Min lørdag stod primært i Frodegruppen 40's tegn. Stor var glæden da jeg sidste uge opdagede, at de skulle spille i Svendborg, og endnu større blev den, da jeg opdagede at Mouritz/Hørslev også stod på programmet. Den slags arrangementer er værd at rejse efter. 

Vi tog tidligt afsted, for udover aftenens program, skete der også gode ting tidligere på dagen. Opslaget lød "Klokken 12 marcherer Frodegruppen 40 fra byens torv op til Vinylen, mens de fremfører "Sidse Adele Hansen er død". Klokken lidt over 12 blev der hostet højlydt for at gøre marchfører Jens Blendstrup opmærksom på at han nu var marcheret forbi. Det må have været et bizart skue for de forbipasserende. Fuldskæggede Blendstrup med tekstark i hånden i front for en broget forsamling af tilhørere, enkelte overrislede med tehætter på hovedet, bandmedlemmer med ghettoblaster i hånden og klaver på skulderen, og et sted i udkanten af flokken mig med et saligt smil på læben. 

Efter marchen blev der holdt pladereception i Vinylen, hvor Frodegruppen 40's seneste plade "Angst i Det Postmoderne Samfund" kunne købes. Pladereception i Vinylen, alligevel havde gruppen kun medbragt cd'er. Der skal dog ikke peges fingre, cd'en blev købt, lp'en bestilt, ordrebekræftelse er modtaget, og inden ugen er omme formoder jeg, at der er bragt orden i sagerne. Efter at have boet i Svendborg en del år, og sidenhen have arbejdet i byen som pladehandler i endnu flere, var det en fornøjelse at se, at der trods alt stadig kan eksistere en uafhængig og i øvrigt charmerende vinylforretning i byen. Omgivelserne er beskedne, og den er drevet på foreningsbasis, men den er der.

Den forgange weekend har Svendborg lagt lokaler til en masse lyrikarrangementer, og den store finale var et trippelprogram med de to førnævnte og PS & Guldkalvene, der skulle vise sig at være et ensemble af genkendelige hoveder fra det fynske poetry slam miljø. Stedet var kulturkonsulatet, nabo til Vinylen, og lokalerne, hvor jeg tog det mit første år i butikslære. Backstagelokalerne er henholdsvis afdelingen for hjemmebio og bilstereo, baren er det tidligere papkasselager og dele af afdelingen for store højttalere, kontoret er blevet til et ekstra toilet, og sofaen jeg sad i stod cirka, hvor kassen i sin tid var placeret. At kalde stedet for Kulturkonsulatet er en lille genistreg, for der er virkelig tale om en repræsentation i fremmed land. For, hvor charmerende en by Svendborg end er, så sker der virkelig et minimum på den front. Det var engang min plan. at flytte tilbage når jeg på et tidspunkt blev "voksen", nu kan jeg ikke se hvornår jeg nogensinde skulle blive så voksen, at jeg ville kunne holde ud at bo et sted med så lidt action på kulturkontoen. Vi, der er flyttet fra landet og ind til byen ved at idyllisk blot er en omskrivning af røvsygt.

Der blev serveret Dansk Pilsner til en tier, og fremmødet fyldte godt i de ikke alt for omfangsrige lokaler. Lydprøverne var forsinkede, så mens vi krøb hen og fandt en plads i en sofa, kæmpede Frodegruppen 40 sig igennem en en håndfuld falske starter, og efter dem gik Mouritz/Hørslev på scenen til først lydprøve, og nu hvor de alligevel stod der, gik de bare på. Mouritz/Hørslev havde smidt sikkerhedsnettet. Lone læste kun nye digte op, og langt hen ad var det også nye sange, der blev spillet. "Lindevang Station" glimrede blandt alt det nye, der synes mere rustikt end tidligere materiale, men omvendt lyder alt, der bliver fremført under så akustikmæssigt udfordrende forhold som de har på Kulturkonsulatet nok en kende rustikt. Mouritz/Hørslev var som altid en fremragende oplevelse, og nyheden om at de går i studiet om en måneds tid for at starte op på deres tredje plade, gjorde ikke oplevelsen mindre god.

PS & Guldkalvene blev overstået, og var en oplevelse jeg ikke ønsker at genkalde mig, hverken i ord eller tanker. Det gør jeg til gengæld gerne med Frodegruppen 40. I alle de år jeg har haft kendskab til gruppen har det virket som om de kun har spillet live i Aalborg og København, men endelig havde de fundet vej til noget, der lignede et spillested i noget nær noget der lignede en overkommelig afstand fra hvor vi bor. Der blev åbnet med "Græsslåning" fra "Piksvingeri & Negerlege" og så gik festen ellers slag i slag over nyt og gammelt, stok og sten og naturligvis peakende med "John Danser Grøntsag". Det var en fest, det var en fornøjelse og det var vildt at se hvordan et bænket lokale forvandlede sig til en autonom balsal i takt med at koncerten skred frem. Oplevelsen af Frodegruppen 40 live er et øjeblik jeg har ventet meget længe på, og øjeblikket skuffede ikke. Knæfald og stor applaus herfra.

Hvis den spritstive videoamatør henne i hjørnet fik det hele med, så kan aftenen genkaldes her:

"Græsslåning"

"Elsker Du Mig"

"Sussie I Mørket"

"Jeg Hørte Hun Var Død I En Tsunami"

"Ondskab 3"

"Hva' Så UFO"

"John Danser Grøntsag"

"Oh Else"

"Nej Nej Og Atter Nej"

"Angst I Det Postmoderne Samfund" kan bestilles hos Elektrolyt.

 28. april 2012 - Per Vers, Harders.

Der var ikke megen tvivl da musikåret 2011 skulle gøres op. Sunday Times syntes det, Mojo syntes det, Uncut syntes det, The Guardian syntes det, NME syntes det, The Quietus syntes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey begik med ”Let England Shake” et mesterværk, der fuldt fortjent blev kåret til årets album hos alle de ovennævnte, mig selv inklusiv. Dette er tænkt som en introduktion til de kortfilm Seamus lavede til pladens 12 numre. 

Det tog P.J. Harvey flere år at skrive ”Let England Shake”. Anmelderen på The Guardian kaldte pladen for en uigennemsigtig undersøgelse af engelskheden, andre og flere har refereret til pladen som en (anti)krigsplade. Pladens tekster referer da også til England i sange som for eksempel ”The Last Living Rose” og ”Let England Shake” og til sønderrevne kroppe, soldater, våben, og mere specifikt til slaget ved Gallipoli i ”On Battleship Hill”, ”The Colour of the Earth” og ”All and Everyone”. 

Undervejs har P.J. Harvey søgt inspiration hos digtere som T.S. Eliot og Harold Pinter, Goyas ”Disasters of War”, Dali’s arbejde fra perioden omkring den spanske borgerkrig, Englands historie, historiske fortællinger fra forskellige krige, og øjenvidneberetninger fra såvel soldater som civile taget fra første verdenskrig og frem til den nuværende konflikt i Afghanistan. Som en del af denne research så hun den irske fotograf Seamus Murphys serie ”Darkness Visible” udstillet i London og fik fingre i den tilhørende bog. Den sort/hvide billedserie var taget igennem den årrække, der var gået, siden Seamus Murphy første gang satte fod i Afghanistan i 1994, og viser flere sider af livet i det hærgede land. 

Et stykke tid efter udstillingen fik P.J. Harvey sin manager til at kontakte Seamus Murphy for at høre om han kunne have interesse i at lave noget sammen med hende. På dette tidspunkt kendte Seamus Murphy kun P.J. Harvey af navn, og var ikke bekendt med hendes arbejde. Udgangspunktet var at Seamus Murphy skulle tage en række pressebilleder, portrætter og eventuelt billeder til coveret. Seamus Murphy var netop vendt tilbage fra en opgave i Afghanistan da han skulle fotografere P.J. Harvey første gang. Her havde han for første gang arbejdet intenst med levende billeder til et igangværende filmprojekt. En samtale faldt på hans nyfundne fascination og begejstring for dette, og idéen om at lave en dokumentar til ”Let England Shake” kom på bordet og blev pillet væk igen til fordel for idéen om at lave en kortfilm til hvert af de 12 numre på pladen. I første omgang var det tanken, at filmene skulle bestå af en række stillbilleder, altså en art rullende diasshow, der skulle akkompagnere musikken, men de levende billeder fik overtaget, og der bruges kun stillbilleder i tre af de tolv film. Idéer blev udvekslet, og Seamus Murphys oplevelse af pladen som en engelsk plade af en engelsk kunstner blev udgangspunktet for at kortfilmene skulle vise hans fortolkning af England, dets folk og landskab, inspireret af ”Let England Shake”. Opgaven blev til en køretur på 8.000 kilometer, og resultatet blev de tolv kortfilm, der foreligger nu. 

Billedsproget i kortfilmene er markant. Forfaldet går igen som et gennemgående træk, billeder af tidevandet viser tidernes kommen og gåen, trækroner og lygtepæle flimrer forbi undervejs på rejsen og i videoen til ”This Glorious Land” starter filmen med billeder af et stort stolt træ, hvis grønne trækrone svajer let i vinden, og et par minuttes senere ser man et bart træ uden spor liv tilbage i sig, der står alene på en mark. Krigen sætter spor og efterlader død. Man tænker på de britiske øer når man ser billeder af en ensom svømmer, og en enlig båd omgivet af hav, og man tænker at det britiske imperium ikke er, hvad det var engang, når en buket visne roser toner frem, når skyerne i en lang sekvens går for solen og trækker et mørke ind over landskabet og en mekaniker, næppe tilfældigt, siger om en bil ”she’ll soldier on, the old ones are the good ones”. 

Der er dog meget mere at komme efter. Kameraet er sjældent i bevægelse, optagelserne virker som levende stillbilleder, folk portrætteres, ikke i det splitsekund det tager at tage et portrætbillede, men i sekvenser, der viser livet i deres ansigter. Det samme gør sig gældende for landskaberne, himlen, natten, orgelspilleren og den forladte forlystelsespark. De nye optagelser mikses med gamle sort/hvide afskedsscener, og andre steder gamle portrætter, soldaterbilleder og samlede familier, serveret så man pr automatik tænker, hvem af disse ukendte skæbner tog af sted, hvem vendte hjem, og hvem mistede nogen? Seamus Murphys egne sort/hvide billeder fra konfliktområder dukker op som en påmindelse om, at konflikten er derude. Der dukker flere gange nærbilleder af børn og voksne op i filmene, og igen slår min tankeautomatik til, hvilken konflikt er de voksne flygtet fra, hvilken konflikt er børnene børn af ofre for? Det er muligt de bare er tilfældige etniske englændere, men billedsproget er så rigt og gennemført, og emnerne for pladens tekster så tilstedeværende, at det er svært ikke at tillægge hvert et klip en betydning. 

Vejret fylder meget i videoerne, regn, sne og hagl er jævnligt tilstedeværende, det samme er hverdagsengland. Dansere, koncertgængere, jægere, byliv, trafik, mænd med deres radiostyrede både, døde fasaner og høns, mikset ind mellem alt det andet. Det her er også England. P.J. Harvey dukker selv frem i klip. Optagelser af hende alene med sin guitar, og med sin autoharpe. I ”Battleship Hill” siddende i kirken hvor ”Let England Shake” er optaget, og salmenumrene i baggrunden linker til pladenumrene de ældre kvinder holder i hånden mens de spiller banko, i de optagelser der også fylder stort i videoen. Med resten af hendes gruppe i videoen til ”The Colour of the Earth”, hvor de med stemmer, tramp og håndklap fremfører nummeret uforstærket i en betagende udramatisk udgave. 

Som et appendiks til pladen er videoerne fabelagtige. Seamus Murphy gør det fantastisk i sin rolle som betragter og fortolker. I et interview med Slant Magazine udtaler han” My background is documentary still photography, reportage. A lot of that is reacting to things that are happening. You have ideas, but they're not scripted. The whole thing is trying to capture the essence of what's going on around you and interpret it”. Han havde næppe nogensinde selv tænkt, at de metoder han bruger i sit arbejde med at fortolke alt fra verdens krigszoner til hverdagslivet, skulle danne grundlag for en stribe kunstfærdige musikvideoer, og det er fascinerende, at det der blot skulle have været en stribe portrætbilleder endte med en køretur på 8.000 kilometer og 12 film, der formår at bygge ovenpå et værk, der i forvejen var i mesterværksklassen. 

Trackliste:

1. "Let England Shake"  

2. "The Last Living Rose"  

3. "The Glorious Land"  

4. "The Words That Maketh Murder"  

5. "All and Everyone"  

6. "On Battleship Hill"  

7. "England" 

8. "In the Dark Places"  

9. "Bitter Branches"  

10. "Hanging in the Wire"  

11. "Written on the Forehead"

12. "The Colour of the Earth"

Jeg tror, at jeg finder mig et tog, der går sydover på lørdag. Der, hvor jeg udstod det første år af min læretid, spiller Mouritz/Hørslev Projektet op til dans, og når de er blevet aftrådt, så dukker Frodegruppen 40 op, og når de har gjort deres, så kan man forføje sig på tværs over gården til Harmonien og høre Per Vers spille op til dans. Der er mere info at hente på Facebook.

Ud & Se bringer i denne måned et fint og meget læseværdigt interview med Søren Ulrik Thomsen, det opfordres du til at læse lige her.

Jeg sidder og arbejder på en tekst om de musikvideoer Seamus Murphy har lavet til P.J. Harveys fantastisk plade "Let England Shake. Polly blev bekendt med hans arbejde, da hun så en udstilling med billederne fra hans "A Darkness Visible" serie, og man forstår at hun faldt for hans billeder. når man ser dem, de er mildest talt fantastiske. Serien kan findes på hans egen hjemmeside, og The Digital Journalist bragte i 2009 et interview med ham om serien.

Jeg er begyndt at benytte mig af beskrivelser på min fotohjemmeside, i håb om at det giver billedserierne lidt mere substans.
(Klik på beskrivelserne for at se serierne)

De første domme var afsagt over ”Third Eye Surgery” faldt før jeg overhovedet havde modtaget mit eksemplar med posten, så dele af ventetiden er gået med at læse, hvad kloge ord andre har hæftet på Baby Woodroses nye plade. Eksempelvis: et sted nede i det tyske sidder en blogger, der i sin omtale af ”Third Eye Surgery” omtaler pladen som Baby Woodroses hidtil mest modne plade. Ud af alle de ord jeg fik læst om pladen før den nåede frem, var det ordet moden jeg fik hæftet mig mest ved. Jovist, Lorenzo Woodrose fyldte 40 sidste år, og familien Woodrose kunne fejre at det var 10 år siden at ”Blows Your Mind” blev udsendt på vinyl for første gang, så det nærmer sig, at man godt må omtale navnet Woodrose som værende gammelt i gårde. Men moden? Når jeg hører en musiker omtalt som moden (hvad jeg heldigvis sjældent gør) så tænker jeg på folk, der udlever det gamle ordsprog ”skomager bliv ved din læst”, og har fundet den kasse de hører til i, og arbejder indenfor de rammer den nu engang giver dem. Det kunne man så også anklage Lorenzo Woodrose for at gøre, for man ser ham sjældent omtalt uden at den hellige treenighed 60’er, syre og psykedelisk dukker op i teksten, men jeg synes for hver plade, der er kommet fra ham, og for hvert projekt han har lanceret, der er der blevet sparket til kassens vægge, så de har flyttet sig, og hans virkeområde er blevet et stykke større.

Med ”Third Eye Surgery” bliver der sparket til væggene igen, og denne gang har han taget jernstøvlerne på.

Det er ikke når man hører de to forløbere til pladen, ”Nothing is Real” og duetten med Emma Acs ”Dandelion”, at man bemærker skredet i lyden. Det er heller ikke på åbningsnummeret ”Down to the Bottom”, at det går op for én, men når nålen rammer andet nummer, så skal jeg love for der sker løjer. ”Waiting for the War” er en energiudladning af de store, der er bulder i trommerne, gnist i stemmen, knald på liggehønen, you name it. Dette er pladens hit, den perfekte lille beskidte syvtommersingle med lige rundt regnet to-et-halvt minuts spilletid på a-siden, hvis det altså havde stået til mig. 

Resten af pladens ligger i spilletid og udtryk ikke op til en karriere som singlehits, men som lytter bliver du trukket med længere ud end Baby Woodrose har bragt dig før. Det er tungt, det er spaced out, det er out there, det er mere end bare en inddragelse af lyden fra sideprojekterne Dragontears og Spids Nøgenhat, det er en håndfuld numre, der får farverne til at flimre på væggene, mens følelsesregisteret kæmper en kamp om man skal smide blomster i håret eller tage kampdragten på. ”Bullshit Detector” er ”Waiting For the Wars” tunge, stenede storebror, ”Love Like a Flower” ikke for hippieallergikere, og et sted mellem de to finder man titelnummeret med en fod i begge lejre. Over dem alle lyser dog ”Honalee”, der lukker og slukker for ”Third Eye Surgery”. Jeg er helt væk hver gang jeg hører nummeret. Det synes at forsætte i det uendelige, og er en fængende, grænsende til det hypnotiske, smuk stenet syrefolket sjæler, der vil få dig til at danse langsommere end nogensinde før.

Sat udenfor sammenhæng, lyder ”Down to the Bottom”, ”Dandelion” og ”Nothing is Real” som sagt som Baby Woodrose som man kender det, men når du har kørt pladen igennem et par gange, vil du kunne høre, at også de tre er smittet med det, der går igennem hele pladen. Masser af citar, masser af tyngde og en masse mere, man normalt ikke finder i så rå doser på en Baby Woodrose plade. Pladen i sig selv er forfriskende anderledes i forhold til tidligere Baby Woodrose plader. Den er ondere, olmere og markant mere kantet, og samtidigt langt mere beskidt og stenet end tidligere udladninger, og jeg kan lide det. For fanden, hvor kan jeg dog lide det!

(Baby Woodrose "Third Eye Surgery" anmeldt for Geiger)

Musiknyt 1: Lise Westzynthius giver et nummer på Gaffa TV. Musiknyt 2: Tomas Andersson Wij giver et nummer backstage før eller efter tirsdagens forrygende koncert på Dexter. Musiknyt 3: Billedet er sakset fra Peter Sommers Facebookprofil, den unge mand er åbenbart i gang med ny musik.

26. marts 2012 - Rødme.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Rødme.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

 3. april 2012 - Tomas Andersson Wij, Dexter.

"Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade [sig]. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!"

Kirkegaard (1846)

26. marts 2012 - Nordskovvej.

26. marts 2012 - Lydinge Mølle.

30. marts 2012 - The Beardy Durfs, Leaves Festival, Kansas.

30. marts 2012 - The Beardy Durfs (pre-gig), Leaves Festival, Kansas.

Mens jeg går rundt og venter på at posten skal bringe mig et anmeldereksemplar af den kommende Baby Woodrose udgivelse, så har selvsamme post i dag leveret den seneste Orpheus-udgivelse ”De Sidste Her På Jorden”, der dækker over dele af Spids Nøgenhats Roskildekoncert fra sidste år. DR havde i en periode rettighederne til at streame koncerten, og mens det stod på fik jeg hørt koncerten så meget, at jeg skulle tro, at jeg havde været der selv. Der er dog langt fra oplevelsen af et stream på et par billige computerhøjttalere, og til 12” vinyl serveret fra et inside-out cover på 33 rpm over et ordentligt anlæg. 

De to sider gemmer på tre numre pr. side.

A:

Hobittens Flyvetur

Lil’ Johnny’s Mund (Røde Mor)

Mandsang (Furekåben)

B:

Det Psykedeliske Tapet

Langebro (Gasolin’)

Ud På Landet (Aron)

Kulminationen er fortolkningen af Furekåbens ”Mandsang”, der bliver ved og ved og ved, og river én længere og længere ud til man ikke kan bunde mere for bare syre, det er himmelbestormende godt og jeg tvivler ikke et sekund på, at hvis man ville, så ville man kunne stoppe tiden, krige og jordens rotation omkring solen i de ti et halvt minut det står på, ved at omdirigere de kræfter, der slippes løs i nummeret. Jeg har forgæves forsøgt at finde frem til en setliste fra koncerten. Pladen dækker ikke det hele, men fandeme om jeg kan huske, hvor meget der måtte mangle. De fire coversange er alle fra koncertens sidste del, og er vist, hvad der var af coversange. Der må mangle noget af Spids Nøgenhats eget, og det gæt alene gør, at jeg vil konkludere at dette skulle have været en dobbeltlp. Geiger, Gaffa og DR har skrevet om koncerten, men ingen retfærdiggør, hvordan det lyder, og hvordan det ifølge forskellige førstehåndsoverleveringer skulle have været.

30. marts 2012 - Balloon Magic, Leaves Festival, Kansas (gæt selv, hvem der er frontmand)

Det er efterhånden et halvt år siden, From Sarah udsendte Ep’en Notes, der var god. Den rummede tre fine numre, ét enkelt virkelig godt, og vigtigst af alt viste den, at der var potentiale til noget større, når langspillerformatet en dag skulle tages i brug. Ep’en har i de senere år vist sig som en effektiv måde at stemple ind på, når man som nyt band skal tilrane sig opmærksomhed i en branche, hvor der går tyvetusind på dusinet. Verden er heldigvis sådan indrettet, at har man gjort det godt før, så skal der nok blive plads til én i spalterne igen, og denne karmavariant skal såmænd nok sikre trekløveret From Sarah noget omtale. De tre herrer i From Sarah starter nemlig ikke helt fra scratch. David Fjelstrup vil kunne genkendes fra Cody, Moogie Johnson vil kunne genkendes fra snart sagt hvad som helst, og til mit held kunne Ask Bock forleden høres på P6 som en del af Sleep Party People. Ellers havde jeg været i bekneb for et sted at placere ham, men der vil han altså kunne genkendes fra.

Jeg nåede at miste lysten til at anmelde From Sarah, før jeg kom i gang. Kombinationen af en sovende søn og et par defekte hovedtelefoner tvang lydniveauet ned i en grad, hvor musikken flød sammen til en sovs præget af lidt for megen kulør. Dage senere, og en mulighed for at dreje volumeknappen mod højre meldte sig, og det samme gjorde en mindre åbenbaring. Det der med, at first impressions last, er intet andet end en gang markedsføringsgejl. I tilfældet From Sarah skulle det i hvert fald vise sig, at (cirka) tredje gang blev lykkens gang. Detaljerne myldrede frem, og pladens helhed stod klart frem for mine ører.

Der er som på de fleste gode plader meget at hente på Are We Ok? ved at lytte efter, og ved at lytte mere end én gang, før man fælder dom. Are We OK? er en plade af den type, der fungerer som helhed og glimrer i enkeltheder. Højdepunktet er ”Demons”, den eneste genganger fra Notes-ep’en, der bryder den gennemgående forknyttede stemning på pladen og river én med, godt hjulpet af sin grænsende til funky basgang. Det er dog det forknyttede, og på ingen måde funken, der udgør pladens røde tråd. Produktionen er stram, armene er ind langs kroppen, og hjertet bliver knuget til randen af klaustrofobi, mens man venter på, at pladen bliver forløst, men det sker ikke. Netop den undertrykte og uforløste stemning grænsende til det frustrerende er en af pladens store kvaliteter. I pressemeddelelsen hedder det: ”At være menneske blandt mennesker kan være den sværeste disciplin. Efter en barndom i en sekt føler man sig svigtet af himlen. Kan man være sig selv, når man er sammen med andre?” Svaret er muligvis gemt i teksterne, men når jeg lytter til Are We Ok?, får jeg i hvert fald fornemmelsen af behovet for at bryde fri fra noget. Om det er bevidst?

Enkelte feinschmeckere vil måske snøfte hånligt, når jeg kaster navne som Saybia og Kashmir ned på referencelisten, men From Sarah rummer mange af de samme kvaliteter, der har bragt de nævnte navne et bredt publikum. Trods den forknyttede stemning, den tidskrævende tilvænning og de store emner, består Are We Ok? af en række ganske umiddelbare numre. ”Wish”, ”In the Park” og titelnummeret kan jeg sammen med ”Demons” blive ved at vende tilbage til. Hvad Are We Ok? ikke har, er et egentlig hit. Det er ikke en kritik, blot en konstatering, og grunden til, at jeg ikke tror From Sarah for alvor får opmærksomhed hos den menige P3-lytter, og hvem der ellers ville have godt af at blive præsenteret for gruppen. Selv er jeg glad for at have mødt dem og håber, at vi snart skal høres ved igen.

(From Sarah "Are We Ok? anmeldt for Geiger)

Damon Albarn "Dr Dee (The Marvelous Dream)"
Jeg kan sgu ikke lade være med at tænke på om Damon har lyttet til Murder, for der er ikke langt fra hans vokalarbejde her og så til Jacob Bellens stemme. Stemningen er også den samme dæmpede som man finder hos Murder.

Kent "999"
Sveriges största rockband kalder de så frejdigt sig selv på deres Facebookside, og "999" kunne godt være første skridt tilbage til den titel. Sidst vi hørte fra dem på "En Plats i Solen" tog de stormskridt i syvmilestøvler væk fra titlen, men det her er så jävla bra, at jeg tror jeg vil tilgive dem alt.

Bat For Lashes "What's a Girl To Do"
Bat For Lashes har jeg altid tænkt var til øjnene og ikke ørerne, men Natasha Khan rammer plet med "What's a Girl To Do". Primært fordi den er den er meget, meget tæt på at lyde som en glemt optagelse med Black Box Recorder.

Emma Acs har stukket hovedet frem fra sit vinterskjul og lånt sin vokal ud til et par forskellige projekter. Det oplagte samarbejde er hendes bidrag til den anden single fra den fortkommende Baby Woodrose plade. "Dandelion" låner de indledende toner fra Emma Acs Fever", og triller så ellers stille og roligt afsted og folder sig ud som et af de blødere numre i Baby Woodroses sangskat. Forløberen "Nothing is Real" havde noget mere kant, men jeg kan ikke forestille mig andet end at der fint kan blive plads til begge på "Third Eye Surgery", der udkommer 16. april. Emma Acs har også flirtet med Kasper Bjørke, og det er så åbenbart endt i en trekant med ham, hende og Jacob Bellens, der også gæster på "Deep is the Breath". Alverdens gæstevokalister ville dog ikke kunne redde nummeret fra en skæbne som et middelmådigt stykke elektropop, der er mere uddateret end tidsløst. Tracket kan høres på Soundvenues Facebookside.

Tæt på en kold favn er en velkommen genkomst af Lise Westzynthius’ stemme, og for Lise Westzynthius en hjemkomst til det danske sprog. Efter tre engelsksprogede plader i eget navn og mere end fire år efter den seneste blev sluppet fri, dukkede titelnummeret fra "Tæt på en kold favn" op i slutningen af januar. Det fik mig til at læne mig tilbage i stolen med et stort smil. Lad det bare være sagt. Jeg har, fra jeg første gang hørte Lise Westzynthius som en del af Rhonda Harris, været svært begejstret for hendes musik. Hendes debutplade var min debut som anmelder, og det var også et interview med hende, der blev mit første. Måske derfor havde en stille nervøsitet sneget sig ind ved udsigten til et sprogskifte. Når sproget skifter til ens eget førstevalg, skal der noget mere kød på, ordene skal ophøje sig fra sungne lydord til meningsfyldte sætninger. Og det kan gå begge veje. Hvis nogen stadig skulle kunne huske, hvordan Kent i deres storhedstid forsøgte sig på engelsk, så vil der også være nogen, der vil nikke genkendende til mit postulat.

Det er på ingen måde på den sproglige front, at det halter. Ordene er intime og nedbarberede, og den brudte kærligheds mange floskler på fineste vis omskrevet til et jordnært dansk, der bliver pakket ind i alt fra grandprixrytmeboks over støj til en trutmundsfløjten, der sidst blev hørt, da Peter, Bjorn and John indspillede ”Young Folks”. Der er luft omkring ordene, men både bund og krop i musikken. Udtrykket er varieret. Der er lys forårspop i ”Se, uden hænder”, der er håndklapsdisko i ”Jeg glæder mig (Til at slå dig ihjel)”, og der er variationer over temaet ”inderlig” i sange som ”Alt hvad du gør” ”Glimt” og ”Malurten i mit blod”. Det er alt sammen meget ”typisk” Lise Westzynthius, men i en ny udgave, der synes at have mindre at skulle bevise, og muligvis derfor gør det så overbevisende. Det er sjældent, jeg tænker tanken, men den her plade er dæleme lækkert produceret.

Malurten bliver besunget på pladens sidste nummer, men i et glas der er langt over halvt fyldt, skal der også dryppes et par dråber af stadset. Der er to numre på pladen, jeg står af på i en grad, at jeg har fjernet fluebenene ved dem i iTunes, så programmet ikke afspiller dem i den tro, at jeg intet ville have imod dette. Pladens to duetter er også pladens to store spørgsmålstegn for mig. Duetten med Nikolaj Grandjean (”Når du vil) la mig elske dig” er nem nok for mig at dissekere; jeg kan i al sin enkelthed ikke klare den forlorent følsomme lyd af hans stemme. Det er sikkert et spørgsmål om smag og behag, men det noget nær pisser mig af, at valget af ham ødelægger en fin slow burner af en sang. Lige så uforståeligt for mig er det, at Sebastian-klassikeren ”Sangen om Langfart” er parkeret midt på pladen. Selvom sangen er opdateret, og bragt et velkomment stykke fra det oprindeligt noget mere gøglede forlæg, så er den så tro mod originalen, at det stadig er 100% Sebastian. Havde den været parkeret som sidste nummer, evt. lidt skjult , så fint, men hvorfor Lise Westzynthius har haft behov for at trække i et Lis Sørensen-kostume, og knække hendes egen plade på midten med denne fejlanbringelse af en coverversion, det er mig en gåde.

Det tog mig tid at komme ind på Tæt på en kold favn. Jeg har nået at være skuffet over helheden, og høj og skæv af enkeltnumre, før mine forventninger til pladen var skubbet så langt til side, at jeg kunne høre pladen for, hvad den var. Stemningen på de engelsksprogede plader var luftig og højtflyvende; på Tæt på en kold favn er Lise Westzynthius landet. Hvor man på de engelsksprogede plader kunne hive et fint ord som ”sfærisk” ud af sin anmelderordbog og klistre det ind i sin anmeldelse, så er der ikke brug for andet end den nudanske ordbog til anmeldelsen af den nye plade. Når man har fjernet et par flueben hist og her, er den i al sin enkelthed en intelligent og moderne popplade af fineste klasse.

(Lise Westzynthius "Tæt på en kold favn" anmeldt for Geiger)

der findes ingen skandaler
kun folk med for megen tid
og for lidt at bruge den til

19. februar 2012 - Dræby Fed.

Fotoet blev som det sidste frasorteret serien "Hinterland", der kan ses her.

 Flere amerikanske aviser har fjernet Doonesbury fra deres sider i denne uge.

In response to a Texas law requiring doctors to perform pre-abortion sonograms to shame women into going through with unwanted pregnancies, Garry Trudeau has penned a controversial Doonesbury comic strip to address the law, which he describes as "lunacy." The strip, which may or may not appear in your local newspaper this week, portrays a woman seeking an abortion at a Texas clinic. In one panel, a doctor reads a script provided by Governor Rick Perry, welcoming the woman to a "compulsory transvaginal exam." In another section, a Texas legislator calls the woman a "slut."While the strip is undoubtedly left-leaning, it is not nearly as controversial as Trudeau's personal views on the law. In an interview with the Washington Post, Trudeau calls the ultrasound device used in the procedure a "10-inch shaming wand," and he compares the invasive sonogram to rape: "The World Health Organization defines rape as 'physically forced or otherwise coerced penetration — even if slight — of the vulva or anus, using a penis, other body parts or an object.' You tell me the difference."

Ugens emne i serien blev også taget under The Daily Shows kærlige vinger for ganske nylig, og også her blev den behandling kvinder, der i Texas vælger at få abort, bliver udsat for, sidestillet med voldtægt. Når man læser op på emnet er det svært ikke at give Jon Stewart & Co ret. Emnet kører i Doonesbury ugen ud, og hvis du ikke som mig får alle dine amerikanske nyheder fra de to ovenstående kilder, men holder en avis, der har valgt at censurere de sidste 40 års bedste politiske satire væk, så kan du i stedet vælge at følge serien på Doonesbury.com.

11. marts 2012 - De Efterladte (Kulturmaskinen)