Aftenens film.

Ny plade fra Tindersticks 28. april

Introduction
Yesterdays Tomorrows
The Flicker Of A Little Girl
Come Feel The Sun
E-Type
The Other Side Of The World
The Organist Entertains
The Hungry Saw
Mother Dear

Denne uges klumme.

Oh how you hated me
For all the times I was right
And how seldom you layed with me
You'd rather be gloomy all night

And you held me tied down
You held me tied down for weeks
When I wanted to lie down
You wanted to put me to sleep

I couldn’t keep us afloat
And you’d probably rather drown
So I hit you, slit your throat
And buried you in our back lawn

Just so I could be the last man you never loved

The Sum Of All Girlfriends Blues

Glem alt om en sød ventetid, her tirsdag i ugen, svaret skulle falde i starten af.

Den nylige BBC4 dokumentar Parallel Worlds, Parallel Lives om Mark Oliver Everett og hans forhold til faderen, videnskabsmanden Hugh Everett III kan nu findes på youtube, fordelt i syv dele.

I - II - III - IV - V - VI - VII

-Håndbold
-Hestepiger
-Hundeejere
-Herpes
..og en ekskæreste, der skal forblive anonym

gode ting starter sjældent med "h".

012708 Fra nabolaget.

jo, jeg husker dig vel fra et lavprishotel
mindes din stemme fra receptionen
hvor du gav dig tid, til at tage tidligt fri
og give mig morgenvækning personligt

påbegyndt rødvinsoversættelse af Chelsea Hotel #2

012708 - Måle Strand

jeg smider tøjlerne
og kaster håndklædet i ringen
i én og samme bevægelse

Sober, life is a prison - Shitfaced, it is a blessing
Sober, nobody wants you - Shitfaced, they're all undressing
Sober, it's ever darker - Shitfaced, the moon is nearer
Sober, you're old and ugly - Shitfaced, who needs a mirror?
Sober, you're a Cro-Magnon - Shitfaced, you're very clever
Sober, you never should be - Shitfaced, now and forever!

I gotta get too drunk to dream 'cause dreaming only makes me blue
I gotta get too drunk to dream because I only dream of you

I gotta get too pissed to miss you or I'll never get to sleep
I gotta drink wine not to pine for you and god knows that ain't cheap

I know you think I'm insane I know it's not appealing
But til I'm feeling no pain guess what I'll be feeling?

I gotta get too fried to cry, or I'll be crying all night long
I gotta get too high to sigh oh my god where did I go wrong?

So why do I get plastered? and why am I so lonely?
It's you, you heartless bastard you're my one and only!

I gotta get too pissed to miss you or I'll never get to sleep
I gotta drink wine not to pine for you
And god knows that ain't cheap
And god knows that ain't cheap!

Magnetic Fields - Too Drunk To Dream
(kan hentes her)

Kasseret indledning

Jeg er nok mere blæst end belæst. Guderne skal vide, at jeg i mit voksne liv har trukket flere branderter i land, end jeg har trawlet bøger igennem.

Hvis man kan få sit speciale i Information, så kan jeg vel også godt tillade mig at omskrive mine lektier til denne uges klumme.

Selvfølgelig burde jeg have været krediteret for de håndklap, jeg sammen med resten af publikum arytmisk leverede mellem numrene dengang radiohuset rockede i 2006, men nej. Coveret levner ellers rigeligt med plads til navns nævnelse på hver eneste tilstedeværende, der den lørdag i april var krøbet ind i radiohusets studie 3. Koncerten blev hørt med stadigt blødende ører, selv om det var en time siden vi havde forladt Untamed og studie 5. Jeg holder stædigt fast i at Camilla Munck er danmarks fineste sangstemme og den dag var ingen undtagelse. Nu kan et udpluk på 4 numre høres på vinyl og såvel Munck//Johnson som Untamed og hvad der ellers spillede op på dagen, kan høres i deres helhed her. Vi hørte kun de to koncerter på Rosenørns Allé den dag, efterfølgende skråede vi over vejen og tog metroen til Amager og Amager Bio hvor p.t. koncertaktuelle Iron & Wine og et Calexico i dårlig dagsform gav koncert.

Rygtet siger: Portishead, K.B. Hallen 04.04.08.

Roseland N.Y.C. 24.07.97
1. Humming 2. Cowboys 3. All Mine 4. Mysterons 5. Only You
6. Half Day Closing 7. Over 8. Glory Box 9. Sour Times 10. Roads 11. Strangers

- Are you married?
- Am I not a man? And is not a man stupid? I'm a man. So I married. Wife, children, house, everything. The full catastrophe!

Fra Zorba The Greek

Efter at jeg til aften har krydstjekket anmeldelsessektionen i det seneste Uncut med lydklip og bider fra Myspace, må konklusionen være, at Dawn Landes er det bedste bud på det næste store. På tour med Midlake, udgivet på Fargo, samarbejde med Hem, Ryan Adams m.m. og sød som sukker at se på, på papiret lover hun godt. Hendes myspaceside indikerer, at det er på det seneste album Fireproof guldet skal findes - Picture Show skramler og stener lystigt derudad, mens Bodyguard fra samme plade er lidt for meget og alligevel lidt for lidt og så alligevel ikke. Det der for alvor fanger mig, er dog hendes bluegrassudgave af Peter, Bjorn & Johns Young Folks, der til trods for at være yderst tro mod forlægget langt overgår den. Skulle man vælge at bestille Fireproof direkte fra Fargo, kan man passende tage den seneste Innocence Mission udgivelse We Walked In Song med i samme pakke. Dels har de tidligere gjort det godt, dels glæder jeg mig selv til at lægge øre til We Walked In Song og dels fordi det kan bruges som undskyldning til at anbefale et lyt til deres udgave af John Denvers Follow Me.

Kloster

For at forstå hvad Odense Teaters logo udspringer af, skal man vende sig mod den græske historie. Enhver vil kunne nikke genkendende til den smilende og den triste maske, der mere end noget andet står som symbolet på teateret. Maskerne tjente oprindeligt en praktisk funktion, der tillod skuespilleren at skifte flere roller i løbet af en opførsel. Nu symboliserer maskerne henholdsvis Melpomene og Thalia, døtre af Zeus og Mnemosyne. De udgjorde sammen med deres syv søstre de ni muser, hvor Melpomene var muse for tragedien og Thalia muse for komedien. Odense Teaters logo er en sammensmeltning af netop de to. Logoet blev designet af den danske matematiker, digter, forfatter, opfinder m.m. Piet Hein. Det er næppe et tilfælde at logoet er kommet til at se ud som det gør. Piet Hein er udover sine gruk, nok mest kendt for superellipsen. Superellipsen udsprang af spørgsmålet, hvilken geometrisk form imellem rektanglet og ellipsen er den smukkeste. Svaret blev superellipsen, der blev defineret ud fra et gentageligt matematisk princip. Logoet er en sammensmeltning af to superellipser, der går ind over hinanden. Spillet mellem tragedien og komedien formår Piet Hein at samle i ét udtryk, hvor smilet og det triste går ud af samme streg. Igen er det næppe et tilfælde at resultatet endte med at se sådan ud, at han så at sige bygger en bro over en uforenelig kløft. Tidligere i sin karriere både skrev og foredragsholdt han om kulturkløften mellem teknoterne og kultisterne, to begreber han selv var manden bag. Kort beskrevet kunne kultisterne udtrykke sig, men havde ikke noget at udtrykke, hvor teknoterne havde noget at udtrykke, men ikke evnen til at gøre. Med dette gamle paradoks i mente synes det naturligt, at han nu hvor muligheden foreligger, i logoet forener det uforenelige. (uddrag af nylig opgave)

"At have hund når man bor i byen, er at indrømme at ens desperation efter selskab overskrider ydmygelsen ved at samle lort op." Frit oversat efter Demetri Martin, der mere levende og på sit eget sprog kan ses her, her og her.

Denne uges klumme.

Jeg har pillet Heart & Soul ned fra hylden og lytter i de her dage til fortidens p.t. hippeste sortsyn, mens jeg overvejer om jeg tør tage alle de rosende ord for gode varer og gå ind og se Control. Jeg har en teori om at film forfladiger historien, hvis man kender den for godt. Af samme grund har jeg aldrig set Walk The Line. For kan den andet end fremstå mangelfuld og udvandet i forhold til selvbiografien Cash? Men måske jeg skulle lade tvivlen komme Control tilgode. Indtil jeg finder ud af det, burde jeg måske dvæle lidt ved det Anton Corbijn tidligere har lavet for og med Joy Division, han fotograferede gruppen dengang og lavede år senere en ikonisk video til Atmosphere. Under alle omstændigheder bør jeg nok få læst det sidste af weekendenavisernes massive omtale af filmen og krydse mine fingre for, at Control får samme effekt på pladekøberne som Walk The Line gjorde. Villakvarter efter villakvarter, der genlyder af en tristesse og et sortsyn, der er til at holde ud at høre på, i stedet for Radio2, Go' Aften Danmark og al den forbandede snak om friværdi.
Ps: jeg mistænker coverbilledet til Heart & Soul at være taget fra denne fantastiske tv-optagelse af Transmission og She's Lost Control, der begge står ud som klare personlige favoritter i Joy Divisions katalog.

Dorothea Lange

Dagens film.

Jeg tager sorgerne på forskud for ikke at gemme til i morgen, hvad der kan bekymre mig i dag. Det er jeg nødt til, hvis jeg skal nå dem alle.
---
Jeg går mine bekymringer i møde med fremstrakt hånd, så vi ikke er fremmede for hinanden den dag vi ses igen.

Dagens film.

Ugens klumme.

Hørt ved frisøren i dag..

- Hvad nytter det at få topkarakterer, når hun ikke engang kan skrælle et æble?

og lidt senere..

- Hun stjal ham på hans 1-års fødselsdag, men nu ser jeg ham da engang i mellem.

og et lidt senere igen..

- 54 år og ikke en sygedag. Lægen sagde det max tog 20 sekunder. Så nu står der 32 flyttekasser med hans ting i min lejlighed og jeg er flyttet hjem til min mor, men jeg er ikke kræsen.

Trailer:
Et nyt år, men samme gamle sortsyn - årets første klumme undervejs.

Hun bar en hæmsko str. 43 med bred vrist.

010408 Dampmøllen Victoria, Odense Havn.

010408 Fynsværket

Nattens anden film.

Nattens film.

Umiddelbare mål for 2008.
- Skrive og få trykt læserbrev i en avis.
- Lave ny udgivelse med Tryghed & Tristesse.
- I en eller anden forbindelse få brugt et af mine billeder (udover den kommede Klosterplade).

Sidste lørdags film.

Det entydigt positive og det perfekte kan man ikke bygge videre på. Det er blindgyder man ikke skal gå ned af.

122707 Ravnebjerg.

17.januar, fire dage før udgivelsen af to opsamlingsplader fra Eels, kommer frontmand Mark Oliver Everetts selvbiografi Things The Grandchildren Should Know. Ingen tvivl om, at manden de kalder E's baggrund er mørk og forskruet med historier og hændelser de fleste gerne vil være foruden, alligevel kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har glædet mig så meget til en bog.

Julen sendte velsignet bud efter Oscar Peterson, der nu har takket af efter 82 år her på planeten og en menneskealder bag klaveret. Udover at perfektionere trioformen, skabte han med Ben Webster meets Oscar Peterson fra 1959 et sørgmodigt mesterværk. Pladen var blandt de første jazzplader jeg købte og er her 10 år senere stadig på min top-3 liste over jazzudgivelser. Læg dertil Night Train, plus et par hundrede andre udgivelser og billedet af et livsværk tegner sig så småt. Svanesangen herfra bliver Oscar Peterson Trio med Nat King Cole og Coleman Hawkins på Sweet Lorraine.

122107 Selvportræt

121907 Malmøgade.

121907 Opgang, Nybyggeri ved Odense Havn.

Årets sidste klumme.

121907 Ved Odense Havn

Dette er godt nok den eneste hele juleplade jeg har hørt i år, men titlen som tidernes bedste julenummer går til The Pogues og Kirsty MacColl for Fairytale Of New York.

Ovenstående kompilering lander senere i dag på Nørrebro som en introduktion til Olesen-Olesen. Sådan ville jeg gøre det, hvis jeg fik tjansen at samle op med alt inkluderet.

Fra det engelske forlyder det, at Elbow til marts er klar med deres 4. udspil. Pladen bliver fulgt op en tour, jeg gerne så indtage dansk territorie - Elbow står meget nemlig jævnt højt på min liste over bands jeg gerne vil gense. De er så vidt vides ikke set i det danske siden en varm aften på Lille Vega for en håndfuld år siden. Indtil da er der fin introduktion at hente i videoerne til Leaders Of The Free World, Grace Under Pressure og den personlige favorit Not A Job.

Frodegruppen 40 fik titlen som årets single og byder sig nu ind som et forsinket bud på årets genudgivelse. Rygtetrommerne har ladet fortælle at Elektrolyt nu igen har Piksvingeri Og Negerlege på lager og at mit eksemplar allerede skulle være på vej med posten. Gense Oh Else eller Frodegruppen 40 live på Den Sorte Diamant mens du overvejer at bestille.

Ugens klumme.

Al afmagt til fjolset.

Dagens film.

Mit eget regelsæt for udlån af penge gennem Kiva.org har indtil videre været ganske simple - kun udlån til kvinder i de traditionelle udviklingslande, for på den måde, at hjælpe til med at snige ligestillingen ind i de regioner. Derfor har jeg pt penge tilgode fra dels en fødevareforretning i Cambodia og dels en restaurant i Nigeria, men når nu Agali Halilov fra Devechi i det nordlige Azerbaijan står og mangler penge til at udvide sin pladeforretning med, så må jeg træde til og punge ud. Om i vil se på mit tiltag med samme øjne som i gør på tobaksproducenterne, der i højere og højere grad investerer i de mindre udviklede markeder, for der at kunne afsætte deres varer. Eller som en flink fyr med så meget forretningssans, at han får sin velgørenhed tilbage igen, det må i selv om.

Denne uges/sidste uges klumme.

På forsiden af avisen forrige onsdag, var mit efternavn ved en fejl blevet stavet med ”d”. Det er ingen katastrofe, det er ikke noget, der gør det store og der er næppe nogen, der har gjort sig de store tanker derom. Egentlig kunne jeg lige så godt havde heddet Pedersen, for det gjorde min farmor og farfar, men da min far blev skrevet i kirkebogen kunne præsten åbenbart ikke stave, så derfor – Petersen.

Måske skal jeg ikke tro jeg er noget, bare fordi jeg hedder Petersen og ikke Pedersen, men ifølge Danmarks Statistik boede der pr. 1. januar 2007 hele 1334 mænd ved navn Martin Pedersen her i landet, men kun 585 ved navn Martin Petersen. I den henseende er vi en minoritet, i forhold til Pedersenerne. Året før var vi endda 611 ved navn Martin Petersen, så ikke nok med at jeg tilhører en minoritet, jeg tilhører også en uddøende race. Forsætter udviklingen på denne måde, så er vi væk om 22½ år. Det er hård kost, at finde ud af.

Måske skulle jeg stille mig som frontmand for en støttegruppe til bevarelsen af os. Eventuelt starte en lokalafdeling for de 17 vi (ifølge Krak) er her i byen og lade det sprede sig derfra. Så kan vi Google os frem til nye medlemmer. Måske jollerepræsentant i Jyllinge Sejlklub Martin Petersen har en interesse i vores fælles overlevelse, eller projektingenør hos F.L. Smidth i Valby Martin Petersen vil leve lidt længere. Det kunne være godt hvis forfatteren Martin Petersen kunne skrive noget, der kunne belyse vores problem, måske teknisk direktør i Vordingborg Kommune Martin Petersen har kontakter indenfor det offentlige vi kan bruge. Helt umuligt skulle det heller ikke være at opspore den Martin Petersen, der for nogle år tilbage overtog en lejlighed efter mig og skabte store postproblemer for os begge. Han var alligevel et par år yngre end mig, så jeg tvivler på at han vil stille sig tilfreds med at lyset bliver slukket for os om 22½ år.

Noget skal ske, ellers vil vores navn kun komme til at leve videre igennem diverse firmanavne rundt omkring, som rørproducenten Martin Petersen Company i Wisconsin, kunststofproducenten Martin Petersen GmbH i Tyskland, elinstallationsfirmaet Martin Petersen i Hvalsø eller optikeren Martin Petersen & Søn i Svendborg. Og det er ikke helt godt nok.

Måske skulle jeg bare selv komme i gang, med 22½ år tilbage burde jeg kunne nå, at efterlade mig et minde, en arv og ikke mindst et navn.

Dagens Film.

2007 har været et af de bedste år meget længe (når det kommer til udenlandske udgivelser). I særdeleshed efteråret har budt på plader, der langt har overgået mine forventninger. Hvilket gør rækken af nævneværdige plader behageligt lang. Der er slet ingen tvivl om at P.J. Harvey med White Chalk har leveret årets plade. Ikke alene hæver hun sig langt over den skuffende forgænger Uh Hu Her, hun transformerer sig også fra en til tider ulidelig rockhystade, til en smuk, følsom og folket kvinde, der synes at bære sine følelser i stedet for at skrige dem ud. Iron & Wine har længe luret som noget jeg burde kunne lide, men uden nogensinde for alvor at slå til. Følelsen blev forstærket da jeg så Sam Beam optræde sammen Calexico, men først nu er det med The Shepherd's Dog lykkedes at fange mig ind. Pladen er rigere orkestreret end tidligere plader og rykket væk fra mand med guitar er seriøst vellykket og klædeligt for hans sange. Oscar Danielson har dels været årets genopdagelse, dels leverede han på min fødselsdag årets koncert og endelig var Et Bild Avv Lycka Att Spara På et formfuldendt eksempel på, hvordan ord der går tabt i oversættelsen, kan forstærke et udtryk og løfte det op til at være rendyrket poesi. Pladen er endnu et bevis på, at Svensk nu engang er et overlegent sangsprog. Polyphonic Spree dukkede op ud af det blå og leverede endnu engang et opløftende og storladent album, der syntes som koncentreret flowerpower presset ned i pladens riller. I samme boldgade ligger Manu Chao, der leverede et rendyrket solskinsalbum, hvor de politiske undertoner dog skinner igennem på hans simple og ret naive brug af det engelske sprog. Editors tog med An End Has A Start turen fra en umiddelbar skuffelse, til et formstøbt og ligetil britrockende album fint i tråd med de senere års Joy Division fascination. Blanche gjorde med Little Amber Bottles hvad de skulle og National gjorde det godt med Boxer, selv om den ikke helt var så hårdtslående som forventet - det var oplevelsen af dem live til gengæld. Jens Lekman burde have leveret en langt mere helstøbt plade end Night Falls Over Kortedala, men stadigt er der så fantastiske popsange på den plade, at det ville være synd og skam ikke at nævne den. Tindersticks - BBC Sessions tager prisen for årets opsamling og koncerten med Bonnie Prince Billy i Store Vega er den mest vellykkede koncert jeg nogensinde har set en mand udføre solo, professionelt ud i det ekstreme, men stadig med nærvær, humor og indsigt.

Nattens film.

Listen over kommende udgivelser på Gaffas hjemmeside vidner ikke om, at der skulle være noget på vej, der vil kunne ændre på mine årslister. Derfor nu dette bud på at opsummere det bedste fra Danmark i år.
Årets danske plade må blive Dragontears - 2000 Micrograms From Home, der samtidigt er den eneste danske plade fra i år, der holder fra ende til anden. Det er et psykedelisk mesterværk og pladen har været en drivkraft for at søge dybere ned i en genre, der ellers ligger mig fjernt.
Mouritz/Hørslev har lavet årest bedste dansksprogede plade og kunne egentlig snildt have løbet med prisen, men de to numre Jeg Drømte Jeg Var I (henholdsvis) København/New York, samt den fire minutter lange spilledåseafslutning på Hjemløs bryder pladens rytme og gør desværre pladen langt mindre homogen, end den kunne have været. Lise Westzynthius trækker med Siberian Mission igen i den rigtige retning. Det er et mere spraglet udspil end de foregående to plader har været, men samtidig fornemmer man en legelyst, der klart klæder hende. Læser man historien om nummeret Bechstein My Ass, så er det forståeligt, at nummeret er inkluderet på pladen, men samtidig deler nummeret pladen i to og havde optimalt været gemt væk som et skjult bonusspor. Olesen-Olesen byder ind med deres skilsmisseplade, der henrykker, skuffer og stadig overrasker. Jeg efterlyste i en anmeldelse for år tilbage, en fornyelse af deres musikalske udtryk og det kom der så med bruddet. Jeg har stadig ikke fået pladen helt ind endnu, det er en omstændig affære, at skulle lære noget så bekendt, at kende på en ny måde - der synes endda stadig, at være et stykke vej endnu. Olesen-Olesens bidrag Den Slags Fik Man Tæsk For Dengang I Min By til opsamlingen Hjemstavn, er dog i særklasse årets bedste dansksprogede nummer. Baby Woodrose får prisen for årets danske koncertnavn og samtidig er Chasing Rainbows også i toppen af årets danske udgivelser, selv om jeg havde håbet på mere. Den lander lidt uheldigt i en gråzone mellem klassisk Baby Woodrose og de mere udstenede sideprojekter Dragontears og Spids Nøgenhat, uden helt at formå at hverken rocke eller stene igennem. Raveonettes skal nævnes, Lust Lust Lust er umiddelbart deres hidtil bedste plade, men er ikke hørt nok endnu til, at kunne udløse yderligere kommentarer. Frodegruppen 40 leverer med John Danser Grøntsag årets danske single og er samtidig årets opdagelse. Piksvingeri Og Negerlege er om noget blevet soundtracket til dette efterår. Karmas genudgivelse af Moral - And Life Is.. er sammen med luksusudgaven af Love Shop - Go årest danske genudgivelser, der dog begge drypper malurt i bægeret - lp udgaven af And Life Is.. stod mig i 900,- og Bonusdiscen til Go rummer bl.a. Playtime Ep, som jeg betalte 540,- for. Min økonomiske situation er ikke længere til den slags samlerstolthed.

Det er ikke variation, der er det fremherskende tema når I Got You On Tape spiller op. Alligevel blev Dexter i går fyldt pænt op, og alle syntes ganske glade og fornøjede over det de så og hørte - mig selv inklusiv. Det er rart med en type som Jacob Bellens, der støt og roligt førte band og publikum igennem de 5 kvarter gruppen spillede. Ingen svinkeærinder, ingen nykker, bare en sympatisk frontmand og hans musik, hvor især Doctor Watching er gået hen og blevet en personlig favorit. Jeg tog under koncerten mig selv i at vippe med foden et par gange, så godt var det.

Dagens film.