Et af de for mig største mysterier pt er, at det ikke er muligt at erhverve sig Lee Hazzlewoods "Cowboy in Sweden" på legal vis. Personligt kan jeg uden de store problemer finde plads til "Cowboy in Sweden" på min liste over de bedste plader gennem tiderne, og nyder stadig med jævne mellemrum godt af det vinyleksemplar jeg for et fåtal af kroner erhvervede mig i en genbrugsbutik for et par år siden.
Det er dog først for nylig, at det er gået op for mig, at pladen er et soundtrack til et svensk tv-program fra 1970. Jeg var godt klar over, at der var lavet et sådant program, men tænkte at programmet var bygget op omkring pladen, og ikke omvendt. Kun et par enkelte klip havde indtil for nyligt fundet vej til YouTube, men nu er programmet i dets fulde længde, fordelt over nitten klip, blevet lagt ud.
I forhold til stemningen i musikken, og Lee Hazzlewood monotone baryton virker det fuldstændig fucked up, at sidde og kigge på programmets blanding af Lee Hazzlewoods sangintroduktioner tilsat drømmesekvenser og turistklip fra Sverige. Jeg har nedenstående lagt tracklisten til "Cowboy in Sweden" op, og linket til den tilhørende video, sluk eventuelt skærmen for ikke at få forpurret førstehåndsindtrykket.
A:
"Pray Them Bars Away"
"Leather & Lace"
"Forget Marie"
"Cold Hard Times"
"The Night Before"
"Hey Cowboy"
B:
"No Train to Stockholm"
"For a Day Like Today"
"Easy and Me"
"What's More I Don't Need Her"
"Vem Kan Segla"
mandag, august 01, 2011
Der bliver hevet godt og grundigt i gammelskoletrådene på Malk De Koijns opstandelse fra de døde. "Toback to the Fromtime" sakser indledningsvis introen fra Kool Moe Dees "To the Beat Y'all" (der nok i højere grad kendes fra Mobys "Bodyrock"), og forsætter så ellers de næste tre minutters tid udover stepperne i klassisk Malk De Koijn lyrisk stil.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes. "Toback to the Fromtime" er genkendeligt som Malk De Koijn, men langt fra så forrygende som det der blev leveret af Malk De Koijn Mk. I. Jeg ville til hver en tid hellere have hørt det nye nummer som de spillede på Roskilde i 2009 sluppet som single (for du er min pige girl.. und so weiter). Om den optræder på den nye plade, der bliver sluppet i september vil tiden vise. Den kommende koncert på Posten til november ville for et par år siden have syntes et must, men skuffelsen fra deres seneste optræden på stedet stikker stadig dybt. Et uengageret, upersonligt show (foran et i øvrigt svært usympatisk publikum) lå meget langt fra minderne på sen 90'ernes Midtfyns Festival, og den forventning P3s udsendelse af Roskildekoncerten havde sat liv i.Malk De Koijn skal være velkomne tilbage, men jeg er ikke helt sikker på at jeg graver det.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes. "Toback to the Fromtime" er genkendeligt som Malk De Koijn, men langt fra så forrygende som det der blev leveret af Malk De Koijn Mk. I. Jeg ville til hver en tid hellere have hørt det nye nummer som de spillede på Roskilde i 2009 sluppet som single (for du er min pige girl.. und so weiter). Om den optræder på den nye plade, der bliver sluppet i september vil tiden vise. Den kommende koncert på Posten til november ville for et par år siden have syntes et must, men skuffelsen fra deres seneste optræden på stedet stikker stadig dybt. Et uengageret, upersonligt show (foran et i øvrigt svært usympatisk publikum) lå meget langt fra minderne på sen 90'ernes Midtfyns Festival, og den forventning P3s udsendelse af Roskildekoncerten havde sat liv i.Malk De Koijn skal være velkomne tilbage, men jeg er ikke helt sikker på at jeg graver det.
torsdag, juli 28, 2011
Da jeg forleden forsøgte at afsætte et sæt højttalere til en kunde, lød klagen, at de manglede bund. Jeg henviste til hans valg af musik, og påpegede at "Stay on These Roads" med A-HA aldrig nogensinde har rummet den mindste smule bas. Et skift i musik, og et salg senere blev tankerne sendt ned af Memory Lane. Glem Blur vs. Oasis, glem Slade vs. Sweet, glem Beatles vs. Rolling Stones, da krigen henover farmors spisebord i midten af firserne var på sit højeste var det med A-HA på den ene side, og Modern Talking på den anden. De sidstnævnte var mine favoritter, A-HA var fætter Christians. Så når vi sad og klippede vores Bravo, Vi Unge, Mix, og en sjælden gang Popcorn til ukendelighed i jagten på plakater og udklip, så var disse navne de første, der blev byttet.
Første gang jeg hørte Modern Talking fik min far bildt mig ind, at navnet betød Morten og Torben, hvordan jeg så end lige er hoppet på den, men i takt med at Modern Talking optrådte oftere og oftere i Peters Pop Show, og hvad den tyske lørdagsunderholdning nu ellers hed i midten af firserne blev jeg solgt. De to første kassetter blev indkøbt, grovhørt og flittigt kopieret. Flere blade blev parteret, vægge blev tapetseret, og hver gang lørdagstvkigningen blev slået over på endnu et tysk popshow, blev fingrene krydset for at Dieter Bohlen og Thomas Anders stod på scenen. To plader om året blev det til i perioden 1985-87, og så blev lyset ellers slukket.
I dag står A-HA som det klart mest langtidsholdbare produkt. Som dreng var jeg altid skuffet over, at den eneste kendis jeg delte fødselsdag med var Pål Waaktaar, der besad noget lig nul, hvis der skulle sættes tal på hans coolnessfaktor. I dag har jeg lært at leve med det i en grad, hvor jeg godt tør stå frem og sige det højt. Førnævnte "Stay on these Roads", og "The Sun Always Shines on TV" kan i nostalgiske stunder stadig blive fundet frem via Youtube.
Første gang jeg hørte Modern Talking fik min far bildt mig ind, at navnet betød Morten og Torben, hvordan jeg så end lige er hoppet på den, men i takt med at Modern Talking optrådte oftere og oftere i Peters Pop Show, og hvad den tyske lørdagsunderholdning nu ellers hed i midten af firserne blev jeg solgt. De to første kassetter blev indkøbt, grovhørt og flittigt kopieret. Flere blade blev parteret, vægge blev tapetseret, og hver gang lørdagstvkigningen blev slået over på endnu et tysk popshow, blev fingrene krydset for at Dieter Bohlen og Thomas Anders stod på scenen. To plader om året blev det til i perioden 1985-87, og så blev lyset ellers slukket.
I dag står A-HA som det klart mest langtidsholdbare produkt. Som dreng var jeg altid skuffet over, at den eneste kendis jeg delte fødselsdag med var Pål Waaktaar, der besad noget lig nul, hvis der skulle sættes tal på hans coolnessfaktor. I dag har jeg lært at leve med det i en grad, hvor jeg godt tør stå frem og sige det højt. Førnævnte "Stay on these Roads", og "The Sun Always Shines on TV" kan i nostalgiske stunder stadig blive fundet frem via Youtube.
Efterårets koncerter lignede indtil i dag lutter ture ud i det odenseanske kulturliv. Navnene der venter strækker sig fra Iron & Wine, over Kim Larsen, til Emma Acs, De Efterladte, Eagger & Stunn Sound, Hymns From Nineveh, Tobias Trier, og Oscar Danielson som jeg må hente flere penge i kagekassen end de fleste, for at komme til at høre.
I dag blev fokus så trukket ud af byen. Elbow stiller 11. november op i Falconer. Billetlugen præsenterer dem som "..de engelske prog-rockere..", mine egne koncert og pladeerfaringer med dem er ikke helt kommet frem til det resultat, men fred være med det. Elbow var højdepunktet på sommerens Nort Side Festival, og dykker forhåbentlig en kende dybere ned i bagkataloget, og spiller andet og mere end deres bløde side ud til publikum denne gang.
Armene var knapt kommet ned før Soundvenue meldte ud, at Marissa Nadler skal spille til Soundvenue Sessions 8. oktober i Pumpehuset. Sidst hun skulle have gæstet Danmark blev koncerten aflyst i sidste øjeblik, grundet en udebleven hovedperson. Det trick skal hun ikke gentage denne gang. Jeg har været stor fan af hendeskavalergang musik siden jeg stødte på "Songs III: Bird on the Water". Det er sfærisk, intimt og evigt balancerende på kanten til det pissekedelige, men musikken hiver sig gang på gang ind på den rigtige side.
Så mangler vi bare P.J. Harvey.
I dag blev fokus så trukket ud af byen. Elbow stiller 11. november op i Falconer. Billetlugen præsenterer dem som "..de engelske prog-rockere..", mine egne koncert og pladeerfaringer med dem er ikke helt kommet frem til det resultat, men fred være med det. Elbow var højdepunktet på sommerens Nort Side Festival, og dykker forhåbentlig en kende dybere ned i bagkataloget, og spiller andet og mere end deres bløde side ud til publikum denne gang.
Armene var knapt kommet ned før Soundvenue meldte ud, at Marissa Nadler skal spille til Soundvenue Sessions 8. oktober i Pumpehuset. Sidst hun skulle have gæstet Danmark blev koncerten aflyst i sidste øjeblik, grundet en udebleven hovedperson. Det trick skal hun ikke gentage denne gang. Jeg har været stor fan af hendes
Så mangler vi bare P.J. Harvey.
tirsdag, juli 26, 2011
Hvilken sorg er nogensinde blevet druknet i et blomsterhav?
torsdag, juli 21, 2011
"Manden Fra Onkel er også ret godt, men personligt bliver jeg en smule irriteret af hans stemme, som jeg vil mene ikke passer så godt ind i den øvrige stil (som jo ellers er ret cool - også lyrikken)"
Roots er blevet anmeldt på Underlyd.org.
Roots er blevet anmeldt på Underlyd.org.
The Silent Section
Single: The Voice That Got Away
Release: 25. juli 2011
Selskab: Tryghed & Tristesse
Format: Gratis download og cdr-single
Små to år efter, at The Silent Section udsendte ”A Final Delirium” rører gruppen på sig igen.
”The Voice That Got Away” er første single fra The Silent Sections kommende plade ”Contour Of A Passing Dream”, der bliver udsendt på Tryghed & Tristesse i løbet af efteråret 2011. Mens ”The Voice That Got Away” brager sendes tankerne i retning af Broder Daniel, og The Jesus and Mary Chain, men lyden er The Silent Section anno 2011 - lysere, lettere og langt mere tilgængelig.
Singlen kan hentes gratis via dette link: http://soundcloud.com/tryghed/the-voice-that-got-away-single, men udkommer også som en fysisk cdr-single, med en countryficeret instrumental udgave af nummeret som b-side. Singlen bliver tilgængelig i et begrænset oplag via www.tryghed-tristesse.dk som en bonus til de, der vælger at forudbestille ”Contour Of A Passing Dream”.
Skrevet om ”A Final Delirium”
Diskant.dk
”.. firserstøjromantik og en stor, stor lyd, der fint indlejrer de mange referencer i et modigt og æstetisk univers, som i bund og grund er tidløst.”
Undertoner.dk
”..A Final Delirium er ikke en forsigtig, lille førsteudgivelse”
Groove.no
”Hører du på sang for sang, så kan du ikke unngå å bli slått over det tungsindig-evokative over det mollstemte lydbildet, det storslåtte over klimaksene, og det sylskarpe over presisjonen.”
Schallgrenzen.de
”Sensationell: Neuer Musikstil aus Dänemark” tirsdag, juli 19, 2011
Jeg har været en god dreng, og holdt mig fra Amazon de sidste par uger, men "Post Everything" endte jeg alligevel med at bestille i dag. Til de der ikke kender Luke Haines, så er han manden bag Baader Meinhof, The Auteurs, Black Box Recorder og Luke Haines. Alt sammen fortræffelig træfsikker popmusik. I 2009 udsendte han den selvbiografiske "Bad Vibes: Britpop and My Part in Its Downfall", der i al beskedenhed var fantastisk. "Post Everything" er toeren, og anbefales ulæst.
søndag, juli 10, 2011
I dag var dagen, hvor Roots in Denmark så udkom ganske officielt og gratis. Jeg bringer derfor en pressemeddelelse:
Upcoming bands udgiver protestalbum
Pink Marines og seks andre nye navne fra den danske musikundergrund udgiver sammen et gratis protestalbum, der skal sparke danskerne ud af indadvendtheden.
Danmark har brug for en kickstart. Surmuleri, frygt, fremmedgjorthed, nid og nag har taget over. Vi behandler hinanden pilråddent, og overskuddet til andre mennesker er i bund. Dén stemning skal have et los bagi – og syv nye navne på den danske musikscene fører nu foden.
Det sker på det splinternye, splintrende gratis album ”Roots", der udsendes 10. juli.
"Det er noget så gammeldags som et vaskeægte protestalbum, lavet i fællesskab, fordi vi tager publikum og landet alvorligt", siger Hansen, der er den ene halvdel af Pink Marines.
De har fundet sammen med seks andre nye navne fra undergrunden, Theodor Lent, Los Illuminados, A Girl In A Rat Suit, Manden Fra Onkel, Anders Thode og Novo Mundus i fælles oprør over den måde, den danske folkesjæl er blevet formørket på igennem de sidste mange år.
En kickstart ud af indadvendtheden
"Det er ikke regeringen, og alle dens spøjse politiske tiltag, vi er sure på. For vi skal ikke skyde al ansvar over på de "stakkels" politikere. Vi danskere skal kickstartes, og det er noget vi kun kan gøre på egen hånd. Livet skal nydes igen, og surmuleri, frygt, fremmedgjorthed, konformitet, nærighed og manglende tolerance og overskud til andre mennesker end sig selv skal have fingeren," siger Dragut.
Albummet er gratis, men håbet med "Roots" er, at det kan gøre en forskel. At der stilles krav om ærlighed og medmenneskelighed. At der bliver snakket om, hvad det er for et menneskesyn, der bliver signaleret fra danskere og Danmarks beslutningstagere. At nuancerne snarere end kontrasterne kommer i fokus.
"Vi vil ikke bevare Danmark, vi vil have et nyt Danmark. Og med fare for at lyde som et par lallende hippier, vil vi alligevel slutte af med at sige: Brug den her sommer som startskud til at elske hinanden, og gør det både med hjertet, pengene og handlingerne."
Hansen & Dragut, Pink Marines
De syv bands er Theodor Lent, Los Illuminados, A Girl In A Rat Suit, Anders Thode, Manden Fra Onkel, Novo Mundus og Pink Marines. Der holdes releasefest på KB18 d. 20 juli, hvor en håndfuld af bandsne optræder.
Pladen kan høres og downloades på www.rootsindk.bandcamp.com
Upcoming bands udgiver protestalbum
Pink Marines og seks andre nye navne fra den danske musikundergrund udgiver sammen et gratis protestalbum, der skal sparke danskerne ud af indadvendtheden.
Danmark har brug for en kickstart. Surmuleri, frygt, fremmedgjorthed, nid og nag har taget over. Vi behandler hinanden pilråddent, og overskuddet til andre mennesker er i bund. Dén stemning skal have et los bagi – og syv nye navne på den danske musikscene fører nu foden.
Det sker på det splinternye, splintrende gratis album ”Roots", der udsendes 10. juli.
"Det er noget så gammeldags som et vaskeægte protestalbum, lavet i fællesskab, fordi vi tager publikum og landet alvorligt", siger Hansen, der er den ene halvdel af Pink Marines.
De har fundet sammen med seks andre nye navne fra undergrunden, Theodor Lent, Los Illuminados, A Girl In A Rat Suit, Manden Fra Onkel, Anders Thode og Novo Mundus i fælles oprør over den måde, den danske folkesjæl er blevet formørket på igennem de sidste mange år.
En kickstart ud af indadvendtheden
"Det er ikke regeringen, og alle dens spøjse politiske tiltag, vi er sure på. For vi skal ikke skyde al ansvar over på de "stakkels" politikere. Vi danskere skal kickstartes, og det er noget vi kun kan gøre på egen hånd. Livet skal nydes igen, og surmuleri, frygt, fremmedgjorthed, konformitet, nærighed og manglende tolerance og overskud til andre mennesker end sig selv skal have fingeren," siger Dragut.
Albummet er gratis, men håbet med "Roots" er, at det kan gøre en forskel. At der stilles krav om ærlighed og medmenneskelighed. At der bliver snakket om, hvad det er for et menneskesyn, der bliver signaleret fra danskere og Danmarks beslutningstagere. At nuancerne snarere end kontrasterne kommer i fokus.
"Vi vil ikke bevare Danmark, vi vil have et nyt Danmark. Og med fare for at lyde som et par lallende hippier, vil vi alligevel slutte af med at sige: Brug den her sommer som startskud til at elske hinanden, og gør det både med hjertet, pengene og handlingerne."
Hansen & Dragut, Pink Marines
De syv bands er Theodor Lent, Los Illuminados, A Girl In A Rat Suit, Anders Thode, Manden Fra Onkel, Novo Mundus og Pink Marines. Der holdes releasefest på KB18 d. 20 juli, hvor en håndfuld af bandsne optræder.
Pladen kan høres og downloades på www.rootsindk.bandcamp.com
Milk With Tea har just lagt et par af mine fotos, og et kort interview op.
tirsdag, juli 05, 2011
Manden fra Onkel er blevet protestsanger og socialt involveret. Det projekt har Gaffa skrevet lidt om.
søndag, juli 03, 2011
Mens fokus var på Roskilde var jeg i Vendsyssel. Takket været nettet kan jeg over de næste par aftener alligevel få fulgt op på en god del af det jeg gik glip af. DR har lagt koncerterne med Raveonettes, Love Shop og Spids Nøgenhat op til streaming, og Next2Live tilbyder blandt andet Cody, Hymns From Nineveh og De Eneste To.
onsdag, juni 29, 2011
Det er ganske vist. Oscar Danielson kommer til Danmark i efteråret. Jeg er kommet til at booke ham til Odense, og det kan man læse mere om på Eget Selskabs Facebookside, hvor der med lidt held kommer flere koncerter til hen over efteråret. Ellers ser tourplanen således ud:
18. september - Teater Momentum, Odense
19. september - Musikcafeen, Århus
21. september - Hadsten Kyrka, Hadsten
22. september - Huset, Magstræde, København.
18. september - Teater Momentum, Odense
19. september - Musikcafeen, Århus
21. september - Hadsten Kyrka, Hadsten
22. september - Huset, Magstræde, København.
tirsdag, juni 28, 2011
mandag, juni 27, 2011
Manden fra Onkel update
Det er som sådan ingen hemmelighed, at vi er påbegyndt arbejdet på en ny Manden fra Onkel plade, og det skal heller ikke være hemmeligt, at det ikke bliver en børne, men en voksenplade, og det skal ikke være hemmeligt, at det nok er det der har udløst en skriveblokering af rang hos mig (så fik jeg prøvet sådan én). Det er noget andet at skrive til voksne. Syret fjol i børnehøjde er intet problem, men som voksen afsender til en voksen modtager skal der noget mere kød på. En enkelt tekst er sendt videre, et forsøg på en mordballade er blevet forkastet, og der har projektet så været strandet et stykke tid. Pladens opbygning er der styr på, coveret er formet i mit hoved, der mangler bare teksterne, musikken og et par andre småting. Dirken til hele denne ballade er dog dukket op fra en bekendt, men uventet kant. Jeg har på det seneste hørt, og læst op på Bob Marley i den helt store stil, og ud fra det er der dukket idéer, tanker og retningsforslag op, der giver ganske god mening. Det er ikke det musikalske, der kommer til at præge Manden fra Onkel, hvis tanken var en dansksproget reggaeplade, så ville det ende i anden variant af syret fjol, og det er ikke tanken. Der ligger hos Bob Marley nogle tanker om social ulighed, og undertrykkelse, der giver ganske god mening i forhold til den ligusterudgave, der bliver udøvet af det i dagens Danmark. Det bliver dér, at Manden fra Onkel blandt andet skal hen. Det bliver næppe politisk, og slet ikke partipolitisk, men en art holdninger dukker der nok frem. Det er i hvert fald planen. Stay tuned.
Det er som sådan ingen hemmelighed, at vi er påbegyndt arbejdet på en ny Manden fra Onkel plade, og det skal heller ikke være hemmeligt, at det ikke bliver en børne, men en voksenplade, og det skal ikke være hemmeligt, at det nok er det der har udløst en skriveblokering af rang hos mig (så fik jeg prøvet sådan én). Det er noget andet at skrive til voksne. Syret fjol i børnehøjde er intet problem, men som voksen afsender til en voksen modtager skal der noget mere kød på. En enkelt tekst er sendt videre, et forsøg på en mordballade er blevet forkastet, og der har projektet så været strandet et stykke tid. Pladens opbygning er der styr på, coveret er formet i mit hoved, der mangler bare teksterne, musikken og et par andre småting. Dirken til hele denne ballade er dog dukket op fra en bekendt, men uventet kant. Jeg har på det seneste hørt, og læst op på Bob Marley i den helt store stil, og ud fra det er der dukket idéer, tanker og retningsforslag op, der giver ganske god mening. Det er ikke det musikalske, der kommer til at præge Manden fra Onkel, hvis tanken var en dansksproget reggaeplade, så ville det ende i anden variant af syret fjol, og det er ikke tanken. Der ligger hos Bob Marley nogle tanker om social ulighed, og undertrykkelse, der giver ganske god mening i forhold til den ligusterudgave, der bliver udøvet af det i dagens Danmark. Det bliver dér, at Manden fra Onkel blandt andet skal hen. Det bliver næppe politisk, og slet ikke partipolitisk, men en art holdninger dukker der nok frem. Det er i hvert fald planen. Stay tuned.
onsdag, juni 22, 2011
Back in the day, og the day værende perioden omkring 2002-2003, sad nu hedengangne Wynona tungt på nordicanatronen herhjemme. Nordicana var en afart af americana, der dengang var det nye sort, og med et tilsat skandinavisk touch af tungsind og melankoli, var nordicana et praktisk begreb når man som anmelder skulle beskrive de alt. countryficerede danske navne, der dengang dukkede op.
Ingen snakker længere om nordicana, men hvis vi gjorde, så ville Cody utvivlsomt være navnet, der pr. dags dato og tællende tilbage til foråret 2009 sad tungt på tronen. En ep, en lp, og et hav af koncerter af høj klasse har gjort Cody til et godt bud på Danmarks pt. vel mest interessante musikeksportartikel, der båret på hænder og fødder af et enigt anmelderkorps kan kigge ned fra deres piedestal, og med ro i stemmen sige: det har vi sgu gjort meget godt.
Codys nye ep Under the Pillow, Under the Elms får dog tronen til at vakle under dem. Ikke fordi ep’en ikke er god, og ikke fordi de ikke bare kunne blive siddende, men fordi Cody selv har valgt, at rokke på stolen. Der hvor vi troede vi havde dem står de ikke længere, Cody har rykket sig til et sted ikke langt derfra, hvor udsynet lyder langt bredere. Nordicana no more er det ikke, men forlægget for, hvad Cody byder ind med har sine steder rykket sig hørbart.
16 Holes er længst fra Cody som vi kender dem, og åbner muligvis derfor Under the Pillow, Under the Elms. Man mærker igennem ep’ens 4 numre, at Cody kommer tættere og tættere på det vi kendte dem for. Der er noget mere fylde og pondus i ”16 Holes” end man normalt har hørt fra Cody. Under nummeret ulmer en sitrende aggression, der aldrig bryder ud i lys lue, og der er skruet godt op for forstærkerne, og rockattituderne er tæt på at springe ud. ”Anti-Everything”, der følger, er i den modsatte grøft et trin ned i tempo, og langt mere spartansk i sit udtryk, og dét i et nummer, der vokser og vokser, og endelig kommer Cody så hjem igen med Under the Elms og Under the Pillow.
Under the ene og det andet er det forventede, og det man lidt friskt ville kunne kalde klassisk Cody. De var højdepunkterne de første par gange jeg hørte ep’en, men udelukkende fordi det var noget i den stil jeg havde forventet at høre, og fordi jeg nu engang godt kan lide Cody som de har lydt hidtil. ”16 Holes” og ”Anti-Everything” var lidt sværere at komme ind på livet af, ikke fordi jeg vil anfægte numrenes kvalitet, ikke fordi jeg ikke allerede nu ser et stort livepotentiale i de to sange, og ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men hvorfor så? Det simple svar er, at Under the Pillow, Under the Elms er en uhomogen størrelse, hvor sangene stritter lidt rigeligt i hver deres retning. Det nye stikker udenfor, og sådan er det. Tilvænning tager tid. Dommen er, at enkeltstående har Cody begået fire fantastiske stykker musik, de nye territorier de afsøger, er så absolut mulighedernes land, der dog kræver lidt omstillingsberethed af lytteren.
Herfra skal der dog kun lyde lutter tilskyndelser til at købe Under the Pillow, Under the Elms.
(Cody "Under the Pillow, Under the Elms " - Anmeldt for Geiger, ep'en kan høres her)
Ingen snakker længere om nordicana, men hvis vi gjorde, så ville Cody utvivlsomt være navnet, der pr. dags dato og tællende tilbage til foråret 2009 sad tungt på tronen. En ep, en lp, og et hav af koncerter af høj klasse har gjort Cody til et godt bud på Danmarks pt. vel mest interessante musikeksportartikel, der båret på hænder og fødder af et enigt anmelderkorps kan kigge ned fra deres piedestal, og med ro i stemmen sige: det har vi sgu gjort meget godt.
Codys nye ep Under the Pillow, Under the Elms får dog tronen til at vakle under dem. Ikke fordi ep’en ikke er god, og ikke fordi de ikke bare kunne blive siddende, men fordi Cody selv har valgt, at rokke på stolen. Der hvor vi troede vi havde dem står de ikke længere, Cody har rykket sig til et sted ikke langt derfra, hvor udsynet lyder langt bredere. Nordicana no more er det ikke, men forlægget for, hvad Cody byder ind med har sine steder rykket sig hørbart.
16 Holes er længst fra Cody som vi kender dem, og åbner muligvis derfor Under the Pillow, Under the Elms. Man mærker igennem ep’ens 4 numre, at Cody kommer tættere og tættere på det vi kendte dem for. Der er noget mere fylde og pondus i ”16 Holes” end man normalt har hørt fra Cody. Under nummeret ulmer en sitrende aggression, der aldrig bryder ud i lys lue, og der er skruet godt op for forstærkerne, og rockattituderne er tæt på at springe ud. ”Anti-Everything”, der følger, er i den modsatte grøft et trin ned i tempo, og langt mere spartansk i sit udtryk, og dét i et nummer, der vokser og vokser, og endelig kommer Cody så hjem igen med Under the Elms og Under the Pillow.
Under the ene og det andet er det forventede, og det man lidt friskt ville kunne kalde klassisk Cody. De var højdepunkterne de første par gange jeg hørte ep’en, men udelukkende fordi det var noget i den stil jeg havde forventet at høre, og fordi jeg nu engang godt kan lide Cody som de har lydt hidtil. ”16 Holes” og ”Anti-Everything” var lidt sværere at komme ind på livet af, ikke fordi jeg vil anfægte numrenes kvalitet, ikke fordi jeg ikke allerede nu ser et stort livepotentiale i de to sange, og ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men hvorfor så? Det simple svar er, at Under the Pillow, Under the Elms er en uhomogen størrelse, hvor sangene stritter lidt rigeligt i hver deres retning. Det nye stikker udenfor, og sådan er det. Tilvænning tager tid. Dommen er, at enkeltstående har Cody begået fire fantastiske stykker musik, de nye territorier de afsøger, er så absolut mulighedernes land, der dog kræver lidt omstillingsberethed af lytteren.
Herfra skal der dog kun lyde lutter tilskyndelser til at købe Under the Pillow, Under the Elms.
(Cody "Under the Pillow, Under the Elms " - Anmeldt for Geiger, ep'en kan høres her)
P.J. Harvey har været en tur forbi Later with Jools Holland, og leveret "The Words that Maketh Murder", "Let England Shake" samt "The Glorious Land". Hun forbliver efterårets største koncertønske.
søndag, juni 19, 2011
De nedenstående fotos er frasorteret serien "Brick Factory" som blev smidt på hjemmesiden i går.
lørdag, juni 18, 2011
fredag, juni 17, 2011
"Hun forholder sig ikke til faglige og saglige kendsgerninger.."
"..hun må finde sig i, at andre går hende imod og modsiger hende. Det har hun ikke rigtigt kunnet holde ud"
"..og sige, hvad hun mener om os, mens vi ikke må fortælle, hvad vi mener om hende"
Alt det ovenstående er sagt af, og ikke om, Pia Kjærsgaard i den verserende Wind-sag. "Det man siger er man selv", "spejl" og andre gode argumenter fra skolegården er åbenbart blevet modne nok til at finde deres vej ind i dansk politik.
"..hun må finde sig i, at andre går hende imod og modsiger hende. Det har hun ikke rigtigt kunnet holde ud"
"..og sige, hvad hun mener om os, mens vi ikke må fortælle, hvad vi mener om hende"
Alt det ovenstående er sagt af, og ikke om, Pia Kjærsgaard i den verserende Wind-sag. "Det man siger er man selv", "spejl" og andre gode argumenter fra skolegården er åbenbart blevet modne nok til at finde deres vej ind i dansk politik.
onsdag, juni 15, 2011
En af landets fornemste bootleggere har lavet sin egen blog. Jeg har igennem de sidste efterhånden mange år lagt ører til mangt en optagelse som han har stået bag, og kvaliteten er gennemgående høj. Man kan besøge Fra Kælderen her.
mandag, juni 13, 2011
Northside.
Det koreanske ægtepar overfor os i toget fangede næppe meget af de toiletrelaterede vulgariteter vi fik fyret af undervejs på turen fra Odense til Århus, og fint for det. Northside var en dag hjemmefra, en drengetur i musikkens navn, og der blev taget godt hul på både øl og profaniteter undervejs nordvest på.
Vores timing skulle vise sig at være perfekt. Et raskt trav fra Århus banegårdsplads, et armbånd og et ølindkøb senere gik De Eneste To på scenen, og åbnede op for ”Østjylland Dreaming”, der på de kanter vi nu var, må være at betegne som en hjemstavnssang. Som det er tilfældet med deres plade, var der ikke alt for mange skarpe skud i bøssen. ”Morten” var det ene, ”Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø” det andet, og den sidstnævnte kan jeg ikke helt huske om de spillede. Resten var all fillers og no thrillers, som det hedder på retroanglificeret dansk
Jamie Woon slog vi pligtskyldigt et slag op forbi, og vendte om så snart vi hørte, hvad det var han kunne. Tilbage ved scene 1 satte vi os til at vente på Interpol sammen med regnen. Jeg har aldrig helt gjort knæfald for Interpol, der er masser af godt at hente på den konto, men nej, de har ikke krøbet ind under huden på mig. Det virkede et langt stykke hen ad vejen heller ikke som om de gad krybe ind under huden på folk i går. Sidste stop på touren, og måske et stop for meget, men da ”Evil” cirka halvvejs i sættet havde lydt, bredte der sig et kæmpe smil på Paul Banks læber, og hu-hej, hvor blev der skruet op for spilleglæden i den sidste afdeling. En koncert kan åbenbart også have to halvlege, og denne gik fra en kedelig 0-0’er i første halvleg til det rene sukkerbold.
Vi nærmede os ikke engang scenen, da Turboweekend var på, men provianterede i stedet fast føde. Køerne var i forhold til det skrevne, og det frygtede ikke længere end det var til at overskue. Maden var til gengæld formidabel, jeg mindes ikke nogensinde at have spist så godt til et musikarrangement før. Alt der minder om tommelfingre i vejret herfra.
Band of Horses var det ventede røvballehelvede, at de har fået greb om som mange mennesker med deres musik, må være et af de sikre tegn på, at apokalypsen er nært forestående. Jeg forstår det ikke. I stedet sikrede vi os fine pladser til Elbow, og lavede stormløb mod drikkevareteltene, der på dette tidspunkt var løbet tør for øl.
Forestil dig Ricky Gervais i rollen som forsanger, givende den fuld gas som cheeky lad. Sådan var oplevelsen af Guy Garvey. Hvis der var et billigt trick i bogen, der ikke blev fyret af til koncerten, så må det være stødt til i et appendiks siden i går. Der blev vinket, peget, klappet, og sunget kanon med publikum til den store guldmedalje. Der blev taget afsæt i ”Bulid a Rocket Boys”, og derfor var den del af bagkataloget, der blev hevet frem også fra den bløde afdeling. Elbow var dagens oplevelse. Strygere i baggrunden, og resten af gruppen i rollen som anonym backing, og så Guy Garvey, der var et stort smil hele vejen igennem. Korstykket fra ”Grounds for Divorce” gjaldede længe efter sangen var spillet, og sidenhen fra det tilbagestående publikum længe efter, at Elbow had left the building. Det var umuligt ikke at elske, og ønsket om Elbow vender tilbage tilbage til Danmark i løbet af efteråret er i skrivende stund overvældende.
Sidste kanin i hatten var Suede. Opstanden fra de døde, og nu ude og fejre, at deres plader er på ud på plademarkedet igen, komplet med alt det ekstragejl man kan ønske sig. Vi stod et stykke tilbage, og det tog en del af stemningen, for Suede leverede varen. Jeg måtte opgive at kigge på Brett Anderson flere gange, hvor han med højre ben placeret på en monitor stod og hoppede på det venstre, og det lignede at han forsøgte at komme ud over stepperne på et immobilt løbehjul. Det var for ømt et syn så sent på dagen. Setlisten var som håbet, og forventet primært koncentreret omkring de tre første plader. Havde denne koncert været spillet på et lukket spillested, så var taget lettet. I sikker afstand fra scenen, med en mand stående sovende to meter til venstre fra mig, var stemningen lidt mere død. I selskab med Elbow, og sidste halvdel af Interpols koncert hørte Suede dog helt sikkert til blandt dagens højdepunkter.
Der har været skrevet meget, om kiks og svipsere på Northside festivalen. Det er hvad det er, hvor utilgiveligt det så end er at løbe tør for øl. Der skal dog lyde stor ros til festivalen for et højt kommunikationsniveau via Facebook, hvor man løbende kunne følge med i problemstillinger og tidsrammerne for de forventede løsninger. Mit største suk lyder i retning af festivalpladsens størrelse. Det var ganske klaustrofobisk småt, og noget nær umuligt at komme frem tilbage og tilbage for folk og deres forbandede skovturstæpper, der fyldte en god del. Mere lebensraum når festivalen åbner dørene 15-17 juni næste år, og så ellers tak for i år.
Det koreanske ægtepar overfor os i toget fangede næppe meget af de toiletrelaterede vulgariteter vi fik fyret af undervejs på turen fra Odense til Århus, og fint for det. Northside var en dag hjemmefra, en drengetur i musikkens navn, og der blev taget godt hul på både øl og profaniteter undervejs nordvest på.
Vores timing skulle vise sig at være perfekt. Et raskt trav fra Århus banegårdsplads, et armbånd og et ølindkøb senere gik De Eneste To på scenen, og åbnede op for ”Østjylland Dreaming”, der på de kanter vi nu var, må være at betegne som en hjemstavnssang. Som det er tilfældet med deres plade, var der ikke alt for mange skarpe skud i bøssen. ”Morten” var det ene, ”Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø” det andet, og den sidstnævnte kan jeg ikke helt huske om de spillede. Resten var all fillers og no thrillers, som det hedder på retroanglificeret dansk
Jamie Woon slog vi pligtskyldigt et slag op forbi, og vendte om så snart vi hørte, hvad det var han kunne. Tilbage ved scene 1 satte vi os til at vente på Interpol sammen med regnen. Jeg har aldrig helt gjort knæfald for Interpol, der er masser af godt at hente på den konto, men nej, de har ikke krøbet ind under huden på mig. Det virkede et langt stykke hen ad vejen heller ikke som om de gad krybe ind under huden på folk i går. Sidste stop på touren, og måske et stop for meget, men da ”Evil” cirka halvvejs i sættet havde lydt, bredte der sig et kæmpe smil på Paul Banks læber, og hu-hej, hvor blev der skruet op for spilleglæden i den sidste afdeling. En koncert kan åbenbart også have to halvlege, og denne gik fra en kedelig 0-0’er i første halvleg til det rene sukkerbold.
Vi nærmede os ikke engang scenen, da Turboweekend var på, men provianterede i stedet fast føde. Køerne var i forhold til det skrevne, og det frygtede ikke længere end det var til at overskue. Maden var til gengæld formidabel, jeg mindes ikke nogensinde at have spist så godt til et musikarrangement før. Alt der minder om tommelfingre i vejret herfra.
Band of Horses var det ventede røvballehelvede, at de har fået greb om som mange mennesker med deres musik, må være et af de sikre tegn på, at apokalypsen er nært forestående. Jeg forstår det ikke. I stedet sikrede vi os fine pladser til Elbow, og lavede stormløb mod drikkevareteltene, der på dette tidspunkt var løbet tør for øl.
Forestil dig Ricky Gervais i rollen som forsanger, givende den fuld gas som cheeky lad. Sådan var oplevelsen af Guy Garvey. Hvis der var et billigt trick i bogen, der ikke blev fyret af til koncerten, så må det være stødt til i et appendiks siden i går. Der blev vinket, peget, klappet, og sunget kanon med publikum til den store guldmedalje. Der blev taget afsæt i ”Bulid a Rocket Boys”, og derfor var den del af bagkataloget, der blev hevet frem også fra den bløde afdeling. Elbow var dagens oplevelse. Strygere i baggrunden, og resten af gruppen i rollen som anonym backing, og så Guy Garvey, der var et stort smil hele vejen igennem. Korstykket fra ”Grounds for Divorce” gjaldede længe efter sangen var spillet, og sidenhen fra det tilbagestående publikum længe efter, at Elbow had left the building. Det var umuligt ikke at elske, og ønsket om Elbow vender tilbage tilbage til Danmark i løbet af efteråret er i skrivende stund overvældende.
Sidste kanin i hatten var Suede. Opstanden fra de døde, og nu ude og fejre, at deres plader er på ud på plademarkedet igen, komplet med alt det ekstragejl man kan ønske sig. Vi stod et stykke tilbage, og det tog en del af stemningen, for Suede leverede varen. Jeg måtte opgive at kigge på Brett Anderson flere gange, hvor han med højre ben placeret på en monitor stod og hoppede på det venstre, og det lignede at han forsøgte at komme ud over stepperne på et immobilt løbehjul. Det var for ømt et syn så sent på dagen. Setlisten var som håbet, og forventet primært koncentreret omkring de tre første plader. Havde denne koncert været spillet på et lukket spillested, så var taget lettet. I sikker afstand fra scenen, med en mand stående sovende to meter til venstre fra mig, var stemningen lidt mere død. I selskab med Elbow, og sidste halvdel af Interpols koncert hørte Suede dog helt sikkert til blandt dagens højdepunkter.
Der har været skrevet meget, om kiks og svipsere på Northside festivalen. Det er hvad det er, hvor utilgiveligt det så end er at løbe tør for øl. Der skal dog lyde stor ros til festivalen for et højt kommunikationsniveau via Facebook, hvor man løbende kunne følge med i problemstillinger og tidsrammerne for de forventede løsninger. Mit største suk lyder i retning af festivalpladsens størrelse. Det var ganske klaustrofobisk småt, og noget nær umuligt at komme frem tilbage og tilbage for folk og deres forbandede skovturstæpper, der fyldte en god del. Mere lebensraum når festivalen åbner dørene 15-17 juni næste år, og så ellers tak for i år.
lørdag, juni 11, 2011
Eels, Vega 10. juni 2011.
En togtur, og en lidt forjaget slentretur ned gennem Istedgades mylder af hipstere og udskud, og en konstatering af, at det var gået nogenlunde med at tage på arbejde først, og direkte over bæltet til koncert bagefter. Vi trådte lidt skævt timet ind på Vega da koncerten tog sin begyndelse, og ind i koncertsalen, da andet nummer var et par minutter undervejs.
Det var det omtrent samme lineup af mænd i suits med skæg og solbriller, der rockede os sidste sommer. Der var stødt en hornsektion til, og paraderne var blevet sænket en kende. Der var flere af de bløde, og de hårdtrockende numre gjorde plads til hornene og rockede derfor knap så hårdt. Et langt stykke ind i koncerten lignede det fra scenen et forsøg på, hvor hurtigt setlisten kunne jappes igennem så bandet kunne komme ud i tourbussen igen. Hvert nummer varede to minutter, og ingen spild af tid mellem på snak og deslige. Det var nonkommunikation til halvhøj billetpris. E talte ikke til os, og det kunne sangene heller ikke beskyldes at gøre. For at gøre ondt være, var vi havnet ved siden af et individ med voldsom produktion af tarmgas, der vakte et synligt ubehag hos de omkringstående, hvem synderen var står stadig hen i det uvisse, jeg tog ikke turen rundt og lugtede til bagdele for at finde ud af, hvem der (næsten) havde gjort i bukserne.
Det blev bedre i takt med at stemningen på scenen løsnede op, og E så småt begyndte at tale til publikum. Langt bedre, men langt fra perfekt. De tungt rockende numre, blev afløst af de langt blidere, og den uskønne landhandel koncerten blev til manglede flow og sammenhæng. "Tremendous Dynamite" og "Fresh Blood" markerede sig som højdepunkter i den tungere ende af skalaen, og den Blues Brother gospelsoulede "Looking Up" i den lettere og noget mere livlige ende af selvsamme skala. Der var ingen decideret dårlige numre, men det var en uengageret optræden i kategorien "endnu en dag på kontoret". Jeg har set Eels gøre det langt bedre, og nu har jeg så set Eels en gang for meget. Gårsdagens koncert er næsten allerede glemt, dybere spor efterlod den ikke. I morgen gælder det De Eneste To, Interpol, Elbow og Suede (hvis vi kan overskue først at være hjemme ved 04-tiden for at få dem med).
En togtur, og en lidt forjaget slentretur ned gennem Istedgades mylder af hipstere og udskud, og en konstatering af, at det var gået nogenlunde med at tage på arbejde først, og direkte over bæltet til koncert bagefter. Vi trådte lidt skævt timet ind på Vega da koncerten tog sin begyndelse, og ind i koncertsalen, da andet nummer var et par minutter undervejs.
Det var det omtrent samme lineup af mænd i suits med skæg og solbriller, der rockede os sidste sommer. Der var stødt en hornsektion til, og paraderne var blevet sænket en kende. Der var flere af de bløde, og de hårdtrockende numre gjorde plads til hornene og rockede derfor knap så hårdt. Et langt stykke ind i koncerten lignede det fra scenen et forsøg på, hvor hurtigt setlisten kunne jappes igennem så bandet kunne komme ud i tourbussen igen. Hvert nummer varede to minutter, og ingen spild af tid mellem på snak og deslige. Det var nonkommunikation til halvhøj billetpris. E talte ikke til os, og det kunne sangene heller ikke beskyldes at gøre. For at gøre ondt være, var vi havnet ved siden af et individ med voldsom produktion af tarmgas, der vakte et synligt ubehag hos de omkringstående, hvem synderen var står stadig hen i det uvisse, jeg tog ikke turen rundt og lugtede til bagdele for at finde ud af, hvem der (næsten) havde gjort i bukserne.
Det blev bedre i takt med at stemningen på scenen løsnede op, og E så småt begyndte at tale til publikum. Langt bedre, men langt fra perfekt. De tungt rockende numre, blev afløst af de langt blidere, og den uskønne landhandel koncerten blev til manglede flow og sammenhæng. "Tremendous Dynamite" og "Fresh Blood" markerede sig som højdepunkter i den tungere ende af skalaen, og den Blues Brother gospelsoulede "Looking Up" i den lettere og noget mere livlige ende af selvsamme skala. Der var ingen decideret dårlige numre, men det var en uengageret optræden i kategorien "endnu en dag på kontoret". Jeg har set Eels gøre det langt bedre, og nu har jeg så set Eels en gang for meget. Gårsdagens koncert er næsten allerede glemt, dybere spor efterlod den ikke. I morgen gælder det De Eneste To, Interpol, Elbow og Suede (hvis vi kan overskue først at være hjemme ved 04-tiden for at få dem med).
tirsdag, juni 07, 2011
"Altså, hvis tiden flyver når man morer sig, så synes jeg vi skal starte filmen med en alt for lang indledning lavet i superslow" - noget i den stil tænker jeg, at Von Trier har tænkt. "Med indledningen overstået speeder vi kameratempoet op til normalt, men holder handlingen i et tempo, der minder om superslow!" - noget i den stil tænker jeg, at Von Trier efterfølgende har tænkt. Indrømmet, jeg er mere fan af idéen Von Trier end af hans arbejde, og aftenens biftur var da også første gang jeg så noget fra hans hånd siden "Dancer in the Dark". Kort fortalt er "Melancholia" en langgaber med tre højdepunkter. Første gang man ser Kirsten Dunsts bryster, anden gang man ser Kirsten Dunsts bryster, og det faktum at jorden går under til sidst, så enhver mulighed for en toer er elimineret.
(Relevant billedmateriale og en afsløring af filmens slutning blev inkluderet i denne post for at spare dig tid og penge)
(Relevant billedmateriale og en afsløring af filmens slutning blev inkluderet i denne post for at spare dig tid og penge)
mandag, juni 06, 2011
De seneste 14 dages pladekøb og bestillinger kort fortalt.
Jeg er blevet en sucker for opsamlingsplader, og har på det seneste købt opsamlinger med både rock a' billy, soul og reggae. Jeg kunne ikke helt stå for disse kig på den jamaicanske chart fra tiden før ska og reggae, men ved ikke helt, hvad jeg forventer. De var hæderligt anmeldt i det seneste Mojo, så jeg greb chancen og klikkede buy på Amazon.
I efterhånden et stykke tid har jeg ledt efter "Party Time" med The Heptones til en pris, der var til at betale. Nu har jeg kastet håndklædet i ringen, og har investeret i en opsamling. Det er ukompliceret reggae med triovokal, men investering rammer skævt, for der så vidt jeg kan lure ingen tracks med fra "Party Time". Det er dog stadig en fin, fin opsamling. "The Return of Sound System Scratch" er opfølgeren til "Sound System Scratch", der samlede en stak af de mindre kendte og ikke før udgivne Lee "Scratch" Perry dubplates på én udgivelse. Kvalitetsmæssigt fuldt på højde med forgængeren, og en fantastisk investering for dub-interesserede.
Der er dømt nostalgi når Suede på søndag slukker for Northside, og sender os hjem mod Fyn igen, og måske endda lidt mere end det. Jeg har på det seneste genopdaget de første Suedepladers kvaliteter. I den forbindelse er genudgivelsen af deres fem plader med både cd og dvd-bonus kommet meget belejligt. Mit første møde med Suede var i 1993 da MTV sendte et alternativt grand prix. "Animal Nitrate" var Storbritaniens bidrag, 22 Pistepirkko bidrog med "Birdy" for Finland. Året efter spillede de på store scene på Midtfyns Festivalen, og siden gik det slag i slag med udgivelser og indkøb indtil Suede gled ud i ingenting. Foreløbig har jeg kun bestilt de to første genudgivelser, og der tror jeg, at jeg bliver stående og på måde holder mig på god fod med min genfundne kærlighed til Suede.
Jeg er blevet en sucker for opsamlingsplader, og har på det seneste købt opsamlinger med både rock a' billy, soul og reggae. Jeg kunne ikke helt stå for disse kig på den jamaicanske chart fra tiden før ska og reggae, men ved ikke helt, hvad jeg forventer. De var hæderligt anmeldt i det seneste Mojo, så jeg greb chancen og klikkede buy på Amazon.
I efterhånden et stykke tid har jeg ledt efter "Party Time" med The Heptones til en pris, der var til at betale. Nu har jeg kastet håndklædet i ringen, og har investeret i en opsamling. Det er ukompliceret reggae med triovokal, men investering rammer skævt, for der så vidt jeg kan lure ingen tracks med fra "Party Time". Det er dog stadig en fin, fin opsamling. "The Return of Sound System Scratch" er opfølgeren til "Sound System Scratch", der samlede en stak af de mindre kendte og ikke før udgivne Lee "Scratch" Perry dubplates på én udgivelse. Kvalitetsmæssigt fuldt på højde med forgængeren, og en fantastisk investering for dub-interesserede.
Det var gået forbi min næse, at der var kommet en "Bootleg Vol. 2" med Johnny Cash, muligvis fordi den første i mine ører var en glatpoleret pengeko, der samlede op på irrelevante 70'er demoer. Denne gang går det bedre med 50'er og 60'er indspilninger. Hvem kan leve uden demoudgaverne af "I Walk the Line" og "Get Rhytm"? Ikke mig! Marissa Nadler selvbetitlede seneste har jeg været med til at finansiere via Kickstarter, og bortset fra at jeg ikke har fået den autograf jeg har betalt for, så er pladen endnu en stor oplevelse fra hendes hånd. På godt og ondt langt mere tilgængeligt end det tidligere, men stadig et kvalitetsstempel værd.
"Fortune & Folly" har længe været en af mine yndlingsplader uden at jeg er dykket yderligere ned i Birch Books diskografi. Nu har jeg så bestilt forgængeren, opfølgeren og den seneste. "A Hand Full of Days" er klart den bedste af de tre, men dermed ikke sagt, at der mangler kvaliteter på de to andre. Det kræver bare sin tid, at få musik til at krybe ind under huden.
søndag, juni 05, 2011
Der er blevet lagt en stribe billeder fra Stige Ø op på hjemmesiden, og en italiensk blog har lagt Havgus-serien op.
torsdag, juni 02, 2011
Det er meget snart, at den nye Marissa Nadler udkommer. Den selvbetitlede plade blev forleden udsendt til dem, der havde støttet op via Kickstarterter. Det afstedkom dette (synes jeg) helt fantastiske billede.
Der er lavet en video til singlen "Baby I Will Leave You In The Morning", der kan ses her.
Der er lavet en video til singlen "Baby I Will Leave You In The Morning", der kan ses her.
tirsdag, maj 31, 2011
Der er båndsalat på coveret, og blandt titlerne finder man ”Jeg Kan Huske Kassettebånd”, indspillet på, eller indspillet til, at lyde som om den var indspillet på netop kassettebånd. Kernepublikummet til De Efterladte husker nok også mere end et analogt medie, alligevel må de med stor sandsynlighed tage til tåls med cd og download når ”Traditionen Utro” udkommer på mandag.
Mine favoritter på ”Traditionen Utro” er de simple sange, der næsten er skrabet ned til blot at være sang og guitar. ”Godmorgen Kynisme” har jeg mere end én gang taget mig selv i at stå og synge under bleskift, vi er nede i et tempo, hvor selv et spædbarn finder ro i rytmen. Det er protestsangformlen om igen, mand, guitar(ist) og noget på hjerte. ”Mit Lyssyn” og ”Mit Sortsyn” følger trop, vokal, akustisk guitar, lidt horn og andet, der simrer et sted nedenunder. Sortsynet er den onde tvilling, stalkeren, besætteren og det overflødige onde. ”En Knivsspids Af Din Tro” er en kende mere effektladet, men hører til i samme kuld. Det er en af pladens højdepunkter, og man fornemmer også her en afstandstagen til den let formørkede livsanskuelse, der har præget Peter H. Olesens sangskrivning gennem årene. Det er ikke så meget et ønske om at blive lukket ind, men mere et ønske om at blive inviteret ud i lyset.
Der er en stor hjemstavnshymne gemt i ”Sang I Klar Frost”, så opgivende, og dog så bekræftende. Og så er der ”Med Let Hånd”, der slår mig som en part to til en enestående Olesen-Olesen sang, som mit hoved uanfægtet antallet af vridninger ikke vil afgive titlen på. Ikke desto mindre et højdepunkt.
Førnævnte ”Jeg Kan Huske Kassettebånd” er en afart af et digt med tilsat båndstøj og Twin Peaks stemning, og har på pladen selskab af ”Du Lever Og Har Det Godt Og Bor Et Sted På Sjælland” og ”Han Er Ikke Digter”, der også er mere digte end sange. Det er fint, fint, og bryder med passende mellemrum den musikalske rytme på pladen.
Andre brud på den musikalske rytme er åbneren ”Sangen Selv”, der er rendyrket basalrock blottet for refræn, men et kærkomment og uventet brud på det forventede. Den instrumentale ”Myggestik” og acapellasangen ”Jeg Vil Være Hvor Jeg ikke Er” kunne jeg snildt have været foruden, de bidrager ikke til festen, og er svært irriterende fyldmateriale på en ellers formidabel plade. Det samme gælder for så vidt ”Nedenom Og Hjem”, der er alt, alt for pæn.
De Efterladte er sluppet så godt fra debutpladen, at man skulle tro de havde prøvet det før. Ord og tekst, velsang og velklang. Peter Kan sit kram, Michael kan sit kram, og alle de inviterede har tydeligvis også haft styr på deres del af lortet. Pressemeddelelsens nævner ufolkelig folkemusik som et bud på en genre, jeg er ikke nødvendigvis uenig. Anbefales.
Mine favoritter på ”Traditionen Utro” er de simple sange, der næsten er skrabet ned til blot at være sang og guitar. ”Godmorgen Kynisme” har jeg mere end én gang taget mig selv i at stå og synge under bleskift, vi er nede i et tempo, hvor selv et spædbarn finder ro i rytmen. Det er protestsangformlen om igen, mand, guitar(ist) og noget på hjerte. ”Mit Lyssyn” og ”Mit Sortsyn” følger trop, vokal, akustisk guitar, lidt horn og andet, der simrer et sted nedenunder. Sortsynet er den onde tvilling, stalkeren, besætteren og det overflødige onde. ”En Knivsspids Af Din Tro” er en kende mere effektladet, men hører til i samme kuld. Det er en af pladens højdepunkter, og man fornemmer også her en afstandstagen til den let formørkede livsanskuelse, der har præget Peter H. Olesens sangskrivning gennem årene. Det er ikke så meget et ønske om at blive lukket ind, men mere et ønske om at blive inviteret ud i lyset.
Der er en stor hjemstavnshymne gemt i ”Sang I Klar Frost”, så opgivende, og dog så bekræftende. Og så er der ”Med Let Hånd”, der slår mig som en part to til en enestående Olesen-Olesen sang, som mit hoved uanfægtet antallet af vridninger ikke vil afgive titlen på. Ikke desto mindre et højdepunkt.
Førnævnte ”Jeg Kan Huske Kassettebånd” er en afart af et digt med tilsat båndstøj og Twin Peaks stemning, og har på pladen selskab af ”Du Lever Og Har Det Godt Og Bor Et Sted På Sjælland” og ”Han Er Ikke Digter”, der også er mere digte end sange. Det er fint, fint, og bryder med passende mellemrum den musikalske rytme på pladen.
Andre brud på den musikalske rytme er åbneren ”Sangen Selv”, der er rendyrket basalrock blottet for refræn, men et kærkomment og uventet brud på det forventede. Den instrumentale ”Myggestik” og acapellasangen ”Jeg Vil Være Hvor Jeg ikke Er” kunne jeg snildt have været foruden, de bidrager ikke til festen, og er svært irriterende fyldmateriale på en ellers formidabel plade. Det samme gælder for så vidt ”Nedenom Og Hjem”, der er alt, alt for pæn.
De Efterladte er sluppet så godt fra debutpladen, at man skulle tro de havde prøvet det før. Ord og tekst, velsang og velklang. Peter Kan sit kram, Michael kan sit kram, og alle de inviterede har tydeligvis også haft styr på deres del af lortet. Pressemeddelelsens nævner ufolkelig folkemusik som et bud på en genre, jeg er ikke nødvendigvis uenig. Anbefales.
Jeg mistænker, at mere end et af de individer, der bladrer forbi denne blog vil finde dette link interessant. Whale in a Cubicle har samlet en stribe sange, der featurer Matt Berninger. Det er ganske fornøjeligt, at høre The National manden i andre sammenhænge end på hjemmebanen i The National. Kvaliteten er svingende, men Grinderman mixet er et fuldfedt højdepunkt.
mandag, maj 30, 2011
I forlængelse af weekendens Spot-festival dukker nyheden om Next2Live op. For de der ikke måtte have fanget den, er det en onlineshop drevet af Billetlugen, der tilbyder download af koncerter. Den økonomiske side af sagen virker fornuftig nok, Billetlugen/Next2Live får dækket deres udgifter til optagelse, oprensning af lyd, og Koda, og så får kunstneren to-tredjedele af overskuddet.
Det er skidesmart at lancere siden i forlængelse af Spot, hvorfra man kan fremvise en spraglet buket af det fineste og nyeste indenfor dansk musik, men jeg tvivler på, at det bliver sådan det kommer til at gå fremover. Det smarte ved Spot er naturligvis, at mange navne har været samlet på ét sted, hvor forholdene har været i orden, og én mand har så kunne plukke i koncerterne, og optage det mest relevante. Udover Spot-navnene er der foreløbig ét andet navn, der kan hentes på siden, og han hedder Poul Krebs. Jeg tror det bliver mere i den retning vi kommer til at se udbuddet på Next2Live gå. De solide navne, der kan hentes penge på er en langt bedre forretning end op og kommende navne, der netop har brugt en weekend et sted i provinsen på at sælge sig selv til udlandet.
Nok malurt i bægeret, måske ender jeg selv med at skulle male den fanden over jeg lige har skitseret op på væggen, men det er altså mit bud på hvordan det kommer til at gå. Jeg har dog grebet til foret, og hentet to af de tilbudte koncerter fra Spot.
Cody. Åbningsnummeret ”Under the Elms” er lig den single Cody slap løs for en uges tid siden. Live vokser sangen, og bliver (undskyld) langt mere levende. Studieudgaven har noget statisk over sig, men live blomstrer den, og viser de muligheder, der ligger på den tæt på den uforandrede, og så alligevel ikke vej Cody nu går. ”Under the Pillow” dysser stemningen lidt ned, men skruer forventningerne op i retning af den plade, der må formodes, at være på vej. Masser af aggressiv cello, og alligevel et tyst, dæmpet nummer. ”What’s Behind”, ”Another Year” og ”Comfort and Rage” er alle gamle kendinge, men stadig en fryd at høre, også i disse nye liveoptagelser. ”Comfort and Rage” er næsten oppe og kysse 10 minutters mærket, og fælles for hele håndfulden af sange er, at de sætter en stor, tyk, smælderfed streg under det faktum, at Cody hører til blandt de nye navne jeg har været gladest for at møde på min vej de senere år.
Hymns From Nineveh. Der er kommet noget mere pondus på drengen siden jeg sidste så Hymns From Nineveh spille live, mere tryk på volumen, og højere til loftet. Det sidste skyldes nu nok de noget større forhold i Musikhusets store sal end de forhold, der har været de par gange jeg har set Hymns From Nineveh. Hvor det de gange jeg har set Hymns From Nineveh har været en oplevelse af ydmyge hymner, så er der noget nærmest pompøst over lyden på disse optagelser. Det både-og klæder musikken. Jeg ved ikke om jeg kan elske det, men jeg vil ikke afskrive, at jeg kommer til det. Disse optagelser fjerner min skuffelse over det lidt for polerede pladeudspil, og minder mig om, hvor fantastisk en oplevelse det har været for mig, at stifte bekendtskab med Hymns From Ninevehs musik. ”Selma” er en skøn åbenbaring, ”Sister Sorrowsong” får et nærmest overvældende Arcade Fire feel når nummeret slippes løs, og lag på lag af musik brager fra højttalerne, og det lyder som om Jonas Pedersen har været på inspirationsjagt i sin samling af australske 80’er rockplader før ”North” blev forfattet, og rolig, det er noget bedre end referencen ligger op til.
Cody kostede 29,-, og Hymns From Nineveh 49,-. Betaling og køb gik smertefrit, og lydkvalitet er til ug med kryds og slange. Next2Live er et fint tiltag, med et latterligt navn. Forhåbentligt bliver fremtidige udslip derfra omvendt proportionelt med navnets kvaliteter.
Det er skidesmart at lancere siden i forlængelse af Spot, hvorfra man kan fremvise en spraglet buket af det fineste og nyeste indenfor dansk musik, men jeg tvivler på, at det bliver sådan det kommer til at gå fremover. Det smarte ved Spot er naturligvis, at mange navne har været samlet på ét sted, hvor forholdene har været i orden, og én mand har så kunne plukke i koncerterne, og optage det mest relevante. Udover Spot-navnene er der foreløbig ét andet navn, der kan hentes på siden, og han hedder Poul Krebs. Jeg tror det bliver mere i den retning vi kommer til at se udbuddet på Next2Live gå. De solide navne, der kan hentes penge på er en langt bedre forretning end op og kommende navne, der netop har brugt en weekend et sted i provinsen på at sælge sig selv til udlandet.
Nok malurt i bægeret, måske ender jeg selv med at skulle male den fanden over jeg lige har skitseret op på væggen, men det er altså mit bud på hvordan det kommer til at gå. Jeg har dog grebet til foret, og hentet to af de tilbudte koncerter fra Spot.
Cody. Åbningsnummeret ”Under the Elms” er lig den single Cody slap løs for en uges tid siden. Live vokser sangen, og bliver (undskyld) langt mere levende. Studieudgaven har noget statisk over sig, men live blomstrer den, og viser de muligheder, der ligger på den tæt på den uforandrede, og så alligevel ikke vej Cody nu går. ”Under the Pillow” dysser stemningen lidt ned, men skruer forventningerne op i retning af den plade, der må formodes, at være på vej. Masser af aggressiv cello, og alligevel et tyst, dæmpet nummer. ”What’s Behind”, ”Another Year” og ”Comfort and Rage” er alle gamle kendinge, men stadig en fryd at høre, også i disse nye liveoptagelser. ”Comfort and Rage” er næsten oppe og kysse 10 minutters mærket, og fælles for hele håndfulden af sange er, at de sætter en stor, tyk, smælderfed streg under det faktum, at Cody hører til blandt de nye navne jeg har været gladest for at møde på min vej de senere år.
Hymns From Nineveh. Der er kommet noget mere pondus på drengen siden jeg sidste så Hymns From Nineveh spille live, mere tryk på volumen, og højere til loftet. Det sidste skyldes nu nok de noget større forhold i Musikhusets store sal end de forhold, der har været de par gange jeg har set Hymns From Nineveh. Hvor det de gange jeg har set Hymns From Nineveh har været en oplevelse af ydmyge hymner, så er der noget nærmest pompøst over lyden på disse optagelser. Det både-og klæder musikken. Jeg ved ikke om jeg kan elske det, men jeg vil ikke afskrive, at jeg kommer til det. Disse optagelser fjerner min skuffelse over det lidt for polerede pladeudspil, og minder mig om, hvor fantastisk en oplevelse det har været for mig, at stifte bekendtskab med Hymns From Ninevehs musik. ”Selma” er en skøn åbenbaring, ”Sister Sorrowsong” får et nærmest overvældende Arcade Fire feel når nummeret slippes løs, og lag på lag af musik brager fra højttalerne, og det lyder som om Jonas Pedersen har været på inspirationsjagt i sin samling af australske 80’er rockplader før ”North” blev forfattet, og rolig, det er noget bedre end referencen ligger op til.
Cody kostede 29,-, og Hymns From Nineveh 49,-. Betaling og køb gik smertefrit, og lydkvalitet er til ug med kryds og slange. Next2Live er et fint tiltag, med et latterligt navn. Forhåbentligt bliver fremtidige udslip derfra omvendt proportionelt med navnets kvaliteter.
søndag, maj 29, 2011
Hvad fanden gamle jas! Har du ladet skægget stå? Har du glemt at trimme løgene? Er du begyndt at køre Johnny Madsen stilen med håret? Jeg ved ikke helt, hvad der er med dig, men du virker mere ru i kanten end normalt. Jeg burde vide det, nu har jeg trods alt kendt det meste af dig i to håndfulde år.
”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er langt hen af vejen en noget mere scruffy udgave af ”Blows Your Mind”, der i 2001 blev grundstenen i den efterhånden ganske solide diskografi som Baby Woodrose har fået op og stå. For kenderne af Baby Woodrose er der velkendte toner i nye lasede forklædninger, og en bonus i form af gamle nye sange, der er blevet samlet op fra klipperummets gulv, og smidt med på pladen. For de der for første gang træder ind fra gaden og stifter bekendtskab med Baby Woodrose er der også god grund til at blive hængende, for selvom ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er et tilbageblik, hvor vejen frem til flere af numrenes endelige udgaver vises frem, så er det også en plade med nosser, vitalitet og go, der sagtens tåler at stå alene.
Jeg savner det nærmest ikoniske ..Baby Woodrose blows your mind.. leveret med masser af ekkovokal, til at åbne pladen op, men bortset fra det er der fuld fart, og grønt lys hele pladen igennem. Demolyden, hvor godt den end er blevet pudset op i forhold til de gamle båndindspilninger, rummer den samme beskidte lyd, som har gjort Baby Woodrose til en af de mest svedige, hårdtarbejdende, og gennemført fornøjelige grupper man kan støde på i det danske koncertlandskab. ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er ganske enkelt en fornøjelse, at spille højt.
Ti ud af de femten tracks på ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” har som antydet været fremme i andre udgaver før. Dertil kommer så en håndfuld sange, der er på jomfrutur ud i det offentlige rum, og dog, for Disconnected Flowers delen af pladens titel er ikke helt grebet ud af det blå. Sætter man sin tidsmaskine til 2002 vil det være muligt at erhverve sig en 7” single med en gruppe, der bærer netop dette navn, udgivet på Pan Records, der også oprindeligt udgav ”Blows Your Mind”, og med Lorenzo Woodrose som bagmand. De to numre fra singlen, She’s All Mine og Run Little Girl, lukker og slukker ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers”.
En enkelt coverversion har også sneget sig ind, nemlig City of People med The Illusions, der ikke er en gruppe man støder på med mindre man ved, hvad man leder efter.
”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er en stilsikker og gennemført oplevelse. Ingen slinger i valsen, og ingen overflødige dikkedarer på pladens ca. 40 minutter. Det er ikke her man bør stige på som nytilkommen Baby Woodrose lytter, men skulle man formaste sig til at gøre det alligevel, så er der ingen skade sket. ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” står nemlig lige så stærkt som nogen anden plade i Baby Woodrose diskografien.
(Baby Woodrose ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” - anmeldt for Geiger)
”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er langt hen af vejen en noget mere scruffy udgave af ”Blows Your Mind”, der i 2001 blev grundstenen i den efterhånden ganske solide diskografi som Baby Woodrose har fået op og stå. For kenderne af Baby Woodrose er der velkendte toner i nye lasede forklædninger, og en bonus i form af gamle nye sange, der er blevet samlet op fra klipperummets gulv, og smidt med på pladen. For de der for første gang træder ind fra gaden og stifter bekendtskab med Baby Woodrose er der også god grund til at blive hængende, for selvom ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er et tilbageblik, hvor vejen frem til flere af numrenes endelige udgaver vises frem, så er det også en plade med nosser, vitalitet og go, der sagtens tåler at stå alene.
Jeg savner det nærmest ikoniske ..Baby Woodrose blows your mind.. leveret med masser af ekkovokal, til at åbne pladen op, men bortset fra det er der fuld fart, og grønt lys hele pladen igennem. Demolyden, hvor godt den end er blevet pudset op i forhold til de gamle båndindspilninger, rummer den samme beskidte lyd, som har gjort Baby Woodrose til en af de mest svedige, hårdtarbejdende, og gennemført fornøjelige grupper man kan støde på i det danske koncertlandskab. ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er ganske enkelt en fornøjelse, at spille højt.
Ti ud af de femten tracks på ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” har som antydet været fremme i andre udgaver før. Dertil kommer så en håndfuld sange, der er på jomfrutur ud i det offentlige rum, og dog, for Disconnected Flowers delen af pladens titel er ikke helt grebet ud af det blå. Sætter man sin tidsmaskine til 2002 vil det være muligt at erhverve sig en 7” single med en gruppe, der bærer netop dette navn, udgivet på Pan Records, der også oprindeligt udgav ”Blows Your Mind”, og med Lorenzo Woodrose som bagmand. De to numre fra singlen, She’s All Mine og Run Little Girl, lukker og slukker ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers”.
En enkelt coverversion har også sneget sig ind, nemlig City of People med The Illusions, der ikke er en gruppe man støder på med mindre man ved, hvad man leder efter.
”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er en stilsikker og gennemført oplevelse. Ingen slinger i valsen, og ingen overflødige dikkedarer på pladens ca. 40 minutter. Det er ikke her man bør stige på som nytilkommen Baby Woodrose lytter, men skulle man formaste sig til at gøre det alligevel, så er der ingen skade sket. ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” står nemlig lige så stærkt som nogen anden plade i Baby Woodrose diskografien.
(Baby Woodrose ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” - anmeldt for Geiger)
Det hører til sjældenhederne, at jeg baserer et pladekøb på coveret alene, men jeg kunne ikke stå for den absurde kombination af Vera Lynn siddende i en rygende ruinhob, og titlen"Hits of the Blitz". (til de historisk udfordrede skal det bemærkes, at The Blitz er betegnelsen for de tyske bombardementer af England i perioden 1940-1941). Pladen er overraskende god, og meget Patsy Clinesk, hvis der absolut skal drages paralleller. Dagens andre loppemarkedsfund var Kool & the Gang "Good Times" og Carl Carlton "Everlasting Love", der begge er som skabt til at holde gryderne i kog en lørdag aften.
fredag, maj 27, 2011
Havde denne blog været politisk og aktuel, så havde jeg forlængst bragt et vittigt forslag om bomme og tolderskure ved enhver landingsbane udenrigstrafikken måtte lande og lette fra.
Jeg har Lone Hørslev og Kate Bush liggende
i badeværelsets vindueskarm
der er de så endt
i badeværelsets vindueskarm
der er de så endt
tirsdag, maj 24, 2011
Musiknyt 1: Hymns From Nineveh går på efterårsturne fra slut september til slut oktober, og krydser også igennem Odense den 7. oktober. Jeg har ikke set dem de sidste to gange de har været i byen, men det plejer at være en fornøjelse, og jeg ser frem mod koncerten med de største forventninger. Musiknyt 2: Langt om længe er der nyt fra favoritterne i Cody. Det er via deres hjemmeside muligt at høre det nye nummer "Under The Elms", der må gættes at være en forløber for noget større, f.eks. en ny plade. Mere om det når vi nærmer os Roskilde siger gruppen, og sådan må det være. "Under The Elms" har hornsektionen, og kører lidt mere skævt på melodien end man tidligere har hørt fra Cody, men er bortset fra det et fint nyt og meget velkomment medlem til samlingen af Cody-tracks. Musiknyt 3: Blandt navnene på Fanø Free Folk Festival #2 er Er De Sjældne, der så småt vågner op fra dvale. Gruppen er blevet restruktueret, og består nu af Solveig Sandness, Lone Hørslev, Lise Westzynthius og Heidi Mortenson. Det nye materiale de spiller på Fanø var planlagt til at blive udsendt i efteråret 2011, men kommer næppe til at se dagens lys før 2012. Den forlængede ventetid bliver dog halvt om halvt kortet ned, da der inden da gerne skulle dukke en remixudgivelse op til download. En ny udgivelse fra Solveig Sandness KonoKone-projekt skulle også gerne lande inden årets udgang.
mandag, maj 23, 2011
Musiknyt 1: Der er nyt på vej fra Spain, og som det var muligt da de udgav 7" singlen "I'm Still Free", så er det også denne gang muligt, at være med til at finansiere udgivelsen. Det kan man hjælpe med her. Musiknyt 2: Der er kommet nyt fra Birch Book i dag. Seks numre fordelt på ti tommer, og primært på fransk. Jeg foretrækker ham klart på engelsk, men har alligevel bestilt. Bliver man ikke overbevist af smagsprøverne her (hvor man også kan bestille), så vil jeg stærkt anbefale, at man opsøger "Fortune & Folly" - det er et mesterværk, intet mindre. Birch Book spiller til Fanø Free Folk Festival #2 den 25. juni i Sønderho. Musiknyt 3: Helsinki Poetry, der blandt andet tæller Ebbe Frej fra hedengangne Epo-555, har smidt en ep op til fri nedladning, den kan findes her.
fredag, maj 20, 2011
Hvem kan,
Strauss-Kahn.
Strauss-Kahn.
torsdag, maj 19, 2011
Hvem Cannes,
Von Trier...
Von Trier...
onsdag, maj 18, 2011
Vivian Maier har fået en ægte hjemmeside, ikke mere blogpjat, nu er det her man går hen og kigger på fine fotografier fra en svunden tid.
søndag, maj 15, 2011
Mailen fra Gaffa nåede aldrig frem, så jeg har ikke bidraget med svar til deres Bob Dylan feature i den seneste udgave af bladet. Hvad jeg ville have svaret, hvis ikke spamfilteret havde spist spørgsmålene kan læses her.
Hvornår og hvordan opdagede du Bob Dylan?
Navnet Bob Dylan kendte jeg, men det var først da jeg begyndte, at arbejde i pladehandel, at jeg gik i gang med ham og de andre gamle ikoner, Neil Young, Lou Reed og hvad de nu ellers hed. Bob Dylan er den eneste af dem, der fylder mere end en enkelt titel i pladereolen i dag. Jo mere jeg lyttede til Dylan, jo mere blev jeg ramt af følelsen, ”hvad fanden, har han også skrevet den”, at Robert Palmer ikke var originalnavnet ”I’ll Be Your Baby Tonight” kom som et chok for mig. Det var en fuldstændig uoverskuelig størrelse, at gå i gang med Dylans plader, dengang havde jeg ikke lige muligheden for at tjekke ind på Allmusic, og få en idé om hvor man skulle starte, og hvad man skulle holde sig langt væk fra.
Hvorfor er Bob Dylan relevant i dag?
Øh, bøh.. her er svaret nok noget med sangenes udødelighed, og at kvalitet aldrig dør. Det er ikke protestsangene, der nødvendigvis er relevante i dag, og det i endnu mindre grad efter at protestsangeren selv har ladet sig censurere i kinamands land, men en sang som ”Girl from the North Country” er lige så smuk i dag, som da den oprindeligt blev indspillet, og den er smuk når The Eels (m.m.) fremfører den. Der er så stor en del af Bob Dylans sange, der er udødelige og blevet udødeliggjort i både hans og andres udgaver, der er også en masse bras, men det kan man glemme. Om han stadig er relevant ved jeg ikke, men en gigantportion af hans sange holder stadig hundrede!
Hvad er din yndlingssang med Bob Dylan?
Der er flere, hvordan skulle det kunne være anderledes? ”Girl from the North Country” er nævnt, ”Ballad of a Thin Man” er med sin insisteren et andet godt bud, og i Willard Grant Conspiracys udgave et godt bud på bedste Bob Dylan cover. Helt i top er der også historiefortællingen i ”Hurricane”, der med sine otte minutter er lige præcis lang nok til at få det hele med. En absolut favorit må dog være ”Things Have Changed”, der er perfekt underspillet forbitret og virkelig klæder en notorisk sur skid som Dylan.
Hvad er dit yndlingsalbum med Bob Dylan og hvorfor?
”Highway 61 Revisited”. Ikke så meget pis dér, det er den jeg vender tilbage til, det er perler på en snor, og perler for svin, for hvordan kan man næsten gøre sig fortjent til at høre sådan et mesterværk. Periodemæssigt er det også pladerne fra sluttresserne jeg finder bedst.
I Smagsdommerne sagde forfatter Knud Romer i 2006 følgende: ”Bob Dylan lyder som en blanding af en gadesanger, en ged og et kristent rockorkester.” Hvordan vil du forsvare Dylan over for hans kritik?
Geden og gadesangeren taler vel for sig selv, og det kristne rockband rammer heller ikke skævt. Dels var den religiøse periode, dels har nyere plader som ”Time out of Mind” og ”Modern Times” den der klinisk rene klistrede lyd som jeg umiddelbart forbinder kristen rock med. Nosseløst, poleret og blottet for vitalitet. I hvert fald ”Time out of Mind” er produceret af Daniel Lanois, der er kongen af kedsomhed, så det kan vel ikke overraske. Så er der mere nerve at komme efter på ”Love and Theft”, der ligger mellem de to, men den behøver vi ikke dykke længere ned i. For at vende tilbage til spørgsmålet, så vil jeg ikke forsvare Dylan, Knud Romer har jo ret.
Hvornår og hvordan opdagede du Bob Dylan?
Navnet Bob Dylan kendte jeg, men det var først da jeg begyndte, at arbejde i pladehandel, at jeg gik i gang med ham og de andre gamle ikoner, Neil Young, Lou Reed og hvad de nu ellers hed. Bob Dylan er den eneste af dem, der fylder mere end en enkelt titel i pladereolen i dag. Jo mere jeg lyttede til Dylan, jo mere blev jeg ramt af følelsen, ”hvad fanden, har han også skrevet den”, at Robert Palmer ikke var originalnavnet ”I’ll Be Your Baby Tonight” kom som et chok for mig. Det var en fuldstændig uoverskuelig størrelse, at gå i gang med Dylans plader, dengang havde jeg ikke lige muligheden for at tjekke ind på Allmusic, og få en idé om hvor man skulle starte, og hvad man skulle holde sig langt væk fra.
Hvorfor er Bob Dylan relevant i dag?
Øh, bøh.. her er svaret nok noget med sangenes udødelighed, og at kvalitet aldrig dør. Det er ikke protestsangene, der nødvendigvis er relevante i dag, og det i endnu mindre grad efter at protestsangeren selv har ladet sig censurere i kinamands land, men en sang som ”Girl from the North Country” er lige så smuk i dag, som da den oprindeligt blev indspillet, og den er smuk når The Eels (m.m.) fremfører den. Der er så stor en del af Bob Dylans sange, der er udødelige og blevet udødeliggjort i både hans og andres udgaver, der er også en masse bras, men det kan man glemme. Om han stadig er relevant ved jeg ikke, men en gigantportion af hans sange holder stadig hundrede!
Hvad er din yndlingssang med Bob Dylan?
Der er flere, hvordan skulle det kunne være anderledes? ”Girl from the North Country” er nævnt, ”Ballad of a Thin Man” er med sin insisteren et andet godt bud, og i Willard Grant Conspiracys udgave et godt bud på bedste Bob Dylan cover. Helt i top er der også historiefortællingen i ”Hurricane”, der med sine otte minutter er lige præcis lang nok til at få det hele med. En absolut favorit må dog være ”Things Have Changed”, der er perfekt underspillet forbitret og virkelig klæder en notorisk sur skid som Dylan.
Hvad er dit yndlingsalbum med Bob Dylan og hvorfor?
”Highway 61 Revisited”. Ikke så meget pis dér, det er den jeg vender tilbage til, det er perler på en snor, og perler for svin, for hvordan kan man næsten gøre sig fortjent til at høre sådan et mesterværk. Periodemæssigt er det også pladerne fra sluttresserne jeg finder bedst.
I Smagsdommerne sagde forfatter Knud Romer i 2006 følgende: ”Bob Dylan lyder som en blanding af en gadesanger, en ged og et kristent rockorkester.” Hvordan vil du forsvare Dylan over for hans kritik?
Geden og gadesangeren taler vel for sig selv, og det kristne rockband rammer heller ikke skævt. Dels var den religiøse periode, dels har nyere plader som ”Time out of Mind” og ”Modern Times” den der klinisk rene klistrede lyd som jeg umiddelbart forbinder kristen rock med. Nosseløst, poleret og blottet for vitalitet. I hvert fald ”Time out of Mind” er produceret af Daniel Lanois, der er kongen af kedsomhed, så det kan vel ikke overraske. Så er der mere nerve at komme efter på ”Love and Theft”, der ligger mellem de to, men den behøver vi ikke dykke længere ned i. For at vende tilbage til spørgsmålet, så vil jeg ikke forsvare Dylan, Knud Romer har jo ret.
Abonner på:
Opslag (Atom)






































