Der er intet galt i at have titlen popsnedker printet på sit visitkort, hvor beskæmmende for kvalitetsbedømmelsen af éns musik påstemplingen af ordet ”pop” end kan være, så er der faktisk op til flere, der fået en fin karriere ud af det. Blandt dem, der kreerer pop vom feinsten i en grad, at han roligt kan ranke ryggen, hører Jens Lekman. I går aftes gæstede han København, opdagede jeg i går aftes, så i dag gav jeg hans nylige ep ”An Argument with Myself” endnu et par spin på anlægget.

Som det ofte er tilfældet med bedre plader, så har det krævet et par gennemlytninger, at blive fortrolig med de fem numre på ep’en. ”An Argument With Myself” er mindre umiddelbar end hans forrige udgivelser, ikke at det skal afskrække nogen fra at læse videre, hvis det er deres popgen, der tvinger dem.

Titelnummeret er en en kende paranoid fortælling om et, ja.. skænderi med sig selv, veludført med to jeg-stemmer, og uden at det bliver helt så calypso, at man griber ud efter frugthatten, så ligger der en del caribiske rytmer i baggrunden, og selvfølgelig også lidt billig synthesizer og lidt reggae. ”Waiting for Kirsten” er storytelling par excellence, med historien om et ophold udenfor et hotel for at møde Kirsten Dunst, et namedrop af Lars Von Trier, og en irettesættelse af førnævnte Kirsten, for nej, der er ikke VIP-indgange i Göteborg, og ingen giver en fuck about who you are. ”A Promise” hiver tempoet ned, ”New Directions” hiver det op igen, og sender kindkys og venlige tanker i retning af Sufjan Stevens (da han stadig var god), og så er der slutteligt ”So This Guy at My Office”, der slutter ep’en, hvor den startede, med endnu en omgang storytelling.

Jeg er jævnt forbitret over ikke at have set Jens Lekman i København i går, han er en af de kunstnere jeg ikke nødvendigvis ser mig selv som stor fan af, men alligevel bliver ved at vende tilbage til, til min egen store glæde. "An Argument with Myself" gør intet galt, der skulle kunne ændre på det.

Er man blevet nysgerrig på mere, kan ”An Argument with Myself” streames her.

Lad mig bare spille Nick Drake kortet, og på den facon forklare, hvorledes The New Spring tog sig ud som opvarmning til gårsdagens Emma Acs koncert på Posten. Og så følge det op med et hov-hov, hvad har Nick Drake nogensinde gjort dig? For The New Spring gjorde så absolut en glimrende figur, trods den utaknemmelige tjans, at ene mand med guitar, at skulle underholde et publikum, der er kommet for at høre noget helt andet, og det endda (hvis jeg ikke tager fejl) med en forkølelse kørende i kroppen.

Det visuelle udtryk begrænsede sig til, at i takt med at hans stemme kom højere, og højere op, kom han længere og længere op på tæerne, som en art kropslig equalizer. Musikalsk var det en tilbagelænet fornøjelse, at høre Bastian Kallesø fremføre sangene fra The New Springs selvbetitlede forårsudgivelse, og det i en grad, at jeg efterfølgende blev en kende forbitret over, at han ikke solgte sin plade efter koncerten.

Det er cirka et år siden jeg sidst oplevede Emma Acs på en scene. Dengang var det som opvarmning, og nu er det så som hovednavn hun går på scenen. Min begejstring stod mig ud af ørerne dengang, og hvornår jeg sidst er blevet grebet i sådan en grad af en koncert med et navn, hvor materialet var mig stort set ubekendt, kan kun besvares med et spørgsmålstegn.

Nu, et år og en albumudgivelse senere stod jeg så overfor hende igen. Forskellen i forhold til sidst er markant. Ingen pigefnis, og ingen genert kiggen ned i gulvet, i stedet var det en catsuitklædt kvinde, der gik på scenen og forførte sit publikum så effektivt, at enhver katolik i gårsdagens forsamling vil være at finde i skriftestolen i dag, bedende om syndernes forladelse for urene tanker.

Musikken er skåret fra en effektiv skabelon, hvor de søde ballader boltrer sig mellem catchy-as-fuck 60’er pop, med marchmilitant præcist trommespil, masser af orgel, og sitar, som det hemmelige krydderi, der hæver Emma Acs over så meget anden tilbageskuende musik. En time tog det, at få gang i koncerten, og lukke den ned igen. Undervejs var højdepunkterne blandt mange ”Champagne”, ”Yoko” og ”and So Are You”, og i den anden af skalaen var jeg ikke meget for at ”Loss of the Tribe” var kørt ned i et tempo, hvor partykvaliteterne blev druknet. Et enkelt nyt nummer blev det til, Joy Divisions ”Transmission” blev partypoppet op, og ekstranumre kom der heldigvis ingen af. Heldigvis, fordi det i min verden er den største fryd når koncerten efterlader én sulten efter mere, i stedet for skiftevis kiggende på uret og garderobenummeret, mens man høfligt tager de sidste ekstranumre med. Jeg gik sulten hjem!

Jeg har prist Emma Acs før, nu gør jeg det igen, og jeg forsætter gerne med at gøre det så længe hun disker op med koncerter af denne kaliber.

 22. oktober 2011 - Emma Acs, Posten.

22. oktober 2011 - Emma Acs, Posten.

"..når jeg hører Animal Collective, Grizzly Bear, Yeasayer, Deerhunter, War on Drugs, Bear in Heaven, John Maus, Ariel Pink, Arcade Fire, Wavvves, Crystal dit og Crystal dat, så trækker min indre Erik Jensen, rockist, kulturchauvinist og -anakronisme sgu også i sine waders og gør klar til at drukne tidens toner i fadbamser i det mest folkelige forum, han kan komme i nærheden af."

Torsten Larsen på bloggen Passive/Aggressive

22. oktober 2011 - Adam Olsson (Emma Acs, Posten)

Ny plade fra The Silent Section 10. november. Videoen til "The Voice That Got Away" kan ses her.

Det gode ved at være en landskabsfotograf 
er, at man skal opsøge landskabet.

Man må møde op, komme tilstede.

Jeg tror, at landskaber indeholder en oprindelig 
del af os selv, som de tilbagegiver til os, når 
vi vandrer i dem.

Per Bak Jensen

Mit første møde med Per Bak Jensen var i den dags avis, da jeg i selskab med mig selv havde bænket mig for at få en kop kaffe, og dagens nyheder. På forsiden af kultursektionen blev jeg mødt af en endeløs skov. Der var ingen øvre grænse, for trækronerne var skåret ud af billedet, og disen i bunden af billedet gjorde det umuligt, at se om skoven forsatte i det uendelige eller gjorde holdt på den anden side det synlige. Skovbund, træstammer og tåge. Såre simpelt, og gribende i en grad, at noterede mig navnet på fotografen til senere brug.

Det skulle vise sig, at avisen ikke var mit første møde med Per Bak Jensen. År forinden havde jeg set hans udstilling ”Genkomst” på Aros. Billederne af plastikindkapslede halmballer, tågeindhyllede marker med rester af sne, og det første spæde grønt fra den kommende sommers afgrøder spirende frem var stadig med mig i min bevidsthed, men uden afsender. Knapt nok motiver, men snarere tilfældige snapshots taget med den intense æstetiske tyngde, der som en rød tråd går gennem Per Bak Jensen arbejde, og trods sin abstrakte størrelse alligevel er det genkendelige element i hans arbejde.

Et andet genkendeligt element i hans billeder er motiverne. Det er langt hen ad vejen steder vi alle har passeret, men ikke tager yderligere notits af, og da slet ikke husker andet end som en del af den ting, der i vores begrebsverden hedder et landskab. At Per Bak Jensen også har arbejdet med bybilleder bør nævnes, men jeg vil fastholde, at det er som landskabsfotograf, at hans gennemslagskraft er størst.

Læser man op på Per Bak Jensen vil man erfare, at hans missionserklæring er at indfange stedernes væsen, og der er også mere at komme efter i det typiske Per Bak Jensen billede end motivet alene kan bære. Billederne står udenfor tid, og tiden i billederne er et langt åndedrag, hvor fugle og fly i bevægelse tværes ud, og vandets bevægelser kvæles i lukketid. I de stort opsatte billeder fremstår det statiske i billedets ubevægelighed alligevel levende. ”Jeg vil gerne lave billederne store, for så synes jeg virkelig, de forfører mig. Jeg vil også gerne lave dem skarpe, for jeg vil gerne have dem til at ligne virkeligheden så meget som muligt. Når jeg kigger ud på virkeligheden, så synes jeg jo, at alt er lige skarpt”.

Per Bak Jensen blev født i 1949, debuterede i 1978, blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1980-86, og arbejdede i perioden 1987-2009 som lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler. Hans arbejde er repræsenteret på en bred vifte af danske museer, og er også at finde på blandt andet Biblioteque Nationale i Paris og The Metropolitan Museum of Art.

(Ovenstående tekst er det danske udkast til en introduktion til Per Bak Jensen som jeg er blevet bedt om at skrive for Urbanautica)

DR K bragte i går aftes den fantastiske sanseskønne dokumentarfilm "Min Dal", om Hans Edward Nørregaard-Nielsens togt på skonnerten Mira igennem Limfjorden i selskab med Kirsten Klein. Et togt, blandt flere, der nu er blevet foreviget i bogværket "Limfjorden - Stemmer og Steder".

Information bragte i forbindelse med udgivelsen et interview med Hans Edward Nørregaard-Nielsen, der blandt byder på følgende fantastiske udtalelser:

»På den video, som følger med bogen, lader jeg mig rive lidt med, sådan som følsomme mennesker af og til gør. Men der siger jeg, at jeg håber, at jeg kan nå at gøre bogen færdig. Og at jeg har en god fornemmelse af det i forhold til den gode Gud. Altså, hvis man ligger med bar røv, så skal man også have lov til at blive færdig.«

»Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen.«

Interviewet kan læses i sin helhed her.

"Min Dal" bliver genudsendt på DR K flere gange i den kommende uge.
20. oktober 2011 kl. 02:20
20. oktober 2011 kl. 19:05
24. oktober 2011 kl. 14:55

 7. oktober 2011 - Hymns From Nineveh, Posten.

 7. oktober 2011 - Jacob Brixen (Hymns From Nineveh, Posten)

 8. oktober 2011 - Cat Martino, Pumpehuset.

 8. oktober 2011 - Marissa Nadler, Pumpehuset.

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

7. oktober 2011 - Munich, Posten.

Så hengivent har en mand vist aldrig kigget på mig før, men det blev altså også en fin eftermiddag på Teater Momentum da Oscar Danielson kiggede forbi for et par uger siden.

27. september 2011 - Anders Remmer.

Jacob Holdt! Selvfølgelig har jeg kendt navnet, selvfølgelig har jeg hørt om "Amerikanske Billeder", og gennem årene set et bredt udsnit af dem, men det er aldrig noget jeg er gået i dybden med. Der er jeg så nået til nu. Hans billeder hænger på Brandts, i sidste uge var han selv på Magasinet og fortælle (og fortælle, og fortælle.. for helvede, hvor han snakker) om tiden, der fulgte efter billederne, om Ku Klux Klan, om hvordan det gik personagerne i Amerikanske Billeder, om tingenes tilstand i det danske land und so weiter.

Bogen "Amerikanske Billeder" fik jeg forærende for et par uger siden, men gik hurtigt kold i hippieværdierne, der fylder bogens indledning, og den overdådigt fejlbehæftede korrekturlæsning, der er lavet på bogen. Stavefejl følger stavefejl i et tempo, der ikke burde være muligt i en bog udgivet på et større forlag. Jeg vender dog snart tilbage til bogen, for efter i glimt at have set og hørt historierne vil jeg have det hele med.

Når Jacob Holdt taler tror man først, at manden er fuld af løgn. Så går der et stykke tid med at tænke over, hvor håbløst og hovedløst naiv hans færd ud i verden har været, for til sidst at konkludere, at det måske er alligevel er ham, der har fat i den lange ende. Hvor må det være rart, at først og fremmest se det gode i mennesket, og hvor må det være vildt og grænseoverskridende, at kunne komme så tæt på mennesker, at man på den måde som Jacob Holdt nu engang gør, får lov til at dokumentere deres liv, og fortælle deres historie. Råt for usødet, og så alligevel med en snas af romantik.

Jeg var slet ikke færdig med at lytte, da foredraget var færdigt. Heldigvis kværnede Jacob Holdt videre i mit hovede, da vi i søndags tog på Brandts og så hans billeder i stort format. Man forstår godt, hvad "de" mener, når han selv fortæller, at "de andre" fotografer ikke anser ham for fotograf grundet hans billeders kvalitet. Billederne lever i høj grad på deres historier, og ikke på de fototekniske kvaliteter, men hellere det end et teknisk perfekt stilleben. Med historierne frisk in mente sprudlede billederne af de tragedier, der ofte lå bag. Hvis man kan tale om, at billederne taler til én, så er det det vi taler om her.

Jacob Holdt kan ses på Brandts frem til 13. november. Hans foredrag kan sandsynligvis opleves frem til den dag han dratter død om. Begge dele anbefales.

For nogenlunde nylig blev jeg opmærksom på, at Lise Westzynthius havde fået sig en officiel fanside (eller hvad det hedder) på Facebook, og den klikkede jeg så "like" på, og så lærte jeg så meget som at der er en ny plade på vej fra hende. Et sted i den proces kom jeg til at tænke på, at Lise både var mit første interview og min første anmeldelse.

Da "Heavy Dream" udkom i 2002 var jeg på pletten for Murmur.net, og tøvede ikke mange sekunder med at kaste et mesterværksstempel, eller i hvert fald en topkarakter efter pladen. Interviewet er long gone, og med tanke på hvor starstruck jeg mindes at have været, så er det også bedst sådan, men da Murmur.net blev til Undertoner røg anmeldelserne med over, og min første anmeldelse kan derfor læses her.

Anmeldelsen var som nævnt min første, men den synes jeg godt, at jeg stadig vil stå indenfor, og efter at have genhørt "Heavy Dream", synes jeg også sagtens, at Lise kan spole ni år tilbage uden at skulle skamme sig over, hvordan hun lød dengang. Ubevidst lagde jeg igen ud med at bladre rundt i Nina Beiers fantastiske cover, hvor de følelsesladede, og grovkornede fotos stadig på fornemste vis dokumenterer et kvart døgn i en kunstners liv. Jeg bliver stadig helt UH! over synet af et halvt bryst, og en røv set fra siden, selvom jeg i hendes tid med Rhonda Harris har tilbragt det meste af en koncert med frit udsyn op under hendes cowboyjakke, der godt nok dækkede set ud fra en vandret betragtningsvinkel, ikke havde taget højde for en mere lodret anskuelse af tingene.

Jeg havde en fornemmelse af at "Heavy Dream" næppe ville vække det store i mig i dag, og ville kunne kategoriseres i afdelingen for plader, der betød noget engang. Til min store glæde, og overraskelse, er dette ikke tilfældet. "Heavy Dream" har vist sig så tidløs som en god flaske vin, der er passende ved de største af lejligheder, og de mindste af undskyldninger. Det er en simpel plade, næsten ydmyg, der bærer følelserne uden på tøjet, men holder dem tæt ind til kroppen. Synliggør dem, men skriger dem ikke ud. "French Leave" var en åbenbaring at genhøre. Sangen til bedstemoderen, der nøgternt beskriver minderne, savnet og tankerne omkring hendes død rammer hårdere den dag i dag end den gjorde dengang. "Sensation" leger med dansk og engelsk i en verden, der endnu har Nephew tilgode. Det er poetisk.

Der er mange minder og bagudrettede tanker i teksterne på "Heavy Dream". Det er et stort vemod, der synes at have ført pennen, da teksterne blev skrevet ned, men det er en stor skønhed, der har taget styringen, da teksterne blev ført ud i livet. Jeg havde tænkt, at når jeg havde hørt "Heavy Dream" ville jeg stille den tilbage på sin plads uden at pladen ville have bragt noget i spil, måske lidt nostalgi, hvis bølgerne gik højt. I stedet er jeg den kommende plade svært taknemmelig for at have bragt mig på sporet af "Heavy Dream" igen. Tak for det, vi ses forhåbentlig snart.

Der var engang, hvor de var noget, men det er snart mange år siden, og nu er de slet ikke mere. Jeg har haft et væld af stjernestunder med R.E.M., men kan ikke sige, at jeg begræder deres opløsning. Ikke siden "Reveal" har gruppen formået at levere en plade, der har vagt min begejstring. Helt skidt blev det med "Accelarate" fra 2008, der var så pivringe, at jeg smækkede med døren, og stadig har til gode, at høre noget som helst fra "Collapse Into Now". Tak for sangen anyhoo, for der var et årti, hvor R.E.M. var noget nær det største i min verden.

1. Første gang jeg hørte R.E.M. var sommeren 1991, hvor familien var i sommerhus på Fanø. Solen var evigt tilstedeværende, harerne løb i et væk ude i haven, lommepengene blev fyret af på spillemaskinerne på den nærliggende campingplads, og til min store fryd var sommerhuset udstyret med en parabol, der kunne hive MTV ned fra satelitterne. "Shiny Happy People" kørte i non stop rotation, og jeg mistænker, at jeg har hvint af fryd, hver gang det skete. "Out of Time" blev købt, og det blev starten på en række trofaste år som fan.

2. Første gang jeg oplevede R.E.M. live stod himmel og hav i ét. Jeg havde i 2003 indløst en endagsbillet til Midtfyns Festivalens torsdag, og trådte ind på pladsen mens Saybia spillede af på den store scene. Jeg havde ikke gidet lytte på min mor, og var taget afsted i striktrøje, trods hendes varsel om regn. Trøjen kunne vrides flere dage efter koncerten, men mit første stop på festivalpladsen var under rytmescenens teltdug, hvor Flaming Lips gav koncert, og regnen blev først en realitet for mig da det var for sent at gøre noget ved det. Det var umuligt at komme nogenlunde tæt på scenen, mængden af mennesker var lige så massiv som mængden af regn, der stod ned fra himlen. Op fra menneskemængden stod en tæt tåge af em, der periodevis gjorde det svært at se scenen. Jeg husker intet andet fra koncerten end begejstring, og Michael Stipe, der krøb ned fra scenen og pudsede brillerne for en gut på forreste række.

3. Jeg må have gået på Handelsskolen, da R.E.M. i 1995 gav koncert på Milton Keynes. Jeg sad i hvert fald i kælderen derhjemme, med anlægget tunet ind på P3, der sendte koncerten. Opvarmningsnavnene hørte man ikke, men det var The Cranberries og Radiohead. Koncerten optog jeg på det eneste 120 minutters optagebånd jeg ejede, og det blev kørt tyndt i årene der fulgte. Koncerten var mesterlig, alt sad i skabet, nerverne sad uden på tøjet, og intensiteten var så bastant, at den uden problemer gik med gennem æteren, og ud gennem højttalerne på det anlæg, der en håndfuld år tidligere var blevet erstattet af et konfirmationsanlæg, og derfor nu stod placeret behændigt tæt på computeren, hvor Doom var tidens store hit. For et par år siden fik jeg fingre i koncerten igen, og den dag i dag er stadig med den største begejstring jeg sætter den på anlægget.

Erika Larsen

De siger den nye regering ikke holder 4 år.
De siger den gamle regering ikke holdt en meter.
De har sikkert ret.

 18. september 2011 - Oscar Danielson, Momentum, Odense.

 18. september 2011 - Oscar Danielson, Momentum, Odense.

17. september 2011 - Michael Møller, Dexter.

17. september 2011 - Michael Møller, Dexter.

Michael Møller, Dexter, lørdag 17. september.

Det var ikke mig, der tilbage i maj dagligt tunede ind på nettet, og hentede et nummer fra Michael Møllers marathonprojekt "A Month of Unrequited Love". Sporene fra den kedsomhed, der gabte over "A Streetcar Named Desire" var stadig i min eringdring, og det syntes nemmere, at vente på at sangene kom som en samlet pakke. Det er de så nu, ikke at det har fået mig til at reagere, udover at nysgerrigheden alligevel drev mig ned på Dexter lørdag eftermiddag for at høre, hvad Michael Møller diskede op med.

Det blev et par timer med uhyggeligt velspillede popsange, der med et par skift mellem piano og guitar havde en vekselvirkning, der holdt koncerten kørende gennem et ellers ganske ensartet udtryk. "Det kræver nosser, at stille sig op og synge acapella.." bemærkede en gut ude på toilettet, med reference til Michael Møllers entre, der var en sang uden akkompagnement fremført med rank ryg og imponerende tydelighed. Og det gør det, og alligevel kan jeg ikke slippe min mistanke om, at det var et kalkuleret og kopieret kunstgreb, der går sin sejrsgang på verdens indiescener fordi det skaber fokus, og indgyder en hvis respekt for kunstneren. Opmærksomhed fik Michael Møller i hvert fald hos de ca. 60 fremmødte, og han kunne profitere på koncertens tidspunkt, der gav meget til oplevelsen. Ingen fuldesludren i krogene, men til gengæld en masse lydhøre mennesker.

Jeg har alle dage set lyrikken som moi caprices store svaghed, der dog ikke gør det store, fordi deres svulstige popudtryk bringer fokus et væld af andre steder hen i lydbilledet. Teksterne er Michael Møllers gebet, og når disse bliver bragt for dagen i det næsten nøgne udtryk gårsdagens koncert havde, så skinner de igennem. Ikke som funklende stjerner, men som en skævt justeret spot, der rammer dine øjne og gør det svært at fokusere på andet. Gennemsyret af patos er de så højtragende, at de støder mod loftet, hvis de bliver udsat for andet end åben himmel, og i en koncert, hvor alt klappede, og Michael Møller fremstod charmerende i en grad, jeg, efter at have oplevet ham live med moi caprice en håndfuld gange, ikke troede muligt, var de den helt store torn i øjet.

"Den mand ejer ikke et gran af selvironi" lød det ganske rigtigt fra en af mine følgesvende efter koncerten, og jo, der blev bragt mange ord i spil mellem sangene om det at skrive sange, om hvordan det at være sangskriver også var en art forfatterskab, og det ville også være fint nok, var teksterne ikke så banale, med en masse forcerede referencer kastet ind. Jeg takker Michael Møller for en virkelig fin eftermiddag, og ser med glæde frem mod den moi caprice plade, det fremgik, at der arbejdes på. "A Month of Unrequited Love" lader jeg dog stå på pladehylderne.

Brandon Tauszik

Jeg har smidt fotos fra Urehoved på Ærø op på min hjemmeside, jeg ved ikke om billederne vinder noget ved det, men historien om halvøen er ganske fin, og kan læses her.

Jeg hørte på posthuset, at de bombede USA.

Jeg tilbragte frokostpausen i Fredgaard med at se tårnene styrte i grus.

På vej hjem købte jeg en sixpack, og smuttede ind forbi Christian.

Her drak vi mine medbragte Carlsberg, og så krigen mod terror tage sin begyndelse.

Næste søndag spiller Oscar Danielson i Odense, og de første,der møder frem der, kan glæde sig over, at få udleveret en cd med et par af Oscars demonumre, der ikke har været ude før. Sådan er vi hos Eget Selskab.

..midt i trediverne, sidst på dagen.

Det bliver næsten så intimt når man lytter til Heirlooms of August, at jeg får lyst til at sige undskyld og lægge hovedtelefonerne fra mig. Det er tyst, og det er ydmygt, og fornemmelsen af at have overskredet nogens intimsfære ved at lytte til de ti sange på "Forever the Moon" hænger ved de første par gange pladen er på anlægget.

Små valsetakter druknes i engelsk kammerfolk, med et resultat langt mindre dramatisk og pompøst end man ville kunne forvente ud fra den beskrivelse, mens violin og pedalsteel er bindemidlet, der sørger for at pladen klarer sig gennem smult vande uden de store udsving. Jerry Vessel er hverken nogen stor sanger, eller nogen stor sangskriver. Teksterne kan koges ned til små banale kærlighedssange, men indpakningen hæver dem til himlen. Han synger hele vejen gennem pladen duet med Frances Everett, og hun forvandler hans stemme, stemningen og helheden til det nær magiske.

Hvis man kender til Jerry Vessel vil det sandsynligvis være gennem hans virke med Sun Kill Moon og Red House Painters. Den samme trivielle skønhed som Mark Kozelek benytter sig af, har Jerry Vessel forfinet. Historien i pressemeddelelsen er den, at Jerry er vendt hjem til et sted langt ude på landet nogensteds i Florida, og nu har været isoleret længe nok til at indspille en plade inspireret af omgivelserne. Jeg tænker, at kigger man længe nok på store åbne vidder, så indser man nok til sidst, at der ikke er det store at bevise, og går tilbage til det mest basale. Linjer som "I get lost in your blue eyes.."  og "I had a beautiful summer with you" lyder i samsang med Francess Everett som noget af det største, der nogensinde er skrevet.

Jeg har allerede gennemskuet "Forever the Moon" som værende en af den slags plader man i en periode ikke kan få nok af, og efterfølgende glemmer alt om. Men de dæmpede toner, og den simple skønhed byder mig her på kanten af efteråret at komme med en uforbeholden anbefaling.  

Det er meget tæt på, at klokken er min næste fødselsdag, og denne gang rykker jeg helt officielt ind i den absolutte midte af trediverne. Det er fint nok, jeg har mit på det tørre. Når jeg alligevel begynder at føle mig som et gammelt røvhul, så er det fordi at pladeselskaberne i deres jagt på nye titler at give deluxe-behandlingen er nået til de plader jeg lyttede til for cirka to håndfulde år siden. Først var det Mercury Revs "Deserter's Songs", der røg i den store reissuemaskine, og her for nylig var turen så kommet til Grandaddys "Sophtware Slump".

Jeg er sprunget over i begge tilfælde, men genudsendelsen af "Sophtware Slump" har ført mig tilbage. Grandaddy var i en periode noget nær det største for mig. "Sophtware Slump" ramte med sine tekster om mennesket, maskiner og naturen helt plet i min begrebsverden. De tidligere udgivelser blev skaffet hjem, men formåede med deres noget mere skramlede udtryk slet ikke at vække samme begejstring. "Sophtware Slump" var perfekt produceret, skæv, men let tilgængelig som enhver anden popplade, og formåede alligevel at være så meget mere end bare det.

Den ni minutter lange "He's Simple, He's Dumb, He's The Pilot" var atypisk for en åbner, og en åbenbaring kort inde i nummeret, da spørgsmålet "How's it goin' 2000 man?" lyder. Den medrivende førstesingle "Hewlett's Daughter" gemmer sig på tracklistens andenplads, fulgt op af historien om "Jed the Humanoid", robotten der drak sig af dage. Mere rørende end egentlig bizart. Guitarene bliver skarpere på "The Crystal Lake", rocker igennem på "Chartsengrafs" og slapper igen så småt af på "Broken Household Appliance National Forrest", efter at det hele har været rørende smukt på "Underneath the Weeping Willows". Sådan forsætter pladen rundt i randområderne, og formår alligevel at smyge sig tæt op af en stramt trukket rød tråd.


Hvert et minut holder i dag. I et nyligt interview fortæller Jason Lyttle om pladens tilblivelse, hvor tiden blev tilbragt i boksershorts med en telefon tæt på, så nye forsyninger af kokain kunne blive bragt frem. En kedelig bagside, men en historie, der giver fin mening, og passer godt til pladens skizofrene hoppen rundt i tempo, og sørgelige og søgende tematik. Jeg nåede at se Grandaddy en enkelt gang, da de spillede på Lille Vega. En koncert jeg ikke husker for meget andet end at vi skulle to numre ind i koncerten før Jason Lyttles mikrofon virkede.

Efter "Sophtware Slump" kom "Sumday", der var nedtonet, men besad samme mesterværkskvaliteter som "Sophtware Slump". Efter det var der ikke det store at komme efter i de sidste Grandaddy udgivelser. Jason Lyttles soloplade, der fulgte Grandaddys brud kan anbefales, projektet Admiral Radley har også sine momenter, men er en uhomogen størrelse, de fleste vil klare sig fint uden.

I går bestilte jeg så vinylgenudgivelserne af "Sumday" og "Sophtware Slump". De er ikke deluxe, de er bare gode at have for en mand midt i trediverne, der først for nylig sagde farvel til sin "Sophtware Slump" musemåtte, der har holdt musen med selskab de sidste mange år. Jeg fik vist aldrig sagt tak til MNW for den fine gave. Dengang vidste jeg heller ikke at hverken den eller pladen ville holde så længe.

"Hold kæft, hvor jeg fortjener en bajer når jeg er færdig med at hænge det lort her op" som en af Venstres plakatophængere så halvvejs rigtigt bemærkede det..

Musiknyt 1: Ny Musikvideo fra Emma Acs Musiknyt 2: Ny musik fra Tom Waits Musiknyt 3: Mouritz/Hørslev Projektet meddeler i en statusopdatering på Facebook, at der er gang i tekstskriveriet igen. Det må betyde, at der før eller siden dukker noget nyt op fra den front. Musiknyt 4: Marissa Nadler har lavet en session for WFMU. Den kan høres her.

Jeg har den store fornøjelse og ære, at være den første, der går igen i galleriet hos Washington Inc. Det kan ses her.

Musiknyt 1: Tindersticks har åbnet op for deres nye webshop, og i den forbindelse muligvis ryddet op på lageret. I hvert er det nu muligt at erhverve sig Asphalt Ribbons ep'en, flere af deres tourcd'er, 7'ere, singler og endda deres anden udgivelse i eget navn som vinyl, med valgfrit omslag og bonus 7". Jeg mistænker dog lp'en for at være et genoptryk, da deres første plade nu også er tilgængelig på vinyl ud i den vide verden. Til 30£ for vinylen kan man altid diskutere om der er tale om et godt tilbud. Musiknyt 2: I afdelingen for næsten for meget af det gode har Calexico meldt ud, at deres tour cd'er bliver genudgivet som lp'er fordelt på otte sorte lakskiver samlet i én eneste æske. Der er ingen releasedato eller pris, men ganske vist skulle det være, at boksen udkommer på deres eget Our Soil, Our Strength label. Nyheden kan læses i sin helhed her. Musiknyt 3: Forleden omtalte jeg From Sarah, og de vekslede deres indsats ved fredagens Oppenheimers Eftermiddag til 4 stjerner i Gaffa. Det var dog billedet af pigen med autoharpen, der fik mig til at læse anmeldelsen. Pigen hedder Marie, og projektet hedder Penny Police. Efter selv at have lyttet, kan jeg ikke høre den store forskel på Penny Police, og så mange andre kvinder, der er oppe i tiden, men videoen til "What if Life Doesn't Kill You" er så absolut de fire minutter værd den tager. Musiknyt 4: Endnu et musikvideotip. Gotye (feat. Kimbra) - "Somebody That I Used To Know" er 4 minutters god pop. Bemærk især samspillet mellem de to i videoen, og Stingvokalen i omkvædet, men lad være med at blive for hooked. Resten af hans repetoire er rendyrket dunkepop. Musiknyt 5: P.J. Harvey spiller i både Norge og Sverige til oktober, og har masser af plads i kalenderen i dagene op til, og dagene, der følger. Kunne man være så heldig?

28. juni 2011: Pige.