Godt lakket til,
fint sprittet af.

02-19-07 Industri.

02-19-07 Marius Pedersen.

02-19-07 Kolonihave.

Sidste års bedste danske plade, forrige års dårligste koncert og aftenens underholdning..

03-26-07 Udsigt

03-26-07 Foderstoffen.

Vi må desværre beklage...
Vi må desværre meddele dig...
Vi må desværre skrive til dig...
Vi beklager at måtte meddele dig...

-Jobsituation d.d.-

"Mor er død, kroen er solgt og jeg er taget ind til byen for at starte et nyt liv."
-Russian Pizza Blues 1992-

03-25-07 DSB

Småsteppende, rygende og opløftet, med Linda Scott kørende i hovedet føltes det virkelig som sommertid, da jeg gik hjem i nat.

Det er sjældent jeg får det store ud af en mand og hans guitar, hvad Sir Richard Bishops opvarmningstjans satte en stor, tyk, fed streg under. Fanget i krydsfeltet mellem El Condor Pasa og se hvad jeg kan, blev hans udskejelser til hurtigt til noget, der skulle overstås. En art guitarspillende skærsild.

Jeg har sjældent fået så meget ud af en mand og en guitar som det Bonnie "Prince" Billy leverede. Han bandt numrene fint sammen med historier om dette og hint, lyden var forrygende, publikum godt og hele oplevelsen var bare ahhh... Tiden mellem numrene blev udfyldt med stor indlevelse, indsigt, underspillet humor og noget, der virkede som en oprigtig fortællerglæde. Det slog mig da han nævnte sin alder, at han største bedrifter blev leveret da han var mellem 29 og 33 - her hvor jeg står. Det må være hvad det er - jeg har 3 år endnu, men hvis jeg om 6-7 år kan se frem til bare lidt af den ro og det indblik jeg var vidne til på scenen i går, så er det ok med mig.

Joy, joy and jubilee...

Jeg bliver ikke den grimmeste og næppe den hippeste på Enghave Plads i aften.

Når man har opnået en åndelig opvågning, der kommer til udtryk i både balance og harmoni, såvel indvendigt som i forhold til gud. Så bliver man villig til at dele sin erfaring og sine håb med andre i samme situation og til at udleve dette i alle livets aspekter. Således lyder det tolvte og sidste trin! Hvordan Allan Olsens tolvte i eget navn lyder ved vi den 14. maj – om det bliver den sidste ved vi først senere. Gaffa kom med lidt tekstbider og indsigt i går, tak for det. Men han er jo også lokal! Det ved jeg, men det kan jeg jo også læse mellem linjerne. En citeret linje om Katja Kean på film, understreger jo fint de 5 års tidsforskel mellem det danske og Jylland – i det jyske er hun stadig en lagenartist på nippet til at tage springet til sitcom og lingeri, hun har endda sit efternavn endnu. Her er hun glemt og kun til download. Og så ellers ikke et ord mere om den del. Jeg har fulgt Allan Olsen længe nok til at se ham tage springet fra at drikke cognac til at drikke mørk 5års Havana Club. Jeg har ham spille på Sydfyn, på Midtfyns og her i byen, 15års koncertoplevelser spredt ud over 42 kilometer, med et forudsigeligt publikum som eneste lavpunkt. Hver gang kunne den lokale spåmand læne sig ind over krystalkuglen og med sindsro mumle et profeti om at fadølsfulde folk ville råbe på det de hørte sidst og ellers tale højlydt når nyt materiale kom ud over scenekanten. Hatten af, artisten tog ansvar og satte billetpriserne op, i en formodning om at det ville fjerne den del af forumet – en strategi der til dels lykkedes. De højlydte var dog en evig fascination til koncerterne, når folkeligheden blev spiddet virkede det til at gå over hovedet på netop dem - folket.

Storytelleren Allan Olsen kan sit billedsprog. Et sprog, der fint matcher min barndom på landet – uanset historien er vi ikke langt fra hjemstavnsviser, der også kunne være foregået i det sydfynske. Indskudt så er jeg kvart nordjyde, en etnisk blanding, der tager toppen af den fynske dialekt og har givet mig et fint krejlergen. Sangeren Allan Olsen er mand nok til at lade sine tekster rumme standpunkter og holdninger, en kunst, der ellers snart vil blive glemt og hengemt fordi det passer så dårlig ind i tekster om latte, fantastiske mandage og hvad der ellers er oppe i tiden. Det er ikke protestsange og det er ikke politisk som i ’68, ”We Shall Overcome” og videre i den dur – det er diskret pakket ind, så selv DF’eren står og klapper med på Wir Will Ein Danmark. Jeg mener jeg begyndte at drikke ren rom på grund af Allan Olsen, mest fordi det tog sig så godt ud på scenen og jeg tror nok, at jeg som teenager blev lidt mere mand af at lytte til ham Allan Olsen. Pigerne havde Anne Linnet, os med diller var lidt heldigere…

Armslængdeprincippet (hvis jeg har forstået det korrekt)

Rød Tuborg vender tilbage og Egon, Kjeld og Yvonne vender sig i graven - ikke på grund af øllet, men alligevel godt begrundet.
Olsen Banden 14 blev den første store kommercielle reunion på dansk grund, og blandt de første i den række af genopstandelser, der nu gør at alt i elendighed fra Rugsted & Kreutzfeldt til Police kan opleves i Jylland. Hvor indhold og mangel på samme bliver overstrålet af gensynsglæden og det havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve (igen) og den fælles følelses af at vide at man ikke nu engang ikke mere laver musik, film, whatever som i gamle dage. Nu skifter Olsen Banden status fra frontløbere til medløbere når de fra og med næste år kan opleves i et af klappe-i-takt kulturens andre nye genopdagelser - musicalen! Det i så i biffen, tilsat en sang på læben og et par raske trin, der fint, festligt og flot indpakket skjuler, at historien halter. Jeg forstår ikke publikum gider, men gør de egentlig det? Det virker for mig som om, at oplevelseskulturen ikke længere handler om at se og høre, men om ikke at gå glip af noget. 400,- for at kunne sige, "det har vi været inde og se" når samtalen strejfer emnet henover Ekstra Bladet, torsdagsjournalistikken eller til parmiddagen. Der er intet nyt i det her - det er gammel vin på nye kartoner - det er det trygge og velkendte i opdateret indpakning - det er mere af det samme lort, men hvis det er det folk vil have, så fortjener de ikke bedre.

Monody Festival 1982.

Vejen hen til rock n' roll.

Tillykke med de 61 år kammerat.

Jeg har kun biograferet mig selv en enkelt gang, det var dengang jeg stadig var anmelder - et par år senere holder hovedtrækkene i beskrivelsen stadig vand.

Lige siden jeg som 11-12 årig begyndte at læse Bravo og Mix har jeg drømt om at blive pladeanmelder. Nu hvor jeg er blevet det, forstår jeg ikke, at prestigen, festerne og stofferne udebliver. Indtil videre har jeg væbnet mig med tålmodighed, men venter ikke evigt. Jeg har det svært med hellige køer og hype. Til gengæld nærer jeg en forkærlighed for synth, melankoli, de mørke 80’ere, længsel, storladenhed og bøjer mig gerne ydmygt i støvet for dem, der kan og vil noget med det danske sprog.

Harvey Pekars barndom og ungdom genfortalt i Dean Haspiels streger, giver et næsten for intimt indblik i hans begyndende neuroser. Det er selvfølgelig svært at bedømme hvor meget, der er lagt til historien, men selv med det begrænsede indblik jeg har i Pekar, sidder jeg med en klar fornemmelse af, at det er minimalt. Historien er overfladisk fortalt, men hurtigt, efterhånden som man får en fornemmelse af karakteren og omgivelserne, viser det sig, at det er den måske stærkeste måde at gøre det på. Stærk fordi Pekars liv går i cirkler og hele tiden falder tilbage i de samme tomrum, forudsigeligheden bliver i sig selv et trumfkort. Der er noget genkendeligt i sortsynet og neuroserne, men det er fortalt på en måde, hvor jeg føler mig trukket ned i hans afmagt i stedet for at kigge på mig selv og tænke, at jeg er sluppet nådigt. Pekars fortællinger har ramt en nerve i mig og jeg har ramt en guldåre med ham. Det er sjældent det sker og derfor føles det så forbandet godt, når man finder et nyt sted at vende hjem til.

Don't you know that it's bad luck to be superstitious..
Blanche vender tilbage til sommer, jeg håber Tracee Mae Miller er rødhåret igen til den tid.

Det var uden tvivl et dumt træk, at tage min første erhvervede Harvey Pekar tegneserie med i seng i går aftes lidt i 02. Hvem trækker frivilligt en klaustrofobisk kræftberetning med ned under dynen. Én, føltes det, uendelig lang beretning om elendighed, depressioner og sygdom. Lidt i 04 kunne jeg konstantere, at selv om Our Cancer Year lægger til grund for en stor del af American Splendor, så stikker historien langt dybere og er både tungere og mørkere. Graden af hvor selvudleverende historien er fortalt er beundringsværdig og den humor man finder i filmen, er fraværende - i stedet står sortsynet frem i et langt klarere lys. Jeg kan ikke finde hjem i den her historie, det er for mørkt - måske hvis canceren tog mig. Men jeg skal finde videre i Pekar, for jeg blev grebet. Til gengæld for det vil jeg dykke ned og se om han ikke er værd at holde fast i som historiefortæller.

En nedadgående kurve knækker ikke, bare fordi den når et nulpunkt.

Hver generation sin Dylan, men selv om han næsten vælter huset på denne dvd så skaber han ikke noget ungdomsoprør. Det er fabelagtigt underspillet og fremført, det er alt det som Mick Øgendahl er for højlydt til nogensinde at blive, bl.a. sjov og skulle det være så er der et par highlights her og her.

Mads Mouritz var fin da han var opvarmning brødrene Olesen, men alt for (lidt for) lalala-hvor har jeg har jeg hørt dig før, jeg er ny, men tak fordi du spørger. Og pladen - Glem den! Men stadig hans gedigne guitarbehandling og umiddelbare udtryk satte sig fast lige ved siden af ønsket om at høre ham med bedre materiale, eller alternativt med noget, der lignede et personligt udtryk og hvorfor ikke få det personlige præg udefra og det har han gjort og udtryksleverandøren til guitarbetvingersangeren Mads hedder Lone og nu kommer der snart en plade med resultatet og det bliver muligvis ikke stor kunst, men bare (og bare) forfriskende naivt i en stil, der lyder noget i en retning á la Den Forsinkede Dreng og lyrik der formodentligt, forhåbentligt og sandsynligvis ligger kvantespring foran hverdagspoeterne. Det er hvad jeg tror, men hvad ved jeg. Danskere kan høre Lille Krokodille m.m. her, tyskere kan høre den Lille Krokodille her.

Jeg skal ikke bevise noget, jeg skal allerhøjest klippes.

I dag slår de igen - I dag må de slå igen.

(Bemærk venligst, at Dollywood er en forlystelsespark og at Great Smoky Mountains er en bjergkæde)

Alle raske drenge og piger hører Sunday Morning med Margo Guryan, mens de venter på foråret og lysere tider.

03-06-07 Stuebord.

Hør elskede, de spiller vores sang.

03-05-07 Attrapholt.

03-05-07 Kolding Fjord.

En møbelsamling man ikke må sidde i og billedkunst man ikke må fotografere. Attrapholt.

03-05-07 Trapholt.

Næste Uges Tv debuterede i december 1980 i forsamlingshuset i Kvorning, Bent Bertramsen var så vidt vides ikke blandt publikum.

Hold i ryggen og skriveblokering i tastaturet.

En følelse af DMA.

(dedikeret til Kenneth Thordal)

Bogudsalg:
Franz Kafka - Aforismer og andre efterladte skrifter
Albert Camus - Den Fremmede
Henrik Nordbrandt - Håndens Skælven I November
Leonard Cohen - Barmhjertighedens Bog

Desværre var der ingen af de lokale pubber, som viste dagens nyklassiske københavneropgør på storskærm.

01-01-06 Fred og ro, tæt på Nørrebro.. sidste år

Nørrebronyt