Det var ikke så meget en spontan indskydelse, som en uventet indbydelse, der gjorde, at jeg i går aftes trissede ned på Magasinet, og hørte Johnny Madsen. Som vanligt, d.v.s. som de fleste andre gange jeg har hørt ham, var det i trioform med Knud Møller på guitar, og Henrik From på trommer. En trio, der under koncerten til tider blev udvidet med Henrik Laurvig på tambourin. Henrik Laurvig er Johnny Madsens tourmanager, og et navn, der vil virke bekendt på de, der måtte kunne huske Moses.

Johnny Madsen er good fun når han er bedst, men humoren er ikke længere helt så sprød i sværen som den var for bare et par år siden. Anekdoterne er blevet udskiftet med udslidte vittigheder, der uden større elegance bliver tilpasset omgivelserne. Alligevel måtte jeg overgive mig til sætningen "..ægteskab er en fandens dyr måde at få vasket tøj på". Publikummet var af typen, der på forhånd har besluttet sig for, at i aften bliver det godt, så det var ikke hos dem det syntes at genere. Latteren fulgte derfor troligt historierne, klapsalverne fulgte taktfast musikken, og vi følte os forbandet unge omgivet af et publikum, der alle var på kanten til at blive det grå guld. Musikalsk var der da heller ikke noget at udsætte på Johnny Madsen, From og Møller, der efter ca. 20 år sammen er så sammenspillede som de kommer. To sæt blev det til, en del fyldmateriale, men også et udpluk af de sikre træffere som "Nattegn", "Udenfor Sæsonen" og "En At Bli' Som", der fik mig til at vippe med foden, mens de andre klappede i takt. Knud Møller kan sit kram på guitaren, og gav den gas som showmandsguitarist for at begejstre, Johnny syntes at have det bedst da han i det første ekstranummer gav den gas på banjo, og Henrik From havde ingen problemer med at holde et steady beat.

Jeg tog mig selv i at tænke, at der alligevel var noget om det dengang jeg sagde, at de eneste to bluesmusikere, der fandtes i min pladesamling var Robert Johnson og Johnny Madsen. Blues og boogierock var i hvert fald der fyldte mest i udskejelserne på scenen, og til en aften på fadøl var så ganske fint. Trods fribillet betales prisen i dag.

Cody har været i Belgien, det er der andet kommet den her udgave af "Down in the Dark" ud af.

Simon kvamm har til gengæld fucket rundt med Love Shop, det er der kommer dette "Mädchenclub Remix" ud af.

Jeg har lige lagt smagsprøve nummer to op på Manden Fra Onkels Facebookprofil. Denne gang er det Manden Fra Onkels take på en børneremse skrevet (og tegnet) af Jakob Martin Strid. Jeg nåede aldrig at spørge Jakob om lov, men nu er den her alligevel. Manden Fra Onkel håber, at han er den tilgivende type.

I vores flytterod har jeg fundet et plakatrør med to billedserier, der blev fremkaldt, men aldrig brugt, ved en udstilling af forskellige af mine fotografier på Cafébiografen i januar i år. Fremkaldelserne er lavet i 40x60 med en hvid ramme uden om selve motivet. Serierne er dels fire fotografier taget på Sjælør Boulevard, dels fire fotografier taget af en arbejdsmand på Odense Havn (1, 2, 3, 4). 

Disse to serier sælger jeg nu for 500,- pr. serie, mail eller skriv en kommentar, hvis det har interesse.

"Jeg føler mig som en muhammedaner, der vælger middag efter et spisekort, hvor der udelukkende er svineretter på menuen."

Dan Turéll om politik

23. oktober 2010: Berlin HBF.

 16. november 2010: Munke Mose.

Den nat var det luftværnssirenerne, der angreb, og flyene, der skreg deres advarsel, og kældrene, der krøb ind i menneskene, mens bomberne spredte liv og glæde.

Den slags nætter er der ikke mange af.

Kæpheste comes in many colours.

 13. november 2010: Lyset fra Lindø, set fra vejen til Hasmark.

Den ældre dame i genbrugsbutikken mente på det bestemteste, at billedet forestillede Shirley Temple. Jeg sprang diskussionen over, og ilede i stedet hjem til computeren for at få bekræftet, at det var det ikke.. og selvfølgelig var det ikke det, men hvem er det så? Bedste bud er den fynske barnestjerne Yvonne Tabart, men bud modtages gerne. Lang historie gjort kort, så er jeg glad for mit nye autografkort.

Hvis man har et par minutter til overs bør man hente, og høre Bodies of Waters udgave af The Magnetic Fields "I Don't Believe In The Sun" - det er en fantastisk udgave, af en fantastisk sang.

City Slang fylder 20. Det betyder en stribe reissues med bonusmateriale, og et par genudgivne lp'er. Selv har jeg tilføjet den her til julens ønskeseddel, men kender man ikke The Notwists "Neon Golden" så er det den jeg anbefaler, at man investerer i. Den bliver genudsendt som både cd/dvd, lp/dvd.

I forbindelse med jubilæet blev der lagt en compilation op til gratis nedladning, den kan findes her.

12. november 2010: Mads Mouritz (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)

12. november 2010: Jacob Funch (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)

12. november 2010: Lone Hørslev (Mouritz/Hørslev Projektet, Harders, Svendborg)

"Mød tre pårørende, der har mistet et familiemedlem til krigen i Afghanistan. Og bagefter kan du se, hvordan den nye Xbox klarer sig i en løbetest."

Programbeskrivelse af Go' morgen Danmark fra i morges.

Det synede af indie, da jeg lørdag aften trådte ind på Kansas, og konstaterede at der kun var syv fremmødte, og at aftenens dj var iklædt en hipsteruniform bestående af Applecomputer, ironisk slips, og jeg mindes, at et overskæg var der vist også.

Jeg er så meget af den gamle skole, at jeg møder til tiden, og tidspunktet annonceret var klokken 21. En times tid skulle der dog gå før Sterling, seks mand høj, kunne gå ind til et publikum, der i mellemtiden var blomstret op, og blevet til ca. 30 individer. Når jeg gad køre de 4,5km, der ifølge Krak er mellem mit hjem og Kansas, i koldt buldermørke, for at tage til koncert i mit eget selskab, så var det i håbet om at Sterling ville gentage kunststykket fra sidst de var i Odense, hvor de spillede røven ud af bukserne på et genåbnet Rytmeposten, der med en publikumsstørrelse svarende til lørdagens hurtigt kunne være blevet et stort musikalsk tomrum. Men nej, og sådan blev det også i lørdags.

Det er svært helt at forklare, hvad der sker, men når først Sterling går i gang, så er det svært ikke at gå med. Skal der placeres et hovedansvar, så må jeg pege på Mads Nygaard, der som frontmand er så helt, og aldeles, og gennemført, og superlativer en masse en frontmand, at jeg savner et sammenligningsgrundlag inden for rigets grænser. Det var et studie i publikumskontakt, der blev stærkt støttet op af et stærkt spillende Sterling, der på aftenen bestod af de to andre originale Sterlinger Jonas Linnet og Ole Jeppesen, og tre guns for hire, der kan takke en manglende bandintroduktion for ikke at stå her med navns nævnelse.

Der var fokus på det nyere materiale, med Spring For Dit Liv, Revolution og Vi Kommer Aldrig Hjem som favoritter. Sidstnævnte blev trukket op af posen to gange, da publikummet viste sig lige så umætteligt som det var begrænset, og Sterling måtte levere et ekstra-ekstranummer. Trods snot i systemet holdt Mads Nygaard niveau fra start til slut, og nåede at give den som balancekunstner på borde, stole, og monitorer, af flere omgange, på scenekanten, og i blandt publikum, og sådan var det hele vejen igennem.

Sterling mangler kun en koncert i Albertslund den 20. november før de kryber i vinterskjul. Er man på dagen på de kanter, giver jeg hermed mine varmeste anbefalinger, og største opfordringer til at tage del i festen.

Jeg mistænker, at der er brugt mere blegemiddel til at holde siderne hvide, end tryksværte til at fylde dem ud, i de sidste par bøger, der er landet i min postkasse. Posten har senest bragt mig de to Peter H. Olesen digtsamlinger ” Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” og ”Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, samt ”Dying Birds” af Nicolai Howalt & Trine Søndergaard. Alle tre er de med hvide forsider, og masser af luft inde i bøgerne.


Serien ”Dying Birds” indgik i ”Jagten – på noget”, der blev vist på Johannes Larsen Museet i starten af 2010, og som det meste andet af Nicolai Howalt og/eller Trine Søndergaard begejstrede også ”Dying Birds” mig. Nedfaldsfugle havde muligvis været en dækkende dansk titel, for billederne viser fugle, der bliver plukket ned fra himlen af jægerens hagl. Det er grumt, og det er grimt, for billederne er skåret groft, og fremstår som værende zoomet ind langt over det tilladte, men de virker. Med tanke på, hvordan billederne tog sig ud, da de hang side om side på væggen ud til en af Johannes Larsen Museets gårde, nedskalerer bogen billedernes evne til at line døden op i overflod, men til 22$ er den et virkelig fint køb. ”Dying Birds” er udgivet af Hassle Books.

Langdigtet ” Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” minder i opbygning meget om Olesen-Olesen teksten ”120 Sætninger”, men i stedet for at fortælle om sig selv, taler fortælleren nu til sig selv. Det er genkendeligt, både tekstens indhold: du forlader forestillingen opløftet, du er åbenbart ikke den eneste dansker her, du er også systemet, det ved du.. linjerne er steder, tanker og situationer, hvor vi alle har stået, eller kan se forfatteren stå, og det er genkendeligt som værende Peter H. Olesen. Rundere, mildere, mindre sort, men stadig Peter H. Olesen.

Det samme gør sig gældende for ” Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, der er mindre sortsyn, og mere her og nu, selvom der er skåret ned for det kontante. Digteren er nøddeknækker, digteren kigger på fugle, digteren fucker med tekster af de andre digtere. Alt sammen uden at blive forpustet, alt sammen uden at forsøge at presse for mange ord ind i teksterne, alt sammen uden at presse for meget tekst ind i bøgerne.

Begge bøger er formidable. Hurtigt læste, hurtigt lagt over på hylden, og hurtigt vender man tilbage til dem igen. De er fyldt med gode ord, og fantastisk sprog, og vidner om (synes jeg), at Peter H. Olesen stadig rykker sig som menneske. Det er også ham man skal have fat i, hvis man vil bestille dem, det kan man gøre her.

Dragontears besøgte for nylig Mod Strømmen. Det program kan høres her.

7. november 2010 - Welcome, open.

Endelig kom det så vidt, at jeg fik bevæget mig forbi Brandts, og kastet mine øjne på fotoprojektet Danmark under forvandling, der beskrives således:

Danmark under forvandling er et stort anlagt fotokunstnerisk og kulturhistorisk projekt, hvor nogle af Danmarks bedste fotografer skaber et billede af Danmark fra 2008 til 2009. Projektet skærer en skive i tiden og skildrer land og by skabt på de æstetiske, idémæssige og visuelle præmisser, som fotografiet giver. De nyoptagne fotografier af Danmark belyser, hvorledes natur og kultur spiller sammen i de landskaber, der omgiver os. Det er første gang Danmark gennemfotograferes af så mange fotografer og billedkunstnere, og projektet vil give et øjebliksbillede af landet til bevaring for eftertiden.

Mængden af indtryk var overvældende, og enhver fornuftig person ville nok indtage udstillingen over to gange for ikke at smide for mange lag af indtryk oveni hinanden. Motiverne går flere gange tæt på hinanden fotograferne imellem, men det lykkes dog de fleste at bevare deres eget særpræg. Eksempelvis kunne jeg genkende Astrid Kruse Jensens billeder på lang afstand, og jeg bliver for hver gang jeg støder på hendes navn og virke, mere og mere begejstret for hendes rolige nattebilleder, der virker så naturlige og uforcerede, at det er en nydelse.

Første navn jeg stødte da jeg trådte ind på Museet for Fotokunst var dog Jørgen Borg. Navnet kendte jeg ikke, men flere af hans motiver var velkendte, og taget på Odense Havn, der på det nærmeste er min baghave. Det genkendelige var dog også det mest spændende ved hans bidrag, og jeg gik hurtigt videre til Trine Søndergaards bidrag.

Trine Søndergaard bidrager til udstillingen med en række matte naturbilleder, der rummer så meget ro, at den nærmest kryber ud af rammerne. Vidderne synes uendelige, og alligevel var klaustrofobien nærværende i det hjørne af udstillingslokalet, hvor hendes bidrag hang. Hendes serie kan det kun anbefales, at finde frem til på hendes hjemmeside, hvor den optræder under titlen ”Denmark In Transition”.

Henrik Saxgren kaster nærmest gloss på virkeligheden, og de menneskeforladte af John Jedbos billeder fremstår som en blanding af teoriprøvebilleder, og landlige uddrag af Jesper Rasmussens Off Location billeder. Kirsten Klein må man bøje sig i støvet for. Hun kan sit håndværk, og rammer hårdt når hun er bedst. Hendes sort/hvide naturbilleder, hvor elementerne raser, og går i ét med resten af naturen er ganske simpelt bjergtagende, og skal opleves, ikke beskrives.

Jeg stoppede op ved Krass Clement, og tænkte mit. Hans brug af tågen, og måde at gå til sine billeder på minder mig om, hvad jeg selv gør, uden at jeg skal fornedre ham med yderligere sammenligninger, men her var et nyt navn og virke, at dykke ned i. Et andet nyt navn for mig var Joakim Eskildsen, der må være forbandet gode venner med solen. Hans brug af sollyset til at fremmane utrolige farver holdt mig fanget gennem længere tid, og var den største oplevelse blandt de for mig ukendte navne.

At flere af de medvirkendes navne ikke er nævnt, er ikke en forglemmelse, men selv i de bedste selskaber findes langgaberne, der ikke skal spildes yderligere kræfter på her.

Et enkelt navn glimter dog i sit fravær, men min personlige favorit Nicolai Howalts billeder var gemt væk bag et foredrag relateret til udstillingen, og var ikke tilgængelige med mindre jeg ville have vandret rundt blandt stolerækker og tilhørere, og det ville jeg ikke. Jeg håber dog at nå forbi endnu engang før udstillingen lukker ned 21. november, og få det sidste med.

Der er dog ingen tvivl, Danmark under forvandling anbefales.

Det er kommet så vidt. Manden Fra Onkel har nu fået lyd.

Det er ikke meget sådan en brændbar cd ser ud af, men indtil videre er det den, der rummer de seks numre, der kommer til at udgøre Manden Fra Onkel.

Tracklisten bliver som følger:

1: Intro
2: Campingkannibalen
3: Bag Den Blå Dør
4: Strids Sang om Bussen
5: Børneremse
6: Manden Fra Onkels Godnatsang

Hej Pia

Som lovet fremsender jeg hermed udkastet til en pressemeddelse, den mangler bare en underskrift.

M.v.h.
Martin Petersen
Freelanceskribent


Det er med stor bekymring, at vi hos Dansk Folkeparti har modtaget nyheden om De Radikales valg af Anna Mee Allerslev som ny integrationsborgmester. Dansk Folkeparti sidestiller valget af Anna Mee Allerslev med den gamle ligning om ikke at lade ulven passe fårene, og vi frygter hos Dansk Folkeparti, at det kun vil være et spørgsmål om tid før det indre København er omdannet til et nyt Chinatown. Dette vil ikke alene være et anslag mod danskheden, og en hån mod danskerne set i lyset af at vi igennem længere tid har måttet undvære vores danske vartegn den lille havfrue netop til Kina, men det vil også forplumre det danske sprog. Det engelske udtryk Chinatown vil udvande vores sprog, der i forvejen er oversvømmet af udenlandske gloser, yderligere. Vi vil hos Dansk Folkeparti insistere på, at man pr. lovkrav bruger udtrykket ”kinaby”. Når først den indre by er blevet kinaficeret er vi hos Dansk Folkeparti ikke i tvivl om at Anne Mee Allerslev vil åbne op for yderligere tilstrømning af fremmede befolkningsgrupper.

Med tanke på asiaternes lederposition på verdensmarkedet for elektronik frygter vi også hvilke nye elektronikkomponenter, der vil blive sat til skue i ghettoernes vindueskarme, og hvilken undergravende virksomhed mod Danmark disse kan medføre. Selv om Dansk Folkeparti ikke billiger Klaus Bondams livsstil, ser vi valget af Anna Mee Allerslev som et skridt tilbage, og et anslag mod danskheden. Klaus Bondams typer har i det mindste ikke muligheden for at formere sig som rotter.

På vegne af Dansk folkeparti…

For nylig bragte flere musikmagasiner nyheden om at Jack White havde bragt et nyt musikmedie til verden, og selvom jeg gennemlæste det flere gange, nåede jeg aldrig helt at fange, hvad det nye banebrydende medie gik ud på. Mere håndgribeligt er Playbutton som jeg just er blevet gjort opmærksom på. Konceptet er enkelt. En afspiller gemt bag en badge, indholdet er uudskifteligt, og selvom ethvert indiekid ved at en rigtig badge fylder 1", så er de 4cm afspilleren har i bredden til at leve med. Jeg tænkte kortvarigt at dette kunne være vejen frem for Manden Fra Onkel, men med et minimumsoplag på 500 styk, og en stykpris på 10$, døde drømmen hurtigt.

Martinpetersen.info er blevet opdateret med en smule nyt.

31. oktober 2010 - Krage.

23. oktober 2010 - Gammel mand.

Der er ved at gå inflation i det at lave børneplader. Nu meddeles det fra Crunchy Frogs HQ, at de 1. november udsender soundtracket til børneprogrammet "Skæg Med Bogstaver". Mere interessant bliver det dog 14 dage senere: ”Mustafas Kiosk” – interaktiv lydbog: Dette samarbejde opstod sjovt nok også ud fra et kontorfælleskab, men det er godt nok en 10 års tid siden. Dengang sad vor egen danske tegneseriehelt Jakob Martin Strid og lavede grafik for et webfirma, som vi boede sammen med. Skibe mødtes i natten, sød musik opstod, julefrokoster gik amok, legemsdele fotokopieredes på Gearbox’s Panserkrydseren Potempkin-kopimaskine og lige pludselig havde Strid lavet en t-shirt til Superheroes og en poster for The Tremolo Beer Gut. Han var spröd with a vengeance. Cut til en dekade senere. Sammen med førnævnte Greathouse er tegningerne fra Strids populære børnerim i ”Mustafas Kiosk” blevet animeret. Ingen ringere end selveste Povl Dissing har indlæst digtene, og The Tremolo Beer Gut har skrevet og indspillet musikken. Det er intet mindre end kvalitet fra inderst til yderst. Se og hør her.

To musiknyheder fangede min opmærksomhed i dag.

A: Gaffa lagt fem Love Shop numre fra det kommende udspil "Frelsens Hær" op til streaming. Jeg er stadig meget langt fra, at vide hvilket ben jeg ender med at stå på. "Memory Babe" har helt klart noget af det rigtige, til gengæld gør discobeatet i "Fester i Danmark" tæt på fysisk ondt, og "Vinden Som Blæste" lugter af storgaber. Fælles for numrene synes det, at de er alt, alt for ferskt produceret. I det mindste kommer pladen på vinyl. Om tre uger får de lov til at vise om de kan stå distancen live, jeg ser frem.

B:  Via hendes Facebokprofil kom det frem, at Marissa Nadler barsler med nyt, og som det var tilfældet med Spain og udgivelsen af 7" singlen "I'm Still Free" for nylig, så har også hun taget Kickstarter i brug for at hjælpe med finansieringen af udgivelsen. Sølle 11.000$ skal der skrabes sammen, og så kan det hele sættes i værk. Jeg kan afsløre, at det er billigere at lave børneplader, alligevel valgte jeg pakken til 35$ med cd, download, vinyl og autograf.

21. oktober 2010 - Bundestag.

20. oktober 2010 - Landsberger Allé.

Piraterne havde indtaget Prins Richard bagfra, alt imens jeg i færgens parfumeri forsøgte, at mønstre en holdning til den række af spørgsmål og duftindtryk min kone præsenterede mig for. Når min kone ikke talte, prøvede jeg prøvede at komme i tanke om navnene på hovedpersonerne fra romanen opkaldt efter den færgerute vi var nu var blevet afbrudt i at fuldføre besejlingen af.

Jeg blev først opmærksom på piraternes tilstedeværelse da en tysk sømand på tilbagetog forskansede sig i parfumeriet bag en reol med barbersprit, og andet herrerelateret duftevand. Fra sit skjul bombarderede han den pirat, der nu var blevet synlig i gangen mellem vekselboden og parfumeriet. Dyrt duftevand blev febrilsk kastet gennem luften sammen med tilråb som ”hau doch endlich ab”, ”affenarsch” og noget med ”zurück wo die pfeffer wächst”. De små papemballager, der rummende endnu mindre flasker af eau de cologne syntes dog ikke at genere piraten synderligt. Prisen underordnet.

Piraten havde i den ene hånd sin automatiske riffel, der næsten sikkert havde taget turen fra en russisk udbryderrepublik, og videre til de indiske strande, hvor den med EU-støtte i selskab med en større portion metalskrot var sendt til ophug, men i stedet var blevet renset op og rettet ud, og derfra blevet videresolgt, formentlig via Ebay, til et sted nær det afrikanske horns østkyst, hvorfra piraten syntes af stamme. Den anden hånd, der skiftevis havde afværget de indkomne papæsker, hvis indhold nu var blevet oprustet til de mere hårdtslående deosticks, og skiftevis var blevet brugt til at orientere sig på det ophængte oversigtskort, havde fundet vej om til piratens nakke, og blev nu brugt til at klø for ligesom at understrege piratens desorientering.

”Captain?” udbrød piraten med militant myndighed mens hans kiggede på sømanden. ”Aber ich bin gar kein kapitäin” lød det undskyldende svar. ”Captain!”, piraten gentog sit spørgsmål og understregede spørgsmålets alvor ved to gange at slå hårdt på oversigtskortet med en strakte pegefinger. ”Oh!”. Sømanden kom frem fra sit skjul, og gik duknakket og forsigtigt over til piraten. Med tegn, fagter og pegen på oversigtskortet fik han forklaret vejen op til skibets kaptajn. ”Thank you!” lød det samtidigt med lyden af det kammeratlige klask, der ramte sømandens ene skulder som afsked fra piraten, der nu begav sig i retning af skibets bro.

Sømanden kiggede rådvildt på mængden af duftevandet han havde fået relokeret til gangen. Han fik fat i en indkøbskurv påtrykt Duty free shopping – save up to 30%, og nåede at samle en to-tre emballager op før han igen standsede og kiggede i den retning piraten var gået. Højttaleren skrattede.

”Dette er kaptajnen med en meddelelse til vores passagerer. Grundet den stigende uro i farvandet ud for Afrikas Horn, og de deraf følgende og tiltagende problemer med pirateri har farvandsdirektoratet i samarbejde med transportministeriet, for at vedligeholde vores piratberedskab, pålagt os at afholde tre uannoncerede øvelser årligt her på ruten. Øvelsen er nu afsluttet. Vi håber ikke den har givet jer gener, og jeres kaptajn og personalet ombord på Prins Richard ønsker jer en fortsat behagelig overfart."

Sømandens blik havde først lidt tøvende skiftet fokus fra retningen, hvor piraten var gået, og til højttaleren, men kørte nu frem og tilbage i rutefart mellem de to punkter. En af de kvindelige ekspedienter fra parfumeriet kom ham til undsætning, og oversatte til et gebrokkent, men anvendeligt, tysk, hvad kaptajnen øjeblikke før havde sagt. Sømandens øjne skiftede nu rute, og kørte i stedet mellem kvinden og det rod han havde skabt, og selv havde taget initiativ til at påbegynde oprydningen af. Han rakte hende indkøbskurven, og begyndte med et ”bitte verzeihen sie mir” hovedrystende at gå væk i den retning han var kommet kæmpende fra.

Da færgen nærmede sig havnen, og min kone var blevet klar til at gå til kassen, opdagede jeg at piraten stod bag os i køen. Han var nu bevæbnet med en indkøbsseddel, to hårprodukter, flere duftprøver, en Chloé parfume og et undskyldende smil.

”Jeg havde valget mellem at få tariffen eller handle for det dobbelte ombord. Det blev det sidste, der er ikke råd til megen luksus og gaver når man er skuespillerelev” sagde han med sine undskyldende læber, og lod det undskyldende udtryk sprede sig til resten af ansigtet.

Jeg nikkede forstående, og nikkede stadig i hans retning da jeg betalte. Jeg nikkede høfligt til afsked da vi gik mod vogndækket, og spurgte mig selv ”var det ikke Jane og Line de hed?”.

20. oktober 2010 - Aleksanderplatz.

20. oktober 2010 - Aleksanderplatz.

20. oktober 2010 - Aleksanderplatz.

20. oktober 2010 - Tigger.

19. oktober 2010 - Odense Banegård.

18. oktober 2010 - Arbejdsliv.

Navlepillende betragtninger om musikkens kraft fra musikdebattøren og forfatteren Henrik Marstal.

Jeg sidder og bladrer i min sorte notesbog for at finde de noter, jeg forleden skrev, mens jeg sad med en fadøl på Charlie’s Bar i Pilestræde. I eget selskab skrev jeg de tanker ned, jeg havde gjort om Jeg lytter, altså er jeg, mens jeg læste i den på min vej fra provinsen til Nørreport. Jeg kan ikke huske, om der blev spillet nogen musik i lokalet, og hvad der i så fald spillede, men har de spillet musik, har den ikke gjort noget ved folk, i hvert fald ikke noget, jeg bemærkede. Før Charlie’s Bar var jeg i Fona, der spillede de Volbeat.

Jeg er bladret forbi en liste med plader, jeg på et tidspunkt noterede, at jeg med henblik på køb skulle høre nogle smagsprøver fra, og ser, at Prince Jammy - Strictly Dub står på listen. Den købte jeg uhørt og har siden foræret den videre, da den ikke faldt i smag. På en anden side har jeg skrevet ”halvdelen af tiden er armbøjninger det mest jordnære, man kan foretage sig”, og halvvejs i notesbogen står så noterne, jeg ledte efter. I skrivende stund lytter jeg til ”She Bruise Easy” med Cousteau fra deres virkeligt fine 2002-udgivelse Sirena, og jeg tænker på, om jeg burde tænke over, hvorfor jeg synes, det er et godt nummer.

Når jeg serverer ovenstående tvivlsomme uddrag af den dagbog, jeg normalt ikke fører for dig, så er det for med et glimt i øjet at give dig en føling med, hvordan Jeg lytter, altså er jeg er forfattet. Bogen er halvt om halvt dagbogsnotater fra en tur til New York omkring årsskiftet, og Henrik Marstals betragtninger fra dagene i det store æble binder samtaler, fortællinger og konklusioner om dét at lytte sammen. Problemet er bare, at betragtningerne overintellektualiserer hverdagens hændelser, og at de ligesom fortællingerne, samtalerne og konklusionerne aldrig bliver interessante. Bogen rager rundt i blinde, hvor det er svært at fange, hvorfra man kom, og hvortil man er på vej, men man er dog aldrig i tvivl om, at man er i New York.

Bogens to første kapitler fungerer som indledning og er en tung omgang. Havde en sponsor tilbudt mig blot et beskedent beløb, for hver gang der i de indledende to kapitler bliver leveret en variant af sætningen ”jeg kommer til at tænke på” som optakt til et citat, så havde jeg kunne lægge bogen fra mig som en holden mand og på den vis i det mindste været blevet beriget økonomisk.

Det bliver lettere, men aldrig godt, og det er mig umuligt at gennemskue, hvem denne bog er skrevet til. Den rummer ingen brugbare informationer for personer, der kan finde på at gøre sig den anstrengelse at udvælge en plade fra hylden frem for blot at tænde for radioen, og hvis den skulle have værdi for folk, der ikke i forvejen gør sig de store tanker om musik, så kan jeg ikke se det. Tanken har strejfet mig, at bogen er skrevet for Henrik, af Henrik, men jeg tvivler stærkt, for Henrik Marstal synes at være ude på en mission. Han missionerer bogen igennem for musikkens evner til at påvirke folk, og langt hen ad vejen har han ret i de ting, han skriver, men hvem skal bruge det, og hvad skal de bruge det til?

Sprogligt fremstår Henrik Marstal langt hen ad vejen som en overambitiøs gymnasieelev, der vil vise alt det, han kan, men efter min mening falder han til jorden med et brag. Andre steder kokser det bare totalt: ”Den bassist er virkelig en dejlig musiker. Der kommer et indre lys fra ham, når han spiller, og jeg tager mig i at betragte ham i flere minutter uden egentlig at lytte efter, og undervejs opdager jeg at jeg sidder med et lille saligt smil på læben.”

Der fortælles bogen igennem om folks reaktioner til koncerter og på barer i forhold til den musik, der spilles, koncertudøverne analyseres, og der refereres fra samtaler med lokale musikere, og uddrages fra et væld af musikeranekdoter, men Henrik Marstal formår, med en enkelt undtagelse, aldrig at gøre det interessant. En eneste gang i bogen glimter han, mens han fortæller om sit coacharbejde med en gruppe. Her bliver det vedkommende og interessant, og man fornemmer, at han som forfatter har noget på hjerte. For resten af bogens 197 tekstsiders vedkommende føler man, at han forsøger at hive sine egne navlepillerier op på en piedestal, der skyer dem, som ens magnetpoler skyer hinanden.

Når jeg kigger på Henrik Marstals cv, så melder forbløffelsen sig for alvor. Hvordan kan en mand, der er en af de synligste stemmer i den danske musikdebat, har skrevet flere musikrelaterede bøger, og som i rollen som musiker og producer er vant til at kvalitetsbedømme materiale, vælge at sige, at det her er godt nok? Jeg forstår det ikke.

(Henrik Marstal - Jeg lytter, altså er jeg, anmeldt for Geiger)

Eels har igen besøgt KCRW - Morning Becomes Eclectic. Programmet kan høres her, det er ganske simpelt fantastisk.

Oscar Danielsons kommende plade (for titel se billede) er blevet udskudt til 19. januar 2011, og til den tid skifter jeg bleer. 21. oktober 2010 havde passet mig så meget bedre, for på det tidspunkt gennemgår jeg stadig en blefri periode, der gerne skulle vare året ud.

10. oktober 2010 - Kragen og kirken.

En død mands 70års fødselsdag, og en 70årig mands dødsdag.
Weekendens musiknyt i overskrifter.

Sterling har netop offentliggjort, at de besøger Odense 6. november, og har i den (eller anden) anledning fået offentliggjort deres bidrag til serien af X Sessions.

I bogudsalget overfor Politikens Boghandel ved Rådhuspladsen kan man finde interviewbogen "Onkel Danny Fortalt" til 30,-. Det vil jeg anbefale, at man gør, hvis man vil vide mere om Dan Turéll. De 20 personer, der i bogen bliver interviewet om ham går til usentimentalt til opgaven, og for hver side, der vendes, dukker nyt op om manden, hvis digte var de første digte jeg tilskrev en mening. Anbefales.

Det skete forleden morgen, som det jævnligt sker i lyskrydset efter jernbaneviadukten, at vi måtte holde tilbage for grønt. Som regel er det lægerne eller ambulancerne fra ambulancestationen nede bag det nedlagte slagteri, der stopper trafikken, men denne morgen kom sirenerne fra vejene nede bag koncerthuset. Kort før de kørte ind i rundkørslen kort før lyskrydset, blev sirenebærerne synlige da brandbilerne én efter én kom til syne. Et par sekunder efter standsede trafikken ved lyden af den forreste brandbils horn, der ville kunne vække melankolien i enhver nedlagt færgehavn, og det forreste af slukningskøretøjerne kunne uhindret køre ud i krydset.

En brandbil er et tonstungt stykke maskineri, og når det stykke maskineri brager ud i trafikken og ind og ud af lyskryds med en fart, der aldrig nogensinde har været tiltænkt maskiner af denne størrelse, så ved man, at man skal flytte sig eller i det mindste sørge for ikke at komme i vejen, for et møde med en brandbil er en kamp, der er tabt på forhånd. Den kraft og styrke, der åbnes op for, og tanken om hvilken heltegerninger brandmændene i brandbilerne er på vej ud på sender tankerne tilbage.

Brandbilernes blå blink vækker den dreng i mig, der løb op bagerst i haven, hver gang der kunne høres sirener. Derfra kunne man se udover marken bag hækken, og i et hul mellem to huse se de blå blink suse forbi ovre på landevejen. Var der intet at se, så var det politiet. De andre gav sig selv. Jeg har også stået ved selvsamme landevej foran min farmor og farfars hus, og spejdet langt længere op af vejen, hvor man i det fjerne kunne skimte de blå blink fra oprydningsarbejdet efter et større trafikuheld. Mere nært kom det, da Søren fra klassens store fede, og noget ældre fætter kørte galt foran Birgits Blomster, mens Thomas og jeg opholdt os på biblioteket i nabobygningen. Byens ene læge, Doktor Otte, blev hentet fra sit hus på den anden side landevejen. En ambulance blev tilkaldt, og ankom ikke længe efter med de blå blink. Landevejen var byens leverandør af blå blink.
 
I dag passer jeg et job, der har en geografisk beliggenhed ikke langt fra en motorvejsafkørsel, og endnu tættere på sygehuset, så jeg ser politi og ambulancer nok til hverdag til at det netop er blevet hverdag for mig, men brandbilerne får stadig et gys af ærefrygt til at skylle igennem mig, og den førnævnte dreng udbryder et begejstret nøøøj.. der ikke kan misforstås, hver gang det sker.

Jeg er vokset op på landet, ikke langt fra en landsby af den slags med tank, købmand, grill og foderstof. Vi boede ved en vej jeg ikke måtte gå ud på, ikke langt fra en å jeg ikke måtte gå ned til. På den anden side vejen var der marker, for enden af haven var der marker, baggården med terrassen havde udsigt til marker, og til den sidste side, hvor brændet stod stablet når det var på den tid af året, var der et frimærke af et braklagt stykke græseng, som tidslerne og blomsterne sloges om retten til at dominere.

På den anden side frimærket lå et gammelt flerfamilieshus fra dengang teglværkerne havde deres heyday, og arbejderne trange kår. Her flyttede tvillingerne ind da jeg gik i første klasse. De kom i min klasse, og tit når vi legede, drømte vi om at få ændret frimærket til en fodboldbane, men det blev aldrig til mere end drømmen. Det var min far, der fandt deres kat i vejkanten mellem frimærket, og vejen, og mig der fortalte dem det i en sidebemærkning. Jeg forstod ikke deres reaktion, det var jo bare en kat. Deres mor flyttede år efter, at vi var holdt med at lege sammen, op på samme vej som vi for længst var flyttet til, og jeg snart flyttede fra igen. Deres far røg i fængsel for et bankrøveri.

For enden af haven lå køkkenhaven, og ikke langt fra det ene hjørne af den var der et hul i hækken, hvor man kunne smutte ud til marken. Skråningen ned til marken faldt hverken dybt eller stejlt, men var alligevel en overvindelse hver eneste gang. Ved siden af vejen ned havde min far på et tidspunkt kasseret en mængde kul, og mere end en gang har jeg i barndom siddet på skråningen og gravet kul, og leget kulmine.

Gik man fra skråningens slut, og langs markens kant kunne man efter et par meter dreje om et hjørne og forsætte langs marken. Før man nåede hen, hvor baggården med et legehus, der rummede et par dværgvagtler og terrassen, lå, var der et hak ind, hvor flere træer gav skygge for solen, og dække for den leg man ikke gad have, at forældrene fulgte med i.

Bag marken kunne man, når man kiggede fra terrassen, se lergraven. Her fangede jeg min første gedde, og her fiskede min far to drenge på en tømmerflåde ind på land, da de på flere planer var kommet ud, hvor de ikke kunne bunde. Den enes far havde Pavacenteret længere oppe mod byen, og tømmerflåden var bygget på tomme tønder derfra. De tryglede min far om ikke at sladre. Min far lod dem stå klart, at ingen straf deres forældre kunne byde på ville stå mål med, hvad der ville ske med dem, hvis han tog dem i igen at være på eventyr på lergravens mudrede vand. Om min far nogensinde sladrede ved jeg ikke.

Marken på den anden side vejen har jeg stået på ski på, i en af de vintre, der kun fandtes da man var barn. Henover marken til rensningsanlægget og tilbage igen. Jeg ved ikke om jeg kan huske det, eller jeg har set billederne fra de dage så ofte, at jeg bilder mig, at jeg kan huske det. Det er dog mit minde, at det korte fald, der var ned til frimærket blev brugt som afsæt for noget, der i rus mindst må have mindet om et styrtløb. 1½ meters adrenalinrush, store sager for en klejn knægt.

Den sommer, hvor vi flyttede boede vi i et par lejede værelser hos genboen, som stadig hører til blandt mine forældres venner. Han var nyskilt, og tog logerende ind. Hans søn gik i min parallelklasse, hans hund hed Olsen, og i annekset boede en gammel sømand, der hed Claudi, som vi ofte kiggede ind til, når lysten til en god historie trængte sig på. Udover os boede også Steen og Benny der. Benny havde til min store misundelse en dobbeltbåndoptager, men han blev smidt ud, da det viste sig, at han havde fortyndet noget nær enhver spiritusflaske i huset. Steen var fraskilt, hørte Deep Purple, og læste bådmagasinet.

Huset ligner sig selv i dag, jeg kører stadig forbi, hvis jeg kan slippe af sted med det, når jeg er på de kanter. Der er kommet flagstang i haven, og elggeviret blev pillet ned fra gavlen ikke lang tid efter vi flyttede, men ellers er alt det samme. På frimærket ligger der nu et kæmpe designerhus, klemt ned mellem mit barndomshjem, og den villa, der erstattede flerfamiliehuset, da det alligevel blev for kummerligt. Designerhuset ejes af den entreprenør, der byggede det hus vi flyttede til, da vi flyttede derfra.

Årets boggaveidé til de løvfaldsinteresserede:

Mit livs efterår
Fra sminket lig, til afpillet skrog - Et bøgetræs bekendelser

Soundvenue bød i dag ind med et par interessante links i deres strøm af moderigtig musiknyt.

Link 1: Den nye Belle & Sebastian plade "Write About Love" er lige om hjørnet. Det er Belle & Sebastian på godt, og ondt, men det ender vist ikke med et køb. Som det har været tilfældet med så mange andre gamle favoritter, så lyder de efterhånden for meget af sig selv, og med intet nyt under solen, og intet på pladen de ikke har gjort bedre før, så er det så som så med lysten til at investere.

Link 2: Murder er tilbage! Og Soundvenue premierer deres nye plade "Gospel of Man" på deres hjemmeside. Jeg er over de sidste par år blevet virkelig begejstret for Jacb Bellens på en scene, om det så er med Murder eller I Got You On Tape. På plade (og bånd) mangler han stadig at bevise, at han kan hæve sig over det okay. Det glimter hist og her, men den store solstorm udebliver.

Og så en enkelt nyhed, der næppe komme til at finde vej til Soundvenue, men om en plade som nok skal nå at høste roser rundt omkring.

Link 3: Kloster er langt om længe blevet klar med en ny langspiller. Titlen er blevet "The Waves and Winds Still Knows His Voice", og er den erklæret hidtil mest ambitiøse plade fra den side. Jeg hørte et udsnit af sangene for mange måneder siden, og indtrykket var en mere tilgængelig plade end de foregående, der dog stadig kredser om de samme gejstlige temaer som de foregående.

3. oktober 2010 - Efterårsudsigt, udsigt til efterår.

Selvom stakken af endnu ikke læste bøger stadig er et par titler fra at nå "Bombaygryde", så glædede det mig at opdage, at Jens Blendstrups "Laterna Vagina" er blevet genudgivet, og derfor om føje dage kan placeres nederst i stakken.

"Han har en hélt anden tidssans end jeg har. For ham er 15 år virkelig én dag og for mig er én dag virkelig 15 år - og alligevel kan vi sidde dér og spise ostemadder i hans køkken i det samme univers"

Dan Turéll om Per Højholt, 1977.