24. januar 2010 - Krage.

24. januar 2010 - Kerteminde.

Skraldemandens kone, har taget plads på renovationsvognens passagersæde, og sidder der og løser krydsord, mens skraldemanden passer sit arbejde og stedkendt styrer vognen fra kunde til kunde. I dag er det erhvervskundernes tur, det vil sige containere med småt brændbart, og paller i løs vægt, der skal hentes fra baggårdene på ruten. Radioen spiller tankstationsmusik, og på tanken har de netop lige købt kaffe og chokolade. Lys til ham, mørk til hende, sort kaffe til begge. Der er ikke meget at tale om, det har der aldrig været. De har aldrig rigtigt elsket hinanden, men at de var sammen har altid syntes det rigtige. De har heller aldrig elsket, men brugt hinanden til at få afløb for de seksuelle behov, der over årene er gledet mere og mere i baggrunden. Ordvekslingen strækker sig sjældent længere end en sætning af gangen, der oftest besvares af- eller bekræftende. Hun sørger for det huslige, han klarer alt det praktiske, og i dag er hun med som selskab for tosomhedens skyld. Fugl på otte bogstaver, og et land på syv. Begge med ”g” som tredje bogstav. Frokost om en halv time, fri klokken 14.30. Du keder dig ikke? Nej! Skal vi tage koteletter til aftensmad? Ja! Det var ikke mere end et minut, at jeg kiggede på renovationsvognen, der holdt der med hende på passagersædet, og ham på job, men nok til at jeg ved lige præcis hvordan de er.

22. januar 2010 - Næsby.

22. januar 2010 - Brandts.

Oscar Danielson - Gitarren är mitt svärd

Det er på det skammeligste gået min næse forbi, at Iron And Wine i forbindelse med Record Store Day sidste år udsendte en liveplade i sølle 700 eksemplarer. Disse eksemplarer er naturligvis uden for rækkevidde nu for de af os, der også gerne skulle kunne spise i løbet af måneden, og ikke kun afdrage Ebaygæld. Der er heldigvis råd, for via denne blog er det muligt at nedlade hele herligheden. Ud fra den smule jeg i skrivende stund har hørt kan jeg kun opfordre til at gøre det.

Gaffa har for nylig bragt en saga i fem dele, skrevet af hovedrolleindehaveren selv. Baby Woodroses tourdagbog i 1-2-3-4-5 dele er lige dele god underholdning, lige dele indblik i de tanker, der farer gennem igennem en tournerende musikers hoved.

Tilfældigt tunet ind på DR2 så jeg først Rasmus Seebach, siden Huxi Bach og så Alphabeat. For til sidst at se I Got You On Tape få P3 guld. Poetisk retfærdighed? Det tror jeg nok!

Selv fik jeg den leveret på dvd pr. post i dag, men det ser ud til at hele Dylan Morans nye show What It Is er at finde på YouTube.

Det nye Eels-album "End Times" kan nu høres i sin fulde længde på MySpace.

12. januar 2010 - Træningsbane.

Jeg vil til enhver tid foretrække Tom Waits i rollen som fanden frem for rollen som musiker.

Endelig har den første lydbid fra Queen of Denmark fundet vej til den brede offentlighed, og jeg erklærer mig knæfalden ved genhøret af John Grants stemme. Lyden på I Wanna go to Marz er ikke langt fra The Czars, og det lyder til at Midlake lever op til alle mine skyhøje forventninger i deres arbejde som backingband. Queen of Denmark udkommer efter sigende i slutningen af marts.

Husstandens nye scanner bliver fejret med en debut som tegneserietegner.

Før Spain gik i opløsning var det varslet at de skulle på Rytmeposten, men ak og nej, således skulle det ikke gå. Bruddet kom, touren blev afløst og Josh Hadens solokarriere blev aldrig det store sus. Måske derfor er Spain nu blevet genoplivet som bandnavn med en 7" i støbeskeen. Singlens titel er I'm still Free, og lugter af et stærkt comeback. I'm Still Free kan findes til nedladning her.

Jeg har lige rejst mig fra sofaen, hvor tematimen, som jeg gætter på var en genudsendelse, ”12 hits klokken 12 – fitness fredag” har nået sin ende. Egentlig tændte jeg for VH1 i et håb om, at den sene søndagskaffe kunne glide ned til synet af en række ældre musikvideoer, jeg ikke havde set siden vi sad og så Formel Eins på tysk tv, hver anden lørdag eftermiddag tilbage dengang, hvor rendyrkede musikkanaler stadig var hipt, smart og forbeholdt de få, der havde mere end monopolkanalen og de tre tyske.

Fitness betyder vrik og vrid, og det var i den grad, hvad der blev serveret i løbet af den time det stod på. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set musikvideoer andet end som baggrundsstøj, men i dag blev jeg fanget og fik det hele med. Ikke på grund af vrikken og vrideriet, men forudsigeligheden i videoerne fastholdt mig som et lille barn i den alder, hvor gentagelse og repetition er det bedste i verden.

Om navnet er Britney, Beyonce eller Lady Gaga synes alt skåret over samme opskrift. Vrik, vrid, kostumeskift, og sceneskift. Ingen handling foruden den førnævnte, ingen mening bag handlingerne, intet forsøg på at skabe en sammenhæng mellem scenerne, og så en afsluttende sekvens taget ud af det blå, hvor videoen fader ud. Plus (naturligvis) udskæringer, der i bogstaveligste forstand går hen og bliver navlebeskuende.

Det er som det alle dage har været. Sex sælger, og i mangel på det må antydningens kunst tage over. Det er dumt, og i større mængder sikkert også fordummende. Det er alt det som pop, rock, pigtråd og beat gennem tiderne er blevet skældt ud for at være, og jeg er nu blevet en del af den ældre generation, der løfter pegefingeren og gør opmærksom på det forfald tidens toner fører med sig, hvor form i højere og højere grad står over indhold.

Jeg bryder mig ikke om at intellektualisere underholdning, og ovennævnte skal heller ikke ses som et forsøg derpå, MEN fanget ind af det, som ethvert andet dumt dyr, der lader sig fange i skæret fra et sæt forlygter, kunne jeg ikke undgå at konkludere, at alt kan sælges bare det er pakket pænt nok ind.

4. januar 2010 - Udskiftningsbænk.

I stedet for to rækker á tre billeder fordelt på to vægge, blev det til ni snore fordelt på tre vægge, med to søm, der i forvejen sad på en søjle som bonus, men nu hænger de der så. Elleve af mine billeder, fordelt på fire serier, hvoraf den ene blev kortet ned fra en trio til en duo. Stedet er Café Biografen, tidsrummet er fra i formiddags og indtil lukketid søndag den 31. januar 2010. Jeg har som det sig hør og bør navngivet udstillingen, der derfor bærer titlen "billeder jeg har taget, på steder jeg har været.

§ 1. Snegle udgør en nation.

4. januar 2009 - Odense Å.

3. januar 2010 - Tunnel.

31. december 2009 - Vesterbro.

31. december 2009 - Åboulevarden.

I eftermiddags slog jeg et smut forbi biografen, og nu vil jeg så gerne slå et slag for Sherlock Holmes. Det er effektiv tju-bang, der ikke keder.

Nogen vil givetvis mene, at Oscar Danielsons singer-songwriterpop er en kedelig affære. Men kan man ikke glæde sig over de simple ting i livet, såsom denne fantastiske børneplade for voksne og/eller børn, så er man endnu ikke gammel nok til at gå i barndom.

Geigers anmeldelsessektion gør sig normalt måske nok mest i små udgivelser, men denne gang vender vi bøtten på hovedet og fokuserer et øjeblik på en udgivelse, der mest er henvendt til de små. Og dog. For selvom Det Kostar På Att Vara Barn har undertitlen Oscar Danielson Sjunger För Barn, så gætter jeg på, at det primært er det voksne publikum, der vil få fuldt udbytte af udgivelsen. Det til trods for, at mit skolesvensk efterhånden er så tyndt, at det kun er i fragmenter, at oversættelserne giver sig selv, men hele pladens charme, ro og venlighed går rent igennem uden oversættelse. Den stedvise og underspillede humor kræver det heller ingen rød ordbog at indfange, men netop humorens underspillede karakter kræver det nok en voksenalder at opfange, eller måske blot et meget fremmeligt barn.

Oscar Danielson er ingen novice, når det kommer til børnesange. I 2008 lavede han musik til Riktigt Goda Vänner, et børneprogram, der blev sendt på den ene af svensk nationalradios kanaler. Til programmet indspillede han også "Jag Kan Själv", der nu har fundet vej til Det Kostar På Att Vara Barn. Jag Kan Själv ligger yderst i det ene af de to spor, som Det Kostar På Att Vara Barn har placeret sig i. Det er en funky sag, der får én til at sende en venlig tanke til Jamiroquai, Brand New Heavies og hvem, der ellers gennem forgange år har betrådt den gråzone, hvor funk og pop mødes, og sige: se, bare fordi det er funky, behøver det ikke være klistret.

Kender du til Oscar Danielson så forvent det forventelige, kender du ham ikke, så indstil dig på, at det forventelige er et behageligt indspark fra en mand, der over en lille håndfuld plader har fundet frem til den form, han mestrer, og som han nu bygger ovenpå, som det passer ham. Det er i rollen som tilbagelænet sangsmed, at Oscar Danielson har sin styrke, og det herfra at pladens andet spor udspringer. Mellem sporene er der trukket en line op, hvor flere af sangene danser frem og tilbage mellem de to stilarter uden at falde ned.

Forvent ingen store armsving eller pludselige bevægelser på Det Kostar På Att Vara Barn. Det er singer-songwriterpop uden den klæge eftersmag betegnelsen normalt udløser, og det er som før nævnt småfunky uden nogensinde at nærme sig slagbasterritorium. Det er også godt, behageligt og veludført. Nogen vil uden tvivl også mene, at det er kedeligt, men op i røven med dem, for kan man ikke glæde sig over de simple ting i livet, såsom denne fantastiske børneplade for voksne og/eller børn, så er man endnu ikke gammel nok til at gå i barndom.

(Oscar Danielson - Det Kostar Pä Att Vara Barn, anmeldt for Geiger)

31. december 2009 - Årets sidste måge.

Så farvel årti, din tid er forbi
dine slag er slået, din tid er gået
datoerne får nu et tital graveret
der hvor dine nuller snart er punkterede
men her til sidst tænker jeg
hvad fanden skal vi egentlig kalde dig?

26. december 2009 - Horne Sommerland.

Man skal være en kold skid, hvis man ikke kan lade sig lune af dette klip med Lorenzo Woodrose og hans nye sidekick.

Dagene bliver længere, og udgivelsen af Woodpigeons nye plade Die Stadt Muzikanten nærmer sig. Første smagsprøve Empty-Hall Sing-Along er klar.

Der er ikke lang tid til, at tredje kapitel af Lewis Trondheims - Little Nothings bliver udgivet. De utålmodige kan forlyste sig med smagsprøver her.

Det er udelukkende grundet min svoger, at jeg har noget, der ligner familiære relationer til Horne Land. Han var med i dag, men det var ikke hans skyld, at familien forsamlede sig dernede. En anden del af familien havde taget deres julelogi i en bjælkehytte tre rækker fra vandet. Med en udsigt der i dag tog sig ud så grå som den sidste del af turen ned til dette fynske randområde. Hvis jeg ikke havde set området i sommertid, ville jeg spørge: hvad gavn gør al denne golde jord i dette trøstesløse og nytteløse grå vinterlandskab, andet end at fjerne det smeltevand, der lige nu truer med at tynge denne del af Fyn ned i havet, hvis den opsluger det, og oversvømme området, hvis den ikke gør. Derfor sidder jeg nu og tænker på Dyreborg, der ligger få kilometer derfra, hvor jeg flere somre er kørt forbi endeløse rapsmarker, kirsebærplantager og skove for at nå frem til det, der bedst kan beskrives som en isoleret idyl. Mest tænker jeg dog på Claus Beck-Nielsen før han krøb op i røven på sig selv, og i kunstens interesse tog livet af sit navn. For ti år siden skrev han romanen Horne Land. Det måske mest mørke familieportræt jeg har læst, og en titel jeg i mine tanker vender tilbage til, hver gang jeg er på disse kanter. I dag kunne jeg så se det ved selvsyn, at sådan kan her også være. Væk er forårets spiren, sommerens idyl og efterårets friske åndedrag ind i ansigtet på de, der trodser vejret og vover sig ud. Dette grå er altså også Horne Land, og i dag kan jeg se huset gemt af vejen, og jeg kan se, hvordan det alt sammen kan ske i dette ødeland, der i dag får asken og betonen til at bøje sig i skam når spørgsmålet lyder: hvilken grå elendighed er den største? Horne Land, nu kan jeg se det.

På mandag udkommer Anders And Ekstra i en særudgave, hvor det Disneyrene er lagt på hylden og erstattet med historier fra før censurens indtog. Både Politiken og DR giver udgivelsen et par ord med på vejen, selv tror jeg også vejen går forbi den lokale bladkiosk på mandag.

21. december 2009 - Sdr. Boulevard.

22. november 2009 - Barnedåb.

Nyt Fra Tryghed & Tristesse

TT06 – The Silent Section - The Curtains Come Down In Flames

Det var i al beskedenhed en overflod af stilren noir, der fandt vej fra Tryghed & Trisseses lagerhaller da pladeselskabet i august udsendte The Silent Section på såvel cd som 7”. Nu kommer efterskælvet så i form af 4-track ep’en The Curtains Come Down In Flames, der består af fire numre, der ikke fandt vej til A Final Delirum. Udtrykket holder dog fast i udgangspunktet, og på ep’ens knap 40 minutter hører man ekkoet fra Jesus And The Mary Chain, Under For, shoegaze og de tidlige firseres post punk.

Ep’en udkommer 24. december i et begænset oplag på 30 nummererede eksemplarer, der kan købes via www.tryghed-tristesse.dk.

De julefattige, de nærige og de der blot er nysgerrige kan dog også vælge kvit og frit at downloade ep’ens fire numre via hjemmesiden.

Trackliste:
1. The Open Wound
2. Snow
3. Fortress Of Despair
4. Cover The Lot

Spørgsmål og kommentarer til post@tryghed-tristesse.dk.

Med venlig hilsen.
Tryghed & Tristesse

17. december 2009 - Lygtepæl.

17. december 2009 - Fruens Bøge.

19. december 2009 - Udsigt.

Sneen,
og de lyde der derfor ikke er der.

Ved dagens begyndelse sætter man i sneen spor, der først sladrer, men siden udviskes. Ved dagens ende er det alt det uberørte, der fortæller en historie. Den bil har ikke kørt, de har ikke været udenfor en dør og der har de glemt at salte. Nu vidner det uberørte om, hvad der ikke er sket.

Spinner.com har endnu engang lagt et nyt Eels-nummer op. Denne gang A Line In The Dirt.

17. december 2009 - Tolderlundsvej.

Håbet om at Midlake med The Courage of Others udgiver en af næste års bedste plader er stadig intakt når man har lyttet Acts Of Man og Rulers, Ruling All Things igennem et par gange. Stilen er mere rustik, udtrykket mere dæmpet, men mine forventninger stadig tårnhøje.

I teenageårene, hvor min smag var klart defineret ud fra andres mening. Der var det en årligt tilbagevendende begivenhed at tælle op hvor mange krydser man kunne sætte ud for titlerne på musikbladenes årsbedstelister. Jo flere, jo bedre, men i takt med at alderen og en tilnærmelsesvis selvstændigt defineret smag tog til, der aftog antallet af krydser. I år er lavpunktet så nået, og kun disse har jeg kunne krydse af.

Uncut:

11: Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle

17: Doves – Kingdom Of Rust

Mojo:

2: Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle

Gaffa:

18: Morrissey – Years Of Refusal

39: Bonnie ”Prince” Billy

Dermed ikke sagt, at der ikke kom noget godt i år, for det gjorde der. Mine bud kommer her. Øverst på skamlen glider Bill Callahan ind. Egentlig havde jeg afskrevet ham, og det er vist ikke meget mere end et år siden, at jeg solgte alle mine Smog plader, for jeg var kørt træt i ham. Samme rille, samme stemning, samme stemme, altid det samme. I sommers stod vi så i en bladbutik, hvor min kæreste hovedkulds forelskede sig i et nummer, der blev spillet på butikkens anlæg. Stemmen var der ingen tvivl om hvem tilhørte, og tilbage i Danmark igen købte jeg Sometimes I Wish We Were An Eagle som en påmindelse til kæresten om, at jeg både lytter og husker engang imellem. Jo mere vi fik den hørt, jo mere kunne jeg igen høre hvor fantastisk en stemme Bill Callahan har. Årets anden store glæde var Willard Grant Conspiracys Paper Cover Stone, der rummer en række genfortolkninger af egne numre. Igen er det stemmen, der er i fokus. Robert Fisher er uforlignelig nede i de dybe oktaver, og det nøgne og nedbarberede udtryk, der gør sig gældende på Paper Covers Stone klæder virkelig de i forvejen stærke sange. Woodpigeon opdagede jeg ved et tilfælde sidste efterår, de berigede i den grad mit musikalske år med Treasure Library Canada, der befinder sig i samme territorium som Leisure Society, der med tiden også nok skal være at finde blandt årets plader i 2009, men desværre har jeg endnu ikke fået hørt Sleeper nok til at uddele medaljer. Bob Hund gad jeg lige pludselig også godt høre på igen i 2009 da de med Folkmusik.. vendte tilbage i topform og lidt til. Elbow får titlen som årets liveplade med The Seldom Seen Kid Live At Abbey Road. Rosende omtale er der også til denne række navne: Big Bad Voodoo Daddy, Jason Lyttle, Espers, Marissa Nadler, Morrissey, Doves og Handsome Faily, der alle har udsendt fine plader, der dog ikke overgår tidligere tiders bedrifter, men som stadig er værd at investere i. Eels må trække titlen for årets milde skuffelse, for den noget rodede Hombre Lobo. En plads som også Bonnie ”Prince” Billy kandiderede til med Beware, som jeg ikke har den store lyst til at smide på anlægget. På opsamlingsfronten har både Iron & Wine og Billy Childish udsendt fantastiske triple lp’er, dels med uudgivne ting, og i Billy Childishs tilfælde en retrospektiv opsamling, der rummer numre fra de fleste af de grupper han har spillet med i. Årets udenlandske opsamlingsplade er Routes Of Rockabilly, der på tre cd’er leverer en perlerække af numre fra 40’erne og 50’erne med Johnny Cash og Hank Williams som de genkendelige navne, men med et væld af ukendte navne og numre som det virkelige trækplaster. Serien Reggae Chartbusters, der fordeler sig over 6 cd’er blev også genudgivet i 2009, og er svært anbefalelsesværdig, hvis man ønsker noget reggae på pladehylderne. Endelig skal der ikke være nogen tvivl om at Morrissey var årets udenlandske koncertoplevelse. Et tætpakket Posten med en tændt Morrissey på scenen var ganske enkelt eminent.

På den danske front kunne jeg placere fire krydser på Gaffas top ti.

3: Jens Unmack – Dagene Løber Som Heste

7: The Raveonettes – In And Out Of Control

9: Cody – Songs

10: Mikael Simpson – Slaar Skaar

Indenlands er der ingen tvivl. Cody var årets store overraskelse, årets oplevelse, årets udgivelse, årets ep og årets danske koncertnavn. Det hele er simpelthen så pissefantastisk, at jeg vil nøjes med at bøje mig i støvet, i stedet for at uddybe. Lone Hørslev er også i top, både via Mouritz/Hørslev Projektet, der hermed får min pris for årets dansksprogede plade, og så naturligvis via Er De Sjældne, der må nøjes med andenpladsen. Begge grupper har jeg haft fornøjelsen af at se i år, og begge grupper ser jeg gerne igen. Det er smukt poetisk, det er fantastisk popmusik og det er to sider af hver sin sag, men med en fornem rød tråd trukket igennem de to udgivelser. Jens Unmack fortjener også et klap på skulderen. Dagene Løber Som Heste er hans hidtil bedste soloplade, der placerer sig mindst en klasse over de to foregående. På pladserne, der ikke udløser medaljer, men stadig giver adgang til det gode selskab finder vi Baby Woodrose og Setting Son, der begge har begået fine plader. Mikael Simpson og Raveonettes har begge udgivet plader i 2009, der rummer fine numre og egentlig ikke skuffer, men som jeg ærlig talt ikke gider smide på pladespilleren. Uden for kategori finder man Balstyrko, som jeg ikke har investeret i, men omvendt ikke kan lade være med at have sympati for. Ingen tvivl om at jeg i det små skærer tænder når jeg nærlytter teksterne, men som baggrundsmusik er det pop af høj klasse. Den største danske koncertoplevelse i år var Love Shop, der fyldte Posten og helt blottet for unødig nostalgi og Hilmerhyldest indtog scenen så stærkt, at man skulle tro de aldrig havde været væk. Det havde de heldigvis, og tidligere tiders overdoser af melankolsk pop var nu afløst af en længsel efter den, der i den grad blev indfriet. På en delt førsteplads finder man også Cody, for de to fantastiske koncerter jeg nåede at se med dem i år, og så Bikstok Røgsystem, der lagde lyd til det, der i min verden var årets fest. Ikke langt fra Bikstok Røgsystem finder man Malk De Koijn, der må lide torten som årets koncertmæssige skuffelse. Et fesent playbackshow, blottet for den magi forventningerne var skruet op til, var alt det kunne blive til.

Snefri, hvid jul.. på den anden side af vinduet kommer uanede muligheder tumlende.

13. december 2009 - Kirkendrup.

Er Sarah Lund klimaaktivist, og er hun i så fald den sande forbryder?

Vi havde også jul dengang jeg var klummeskribent.--

Ding-ding-ding

Ding-ding-ding

Ding-ding

Ding

Ding-ding

…Og så toner kulsoen og ham det bruneste af punktummerne igen frem i en reklameblok på tv. I den samme reklame som vi også hadede første gang den blev sendt, men nu er det med ny voiceover og nyt produkt - Bubber julebryg nu i handlen på store dåser. Det kan kun betyde en ting og jo, den er god nok. Det er julebrygstid, det er julefrokosttid, det er tid til at låse dine døtre inde, stænge byporten og samle byens våbenføre mænd hver gang vi nærmer os ugens afslutning, for indtil højtidshysteriet er overstået om halvanden måneds tid, bliver weekenderne et anarki af dimensioner!

J-dag var for mig, en påmindelse om, at året ud skal jeg helst holde mig fra den indre by i weekenden. Jeg har intet at gøre i en by, hvor gader og stræder, bænke og barer er fyldt op af folk, der normalt ikke frekventerer den festlige del af bylivet. Hver fredag-lørdag bliver året ud, ligesom tv-underholdningen efterhånden er blevet, afviklet som amatørernes aften.

Der er nemlig langt mellem snapsene blandt de folk, der præger nattelivet i november-december - et års tid vil jeg gå så vidt som at mene. Så selvfølgelig, når nu folk ikke drikker så tit, jamen så er det da sæsonbetonede guldøl der skal på bordet. For når der hygges skal ingen mangle noget. Hverken medister, fællessang eller sandheder, der gerne i nævnte rækkefølge finder vej til bordet.

De færreste jobbeskrivelser fortæller noget om, hvor vidt man skal kunne kigge hinanden i øjnene mandag morgen eller ej, så når nu man i dagens anledning kan tale mand til mand som ligemænd oppe ved buffetbordet, hvorfor så ikke lige få et par ting på plads. Måske endda tage det udenfor, hvis der er uenighed om hvor skabet skal stå.

Det er det samme hvert år, de grå mus mister fodfæstet , de dumme bliver dummere og en del ville ønske, at der fandtes en mere vidtrækkende fortrydelsespille, der også dækkede ord og handlinger.

Så nej, ikke flere weekendture til mig i år, for nej, selvom ovennævnte typer ikke udgør flertallet, så er det dem, der fylder bybilledet op året ud – så hellere kigge kalenderen igennem og finde en ledig stund til en bytur en torsdag aften, en tirsdag eftermiddag eller hvornår det nu kan passes ind.

Så kan jeg vende tilbage til januar, hvor byen er dejligt halvtom og de ovennævnte er forsvundet hjem igen for at pleje deres moralske tømmermænd.

---

I dag er dagen før dagen før dagen før dagen før dagen før dagen, det kan faktisk næsten ikke komme tættere på. Julen lurer som bekendt lige på den anden side af årets korteste dag, der dog stadig hører til blandt årets længste når man kigger på butikkernes åbningstider. Igen denne jul synes alt at være ved det gamle. Julepynten pakkes ud og sættes op, gaverne pakkes ind og lægges ned under træet, hvert individ sine ritualer, der uden tanke på fornyelse udføres hvert år til denne tid - traditioner er på godt og ondt vanetænkning omskrevet til festligt brug.

Jeg kan dog hverken hidse mig op til eller over julen. Julepynten her i huset strækker sig til de to juleøl, der lige nu ligger i mit køleskab og så mængden af sammenkrøllede dankortkvitteringer fra dagens gaveindkøb, der som grovkornet sne ligger spredt udover mit spisebord.

Når det kommer til julen mestrer jeg i særklasse begrænsningens svære kunst. Jeg smyger mig snildt udenom den overflod af overflødigheder december måned tilbyder af pynt, pis og papir – engang i mellem må man undres over hvad folk hellere vil have end penge. Skulle nogen føle skam ved tanken om deres eget overforbrug, er afladsbrevet heldigvis vendt tilbage i en moderniseret udgave, hvor man kan købe sig til ren samvittighed for prisen af en ged, en gris eller ti høns og en hane. Alternativt kan man blive højtidshellig og som så mange andre finde vej til kirken på mandag, dagen efter dagen hvor kirken ellers har åbent året rundt, men hvor de færreste synes at føle behovet for direkte kontakt til det ophøjede. Endelig er der muligheden for at vente på at vi træder ind i 2008. En ny begyndelse, tavlen bliver vasket ren og alt hvad klichékanonen ellers kan trække af udsagn, der giver os troen på at fremtiden tegner lyst og helst lysere – uanset hvad udgangspunktet måtte være. Selv læner jeg mig tilbage og tænker, at det hele nok skal gå.

Hvor meget eller lidt man vil det, så ender julen og årets afslutning altid som refleksionernes tid. Hvem mødte jeg og hvem sagde jeg farvel til? Hvem trådte i karakter, hvem svigtede og gjorde jeg selv hvad jeg kunne for mig, mine og gud, konge og fædreland? Jeg vælger at tro at min egen karakter er til godkendt.

Om det bliver traditioner, trivialiteter eller din tro, der bringer dig igennem første halvdel af næste uge – herfra lyder der et håb om en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Vidste du, at man både kan hjælpe klimaet og få det bedre med sig selv ved at slukke for tv-transmissionen af topmødet?

Julegaverne til mig selv blev købt i dag, så nu har jeg billetter til disse koncerter.
Midlake (Amager Bio, 5. februar)
Tindersticks (Vega, 11. marts)
C.V. Jørgensen (Den Fynske Landsby, 27. juni)

Landsbyidyl lugter af pejs
Landsbyliv lugter af pis
Sådan er det

Tindersticks var et af de navne jeg så i 2008. Året jeg havde udråbt til at være alle koncertårs moder. Tindersticks var også et af de få koncertnavne, der ikke svigtede mig på det fæleste. I forlængelse af deres kommende plade Falling Down A Mountain vender de tilbage til dk med koncerter i Århus 10. marts 2010 og i Vega 11. marts 2010. Det skal jeg se.

Tredje gang er lykkens gang, og sådan forholder det sig også, når man ifølge pressemeddelelsen gør sig i mord og modbydelige madammer krydret med morfar-instrumenter. The Untamed har absolut fået det optimale ud af deres fem dage i studiet.

Én eneste gang har jeg haft fornøjelsen af at se The Untamed i levende live. Det var dengang i en ikke alt for fjern fortid, da DR stadig havde til huse på Rosenørns Allé og hvert år brugte en lørdag i april på at lade radiohuset rocke af stort og småt fra den danske musikscene. Programmet for hvad der skulle ses på dagen blev lagt, og første punkt på dagsordenen var The Untameds åbningsbal i Studie 4. Koncerten skød resten af dagen i sænk med et ubærlig højt lydniveau og en energi så intens, at den kunne skære i skiver. Det var ganske enkelt fantastisk. Tre år senere sidder jeg så med The Untameds tredje udspil og prøver at få nostalgien ud af systemet, før jeg sætter ord på det, de nu har gjort.

I indieverdenen ville Delicious Death.. snildt kunne prædikeres som lo-fi, men der skal sprøjtes megen indiewank over pladehandlerdisken for at matche det testosteronniveau The Untamed lægger for dagen. Pladen er møgbeskidt indspillet, et træk der, som en god bh, både løfter og støtter den musik, The Untamed spiller. Stilmæssigt har The Untamed lagt sig et sted mellem psychobilly og garageblues, et sted hvor intensitet er en kvalitet i sig selv, og et sted, hvor sangene frit kan kredse om glansbilledepolerede variationer af døden, og hvad der dertil hører af moralsk anløbne referencer, når udgangspunktet er et rendyrket rock n' roll univers.

Den tekstmæssige troværdighed er på tegneserieniveau. Det hele virker som én lang pastiche på samtlige rock og rul klichéer fra 50'erne, og det er tæt på, at bægeret flyder over når The Untamed på "Ghost Radio" halvvejs inde i pladen lytter til 66,6 FM. FM-båndet starter først ved 87,5 mHz, og man kunne med fordel have placeret "Ghost Radio" på mellembølgebåndet omkring de 666kHz.

Lige så overflødig som det stykke fakta må virke, lige så ligegyldigt er det, om teksterne er noget, man leger eller lever, og hvorvidt troværdigheden er på plads. For når resultatet skal gøres op på bundlinjen, og noteres ned med to linjer under facit, er det med den største begejstring, jeg igen og igen har lyttet til Delicious Death...

Det meste af den energi og intensitet, jeg kan mindes fra mit seneste møde med The Untamed, har også fundet vej til Delicious Death... The Untameds tredje plade er ganske enkelt en medrivende størrelse og samtidigt en noget mere helstøbt affære end de to foregående udspil. Faktisk kan jeg ikke komme på en eneste anke imod denne plade. Dermed ikke sagt at jeg vil udråbe Delicious Death.. til et mesterværk, men der er trukket en rød tråd igennem pladen, der stemningsmæssigt, produktionsmæssigt og stilmæssigt bliver fulgt hele vejen igennem. Nogle gange bliver der trådt lidt til den ene side, andre gange til den anden, men de små sidespring sikrer et varieret udtryk, der gør at man gider høre Delicious Death.. til ende. Også mere end én gang.

(Min anmeldelse af Untameds Delicious Death for Geiger)

Det er den tid af året.

2. december 2009 - Munke Mose.

Endnu et nummer fra den kommende Eelsplade er blevet lagt ud til offentligheden. In My Younger Days er E i det dæmpede hjørne, hvor han gør det godt og ofte bedst. End Times lyder mere og mere som et lille mesterværk.

- Jubelår for danske biografer
- Zentropa og dansk film i knæ
To nylige overskrifter fra Berlingske.dk.