Jyllands Posten og Berlingske beskriver meget godt min oplevelse af gårsdagens Tinderstickskoncert, det havde klædt oplevelsen at være 20 minutter længere, med plads til lidt mere af det ældre materiale. Alligevel var jeg en glad og tilfreds mand, da jeg tidligere i dag kørte ned på posthuset, og hentede den Marbles 7" som posten forgæves forsøgte at aflevere forleden.

Ugens klumme:

Da Michael Silberbauer for et par uger siden spyttede det meste af sin overmund ud, efter en lidt for hårdhændet kontakt med Esben Hansens baghoved, spyttede han samtidigt OB i førertrøjen som havende den hjemmebane, der koster flest tænder. Det er ikke en statistik, der fylder meget i pressen, men man må i en sæson som denne, gribe ud efter de halmstrå der er. Djiby Fall gjorde i hvert fald sit i søndags for at udbygge den føring, kort før han så rødt.

At se OB spille mod Lyngby i søndags, var lidt som at se en far spille fodbold med sine børn. Man ved, han snildt ville kunne overtrumfe dem og spille dem ud af banen, men han lader være for ikke at kvæle børnenes lyst til at spille fodbold. Enhver ved jo også, at man ikke sparker til folk, der ligger ned, og at det ikke handler om at vinde, men om at være med, så selvfølgelig skulle Lyngby have et point med hjem som et minde om dagen. Det er selvfølgeligt fint og flot, at OB på den måde bringer noget pædagogik på banen, men omvendt har Lyngbyspillerne også en alder, hvor de er gamle nok til at lære, at livet også byder på nederlag, og når nu alle andre har belært Lyngby om det sæsonen igennem, hvorfor så ikke sætte en stor tyk streg under facit?

Det er dog alligevel et sympatisk træk, at klubben på den måde viser hensyn til andre. Et forhold der også gør sig gældende internt i klubben, hvad anden forklaring kan der være på den manglende plads i pokalfinalen i år, end en hensyntagen til de katolske spillere i klubben. Ville det måske være fair at sende dem på græs på en helligdag?

Den konstante følelse af nærved og næsten, og manglen på indfriet potentiale i denne sæson til trods, så tager jeg alligevel gerne turen ud på stadion, eller bare ind foran tv’et de dage, hvor jeg ikke lige kan overskue at skulle høre Obs fankor synge sig igennem to gange tre kvarters shålålålålå. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om der egentlig er tekster til deres sangrepertoire. Jeg har heller ikke tænkt mig at lytte efter, halvvejs gennem første halvleg lyder det alligevel mere som kinesisk vandtortur end et egentlig rytmisk tiltag.

Alligevel kan intet dog afholde mig fra at holde med OB, men derfor får du mig dog ikke til at kalde holdet for striwerne. Jeg har ikke lyst til at være på kælenavn med en flok fyre på min egen alder, det er den slags man har kærester til, dem må man så til gengæld ikke råbe af, men det må man af spillerne. Det er derfor kampene tiltrækker tusindvis af mænd hver gang.

042908 Når mænd med weltschmertz køber biler (spottet ved Nørreport).

Tirsdag bliver cykeltur, togtur, s-togstur, metrotur, gåtur, Overgaden, gåtur, shoppingtur, metrotur, s-togstur, gåtur, Ellebjergvej, dikkedik, kaffe, nevø, søster, gåtur, s-togstur, gåtur, værtshus, pølsevogn, værtshus, Enghavevej, Vega, Murder, Tindersticks, gåtur, (værtshus?), togtur, cykeltur..

..og en smule fotografering hist og her.

Hvor jeg dog hader duer. Har de bevingede møgkræ virkelig ikke noget bedre at give sig til end at overskide mine terrasser? Jeg har accepteret, at terrassen ud til vejen er tabt. Det er også ok, at de ligger derude og har rede i deres eget tommetykke lag af lort, men kunne de så ikke se det som en stiltiende gentlemanagreement, og så lade den bagerste terrasse være? Terrassen, hvor jeg lige kan nå at stille to stole ud, så man sidde og kigge ned på havnen. Men nej, de gør deres for at gøde et betonunderlag som intet alligevel kan gro på, og sidde derude og kurre løs, når jeg forsøger, at sove. Jeg hader kræene så meget, at jeg lurer på at finde æsken med min morfars medaljer frem. Han var ironisk nok prisbelønnet dueavler og holdt brevduer i baghuset. Finde æsken med medaljerne frem, finde en passende kasteteknik, og så ellers verpe dem efter duerne, og hver gang jeg ramte én råbe "skæbnens ironi møgkræ"!

..men måske jeg alligevel skulle lære, at enten styre eller præcisere mine eder og forbandelser. Her til aften udbrød der fugleinfluenza i Stenstrup, hvor jeg stammer fra.

042708 Stige ø

042708 Stige Ø

Aftenens udvalg på anlægget

Billedquiz:

Jeg er endelig kommet ind i varmen,
jeg tror jeg åbner et vindue.

Endnu et godt bud på årets pladetitel, er Martha Wainwrights I Know You're Married, But I've Got Feelings Too.

Here’s The Rhonda Harris er et solidt stykke håndværk, men det kan et solidt muret stykke væg også være, uden at det nødvendigvis er spændende at kigge på af den grund. Ikke desto mindre tager jeg alligevel ud til Kansas City i aften og ser, hvad Nørlund & co. har at byde ind med. Jeg har set Nørlund live et utal af gange og har vel én 10-15 Auditorium titler i samlingen, alligevel synes jeg hans stjerne er falmet igennem de senere år. Dog med Tell the World We Tried som en positiv undtagelse, men her fik han også materialet serveret. Hans produktioner keder mig, og i tilfældet med Unmack pladerne synes jeg at produktionen decideret kvæler materialet, men igen det er solidt håndværk. Og solidt håndværk er åbenbart efterspurgt, i hvert fald synes det at han har succes i producerstolen, hvor senest Lars Lilholt har nydt godt af ham. Auditorium synes også på vej ned. Jeg gider ikke musik som 1-2-3-4, der ikke synes at have andet at byde ind med end et fladt bud på britpop anno nu. Helt uforståelig var udgivelsen af Ulla Henningsens Skønne Spildte Dage, hvor den ellers dygtige dame brutalt slagter vitale dele af den danske sangskat.

Da Nørlund turnerede med ovennævnte Unmack tilbage i februar virkede han uoplagt da de indtog Dexter, bagstiv og hoven for nu at få det på det rene. Sådan har det dog ikke altid været, jeg husker mange fine koncerter igennem. Bedst i perioden med Lise Westzynthius, det var uden tvivl sundere for fantasien at høre hende synge Think Of Me Naked end når Nørlund selv gør det. En enkelt gang var det tæt på at fantasien blev til virkelighed, da jeg fra min plads på forreste række i Vega kunne se lige op under hendes cowboyjakke og konstatere, at det var alt, hun havde på til at dække overkroppen. The Trouble with Rhonda Harris står, måske grundet hendes bidrag, i min bevidsthed også stærkest af Rhonda Harris udgivelserne. Udgivelserne i Nørlunds eget navn kan der ikke sættes en finger på, hvad sidste års opsamling Resumé fint understreger. Af samme grund er de blevet lagt til side under min nylige oprydning i stakkene af cd’er, for snarest at blive genhørt.

Måske overrasker Rhonda Harris i aften. Måske tiden er moden til en tour i eget navn, med band vel at mærke. Måske trænger Nørlund bare til en lang ferie, eller jeg til en lang pause fra Nørlund. Sikkert er det dog, at uanset, hvad Nørlunds næste træk bliver, så skal Klaus Lynggaard nok stå klar med en rygklapperanmeldelse.

Jeg har nu afstået mit eksemplar af Accelerate. Jeg har ellers nogenlunde alt med R.E.M., men nu vil jeg ikke mere - selv Around The Sun kunne jeg finde mig i, men det her bonderøvsrockhelvede er for meget. Tak for den tid vi har haft sammen, jeg bliver desværre nødt til at gå nu.

Torsdag den 27. januar 2000 spillede Sigur Ros som en del af Venue Festivalen på Rytmeposten i Odense. Før dem spilede Mew, der på det tidspunkt kun havde udgivet Triumph For Man, men hastigt nærmede sig udgivelsen af Half the World is Watching Me, der udkom et par måneder senere. Anmelderen i Fyns Stiftstidende kaldte ganske rammende og dækkende koncerten for ”kort og skuffende”, tiden har siden vist, at de aldrig skule blive de store liveoplevelse.

Jeg boede i Svendborg i starten af 2000, og levede et simpelt liv uden tv og internet i min lille lejede loftslejlighed, med hems og bjælker i loftet. Det historien nu skal nå frem til er, at jeg stadig hørte radio dengang, og en aften kort før årets Venue Festival havde værten i et af den slags programmer ingen laver mere, fordi alt var bedre i gamle dage, fokus på årets festival og især Sigur Ros. De lød som intet jeg havde hørt før, og jeg blev ramt af en klar fornemmelse af, at det her måtte jeg opleve. Ingen tvivl om, at jeg var lettere at imponere dengang. Min musikalske viden og verden var, trods en også dengang dominerende rolle i mit liv, noget begrænset i forhold til, hvor jeg synes jeg står i dag. Men stadig, for hvert nummer værten nåede at spille, voksede min nysgerrighed, der allerede ved første nummer havde nået et punkt, hvor jeg vidste at den skulle indfris.

En bil blev lånt, for torsdag aften er transportmulighederne mellem Odense og Svendborg ikke eksisterende når klokken passerer sent. Mew var som beskrevet, der mangler måske en linje om et studie i forfejlet arrogance, men ellers er deres indsats på aftenen så rigeligt uddybet. Sigur Ros husker jeg meget lidt fra. Jeg husker at Rytmeposten var fyldt tæt på helt op, jeg husker at folk satte og lagde sig ned under koncerten og jeg husker, at jeg var helt væk. Koncerten rykkede ved nogle ting, det var hverken en øjenåbner eller lyset jeg så, det var bare noget helt andet og noget ganske særligt. Jeg havde aldrig før set nogen spille guitar med en violinbue før, hvad der vist gjaldt de fleste tilstedeværende, og så sang de på et selvopfundet sprog, som om islandsk ikke var uforståeligt nok. Koncerten var ganske enkelt fantastisk.

Efterfølgende fik jeg en af min mors kolleger til at tage Ágætis Byrjun med hjem til mig fra hendes rejse til Island. Der skulle nemlig gå et lille halvt års tid før Ágætis Byrjun og de to ep’er, der kom i forbindelse med pladen, blev udsendt i Danmark. Året efter spillede Sigur Ros som opvarmning for Radiohed, da de gæstede plænen bag Valby Hallen. Siden blev de hvermandseje, og nu vender de tilbage.

Der blev i dag offentliggjort yderligere navne til årets Beatday. Det ser ud til at de to dage skal henvende sig til hvert sit publikum. Søndagens program med Aura, Tina Dickow, Thomas Buttenschön og Amy Macdonald trækker i hvert fald ikke andet frem fra min side end et skuldertræk og et gab. Det samme gør Guilleots og Kissaway Trail, der er tilføjet om lørdagen Men Sigur Ros er nu også på plakaten! Det vil i så fald blive fjerde gang, at jeg ser dem, hvad det også bliver med Mercury Rev. Seneste gang jeg så Sigur Ros i Vega for et par år siden var på det jævne, men både som opvarmning for Radiohead og på Rytmeposen var de en oplevelse af dem man husker. Da jeg så Heima (som ikke kan anbefales nok) for et stykke tid siden, fik jeg så absolut lyst til at se dem igen. Det ser nu ud til at skulle ske til august.

Relevant info og løs sladder her.

Jeg har lige lånt kvinden til venstre 25$ via Kiva.org, jeg indrømmer blankt og ærligt, at jeg ikke kunne stå for hendes navn.

Mean Touch lives with her mother and family on an island in Cambodia's Mekong River. For the past decade, Mean has earned a living by buying vegetables grown in her village and selling them in a market in the capital city of Phnom Penh, which is about 12 kilometers away.

For at kunne fremvise den omtalte udsigt bringes ugens klumme her.

Min opvækst foregik i det sydfynske, men når hjemveen en sjælden gang melder sig, er det egnen, og ikke byen jeg stammer fra, jeg længes efter. For med Sydfyn følger det Sydfynske Øhav, der med sit vand og småøer omkranser det indland, hvor jeg trådte mine barnesko. Så på sin vis vendte jeg hjem da jeg i søndags efter snart et år som genfødt lystfisker endelig skulle have min havdebut. Der var blevet købt fiskekort, fiskekassen var blevet tjekket, og der var blevet lagt et par små flasker bitter i bunden af samme.

Afgang søndag morgen klokken tidligt, ikke vanligt fiskertidligt, men rigeligt tidligt til mig og så på en søndag! En af fordelene ved at være på min alder er, at alle bekendte kører stationcar for at have plads til deres poder og udstyret til dem, men omvendt giver det rigelig plads til fiskeudstyr, når det er nødvendigt. Med fiskeudstyr og undertegnede inde i bilen gik det så ellers ned af den til formålet nyanlagte motorvej mod det sydfynske. Undervejs kunne vi kigge på bagsiden af de huse, vi i al min levetid har passeret fra den anden side på A9, vi kunne høre hasselmusene diskutere motorvejsbyggeriet inde fra skoven, da vi kørte ind på den gamle hovedvej og på vej over Svendborgsundbroen kunne vi kigge ned på det grønne område ved siden af kirken og tænke på hvor mange pjæktimer vi havde tilbragt dernede i bedre selskab, end handelsskolens regnskabstimer kunne tilbyde.

Alt sammen for at nå frem til et gammelt udtjent færgeleje, der skulle tjene som udgangspunkt for dagens fiskeri. Det er et af de der hemmelige steder for de indviede, og udover os var der da heller ingen. Ingen mennesker, ingen fisk. Officielt fiskede vi hornfisk, selvom det stadig er på kanten af sæsonen, uofficielt fiskede vi bare. Skulle det utænkelige være sket, ville jeg så nødig hive en fisk ind og så stå og skulle være skuffet over, at det ikke var en hornfisk. Men da vi havde accepteret, at det ikke var sæson for hornfisk, at torsken ikke har hørt, at den er særligt glad for rødgule blink og at havørreden åbenbart er et mytologisk dyr på linje med Midgårdsormen, kunne vi slappe af og bare stå og nyde udsigten, forårssolen og livet som glade amatører, vel vidende at ingen som os i søndags, tidligere har gjort så meget for at holde sejlrenderne i det Sydfynske Øhav rene for tang og søgræs, og det må da tælle for noget.

Ved en af ringvejene her i Odense ligger et forladt gartneri, som jeg har haft lyst til at tage mit kamera med ud til, hver gang jeg har passeret det. I dag blev så dagen. Stedet har ligget øde og forladt hen så længe, at der står fuldvoksne birketræer op igennem nogle af drivhusene. Der er en brandtomt på grunden, et par huse og 10-15 store smadrede drivhuse. Det ligner noget, der i bedste spøgelsesbystil er blevet forladt fra den ene dag til den anden.

Jeg har lagt en serie af billeder fra i dag op i et slideshow her.

042108 Forladt hus.

Posten bragte i dag Little Nothings af den franske tegner med det typisk franske navn Lewis Trondheim. Små hverdagsbetragtninger i streg og akvarel, taget fra hans blog, hvor de bliver fotograferet og lagt op efterhånden som de bliver kreeret. Anbefales.

042008 Siødæmningen

Forrige uge købte jeg Lee "Scratch" Perry opsamlingen Ape-ology, der samler op på 3 plader indspillet i Perrys eget Black Ark studie, hvoraf de to oprindeligt blev afvist af pladeselskabet. I dag købte jeg så Max Romeo - War Ina Babylon, optaget i det selvsamme studie, produceret af Perry og med Perrys husorkester The Upsetters som backing. Samme orkester, der optræder på Ape-ology, Perry selv var kendt som The Upsetter. Reggae er foruden Bob Marley stadig relativt ubetrådt land for mig, men efter at have hørt en massiv mængde dub på det seneste, vil jeg nu have et udvalg af dub og reggae føjet til min pladesamling. War Ina Babylon sætter barren højt for, hvad der ellers skal tilføjes samlingen. Næste tilføjelse bliver en opsamling fra Trojan Records, primært for at få fingre i Ring The Alarm med Tenor Saw, men også i et håb om, at Trojan Records borger for en vis kvalitet. Indtil da tåler anlægget og Exodus nok hinandens selskab en gang til.

Max Romeo - I Chase The Devil
Tenor Saw - Ring The Alarm
Bob Marley - Natural Mystic

Onlineudgaven af Geiger har just lige lagt et interview op med med Kloster.

I dag fik jeg langt om længe min CD-reol tilbage, den har været ude af huset i halvanden måned for at blive malet. Nu venter arbejdet med at genalfabetisere små 2.000 cd'er. På billedet kan man se, hvad der stod stakket op inde i klædeskabet. Jeg fik også min lp-reol i dag, der blev malet i samme ombæring. Så nu kan langt hovedparten af min relativt beskedne vinylsamling stå i stuen, behageligt tæt på pladespilleren.

Der er for meget papirarbejde ved at være voksen.

I går læste jeg de to Simon Grotrian digtsamlinger, jeg købte til bogudsalget. Det er virkelig lang tid siden jeg har afskyet noget så ganske forfærdelig inderligt. Indledningen til opsamlingen skriver at Simon Grotrian kræver noget af sin læser - Bullshit! (prosit) siger jeg. Det er ordbræk, men med den linje i mente skal der nok være nogen, der stirrer sig blind på siderne og i bedste magic eye stil ender med at se ting, der ikke er der. Jeg ved ikke om jeg mest har lyst til at pisse på bøgerne eller brænde dem, eller måske brænde dem og slukke flammerne med mit pis. Jeg har i hvert fald ikke tålmodighed til at pisse på dem og vente på, at de er så tørre at jeg kan sætte ild til dem, de skal ud nu! Forbandede bogudsalg, det er 30,- jeg ikke ser igen.

(Fundet under oprydning, var sikkert en bedre tanke i februar, hvor artiklen stammer fra.)

Jeg ville ønske jeg forstod svensk. Bedre svensk end jeg gør. Svensk nok til at kunne læse Oscar Danielsons nye bog Dagmar, men det gør jeg ikke. Jeg kan svensk nok til at ekspedere svenske turister, og svensk nok til at gå på opdagelse i deres sangtekster, men desværre ikke svensk nok til ikke at gå rundt i et stykke tid og tro, at linjen ”..min knutna hand i fickan..” fra Kents Om Du Var Här handlede om noget seksuelt. Andre gange vinder sangene ved det, der går tabt i oversættelsen. Det er spørgsmålet om brutal sex eller en knuget hånd i en lomme. Jeg ville nu stadig gerne forstå svensk nok til at læse Oscar Danielsons nye bog Dagmar.

Der er udgivet to dvd'er med den irske standupkomiker Dylan Moran, vel primært kendt fra den fabelagtige britiske sitcom Black Books. En vældigt venligt menneske har lagt disse ud på YouTube. Det er langt bedre end, hvad du ellers havde planlagt at lave de næste par timer.

Dylan Moran - Like Totally... 1-2-3-4-5-6-7
Dylan Moran - Monster 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10

Ugens klumme.

041508 Albani.

E inviterer Bush og kone til koncert. (klik på billedet for at læse)

041508 Parkeringskælder.

041308 Kerteminde.

Hver dag, det er dagen derpå, er det det samme. Hvor er mine nøgler? Hvor er mine nøgler? Hvor er mine nøgler? Indtil jeg indser, at jeg har smidt dem væk. Indtil jeg indser, at uden nøglerne ville jeg aldrig været kommet ind.

Nogle gange betaler det sig, mens det andre gange straffer mig. Chuck Prophet var straffen og aftenens hovednavn på Dexter, den tidligere frontmand i Green on Red spillede countrybluesrock af den slags som kun mænd omkring de 50, der forlængst har frasagt sig personlig udvikling kan nyde. Willy Vlautin var aftenens opvarmning, og belønningen for at udfordre min nysgerrighed med en tur på Dexter. Jeg havde egentlig troet det skulle være Chuck Prophet, der skulle være aftenens højdepunkt. Men nej. Har jeg nogensinde hørt en plade med ham, er det for længst glemt. Sådan kan manglende hukommelse få én til at tro det bedste om folk.

Richmond Fontaine derimod, har jeg hørt og afskrevet både forlængst og for nylig. Det havde jeg ikke de store forhåbninger om at deres forsanger skulle kunne ændre på. Det var dog tre intense kvarter, mens Willy Vlautin på sang og guitar, med Paul Brainard på pedal steel (og trompet) varmede op. Willy Vlautin var udadvendt, vedkommende og svært karismatisk, modsat Paul Brainard, der dog til fulde udfyldte sin rolle på scenen. Sidst i sættet opfordrede han folk til ønsker, og i forvirringen mente han at det var mig, der kaldte på et nummer. Jeg ville dog ikke kunne nævne en Richmond Fontaine titel om så mit liv afhang af det. Han havde dog ikke lyst til at spille den, da han var ret "messed up" da han skrev den og det var ikke et sted han havde lyst til at besøge igen. Efter koncerten passerede jeg ham ude på herretoilettet, hvor jeg fik et "hey, weren't you that guy that..." og nej, det var min sidemand. Ok, gider du sige til ham at det ikke var fordi jeg ikke ville spille den, jeg kunne ikke huske teksten. Det andet er bare en bedre historie.

Jeg købte hans anden bog Northline (da vi begge havde forladt toilettet), inkluderet i den ligger et instrumental soundtrack til den, indspillet af ham og Paul Brainard. Han signerede den med et "good luck always". Flink fyr ham Willy.

Willy Vlautin læser fra Northline over soundtracket
Willy Vlautin akustisk

29. april er det 18 år siden jeg blev konfirmeret, men grundet Tindersticks optræden i Vega denne aften bliver fejringen af dette faktum udsat på ubestemt tid. Det bliver anden gang jeg skal se Tindersticks. Første gang var i Ridehuset, det var dagen efter Eels havde spillet i Pumpehuset og dagen før min 27års fødselsdag, med en modvillig ekskæreste på slæb, der kun ville tage turen med mig, hvis det var med alt betalt. Siden blev det også til Stuart Staples fremragende solokoncert i Amager Bio sidste januar og nu altså Vega.

Jeg har fulgt Tindersticks siden Curtains, hvorfor jeg modsat flertallet, aldrig har kunnet hylde de to første plader, som værende mesterværkerne. Curtains står stadig som en musikalsk åbenbaring for mig og vil for mig derfor nok forblive højdepunktet i deres karriere. Jeg opdagede Tindersticks, da åbningsnummeret på Curtains, Another Night In lå på den cd, der fulgte med Zoo Magazine 09 – August/september 1997. Den samme cd, der præsenterede mig for Echo & The Bunnymen. Bladets femstjernede anmeldelse sluttede med at konkludere, at Tindersticks burde kendes og elskes af alle. Tiden har gjort den til en personlig favorit.

To år senere vendte Tindersticks tilbage med den stærkt undervurderede Simple Pleasure, der viser en lettere tilgængelig, tør jeg skrive mere soulet og poppet udgave af Tindersticks. Coveret pryder nu i indrammet plakatform, som det eneste, min køkkenvæg. Stuevæggene er også domineret af Tindersticks. Omslagene til Waiting For The Man, Nénette et Boni, Curtains og den selvbetitlede Tindersticksplade fra 1995 hænger side om side med Pogues, Smiths, Irma Victoria, St. Etienne og Morrissey. Sidstnævnte var den eneste, der prydede væggene da den modvillige ekskæreste første gang besøgte mig efter vi var flyttet fra hinanden. En gammel NME reklame for You’re the One for Me, Fatty – hun fangede ingen af de to skjulte budskaber.

Efter Simple Pleasure døde Tindersticks. Can Our Love… og Trouble Every Day var præget den ligegyldighed, der præger plader man fra første gennemlytning ved man aldrig vil gide fordybe sig i. Da Waiting For The Moon udkom i 2003, havde jeg afskrevet Tindersticks. Da jeg anmeldte pladen for Undertoner.dk, var det til en karakter på 5 ud af 6. Tindersticks rejste sig fra asken halvanden måned før de gik skulle på scenen i Ridehuset. Perfekt timing og en noget nær perfekt plade.

Siden er alle pladerne blevet genudgivet, med alskens bonusmateriale. Det har gjort det muligt at erhverve de ellers udgåede Live At Bloomsbury, Marks Moods og Nénette et Boni. Flere sjældenheder kan findes på dobbeltcd’en BBC Sessions fra sidste år, der på fornemste vis samler op på Peel Sessions med mere. Begyndere kan starte med den usædvanligt stærkt kompilerede opsamlingsplade Working For The Man, der udkom i 2004.

Hungry Saw udkommer 28. april. Tindersticks spiller i Vega 29. april.

Min anmeldelse af Waiting For The Moon på Undertoner.dk

Tindersticks – Rented Rooms
Tindersticks – City Sickness
Tindersticks – Hungry Saw (akustisk)

Jeg købte Jyllands Posten i går, og jeg købte Korrekturlæseren i går. Jeg læste Jyllands Postens anmeldelse af Korrekturlæseren i går og jeg læste Jyllands Postens interview med Peter H. Olesen i går. I dag læste jeg så Korrekturlæseren. Det er første gang, at jeg i den grad har set frem til en bog og det er første gang jeg har forberedt mig til en bogudgivelse ved at læse alt, hvad der lå halvt færdiglæst rundt omkring i huset - for at være klar, for at kunne holde fokus. Halvanden time tog det så. Halvanden time om at nå fra side 7 til side 133. Ikke den store grund til forberedelse, men jeg fik da i det mindste langt om længe færdiggjort En Flygtning Krydser Sit Spor. Fantastisk, men fantastisk tung.

Korrekturlæseren er ordret i forhold til oplægget, ikke noget overflødigt ordskvalder, ikke ordrig, men en fortælling skåret ind til benet. Som i en novelle bliver man som læser kastet ind i handlingen og må senere sige farvel til korrekturlæseren, før man helt ved hvordan det ender for ham. Men det er ikke en novelle, det er en kortroman. Kortroman er også et bedre ord end langnovelle. Bogen er skrevet i fire afsnit, men teksten er inddelt i blokke. Hver blok er et uddrag, på en linje eller på en halv, hel eller halvanden side. En skildring af en handling eller en tanke, blokkene tilsammen er billedet på en mand i nogenlunde frit forfald. Det er svært at føle nogen empati med korrekturlæseren, han har fanget sig selv i sine egne (u)vaner. Ekskonen derimod, den strigle, den stakkel. Godt det ikke er mig. Jeg er fuldt ud tilfreds med Korrekturlæseren, forventningerne er indfriet. Bogen er skrevet uden for mange linjer, der kan genkendes fra blog eller sangtekster. ”Jeg drømte jeg var et godt menneske” starter en side, og enkelte andre ord og vendinger hist og her virker bekendte, men genkendelserne står ikke i kø for at melde sig i overflod. Alligevel virker ordbruget, humoren i sortsynet og beskrivelserne i bogen bekendte. Korrekturlæseren er nogenlunde, hvad jeg havde forventet af Peter H. Olesen, Korrekturlæseren er også hvad jeg havde håbet på og det er så absolut godt. Applaus og skulderklapperi herfra.

mens havet rejser sig af vindens rasen
raser markerne over at vinden har lagt dem ned

Ekkoet af mit åndedræt fortæller at jeg nærmer mig. Mine fødder tøver kort, jeg trækker vejret en sidste gang, lukker øjnene og løber så hovedet mod muren.

Ugens klumme.

040908 Brødrister.

Interviewet med Olesen-Olesen bragt i Appetize, printet, scannet og så ellers lagt op her 1 - 2 - 3.

Den originale pressemeddelelse fra udgivelsen af De Må Være Belgieres 7".

Jeg har i forbindelse med onsdagens klumme lavet et kort interview med mig selv om det at skrive klumme og at skrive generelt. Jeg mødte mig under første halvleg af tirsdagens kamp mellem Liverpool og Arsenal. Billederne af mig blev taget af mig under en fotoseance dagen før.

-Var det svært at finde herind?
-Næh, jeg var bare ude i køkkenet efter en kop kaffe.

Stemningen er afslappet, da jeg sætter mig ned med mig selv i stuen for over en kop kaffe at gennemføre årets første, og måske endda eneste interview.

-Hvor skal jeg starte?
-Jeg starter bare!

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal spørge mig om, og det er tydeligt, at det irriterer mig. Min opmærksomhed driver mere og mere i retning af optakten til aftenens Champions League kamp, der kører i baggrunden. Jeg vælger at skyde fra hoften.

-Klummen?
-At blive bedt om at skrive klummen var et skulderklap, der kom lidt ud af det blå. Det havde godt nok været oppe og vende et par måneder før, da jeg første gang blev spurgt, om jeg ville være interesseret i jobbet. Redaktøren, der ansatte mig, kendte mig primært som debattør på et musikforum og måske, måske ikke, husker han mig fra dengang, jeg skrev for Undertoner.dk. Det gav lidt en tro på det hele. Jeg har jo ikke papirer på, at jeg kan andet end betjene et kasseapparat og fylde hylder op, så det var et fantastisk tilbud. Selvom jeg, når selvtilliden har en af sine bedre dage, selv mener, at jeg kan spille lige op med alt og alle, så er det sjældent, jeg kan vise det for nogen. Her fik jeg så chancen for at vise det.

-Tog jeg så chancen?
-Ja, det synes jeg, at jeg gjorde. Der blev rettet lidt til hist og her fra redaktørens side i starten, men stille og roligt fandt jeg formen eller formularen til, hvordan man skruer en klumme sammen. Formen hedder jo ret beset ”Oh, Odense”, som er klummens titel, men uden jeg egentlig helt ved det, virker det til, at jeg har nogenlunde frie hænder. Selv når jeg har leveret et par klummer i træk, uden at Odense er blevet nævnt, har jeg ikke hørt noget. Jeg håber, det betyder, at avisen er tilfreds.

-Bør de være det?
-Hehe.. Jo, det synes jeg. Mit mål er at skrive bedre end de andre klummeskribenter, der er tilknyttet avisen, og i al arrogant beskedenhed, synes jeg missionen lykkes hver uge. Jeg har selvfølgelig fordelen af nogenlunde frie hænder indenfor emnevalg, men jeg har så også valgt at benytte mig af den frihed. Den ene uge hylder jeg stilheden på Stige Ø, den næste skriver jeg sagligt om byens musikliv og ugen efter igen, får jeg fyret en masse galde af i retning af, hvem der nu lige måtte irritere mig på det tidspunkt. Jeg har efterhånden dannet mig en okay fornemmelse af, hvornår det er godt, det jeg skriver, og hvornår det er mindre godt, men selv når det er mindre godt, er det fuldt ud acceptabelt, og ikke noget jeg skammer mig over at få penge for.
-Hvordan er min løn som klummeskribent?
-Det er et supplement til lommepengene, men lønnen er som sådan fin. På de gode dage svarer det til en timeløn på et par hundrede kroner, når det ikke kører, er det nok stadig bedre betalt end at stå og kede sig på en tankstation. Uden at lyde frelst, håber jeg, så er det heller ikke pengene, der trækker, det er lysten, der driver værket. Jeg har skrevet anmeldelser, og jeg har lavet og skrevet interviews til Undertoner.dk, jeg har lavet biografier til Substans.info, men det her er en helt anden måde at skrive på. Det er en ugentlig fristil på mellem 2200-2500 tegn, med hvad jeg nu lige synes. Det giver en masse skriveerfaring i forhold til, hvad der virker og ikke virker. Det skal jo fungere, for at avisen gider betale mig penge for det. Jeg ved ikke, om jeg har fantasien til at forfatte noget fiktivt, og det er nærmest utænkeligt, at jeg rummer tålmodigheden til at forfatte noget så langt som en roman.

Det virker til, at mine tanker om det at skrive er ganske afklarede. Der er et vist ambitionsniveau, mest i retning af indholdet og ikke så meget hvad det skal føre til. Skriveriet har stået på i 6-7 års tid, længst tid hos Undertoner.dk, før det, tog jeg de første små skridt hos den for længst lukkede musikside Murmur. Mest lærerigt har det været at skrive for avisen og starte Substans.info op. Skal det virkelig ikke føre til mere?

-Hvad med fremtiden?
-Den er et sted derude.
-Forhåbentlig!
-Ja. Der er ingen konkrete planer. Sidste år skiftede avisen hele klummestaben ud i sommerferien, og jeg ved ikke, om de gør det samme i år. Jeg skal have taget mig sammen til at få skrevet noget mere til Substans.info, siden står i stampe ved de samme biografier m.m., der blev lagt på den dag, vi åbnede den op. Siden er god, men der kan komme så meget mere på, i en perfekt verden fik vi den også oversat til engelsk. Jeg har tænkt meget på at skrive anmeldelser på det sidste, ikke noget jeg gider gøre fast igen, men lige skrive et par enkelte for at se om jeg stadig kan. Interviews er en udfordring jeg virkelig godt gad prøve kræfter med igen, jeg har kun prøvet at lave en håndfuld af slagsen, men forberedelsen og dét at sidde ansigt til ansigt med fremmede mennesker og aftvinge dem nogle svar uden at ramme de samme vinkler og spørgsmål som ham, der talte med dem før mig gjorde, er en fantastisk arbejdsproces.
-Så klummer og mere musikskribleri?
-Primært, men der ligger også en lap papir på spisebordet med notater. Den føjer jeg stadig nye ting til. Idéen er at prøve at skrive en historie en dag, jeg tør næsten ikke sige novelle, men altså. En fiktiv tekst et sted i det nabolag.

Jeg takker mig selv og foreslår mig, at jeg åbner en øl til anden halvleg af Champions League opgøret, der nu kan få både min og mins fulde opmærksomhed.