Steven Wells, et af de navne jeg med glæde husker fra min tid som NME læser, døde af kræft i tirsdags. I hans sidste klumme får han sat sine prioriteter på plads.

I speak as someone whose greatest craving at this exact moment is not world peace and universal democracy or a rational and global redistribution of wealth, but a can of ice cold ginger ale.

NME har i forlængelse af deres nekrolog lagt et par smagsprøver på hans skriverier, det er stof med nosser.

It's summertime!

Denne 14 dage gamle nyhed er stadig aktuel.

25. juni 2009 - Stige Ø.

Sky Saxon er død. Stendød.

25. juni 2009 - Ådsel.

Intet nyt er godt nok.

Jeg hører en helikopter, men
jeg ser en solsort.

Kl. 4.04. De første måger har fløjet deres morgenrunde, mens de sidste gløder i vores bål stadig pulser heftigt, for at trække morgenluften ind og på den måde holde sig i live. I frekvens er de dog ingen match mod fuglenes kvidren, der fylder alt lige nu. Min logik siger mig, at det er årets næstlængste dag, min logik siger mig, at har jeg set solen stå op, så når jeg næppe, at se alt det den har tænkt sig at gøre ved dagen. Jeg starter min dag med sengetid, på et tidspunkt hvor den omkringliggende hverdagsverden når slutsekvenserne i deres drømme, og snart skal gøre klar til dagens dont. Dagens dont for mig, er dagens første, gårsdagens sidste overvejelse. Skal flammerne dø af sig selv, eller skal de kvæles i vandet fra trillebøren, aftenen og nattens intermistiske køleskab. Dagens dont. Dagens do? Dagens don't? Vimplen på naboens flagstang giver dagens første livstegn i det øjeblik, hvor dagen første gang trækker vejret. Dagen puster sig op, trillebøren og jeg kvæler gløderne. Jeg efterlader børen i kvidder og damp, og tager hjem.

22. juni 2009 - Solnedgangen (meget tidligt i fasen).

Den korte udgave:

Jeg rejser et sted hen, jeg møder folk, hvis navne i måske genkender, jeg digter, jeg drikker, jeg undskylder mig fra selskabet for at kneppe, jeg bruger knepperiet i mine digte, jeg bruger digtene i mine film, jeg filmer, jeg er det uperfekte menneske, jeg hedder Jørgen, jeg har lige sparet dig 368 sider.

Interview Magasine byder ind med et fint lille Eels interview. Er ordene for tunge, er der altid Letterman.

Ti billeder fra den billedserie jeg 5. januar i år tog da jeg kiggede mig omkring i den nu nedlagte Stenstrup-Lunde Foderstofforening, blev i dag hængt op på Stenstrup Bibliotek med denne billedtekst:

Foderstoffen har tronet fra sin plads bag birketræerne på Nordre Ringvej i al den tid jeg kan huske. En høj, og utilnærmelig bygning kilet inde mellem vejen og jernbanen. Når jeg i dag tager toget fra Odense er det altid ud for foderstoffen, at jeg rejser mig for at kunne stå af sekunder senere, når jeg går om til tandlægehuset, hvor jeg stadig har min gang hvert halvår, så er det ud for foderstoffen, at jeg ved der ikke er nogen vej tilbage. Sidst jeg var af sted så jeg at alt stod åbent. Mit kamera lå i tasken, så jeg lod tandlægen gøre det hun gør bedst, og med bedøvelsen snurrende i hovedet gik jeg over og tog de billeder du ser her.

Der komme de til at hænge indtil udgangen af juli.

22. juni 2009 - Sydfyn.

Mågerne på havnen,
havmågerne over havet.

Bierne i blomsterne,
blomsterne og bierne.

Brugen af mennesket,
mennesket i Brugsen.

21. juni 2009 - Den gamle mand og åh undskyld, den titel har vist været brugt før.

Inspireret af Caught by the River, skrev jeg dette.

Jeg kan nævne tre steder, hvor Hundstup Å skærer under vejene i det hedengangne Egebjerg Kommune, der findes sikkert flere, for både åen og det, der var kommunen, strækker sig helt ud til det Sydfynske Øhav, men jeg kan kun nævne tre.

Ved det nedlagte Kirkeby Mejeri, der stadig eksisterer ved navn blandt mellem til stærke oste, løber åen under Assensvej. Bygningerne bærer stadig præg af, hvad de var bygget til, men rummer nu et stationært kræmmermarked, der med et mål om at blive Fyns største indendørs af slagsen holder åbent hver anden weekend. Mejeriet var et sted med sommerferiejob til de der gad, og fuldtidsbeskæftigelse til de, der ikke kunne andet. Kunne man ikke få andet, så var der altid mejeriet virkede det til. Det kom jeg dog aldrig til, for langt længere oppe af Assensvej slog jeg mine folder på teglværket, og tjente mine lommepenge der. Og Hundstrup Å løber under Hundstrupvej, der er vejen til Hundstrup fra Stenstrup, hvor vi boede. På et stykke af vejen, hvor omgivelserne tager sig ud som et træklædt og frodigt ingenmandsland, hvor få huse med passende mellemrum bryder træernes monotoni, slanger åen sig igennem landskabet. Herude løb jeg for lidt over tyve år siden rundt og legede med John, der hvis rygterne taler sandt, i dag rakker rundt i udlandet på en kronisk flugt, efter en sag om manglende betaling, i en handel med ham som den ene part og rockerne som den anden. Herude finder du også Sibirien. Bare forsæt af Hundstrupvej mod Hundstrup, og der, hvor et skilt varsler, at der er syv kilometer til Krarup, der drejer du. Ellers er her kun træer.

Det sidste sted jeg ved, at Hundstrup Å underløber en vej er på Rødmevej, hvor vi boede fra jeg kom til, og til sensommeren nittenseksogfirs. Først i nummer nitten, og i månederne op til at vi flyttede indenfor Stenstrups byskilte, i nummer tolv, hvor Johan lige var blevet skilt fra Vera, og derfor havde plads til at tage logerende ind. Begge steder var nabo til Hundstup Å. Der var os, Johan, Steen og Benny. Steen var Deep Purple fan og fraskilt, Benny var min mors store bekymring, og ikke en person man ønskede sin søn på ni og sin datter på seks skulle komme for tæt på. Jeg husker ham kun for hans dobbeltbåndoptager, og den vældige ballade, der blev, da det blev opdaget, at han havde fyldt op med vand i de spiritusflasker han havde gået og hugget fra.

I nummer nitten var der kun en mark mellem os og åen, i nummer tolv var der mere mark og vejen, der førte ned til renseanlægget. Ingen af stederne kan jeg mindes, at have hørt ordene ”gå nu ikke ned til åen”, men om det er selektiv hukommelse, eller måske mere sandsynligt, at jeg dengang var så snusfornuftigt og forsigtigt et barn, at det har virket overflødigt at sige, det skal jeg have hørt mine forældre om en dag.

Opstrøms løb åen forbi de gamle lergrave, der dengang som nu tager sig ud som søer. Som helt lille troede jeg, at det var fra disse søer åen tog sit udspring, uden tanke på, at vi hver gang vi skulle til Svendborg og handle kørte over den selvsamme å ude ved mejeriet. Jeg fiskede i søerne, og her krogede jeg min første, og stadig største fangst. En gedde på gigantiske fire et halvt kilo, og monstrøse halvfems centimeter, men min første fangst fik jeg i åen, og min tid ved søerne kom først da vi var flyttet op til byen, så gedden blev med drengens sans for logistik smidt på cyklens bagagebærer og fragtet hjem hængende, i hvad der i min hukommelse føles som, helt ned til vejen på begge sider af min cykels bagparti. Min første fangst var før skoleårene, med min far i den ene hånd, for ikke at falde i åen og blive taget af den stærke strøm åen havde på dette stykke, grundet det fald åen tog under vejen, og et net i den anden. Fangsten var en fisk i hundestejlestørrelse, der blev taget med hjem, puttet i en glasbowle, døbt Flipper og snart tog afsked med livet til min store sorg og fortvivlelse. Min far foreslog, at vi gik og gjorde et forsøg på at fange en ny, men nej! Det ville aldrig blive det samme som med Flipper, og med det udsagn grundlagde jeg den gammelklogskab, der var en evigt tilstedeværende faktor i min barndom.

Jeg kan huske, at min far har fisket med ruser i åen, og jeg kan huske at vi fra min mormor og morfars stuevindue, i huset på Assensvej, midt mellem mejeri og teglværk, kunne se åen flyde igennem landskabet for enden af nabogårdens marker, og når jeg tænker over det så kan jeg også huske at Hundstup Å løb under Hedevej, hvor jeg en kort periode, hver mandag bragte et Familie Journalen ud.

Hundstup Å ligger der stadig, selvom mejeriet er lukket og Egebjerg Kommune lagt ind under Svendborg Kommunes beskyttende vinger, og Hundstrup Å ligger stadig i min hukommelse og flyder langt væk fra hverdagstankerne, men fylder langt mere, end så meget andet fra min barndom.

15. juni 2009 - Lasse love.

Mouritz/Hørslev har lagt lidt nyt op, I Got You On Tape har lagt deres nye single op , og går alt som alt skal gå, så udsender Cody deres debutplade til september, hvor også Mouritz/Hørslev Projektet og Baby Woodrose kaster nyt i grams til masserne. Samtidigt trækker det op til et fornuftigt musikalsk efterår i Odense, med foreløbig Baby Woodrose, Bikstok Røgsystem, Cody, Martin Hall + Else Marie Pade og Mikael Simpson på plakaten. Det er dansk, det er dejlig og den slags...

Det var en gammel mand af udseende og i udtryk, der gik på scenen på Posten i går, men det var også en arrogant charmør, der i løbet af fire skjorter, fem kvarter, ingen nonsens og tyve numre fik bragt min beruselse og begejstring i sammen i en glæde, jeg ikke kan huske, hvornår oplevelsesøkomien sidst har givet mig. Jeg sang med, jeg tog endda mig selv i at danse på stedet, jeg tog alt ind jeg kunne nå, og lod det udmønte sig i et saligt smil efter koncerten, hvor jeg prøvede at suge resten af det ind, jeg ikke fik med mens det stod på. Setlisten var et stykke fra min ønskeseddel, men fremstod alligevel fuldendt, måske mere i sin fremføring end sin udformning, men stadig fuldendt. Irish Blood, English Heart var et personligt højdepunkt, der kom da koncerten lakkede mod enden og First Of The Gang To Die var en perfekt afslutning, der var i fuld overensstemmelse med tankegangen om, at man aldrig skal efterlade sit publikum mæt, men med lysten til mere. Her et halvt døgn senere vil jeg stadig have mere, og kan ikke lade være med at tænke et par år tilbage, hvor jeg syntes 350,- var for meget for at se Morrissey i Vega. 470,- var ikke en krone for meget i går, fem kvarter måske lidt for lidt, men oplevelsen så overdådig, og så tæt på perfekt, at jeg er villig til at tilgive alt.

Stuegulvet har de seneste dage flydt med Morrissey og The Smiths plader, ligesom Morrissey og The Smiths har flydt ud af højtalerne, og begge steder flyder det for at bane vej til i aften, hvor Morrissey skal spille på Posten. Og jeg glæder mig som besat, og har glædet mig i, hvad der føles som årevis til denne aften. At skulle se et navn, der i min verden er så stort, for første gang, så tæt på derhjemme, føles fantastisk. Bevidst er jeg gået uden om anmeldelser og setlister fra tidligere koncerter på denne turne, og mine fingre har de seneste fjorten dage været krydset ved enhver given lejlighed, i håb om at de stemmeproblemer, der for et par uger siden fremtvang koncertaflysninger er et sted over regnbuen og gerne længere væk. Setlisten i aften måtte gerne være hitbaseret, uden alt for meget fra Years Of Refusal, der ikke helt har kunne byde på de samme killersingler som de foregående. Kravet er all killers - no fillers, og gerne i stil med det her

The Last Of The Famous International Playboys
Something Is Squeezing My Skull
The First Of The Gang To Die
The More You Ignore Me
You Have Killed Me
The Father That Must Be Killed
Girlfriend In A Coma
Don't Make Fun Of Daddy's Voice
I Just Want To See The Boy Happy
Asleep
I have Forgiven Jesus
Bigmouth Strikes Again
November Spawned A Monster
Hairdresser On Fire
That's How People Grow Up
Irish Blood, English Heart
-
Everyday Is Like Sunday
Last Night I Dreamt Somebody Loved Me
There Is A Light That Never Goes Out

Mindre kan også gøre det, mere er mere end velkomment.

..hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender hjem til der hvor kragerne vender..

..Det er ligesom at få taget sin mødom. Jeg er fuldstændigt skrabet på hele venstre side af kroppen..

Uddrag af Politikens udemærkede interview med Vigga Svensson.

14. juni 2009 - Cafébiografen.

Det er ikke helt en fødselsdagsgave, men så forbandet tæt på, at det næppe er et tilfælde. 7. september, dagen efter jeg har ramt de 33, udsender Mouritz/Hørslev Projektet "Blik, Bang Bang", opfølgeren til "Så Er Det Sagt", der på disse kanter er på tæt på mesterværksstatus. Jeg glæder mig, og er taknemmelig for timingen - tak for det venner, det skulle i da ikke have gjort.

12. juni 2009 - Hjul.

Substans.info er nævnt i dagens udgave af Fyens Stiftstidende.

"Vi har fået sjælen med denne gang".
Lene Nystrøm om Aquas comeback

Hvad der kommer ind, er fundamentet for, det der kommer ud. Det gælder ord, det gælder afføring. Spiser du kernerugbrød, så river det, og læser man for meget Dan Turéll så er der en tendens til, at man bruger for mange indskudte sætninger, som her, og her, og her (og i øvrigt også paranteser én masse), men her har jeg ingen grund til at klage, alt går som alt, alt i alt skal gå. Problemet er, at jeg pt lider af billedforstoppelse, jeg har fået mere ind end jeg kan rumme tanken om, at selv at skulle ud med. Graciela Iturbide på Brandts, Per Bak Jensen i Kødbyen, og en mængde billedbøger med David Goldblatt, der også fyldte væggene på Brandts for ganske få år siden, som den mest lysende stjerne. Fred være med, at jeg knap nok gider tage kameraet med ud, eller op af tasken for tiden. Det sker, og heldigvis ikke så tit, men i perioder er selv et kameraklik en for voldsom bevægelse at give sig i kast med. Problemet er, at jeg skal have samlet uddrag af mine billeder i serier, altså finde en tematik, der kan binde billederne, der så godt som altid står alene, sammen. Svaret på hvorfor er det oplagte, at der skal gøres et forsøg mod væggene. Svaret på hvordan kan jeg ikke finde, og der har vi problemet. Hvorfor prøve at være andet end en amatør, og hvordan skulle jeg overhovedet tro på, at det kan lade sig gøre når jeg har set så mange billeder taget af dem, der gør det så mesterligt. Min vej frem er spærret af giganter med kameraer, der slet ikke står der, hvor jeg skal hen. Jeg har ingen temaer, tanker eller tungt udstyr når jeg fotograferer, kun et halvbilligt kamera og de enkeltstående motiver, min vej finder forbi. Det er også ok, jeg skal bare have opgraderet med noget selvtillid og en smule tro på, at heldet følger den tossede.

Det er ikke postpunken, der indtager frontplaceringerne på mine pladehylder for tiden. I takt med årets gang, og sommerens kommen og gåen, er det lette og lyse trukket frem, og får banket vinterstøvet af sig, mens det mørke og dystre er sat på standby indtil vi rammer en årstid, der bedre understøtter musikken. En anmeldelse i det nye Uncut, har dog kortvarigt skabt rod i det lyttemønster, der ellers er så naturligt at følge. Det var ikke gruppenavnet, der fangede min opmærksomhed, men derimod den navnet på den gruppe medlemmerne normalt begik sig i. Adrian Borland og Graham Bailey slog fra 1979 og årene frem deres folder i The Sound, der med Jeopardy fra 1980 og From the Lion's Mouth fra året efter begik et par plader, der hører til i postpunkens absolutte superliga. Hvad jeg ikke var klar over, var at der fandtes et sideprojekt til The Sound med ovennævnte herrer som medlemmer, men hvad jeg ved nu efter at have brugt formiddagen på at have lyttet til World of Rubber, der er titlen på den ene plade Second Layer udsendte, er at Second Layer ikke er langt fra The Sounds mesterklasse. Lyden er en smule mere mere kantet, og primitivt digital, men forlægget er tro mod den lyd The Sound havde. Det er Cherry Red, der har genudgivet Second Layer, men er man den utålmodige og nysgerrige type, så er du kun et klik fra et alternativ med mere bonusmateriale end cd'en.

Jeff Hanson 1978-2009

For en times tid siden tikkede der en sms ind på min telefon. "Pis. Jeff Hanson døde i går. Faldt om i sin lejlighed." Sendt til mig fra den samme ven som for et par år siden introducerede mig for Jeff Hanson. 31år blev det til for Jeff Hanson før han fik en alt for tidlig afsked med livet, men 31år er ikke en alder at dø i. Jeg kender ikke omstændighederne omkring hans død. Googler man rundt taler medierne om en terrible accident, men ingen synes at kende de nærmere detaljer. Umiddelbart virker det dog ikke til at være selvforskyldt. Tragisk er det dog uanset hvad, der tog livet af ham, eller hvorfor. Jeg har flere gange søgt trøst i hans musik, der rummer den ro, der kun kan findes i musik, der har fået lov til at boltre sig frit i ens ører så mange gange, at man kan finde hjem i den, og finde ro. Son har jeg mere end nogen anden plade brugt som gave, og foræret væk et utal af gange. Spørgsmålet er altid det samme, og ja, det er en mand der synger, og nu vil det så være, at ja - det var en mand, der sang. Han gjorde det så godt, og derfor er jeg så forbandet trist over at det var det, at der ikke kommer mere fra den kant. At lyset er slukket, og at den musik, der så ofte har trøstet mig og båret mig videre, nu og fremover vil komme til at bære sin egen sorg. Kill Rock Stars har lagt Hiding Behind The Moon op til download på selskabets forside, et af Jeff Hansons fornemmeste øjeblikke, en af grundene til at jeg siger tak for sangen.

Jeg har stemt klassisk rødt og blankt, som eksempelvis denne Volvo Amazon.

- Hvis jeg siger: Erik Jensen, 6 stjerner og Nephew?
*DING*
- Jeg gætter på, hvad er "..og min bare røv"?
- Korrekt.

Jovist går jeg ind for ligestilling, men jeg ved ikke med kongehuset. Jeg læser ikke Billed Bladet og hvad der ellers findes af meningsdannere indenfor for feltet, så om jeg er overhovedet er kompetent til at krydse min mening af på søndag skal jeg lade være usagt. Jeg vil hellere stemme for at vi sælger kongehuset fra til landbruget, Dansk Industri og Wonderful Copenhagen, der umiddelbart slår mig de største brugere af det markedsføringsværktøj som kongehuset er. Eller, at der skal tages entré når regentparret er på Danmarksturne, så de i højere grad kan blive selvfinansierende og at de naturligvis skal med Grøn Koncert rundt, så alle får chancen for at se dem til en billig penge, og jeg vil gerne stemme for at priserne på øllene fra De Fem Gårde, som Schackenborg hører under skal sænkes permanent, og selvfølgelig får det mit kryds, hvis vi skal stemme om hvorvidt grev Ingolf skal have en kompensation for at han trods sit udseende har været tvunget til at være en offentlig figur, tænk på de sår han må have på sjælen, og hvis det er tasmanske djævler Mary vil have i baghaven, jamen så vil jeg også gerne sætte et kryds, der giver hende lov til det. Alt det stemmer jeg gerne for, og mon ikke også ligestillingen ender med at få mit kryds, men kongehuset.. alene ordet burde gøre et hvert moderne menneske træt.

Som det sig hør og bør for en superhelt, kender ingen hans rigtige identitet. I dag er det tyve år siden, han trådte frem foran overmagten.

Jeg ved ikke, hvem Andrew Miller er, og kender kun et par enkelte af navnene, der optræder her, men lortet holder, og er man som jeg til reggae og dub, men ikke helt nede med hvad der som så er det fede, så er dette absolut et fint, fint sted at starte.

Altså, det er noget med en blog, der hedder caught by the river, der fokuserer på musik og fiskeri, og folkene bag denne blog er også folkene bag Heavenly Records, og navnet på bloggen er så taget fra en sang med Doves, der bliver udgivet på Heavenly Records, og nu kommer bogen så.

Eller med andre ord, i det Mojo, der snart bliver erstattet af et nyt, faldt mine øjne over en minimal notits om en bog, hvor blandt andet Bill Drummond, der pt er min foretrukne skriverkarl havde bidraget. Kort fortalt er det en række af forfattere, og andre kreative hoveder, der fortæller deres fortællinger om de engelske floder, fra Themsen til Telford. Jeg kan nikke genkendende til en håndfuld af navnene, med Jarvis Cocker og John Moore fra Black Box Recorder som de to navne, der sammen med Bill Drummond udgør det trekløver, jeg glæder mig mest til at læse. Bogen udkommer først om en fjorten dages tid, så der er tid nok til at læse pressemeddelelse og rolleliste inden du evt. beslutter dig for en bestilling.

Her, mens recessionen raser, og alle er i farezonen, synes jeg, at det er ganske vigtigt, at alle har styr på begreberne.

..værre er det at få sin afsked, "blive fyret". Bl.a. tjenere taler om at få sækken (eller tage sækken, selv sige op), efter engelsk "get the sack", vel egentlig med henblik påsøfolkenes køjesæk. Skræddere m.fl. får hunden (giver mester en hund eller tager deres hund, går selv). Cigarmageren får luften eller bliver sat i luften, hvorfor han som arbejdsløs står i luften. Herom minder det, at murerarbejdsmanden tager en tur i luften, når han går ud og søger nyt arbejde, før den gamle akkord er færdig. I mange fag hænger man nøglen, når man ryster værkstedets støv af sine fødder. Ventes der masseavskedigelser ved arbejdstidens ophør, siger man: "der er fyrværkeri i aften", selvfølgelig i ordspil med "fyre". Har man ikke andet arbejde i baghånden, kommer man en tid til at spadsere, gå arbejdsløs. Dette udtryk har respektable aner i dansk, idet det er noteret så tidligt som lidt før 1750; i gammel tid betød det osse: holde "blå mandag".

Mere om slang - Kaj Bom
Westermanns Forlag, 1950

25. maj 2009 - Ståltrådshegn

Ingen anelse om, hvor dette klip stammer fra, men som en lille tankestreg til Klichés Supertanker er det nu ganske fint.

Fodboldmiraklet af i går var ikke, at OB vandt over Horsens, og overraskelsen ikke at OB fik medaljer og at Horsens må tage taberturen ned i første division. Miraklet bestod i at FCM gav Brøndby ydmygende baghjul i sæsonens sidste kamp, og dermed forærede OB en rar lille overraskelse i form af at det, der skulle have været et sæt bronzemedaljer nu glimtede som sølv i solen. Vi så det ske fra C5, et af Fionia Parks yderpunkter placeret i samme hjørne som Horsens fans, der gjorde deres for at opmuntre de gulblusede til at holde fast i den tynde tråd, der var chancen for overlevelse blandt landets bedste. Deres sang og trommer døede på stedet, da nyheden om et føringsmål til Sønderjylland lød ud over Fionia Parks PA-anlæg, og de forblev tavse da OB gjorde det til først 1-0 og efterfølgende 2-0, men da Andreas Augustsson brugte tiden mellem sine to gule kort til at genindføre spændingen med et konsekvent spark, der tog røven på alle og enhver i OBs forsvar, vågnede Horsenstilhængerne igen. For næst efter egen succes er andre folks nederlag det bedste, og tanken om at Horsens kunne slukke for et helt stadions forhåbning om at blive næstbedst, fik gang i stemmer og trommer hos østjyskerne igen. Det lykkedes ikke, men hæder og ære til Horsens for at kæmpe til det sidste i en kamp, der ikke vandt nogen skønhedspris. Nedturen må have føltes dobbelt, nederlag og nedrykning på et stadion fyldt med folk, der i form af en andenplads fik mere end nogen havde turdet håbe på. Mens der blev gjort klar til sølvmedaljeoverrækkelse, gjorde Horsensspillerne det rette og takkede de medrejsende ved hver og én at kaste deres bluser ud i det hjørne af stadion, klaske hænder med den forreste række og i et enkelt tilfælde ved at smide støvlerne og forære dem til en fan. Da Horsensspillerne trak ned mod spillergangen, trak vi mod udgangen.

Hvem gider fejre, at man er næstbedst?