22. November 2009 - Præst.

Det synes sent, at melde sig ind under de nynostalgiske faner, der har vajet over danske spillesteder og jyske boldbaner de senere år, men i aften sker det. Love Shop går på scenen på Posten efter de seneste weekender at have touret rundt i landet. Derfor kryber jeg til korset, og går her, et år eller to efter at det var højmoderne, ned og ser en vaskeægte revival. Det vil jeg påstå det er, selvom vi selvfølgelig alle ved, at LoveShop aldrig har været gået i opløsning, men blot holdt pause. Jeg glæder mig ikke helt så meget som forventet, men glæder mig gør jeg. Magien var gået af ballonen da Love Shop trykkede på pauseknappen, og måske havde jeg set dem en gang for meget til helt at blive fanget ind af koncerterne. Hvad skal der så ske i aften? Er der dømt greatest hits. Får vi serveret nyt materiale? Er det det samme uden Hilmer? Kommer der til at være et tomrum der hvor publikum normalt taktfast råbte på ham? Helt bevidst har jeg afholdt mig fra at læse anmeldelser for at bevare lidt spørgsmålstegn til i aften.
Jeg glæder mig, men ved ikke helt hvad det er jeg glæder mig til.

Jeg har længe savnet muligheden for en nyhedsfunktion på Substans.info, således at der var et sted, hvor det var muligt at smide links, nyheder, opdateringer af siden og andet godt ind. Vi har valgt en gylden mellemløsning, og har udvider Substans med en blog, hvor alle disse ting kan finde plads. Link fra Substans.info til bloggen bliver tilføjet snarest.

17. november 2009 - Fugle.

Verdens bedste svensker har i det skjulte udsendt en børneplade. Det Kostar På Att Vara Barn er kun udsendt som download, men formedelst lidt under 9€ kan man få lov til at hente pladen ned på sin helt egen computer. Pladen er helt på niveau med de to seneste plader Oscar Danielson har begået. Hyggeligere, og en kende mere funky, men klart på niveau. Jeg vil ikke benægte, at det måske er en børneplade for voksne, men som voksen er den en foræring (til lidt under 9€). Anbefales.

Én dag gik der, fra favoritten E offentliggjorde et nyt nummer, til favoritterne fra Tindersticks valgte at gøre det samme. Black Smoke stammer fra den kommende plade, der på disse breddegrader kommer til at se dagens lys til januar. Igen, ligesom Eels. Black Smoke er ikke stramt melankolsk, som når Tindersticks er bedst, men er noget mere løs i sin form, og minder mere om materialet fra Stuart A. Staples to soloplader, end Tindersticks som man kender dem. 4AD har lagt nummeret ud til download her.

Efter sidste års sjov med Onkel Dunkel og Tryghed & Tristesses julesingle legede jeg med tanken om lave en spoken word cd, i samme ubehjælpelige lo-fi stemmekvalitet som ovennævnte. Det blev ved tanken, men et par optagelser blev det dog til, og dem har jeg her til aften modtaget på mp3. Derfor vil uden yderligere tøven præsentere Det Svider og Frikorps Badeland, fra min skrinlagte temaplade om Ilse. Projektnavnet var: Manden fra Onkel.

Der bliver ikke hvilet på laurbærene denne gang, for allerede til januar udsender Eels nyt album. Det så endegyldigt betitlede End Times. Første smagsprøve fra pladen blev luftet idag, og Little Bird lover godt for, hvad der er i vente. Hvis dette er den røde tråd, der bliver trukket igennem pladen, så er der en dæmpet plade på vej. Man kan så håbe, at det bliver tilfældet, i stedet for den stilforvirring, der prægede Hombre Lobo. Little Bird kan høres her.

Odense er meget lig landet byen ligger i. Styret af en borgerlig ledelse, med et socialdemokratisk alternativ, der mere står som the lesser of two evils, end et egentligt alternativ til nuværende styre. Jeg har i al min tid som vælger enten stemt rødt eller blåt, aldrig rødgrønt eller rødt og hvidt, men er altid søgt ind til området omkring midten som enten venstremand eller socialdemokrat, med en enkelt afstikker til CD da valgkampen for et par år siden blev for ulækker, og Mimi Jacobsen syntes at være den eneste, der ikke trængte til at få vasket sin tankegang med sæbevand. På tirsdag skal der så krydses klinger med den politiske virkelighed igen, og som vælger i Odense kan man vide sig sikker på, at manden i stolen efter tirsdag stadig hedder Boye. Om det så bliver Boye den ene eller den anden er det indtil videre kun muligt at spå om, selv om gisningerne trækker mod venstre. Ifølge DR og deres mulighed for at holde ens egne holdninger op mod politikernes, er jeg fanget som en lus mellem to negle, og må erkende mig 68 % enig med begge spidskandidaterne, men spørgsmålenes emnevalg var også uden for mit gebet. Der er endnu nogle år til jeg kan forholde mig til skolevæsnet, og endnu flere til ældresektoren bliver relevant for mit vedkommende. Den offentlige trafik går der år imellem, at jeg benytter, så heller ikke der kan jeg fostre en egentlig holdning. Eneste punkt, hvor jeg kunne melde klart ud, var ved spørgsmålet om hvorvidt kulturen skulle stå først for skud, når der skal spares penge. Og nej, det synes jeg naturligvis ikke den skal. Det ligger fast, at mit kryds til regionalrådsvalget bliver den vanlige blanke stemmeseddel. På det mere nærlokale plan er jeg stadig blank, hvad end jeg gør med min stemme bliver det alligevel en Boye.

Stand By Me er filmudgaven af Stephen King novellen The Body, og det er meget muligt, at det er den eneste filmudgave baseret på hvad som helst af Stephen King, der er værd at se. Selv om jeg over årene nok skal have set filmen en håndfuld gange, er det først for nyligt, at det er gået op for mig hvor stærkt et soundtrack, der hører til filmen. Egentlig købte jeg det bare for at få lagt The Silhouettes - Get A Job lagt ind på min computer, men det er nu blevet tildelt en pæn placering på min aldrig nedskrevne liste over favoritsoundtracks.

01. Buddy Holly - Everyday
02. Shirley and Lee - Let The Good Times Roll
03. The Del Vikings - Come Go With Me
04. The Del Vikings - Whispering Bells
05. The Silhouettes - Get A Job
06. The Chordettes - Lollipop
07. The Coasters - Yakety Yak
08. Jerry Lee Lewis - Great Balls of Fire
09. The Bobettes - Mr. Lee
10. Ben E. King - Stand By Me

Mine tanker kredser om murens fald, det samme som nyhederne har kredset om de seneste par dage. Faldet bliver lige nu genfortalt på skærmen bag mig, og selv om det hele virker så nært, så kan jeg ikke indkredse, hvad jeg egentlig kan huske fra dengang, og hvad der via tv er blevet genopfrisket over årene. Et ord som fløjlsrevolution husker jeg brugt om det der skete i de andre lande, der trevlede jerntæppet op før det blev Tysklands tur. Hvordan flugten gik gennem Østrig for de, der havde muligheden og ikke turde vente. Det står mig også klart, at alting ulmede i tiden op til murens fald. Bliver grænserne lukket igen? Får det konsekvenser for de lande, der åbnede op eller følger de andre efter, så det utænkelige sker? Jeg ved, at jeg så mange nyheder i dagene, hvor det skete, og jeg bilder mig ind, at jeg husker billederne af folk på toppen af muren, der deroppefra symbolsk brød muren ned, og billederne af bilerne der som de første kørte over grænsen. Murens fald står ikke så klart i min hukommelse, som jeg kunne ønske, men murens fald står som symbolet på den måske vigtigste historiske begivenhed, der har fundet sted i min livstid. Nemlig jerntæppets fald og begyndelsen på foreningen af øst og vest i det Europa, der her tyve år senere stadig deler europæerne op i det A-hold vi selv tilhører, og det fattige og forurenende B-hold østfra, der dog langsomt nærmer sig. Det Polen, der findes i dag, er næppe så tilbagestående som det samme land min far besøgte for nitten år siden, mens andre lande stadig befinder sig i den dybeste armod. Derfor er det vigtigt for mig, at prøve at huske, hvordan jeg oplevede det og hvordan det har været, så jeg engang kan forsøge, at forklare mine børn hvordan det var og hvorfor det aldrig skal blive sådan igen.

Tor auf.

November er måneden før man tager afsked med året, og måneder før man står i det næste.

Fra faktaboksen: Den eneste gang jeg har opholdt mig på et andet kontinent, der var det med det formål at besøge en lædervarefabrik.

Paper Covers Stone er en genfortælling af, hvad Willard Grant Conspiracy har på samvittigheden. Pladens indspilninger er indfanget af en mikrofon fra et sted mellem et demolandskab og lyden af en minimal besætning på scenen, og de er i deres nedbarberede tysthed ganske foruroligende at lytte til. Det er ganske basalt, det er en mand, der i dette tilfælde er Robert Fisher, og det er hans musik, der i dette tilfælde er lig med Willard Grant Conspiracys output, der med Robert Fisher selv i forgrunden bliver omgjort og præsenteret i gengivelser begået af fire mand, tre mand, to mand eller blot ham selv. Resultatet er nonchalant og intenst, om det er de nær spirituelle sange fra Pilgrim Road, de dommedagsbuldrende rocktoner fra Let It Roll, eller om det er sange fra før de seneste to udspil. Alt leveres med selvsikker og rolig hånd, og serveres som et gyldent bevis på, hvor stærkt sangmaterialet fra Robert Fishers hånd er. Selvom 90'ernes unplugged og fremførslen af numrene fra Paper Covers Stone er bygget på den samme tanke om at bryde musikken ned og bygge den akustisk op igen, så er der milevidt fra den polerede lyd unplugged blev solgt på, og til Paper Covers Stone, hvor knasterne stadig stikker frem og risikoen for splinter er overhængende. Robert Fishers gravkammerrøst er massivt tilstedeværende pladen igennem og er den pille pladen bliver bygget op omkring. Det er også i den man finder det foruroligende. Intet synes, at kunne ryste den. Uanset tekstens emne, uanset musikkens opbygning, så står den med stoisk ro i midten af det hele. Ingen tvivl om at Paper Covers Stone får et ekstra aspekt fordi jeg i forvejen er bekendt med musikken, men den burde tale til enhver.

En sol så lav, at jeg har mistet kontakten til min skygges randområder.

4. november - Svømmehal.

Jeg har gået med min dårlige samvittighed så længe, at jeg trængte til ferie fra den. Nu er jeg så stukket af hertil. Her finder min samvittighed mig næppe den første uges tid. Her kan jeg få syv dages ro uden anger, i de syv dage der går, før min samvittighed finder mig igen. Eller den uge der går, før jeg vender hjem til min samvittighed igen. Når vi ses igen, så vil min samvittighed kigge på mig og sige: skammer du dig ikke?

En bevidst kort Sods/Sort Sol biografi er nu tilføjet Substans.info.

Hvis Arek er noget, så er det et offer for dårlig presse. Jeg skulle oprindeligt have skrevet pressemeddelelsen til bogen "Fucking Polak" - i stedet valgte forlaget en billigere løsning. Nu betaler både forlaget og Arek prisen. Her følger mit oprindelige oplæg:

"Den hårdtslående provokatør, opponent og kontroversielle samlivsdebattør Arek Onyszko stiller i sin debut som forfatter spørgsmålstegn ved store dele af de danske normer, han igennem sine tretten år i landet har oplevet. Der gøres endegyldigt op med de bløde mænd og deres feminine værdier, og spørges ind til, hvor langt den danske mand er villig til at gå for at forsvare sit. Gennem sit indgående kendskab til sportens verden, har Onyszko fra baglinjen set, hvordan kvinden over årene har fortrængt manden fra hvervet som sportsjournalist og i sin velkendte bramfri tone, kommenterer Onyszko tingenes tilstand, og drager konklusioner, der lægger op til debat. Fucking Polak stiller spørgsmålstegn ved en række danske værdier, og er et sundt og debatvækkende indspark, fra en mand, der trods sine mange år i landet stadig evner at se tingene udefra."

Mads Holger vs. Mads Holdgaard.

1. November - forhæng.

1. november 2009 - Kvist.

Tredje udgave af Little Nothings er sat til, at skulle udkomme til januar. Det er endnu ikke for sent at konvertere!

"Hvis du kommer til et hjem, hvor et par bor sammen og hans vinylplader stadig står fremme. Så ved du, at det er en alfahan, der bor der."

Peter Lund Madsen
(Udtalt i: Hjælp! Min kone er skidesur)

Jeg kan huske, at jeg har stået med den i hånden i Stenstrup Biblioteks afdeling for voksentegneserier - jeg kan derimod ikke huske, om jeg nogensinde fik den lånt, men en ting er sikkert, og det er at jeg aldrig har fået den læst før nu. Desværre. Maus er noget af det mest fantastiske jeg meget, meget længe har investeret tid og penge i. Handlingen, såvel fortællingen fra dengang, som den sideløbende nutidshandling sitrer af had og frygt, og fortællingens evne til at holde læseren fast er uovertruffen. De to bind fås samlet til næsten ingen penge på Amazon. Anbefales.

Med Pixeline er det nu muligt, at holde Spil Dansk Dag året rundt.

På dagen i dag, hvor Midlakes længe ventede tredje helspiller langt om længe er blevet annonceret til udgivelse i februar næste år, fandt jeg også en opdatering til en for mit vedkommende mindst lige så vigtig udgivelse. Udover arbejdet med deres egen plade, har Midlake også fungeret som backingband på John Grants kommende udgivelse Queen of Denmark, der ser ud til at se lyset engang i 2010. Det nye er, at der nu er sat titel på pladen og noget, der ligner en dato selvom det kun er årstallet, der er på plads. John Grant var frontmand og drivkraft for The Czars, et af de mest underkendte bands denne verden har set, og besad en af de fornemste vokaler i nyere tid. Om han stadig besidder den vil 2010 vise.

Det var ikke mange, der havde valgt at kigge forbi Momentum denne lørdag aften, men som altid, så var Odenses glemte spillested alligevel en garant for en uformel og afslappet stemning.

Som lokalt residerende kan jeg ikke forestille mig et bedre sted, at sætte en koncert op med Er De Sjældne end lige netop på Momentum. Humøret på scenen syntes også, at matche den positive og afslappede stemning, der herskede i lokalet. Er De Sjældne stillede op i trioform, og skal man tro på de ord Solveig Sandnes indledende gav publikummet med på vejen, så er det ikke en form, der tidligere er afprøvet. Udover Solveig Sandnes, så var de andre to tilstedeværende: Disa, der dels gør sig i eget navn, men som også jævnligt optræder sammen Mouritz/Hørslev Projektet, og så Anders Remmer, hvis portefølje er for langt og rummeligt, til at jeg vil være manden, der skal udvælge højdepunkter fra det.

Er De Sjældne havde ikke meget, at komme med, faktisk så lidt at ekstranumrene blev et par reruns af, hvad vi allerede havde hørt en gang før. Det gjorde nu ikke noget, for denne aften var mere af det samme så klart at foretrække frem for at kunne gå lidt tidligere hjem. Der blev leget lidt ekstra i de to gentagelser, publikum blev opfordret til at rasle løs med deres nøgler, og jo, der blev også sunget med.

Selve koncerten var kort, men tilstedeværende. Der blev introduceret sange, og der blev stemt ukuleler. Anders Remmer fik lidt til at lyde af meget, Disa modulerede sin stemme rundt i et effektlandskab, der fint og fornemt klædte musikken, og længst til højre sad Solveig Sandnes skiftevis med guitar og ukulele, og fortalte, hvad de forskellige tekster udsprang fra, før hun tog sangen i sin mund. Koncerten nåede hele pladen igennem, men strakte sig en kende længere end den halve time, det tager at høre Lyserød, Lyseblå, Beige fra ende til anden. Aftenens højdepunkter blev ”Selv Den Bedste Båd Kan Kæntre” og ”Et Hjerte (Er Ikke Et Atomkraftværk)”, selvom ingen af numrene gjorde det store for at fjerne sig fra det udgangspunkt, der er at finde i indspillet form, men det gjorde ingen af aftenens numre. Linjen fra pladen blev holdt, instrumenteringen blev blot lagt om.

Fuglene kredser om Er De Sjældnes tekster, men lige så nærværende er den forlisende, og forliste kærlighed. Enkelte steder finder de sammen, som i ”Spurvehøg”, der viste sig at være delvist baseret på en sand historie. Hjertesorg til trods, blev alt leveret med en sødme, der aldrig kørte over i det kvalme, men blot trak tilhørernes mundvige opad.

Oplevelsen af Er De Sjældne var gennemført sympatisk. Det var sproglig tæft leveret med musikalsk snilde, og et rart bevis på, at det danske sprog kan synges med mere sproglig dybde end det musikalske affald radiostationerne kaster op til lytterne hver dag.

Hvis nogen savner The Bleeder Group, så er det nu muligt at lindre smerten ved at downloade deres afskedskoncert fra Stars i Vordingborg.
Del 1 - Del 2

Undertoner havde i en ganske sympatisk anmeldelse karakteren 4/6 til The Silent Section.

24. oktober 2009 - Koncertgængere.

24. oktober 2009 - Momentum.
(Første billede med Canon EOS 500D)

Før Tindersticks blev til Tindersticks, fandtes der et band, der hed Asphalt Ribbons, hvis medlemmer i det store hele var dem, der blev til Tindersticks kort tid efter, at Stuart Staples havde fundet en tysk tændstikæske et sted i det græske og et navneskifte blev en realitet. Asphalt Ribbons udgav bl.a. The Orchard EP, hvor man kan høre en ung og knapt så croonende Stuart Staples i front for en gruppe, der er noget mere løst funderet og countrycorny end Tindersticks. Når man kender resultatet kan man dog godt høre, hvor det bærer henad.

Det efterhånden meget omtalte projekt, hvor Sufjan Stevens spiller sig igennem de amerikanske stater, må endnu engang lide den tort at se sig overhalet indenom af en anden plade fra Sufjans hånd, og hvis The BQE blot er den første i en planlagt komplet række af plader, der hylder hver eneste gren af det amerikanske vejnet, så er der lang vej igen, før Amerika er blevet forenet på plade. The BQE er dog ikke en hyldestplade, men derimod en plade inspireret af the Brooklyn-Queens Expressway.

The BQE blev oprindeligt fremført i et operahus i oktober 2007 ved 25-års jubilæet for en festival. Nu to år senere er der blevet rettet op på de fejl og mangler, der var i den oprindelige opførsel, og værket har fundet vej til plade. Udgivelsen er endt med at blive til et totalværk, der omfatter både musik, film og tegneserie - tegneserien dog kun i følge med vinyludgivelsen.

Forventer man en Sufjan Stevens plade i stil med den stil, man tidligere har hørt ham indspille, udgive og over årene forfine til det mesterlige, så kommer man til at gå forgæves. Forventer man derimod et kompositionsværk, der først for alvor ruller sig ud, når det bliver akkompagneret af den medfølgende films levende billeder, så er man kommet til det rigtige sted. Den klassiske musik er fint afstemt de varme og tidløse billeder, der sideløbende kører i tre rammer i den midterste tredjedel af skærmen. Den simple teknologi, der er brugt til optagelserne, trækker årene ud af billederne og kunne lige så vel stamme fra 60'erne som den nutid, hvor Sufjan Stevens har lavet filmen. Der klippes i takt til musikken, og da "Movement IV: Traffic Shock" speeder det hele op og tilfører The BQE elektronisk instrumentering og tempo, skifter klippehastigheden tilsvarende.

Indtil da har The BQE lydt lige så klassisk og svulmende, som man kunne forvente fra et soundtrack til en hvilken som helst storfilm fra 50'erne. Afsenderen viser først sit ansigt i "Movement III: Linear Tableau with Intersecting Surprise", hvor det står klart, at det er Sufjan Stevens, der står bag. Her skifter pladen nemlig kortvarigt til den samme slags legesyge småklimteri, der går igen på enhver anden af Sufjans udgivelser.

De tre skiftende rammer i skærmens midte har en kalejdoskopisk effekt, der dog dør ud to-tredjedele inde i pladen. Her tager kedsomheden over, billederne flyder sammen, musikken virker som en gentagelse af det, der lige er blevet spillet, og tanken om at finde frem til fjernbetjeningens fast forward-knap virker tiltagende tillokkende.

Det er altid interessant at se, hvad det kan føre med sig, når kunstnere bryder ud af deres vante rammer og indtager en anden scene. Den gode nyhed for Sufjans Stevens er, at han med The BQE ikke falder tungt til gulvet, men omvendt bliver dette næppe til mere end en tankestreg i hans karriere. Som værk fungerer The BQE bedst sammen med de levende billeder, og som anmelder gætter jeg på, at denne udgivelse vil komme til at samle støv på mange pladehylder. Det er godt gået, men ikke godt nok.

(Geigeranmeldelse af Sufjan Stevens - The BQE)

Jeg blev i dag den lykkelige ejer af et Canon EOS 500D, denne gang tror jeg, at jeg læser manualen.

17. oktober 2009 - De Efterladte.

Historien om Vivian Meier er en af den slags historier, der næsten er for god til at være sand. Den kan i al sin korthed læses på den blog, der er blevet oprettet til at vise, hvem det måtte interessere, Vivian Meiers billeder.

17. oktober 2009 - Dalumvej 7.

17. oktober 2009 - Dalumvej 7.

"Bad Luck' er et lille skridt i den rigtige retning.."

(Uddrag af brødteksten til Ekstra Bladets Tostjernede anmeldelse af den nye plade fra The Storm)

10. oktober 2009 - Udsigt fra stuen.

Med min egen helvedesoplevelse af Iron & Wine sidste år i Vega in mente, er det svært ikke at blive misundelige når man hører optagelser som disse. Jeg er endnu ikke nået helt til bunds, men det synes at være Sam Beam, hans guitar og kun de to alene sammen på scenen. Paste Magazine bragte apropos et interview med ham omkring udgivelsen af Shepherd's Dog, der stadig er værd at læse.

Der var engang et band, der hed Blur, og som så mange andre lod de sig gendanne for at spille for festivalpublikum og ussel mammon. Ikke desto mindre ville jeg fandens gerne have genset dem. Heldigvis for mig er store dele af Blurs koncert fra Glastonbury at finde hos Deaf Indie Elephants.

En af de mere famøse danske opsamlingsplader fra startfirserne er Irmgardz "Somewhere on the Outside" med bands fra provinsen. Den har Karma nu genudsendt på cd. Kvaliteten af materialet er mildest talt broget, men såvel Moral som Næste Uges Tv er et godt argument for at investere i cd-genudgivelsen.

Der er i dag blevet lagt en video op på YouTube med åbningsnummeret fra The Silent Sections releasekoncert i Moby Disc.

“Hey, let’s be careful out there.”

7. oktober 2009 - Udsigten fra stuen.

Imens at jeg (foreløbig) forgæves forsøger at få Michael Valeurs tidlige karriere skrevet ind i et Worddokument, så kan andre måske have glæde af at lytte til Kærlighed til Kniven, hans samabejde med Jesper Siberg fra 1985.

Lise Westzynthius har netop lagt sin version af Jennys Himmelfærd, der samtidigt er hendes bidrag til den forestående Sebastian tributeplade op på sin MySpace. Samtidig er den længe ventede nyhed om det længe ventede tredje udspil fra Munck//Johnson også dukket op, og går alt som det skal bliver det den 16. november, at Spirits & Ghosts bliver titlen på denne trackliste:

01. Three-Legged Race
02. Bygones
03. Close Your Eyes
04. I Knew Not Sorry
05. Sailing On The River
06. Wallflowers In Bloom
07. The Sweet Hereafter
08. Through Me
09. Waiting For You
10. Walk Into The Night

Et andet fantastisk online billedgalleri er Shorpy.

De seneste dage har jeg beskæftiget mig med at finde billedeksempler på post-mortem fotografering, altså billeder taget efter døden er indtruffet. De fleste billeder indenfor denne genre, er billeder af afdøde i kisten eller sengen, men en del af dem er taget sammen med familie. Jeg har valgt tre eksempler.

Det fantastiske. Jeg synes, det er helt eminent dette billede. Barnets fokus på fotografen, bedstemoderens fokus på den afdøde og mandens tomme blik står så stærkt, at den opsatte situation helt forsvinder fra øjeblikket.Det groteske. Fem smilende unger frem for en død mands kiste. Det ligner mere det årlige julebillede, end et sidste minde. Hvorledes børnene måtte være relateret til den afdøde står hen i det uvisse, men et forsigtigt gæt må være, at det ikke er nærmeste familie. Det oplagte pladecover. De fire kvinder og den døde hund er ren Jan Saudek, og ville gøre sig mindst lige så godt som hans Jan Saudeks nøgne pige gjorde det på coveret til For The Beauty Of Wynona.De ovenstående billedeksempler er alle fundet her.

Min Geigeranmeldelse af Mikael Simpson.

Mig bekendt har det aldrig skadet at vide noget om det man udtaler sig om.
Ikke at have kendskab til emnet, men indsigt i det.

Det højner som bekendt sandsynligheden for at ens vurderinger og udsagn som minimum vil blive taget alvorligt.

Det springer i øjnene hvorledes ovenstående er rigt på betragtninger, beskrivelser og synspunkter, men i sjælden grad blottet for indsigt.

Jeg anerkender anmelderens mod til således at udstille sin uvidenhed over to helsider, og hilser det med min dybeste respekt.

Ærbødigst

(Brugerkommentar til min anmeldelse af Martin Hall - Relief/Cutting Through)

The Archive er en småtragisk kortfilm af Sean Dunne, om manden med verdens største pladesamling. Den er ikke ny, men jeg er først forleden blevet opmærksom på den. Jeg vil ikke sige så meget andet, end det er otte gode minutter tilbragt i tænksomt tempo.

Groove.no tildeler The Silent Section karakteren 4 ud af 7, og kalder deres musik for soundtracket til Odense.