


4. april 2010 - Fugle i bevægelse.
På min arbejdsplads benytter vi os dagligt, og dagen igennem, af baggrundsmusik. Kanalvalget veksler mellem det udbudte udvalg af kanaler, og lander i mangel af bedre som regel på P3, når altså valget er mit. Min kollegas musikalske præferencer er i en noget anden boldgade end mine egne, og indskudt bemærket er mine musikalske præferencer noget ganske andet end det publikum P3 spiller for, men som sagt: "i mangel af bedre". Ganske ofte ender radioen på POP DK, der ifølge statsradiofoniens egne ord "..er kanalen med de store danske pop hits og popnavne fra 80erne og 90erne og op til i dag". Fokus er klart orienteret hen mod 80'erne, og berører naturligvis her de mest oplagte: Rocazino, Ray Dee Ohh, Tøsedrengene, Dodo & The Dodos, One Two, Shu-Bi-Dua, Halberg/Larsen og med en beklagelig selvfølgelighed også Rugsted Kreutzfeldt m.m.. Disse navne bliver garneret med senere navne som Big Fat Snake, Danser Med Drenge og et par navne til af den slags de fleste ellers kun hører hos frisøren, og oven i hatten får man så et tilbagevendende arsenal af kuriositeter, så som Arvid, Nick Name, og Doraz. Som på de andre DR Dab kanaler er udvalget af titler begrænset, og der er derfor intet til hinder for at POP DK runder det samme nummer 2-3 gange pr. dag, dag ud og dag ind. Hvad jeg ikke forstår er: hvem er de mennesker, der uden at lade sig genere af det, frivilligt slår ind på sådan en kanal? Og! Findes disse enfoldige mennesker virkelig i en mængde, at man kan forsvare en kanal som POP DK?
Louise Øhrstrøm, der er en ven af huset, udgiver på onsdag den 24. marts sin debutroman "Efter Rosinen", og læser i den forbindelse op på Løve's Bogcafé samme dag klokken 20.00. Anbefales.
Lige så umuligt som det har vist sig at være, at forlige sig "Falling Down a Mountain", lige så let har det været at gå på røven over den tour cd Tindersticks medbragte i Vega. Live at Glasgow City Halls er uhyggeligt godt skåret, både musikalsk, og også nøgternt set ud fra den setliste, der på fornemmeste vis binder fortid og nutid sammen.
Billedet til venstre pryder også omslaget på "Kan vi være dette bekendt?", der for et beløb i den umiddelbare nærhed af 2.000,- kan erhverves hos udvalgte antikvariater. Prisen for en billet til Fotomuseet på Brandts er i et mere spiseligt leje, og giver ud over adgangen til Bror Bernilds fantastiske billeder, der er noget mere seværdige end Fotomuseets beskrivelse: "Fotoreportage om boligforholdene i Danmark i 1940'erne" lægger op til, også adgang til årets pressebilleder, der i år holder en uhyggeligt høj standard. Begge dele anbefales, og kan ses frem til 18. april.
Det hænder, at P3's programflade slår vejen forbi "Spring For Dit Liv", det seneste bud på et singlehit fra Sterling. Netop Sterling har her til aften kørt på repeat i stuen, og skal derfor rundes for en kort bemærkning. Ser man rent analytisk på det, så var min første koncertoplevelse med Sterling næppe til UG med kryds og bolle, men synet af Sterlings forsanger Mads Nygaard i et kropsnært Yonex-badmintonoutfit, stående til en Vibracrunchfestival et ukendt antal år tilbage på en minimal scene med ryggen til en af Malmøs kanaler, har alligevel brændt sig så stærkt fast i min hukommelse, at mindet uden videre kan frembringes for mit indre øje. Seneste så jeg Mads stå på to stole, blandt det fåtal af fremmødte, der var at finde i Rytmepostens tomme hal, der den aften var små 800 næser fra udsolgt. Til trods for, eller blot i trods gav Sterling dog fanden i, hvad man kunne forvente af et band, der skulle spille med udsigt til et tomt (men nyrenoveret) spillested, og kastede alt på et bræt, og red på det ud over bølgen blå, og leverede en koncert for vi udvalgte få, hvor hver enkel tilhører havde mere end plads nok til hvad kropslig udfoldelse vedkommende måtte finde passende. På samme måde som deres koncerter har varslet energi, har deres plader altid rummet en poplig tæft, der lå lidt under, hvor langt man kunne forestille sig, at disse unge mennesker ville kunne trække den under optimale forhold, men dog stadig med kvaliteter, der for en stund kunne forvandle stuen, køkkenet, eller kvadratmeteren under håndbruseren til et interimistisk dansegulv. Om kvaliteterne holder ved på "Tonemaskinen", der just er blevet sluppet ud til offentligheden, har jeg endnu ikke erfaret, men håbet er lysegrønt, for med undtagelse af en enkelt anmeldelse, har jeg alt jeg har hidtil har læst om den ligget fra det jævne og op, og det er nok der, hvor Sterling hører hjemme. Et band på det jævne, der leverer højdepunkt på højdepunkt, til trods for at forventningerne sjældent hæver sig over det middelmådige. Det er i dette tilfælde rigeligt fint til mig.
Torsdagens Tinderstickskoncert var en åbenbaring i den retning, at jeg igen måtte indse, at det med at stoppe mens legen er god også gælder som koncertgænger, og at tredje gang man ser en gruppe sjældent er lykkens gang. Lad os bare få karaktergivningen på plads med det samme, ud fra 13 skalaen hentede Tindersticks et 7 tal hjem. Dels trækker deres insisteren på primært, at hælde nye numre ud fra scenen ned, og dels er man blevet for dygtige, når filmen skal knækkes mellem hvert nummer for at skifte instrumenter. Det er trods mange insisterende forsøg er det ikke lykkedes mig, at få "Falling Down a Mountain"til krybe ind under huden på mig, hvad der også påvirker min oplevelse af koncerten i negativ retning, den samme problemstilling havde jeg også med "Hungry Saw". Da Tindersticks besøgte Vega i forbindelse med sidstnævnte plade, virkede det dog til, at de havde mere at komme med, det vil sige: der var mindre nyt på programmet. Turen var dog langt fra forgæves, for opvarmningen stod der CODY på. Jeg har flere gange tidligere lovprist deres virke, og endnu en gang formåede de at sparke benene godt og grundigt væk under mig. Seks numre talte jeg, med et klart højdepunkt i "Down in the Dark", der var tæt på at reducere mig til et flæbende vrag da Line Felding for alvor åbnede op for countryvokalen mod sangens afslutning. Lige som med tilfældet Tindersticks, er det også tredje gang jeg hører CODY, og hvor Tindersticks kurve har været let og jævnt faldende fordelt over de år, hvor jeg har set dem live, er CODY på et år blevet god, bedre, bedst og kan næppe overgå sig selv, når jeg igen til maj skal stå foran en scene med dem på.
Farven, der her truer med at omklamre Matt Berninger, har fra 10. maj 2010 farvekoden High Violet.
Bob Hund fan? Men skægløs Bob Hund fan? Fortvivl ikke! Se filmen, køb skægget, og nyd det spirende forår i selskab med dit nye moustache.
---
Spisesedlerne skal skiftes ud med dagens allerede uaktuelle nyheder, og de første kunder står allerede på den anden side af vindfangets glasdør mens jeg skifter dem. Der er flere minutter til vi skal åbne. Uddeleren bliver tosset, hvis vi ikke åbner på slaget 9. Jeg kan ikke nå noget, hvis jeg går ind i butikken igen, jeg vil ikke åbne for tidligt og jeg kan ikke bare stå og kigge ud på kunderne. Jeg piller tilfældigt et par sedler ned fra butikkens opslagstavle til kundekontakt, men tager mig tiden til at få mine valg til at se velovervejede og begrundede ud. Kunderne udenfor holder hver især deres plads i et køsystem jeg ikke kan gennemskue. De virker utålmodige og spejder ind i butikken bag ved mig, i håb om at en anden medarbejder kommer ud og åbner op. Andre kigger bebrejdende på mig, mens jeg spørger mig selv hvordan man kan have så megen tid til overs og så lidt at gøre med den, at man lørdag formiddag møder op foran den lokale brugs i så god tid. Tid synes at være fællesnævneren for dem der venter. Alle på den anden side glasdøren virker til at have for megen af den, selvom de fleste af de ventende næppe har så megen af den tilbage. Jeg hilser høfligt med et godmorgen, der ikke gengældes, da jeg åbner skydedøren og lukker de ventende ind, mens jeg selv stiller overskrifterne og gadevarerne ud.
---
Bag mig bliver svaret på et indledende spørgsmål fra den anden ende af røret efter en ultrakort pause fulgt op med et ”Vi lukker klokken 15” og en afsked. Det ville jeg hellere have svaret på, end som nu stå og forsøge at bevare en jovial facade udadtil, mens jeg beklager, at der ikke gevinst på sidste uges kupon, høfligt griner når jeg lover, at det denne gang er en vinder og rutinemæssigt forhører mig om det skal være med eller uden Joker.
---
Enkelte har fået ugens tilbudsbrochure med næste uges tilbud i går, og en enkelt er nu svært sur over ikke nu, at kunne få dagens indkøb til næste uges priser, en anden stiller sig uforstående overfor at vi allerede kan være løbet tør for flere af denne uges tilbudsvarer.
I dag modtag jeg Spains fortolkning af Willie Nelsons "Funny How Time Slips Away" på 7". Komplet med hilsen og tak fra Josh Haden. Det er den slags små ting, der luner.
Emma Acs, der er udgangspunktet for dagens tekst, har jeg ikke været bekendt med i længere tid end de timer, der er gået siden i formiddags. Min begejstring er dog umiddelbart ganske stor, og under alle omstændigheder stor nok til, at jeg synes hun fortjener noget opmærksomhed. Emma Acs stil ligger i en blidt udsyret forlængelse af den musik Holly Golightly, Fabienne Delsol og April March begår, men mest af alt og ikke uventet, minder det om The Setting Son, hvad der ikke skal mere end et hurtigt blik ned over listen af "band members" til at forklare. På de tre numre, der er at finde på hendes MySpaceprofil er lyden af The Setting Son tydeligst på "We Make Sense", der klart rummer det største hitpotentiale af de tre numre, der er lagt op. Et faktum, der er ganske foreneligt med at nummeret i løbet af marts måned slippes fri på 7" single. "She" bør ikke finde vej til noget fysisk format, men må være et skridt på vejen i jagten på et udtryk. I hvert fald klinger den brugte form for balladeformel ganske hult, og inviterer ikke til, at man investerer yderligere interesse i hende. Heldigvis retter "Fever" op på det generelle indtryk, og sikrer slutresultatet 2-1 til det positive indtryk. Personligt glæder jeg mig til at høre mere fra den kant, men i min jagt på mere information om Emma fik jeg bekræftet at træerne ikke vokser ind i himlen, hvad denne korpigetjans for The Setting Son med al mulig falsklydende tydelighed viser. Er man nysgerrig efter om det er blevet bedre, så spiller Emma Acs på Drone 12. marts.
Bill Callahans "Sometimes I Wish We Were An Eagle" gled på min årsliste for 2009 ind som ukronet konge af sidste års plader. Som tidligere nævnt var han ellers gledet ud af min pladesamling, da jeg gav afkald på alle mine Smog-plader til højestbydende. Et besøg i en bogbutik i Stockholm ændrede dog på det, da kæresten blev fanget af hans stemme, som det ikke tog mig nanosekunder at placere. "Sometimes I Wish We Were An Eagle" blev indkøbt, "Woke On A Whaleheart"fik jeg for nylig, og 23. marts kan jeg så investere i "Rough Travel For A Rare Thing", der på Drag Citys hjemmeside ganske kort er præsenteret som live recordings. Smogpladerne er stadig i genovervejelsesfasen, men det glæder mig at se, at "In The Pines" som han også tog sig godt af på Smogs "A River Ain't To Much To Love" også har fundet vej blandt de udvalgte på den kommende plade. Ved man stadig ikke, hvad det der Bill Callahan går ud på, så findes svaret måske i Austin, Texas, hvor "Vessel In Vain" og "Nothing Rises To Meet Me" er optaget, eller her, hvor Bill Callahan holder hof bag et skrivebord, og er man stadig ikke overbevist bør hans fortolkning af Kath Blooms The Breeze/My Baby Cries tage stikket hjem.
En af de stærkeste viser jeg har kendskab til, er "Vem Kan Segla Forutan Vind". Primært udødeliggjort udenfor Sveriges grænser af Lee Hazlewood, der inkluderede den på "Cowboy in Sweden", hvor han lod Nina Lizell om den svenske vokal. Jan Johansson jazzede den ned, og inkluderede den på "Musik Genom Fyra Sekler", der var en samling af svenske viser, der blev brugt som baggrundsmusik i svensk radio. Jens Lekman har brilleret med den live, og man fornemmer i hans introduktion af sangen, at noget må den fylde for den svenske folkesjæl. Herhjemme blev den fordansket af Carl Viggo Meincke. En revyforfatter, der også leverede teksterne til eksempelvis "Man Bliver Så Glad Når Solen Skinner" og "Når Lygterne Tændes", men som under besættelsen meldte sig ind i DNSAP, og leverede tekster til tyskervenlige revyer. For tiden er det dog en norsk udgave af sangen, der må noteres som min favorit. Kalbakken, der har taget navn efter et beboelsesområde i Oslo, inkluderede den da de sidste år udgav "Then I Saw Summer And Sun On The Earth". Det er en umiddelbart klaustrofobisk, og umusikalsk fortolkning, men her henunder de aftener, der er gået siden jeg stødte på den, er den alligevel krøbet ind under huden på mig (MP3).