Tredje udgave af Little Nothings er sat til, at skulle udkomme til januar. Det er endnu ikke for sent at konvertere!

"Hvis du kommer til et hjem, hvor et par bor sammen og hans vinylplader stadig står fremme. Så ved du, at det er en alfahan, der bor der."

Peter Lund Madsen
(Udtalt i: Hjælp! Min kone er skidesur)

Jeg kan huske, at jeg har stået med den i hånden i Stenstrup Biblioteks afdeling for voksentegneserier - jeg kan derimod ikke huske, om jeg nogensinde fik den lånt, men en ting er sikkert, og det er at jeg aldrig har fået den læst før nu. Desværre. Maus er noget af det mest fantastiske jeg meget, meget længe har investeret tid og penge i. Handlingen, såvel fortællingen fra dengang, som den sideløbende nutidshandling sitrer af had og frygt, og fortællingens evne til at holde læseren fast er uovertruffen. De to bind fås samlet til næsten ingen penge på Amazon. Anbefales.

Med Pixeline er det nu muligt, at holde Spil Dansk Dag året rundt.

På dagen i dag, hvor Midlakes længe ventede tredje helspiller langt om længe er blevet annonceret til udgivelse i februar næste år, fandt jeg også en opdatering til en for mit vedkommende mindst lige så vigtig udgivelse. Udover arbejdet med deres egen plade, har Midlake også fungeret som backingband på John Grants kommende udgivelse Queen of Denmark, der ser ud til at se lyset engang i 2010. Det nye er, at der nu er sat titel på pladen og noget, der ligner en dato selvom det kun er årstallet, der er på plads. John Grant var frontmand og drivkraft for The Czars, et af de mest underkendte bands denne verden har set, og besad en af de fornemste vokaler i nyere tid. Om han stadig besidder den vil 2010 vise.

Det var ikke mange, der havde valgt at kigge forbi Momentum denne lørdag aften, men som altid, så var Odenses glemte spillested alligevel en garant for en uformel og afslappet stemning.

Som lokalt residerende kan jeg ikke forestille mig et bedre sted, at sætte en koncert op med Er De Sjældne end lige netop på Momentum. Humøret på scenen syntes også, at matche den positive og afslappede stemning, der herskede i lokalet. Er De Sjældne stillede op i trioform, og skal man tro på de ord Solveig Sandnes indledende gav publikummet med på vejen, så er det ikke en form, der tidligere er afprøvet. Udover Solveig Sandnes, så var de andre to tilstedeværende: Disa, der dels gør sig i eget navn, men som også jævnligt optræder sammen Mouritz/Hørslev Projektet, og så Anders Remmer, hvis portefølje er for langt og rummeligt, til at jeg vil være manden, der skal udvælge højdepunkter fra det.

Er De Sjældne havde ikke meget, at komme med, faktisk så lidt at ekstranumrene blev et par reruns af, hvad vi allerede havde hørt en gang før. Det gjorde nu ikke noget, for denne aften var mere af det samme så klart at foretrække frem for at kunne gå lidt tidligere hjem. Der blev leget lidt ekstra i de to gentagelser, publikum blev opfordret til at rasle løs med deres nøgler, og jo, der blev også sunget med.

Selve koncerten var kort, men tilstedeværende. Der blev introduceret sange, og der blev stemt ukuleler. Anders Remmer fik lidt til at lyde af meget, Disa modulerede sin stemme rundt i et effektlandskab, der fint og fornemt klædte musikken, og længst til højre sad Solveig Sandnes skiftevis med guitar og ukulele, og fortalte, hvad de forskellige tekster udsprang fra, før hun tog sangen i sin mund. Koncerten nåede hele pladen igennem, men strakte sig en kende længere end den halve time, det tager at høre Lyserød, Lyseblå, Beige fra ende til anden. Aftenens højdepunkter blev ”Selv Den Bedste Båd Kan Kæntre” og ”Et Hjerte (Er Ikke Et Atomkraftværk)”, selvom ingen af numrene gjorde det store for at fjerne sig fra det udgangspunkt, der er at finde i indspillet form, men det gjorde ingen af aftenens numre. Linjen fra pladen blev holdt, instrumenteringen blev blot lagt om.

Fuglene kredser om Er De Sjældnes tekster, men lige så nærværende er den forlisende, og forliste kærlighed. Enkelte steder finder de sammen, som i ”Spurvehøg”, der viste sig at være delvist baseret på en sand historie. Hjertesorg til trods, blev alt leveret med en sødme, der aldrig kørte over i det kvalme, men blot trak tilhørernes mundvige opad.

Oplevelsen af Er De Sjældne var gennemført sympatisk. Det var sproglig tæft leveret med musikalsk snilde, og et rart bevis på, at det danske sprog kan synges med mere sproglig dybde end det musikalske affald radiostationerne kaster op til lytterne hver dag.

Hvis nogen savner The Bleeder Group, så er det nu muligt at lindre smerten ved at downloade deres afskedskoncert fra Stars i Vordingborg.
Del 1 - Del 2

Undertoner havde i en ganske sympatisk anmeldelse karakteren 4/6 til The Silent Section.

24. oktober 2009 - Koncertgængere.

24. oktober 2009 - Momentum.
(Første billede med Canon EOS 500D)

Før Tindersticks blev til Tindersticks, fandtes der et band, der hed Asphalt Ribbons, hvis medlemmer i det store hele var dem, der blev til Tindersticks kort tid efter, at Stuart Staples havde fundet en tysk tændstikæske et sted i det græske og et navneskifte blev en realitet. Asphalt Ribbons udgav bl.a. The Orchard EP, hvor man kan høre en ung og knapt så croonende Stuart Staples i front for en gruppe, der er noget mere løst funderet og countrycorny end Tindersticks. Når man kender resultatet kan man dog godt høre, hvor det bærer henad.

Det efterhånden meget omtalte projekt, hvor Sufjan Stevens spiller sig igennem de amerikanske stater, må endnu engang lide den tort at se sig overhalet indenom af en anden plade fra Sufjans hånd, og hvis The BQE blot er den første i en planlagt komplet række af plader, der hylder hver eneste gren af det amerikanske vejnet, så er der lang vej igen, før Amerika er blevet forenet på plade. The BQE er dog ikke en hyldestplade, men derimod en plade inspireret af the Brooklyn-Queens Expressway.

The BQE blev oprindeligt fremført i et operahus i oktober 2007 ved 25-års jubilæet for en festival. Nu to år senere er der blevet rettet op på de fejl og mangler, der var i den oprindelige opførsel, og værket har fundet vej til plade. Udgivelsen er endt med at blive til et totalværk, der omfatter både musik, film og tegneserie - tegneserien dog kun i følge med vinyludgivelsen.

Forventer man en Sufjan Stevens plade i stil med den stil, man tidligere har hørt ham indspille, udgive og over årene forfine til det mesterlige, så kommer man til at gå forgæves. Forventer man derimod et kompositionsværk, der først for alvor ruller sig ud, når det bliver akkompagneret af den medfølgende films levende billeder, så er man kommet til det rigtige sted. Den klassiske musik er fint afstemt de varme og tidløse billeder, der sideløbende kører i tre rammer i den midterste tredjedel af skærmen. Den simple teknologi, der er brugt til optagelserne, trækker årene ud af billederne og kunne lige så vel stamme fra 60'erne som den nutid, hvor Sufjan Stevens har lavet filmen. Der klippes i takt til musikken, og da "Movement IV: Traffic Shock" speeder det hele op og tilfører The BQE elektronisk instrumentering og tempo, skifter klippehastigheden tilsvarende.

Indtil da har The BQE lydt lige så klassisk og svulmende, som man kunne forvente fra et soundtrack til en hvilken som helst storfilm fra 50'erne. Afsenderen viser først sit ansigt i "Movement III: Linear Tableau with Intersecting Surprise", hvor det står klart, at det er Sufjan Stevens, der står bag. Her skifter pladen nemlig kortvarigt til den samme slags legesyge småklimteri, der går igen på enhver anden af Sufjans udgivelser.

De tre skiftende rammer i skærmens midte har en kalejdoskopisk effekt, der dog dør ud to-tredjedele inde i pladen. Her tager kedsomheden over, billederne flyder sammen, musikken virker som en gentagelse af det, der lige er blevet spillet, og tanken om at finde frem til fjernbetjeningens fast forward-knap virker tiltagende tillokkende.

Det er altid interessant at se, hvad det kan føre med sig, når kunstnere bryder ud af deres vante rammer og indtager en anden scene. Den gode nyhed for Sufjans Stevens er, at han med The BQE ikke falder tungt til gulvet, men omvendt bliver dette næppe til mere end en tankestreg i hans karriere. Som værk fungerer The BQE bedst sammen med de levende billeder, og som anmelder gætter jeg på, at denne udgivelse vil komme til at samle støv på mange pladehylder. Det er godt gået, men ikke godt nok.

(Geigeranmeldelse af Sufjan Stevens - The BQE)

Jeg blev i dag den lykkelige ejer af et Canon EOS 500D, denne gang tror jeg, at jeg læser manualen.

17. oktober 2009 - De Efterladte.

Historien om Vivian Meier er en af den slags historier, der næsten er for god til at være sand. Den kan i al sin korthed læses på den blog, der er blevet oprettet til at vise, hvem det måtte interessere, Vivian Meiers billeder.

17. oktober 2009 - Dalumvej 7.

17. oktober 2009 - Dalumvej 7.

"Bad Luck' er et lille skridt i den rigtige retning.."

(Uddrag af brødteksten til Ekstra Bladets Tostjernede anmeldelse af den nye plade fra The Storm)

10. oktober 2009 - Udsigt fra stuen.

Med min egen helvedesoplevelse af Iron & Wine sidste år i Vega in mente, er det svært ikke at blive misundelige når man hører optagelser som disse. Jeg er endnu ikke nået helt til bunds, men det synes at være Sam Beam, hans guitar og kun de to alene sammen på scenen. Paste Magazine bragte apropos et interview med ham omkring udgivelsen af Shepherd's Dog, der stadig er værd at læse.

Der var engang et band, der hed Blur, og som så mange andre lod de sig gendanne for at spille for festivalpublikum og ussel mammon. Ikke desto mindre ville jeg fandens gerne have genset dem. Heldigvis for mig er store dele af Blurs koncert fra Glastonbury at finde hos Deaf Indie Elephants.

En af de mere famøse danske opsamlingsplader fra startfirserne er Irmgardz "Somewhere on the Outside" med bands fra provinsen. Den har Karma nu genudsendt på cd. Kvaliteten af materialet er mildest talt broget, men såvel Moral som Næste Uges Tv er et godt argument for at investere i cd-genudgivelsen.

Der er i dag blevet lagt en video op på YouTube med åbningsnummeret fra The Silent Sections releasekoncert i Moby Disc.

“Hey, let’s be careful out there.”

7. oktober 2009 - Udsigten fra stuen.

Imens at jeg (foreløbig) forgæves forsøger at få Michael Valeurs tidlige karriere skrevet ind i et Worddokument, så kan andre måske have glæde af at lytte til Kærlighed til Kniven, hans samabejde med Jesper Siberg fra 1985.

Lise Westzynthius har netop lagt sin version af Jennys Himmelfærd, der samtidigt er hendes bidrag til den forestående Sebastian tributeplade op på sin MySpace. Samtidig er den længe ventede nyhed om det længe ventede tredje udspil fra Munck//Johnson også dukket op, og går alt som det skal bliver det den 16. november, at Spirits & Ghosts bliver titlen på denne trackliste:

01. Three-Legged Race
02. Bygones
03. Close Your Eyes
04. I Knew Not Sorry
05. Sailing On The River
06. Wallflowers In Bloom
07. The Sweet Hereafter
08. Through Me
09. Waiting For You
10. Walk Into The Night

Et andet fantastisk online billedgalleri er Shorpy.

De seneste dage har jeg beskæftiget mig med at finde billedeksempler på post-mortem fotografering, altså billeder taget efter døden er indtruffet. De fleste billeder indenfor denne genre, er billeder af afdøde i kisten eller sengen, men en del af dem er taget sammen med familie. Jeg har valgt tre eksempler.

Det fantastiske. Jeg synes, det er helt eminent dette billede. Barnets fokus på fotografen, bedstemoderens fokus på den afdøde og mandens tomme blik står så stærkt, at den opsatte situation helt forsvinder fra øjeblikket.Det groteske. Fem smilende unger frem for en død mands kiste. Det ligner mere det årlige julebillede, end et sidste minde. Hvorledes børnene måtte være relateret til den afdøde står hen i det uvisse, men et forsigtigt gæt må være, at det ikke er nærmeste familie. Det oplagte pladecover. De fire kvinder og den døde hund er ren Jan Saudek, og ville gøre sig mindst lige så godt som hans Jan Saudeks nøgne pige gjorde det på coveret til For The Beauty Of Wynona.De ovenstående billedeksempler er alle fundet her.

Min Geigeranmeldelse af Mikael Simpson.

Mig bekendt har det aldrig skadet at vide noget om det man udtaler sig om.
Ikke at have kendskab til emnet, men indsigt i det.

Det højner som bekendt sandsynligheden for at ens vurderinger og udsagn som minimum vil blive taget alvorligt.

Det springer i øjnene hvorledes ovenstående er rigt på betragtninger, beskrivelser og synspunkter, men i sjælden grad blottet for indsigt.

Jeg anerkender anmelderens mod til således at udstille sin uvidenhed over to helsider, og hilser det med min dybeste respekt.

Ærbødigst

(Brugerkommentar til min anmeldelse af Martin Hall - Relief/Cutting Through)

The Archive er en småtragisk kortfilm af Sean Dunne, om manden med verdens største pladesamling. Den er ikke ny, men jeg er først forleden blevet opmærksom på den. Jeg vil ikke sige så meget andet, end det er otte gode minutter tilbragt i tænksomt tempo.

Groove.no tildeler The Silent Section karakteren 4 ud af 7, og kalder deres musik for soundtracket til Odense.

Der bliver ikke ødslet med instrumenterne på The Myspace Transmissions. Der er sang og enten guitar eller klaver; men det er så også én mands værk, der bliver fortolket af manden selv, og manden hedder E.

At det er en mands værk, der er repræsenteret på live-EP'en, er dog en tilsnigelse. For afslutningsvis finder man Bob Dylan nummeret "Girl From the North Country". Et nummer, som Eels har haft fingrene i flere gange før, og et nummer der oprindeligt var at finde på Dylan-albummet Freewheelin' - men resten af sangene på The Myspace Transmissions har rigtigt nok E som afsender.

Albummet Hombre Lobo, der så dagens lys tidligere i år, er storleverandør med fire numre. Det sidste nummer er "My Beloved Monster", der i Eels-regi bedst kan beskrives som en klassiker. Sandsynligvis er det også en af E's personlige favoritter, for går man tracklisterne efter på den tiltagende mængde liveplader, Eels efterhånden har på samvittigheden, så er nummeret at finde på alle undtagen én. "My Beloved Monster" er i tidligere liveudgaver både blevet hakket ihjel med en spade, parret med "My Girl" og trukket ud i det uendelige. Her leveres den kort, og ikke kontant, men skåret ind til benet - det viser i al tydelighed, hvilken fin lille popsang den egentlig er.

De resterende fire numre vokser i de nedbarberede liveudgaver og hæver sig fra den lidt lunkne fornemmelse Hombre Lobo efterlod lytteren med. Selvom det kun er E og hans guitar, så rocker han sig tungt igennem "Tremendous Dynamite". "The Longing" bliver ligesom "Girl From the North Country" fremført på klaver, og det klæder "The Longing", at guitaren fra versionen på Hombre Lobo er erstattet med klaver. Tempo og fraseringer er de samme; alligevel er der en verden til forskel. Det samme gør sig gældende for "In My Dreams" og "That Look You Give That Guy": ikke meget er ændret i forhold til originalerne, men de står klart frem og sætter sig ud over den oprindelige kedelige produktion.

Nogle gange er man heldig, for kan man leve uden "The Longing", så står det en frit for at hente de resterende fem numre på myspace.com/transmissions. Vil man have det hele med, så er svaret vinyl, men omvendt: hvornår er svaret ikke vinyl?

(Min Geigeranmeldelse af Eels - Myspace Transmisssions)

Det må være en fryd at være Martin Hall aficionado i 2009. For selvom erklærede fans nok allerede har det meste af Halls bagkatalog stående, så har de i år kunnet udvide samlingen med genudgivelserne af Random Hold og Under Fors Apparantly All The Same. Nu følger så Relief og Cutting Through. Men selvom disse album måske har haft noget at byde på i midtfirserne, har tidens tand slidt nådesløst på dem begge.

Hvad gør man når man skal anmelde en genudgivelse? Tager man udgangspunkt i, hvor kunstneren kom fra? Hvad kunstneren blev til? Hvordan pladen lød i sin samtid? Eller skal man lytte til den med friske ører og give et bud på, hvordan pladen lyder i dag? Er udgivelsen tidløs? Eller er den et tidsbillede på noget, der var engang? Er det snyd at læse op på, hvad datidens anmeldere har haft at sige om værket? Og er jeg den eneste, der griner lidt skævt, når jeg læser citatet "Martin Hall har sat et livsbekræftende punktum for karrieren som kult-helt", skrevet i Frederiksborg Amts Avis i forbindelse med udgivelsen af Cutting Trough?

Til ovenstående citat hører det faktum, at Martin Hall i 1986 proklamerede, at nu var det slut, ikke mere musik fra ham, men som så ofte før har historien gjort os klogere. Et blik på Martin Halls diskografi beviser, hvor stor en løgn, det skulle ende med at blive, for et sådant blik kan tage pusten fra de fleste. Selv delt ud over de knap 30 år, hans karriere efterhånden har stået på, er udgivelsesmængden imponerende.

Personligt kan jeg ikke sige mig fri for at være fascineret af Martin Hall - der er så meget ener over hans person, at jeg på afstand gerne følger med i hans gøren og laden. På den ene side har vi billedet af krukken, der altid synes millimeter fra det totale sammenbrud, hvis det ikke var for alskens nervedulmende receptmedicin; der er billedet af levemanden, der synes at ville være millimeter fra det totale sammenbrud, hvis det ikke var for champagne, absint og dekadence; og så er der min personlige favorit, nemlig manden, der skider højt og flot på det hele, og gør hvad han lyster, om det så er i rollen som skuespiller, dommer eller sidekick til Hanne Boel.

Jeg erklærer gerne mig selv fan af Under For og Irma Victoria, men jeg har til gengæld aldrig forstået Ballet Mécanique, eller gidet give mig i kast med generationseposet "Den sidste Romantiker". Til gengæld har jeg følt mig godt underholdt af både "Infodemens" og "Vægtløs Mand Under Truende Sky", uden at have tændt for fjernsynet og set programmet, der er emnet i sidstnævnte titel. Således kunne der skrives side op og side ned med godt og skidt om Martin Halls tidligere bedrifter, men jeg vil lade fokus indtræffe og lade ordene gå i retning af Relief og Cutting Trough, der nu er blevet samlet på en enkelt cd.

Relief udkom oprindeligt i maj 1985. Pladen var blevet indspillet i januar og februar samme år, efter en periode, hvor flere afHalls nærmeste havde begået selvmord. Rygtet vil vide, at der ikke blev pillet, rettet eller redigeret i teksterne, fra de var blevet skrevet sommeren før og til indspilningen af albummet. Tager man sig tid til at læse teksthæftet igennem, er der en stor chance for, at man enten elsker eller hader det, man finder. Personligt kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet af den ungdommelige prætentiøsitet, der som en rød tråd går igennem teksterne sammen det højtravende, naiviteten og et ikke alt for sikkert greb om det engelske sprog. Fint lyder det, men som med så megen anden dårlig poesi er det opstyltet og meningsløst, når først man ser igennem kejserens sprogmæssige klæder.

Omsat i musik går det bedre. Jeg er ikke villig til at trykke på mesterværksknappen, eller antyde, at Relief hører til i den mere interessante afdeling af Martin Halls karriere, men meget bliver reddet i land igen. Man efterlades dog ikke et sekund i tvivl om, hvilket årti denne plade tilhører, for synthesizerne er altdominerende, trommerne elektriske med masser af luft omkring, og bassen kunne være lånt fra funkbandet i nærmeste tilstødende øvelokale. Samspillet delene imellem fungerer dog på store dele af pladen. Selvom det syntetiske firserpophysteri i de indledende sekunder af "Eyes And Hands" varsler ilde for resten af pladen, følges åbningsnummeret dog op af det, der står som pladens stærkeste passage. I "An Overture", der bygger på tung bas og små hurtigt repeterede klaverstykker, bliver Martin Halls vokal forvansket til at lyde som dommedagsudgaven af den svenske kok, for i omkvædene at vende tilbage til hvad der måske er hans karrieres bedst skårne popomkvæd. "An Overture" bliver fulgt op af "A Description Of Patterns", hvor en violin leder slagets mørke gang. Selvom en violin også er det melodibærende element i "Network", og der på fineste vis løsnes op og tilbage mod et mere poppet udtryk, så er det her, allerede før pladen har nået halvvejsmærket, at man som lytter begynder at miste grebet.

Relief er for stor en mundfuld at køre ned på en gang. Ikke fordi den er for krævende, men fordi den er for trættende. Som pladen skrider frem, opgiver man langsomt at skelne numrene fra hinanden, og utålmodigheden efter at nå frem til et slutpunkt melder sig. Den tidstypiske produktion holder ikke på den lange distance; det går med et enkelt nummer af gangen eller højdepunkterne linet op efter hinanden, men som et samlet værk består Reliefs værdi i dag som et historisk dokument og ikke som en musikalsk oplevelse.

Det samme gør sig gældende for Cutting Through. For megen af den ovenstående kritik passer lige så godt på dette album. Tempoet er skruet en smule ned, numrene er blevet dobbelt så lange, men i bund og grund er udtrykket det samme. Bedst er uden tvivl "Crush", der er lige så dæmpet og forsigtigt, som det er klassisk Martin Hall. Resten efterlader mig ikke med andet end en tom fornemmelse. Ikke skrækkeligt, men heller ikke hverken godt eller interessant.

Efter udgivelsen af Cutting Through proklamerede Martin Hall som tidligere nævnt sin afsked fra musikken. Det holdt heldigvis ikke stik, men tidspunktet har uden tvivl været det rigtige, for Cutting Through lyder i dag mest som fem blanke skud fra en tom skyder. Jeg tror gerne på, at det har været anderledes tilbage i midtfirserne, at såvel Relief som Cutting Through har haft noget at byde på dengang, men tidens tand har slidt nådesløst på dem begge. Martin Hall har siden da bidraget med meget, der gør at man kan tilgive ham en hel del, men med mindre man har et forhold til pladerne, der strækker sig helt tilbage til dengang der var engang, så er der ikke meget at komme efter. Nye lyttere bør i hvert fald ikke starte her.

(Min Geigeranmeldelse af Martin Hall - Relief/Cutting Through)

25. september 2009 - Gråsten.

Gråsten hovedgade. Kæresten spotter nogle ganske cool sherryglas i vinduet ved en genbrugsbutik. Jeg overtaler hende til at købe dem, ellers vil det ende med at hun fortryder. Jeg går med ind, og får øje på tre pladekasser, der står på gulvet. Alle har naturligvis de obligatoriske hærgede schlagerplader stående forrest. Roder pligtskyldigt i dem, står ti minutter senere med et par og halvtres vinyler fra A&M, Tamla Motown, Atlantic m.m.. Soul, jazz og loungeish musik til den store guldmedalje, halvdelen i mint tilstand, den anden halvdel skal lige renses, så er de fine igen. Betalte ca. den pålydende pris og smed en plovmand for stakken, det ville virke forkert, at diskutere prisen når pengene går til velgørenhed. Til fuld pris var det stadig et killerkøb.

Posten bragte mig i dag mit eksemplar af Eels - Myspace Transmissions, indeholdende seks numre indspillet live. De fem af dem er lagt op til gratis download her.

Påskeliljer er de sidste sande sæsonarbejdere.

21. september 2009 - Stige II.

21. september 2009 - Odense Havn.

21. september 2009 - Odense Havn.

21. september 2009 - Fællesareal.

Jeg skriver løgn, men telefonen skriver logo.

Fra min far for cirka 20 år siden købte I'm Your Man til i dag, hvor jeg med fravalg af det seneste selv ejer det meste, har Leonard Cohens musik været med mig. I dag fylder han så 75 Tak og tillykke herfra.

På dagen, hvor Kanal 9 igen var forsvundet fra mit fjernsyns kanaludvalg, spillede HB Køges Nicklas Svendsen sig lige ind i mit hjerte med to selvmål og et begået straffe. En indsats af den kaliber fortjener al den tak og opmærksomhed, der kan stables på benene.

En tanke slog mig i går: findes der en diskret måde, at gøre en musiker opmærksom på, at hans lynlås står åben?

Vi træder ind i noget, der mest af alt ligner en privat forsamling i en privat stue, men vi træder også ind i de lokaler, hvor jeg for 12 år siden påbegyndte min karriere som radiohandler. Derinde havde vi bilstereo, der havde vi kontor, der mangler en væg, og der hvor væggen mangler havde vi Dianas begravelse kørende på en ti-tolv fjernsyn på én gang. Først og fremmest træder vi ind i et par minutters fuld forvirring. For der er intet spor af, at Harders på toppen af Møllergade i Svendborg denne aften skulle ligge lokaler til en Mouritz/Hørslev Projektet koncert, der er kun et par poetryslammere, og et fåtal af fremmødte, og et skrevent program, der ligger på et bord og bekræfter, at jeg har set forkert. Mouritz/Hørslev Projektet er først lørdag. Brødebetynget undskyldning til mine medrejsende, ud af døren, og ned mod bilen for blot fem meter senere at se Lone Hørslev i selskab med dele af projektet gå ind på Harders. Tilbage, forklaring: Poetryslam først, koncerter senere. Hvad jeg ikke vidste var, at Singvogel også var på plakaten, d.v.s. plakaterne for Ordskælvsfestivalen nævnte intet om hverken Mouritz/Hørslev Projektet eller Singvogel, og midteropslaget i det officielle program havde placeret dem om lørdagen. To timer, nogle øl og en del pointuddelinger i rollen som poetryslamdommer senere, kunne vi gå over gården, hvor jeg så tit har balanceret rundt med tomme papkasser og træde ind i spillestedsdelen af Harders. Projektet var denne aften fire musikere og Disa, plus Mouritz og Hørslev. Publikum var Singvogel, personale, os og næppe flere end ti mennesker mere. Alligevel var der fuld applaus og stor begejstring, efterhånden som koncerten kantede sig forbi de stille, de støjende, den om snaps og Lones oplæsninger. Det var såmænd nogenlunde som det plejer, og oven i købet ganske gratis. Kræmmerpungen måtte dog alligevel frem efter koncerten, for nu fås "Blik, Bang Bang" også på vinyl. Et kvarters tid efter at Mouritz/Hørslev Projektet var gået af, gik Singvogel på. En ti minutters tid efter at Singvogel var gået på, gik vi ned til bilen og kørte hjem.

S og SF lokker de ældre med tomme løfter og kopierer DF, siger Pia.
S og SF kopierer DF og lokker de ældre med tomme løfter, tænker jeg.

Nedenstående billede er naturligvis en satirisering over denne T-shirt, hvis bagmand Christian Yde Frostholm dog også citerer de mest fornuftige ord jeg kan mindes, at der er skrevet om hele miseren. "Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv synes om hjemsendelsen af de irakiske asylansøgere. Jeg kan se gode argumenter både for og imod, og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal træffe beslutningen. Men de mange godhjertede erklæringer giver mig en ubehagelig fornemmelse." Ordene stammer fra Martin Krasnik, og fra Weekendavisen, og jeg erklærer mig enig.

En klein bisschen tysk omtale af The Silent Section.

På det nye album har frontmand Lorenzo Woodrose valgt at rive Baby Woodrose fra hinanden for at bygge gruppen op på ny. Men før han tog skridtet tilbage, skulle han nok have overvejet, hvad retning han ville gå frem i.

Fra tid til anden er man nødt til at træde et skridt tilbage for at komme to skridt frem. Om det er sådan, Uffe Guf Lorenzo Woodrose Lorentzen har tænkt før han gik i studiet, eller om det var ønsket om en tur tilbage til starten, hvor Baby Woodrose var lig med ham selv, skal jeg lade stå usagt, men på rollelisten til det selvbetitlede nye album er det Lorenzo selv, der udfylder rollen som musikerne i Baby Woodrose. Godt nok bliver han suppleret af en håndfuld statister, men Baby Woodrose er denne gang lig med Lorenzo bag instrumenterne og Johan Lei Gellet bag produktionsknapperne.

Baby Woodrose trækker i flere retninger og er langt fra så stilren som sine fem forgængere. Primært kører pladen i to spor, hvor det ene fører tilbage til den flydende og bløde psykedeliske lyd, der findes på Chasing Rainbows, mens den anden vej er belagt med knastørt produceret garagerock. De to forskellige stilarter harmonerer ikke helt, og jeg overvejede et øjeblik, om Lorenzo var kommet til at gå to skridt tilbage, og kun et skridt frem, men tilvænning er heldigvis en tilgivende størrelse, og det brogede førstehåndsindtryk falder i baggrunden efter et par gennemlytninger.

Trods sin længde på beskedne syvogtredive minutter er Baby Woodrose for lang, helt præcis to numre for lang. Heldigvis er de behændigt og skippevenligt placeret sidst på pladen. "Scorpio" er indledningsvist identisk med Lorenzos andet projekt Dragontears' fortolkning af "Masters Of War" blot tilsat harpe, men jeg står helt af, når vokalen begynder tyve sekunder inde. Lorenzo lyder så forlorent følsom i sin sang om den umættelige pige, født i skorpionens tegn, at jeg har svært ved at sætte ord på det, men i mine ører får jeg den samme svidende fornemmelse, som jeg får i øjnene, når jeg skærer løg. Hendes sorte pussy kan bide alt det, den vil, men med hånden på hjertet og to fingre smidt i vejret til en spejdered er dette den første gang, jeg bruger ordet elendigt om Baby Woodrose. Pladens sidste nummer er knap så slemt, men "Secret of the Twisted Flower" lyder som noget, der med god grund ikke måtte komme med på den seneste Dragontears-plade. Trods en spilletid på kun fem et halvt minut sidder man med en fornemmelse af, at nummeret ikke alene nægter at dø, men også insisterer på at blive ved i det uendelige.

Med galden af vejen kan vi vende tilbage til festen, for der er rigelig grund til at skrue op for pladens første ti numre. Baby Woodrose åbner med "Fortune Teller", der med en overdosis af guitar lander et sted mellem den klassiske Baby Woodrose lyd og garagerock - en genre der også er tilstedeværende i "Take It", der i sine guitarlinjer læner sig faretruende tæt op af The Kinks "All Day and All of the Night".

Testosteronen flyder tungt i "Laughing Stock" og "No Mas", pladens to klart mest aggressivt lydende numre. "No Mas" gør ligesom "Fortune Teller" brug af Sebastian T.W. Kristensen fra The Setting Sons vokal i omkvædet, og "No Mas" kunne stilmæssigt fint have fundet plads på en af The Setting Sons to plader. "Countdown to Breakdown" rummer en svulstighed, som jeg savner i de mere tørt rockende numre på pladen, og er i al sin enkelhed pladens højdepunkt.

I den knap så tungt rockende og langt mere udflydende del af pladen finder vi "Open up Your Heart" og "Mikita", der er fløjlsblød jingle-jangle pop, og ikke langt derfra bliver "Emily" tilføjet en liste over kvindenavne - der også rummer "Kara Lynn", "Lillith", "Maya" og "Christine" - som Baby Woodrose har besunget gennem årene. Sangen bringer minder frem om Scott Walker, da han brillerede sidst i tresserne og stadig var til at holde ud at høre på.

Bryder man Baby Woodrose op i enkeltdele, står man med ti gode numre og to for mange. Samler man de tolv numre på en plade, står man med et resultat, der stadig er over middel, men hvor stilforvirring skæmmer det samlede resultat, og pladen truer med at falde ned mellem to stole. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at det nye Baby Woodrose materiale kommer til at gøre sig godt på scenen, når bandet snart drager landet rundt for at spille op til dans. Hatten af for at Lorenzo har turdet rive Baby Woodrose fra hinanden for at bygge gruppen op på ny, men før han tog skridtet tilbage, skulle han nok have overvejet, hvad retning han ville gå frem i.

Min anmeldelse for Geiger af Baby Woodrose - Baby Woodrose.

Jeg forstår det ikke. Du bliver nødt til at lære mit sprog.

Hun er ordrig. Den konto har du overtræk på.

Dit minde ved jeg præcis, hvor jeg har.

k
jo
kop
løse
korea
lørdag

Der er så meget man ikke forstår.

I fredags trodsede vi en kulde, der var det nystartede efterår værdigt for på en ladvognsscene i Slotsgade at se Cody kæmpe med kulde og et publikum, der tilfældigvis kom forbi på deres vej hjem fra kulturnatten, der i Odense er den pæne udgave af open by night. Forhindringerne til trods, var Codys indsats forbilledlig. Deres guitarists overvældende arrogance til trods, var det svært at have andet end sympati for gruppen. Med sig havde de også deres nye cd, til salg og til min store glæde. Sammen med Er De Sjældne, er det den danske debutplade jeg har set mest frem til i år, måske endda for meget. Codys selvbetitlede ep og den ene koncert jeg havde set før i fredags lagde op til noget stort, noget voldsomt og stort, der ville rydde forsider og toppe hitlister overalt, hvis salget skulle stå mål med indholdet. Det kommer Cody næppe til at gøre, selv om de trods min umiddelbare skuffelse fortjener det bedste. Mine forventninger har nok været skruet for højt op, og det er Codys egen skyld, for jeg ikke oplevet andet end det tæt ved perfekte fra dem. Songs er ikke tæt på perfekt, men det er stadig en overbevisende debut, der giver baghjul til det meste engelsksprogede dette land byder på, både hos debutanterne og de etablerede. To ting hiver Cody ned fra det tæt på perfekte, dels sproget, der for ofte virker kluntet, ikke at det er danglish, det virker bare en kende for banalt og tungt. Det er dog i småtingsafdelingen, for den virkelige dræber er produktionen, der slet ikke giver musikken den lethed, længsel og vitalitet, som såvel ep'en som koncerterne har budt på. Med det af vejen er Songs dog stadig en fin, fin plade. Bedst er det på Down In The Dark, der fint læner sig op af traditionals og spirituals, og lige så godt er det når Kasper Kaaes vokal får feminint følgeskab i eksempelvis Catch The Straw. Jeg glæder mig allerede til i oktober igen at skulle se Cody på scenen igen, og krydser fingrene for, at denne udgivelse også kommer til at se verden på vinyl.

Under min nylige ferie i Stockolm så jeg på Moderna Museet billeder taget af den svenske fotograf Sune Jonsson, der afgik ved døden tidligere i år. Billederne på Moderna Museet stammer primært fra perioden 1961-1995, hvor han var ansat som feltetnolog og fotograf af Västerbottons Museum til at dokumentere livet på landet. Hans billeder af folk på landet fik mig til at tænke på Dorothea Langes billeder, der dog rummer en armod man ikke finder hos Sune Jonsson. Udover flere æresdoktorater nåede han også at modtage Hasselbladsprisen for sit arbejde.