18. marts 2012 - Kirkendrup.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

 3. april 2012 - Tomas Andersson Wij, Dexter.

"Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade [sig]. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!"

Kirkegaard (1846)

26. marts 2012 - Nordskovvej.

26. marts 2012 - Lydinge Mølle.

30. marts 2012 - The Beardy Durfs, Leaves Festival, Kansas.

30. marts 2012 - The Beardy Durfs (pre-gig), Leaves Festival, Kansas.

Mens jeg går rundt og venter på at posten skal bringe mig et anmeldereksemplar af den kommende Baby Woodrose udgivelse, så har selvsamme post i dag leveret den seneste Orpheus-udgivelse ”De Sidste Her På Jorden”, der dækker over dele af Spids Nøgenhats Roskildekoncert fra sidste år. DR havde i en periode rettighederne til at streame koncerten, og mens det stod på fik jeg hørt koncerten så meget, at jeg skulle tro, at jeg havde været der selv. Der er dog langt fra oplevelsen af et stream på et par billige computerhøjttalere, og til 12” vinyl serveret fra et inside-out cover på 33 rpm over et ordentligt anlæg. 

De to sider gemmer på tre numre pr. side.

A:

Hobittens Flyvetur

Lil’ Johnny’s Mund (Røde Mor)

Mandsang (Furekåben)

B:

Det Psykedeliske Tapet

Langebro (Gasolin’)

Ud På Landet (Aron)

Kulminationen er fortolkningen af Furekåbens ”Mandsang”, der bliver ved og ved og ved, og river én længere og længere ud til man ikke kan bunde mere for bare syre, det er himmelbestormende godt og jeg tvivler ikke et sekund på, at hvis man ville, så ville man kunne stoppe tiden, krige og jordens rotation omkring solen i de ti et halvt minut det står på, ved at omdirigere de kræfter, der slippes løs i nummeret. Jeg har forgæves forsøgt at finde frem til en setliste fra koncerten. Pladen dækker ikke det hele, men fandeme om jeg kan huske, hvor meget der måtte mangle. De fire coversange er alle fra koncertens sidste del, og er vist, hvad der var af coversange. Der må mangle noget af Spids Nøgenhats eget, og det gæt alene gør, at jeg vil konkludere at dette skulle have været en dobbeltlp. Geiger, Gaffa og DR har skrevet om koncerten, men ingen retfærdiggør, hvordan det lyder, og hvordan det ifølge forskellige førstehåndsoverleveringer skulle have været.

30. marts 2012 - Balloon Magic, Leaves Festival, Kansas (gæt selv, hvem der er frontmand)

Det er efterhånden et halvt år siden, From Sarah udsendte Ep’en Notes, der var god. Den rummede tre fine numre, ét enkelt virkelig godt, og vigtigst af alt viste den, at der var potentiale til noget større, når langspillerformatet en dag skulle tages i brug. Ep’en har i de senere år vist sig som en effektiv måde at stemple ind på, når man som nyt band skal tilrane sig opmærksomhed i en branche, hvor der går tyvetusind på dusinet. Verden er heldigvis sådan indrettet, at har man gjort det godt før, så skal der nok blive plads til én i spalterne igen, og denne karmavariant skal såmænd nok sikre trekløveret From Sarah noget omtale. De tre herrer i From Sarah starter nemlig ikke helt fra scratch. David Fjelstrup vil kunne genkendes fra Cody, Moogie Johnson vil kunne genkendes fra snart sagt hvad som helst, og til mit held kunne Ask Bock forleden høres på P6 som en del af Sleep Party People. Ellers havde jeg været i bekneb for et sted at placere ham, men der vil han altså kunne genkendes fra.

Jeg nåede at miste lysten til at anmelde From Sarah, før jeg kom i gang. Kombinationen af en sovende søn og et par defekte hovedtelefoner tvang lydniveauet ned i en grad, hvor musikken flød sammen til en sovs præget af lidt for megen kulør. Dage senere, og en mulighed for at dreje volumeknappen mod højre meldte sig, og det samme gjorde en mindre åbenbaring. Det der med, at first impressions last, er intet andet end en gang markedsføringsgejl. I tilfældet From Sarah skulle det i hvert fald vise sig, at (cirka) tredje gang blev lykkens gang. Detaljerne myldrede frem, og pladens helhed stod klart frem for mine ører.

Der er som på de fleste gode plader meget at hente på Are We Ok? ved at lytte efter, og ved at lytte mere end én gang, før man fælder dom. Are We OK? er en plade af den type, der fungerer som helhed og glimrer i enkeltheder. Højdepunktet er ”Demons”, den eneste genganger fra Notes-ep’en, der bryder den gennemgående forknyttede stemning på pladen og river én med, godt hjulpet af sin grænsende til funky basgang. Det er dog det forknyttede, og på ingen måde funken, der udgør pladens røde tråd. Produktionen er stram, armene er ind langs kroppen, og hjertet bliver knuget til randen af klaustrofobi, mens man venter på, at pladen bliver forløst, men det sker ikke. Netop den undertrykte og uforløste stemning grænsende til det frustrerende er en af pladens store kvaliteter. I pressemeddelelsen hedder det: ”At være menneske blandt mennesker kan være den sværeste disciplin. Efter en barndom i en sekt føler man sig svigtet af himlen. Kan man være sig selv, når man er sammen med andre?” Svaret er muligvis gemt i teksterne, men når jeg lytter til Are We Ok?, får jeg i hvert fald fornemmelsen af behovet for at bryde fri fra noget. Om det er bevidst?

Enkelte feinschmeckere vil måske snøfte hånligt, når jeg kaster navne som Saybia og Kashmir ned på referencelisten, men From Sarah rummer mange af de samme kvaliteter, der har bragt de nævnte navne et bredt publikum. Trods den forknyttede stemning, den tidskrævende tilvænning og de store emner, består Are We Ok? af en række ganske umiddelbare numre. ”Wish”, ”In the Park” og titelnummeret kan jeg sammen med ”Demons” blive ved at vende tilbage til. Hvad Are We Ok? ikke har, er et egentlig hit. Det er ikke en kritik, blot en konstatering, og grunden til, at jeg ikke tror From Sarah for alvor får opmærksomhed hos den menige P3-lytter, og hvem der ellers ville have godt af at blive præsenteret for gruppen. Selv er jeg glad for at have mødt dem og håber, at vi snart skal høres ved igen.

(From Sarah "Are We Ok? anmeldt for Geiger)

Damon Albarn "Dr Dee (The Marvelous Dream)"
Jeg kan sgu ikke lade være med at tænke på om Damon har lyttet til Murder, for der er ikke langt fra hans vokalarbejde her og så til Jacob Bellens stemme. Stemningen er også den samme dæmpede som man finder hos Murder.

Kent "999"
Sveriges största rockband kalder de så frejdigt sig selv på deres Facebookside, og "999" kunne godt være første skridt tilbage til den titel. Sidst vi hørte fra dem på "En Plats i Solen" tog de stormskridt i syvmilestøvler væk fra titlen, men det her er så jävla bra, at jeg tror jeg vil tilgive dem alt.

Bat For Lashes "What's a Girl To Do"
Bat For Lashes har jeg altid tænkt var til øjnene og ikke ørerne, men Natasha Khan rammer plet med "What's a Girl To Do". Primært fordi den er den er meget, meget tæt på at lyde som en glemt optagelse med Black Box Recorder.

Emma Acs har stukket hovedet frem fra sit vinterskjul og lånt sin vokal ud til et par forskellige projekter. Det oplagte samarbejde er hendes bidrag til den anden single fra den fortkommende Baby Woodrose plade. "Dandelion" låner de indledende toner fra Emma Acs Fever", og triller så ellers stille og roligt afsted og folder sig ud som et af de blødere numre i Baby Woodroses sangskat. Forløberen "Nothing is Real" havde noget mere kant, men jeg kan ikke forestille mig andet end at der fint kan blive plads til begge på "Third Eye Surgery", der udkommer 16. april. Emma Acs har også flirtet med Kasper Bjørke, og det er så åbenbart endt i en trekant med ham, hende og Jacob Bellens, der også gæster på "Deep is the Breath". Alverdens gæstevokalister ville dog ikke kunne redde nummeret fra en skæbne som et middelmådigt stykke elektropop, der er mere uddateret end tidsløst. Tracket kan høres på Soundvenues Facebookside.

Tæt på en kold favn er en velkommen genkomst af Lise Westzynthius’ stemme, og for Lise Westzynthius en hjemkomst til det danske sprog. Efter tre engelsksprogede plader i eget navn og mere end fire år efter den seneste blev sluppet fri, dukkede titelnummeret fra "Tæt på en kold favn" op i slutningen af januar. Det fik mig til at læne mig tilbage i stolen med et stort smil. Lad det bare være sagt. Jeg har, fra jeg første gang hørte Lise Westzynthius som en del af Rhonda Harris, været svært begejstret for hendes musik. Hendes debutplade var min debut som anmelder, og det var også et interview med hende, der blev mit første. Måske derfor havde en stille nervøsitet sneget sig ind ved udsigten til et sprogskifte. Når sproget skifter til ens eget førstevalg, skal der noget mere kød på, ordene skal ophøje sig fra sungne lydord til meningsfyldte sætninger. Og det kan gå begge veje. Hvis nogen stadig skulle kunne huske, hvordan Kent i deres storhedstid forsøgte sig på engelsk, så vil der også være nogen, der vil nikke genkendende til mit postulat.

Det er på ingen måde på den sproglige front, at det halter. Ordene er intime og nedbarberede, og den brudte kærligheds mange floskler på fineste vis omskrevet til et jordnært dansk, der bliver pakket ind i alt fra grandprixrytmeboks over støj til en trutmundsfløjten, der sidst blev hørt, da Peter, Bjorn and John indspillede ”Young Folks”. Der er luft omkring ordene, men både bund og krop i musikken. Udtrykket er varieret. Der er lys forårspop i ”Se, uden hænder”, der er håndklapsdisko i ”Jeg glæder mig (Til at slå dig ihjel)”, og der er variationer over temaet ”inderlig” i sange som ”Alt hvad du gør” ”Glimt” og ”Malurten i mit blod”. Det er alt sammen meget ”typisk” Lise Westzynthius, men i en ny udgave, der synes at have mindre at skulle bevise, og muligvis derfor gør det så overbevisende. Det er sjældent, jeg tænker tanken, men den her plade er dæleme lækkert produceret.

Malurten bliver besunget på pladens sidste nummer, men i et glas der er langt over halvt fyldt, skal der også dryppes et par dråber af stadset. Der er to numre på pladen, jeg står af på i en grad, at jeg har fjernet fluebenene ved dem i iTunes, så programmet ikke afspiller dem i den tro, at jeg intet ville have imod dette. Pladens to duetter er også pladens to store spørgsmålstegn for mig. Duetten med Nikolaj Grandjean (”Når du vil) la mig elske dig” er nem nok for mig at dissekere; jeg kan i al sin enkelthed ikke klare den forlorent følsomme lyd af hans stemme. Det er sikkert et spørgsmål om smag og behag, men det noget nær pisser mig af, at valget af ham ødelægger en fin slow burner af en sang. Lige så uforståeligt for mig er det, at Sebastian-klassikeren ”Sangen om Langfart” er parkeret midt på pladen. Selvom sangen er opdateret, og bragt et velkomment stykke fra det oprindeligt noget mere gøglede forlæg, så er den så tro mod originalen, at det stadig er 100% Sebastian. Havde den været parkeret som sidste nummer, evt. lidt skjult , så fint, men hvorfor Lise Westzynthius har haft behov for at trække i et Lis Sørensen-kostume, og knække hendes egen plade på midten med denne fejlanbringelse af en coverversion, det er mig en gåde.

Det tog mig tid at komme ind på Tæt på en kold favn. Jeg har nået at være skuffet over helheden, og høj og skæv af enkeltnumre, før mine forventninger til pladen var skubbet så langt til side, at jeg kunne høre pladen for, hvad den var. Stemningen på de engelsksprogede plader var luftig og højtflyvende; på Tæt på en kold favn er Lise Westzynthius landet. Hvor man på de engelsksprogede plader kunne hive et fint ord som ”sfærisk” ud af sin anmelderordbog og klistre det ind i sin anmeldelse, så er der ikke brug for andet end den nudanske ordbog til anmeldelsen af den nye plade. Når man har fjernet et par flueben hist og her, er den i al sin enkelthed en intelligent og moderne popplade af fineste klasse.

(Lise Westzynthius "Tæt på en kold favn" anmeldt for Geiger)

der findes ingen skandaler
kun folk med for megen tid
og for lidt at bruge den til

19. februar 2012 - Dræby Fed.

Fotoet blev som det sidste frasorteret serien "Hinterland", der kan ses her.

 Flere amerikanske aviser har fjernet Doonesbury fra deres sider i denne uge.

In response to a Texas law requiring doctors to perform pre-abortion sonograms to shame women into going through with unwanted pregnancies, Garry Trudeau has penned a controversial Doonesbury comic strip to address the law, which he describes as "lunacy." The strip, which may or may not appear in your local newspaper this week, portrays a woman seeking an abortion at a Texas clinic. In one panel, a doctor reads a script provided by Governor Rick Perry, welcoming the woman to a "compulsory transvaginal exam." In another section, a Texas legislator calls the woman a "slut."While the strip is undoubtedly left-leaning, it is not nearly as controversial as Trudeau's personal views on the law. In an interview with the Washington Post, Trudeau calls the ultrasound device used in the procedure a "10-inch shaming wand," and he compares the invasive sonogram to rape: "The World Health Organization defines rape as 'physically forced or otherwise coerced penetration — even if slight — of the vulva or anus, using a penis, other body parts or an object.' You tell me the difference."

Ugens emne i serien blev også taget under The Daily Shows kærlige vinger for ganske nylig, og også her blev den behandling kvinder, der i Texas vælger at få abort, bliver udsat for, sidestillet med voldtægt. Når man læser op på emnet er det svært ikke at give Jon Stewart & Co ret. Emnet kører i Doonesbury ugen ud, og hvis du ikke som mig får alle dine amerikanske nyheder fra de to ovenstående kilder, men holder en avis, der har valgt at censurere de sidste 40 års bedste politiske satire væk, så kan du i stedet vælge at følge serien på Doonesbury.com.

11. marts 2012 - De Efterladte (Kulturmaskinen)

NPR har prepremiere på den kommende Magnetic Fields LP "Love at the Bottom of the Sea". Den foreløbige dom er at det er bedre end længe. Åbningsnummeret "God Wants Us To Wait" får toppoint.

Metro Milieu spørger ”Ka’ jeg sparke det?” med retrohiphop. Svaret er desværre negativt, også selvom albummet har fine øjeblikke.

Da far var dreng, og far værende mig, og mit drengeår værende 1996, hvor jeg passerede de tyve, oplevede dansk hiphop sit guldår. 1996 var året, hvor Malk De Koijn dukkede op på opsamlingen De Grimme Ællinger, som på opsamlingspladefronten fik følgeskab af Hip Hop Til Folket og Rap ’o’ mania. Sidstnævnte lod os høre Clemens vinde DM i rap ved at rime ”fistfuck” på ”Hitchcock”. Selv Børneradio hoppede med på vognen og udsendte Rimlig Rar Rimlig Raa, hvor den nye bølge af dansk rap kunne høres blandt jingler, Strawberry Slaughterhouse og Red Warszawa. Den Gale Pose udsendte Flere Ho’s, Kongehuset ..Klarer Ærterne og Hvid Sjokolad Så’n Er Vi. Det var gode tider, hvor gode rytmer spredte sig som ringe i vandet. Og man kunne fornemme, at inde på pladeselskaberne sad de kloge hoveder og tænkte ”so ein Ding müssen wir auch haben.”

Det var dengang.

Som en Rolling Stones-fan, der nægter at indse, at hans ungdom er ovre, og at der kommet gode plader siden dengang, står jeg nagelfast på, at det er et minimum af god dansksproget hiphop, der er kommet ud siden 1996. Og selvfølgelig har jeg ret. Jeg blev dog alligevel blød om hjertet, da jeg hørte Metro Milieu spørge ”Ka’ jeg sparke det?” Mentalt røg jeg tilbage til 1991 (amerikansk hiphops gyldne år), hvor A Tribe Called Quest spurgte om præcis det samme, og tænkte, at det skulle være mig muligt med hjemmebanefordel at anmelde en nutidig hiphopudgivelse.

Selv mine gamle ører kan dog høre, at Metro Milieu langt hen ad vejen lyder uddateret, også i forhold til mine gammelskolereferencer. Det er ikke dårligt udført, der er bare lang vej til, at det bliver rigtig godt. Produktionen opleves flad og tung i røven. I pressemeddelelsen kaldes gruppens lyd udfordrende, og det vil jeg også gerne give dem. Dog ikke på den måde, som det var tænkt, da de skrev den. En venlig sjæl skulle lukket kæften på ham, der må have stået i baggrunden og råbt mere diskant, hver gang et jazzsample blev lagt ind, for de skærer slemt i ørerne.

Udfordrende er også ordet, der bliver brugt til at beskrive de holdninger, der bliver prædiket på pladen. Men nej, jeg bliver på ingen måde udfordret. Ordene flyder fint derudaf, men det indholdsløse er formentlig også nemmere at spytte ud end at lade tungen snuble over noget på hjertet. I tilfældet hiphop gør det mig ikke det store, om jeg bliver udfordret eller underholdt, men efter et par gennemlytninger slår det tekstmæssige mig mere som et langt navneopråb, så er jeg er slet ikke i tvivl om navnene på de involverede.

Pladen får dog varmet sig selv så meget op, at klunkerne falder ned, og der til sidst bliver vist lidt nosser. På såvel ”Tandhjul” som ”Valg Vi Ta’r” lykkedes det endelig at få opskriften med hooks og holdninger til at gå op i en højere enhed. Det er dog for lidt og for sent.

(Metro Milleu "Metro Milleu", anmeldt for Geiger.

Canadieren Kevin Frayer (f. 1973) er nok mest kendt for sit arbejde som krigsfotograf. Siden hans karrieres start i 1991, har han arbejdet i det tidligere Jugoslavien, Gaza, Afghanistan og Irak. Hans arbejde har fået ham nomineret til Pullitzer Prisen, og i 2009 var han blandt vinderne ved World Press Photo. Siden 2009 har Kevin Frayer haft base i New Delhi, hvorfra han udfører sit arbejde for Associated Press. Krigen er ikke længere repræsenteret i hans arbejde, men dramaet lever alligevel sit eget stille liv, i de billeder han tager i Indien. Om det er fiskere, landmænd eller kulgravere, så er fattigdommen synlig, i de dæmpede hverdagsportrætter Kevin Frayer tager af deres liv. Alligevel formår Kevin Frayer at tilsætte al elendigheden en vis æstetik, ikke at nogen ville ønske at bytte med disse mennesker, men nok til at påminde en om, at skønhed kan vise sig i glimt selv under de usleste kår.

 15. januar 2012 - Anders Møller Christensen / Eric Djemba-Djemba (OB testkamp mod VKB)

Musiknyt 1: "Grønirisk" er første single fra den kommende Dans & Lær plade "Flere Fugle". Der er sket en del siden første plade, og lad mig være den første til at kalde nummeret for uimodståeligt dansabelt. Musiknyt 2: Oscar Danielson fik en Grammis for årets børneplade, da den svenske musikbranche hyldede sig selv i går aftes. Grattis til ham.

"The Wrecking Ball Company" er første nummer fra den kommende Marissa Nadler plade, der når offentlighedens ører. Der er skruet ned for furievokalen, lagt noget tyngde til, og musikken er bragt ned i et mindre højstemt leje, hvor flere burde falde for hende. Den kommende plade "The Sister" udkommer 29. maj.

 14. februar 2012 - Odense Havn.

Den kommende Manden Fra Onkel plade har stadig lange udsigter, foreløbig er dette den ene af de kun to tekster, der ligger klar.

Dagen går,

Og dagen gryr

Dagene skifter hænder

Under et dække af skyer

En sort sol trækker op

Over udsatte egne

Hvor dagene går

Med at komme ingen vegne

De trætte fugle vender hjem

Og passerer undervejs forbi

Du bider dig i læben

Bag dig smækker døren i

Omkvæd:

Du vender hjem til

Der hvor krager vender

Hjem til det

Kragerne vender hjem til

(Kragerne vender hjem)

(Kragerne vender)

Du er anden generations indestængt

Du er søn af en blindgænger

Han nåede her til

Du nåede heller ikke længere

Omkvæd

Det var Julia Kazerskis serie "Changing Room" Oitzarisme linkede til forleden, og hvor beundringsværdigt et vægttab af de dimensioner billedserien dækker over end er, så gik der hurtigt lidt for meget damebladsfeature i den for mig. I stedet har jeg kastet min kærlighed på Julia Kazerskis serie "Half", hvor hun udstiller sig selv, og de synlige spor hendes massive vægttab har efterladt. 80 kilo forsvinder ikke bare lige, og selv med dem væk, er sporene mere end synlige. "Half" er et nydeligt portrætteret freakshow, umiddelbart blottet for eksibisionisme, men personligt, råt og så langt fra mediernes kropsopfattelse som man næsten kan komme. Om det er mod, kunst, nødvendighed eller simpelthen ønsket om at vise, hvor meget der er forsvundet, der får en kvinde til at stille sig op foran kameraet på den måde, skal jeg lade være usagt, men min beundring for at Julia Kazerski gør det er alendyb.  

Musiknyt 1: Ny liveplade fra Wovenhand 13. april. "Live at Roepan" kan erhverves både som cd/dvd og 2lp/dvd. Musiknyt 2: Efter en mislykket Kickstarterkampagne, er det endt med at Glitterhouse udsender "The Soul of Spain" i Europa. I forlængelse af udgivelsen starter Spain en Europaturne op 10. maj, men det er endnu uvist om der i den forbindelse bliver danske koncerter.

Det er en hjemkomst af de større Leonard Cohen har begivet sig ud i. Først koncerterne, så endnu flere koncerter, og nu, for første gang i tyve år, et studiealbum han kan være bekendt. I forhold til pladerne fra det forgange årti er der blevet skruet ned for kvinderne og produktion, og skuer vi tilbage til ”The Future”, så er tempoet nu blevet dæmpet, så det er mere behørigt for en mand på 77. På ”Anyhow” går det faktisk næsten helt i stå, mens Cohen mumler sig igennem en tekst om svig, had og tilgivelse. Intet nyt dér på den front, men med en titel som ”Old Ideas” er der heller ikke lagt op til nyt under solen. Der er plukket fra det bedste, der har været igennem årene, korsangerinderne er blevet skubbet ud af spotlightet, og nu hensat til blot at være kor, og ikke krykker for Cohens stemme som på de seneste par plader. Lydbilledet er spartansk, men i en fyldig produktion, hvor hver en sprække, og hvert et hulrum fyldes ud af Cohens stemme, der er dybere end nogensinde før. Som ”Old Ideas” løbes igennem føler man sig ikke så meget hensat til et andet sted, som man føler sig naglet til der hvor man er. Cohens stemme er som tusinde af g-kræfter, der slippes løs og tynger en ned på den behageligste af måder. Dermed ikke sagt, at ”Old Ideas” er et mesterværk, men det er en hjemkomst af de velkomne, og en genkomst af de store til den piedestal, hvor Leonard Norman Cohen har sin berettigede plads.

Gaffa stiller i den seneste udgave af bladet forskellige sangere tre spørgsmål om deres forhold til Cohen, her er mine bud på svar.

Hvornår og hvordan opdagede du Leonard Cohen?

Det lyder så farligt fint, når jeg fortæller, at min far havde en af hans plader med hjem fra en rejse til Paris, men ikke desto mindre er det sådan det hænger sammen. Lidt af glansen går dog af, når jeg fortæller at han var dernede som træner for et håndboldhold. Dernede kørte ”I’m Your Man” i fast rotation på radiostationerne, og den blev købt med hjem. Derhjemme kørte den så i fast rotation på anlægget, og blev således en vigtig del af min musikalske opdragelse.

Hvorfor er Leonard Cohen relevant i dag?

Kvalitet er tidløs. Han er en art musikkens svar på dansk møbeldesign. Der er vel ingen, der stiller spørgsmålstegn ved hvorfor Arne Jacobsen og Børge Mogensens møbeldesign stadigvæk holder? Eksempelvis ”Songs of Leonard Cohen” står fuldstændigt uden for tid og rum, det er et mesterværk, og så er det ligegyldigt om den blev indspillet i 1967 eller i går.

Hvad er dit yndlingsalbum med Leonard Cohen, og hvorfor?

”I’m Your Man” stikker så dybt, at jeg ikke kan vriste mig fri fra at udpege den. 87,5% perfektion, og så ”Jazz Police”. Synthesizerne er cheesy, produktionen håbløst 80’er, men det gør slet, slet ingenting. Leonard Cohen har lavet flere plader, der er bedre, men ”I’m Your Man” er favoritten. Ingen tøven, ingen rysten på hånden, det er svaret!

Selvfølgelig er jeg ganske enig i, at plader skal købes, og selvfølgelig er jeg enig i, at der skal betales for downloads, men Stuart Staples kommer ikke til at kunne smøre et tykkere lag paté på baguetten nede i sin franske residens, fordi jeg punger ud, og betaler en tredjepart en klækkelig sum for Tindersticks gamle (tour?)plade "Amsterdam". Så forleden røg jeg derfor ind på en side, hvor det eneste, der ikke var skrevet med kyrilliske bogstaver var ordene Tindersticks, Amsterdam og download. Jeg undskylder ikke, for det hænder jævnligt, at jeg på denne måde får fat på det ellers ubetalelige og/eller uopdrivelige udgivelser, men jo mere jeg lytter til "Amsterdam", jo mere bliver jeg overbevist om, at den godt kunne være pengene værd.

Koncerten fandt sted på Melkweg i Amsterdam, tilbage i februar 1994, og er en langt mindre poleret oplevelse end Tindersticks med årene er gået hen og blevet. Koncerten blev spillet i efterdønningerne fra udgivelsen af Tindersticks første plade, der var blevet udgivet et par måneder før i november 1993. Setlisten bærer da også svært præg af dette. Syv albumtracks, B-siden fra "Marbles" singlen "For Those", og så en coverversion af Townes Van Zandt nummeret "Kathleen". Højdepunkterne er en vidunderligt tung udgave af "Blood", og en langtrukken udgave af "Raindrops", men pladen som helhed er homogen som bare fanden. Guitarerne er sat til rock, violinerne skratter, trompeterne tunet ind til ulidelig jazz, og dette lag af støj, midt i den sump af blød melankoli, der som en aura omgiver Stuart Staples stemme fungerer helt fantastisk. Man kan begræde, at det næppe bliver sådan på hverken den kommende Tindersticksplade, eller til deres koncert i København til foråret, men jeg vælger, at glæde mig over dette nye indblik i en af mine foretrukne grupper, fra dengang de stadig var unge og fremadstormende.

"Amsterdam" kan erhverves for 50£ + porto på Ebay, eller andetsteds for væsentligt mindre.

27. januar 2012: Kranvejen.

27. januar 2012: Hundelufter ved Skibhusskoven.