Fire forskellige sange med fire forskellige kunstnere fra fire forskellige plader jeg glæder mig til.

1. Ræv Hund Bjørn - Jeg drømte, jeg sov på Christiansborg

2. John Grant - Pale Green Ghosts

3. Mouritz/Hørslev-Projektet - Gaver af ild (premix)

4. Woodpigeon - Sufferin' Suckatash

Udenlandsk musik 2012

(Links fremhævet med fed, og årslisten vanen tro skrevet på ingen tid med ingen korrektur) 

I mine øjne blev den internationale udgave af musikåret 2012 langt fra så interessant som den hjemlige. Mine pladekøb er i forhold til for et par år siden voldsomt decimerede, og af det jeg har fået købt er det minimalt, hvor meget af det jeg har fået lyttet grundigt til. 

Koncerter med udenlandske navne har også været holdt på et minimum. Sølle fire styk blev det til. Therapy? hørte til blandt heltene i mine sene teenageår, men de kom aldrig udover scenekanten på en flad tirsdag aften og vi endte med at gå efter en times tid. Årets koncert er nok en delt førsteplads mellem Oscar Danielson og Tomas Andersson Wij. Oscar Danielson leverede som forventet og forventningerne var høje. Tomas Andersson Wij tog jeg derimod til koncert med uden at kende det store til ham, og det blev en oplevelse af de store, og måske også nok den af koncerterne, der mest fortjener førstepladsen. Tomas, hans guitar, en stribe mesterligt fortællende sange kædet sammen med anekdoter om hans præstebedstefar m.m. greb et publikum bestående af kun 16 sjæle, der dog hver og en fik oplevelse med hjem. Jeg købte efterfølgende hans seneste plade ”Romantiken” der dog ikke lever op til koncerten. I forhold til koncertoplevelsen virker numrene nu sovset ind i instrumentering, det er ikke værre end at jeg har fået den hørt en del gange, men det er med koncerten kørende i baghovedet at jeg sætter den på. 

Sidste udenlandske navn på koncertlisten er Marissa Nadler, der i starten af året spillede på det genopstandne Pumpehuset (det er så gået op for mig, at det var i efteråret 2011). Koncerten blev særlig for mig fordi det er første gang jeg på forhånd spurgte om lov til at fotografere til en koncert. Det fik jeg, og jeg fik også smidt mit navn på gæstelisten til en fin koncert. Det er dog hendes plade ”The Sister” der er værd at fokusere på. I mine ører er det blevet til årets plade i 2012. På pladen afskriver hun en god del af den furievokal hun normalt leverer og kommer en smule ned på jorden, og det klæder hende. Som i tilfældet P.J. Harvey sidste år, så er årets plade leveret af en kunstner, der træder en smule ved siden af det forventelige og overrasker positivt. Der er en del lydeksempler på hendes Soundcloudprofil, og en stadig strøm af vekslende coverversioner. 

Leonard Cohens 2012 udspil ”Old Ideas” er den eneste titel jeg ejer fra de fleste mediers udenlandske toplister. Jeg har ikke dyrket den, men til min store tilfredshed noteret mig, at der er skruet nede for korsangerinderne. Der er også kommet nye plader fra Jason Lyttle, Calexico, Lambchop, Spain og Woven Hand som jeg har fået købt uden at gøre så meget mere ved dem. Gode plader, men meget business as usual. 

Min personlige favorit Woodpigeon leverede to fine udgivelser i år. Downloadep’en ”For Paolo” kom i januar, og i august kom så tour only cd’en ”Diamonds”, der er et opkog af lidt af hvert, sygeligt lækkert indpakket i foldet papdigipack og et kup til sølle 10€. Begge udgivelser hører til blandt det jeg med god grund har hørt mest i år. Flere mennesker burde virkelig få øjnene op for Mark Hamiltons musik. 

Årets genudgivelse må være vinyludgaven af Czars coverplade ”Sorry I Made You Cry”, der efterhånden har et par år på bagen, men som stadig er fantastisk at sætte på anlægget. Alternativt genindspillede Bonnie ”Prince” Billy en håndfuld af sine sange til ep’en ”Now Here’s My Plan”, der udkom i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Will Oldham on Bonnie ”Prince” Billy”. Bogen står stadig ulæst på hylden, men ep’en og i særdeleshed genfortolkningen af ”I See a Darkness” er fandens fine. 

Anmeldelserne kombineret med deres seneste plader afholdt mig fra at købe Kents nye plade, men ”999”  hører så absolut til blandt årets fineste sange og nok den mest skru-op-venlige. Til gengæld fik jeg fingrene i Bob Hunds ”Låter Som Miljarder”, der er på det jævne, men har to klare højdepunkter i ”Harduingetmankandansatill?” og ”Låter Som Miljarder”.

Dansk musik 2012

(Links fremhævet med fed, og årslisten vanen tro skrevet på ingen tid med ingen korrektur)

Det er årslistetid, og vanen tro skal der kigges på, hvad der har rørt sig blandt den inden- og udenlandske pladeindustri. I år kommer kiggeriet i to kapitler, med fokus på henholdsvis de danske udgivelser, og senere et kig på, hvad der er udkommet udenfor grænserne. Normalt sakser jeg fra Gaffas, Uncuts og Mojos årslister, hvad jeg selv har købt. Den afdeling er lukket ned i år, for jeg ejer ikke en eneste titel af de ti som Gaffas Redaktion har valgt til årets bedste. Alligevel vil jeg gerne knytte et par kommentarer til Gaffas ti udvalgte.

DJ Static har jeg ikke fået købt, men jeg har omvendt været ret begejstret for de par skæringer jeg har hørt fra ”Rolig Under Pres”, hvor især ”Alt Ved Det Samme”  feat. Per Vers begejstrer min indre hiphopper, der aldrig rigtigt kom længere end stilen fra ’96. Love Shop har jeg totalt mistet interessen for at købe plader med. Forgængeren ”Frelsens Hær” har jeg forlængst dømt som værende røvkedelig, og da førstesinglen fra ”Skandinavisk Lyst” landede med sit ”..jeg er dit kamera-ah-ah” tænkte jeg at det kunne være det samme. Omvendt leverede de en forrygende koncert på Posten i november måned, hvor fordums storhed rullede sig ud, og jeg fik bekræftet, at nutidens svulstige tekster totalt går mit hoved forbi, selvom jeg med øl i glasset og smil på læben alligevel steppede lidt med til det stive hvide beat. Raveonettes får jeg ganske enkelt ikke hørt på plade, men bander gerne af at deres korte danske forårsturne ser ud til at gå Odense forbi. Spleen United gik jeg glip af live to gange i år, de er (sikkert stadig) et forrygende liveband, men deres nye mere clubbede (deres ord) lyd har jeg intet behov for at køre ud over de hjemlige højttalere. Søren Huus skuffede mig, jeg have store forhåbninger til ”Oppefra og Ned” der ikke blev indfriet. Jeg synes der var noget på spil på hans første soloplade der retfærdiggjorde mit håb om et værk, men det blev en blød mellemvare af ingenting med tekster om lige så lidt og ”Den Der Isme” says nothing to me about my life. Efterklang, The Floor is Made of Lava og Lukas Graham ligger alt for langt fra noget jeg gider, og tilbage er der så Nørlund og Christian Hjelm. Nørlund er jeg vokset fra, eller måske er han vokset fra mig, i hvert oplever jeg efterhånden hans nye plader som den ene ligegyldighed af blød voksenmusik efter den anden. Christian Hjelm har jeg i kategorien for helt håbløst. Fire numre inde i pladen blev den for meget, og det hviner i mine tænder, hver gang radioen spiller ham. Tekster om ingenting tilsat blød 70’er rock, jeg troede vi var kommet videre!?

Og videre skal vi, for det er ikke all bad, hvad der er sket her til lands i det herrens år 2012. Sommeren vil for evigt blive husket som dancehallsommeren, og jeg nåede da også at få købt den hellige treenighed bestående af Eaggerstunn, Klumben og Raske Penges udgivelser. Raske Penges 12” rummede både ”Intelligent” og ”Original Bang Ding”, men var skæmmet af de sidste numre, der ikke krøb langt over det middelmådige. Indskudt bemærket så har Rasmus Poulsen (alias Raske Penge) med programmet ”Musik i virkeligheden” begået noget virkelig seværdigt tv. Raske Penge gav sammen med Klumben koncert på Magasinet tilbage i maj, og den koncert står som et godt bud på årets koncert 2012. Fuldt knald på et godt stykke over midnat foran et feststemt publikum, der kun lige var ved at lære de to herrer at kende var en festlig cocktail. Klumbens plade har jeg også været glad for, mest fordi den er herrens god at koble hjernen fra til. ”Fra Klumben Til Pladen” blev hurtigt slidt tynd, men som festligt lørdagssoundtrack holder den fint. Eaggerstunn måtte jeg vente længe på, det tog for evigt før vinylen dukkede op, men den levede op til forhåbningerne da den endelige dukkede frem og er klart den mest langtidsholdbare af de tre omtalte dancehalludgivelser. ”Kugledans” holder stadig, men fri mig for introen, hvorfor Mit Navn Er Keith skal have så meget spotlight fatter jeg niks og en hat af. I kølvandet på succes kommer der en del der ligner frem i lyset. Med andre var ”Tomgang” en ganske passende og sigende titel på Shaka Loveless første single, til gengæld trak jeg på smilebåndet, hver gang den overordentligt vellykkede spoof ”Nede Med Koldskål” dukkede frem.

Et andet bud på årets koncert er Frodegruppen 40’s forårskoncert i Svendborg.  Den faldt cirka sammen med udgivelsen af ”Angst I Det Postmoderne Samfund”, gruppens tredje lp. ”Jeg Hørte Hun Var Død I En Tsunami” er pladens otte minutters højdepunkt på en plade der hæver sig over forgængeren, og er et must for enhver Jens Blendstrup begejstret yngling. Ved samme lejlighed optrådte også Mouritz/Hørslev-projektet med sange fra den stadigt kommende plade, der vel hører ind under årets skuffelser i og med, at den ikke er udkommet endnu. Mads Mouritz optrådte for nylig i Odense sammen med Kristoffer Munck fra Mellemblond og Peter H. Olesen. Denne gang dog med mest fokus på de fem sange fra ep’en ”Mads Mouritz & Hælerne”, der har Kristoffer på rollelisten, Peter som tekstleverandør, og som scorer en delt førsteplads på den korte liste over årets danske ep’er. Lyt først til ”Den Sidste Dag & Den Første”, så ”Put Dig Med Mig” og forstå hvorfor jeg synes ep'en er et fint bevis på at blues kan være så meget. Indskudt bemærket har Både Lone Hørslev og Peter H. Olesen udsendt fine digtsamlinger i år, skulderklap til Mads for at mænge sig med de fineste leverandører af det danske ord. Aftenen med Mads, Peter og Kristoffer åbnede også mine øjne for Kristoffers projekt Mellemblond. Jeg har tidligere afskrevet dem som en blød omgang Nørlundproduceret bluesrock, men den seneste single ”Et Øje” holder høj klasse, og klasse nok til at jeg har omtalt gruppen som Mellemkød for sidste gang. Årets anden #1 ep er Ukendt Under Andet Navns fine sommermirakel ”Ekskursion”. Henrik Olesen leverer 20 minutters popzen, og burde snart få fingeren ud og virkeliggøre en koncert eller to.

Lise Westzynthius nåede jeg at se to gange i år. Første gang på Kulturmaskinen og siden hen på Dexter. Efter Dexterkoncerten købte jeg hendes fine udgivelse fra i år ”Tæt På En Kold Favn” på vinyl og fik stillet spørgsmålet om jeg var Martin, og det var jeg jo. Jeg spekulerer stadig over, hvor fanden hun vidste det fra.

Baby Woodrose fulgte deres udgivelse af ”Third Eye Surgery” op med en koncert på Posten, hvor vi fik lov at se Lorenzo Woodrose mere påvirket end jeg kan mindes at have set ham før. Pladens svanesang ”Honalee” kandiderer til årets nummer. ”Third Eye Surgery” havde Emma Acs med på førstesinglen ”Dandelion” og hun skulle så småt være på vej med nyt. Det var det positive, på minussiden måtte vi i 2012 sige farvel til Ralph Rjeiley som jeg for evigt vil forbinde med Baby Woodrose. Spids Nøgenhat fik via Orpheus udsendt et opkog af deres Roskildekoncert fra 2011 på lp’en ”De Sidste Her På Jorden”. Årets danske genudgivelse by far.

Jeg fik lavet et par længere interview med nogle virkeligt fine mennesker i det forgange år. Thomas Thomas brød en stilhed, der har holdt siden Plutos opløsning med pladen ”Alt Det Jeg Troede Du Bedst Ku’ Li’”. Jeg var vild med singlen ”En Ting” der var overraskende sleasy og moderne, jeg kæmper dog stadig en brav kamp med at æde mig ind på pladen, jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan forlige mig med valget af en moderne popformel som byggeklods for pladen, og det irriterer mig voldsomt, for jeg synes virkelig Thomas er en mere end a-ok poplyriker. Og en mere end flink fyr til at svare på spørgsmål til dette interview. Andet interviewoffer var Bjarke Søballe Andersen fra Dans & Lær, der var aktuelle med ”Flere Fugle”  tidligere i år. Interviewet med ham kan læses her.

 Et par enkeltnumre sniger sig også ind. Jeg har været ret forelsket i ”Sleep” med Pil & Liv, men er desvørre gået glip af dem de to gange de har spillet i Odense i årets løb. Den seneste uges tid har jeg også været småforelsket i ”Fjendemin” fra Jonas Breum. Jeg elskehader den, forstået således at jeg nærer en del antipati mod hans tidligere bedrifter, men synes denne er catchy som knald.

Som en art rosin i pølseenden kommer Klosters ”Ni Salmer Og En Aftensang”, der udkom for nylig og virkelig har ramt mig. Trods for længst udmeldt af folkekirken, og erklæret ikketroende ser jeg et stort lys i både salmer og en god folkekirkeprædiken. Kloster har gravet 10 mindre kendte eksempler frem fra salmebogen, og 9 ud af 10 gør jeg knæfald for (Jeg synes, der er en enkelt svipser sidst på pladen). Deres koncert i Skt. Hans Kirke i fredags var en stor oplevelse, på den ene side passede det store kirkerum godt til sangene, på den anden side er musikken så intim, at det virkede for overvældende at rummet var så stort. Lyt eventuelt til ”Liden Stund” og dan din egen mening.

Slutteligt har jeg sammen med Morten N. Carlsen som jeg lavede Manden fra Onkel børnepladen med givet mig i kast med en voksenplade under navnet Medio September. Vi er langt, der ligger mange sange klar og vi er ret afklarede i forhold til retning og stil. Vi skulle have været i studiet i november, men Ingolf Brown (Moral) som vi skulle have indspillet hos afgik desværre ved døden. Vi håber at finde en anden indspilningsmulighed i starten af det nye år.

Med fare for forglemmelser burde dette være min afslutning for dansk musik 2012.

"My songs last about 30 years - that's about the lifespan of a Volvo".

Leonard Cohen

Over Vesterbros tage vender dronerne hjem
På den anden side bakken kører maskinerne frem

Hovedstaden, bombet og sænket

Danmark er frit igen

Det er ikke fordi jeg bilder mig, at vores boghylder udgør et helt bibliotek. Det er primært romaner, en halv reol med tegneserier, en hylde til digtsamlinger og en med fotobøger, og så en halv reol, hvor det, der ikke passer ind i ovenstående kategorier står hulter til bulter. Det var i den afdeling, at jeg fandt ”Fotografen” for nylig. Købt for et par år siden, og siden sat i den uspecificerede del af reolsystemet, fordi den var for stor til at blive presset ind blandt de andre tegneserier. 

Ganske kort, så er ”Fotografen” halvt tegneserie/halvt fotobog. Tegningerne fortæller historien, og fotografierne dokumenterer, hvordan det i virkeligheden så ud. Man følger den franske fotograf Didier Lefèvres tur med læger uden grænser, og hvordan de i skjul bevæger sig fra Pakistan og ind i det krigshærgede Afghanistan via de samme ruter som våbensmuglerne, i evig frygt for at blive opdaget af russerne, og man følger Didier Lefèvres vej ud igen, hvor problemet nu ikke længere kun er russerne, men i højere grad hans afghanske guider. 

Et stykke inde i bogen slog det mig, at selvom udgivelsen udkom i perioden 2003-07 (oprindeligt tre bind), og handlingen udspiller sig i 1986, så fik jeg fornemmelsen af, at have læst en historie, der lige så vel kunne have udspillet sig i dag. Jeg tror ikke hverdagen har ændret sig synderligt for stammerne i den region, og uden at vide det, så vil jeg påstå, at våbensmuglerne er der endnu, fjendebilledet er bare ændret. Læst ud fra den kontekst bliver der lagt flere lag til bogen. 

Styrken i Didier Lefèvres billeder er at han kommer tæt på, meget tæt på. Der er ubærlige billeder af døende børn, der er billeder af operationer udført udendørs under primitive forhold, og i natten, med patienten kun oplyst af en pandelampe. Der er landskaber af uhørt skønhed, der er portrætter af stammeledere, lokale og guider, og der er uddrag fra hverdage, der ligger så ubegribeligt fjernt fra den hverdag jeg lever. 

Turen tog hårdt på Didier Lefèvre, han led efterfølgende af kroniske bylder og tabte 14 tænder, og når man i bogen følger hans strabadser gennem de måneder han var afsted, så er der noget skræmmende over, at alt det arbejde han lagde i turen, alt det han blev udsat for og de 4.000 billeder han tog undervejs, endte med sølle 6 billeder offentliggjort i dagbladet Libèration. 

Leder man efter hans arbejde, er det primært fra hans tid tilknyttet Læger Uden Grænser, at der dukker fotografier frem. Han begyndte at arbejde for organisationen i 1984, og var tilknyttet frem til sin død. Arbejdet for Læger Uden Grænser førte ham til så forskellige destinationer som Afghanistan, Sri Lanka, Colombia, Cambodia, Sierra Leone, Eritrea, Malawi, Niger, og Elfenbenskysten, listen af lande han besøgte på andre opgaver er lige så lang. 

Afghanistan blev han i tyve år ved med at vende tilbage til, fra 1986, hvor ”Fotografen” udspiller sig, til 2006, året før han døde. “When Doctors Without Borders asked me to go to Afghanistan in 1986, I didn’t hesitate. In hindsight, that journey now seems to have been one of initiation. Since then, I have returned to that country many times..”. Hvad der fangede ham ved Afghanistan finder jeg næppe nogensinde svaret på. 

Didier Lefèvre er ikke en veldokumenteret fotograf, og ikke et stort navn i fotografiets historie. Han har bidraget til enkelte for længst udgåede bøger, og en enkelt i eget navn er der også udkommet. Men uanset navnet på fotografen, så er gode fotografier, arbejde i en god sags tjeneste og en god historie altid vedkommende. Jeg vil opfordre folk til at investere i ”Fotografen” og dvæle ved Didiers dokumentation af sin rejse frem og tilbage over grænsen, og tænke på hvor nutidig den føles her 26 år senere. Efterfølgende kan man så lede efter den smule af hans arbejde, der ellers kan findes på nettet, og donere nogle penge til Læger Uden Grænser. Det virker rigtigt når man har læst ”Fotografen”.

De fleste vil nok forbinde Jan & Dean med ubekymret surfpop af samme årgang og på linje med Beach Boys. Det er også rigtigt nok, og det er synd at historien har glemt dem et sted i skyggen af Beach Boys, for de leverede også en perlerække af udødelige pophits. Jeg stødte på et portræt af duoen i et ældre Mojo, og det viser sig, at Jan Berry var lidt af et svin, der gav udslag i en del episoder, der bedst kan beskrives som "fucked up". Mest funderede jeg dog over, at han havde lavet en pro-Vietnam sang. Det meste musik, der har overlevet tidernes tænder og stadig bliver hørt i dag går den anden vej, og jeg kan da heller ikke mindes, at have hørt om fænomenet før. "Universal Coward" var en omskrivning af Buffy Saint-Maries "Universal Soldier", og var kontroversiel i en grad, at Dean sagde fra og nummeret endte i 1966 med at blive et soloudspil fra Jan Berry.

Hør nummeret på YouTube.

"Universal Coward"

He’s young, he’s old, he’s in between 

And he's so very much confused 

He’ll scrounge around and protest all day long 

He joins the pickets at Berkeley, and he burns up his draft card 

And he's twisted into thinking that fighting is all wrong

He's a pacifist, an extremist, a Communist or just a Yank 

A demonstrator, an agitator, or just a knave 

A conscientious objector, a fanatic, a defector 

And he doesn't know he's digging his own grave 

Oh, he just can't get it through his thick skull 

Why the mighty USA 

Has got to be a watchdog of the world 

He'll see the USSR bury us from afar 

And he'll never see the missiles being heard 

He's the universal coward, and he runs from anything 

From a giant, to a human, from an elf 

He runs from Uncle Sam, and he runs from Vietnam 

But most of all he's running from himself

Rocktrivia: Ian Curtis datter Natalie var et år gammel da han tog sig selv af dage. Hun er i dag fotograf, og har blandt andet fotograferet Doves (øverst) og Elbow (nederst).

14. november 2012 - Seden Strandby.

07. november 2012 - Mads Mouritz, Dexter.

07. november 2012 - Mads Mouritz, Dexter.

07. november 2012 - Mads Mouritz, Dexter.

 07. november 2012 - Mads Mouritz, Dexter.

07. november 2012 - Peter H. Olesen, Dexter.

 07. november 2012 - Kristoffer Munch, Dexter

For et par år siden ringede min telefon, mens jeg gik rundt i Slotsgade med min kæreste, nu kone, i hånden. Det var Ingolf Brown, der lige havde et par spørgsmål. I forbindelse udgivelsen af Moral "And life is... and more" på Karma Music havde jeg oprettet en MySpace-profil til gruppen, og nu ville Ingolf så gerne vide, om det var mig, der stod bag, hvorfor jeg havde gjort og hvordan det fungerede. Sådan gik snakken lidt frem og tilbage, og sådan gjorde den det flere gange efterhånden som han selv overtog profilen, og havde små praktiske spørgsmål. Senere ringede han med et par måneders mellemrum bare for at snakke, glad da han hørte jeg skulle giftes, glad da han hørte jeg skulle være far, og sidenhen altid nysgerrig efter at høre hvordan min søn havde det. Jeg nåede aldrig  at møde Ingolf, et par håndfulde telefonsamtaler og en del mails var hvad det blev til. Vi skulle dog have mødtes. Første gang planlagt var på min fødselsdag sidste år, hvor Jan Poulsen gav foredrag i Odense i forbindelse med udgivelsen af "Something Rotten", men økonomien kom i vejen. Og så for nylig. Det var planen, at vi skulle en tur til Aarhus og indspille noget guitar og vokal i hans indlæsningsstudie. Mails med ideer og praktiske småting fløj frem og tilbage indtil der lige pludselig ikke kom svar mere. Her til morgen kunne jeg så læse, at Ingolf var død og det gør mig umådelig trist. 

Ingolf. Tak for Moral, der er vigtig del af min kulturkanon, tak for samtalerne, der altid gav mig et smil på læben og tak fordi du gad åbne dine døre og lege musik med os selvom vi aldrig kom så langt. Det var en fornøjelse, at lære dig at kende den smule jeg nåede.

Følgende godt nyt kan læses på Melodikas hjemmeside.

"Der arbejdes på højtryk med at få færdiggjort Melodikas to kommende udgivelser, som begge er ep’er. I slutningen af november udgives debut-ep’en med Mads Mouritz & Hælerne som download samt debut-ep’en med Ræv Hund Bjørn, som udkommer på både vinyl og som download."

Mads Mouritz (uden Hælerne) kan opleves på Dexter i morgen aften klokken 21.

1. november 2012 - Bregnør Havn.

 4. november 2012 - Sibirien.

4. november 2012 - Pink bil.

28. oktober 2012 - Manoj Ramdas (Lise Westzynthius, Dexter)

28. oktober 2012 - Ebbe Frej (Lise Westzynthius, Dexter)

28. oktober 2012 - Lise Westzynthius, Dexter.

28. oktober 2012 - Gottschalk, Dexter (opvarmning for Lise Westzynthius)

 28. oktober 2012 - Lise Westzynthius, Dexter.

Oscar Danielson kommer igen til Danmark, og fortjener en syndflod af anbefalinger. Hvis du ikke er så dum, at du helt lader være, så er det her du kan se ham: 

22. november Teater Momentum, Odense 

23. november Forbrændingen, Albertslund 

24. november Café og Gallery Enten Eller, Aalborg 

25. november Galleri Fruerskovvej No. 14, Vipperød (Vestsjælland)

Hvis min nyresten, og deraf følgende noget ramponerede helbred tillader det, så bliver den næste måneds tid ganske koncertflittig. Her er den ideelle koncertkalender, hvis alt falder i hak.

28. oktober - Lise Westzynthius, Dexter

30. oktober - Therapy?, Posten

07 november - Mads Mouritz, Dexter

15. november - Love Shop, Posten

16. november - Helsinki Poetry, Kansas City

22. november - Oscar Danielson + Peter H. Olesen, Teater Momentum

Ny plade fra Eels 5. februar. 

Fingers crossed, at det er en af de bløde, og ikke endnu en udtur ud i det bluesrockede.

Trackliste:

01 bombs away 02 kinda fuzzy 03 accident prone 04 peach blossom 05 on the ropes 06 the turnaround 07 new alphabet 08 stick together 09 true original 10 open my present 11 you're my friend 12 i am building a shrine 13 wonderful, glorious

Voksenudgaven af "Manden fra Onkel" er nu nået så langt, at a: det er blevet navngivet "Medio September", b: at vi er begyndt, at sortere sange fra. Nedenstående tekst var den første, der blev skrevet til projektet. Jeg er stadig glad for den, men dens fjollede dødsfascination passer ikke helt til der, hvor resten af teksterne er endt. I mit hoved var melodien ikke langt fra De Efterladtes "Godmorgen Kynisme".

Graver 

Grav mit hul 

Graver 

Gør dit job 

Fra i dag er det slut med 

At slå øjnene op 

Begrav mig i regnvejr 

Når jorden er blød 

Ingen graver skal pukle 

Blot fordi jeg er død 

Begrav mig med besværet 

Giv mig bureaukratiet med 

Så kan formularerne brænde 

Op i helvede et sted 

Begrav mig med biblen 

Hvis præsten har ret 

Tro, tvivl eller trods 

Det vil altid være et gæt 

Begrav mig, begrav mig 

Efter mit sidste skuldertræk 

Og væk mig først igen 

Når verden er gået væk 

Begrav mig i regnvejr 

Når jorden er blød 

Ingen graver skal pukle 

Blot fordi jeg er død

30. september 2012 - Casper Hegstrup, Cody, Kulturmaskinen.

30. september 2012 - Casper Hegstrup, Cody, Kulturmaskinen.

30. september 2012 - Casper Hegstrup, Cody, Kulturmaskinen.

Da han først var inde ved købmanden gad han ikke gå ud i bilen for at se om huskeseddelen lå derude. Måske havde han lagt den sammen med solbrillerne. Havde han overhovedet husket at få dem med? Hun havde i hvert fald sagt mælk, men hvilken type. Hvad var det den pigen skulle have for at hun ikke fik bøvl med maven, og hvad var det hans kone brugte i kaffen? Han tog de tre gængse: sød, let, og mini. Og en pakke cornflakes. Uanset hvilken mælk han havde valgt forkert, så var det den mælk han helst ville have på sine cornflakes. Så længe hun ikke stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor han første gang i den tid de havde kendt hinanden, og de femten år før det, ville have cornflakes. Han gad ikke slagsmålet, hverken om mælk, glemt huskeseddel eller cornflakes, og slet ikke med 12 dage tilbage i isoleret luksussommerhus, med plads til otte personer, og udsigt til klitterne. Halvvejs oppe mod kassen måtte han vende om. Hvorfor afbillede de også en mark på mælkekartonerne, hvis de ikke var økologiske? Økominimælken kunne kun holde sig to dage til. Normalt havde han på hendes foranledning brokket sig over mangelen på friske varer, men heroppe i ferieland ville han kunne spise hende af med c’est la vie og when in Nordvestjylland. Resten af huskeseddelen kom han i kurven efter hukommelsen, hvad han ikke fik med hjem, havde de ikke haft, og det var lige langt nok, at køre yderligere ti kilometer for at komme i Superbest. Mon ikke hun købte den? Så længe huskeseddelen lå i bilen, og ikke hjemme på køkkenbordet skulle det nok gå. Grillen overfor lokkede. Hvis han tog en øl til de to ristede hotdogs med det hele, som han halvt om halvt havde planlagt da han stod ud af bilen, så ville hun kun kunne lugte løgene, og han ville kunne nøjes med at få ballade for at have spist så tæt på spisetid, og ikke stå til regnskab for om det virkelig var nødvendigt at drikke når han skulle køre. En halv sejr. Glasset var halvt fyldt da han blev færdig med den anden hotdog. Halvt tomt, da han tænkte, at han næppe kunne trække den længere, hvis han skulle kunne dække den ind med en undskyldning om kø i butikken. Varerne i bilen. Solbriller og huskeseddel på deres urette plads. Nøglen i tændingen. Telefon, foretrukne, ”Jeg kommer hjem nu, der var mange i butikken..”, dyb indånding, kør.

 9. juli 2012 - Zoologisk Have.

Et umage par.

Jeg trænger til et hit. Min pladekøbsfrekvens er nede på det laveste den vel nogensinde har været, men uanset, hvad jeg opsøger, så mangler der noget. Efteråret har foreløbig budt på plader med Calexico og Woven Hand, der begge er fortrinlige, ja nærmest fremragende, men det er også bare Calexico og Woven Hand plader. Intet nyt der, og dem har jeg stående i forvejen. Jeg havde satset højt på, at Codys "Fractures" skulle blive efterårets plade, men en knaldkedelig produktion og en del uinspirerede tekster har skudt den drøm ned. Det startede ellers så godt med først "Caroline", der lyder som Sufjan Stevens godt måtte begynde at lyde igen, og så "Mirror" der med fin, fin video og fortryllende pophooks lovede noget stort. Men nej, jeg kan ikke hidse mig op til at gide høre pladen igen, og håber virkelig der bliver smidt noget nerve i numrene når de gæster Odense i næste uge. Eagger/Stunn vinylen landede i dag, og også den har jeg nærmest opgivet på forhånd. Der var lige det der hit med ham der psykologen fra Malk De Koijn, men alt jeg har hørt sidenhen har småskuffet. Måske håbet om efterårets plade skal kastes i retning af Thomas Thomsen, måske Mouritz/Hørslev. Der er vist ikke andet på vej lige pt jeg drømmer højt om, det skulle da lige være nye plader fra John Grant eller Midlake, men det er vist et andet sted end lige om hjørnet, at de er sat til at udkomme.

26. juni 2012 - Hasmark.

Det ligger nogenlunde fast, at jeg skal i kirke to gange her til efteråret, men det mere i musikkens end faderens, sønnens og helligåndens navn. 28. september spiller Rebekka Maria & The Hymnboy i Odense Domkirke. Jonas Petersen alias Hymnboy har med Hymns from Nineveh blæst mig væk til flere koncerter, og jeg glæder mig til at høre hans materiale i mere afdæmpede udgaver (men med noget højere til loftet. 28. november spiller Kloster alias min ven Mikael og et ukendt antal medsammensvorne i Sct. Hans Kirke. Koncerten kommer i forlængelse af Klosters kommende plade "Ni Salmer og En Aftensang", der bliver udsendt af VME 15. oktober. Første Nummer fra pladen er sluppet fri. "En Liden Stund" kan høres her, og en session med de to ovennævnte kan høres her.

Pressemeddelelse for "Ni Salmer og En Aftensang"

På det forrige Kloster-album, The Waves and Winds Still Know His Voice, beskæftigede sangskriver Mikael R Andreasen sig primært med tekster af den britiske middelalder-mystiker Julian of Norwich. På det nye album, Ni salmer og en aftensang, som er indspillet både i Norge og i Danmark fra 2008-2012, har han kastet sig over udvalgte salmetekster fra Den danske salmebog. Salmetekster af blandt andet Grundtvig, Ingemann og H.C. Andersen som Mikael R Andreasen har skrevet nye melodier og musik til. Som på tidligere Kloster-albums er det musiske udtryk fortsat en dragende og skønhedssøgende form for pastoral folk, og traditionen med at invitere en lang række personer til at deltage på Kloster-indspilninger holdes i hævd med hele 26 medvirkende på den nye plade. Mikael R Andreasen og Solrun Stigs vokaler står som det primære omdrejningspunkt på en plade, der blandt de 26 medvirkende også tæller bidrag fra folk som Sarah Hepburn, Jonas Haahr Petersen (Hymns from Nineveh), Rebekka Maria Andersson (RebekkaMaria), Jonas Munk (Causa Sui, Manual), Jakob Brixen (Mechanical Bird), Emil Nikolaisen (Serena Maneesh), Andreas Brixen (BodeBrixen), Christian Møller Blæhr (Salli Lunn), Mikkel Elzer (Shiggajon), Magnus Majmon Olsen (Elektronavn Sacred Songbook), Jan Johansen (Ring Them Bells) og forfatteren Jeppe Brixvold. At vælge at bygge en plade op omkring noget så umiddelbart usexet som salmetekster kan ses som udtryk for en litterær nysgerrighed for tekster, der i årevis har været en del af dansk kulturarv, men det skal lige så meget ses i et lys, som Mikael R Andreasen formulerer på følgende måde: ”Jeg er opvokset i en kirkelig tradition, der har været præget af rigtigt mange sange skrevet i et til tider grænsende til pinligt, eller i hvert fald fattigt sprogbrug, og mange af disse, opdager jeg nu, fantastisk skrevne salmetekster har været relativt ukendt land for mig. Bortset fra salmen ”Påskeblomst, hvad vil du her?” kender jeg stadig ikke originalmelodien til nogen af de tekster, jeg har sat ny melodi og musik til. Men de taler til min tro, til min tvivl og til min undren, og de skaber noget håbefuldt i mig. På et andet plan kan pladen ses som en trodsig reaktion mod den tendens, der for tiden synes at være i dansksproget populærmusik til, at sangtekster nærmest har et 1:1 forhold mellem udtryk og indhold.” Kloster er i lighed med bl.a. Hymns From Nineveh, Mechanical Bird og RebekkaMaria et musikalsk bekendtskab som bekender sig til den kristne tro, men på en forfinet, stemningsmættet og nærmest indre søgende måde. Samtidig er Kloster ikke en del af en såkaldt ”kristen scene”, men har dybe rødder i indierock– og folk miljøet, og er sågar blevet rost til skyerne af David Tibet fra den legendariske og mystiske engelske ”apocalyptic folk”-gruppe Current 93. Ni salmer og en aftensang er cirka 48 minutters imødekommende eftertænksomhed og udkommer på VME d. 15. oktober, 2012. ”Ni salmer og en aftensang” er Klosters femte regulære album. Ud over intensivt arbejde med nærværende album har Kloster de seneste par år spillet en lang række koncerter i Danmark, Norge og Sverige. Koncerter i mange forskellige setups og som ud over normale spillesteder og Roskilde Festival 2011 blandt andet har fundet sted i en grotte nord for polarcirklen, i en skov, på et galleri, i et fyrtårn, i en kirke, i en boghandel, i private hjem og på en vinduesfabrik i Norge hvor amerikanske Sufjan Stevens var en del af Kloster-kollektivet. Siden 2001 har 43 personer medvirket på Kloster-indspilninger.

..og mens der ikke sker det helt store her på bloggen, så er der pænt gang i den på to genoplivede blogprojekter. Dels min ølblog, og dels bliver bloggen, der hører til Substans.info, fast opdateret med nye scans fra "dengang hver mandag.

Woodpigeon har amerikansk tour og ny tourcd på vej. I den forbindelse har den canadiske enmandshær smidt "say, say, say" op til gratis download her.

Tredje album fra The Setting Son lander er på vej. Første single hedder "Above the Rest" og er falsetsyre på første klasse, ledsaget af en video fra charterafsnittet. Pladen kommer til at hedde"Before I Eat My Eyes & Ears" og bliver udsendt på Bad Afro 8. oktober.

På mandag udkommer Codys nye plade "Fractures", og i dag landede den første anmeldelse så.
Lydtapet giver 6/6 og sender sammen med første udslip fra pladen "Caroline" mine forventninger helt op i det røde felt. Hvor højt op spørger du? Så højt, at jeg har bedt min far flytte sin fødselsdag så jeg kan se dem når de kommer til Odense 30. september!

Jeg er svært forelsket i coveret til den kommende Folkeklubben ep. Det er så simpelt og æstetisk, at det gør godt langt ind i mine visuelle nydelsescentre. Deres udtryk som groft udskåret kan opstilles som Steffen Brandt i front for Ulige Numre må de nu godt have for sig selv. Hør eventuelt "For pengene" og dan din egen mening.

Der er cirka en måned til Thomas Thomsen udsender "Alt det jeg troede du bedst ku' li" 28. september. Indtil da vil pladen track for track blive præsenteret via hans Facebookprofil. Første smagsprøve er "Uerstattelig", det vil sige, første smagsprøve var "Én ting", der blev sluppet for et stykke tid siden.

Do You Realize - that everyone you know someday will die 

(Flaming Lips) 

Der er ingen vej udenom døden. Du kan snyde den, du kan have ni liv som en kat, men i sidste ende må du, som alle andre overgive dig til den. Om du vil det eller ej, så kommer du igennem livet til både at skulle begrave venner og familie, tage endegyldigt afsked med mennesker du holder af og efterfølgende leve videre med savnet, indtil du en dag bliver den, der er savnet. 

Det seneste stykke tid er jeg blevet ved med at vende tilbage til Cathrine Ertmanns serie ”Om at dø”. En serie, der skildrer perioden fra døden er indtruffet til den afdøde er lagt i jorden. Det er ikke en serie for de sarte, for man kommer tæt på, meget tæt på. Men det er omvendt en serie udført med så megen respekt for emnet, for de døde og for de efterladte, at den efterlader en med ro i sjælen. En ro, jeg tror udspringer fra erkendelsen af, at der også bliver taget hånd om dig når du er død. 

Når man ser på billederne, er det tydeligt, at det for nogen af de døde var tid, og for andre slet ikke var meningen, at de skulle herfra endnu. Et uskyldigt billede af en vugge i et vindue, bliver i denne kontekst til det mest ubehagelige af de syn, der møder dig gennem seriens 26 billeder. Jeg har ikke set på billedet i detaljer endnu, jeg er selv stadig ny i rollen som far, det er for tæt på. Men jeg er også en voksen mand, der har været med til at begrave både ældre familiemedlemmer og jævnaldrende, og dette kig ind bag scenetæppet til en verden de færreste har indblik i giver mig ro. Jeg finder det rørende, smukt endda, at se håret på en afdød i begyndende opløsning blive redt med den største sirlighed og nænsomhed, og den fred, der hersker bag de lukkede øjne vil ord aldrig kunne gengive. 

I forbindelse med serien udtalte Cathrine Ertmann følgende til Information ”Jeg har prøvet at antyde mere, end hvad jeg helt åbenlyst kunne vise i fotografierne. Man må gerne turde dvæle ved fotografierne, og derfor har jeg fokuseret på detaljerne, som jeg håber giver anledning til eftertanke. Måske kan andre endda se det samme fine og smukke i billederne, som jeg så, da lagnerne blev fjernet”.

Billedserien var første gang Cathrine Ertmann stod ansigt til ansigt med en afdød, og billedserien er et forsøg på at gengive den udramatiske oplevelse det var, at være tilstede bag scenetæppet og blandt de døde. Resultatet er et bjergtagende ”afmystificeringsprojekt”. 

Hele serien kan ses på Cathrine Ertmanns hjemmeside.

Jeg tror ikke, at jeg har været til en eneste Baby Woodrose koncert uden at Ralph Rjeiley har stået bag pulten. Evindeligt og hele tiden på vej ud i salen og tilbage bag knapperne for at korrigere. Lige så sikkert som det var, at Guf stod bag mikronen, lige så sikker en sidste skanse var Ralph bag knapperne. Udover tjansen som lydmand var han involveret i indspilningen af flere af Baby Woodrose og Dragontears-plader, og for mig vil han for altid være en del af billedet på deres lyd. Ralph Rjeiley døde af kræft her til morges. Jeg har aldrig talt med manden, aldrig hilst på ham, men jeg er meget bevidst om, at han har været en stor del af et væld, af mine helt store koncertoplevelser. Jeg smilede altid venligt til ham ved hver koncert, både af høflighed og taknemmelighed. Det ville være uhøfligt ikke at lade et stort tak lyde herfra.

Wovenhand giver et nummer fra den kommende plade, Mikael Simpson giver et nummer fra weekendens Stella Polaris optræden.

Wovenhand "Glistening Black"

Mikael Simpson "Slaaskamp"

Enhver dansker på min alder er vokset op med store mængder svensk børne-tv synkroniseret så det også gav mening for et barn af anden nationalitet. Nødvendigt selv om det danske og svenske sprog minder meget om hinanden, og aktuelt fordi de to nabolande minder så meget om hinanden kulturelt, at det giver god mening, at udveksle programmer til både børn og voksne, statsradiofonierne imellem.

Bedst husker jeg serierne baseret på Astrid Lindgrens bøger, alle optaget i 60’erne og 70’erne med landliv, skærgård og typisk svenske landsbyer som bagtæppe for handlingen. Egentlig har jeg altid tænkt det som en klichefyldt glansbilledeudgave af det svenske landskab, men så stødte jeg på Sune Jonssons arbejde på Fotografiska i Stockholm.

I den ene bog jeg har stående med hans arbejde beskrives Sune Jonsson på omslaget som kulturhistoriker, lydhør fortæller og dokumentarfotograf. Skulle jeg selv sætte et ord på ham, ville jeg sige antropolog, men den stillingsbetegnelse han fik da han i 1968 blev fast tilknyttet Västerbottens Museum i Umeå var Feltetnolog. Sune Jonsson havde været tilknyttet museet siden 1960, hvor han begyndte at dokumentere affolkningen af landområderne i Västerbotton.

Hans billeder af jordbrugere, husmandssteder og marker hænger fast i ens bevidsthed, når man først går i gang med de mængder af billeder, der findes fra hans hånd. I bogen ”Odlingsbilder” skinner det igennem, hvor fantastisk en landskabsfotograf han var, og hvor fantastisk han var til at dokumentere. Med op til fire års mellemrum vendte han tilbage til de samme landskaber for at kunne gengive dem i hver af de fire årstider. Altid fra samme sted, med samme vinkel til landskabet, og altid i hans genkendelige sort/hvide stil.

Hvor fantastiske hans landskabsbilleder end er, så er det hans portrætteren af det enkelte menneske, der gør, at man gør knæfald for hans arbejde. Hverdagssituationer gengives med en intimitet, der ikke burde være mulig når man tager et billede af en graver, eller en landbrugsarbejder i gang med dagens dont. Mere genkendelig er den stil han praktiserer når han træder ind i folks stuer, og tager opstillede portrætter, der, selvom de har stor variation i deres udtryk, alle kan føres tilbage til hans fotografiske særpræg.

Personligt finder jeg størst glæde i hans arbejde fra de svenske landområder, men det skal nævnes at hans arbejde som fotograf også førte ham til bl.a. USA, Canada, og Congo, hvor han dokumenterede de svenske missionærers arbejde, samt Tjekkoslovakiet, hvor han dokumenterede ”foråret i Prag”. Udover fotografiet, beskæftigede han sig også som forfatter og dokumentarfilmmager. Tyve film, to romaner, en novellesamling, og en mængde af fotobøger, der knapt kan gøres op i tal bør tale deres eget sprog.

Fortjent kom anerkendelsen da også til ham. Han blev i 1995 gjort til æresdoktor ved Sveriges landbrugsuniversitet, og fik den samme titel ved Umeå Universitet i 2001. Den største hæder set med fotografiske øjne, må dog have været tildelingen af Hasselbladprisen i 1993. Begrundelsen for at han skulle modtage prisen lød ” "I næsten et halvt århundrede har Sune Jonsson skildret det nordsvenske landskabs øde og golde skønhed, og det uglamourøse ved simple folks liv. Med sine underspillede og levende billeder har Jonsson udformet sit syn på et samfund i forandring. I hans omfattende bogproduktion, er hans ord og billeder blevet vævet sammen til en unik dokumentation i det amerikanske Farm Security Administration-projekts ånd.” At Farm Security Administration projektet bliver nævnt er intet tilfælde, under et besøg i USA blev Sune Jonsson bekendt med Walker Evans (der var tilknyttet projektet) arbejde og lod sig inspirere af hans tilgang til fotografiet.

Da Sune Jonsson døde i 2009, 78 år gammel, var han blevet et ikon indenfor fotografi, og en vigtig brik i svenskernes nationale selvforståelse. I sine mindeord for Sveriges Radio skrev Michael Timm, at Sune Jonsonn var svensk på samme måde som Dennis Hopper var amerikansk og Renoir fransk, men det er indledningen på Michael Timms mindeord, som jeg tror bedst beskriver, hvordan Sune Jonsson vil blive husket:

 ”Hvad kan man sige om Sune Jonssons billeder? Meget! 

Hvad behøver man at sige? Ikke meget. Egentlig ingenting. 

Jeg tror ikke der findes nogen fotograf, hvis billeder er så lette at identificere for så mange svenskere. Det er nok at beskrive et billede: en pige ved et hegn, et gammelt par foran et hus. ”Nåhr, det billede”. Alle ved hvad man taler om.”