4. august 2009 - Vinduespudser.

4. August 2009 - Sam Amidon.

Det ene nye nummer rummede linjen "leave your home", et andet "go to hell" og tre nye numre blev det til. De blev fordelt som aftenens første, et af de sidste og endelig som nummer gemt-midt-i-det-hele.

The National lyder stadig som The National på de nye numre, bare en smule mere dæmpede, lidt mere organiske og knap så mørke. Omkvædslinjen "I'll tell the geese" fra det nye nymmer Vanderlylle Cry Baby, der åbnede koncerten, antyder det, og Matt Berninger understregede det senere med ordene "..vi er ikke så vrede mere, selvom det er sjovere".

The National er blevet ældre, helt præcist næsten et år siden jeg sidst så dem, og når jeg tænker tilbage på koncerten i Vega 11. august sidste år, og sammenligner med koncerten i Tivolis Koncertsal i går aftes, så er der forskelle. Det var en sammentømret og sammenspillet enhed, der stod på scenen i går, men det var The National også for et år siden. Matt Berninger ter sig stadig manisk i en fantastisk blanding af beruselse, opbygget indestængthed og en udlevelse af hans kamp med den erklærede indelukkede og generte person han er. Og resten af The National ligner stadig et samspilskursus fra en højskole, og falder automatisk i baggrunden i forhold til Matt Berninger, der naturligt suger al opmærksomheden til sig.

Modsat sidste år har et overskud til andet og mere end bare at spille røven ud af bukserne fundet vej til scenen. Et overskud, der kom os til gode i en koncert, hvor eneste anke var det faktum, at det var en siddekoncert, komplet med stolerækker og den frustration det giver at skulle sidde på sin flade og rocke med. Alt klikkede, både musikalsk og menneskeligt. Overskuddet viste sig i The Nationals interne omgang på scenen, og i kontakten ud over scenekanten, der i Mr. November, aftenens næstsidste nummer, blev fysisk da Matt Berninger tog turen ud over stolerækkerne så langt som mikrofonledningen rakte, og ophøjede sig selv fra være centrum for alles opmærksomhed, til at være i centrum af både opmærksomheden og lokalet. Et uventet rock n' roll moment, der fortjent udløste publikums begejstring og et væld af rygklapperi på Matts triumftog over sæder og stolerygge. Et uventet træk, men set fra min forbandet gode plads på anden række midtfor kunne en del af forklaringen måske ligge i den flaske hvidvin han fik tømt i løbet af koncerten. Indtaget kunne løbende måles op mod den tiltagende løssluppenhed han udviste. Der blev joket med publikum, resten af orkesteret blev drillet og til sidst fremstod Matt Berninger mest af alt som en mand, der havde taget en dyb indånding , givet fanden i konsekvenserne og nu ville se, hvor det hele endte, hvis man kastede sig ud uden sikkerhedsnet. Som en kat landede han på fødderne. Sikkert og elegant. Sikkert og elegant ville også være en passende overskrift for koncerten, selvom den ikke rummer sandheden om, hvor meget The National rockede igennem. Tungt, sikkert og forbandet elegant, dækker bedre.

Næste The National plade er foreløbig varslet i foråret 2010. Bedømt ud fra i aftes bliver det ikke der kurven knækker, så længe vinhøsten altså ikke kikser!

I det tiår mit virke indenfor pladehandel har stået på, har der været mængder af musik, udgivelser og hændelser, der af den en ene eller anden grund har fået mine øjne til rulle i retning af det himmelske. Ikke himmelske hændelser forstås, men hysteri og hype, der har nået højder, der undskylder enhver, der fik nok og stod af. En af disse står foran en art gentagelse, og på forhånd er jeg ikke meget for tanken om at skulle høre de samme floskler som sidst.

Det er Beatles skyld det hele. Det er dem, der til september får genudsendt hele deres bagkatalog i rensede og nystrøgede udgaver, og det var dem, der var skyld i en sand mediestorm da opsamlingspladen ”1” udkom i 2000. Alle elskede Beatles, havde altid gjort det og enhver idiot, der var fyldt 50 stod gladelig frem og fortalte om hvordan Beatles revolutionerede deres ungdom, mens enhver der var de 50 år aldersmæssigt underlegen, fortalte historien om dengang, de opdagede Beatles i forældrenes pladesamling.

Ingen tvivl om at Beatles rørte ved noget, og ingen tvivl om at de rykkede ved nogle ting, men jeg tænker, at Beatles i højere grad handlede om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt end om kvalitet. Beatles er bare så stor en størrelse, at folk glemmer at deres musik ikke er langtidsholdbar. Hvis ikke for nostalgi og minder, så forstår jeg ikke, hvem der i dag kan finde på at sætte en af deres tidlige og i udtryk håbløst naive plader på, og deres senere udgivelser er for længst overgået i kvalitet og relevans, det blev de allerede af deres samtidige. Jeg forstår dog de, der har lyttet til det dengang og holdt fast lige siden, men at senere generationer af musiklyttere har taget Beatles til sig går over mit hoved.

Det er dog timingen i genudgivelsen af Beatleskataloget, der er værd at hæfte sig ved, og det jeg egentlig vil frem til. Mit gæt er, at dette er et af pladebranchens sidste store suk for musik som et fysisk medie. Gennemsnitsalderen for pladekøberne stiger, der kommer ikke en ny generation af kunder i (plade)butikken, og naturligvis er de ældre pladekøbere også ved at tage downloadmulighederne til sig. Så hvis pladeselskaberne skal nå at spinde guld på deres guldæg en sidste gang, så er tiden inde og det ved pladeselskaberne godt. Pladeselskaberne ved også godt, at genudgivelser sælges på remastering, nye linernotes og lækker indpakning. Faktorer, der forsvinder eller mister deres relevans når musikken overgår til et digitalt format, for selv ikke den bedste sælger vil kunne skrue en salgstale sammen, hvor forbedret lydkvalitet går hånd i hånd med et komprimeret lydformat.

Rolling Stones bagkatalog er udkommet i nyremasterede udgaver hen over sommeren, de første nye remasters af Neil Youngs plader er lige på trapperne og i september er det altså Beatles tur. At alle de store kanoner bliver fyret af nu, vidner om en blanding af panik før lukketid og en erkendelse af, at festen for det fysiske medie er ved at være forbi. I de næste år vil vi se flere pladebutikker, der lukker og salgstal, der forsætter med at dykke. Ingen tvivl om at overgangen fra det fysiske format er den største og vanskeligste omstillingsproces pladebranchen er stødt på. Jeg tror dog at såvel cd’er, som i særdeleshed lp’er vil forsætte med at eksistere i en rum tid endnu. De vil overgå til en status som nicheprodukt, men der vil i en rum tid fremover stadig være folk, der i trods mod fremskridtet vil række bagud, og holde fast i formaterne som de var uden at skele det mindste til udviklingen. Andre vil, som jeg nok selv ender med, holde fast i de fysiske formater så længe som muligt, men acceptere at alt ikke længere vil være tilgængelig på denne måde og acceptere tingenes nye tilstand. En ting er jeg dog sikker på, den sidste del af nedtællingen er i gang.

"A man's work is nothing but this slow trek to rediscover, through the detours of art, those two or three great and simple images in whose presence his heart first opened."

Albert Camus
(Gengivet bag på coveret til Scott 4)

Der er intet tempo og knapt nok nogen storyline i Garden State, men omvendt havde der heller ikke været nogen grund til at blive oppe i nat, hvis ikke at TV3 havde valgt at vise den. Jeg har Garden State på dvd, men tog imod tilbuddet da TV3 gav muligheden for at gense den, komplet med reklameafbrydelser, kanallogo i hjørnet, og pause og spolemuligheder udelukket. Jeg kunne have sparet tid, hvis jeg havde hentet dvd'en og sparet mig selv for reklameblokkene, men hvad skulle jeg have brugt den ekstra tid til i nat? Der var kun mere dårligt fjernsyn eller tidligere i seng, at vælge imellem, og intet af det trak nok til at skifte fra tv til dvd. Garden State er ét langt og godt argument for ikke at vende hjem til det man forlængst har lagt bag sig. Venskaberne er ikke længere det samme, men hvad værre er, det er vennerne. Man tager væk og kommer videre. De der bliver, forbliver, hvor og som de er. Det er en filmisk variant i farver, sat sort/hvidt op, af de tanker jeg gør mig, når jeg en sjælden gang er en tur i Brugsen, der hvor jeg stammer fra. Godt nok har filmen noget mere fotogene omgivelser, og persongalleriet er en del mere outreret, men soundtracket i mit hoved er tilgengæld blottet for Coldplay og bedre sat sammen. Garden State er min type film. Et par timers flimmer af steder, personer og situationer, uden at historien har rykket sig synderligt fra "a" i retning af "b", mens filmen har taget turen fra start til slut. Den er som de tanker man gør sig, hvor man ikke når frem til et svar, men tankerne mens de var der, var alt nok. Det er som fodboldkampen, der fanger én i to gange tre kvarter, men hvor resultatet er ligegyldigt, når man lægger stadion bag sig. Det er rart at være der og blive væk i tankerne, fodbolden, filmen, hvad det måtte have været stedet havde at byde på. Garden State er et rart sted, mens filmen står på. Hovedrollen ender endda med at blive hængende, det ville jeg nu ikke have gjort.

Det var tæt på, at jeg trods mine 20 år var yngste tilstedeværende i lokalet, da C.V. Jørgensen i 1996 fyldte Borgerforeningen i Svendborg med tidligere hippier, der havde været med siden "dengang". Da han "dengang" i 1996 var på sin tur rundt i det ganske lille land for at promovere Syregrønne Evergreens. Det var første gang jeg så ham, og første plade jeg købte med ham. Siden da har jeg talt i telefon med ham enkelte gange, set ham ude et par gange, og lyttet til ham derhjemme et væld af gange. Og nu vender han så tilbage til scenen, det måtte godt gribe om sig.

Tryghed & Tristesse udsender 14. august:

TT04: The Silent Section - A Final Delirium (cd)
TT05: The Silent Section feat. Peter Peter - Loss of Consciousness (7")

Disse kan nu forudbestilles for 100,- samlet inklusiv porto (normalpris 130,-).

Du kan bestille ved at maile os på post@tryghed-tristesse.dk

Det er rart at se, at verden har fået øjnene op for The Silent Section, allerede inden de er blevet udgivet.

24. juli 09 - Esben Ruud.

24. juli 2009 - Flakhaven.

25. juli 2009 - Atle Roar Håland.

24. juli 2009 - Fodbolde.

Agurketid: 65-årig kvinde anholdt for mordet på to mexicanske dværg-wrestlere. Mændene, som var tvillinger, døde af en overdosis øjendråber. (fra eb.dk)

23. juli 2009 - Stol i forladt kolonihavehus.

23. juli 2009 - Hedviglund.

23. juli 2009 - Sofa i forladt kolonihavehus.

Der er ikke lang tid til, at The National indtager Tivolis Koncertsal, og netop The National er at finde på listen over navne, der har indspillet sessions for Daytrotter. På listen finder man også The Handsome Family, Bonnie "Prince" Billy, Bowerbirds, Jim White, Marissa Nadler og et par hundrede mere. Alle sessions er lagt op til download, hvad jeg kun kan anbefale, at man benytter sig af, der var dog lagt en begrænsning på mængden af gange The National udgave af The Psychedelic Furs Pretty In Pink kunne downloades, så er det lige den man mangler, så er den at finde her.

Det er ikke de store kræfter, der er lagt i at finde udenlandske titler til sidste års danske storsælger.

Der har været kollektiv stemning blandt folk og fæ, der har plader, der skal udsendes i september, om at i dag var dagen var dagen, hvor man lagde nyt ud.

Willard Grant Conspiracy har lagt tre numre fra Paper Covers Stone ud. Paper Covers Stone består af en række genindspilninger af gamle Willard Grant Conspiracy numre, hvor lineuppet på indspilningerne nu er reduceret til solo, duo eller trio. Er man til Willard Grant Conspiracy, så er disse to optagelser af henholdsvis Drunkard's Prayer og The Ghost Of The Girl In The Well et godt supplement.

Baby Woodrose har smidt en enkelt smagsprøve op fra den selvbetitlede plade, der bliver lukket ud den 14. september. Countdown To Breakdown er en smooth sag, der ikke viger langt fra mit billede af Baby Woodrose i dag. Hvis Countdown To Breakdown er kendetegnende for den kommende plade, så forsætter Baby Woodrose deres færd mod et mere flydende og psykedelisk udtryk, mens de så småt tager yderligere afstand til 1-2-3 rock n' rollen.

Endelig har mine nyfavoritter i Cody smidt en smule op, i stedet for blot at smide det ud. Der er tale om to numre, der er ikke kommer til at opleve det privilegie, det forhåbentlig bliver for en sang, at være med på Codys debut. Begge er gedigne stykker håndværk, der dog ikke helt kan få mig til at mønstre samme begejstring, som materialet på ep'en gjorde. Det lover dog godt, for det er stadig et sæt fine sange, der sat i den rette sammenhænge fint ville kunne fungere.

Beastie Boys var mine første hiphophelte, og siden jeg som 10årig blev introduceret for (You Gotta) Fight for Your Right (To Party!) og No Sleep Till Brooklyn har jeg fulgt dem med en glæde og begejstring, der dog led et lille knæk ved udgivelsen af den let skuffende To the 5 Burroughs. Alligevel blev jeg ked af at høre denne nyhed her til aften, der håbes på god bedring herfra. Jeg tror stadig på, at Beastie Boys har mere at komme med.

Sent en af nattene på Roskilde Festivalen spillede Dragontears på Pavilion. Dele af denne koncert er blevet foreviget i lyd og levende billeder.

Dragontears, Roskilde: Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6.

I forbindelse med denne koncert gav Guf et interview til Revolution-Musics Roskildeblog, der giver forklaringen på navnet Dragontears, og en masse andre svar.

Der er ingen grund til at græde over spildt Malk, hvis man gik glip af vinderne af Maarums Sprogpris anno 1999 på Roskilde for et par uger siden. Malk De Koijns tilbagevenden er dokumenteret og lagt ud til enhver, der måtte have lyst.

Bonusinfo: Langestrand ligger i Larvik, og kan se frem til dette vejr de næste dage.

Denne weekend, og som så mange dage før den, er det de tunge rytmer fra dub og reggae, der får lov til at fylde og flyde i stuen. Det er først i det seneste års tid, at jeg for alvor har taget genrene til mig, men siden jeg i midten af det sidste årti stødte på Bob Marleys Exodus, er jeg blevet fanget, hver gang et anlæg har tonet Jamaicaetnisk musik. I min jagt på et sted, hvor jeg uden om reglerne kunne downloade Junior Delahaye - Showcase, der er en af mine bedste vinylinvesteringer dette år, stødte jeg på bloggen Satta Massagana, der er et sandt slaraffenland af reggae og dub. Jeg er først lige gået i gang med at kigge på sidens udbud, og er måske stadig for fersk ud i mit kendskab til genrene, til at have tyngde bag mine anbefalinger, men udover Junior Delahaye kan det anbefales at hente Glen Brown & King Tubby - Termination Dub, der som titlen antyder er dub, og fra reggaeudvalget er U Roy - Rasta Ambassador et godt valg.

16. juli 2009 - Brandts.

På min vej igennem bogen Caught by the River er jeg stødt på navnet Gavin Pretor-Pinney, der på side 158, hvor jeg indtil videre er nået til, indtager en klar førsteplads, som den hidtil mest velformulerede bidragsyder til Caught by the River. Min begejstring for ham fik mig til at bestille hans bog The Cloudspotter's Guide, der nu ligger på spisebordet og gør sig til, i håb om at rykke foran i køen af ventende bøger.

Udover at være forfatter, er Gavin Pretor-Pinney er stifter af The Cloud Appreciation Society, hvis manifest jeg nu har taget til mig..

We believe that clouds are unjustly maligned and that life would be immeasurably poorer without them. We think that they are Nature’s poetry, and the most egalitarian of her displays, since everyone can have a fantastic view of them. We pledge to fight ‘blue-sky thinking’ wherever we find it. Life would be dull if we had to look up at cloudless monotony day after day. We seek to remind people that clouds are expressions of the atmosphere’s moods, and can be read like those of a person’s countenance. Clouds are so commonplace that their beauty is often overlooked. They are for dreamers and their contemplation benefits the soul. Indeed, all who consider the shapes they see in them will save on psychoanalysis bills.

.. med den konsekvens, at jeg nu for første gang i mit voksenliv er blevet foreningsmedlem. Jeg har meldt mig under fanerne, jeg har købt bogen, jeg har betalt gebyret og jeg er klar til fra nu at gå med næsen i sky.

Vejret var tempereret over det tålelige, i retning af det behagelige, da jeg i eftermiddags indtog søbredden i en tidligere grusgrav et sted øst for byen. I timerne ved søbredden skiftede vindene mellem ikke eksisterende og dominerende, og skydækket lukkede solen ude med jævne mellemrum for blot at invitere den tilbage sekunder senere.

Der er tre søer i den tidligere grusgrav. Den store, den nye og den bagerste, som de færreste besøgende derude opdager eksistensen af. For enden af den pakkede jeg mit grej ud, samlede min stang, skænkede mig en kop kaffe fra termokanden, og betragtede scenariet med fugle, fisk, og en summen fra trafikstøjen i det fjerne og de insekter, der kom for tæt på, for så at vælge mig et blink og den retning jeg ville kaste det ud fra tangen. Vinden tilføjede vandet krusninger, der gjorde alt under overfladen til en samlet grødet masse, og fjernede vinden sig, gjorde solen det samme, og alt under overfladen blev nu i stedet sort. Ørrederne lagde dog ikke skjul på deres tilstedeværelse, men gjorde en helhjertet indsats for at fremvise deres springvilje og gøre hvad de kunne for at tirre mig. Havde det været delfiner ville de uden tvivl kunne betegnes som både kåde og legesyge, men som fisker med en tom krog, dækkede ordet provokerende langt bedre.

En enkelt gang lagde vinden sig, mens solen brød igennem og trådte i karakter, og frem af søens nu klare vand trådte nu al søens vegetation, der tog sig ud som en uendelig tætvoksende skov, der strakte sig en meter fra vandkanten og længere ud end øjet kunne følge det i det nu ellers klare vand, hvor ørrederne ikke længere behøvede at bryde vandoverfladen for at kunne ses, men kunne følges rundt som mørke skygger i vandet. Mens øjeblikket stod på, var det at kigge ned på bundvegetationen som at flyve højt hævet over en skov, der til alle sider forsvandt udover horisontens kant. Skoven forsvandt da skydækket igen gemte solen væk, og hele vejen henover søens længde kunne jeg følge mørket, der i én lang glidende bevægelse tog over.

Jeg kunne tage en enkelt ørred med hjem, der huggede i samme øjeblik jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt mit net. Den kæmpede bravt, og trak i alle de retninger, der ikke var mod land. Den kæmpede bravt, men forgæves. Den underkastede sig først min krog, gav sit liv til mit jernrør, lod sig partere af min kniv og skal nu snart fortæres af mig og mine.

..men i skulle have set den, der slap væk!

13. juli 2009 - Fra køkkenvindue, eftermiddag.

13. juli 2009 - Fra stuevinduet, aften.

Min ven Mikael, alias Onkel Dunkels foretrukne backingband, alias Kloster har været en tur i Norge. Det er der kommet en ganske gratis EP ud af, og den EP kan findes lige præcis i bunden af her.

Downtown Magazine bringer et interview med Er De Sjældne, mens Mouritz/Hørslev Projektet her lang, lang tid før udgivelsen af Blik Bang Bang selv har lagt teksterne til pladen op på deres hjemmeside.

Nutidens danske rappere kunne lære en del af stilen fra '96;

"Fisse, kusse, vandgrød - husk at bruge tandtråd.."
Klart Dér - Rim Til Dit Flæsk

10. juli 2009 - Ørred.

I dag er det 10 år siden, at den taxa min fætter tog hjem fra byen, blev torpederet af en politibil under udrykning og min fætter blev dræbt. Det er underligt at tænke på. Hvor ville han have været i dag, hvis det ikke var sket? Havde vi andre været andre steder, hvis ikke det var sket? Hvor meget ville have været anderledes, hvis det ikke var sket?

Men sket er sket, og årene går, alligevel vender spørgsmålene tilbage gang på gang, år efter år.

Jeg savner ham.

Jeg er ikke kæphøj nok til at omtale denne øl som den tænkende mands øl, i hvert fald ikke så længe jeg selv sidder med et eksemplar, og hvor surt den end smager så er den stadig en mere passende Edgar Allen Poe hyldest end Lou Reed pladen af samme navn.

7. juli 2009 - Pipeline.

Inspireret af Peter H. Olesens opslag af Kurt Wagners fine soloudgave af Slipped, Dissolved and Loosed, optaget på et hotelværelse til franske Le Cargo, iler jeg her med at bringe et trefoldigt antal af videoer fra samme side. Robert Fischer fra Willard Grant Conspiracy har på et andet tidspunkt, på et andet hotelværelse spillet Fare Thee Well, Massachusetts og The Ashes for Le Cargo og rullende kamera. Willard Grant Conspiracy udsender ny plade til september, og skulle i følge rygtet efterfølgende tage turen rundt i det europæiske.

4. juli 2009 - Stubmøllevej.

Træerne vokser ikke ind i himlen.
Men de vokser ud i luften, som vi ånder,
og ned i jorden til de døde,
som vi savner. Og det er alt nok.

Søren Ulrik Thomsen
Nye Digte - 1987

En øksebevæbnet digter
En potentiel ordkløver

Jeg bor i en lille by. Tidligere boede jeg i en endnu mindre by, og før det boede jeg i den flække, jeg stammer fra. Det vil sige; egentlig er jeg jo vokset op uden for bygrænsen.

Kan Moses ikke komme til fadet,
så må fadet komme til Moses.

"They're not pets Susan"

Jeg ved ikke meget om kunst, men jeg ved, hvad jeg kan lide, og gadekunstneren Slinkachu rammer en nerve, med de ganske simpelt opbyggede mikrokosmoser han placerer ude i den virkelige verden. Her troner de små figurer som Gullivers lilleputter i letgenkendelige scenarier, der oftest kan gøre sig uden billedtekst eller anden forklaring. Hvis man i en verden af plastikfigurer kan tale om temaer, så gør ensomheden og det hverdagstragiske sig gældende, med humoren som en stille medspiller. I den perfekt betitlede bog "Little People in the City" ser man scenarierne, først fra afstand og siden tæt på, og får tilføjet endnu en dimension. For hvad der set udefra er ingenting, er en en verden i sig selv når man kigger nærmere. Anbefales.

Som ung betragtede jeg mig selv som et spændende undtagelsesmenneske. Det skulle vise sig, at jeg i netop dén henseende ikke var nogen undtagelse, for forestillingen om i en eller anden forstand at være hævet over den grå masse er særdeles udbredt i min generation. Hver anden ung mand så sig selv som en åndsaristokrat, hvis underforståede kulturelle overlegenhed adskilte ham fra gennemsnittet, skønt der behageligt nok ikke skulle gøres rede for denne dannelse, der kun tilkendegav sig indirekte, nemlig som kritik af det åndsforladte massemenneske. Det var tilstrækkeligt ikke at være Mister Jones, men for selvbilledet var det så meget des mere nødvendigt at have en meget præcis forestilling om ham: Han var fantasiforladt, hæmmet og konform, en upersonlig, farveløs medløber, på samme tid slaveagtigt autoritetstro og utåleligt autoritær, tyran og undertrykt i ét.

Søren Ulrik Thomsen
Uddrag af Balladen om den tynde mand, fra essaysamlingen Repremiere

1. juli 2009 - Lysenge Skov.

1. juli 2009 - Kertinge Nor.

1. juli 2009 - Lokumspoet.