til "Havens fugle"'s mere konventionelle lyd. Efter at have fået brudt mine egne forventninger ned, har pladen som en fugl phønix rejst sig fra asken. Det er dansabel ornitologi når det er bedst, og "Grønirisk" burde være fast pensum i biologitimerne for de mindste. Det burde begge pladerne, men lad os starte med beskedne krav og tage den derfra.

Havde min kone ikke slukket for bilradioen, så havde jeg sendt regningen videre til Kristian Leth for et stk totalsmadret bil. Vi var kun et par strofer mere af nummeret fra hans nogenlunde just udkomne dansksprogede plade fra at jeg havde ladet bilen kysse et vejtræ med høj fart. Det var i går. Nu sidder jeg så og lytter til førstesinglen fra Christian Hjelm kommende ligeledes dansksprogede plade, og overvejer om jeg skal hente bilen og køre en kort tur med indlagt høj fart og brat afslutning. Det er ikke fordi jeg har dyrket de to sangeres udgangspunkt. Figurines har jeg set live en del gange og William Blakes er jeg gået fra en enkelt gang, men jeg får alligevel ondt når jeg hører de to frontfigurers 70'er inspirerede sang indover guitar jammer med tilsat rytmesektion. 

Når man nu laver transformationen fra at synge på udenlandsk til indenlandsk, hvorfor så ikke kaste nogle kræfter ind i også at få sproget til at fungere. Når Christian Hjelm synger "lad en dør stå på klem/så jeg en dag kan komme tilbage igen" så er turen ikke just taget med stormskridt fra Gasolin's "Længes hjem". Ikke at det danske sprog skal genopfindes, hver gang der udsendes nyt, men disse tænkte tekster så fulde af en længsel, der virker så fjern fra afsenderen er bare ikke interessante. Så hellere blive ved med at pakke det ind i engelsk, hvor de færreste herhjemme tænker meget længere end hvor vidt det rimer. Kristian Leth havde gang i de samme floskler, men jeg nænner ikke, at udsætte mig selv for dem igen for at kunne komme med eksempler.

Der hører ingen morale til dette opstød, andet et lille spagt skomager bliv ved din læst. Radiokanalerne flyder i forvejen over med banalt dansk i en grad, at det grænser til anstødeligt sprogbrug, flere halvhjertede kokke vil bare fordærve i yderligere grad.   

Dagens tilfældige musikalske opdagelse dukkede op mens jeg var ved at gennemtrawle nettet for bud på reggaeplader til hylden. Allmusic gav Niney the Observer som et bud, hvis man synes The Abyssinians er the hot stuff, og første hit på YouTube var "Blood and Fire", der virkede sært bekendt. Et par minutters intensiv tænken og efterfølgende googlen, og jo, det er nummeret, der bliver samplet i P.J. Harveys "Written on the Forehead". Så blev vi alle lidt klogere i dag.

Jeg kan ikke prale af, at jeg kender Thomas Thomsen, men jeg hilste på ham et par gange, da han sammen med resten af Pluto indtog den ene side af den splitsingle pladeselskabet jeg har en andel i debuterede med. Jeg hilste på ham til Radiohuset Rocker, hvor Pluto først gik på, da jeg selv havde rømmet skib og taget turen til Calexico i Amager Bio, jeg hilste på ham da Pluto og Olesen-Olesen delte plakat i Vanløse, der hvor der står Kulturhus på den lokale Føtex, og jeg hilste på ham da han kom ud fra bag baren på Bang & Jensen for at modtage Plutos andel af splitsinglen. 

Det var alt sammen i 2006. Pluto medvirkede på førnævnte splitsingle og udgav ”Ingen Ved Hvorhen”, deres tredje plade, der med ”Guldlok” kastede en ugens uundgåelige af sig på P3, og trak fine ord fra anmelderne. Det brede gennembrud udeblev endnu engang, og man kunne allerede i anmeldelserne fornemme, at det heller ikke var ventet. Gaffa startede deres anmeldelse med at konkludere, at det er sjældent retfærdigheden sker fyldest, og Soundvenue brugte den indledende linje i deres anmeldelse på at kalde Pluto en velbevaret hemmelighed. Vi var dog flere i min omgangskreds, der lod os begejstre, og siden har gået og ventet på nyt, der aldrig er dukket frem. Siden Thomas Thomsens navn dukkede op på Henrik Olesens fine ”Ukendt under andet navn” EP i 2010 har jeg grundet over hvorfor der ikke skete mere. Derfor tog jeg bladet fra munden, satte fingrene til tastaturet og skrev til Thomas Thomsen for at høre, hvad der skete. 

I et interview med Gaffa fra 2003 citerer Thomas Sune Wagner for at sige "nu gi’r jeg det her to plader mere, og hvis Danmark ikke har fattet det på det tidspunkt, så opløser vi bandet og prøver noget nyt.”, og citatet virkede som en god indgangsvinkel til Plutos forsvinden ud i det blå. Var det det manglende gennembrud, der havde tæret tålmodigheden i bund i en grad, at gruppen ikke længere gad kæmpe for noget, der ikke skete, eller hvorfor forsvandt Pluto uden at sige farvel? 

”Jeg kan stadig godt lide Sune Wagner-citatet, men det var nu egentlig ikke derfor vi stoppede. Der var nok i virkeligheden to overordnede grunde. Den ene var at jeg i løbet af produktionen af ”Ingen ved hvorhen” fik en fornemmelse af at vi ville noget forskelligt: Jeg ville gerne prøve at udvikle udtrykket - om det så skulle være i en mere poppet og elektronisk retning, eller mere støjende, ambient, ekspressivt eller noget helt tredje. Ronni og Janne var - i hvert fald som jeg oplevede det - mere optagede af at holde fast i det de opfattede som Pluto's udtryk - dvs. at det helst ikke måtte blive for poppet, elektronisk, etc. 

Den anden årsag var, at vi opfattede selve processen med indspilningerne meget forskelligt: Indspilningerne var fordelt over godt og vel et halvt år i vores eget studie og jeg følte mere og mere at jeg endte som musikkens dårlige samvittighed - at det hele tiden var mig der skulle insistere på, at vi blev nødt til at bruge den nødvendige tid på pladen, også selvom det betød at vi måtte nedprioritere og flytte rundt på andre ting i vores liv. Det blev til sidst ret surt for mig da jeg oplevede at Janne og Ronni grundlæggende var modstræbende overfor den prioritering. Vi er stadig gode venner og har siden talt om det flere gange. Janne og Ronnie oplevede slet ikke den modsætning, og hvem ved - måske ligger sandheden et sted midt imellem. Det korte af det lange er, at jeg til sidst syntes, at processen blev ret sur uanset, hvis fejl det så var. Og dette kombineret med at vi også ville nogle forskellige ting rent kunstnerisk gjorde, at jeg tænkte, at det var tid til noget nyt - hvilket så blev starten til den soloplade, der langt om længe er ved at være på vej.” 

 Pluto udsprang af bandet Sub Rosa, der i 1994 blev startet af blandt andet Thomas, og fra starten også havde Janne med. Gruppen nåede at lave en enkelt demo, der kastede et ophold på Det Elektriske Barometer af sig, og fik også et nummer med på Starsearch 5. Sub Rosas seks medlemmer kunne dog ikke blive enige om en fælles retning, og da der blev lagt op til et stilskifte, hvor Thomas skulle være ny hovedsangskriver, trak et par af medlemmerne sig, kort tid efter forsvandt yderligere to for at hellige sig henholdsvis studierne og maleriet. Thomas Olsen kom til på trommer, og kort efter kom Thomas Nygaard med på bas. Begge blev fundet gennem opslag i hedengangne Baden-Baden. Gruppen udsender de tre demoer ”Sort Demo”, ”Grå Demo” og ”Hvid Demo”, og opnår at blive månedens demo i majnummeret af Gaffa 2001. Den egentlige debut kommer med ”Forfra”, der bliver udsendt på Display i 2002 og ender med at sælge omkring 500 eksemplarer. 

 Diefenbach havde året før udsendt deres første plade via distributionsselskabet MNW, og i den forbindelse var Display blevet grundlagt. Da Pluto et halvt år senere skulle udsende ”Forfra” var det lettere for dem, at få en distributionsaftale ved at blive udsendt via Display, og mere end et egentligt pladeselskab udviklede Display sig til et venskabeligt samarbejde mellem de involverede bands, der senere også kom til at indbefatte Geisha. EPO-555 var tæt på at komme med i klubben, men Display blev overhalet indenom af Crunchy Frog, der på det tidspunkt høstede international succes med Junior Senior og Raveonettes. Ebbe Frej fra EPO-555 forklarer ” Det var ren og skær benovelse over bagkataloget på Crunchy, der fik os til at tage det valg. Vi ville gerne til udlandet og her var Chrunchy Frog det eneste bud på et dansk pladeselskab med dét fokus. Display pegede i retning af et stilbevidst københavnerpublikum, hvor Crunchy fik os til at drømme os over Atlanten.” Igennem Display hjalp grupperne hinanden med udgivelser, og det blev også her at Pluto i 2003 udsendte ”Støv/Eller/Støj”. Diefenbach trak sig ud af samarbejdet, da de blev signet på engelske ”Wall of Sound”, og da Geisha holdt pause på ubestemt tid røg Display også på vågeblus. 

Et stykke tid efter udgivelsen af ”Forfra” stopper samarbejdet med Thomas Olsen. Ind kommer i stedet Ronnie Øhlers Pedersen som Thomas Nygaard kender fra musikmiljøet i Vordingborg. Thomas Nygaard forlader selv Pluto et halvt år senere, for at få tid til sit soloprojekt Halph, selvom han optræder på pladen, så falder hans exit en måned før indspilningerne af ”Støv/Eller/Støj” begynder. Erstatningen bliver Moogie Johnson, den ene halvdel af Munck//Johnson, der deler øvelokale med Pluto, og altså senere udgivelse på den føromtalte splitsingle. Pluto skriver kontrakt med Good Guy’s Recording Company i 2005. I 2006 udkommer først ”Ingen ved Hvorhen”, og sidenhen splitsinglen, der skulle blive det sidste vi kom til at høre fra Pluto. 

”Når jeg ser tilbage på det nu tror jeg egentlig ikke vi kunne være nået så frygtlig meget længere ud end vi gjorde. Hvis vi havde turneret mere og havde været virkelig fremme i PR-gummiskoen så kunne vi måske have nået et lidt større publikum, men jeg tror egentlig ikke det havde gjort nogen enorm forskel. Jeg tror simpelthen, at den type musik vi lavede er for tilbageholdende til at nå særlig bredt ud, dengang som nu. Og jeg er grundlæggende rigtig glad for det vi gjorde og nåede - ikke mindst fordi det er noget vi set i bakspejlet stadig kan stå 100 % inde for og fordi det stadig er nogle plader, der har noget på hjerte og er stærke på deres egen måde.” 

Det har taget seks år fra Pluto blev skrinlagt til den første plade i eget navn. Det eneste musikalske output, der i de år er kommet fra Thomas, var et bidrag i eget navn til opsamlingspladen ”Hjemstavn”. Erik Jensen omtalte i Politiken ”KBH” som ”..en moderne popsang med alle kvaliteter til at blive et hit til ære for hovedstaden”, men bortset fra denne enlige svale, har der været tavst omkring Thomas Thomsen. 

Hvad er årene så gået med udover hverdagenes arbejde med freelanceopgaver indenfor restauration/café og projektarbejde i en NGO? ”Først og fremmest har jeg fået to børn, hvilket har taget meget tid - ikke mindst fordi vi har to drenge, der har sovet ret dårligt, og vi har været nødt til at tilrettelægge vores hverdag sådan, at jeg har taget næsten alle nætterne. Det har gjort at jeg i meget lange perioder har været oppe tre-fire-fem gange hver nat hvilket selv sagt gør at man ikke har supermeget overskud til andet end det allermest nødvendige.” Men tilgangen af børn satte også skred i en udvikling, der var gang i i forvejen. Thomas fortæller, at det har givet en mere struktureret tilgang til arbejdet med musik, simpelthen ved at han nu betragter musikken som et stykke arbejde, der skal udføres. ”Det nytter ikke, at sidde og vente på den guddommelig inspiration, inspireret eller ej, skal man gå i gang og så skal inspirationen og idéerne nok dukke op igennem arbejdet. Det lykkedes ikke altid, men i det lange løb bliver man mere effektiv og bedre til det man gør.” 

Helt tavst har der dog ikke været, for sideløbende med indspilningerne af den nye plade, der har stået på on/off siden efteråret 2008, så har Thomas produceret for Attrap, With No Arms and Legs og Ukendt under andet navn. Sidstnævnte fungerer som alias for Henrik Olesen, der her fortæller om samarbejdet ”Jeg mødte Thomas i forbindelse med Olesen-Olesens "Solsort og forstærker"-turne i 2006, hvor Pluto skulle varme op til en enkelt af koncerterne. Jeg kendte til - og kunne rigtig godt lide - Thomas´ musik og lyrik i Pluto, vi faldt i snak og svingede umiddelbart godt sammen. Kort tid efter inviterede jeg ham til at være guitarist på min del af Olesen-Olesens afskedsalbum "Kain & Abel". Samarbejdet var rigtig fint og udviklede sig til det, man vist kan kalde et venskab. Da jeg i 2008 begyndte at arbejde med det solo-materiale, som senere skulle blive til Ukendt under andet navn, var Thomas af flere grunde mit foretrukne valg: jeg havde brug for en samarbejdspartner og medproducer, som jeg var fortrolig med, og som kunne give mig med- og modspil i de rette doseringer. Det var også vigtigt for mig, at Thomas selv er sangskriver og på mange måder minimalist som jeg, ligesom hans sans for poesi i såvel musik som tekst spillede en rolle. Det er svært helt præcist at sætte fingeren på, hvad Thomas tilførte mine sange, men samarbejdet med ham var på mange måder med til, at vi langsomt fik formet sangene på en facon, som gav mig en tro på, at jeg godt kunne "stå på egne ben" efter bruddet med Peter.” Thomas har også været ind over som medproducer på enkelte sange på den nye Ukendt under andet navn mini-lp ”Ekskursion, der udkom i juni 2012. 

Til september udkommer "Alt det jeg troede du bedst ku' li'". Første plade i eget navn, og i høj grad en soloplade. Casper Henning Hansen har taget sig af de trommer, der ikke er programmerede, og Dennis Thang Block bidrager med et par guitarlinjer til en enkelt af sangene, men ellers har Thomas selv indspillet det hele. Pladen bliver en selvudgivelse. ”Flere selskaber viste interesse, men ingen gjorde mere ved det , så jeg endte med at tabe tålmodigheden med den proces og sige 'så gør jeg det sgu bare selv'. Jeg vil hellere udgive den selv og gøre mere af arbejdet selv og måske så risikere at pladen ikke kommer så bredt ud som den måske kunne end jeg vil gøre en masse arbejde for at tækkes et pladeselskab”. 

Arbejdet med pladen tog sin begyndelse med indspilningen af ”KBH” til ”Hjemstavn”. Hovedparten af sangene til "Alt det jeg troede du bedst ku' li'" blev skrevet fra efteråret 2008 til vinteren 2009, og mixet i løbet af 2010, og har bortset fra en manglende masterering ligget klar siden starten af 2011. ”Det er selvfølgelig lang tid at bruge på en plade, men jeg har også brugt virkelig meget tid på at prøve ting af både teknisk og i forhold til instrumentering og arrangementer. Og jeg er rigtig glad for resultatet - ikke mindst fordi det på mange måder er noget andet end Pluto. Man skal forvente noget andet end Pluto. Det er mig der har skrevet sangene og det gør selvfølgelig at der i sangskrivning, stemning, osv. er nogle ligheder med Pluto, men det overordnede udtryk er væsentlig mere poppet og måske også nok mere udadvendt.” 

Meget er sket i pladebranchen siden Thomas sidst var pladeaktuel, salgstallene er raslet ned, og musik er ikke længere et fysisk medie, forventer Thomas, at det er en udvikling, der kan mærkes? ”Både og. Alle taler jo om det, og jeg kan jo også se det på at der bliver slynget nogle andre tal rundt end sidst jeg var pladeaktuel. Men samtidig er den plade jeg kommer med jo ret anderledes end Pluto og skal dermed også håndteres på en anden måde rent praktisk mht. promotion, salg, etc. Det slører forskellene, at udgangspunktet har ændret sig, men altså. Jeg prøver nok at gå til det på samme måde som jeg altid har: Hvis der er nogen der kan lide pladen og køber den er det superfedt. Og hvis der så er nogle andre der ikke kan lide den, så er sgu også fair nok. På dén måde er og bliver jeg en virkelig dårlig sælger.” 

 "Alt det jeg troede du bedst ku' li'" udkommer 10. september, videoen til første single fra pladen "En ting" kan ses her. Thomas kan findes på Facebook her.

16. juni 2012 - Havebassin (hele serien kan ses her)

Klæbehjernerne vil måske kunne huske, at Ukendt under andet navn er lig med Henrik Olesen(-Olesen), og at jeg udråbte det første udspil til årets danske udgivelse i 2010. To år senere er tyve minutters ny spilletid fordelt på syv numre og pakket i en ikke ligefrem farvesprudlende digipack blevet leveret til min dør.

Jeg er gennem årene stået af på så mange personlige favoritter jeg ellers havde svoret livslang troskab til, at det efterhånden er blevet en mere ængstelig end glædelig affære, at skulle høre nyt fra gamle favoritter. Skyggen på nejhatten var vanen tro også trukket langt ned i panden under de første gennemlytninger, men som de tyve minutter blev til timer tilbragt i selskab med pladen, blev hatten fjernet, og udsynet uhindret så det blev muligt, at se "Ekskursion" for hvad den er. Og det "Ekskursion" er, er en fuldt ud godkendt opfølger til den selvbetitlede debut.

Som det skal være, eller måske snarere som jeg gerne vil have det, så er den rød tråd ført videre fra sidst, forfinet og med små afstikkere til nye territorier. Der hviler en ro over numrene, som man ikke ville forvente, at finde i numre med den klassiske poplængde omkring de tre minutter. For de fleste af dem gælder det, at musikken er viklet rundt om en repetition af en kort tekst, der næppe kunne stå alene, men som i samspil med musikken er ren poesi. Disse sange udvikler sig med tilføjelsen af små næsten usynlige lag undervejs. 

Tiden står stille, men stagnerer ikke når man hører "Newton". I toner en fornem outro, der repeterer lidt fra naturvidenskabens abc, hvis man skulle have glemt sin børnelærdom om tyngdekraften. Ikke at nummeret gemmer sig sidst på "Ekskursion" og lukker pladen ned, men fordi melodien er så fornemt skåret, at den ville kunne ophøje hver en rulletekst til stor skrivekunst, og redde soundtracket til enhver film på falderebet. "Newton" var den ene af de to teasere, der blev lagt op før Ukendt under andet navn udsendte "Ekskursion" for små 14 dage siden. Nu er der så kommet en billedside til, og selvom det næppe er de store tidevandsforskydninger Tystrup Sø kan byde på, alligevel var det stedet, hvor videoen til "Newton" blev indspillet.

månen trækker i havet/æblet falder fra træet/jorden roterer om solen/vi falder ned/Newton ved besked

"Newton" er pladens tidsløse øjeblik, hvor nutiden i langt højere grad trækkes ind i pladens resterende numre. "Mindre er mere", Centralnervesystem", og "Lille remse" er alle beslægtede med "Newton", men tilsat flere effekter og fremstår mere moderne i deres udformning. Som på "Newton" er der tale om simple melodier med en repeterende tekst, men hver med deres personlighed.

"Far vel hjem" byder på blød voksenmandsdisko, komplet med syntetiske trommer og billigt keyboard, mens "Håb i respirator, drømme i drop" er pladens bud på kant, stramt og klaustrofobisk sat op med samme syntetiske rytmesektion, og lyder på en minus minus giver plus måde som Love Shop da de var værst. Til sidst står "Sangen synger sig selv" alene tilbage, og bliver det sidste man hører før "Ekskursion" løber tør for tid. "Sangen synger sig selv" er det mest forventelige nummer på "Ekskursion", og det der læner sig tættest op af den selvbetitlede debut. Det gør slet ingenting.

Jeg tænkte skilmisseplade, da jeg første gang hørte Ukendt under andet navn for to år siden. Det var det ikke, men tekster om flugt, brud og indadskuende linjer gav illusionen om en mand på vej videre, det var han ikke. "Ekskursion" er mindre søgende end forgængeren, tekstillusionerne om en mand på vej videre stikker stadig sit hoved frem, men naturen, årstiderne m.m. er også kommet med om bord. Jeg tænker, at den første plade i højere grad er blevet eksperimenteret frem, hvor indspilningsprocessen denne gang er blevet startet med et: det bliver sådan vi gør. Der er en stilren ro over pladen, som kun en mand, der ikke skal bevise noget kan komme med. 

"Ekskursion" er en kompakt og helstøbt enhed, der ikke frådser med noget, men med simple midler og et fåtal af ord gør godt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det nok skal kede nogen, men for mænd med fødderne plantet solidt i jorden og et godt greb om det nære, er dette indsigtsfuld popzen af høj, høj klasse.

Soundcloud/Facebook

Det var også mærkeligt.
Jeg havde hørt om
Stilheden i naturen.
Med der var
blæst og
frøer og fugle der var et
Spektakkel af den anden verden

Erik Knudsen "Den anden verden" (uddrag)

Det var ikke meget galt, at jeg faldt bagover bænken i bar forskrækkelse, da en fremmed mands penis strøg forbi en halv meter fra mit hoved. Jeg nåede dog at tænke, at det vist er meget normalt med nøgne mænd i et omklædningsrum og blev siddende. 

Jeg er ikke sikker, men jeg tvivler på, at jeg har sat mine ben i et omklædningsrum siden den sidste idrætstime blev overstået i niende, og min sidste virkelige fysiske udfoldelse var den efterfølgende jubelscene, da timen var overstået. Jeg hadede idræt. Faget kunne nu lige så godt have heddet fodbold. Drengene fra de tre klasser, tre hold, tre kampe og jeg var som regel blandt de sidste tre, der blev valgt, og det med god grund, jeg anklager ingen. Jeg var den første på min årgang, der begyndte til fodbold, og den første, der faldt fra igen. Offsidereglerne var latterlige, men det var det, at vi nu havde en alder, hvor vi skulle spille på stor bane, der var det virkelige dødsstød. Der er fandeme langt hjem og forsvare, når man har været med fremme. Badminton, bordtennis, svømning. Jeg har prøvet det meste, men det der med fysisk udfoldelse har aldrig rigtigt bidt sig fast som en personlig favorit.

I torsdags sad jeg så i et omklædningsrum igen. Der er tydeligvis ikke sket den store produktudvikling indenfor andre mænds tissemænd siden jeg for 20 år siden sidst sad i et sådant. Hvor der dengang duftede surt af svedige sokker og larmende børn, så mindede duften her mest af alt om et giftigt udslip fra en duftlysfabrik, og tissemændende – de ligner stadig skamferede cocktailpølser serveret i en sovs af afro. Ude fra dampbadet kunne jeg høre en mand synge med på Saybia, og da den gratis til rådighed stillede hårtørrer var i brug, havde en midaldrende tyrkisk herre stillet sig i en vinkelret position ud for gulvventilatoren for at tørre den del af hans hoved, der stadig havde en smule hårpragt. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at gå i bad derhjemme, og jeg kan konkludere, at jeg som regel ved bedst.

Ovenpå bliver der svedt. Hver har sin grund, og baggrunden for hver enkelt, der træder ind gennem døren deroppe, er langt mere mangfoldig end jeg havde troet. Mig? Jeg skal tabe mig. Ikke på lægens opfordring, ikke fordi mit BMI-tal har passeret endnu en milepæl, men bare fordi. Skal det nogensinde lykkes, så er det nu. Jeg har ikke været under de 100kg siden jeg fyldte 19, så det er planen, og planen er overskuelig. Havde jeg i stedet skulle prøve at presse vægten ned på en BMI, der hed normalvægtig, så kunne det her projekt rende og skide på forhånd. Så 100kg or bust og så en stærkere ryg i tilgift, med hjælp fra den træningsplan Sanne med de store bryster lagde for mig er det ikke helt umuligt.

Sanne med de store bryster er det der på fitnessk hedder en træningsvejleder, og langt fra så skuffende som pigen, der et par dage tidligere havde meldt mig ind. Hun levede slet ikke op til mine fordomme om ansatte sådan et sted her, men Sanne, Sanne med de store bryster, hun var sgu et hit. Ingen nåde i de indledende spørgsmål, og et sprogbrug kun for de indforståede. Min første øvelse var hænderne i vejret, da jeg måtte opgive at forklare, at det der med hold, det var sgu nok ikke lige mig. Da jeg havde forklaret, at jeg hverken gad paces af en overstadig holdleder eller svede i flok, gik Sanne i gang med en militant præcis gennemgang, at alt det jeg gik glip af. Først hvad det gik ud på, så hvor det styrkede og til afslutning og uden, at springe over en eneste gang et ”det ville være virkelig godt i forhold til det du vil opnå”.  Vi tog hele turen: bodypump, bodycombat, bodyflow, bodyattack, cxworx og for afslutningsvis lige at få pulsen op, så en lang tur udenom stripfitness, der ikke blev nævnt med et ord. 

Det tog mig tre sekunder at indse, at mavebøjningerne skulle ordnes hjemmefra, for mens jeg lå på ryggen som en skildpadde, der havde taget en overdosis tyngdekraft, blev nabomavebøjningsbænken indtaget af en ung fyr, der som en cylinder på overdrive knaldede op og ned bare ved mavemusklernes hjælp. Maskine efter maskine, hive, skubbe, trække, svede, svede, svede og så afslutter du på cykel, crosstrainer eller løbebånd, du vælger selv. Jeg har set for meget hjemmevideo til nogensinde, at nærme mig et løbebånd, det, og så fordi de står i første række ud til vejen, så tosserne, der går forbi derude, kan se ind på tosserne, der går og kommer ingen vegne.

Nu har jeg så været af sted to gange. Ingen synlige resultater endnu, men omvendt heller ingen uheld, så oplevelsen falder ud til plussiden. Jeg har vænnet mig til at optræde offentligt iklædt shorts og absurd store svedplamager ved siden af tørklædeklædte kvinder, genoptrænende vrag, fitnesspiger og fyre, der burde overveje at finde en ekstra hobby, da proteinbarrerne helt klart er gået dem til hovedet. Det er ok, og som de skrev i min velkomstmail ” tillykke med at du har taget første skridt på vejen mod et bedre, sundere og længere liv. Med dit medlemskab i har du åbnet døren til en verden af fysisk træning, som kan blive en kilde til energi og velvære resten af dit liv”. Jeg nænner sgu næsten ikke, at fortælle dem, at jeg bare skal tabe 8kg.

Det er sjældent radioen pirker til min nysgerrighed, og endnu sjældnere, at det er andet end P6, der får mig til at bruge Google-feltet på skærmen til at opdatere mig på et nyt navn. P4 på bilradioen ville det dog anderledes, så efter jeg i går tog mig selv i at blive siddende i bilen for at høre "Sleep" færdig, tog jeg også skridtet videre og fik googlet Pil & Liv, der står bag. De er så et søskendepar i starten af tyverne, der er opvokset her, der og alle vegne, og nu er endt i Aarhus. Debutpladen "Hangovers" kom i marts, og de er så retro, at de har en MySpace-profil, der rent faktisk er opdateret. Her kan man bl.a. se videoen til "Sleep", der er en charmerende sammenblanding af storylines filmet og sammensat i en lidt over hjemmevideo kvalitet, men det holder og understreger fint den sødme, der er i nummeret uden at det hverken bliver tøsefjantet eller for sødt. Med en enkelt undtagelse, kommer jeg ikke helt op og ringe over resten af de tilstedeværende numre, der glimrer lidt for meget ved deres anonymitet, men undtagelsen "Relationship" minder mig langt hen ad vejen om hvorfor jeg for mangt et år siden faldt for Belle & Sebastian og denne Lo-fi optagelse af nummeret viser fint, at de to søskende når langt uden de store virkemidler. Stik dem en producer med talent og visioner, så tror jeg faktisk Pil & Liv kan nå langt, selv skal jeg ned og have styret nysgerrigheden når de spiller i Odense 2. august.

De sidste 14 dage har postbudet rendt mig på dørene. Samtlige forudbestillinger af plader gjort i dette forår er landet på cirka én og samme gang, samtidig med, at flere uundværlige nye titler har set dagens lys. Her et kort resume af seneste tids pladekøb.

Spain "The Soul of Spain"

Jeg var forbandet over ikke at se Spain, da de midt i maj gæstede landet cirka samtidigt med at "The Soul of Spain" blev udgivet. Jeg tror det kunne have været noget nær magisk, at se gruppen genopføre "Blue Moods of Spain". Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor en gruppe turnerer rundt med deres 15 år gamle debutplade, når de netop har udsendt nyt. Forklaringen er sandsynligvis en vis portion selvindsigt, for på "The Soul of Spain" underpræsterer Josh Haden desværre. Der er flere fejende flotte højdepunkter, men også støjende, mere rockede øjeblikke, der skæmmer signaturlyden, og mere end et bud på fornyelse virker som en famlen efter et ståsted.

Baby Woodrose "Third Eye Surgery"

Pladen er tidligere beskrevet her på hjemmesiden, men til gruppens koncert i Odense blev pappromoen erstattet med et fint eksemplar på rød vinyl, der både overlevede efterfølgende værtshusbesøg og usikker cykeltur hjem. Koncerten var god, men efter at have set gruppen flere røv- og håndfulde gange, så var det alligevel en mild fornemmelse af skuffelse, der prægede den efterfølgende karaktergivning. En del af forklaring peger måske i retning af Lorenzo selv, der (gætter jeg på) var mere vind og skæv end jeg har set ham før. Da han på midtvejs i koncerten fortalte om hvor pissefedt det hele lød i kassen (scenen), som han bare elskede, og håbede det lød lige så pissefedt ude hos os, der var hippieparodien fuldendt. Mere attack, mindre kærlighed næste gang.

Bonnie "Prince" Billy "Now Here's my Plan"

Ep'en, der følger, hvis man ønsker det, med den nyligt udkomne samtalebog "Will Oldham on Bonnie "Prince" Billy"er en fin mellemspiller her mens man venter på nyt. Seks gamle numre med stort held opdateret til at lyde som de åbenbart skal i 2012. Størst held er der med "After I Made Love to You" og "I See a Darkness", men ep'en alene er begrundelse nok til at købe bogen.

Marissa Nadler "Sister"

Jeg har mumlet det, jeg har antydet det, og nu udbasunerer jeg det fra tagenes top. Dette er Marissas Nadlers hidtil bedste plade. Der er blevet lagt et låg på furien, og sangeren inde bagved har taget over, og leverer de fineste sange denne verden endnu har set i år. Førstesinglen "Wrecking Ball Company" overgås i skønhed kun af "Apostle", der til gengæld overgår alt. Jeg er begejstret og forelsket på en og samme gang i dette album, det kan kun anbefales, og folk, der ikke mener de er til Marissa Nadler, kan kun anbefales, at pakke forbeholdene væk.

The Czars "Sorry I Made You Cry"

Mit eneste record store day indkøb (købt på nettet) er et gensyn med en gammel kending, denne gang klædt i sart blå vinyl. Det er muligvis verdens bedste coverplade, hvor John Grants tidligere outfit giver sig i kast med alt fra Abba over Simon & Garfunkel til Connie Francis. Et must have, hvis der nogensinde fandtes sådan en ting.

Woven Hand "Live at Roepan"

Den dommedagsdundrende halvindianer Dave Eugene Edwards i levende live. Tung at danse med, med alle de rå og blottede nerver dækket til, men med en fuldbyrdet lyd, der yder hans sange stor retfærdighed. Pladen kræver lidt tilvænning, hvis man forventer den vanlige intense lyd, men belønningen er stor. Jeg har endnu ikke haft den medfølgende dvd sat på, men forventer ikke at en billedside tilfører optagelsen noget, til gengæld tror jeg, at det giver noget til oplevelsen ikke at skulle igennem tre sideskift, men kunne opleve koncerten i et take.