Det er meget snart, at den nye Marissa Nadler udkommer. Den selvbetitlede plade blev forleden udsendt til dem, der havde støttet op via Kickstarterter. Det afstedkom dette (synes jeg) helt fantastiske billede.

Der er lavet en video til singlen "Baby I Will Leave You In The Morning", der kan ses her.

Der er båndsalat på coveret, og blandt titlerne finder man ”Jeg Kan Huske Kassettebånd”, indspillet på, eller indspillet til, at lyde som om den var indspillet på netop kassettebånd. Kernepublikummet til De Efterladte husker nok også mere end et analogt medie, alligevel må de med stor sandsynlighed tage til tåls med cd og download når ”Traditionen Utro” udkommer på mandag.

Mine favoritter på ”Traditionen Utro” er de simple sange, der næsten er skrabet ned til blot at være sang og guitar. ”Godmorgen Kynisme” har jeg mere end én gang taget mig selv i at stå og synge under bleskift, vi er nede i et tempo, hvor selv et spædbarn finder ro i rytmen. Det er protestsangformlen om igen, mand, guitar(ist) og noget på hjerte. ”Mit Lyssyn” og ”Mit Sortsyn” følger trop, vokal, akustisk guitar, lidt horn og andet, der simrer et sted nedenunder. Sortsynet er den onde tvilling, stalkeren, besætteren og det overflødige onde. ”En Knivsspids Af Din Tro” er en kende mere effektladet, men hører til i samme kuld. Det er en af pladens højdepunkter, og man fornemmer også her en afstandstagen til den let formørkede livsanskuelse, der har præget Peter H. Olesens sangskrivning gennem årene. Det er ikke så meget et ønske om at blive lukket ind, men mere et ønske om at blive inviteret ud i lyset.

Der er en stor hjemstavnshymne gemt i ”Sang I Klar Frost”, så opgivende, og dog så bekræftende. Og så er der ”Med Let Hånd”, der slår mig som en part to til en enestående Olesen-Olesen sang, som mit hoved uanfægtet antallet af vridninger ikke vil afgive titlen på. Ikke desto mindre et højdepunkt.

Førnævnte ”Jeg Kan Huske Kassettebånd” er en afart af et digt med tilsat båndstøj og Twin Peaks stemning, og har på pladen selskab af ”Du Lever Og Har Det Godt Og Bor Et Sted På Sjælland” og ”Han Er Ikke Digter”, der også er mere digte end sange. Det er fint, fint, og bryder med passende mellemrum den musikalske rytme på pladen.

Andre brud på den musikalske rytme er åbneren ”Sangen Selv”, der er rendyrket basalrock blottet for refræn, men et kærkomment og uventet brud på det forventede. Den instrumentale ”Myggestik” og acapellasangen ”Jeg Vil Være Hvor Jeg ikke Er” kunne jeg snildt have været foruden, de bidrager ikke til festen, og er svært irriterende fyldmateriale på en ellers formidabel plade. Det samme gælder for så vidt ”Nedenom Og Hjem”, der er alt, alt for pæn.

De Efterladte er sluppet så godt fra debutpladen, at man skulle tro de havde prøvet det før. Ord og tekst, velsang og velklang. Peter Kan sit kram, Michael kan sit kram, og alle de inviterede har tydeligvis også haft styr på deres del af lortet. Pressemeddelelsens nævner ufolkelig folkemusik som et bud på en genre, jeg er ikke nødvendigvis uenig. Anbefales.

Jeg mistænker, at mere end et af de individer, der bladrer forbi denne blog vil finde dette link interessant. Whale in a Cubicle har samlet en stribe sange, der featurer Matt Berninger. Det er ganske fornøjeligt, at høre The National manden i andre sammenhænge end på hjemmebanen i The National. Kvaliteten er svingende, men Grinderman mixet er et fuldfedt højdepunkt.

I forlængelse af weekendens Spot-festival dukker nyheden om Next2Live op. For de der ikke måtte have fanget den, er det en onlineshop drevet af Billetlugen, der tilbyder download af koncerter. Den økonomiske side af sagen virker fornuftig nok, Billetlugen/Next2Live får dækket deres udgifter til optagelse, oprensning af lyd, og Koda, og så får kunstneren to-tredjedele af overskuddet.

Det er skidesmart at lancere siden i forlængelse af Spot, hvorfra man kan fremvise en spraglet buket af det fineste og nyeste indenfor dansk musik, men jeg tvivler på, at det bliver sådan det kommer til at gå fremover. Det smarte ved Spot er naturligvis, at mange navne har været samlet på ét sted, hvor forholdene har været i orden, og én mand har så kunne plukke i koncerterne, og optage det mest relevante. Udover Spot-navnene er der foreløbig ét andet navn, der kan hentes på siden, og han hedder Poul Krebs. Jeg tror det bliver mere i den retning vi kommer til at se udbuddet på Next2Live gå. De solide navne, der kan hentes penge på er en langt bedre forretning end op og kommende navne, der netop har brugt en weekend et sted i provinsen på at sælge sig selv til udlandet.

Nok malurt i bægeret, måske ender jeg selv med at skulle male den fanden over jeg lige har skitseret op på væggen, men det er altså mit bud på hvordan det kommer til at gå. Jeg har dog grebet til foret, og hentet to af de tilbudte koncerter fra Spot.

Cody. Åbningsnummeret ”Under the Elms” er lig den single Cody slap løs for en uges tid siden. Live vokser sangen, og bliver (undskyld) langt mere levende. Studieudgaven har noget statisk over sig, men live blomstrer den, og viser de muligheder, der ligger på den tæt på den uforandrede, og så alligevel ikke vej Cody nu går. ”Under the Pillow” dysser stemningen lidt ned, men skruer forventningerne op i retning af den plade, der må formodes, at være på vej. Masser af aggressiv cello, og alligevel et tyst, dæmpet nummer. ”What’s Behind”, ”Another Year” og ”Comfort and Rage” er alle gamle kendinge, men stadig en fryd at høre, også i disse nye liveoptagelser. ”Comfort and Rage” er næsten oppe og kysse 10 minutters mærket, og fælles for hele håndfulden af sange er, at de sætter en stor, tyk, smælderfed streg under det faktum, at Cody hører til blandt de nye navne jeg har været gladest for at møde på min vej de senere år.

Hymns From Nineveh. Der er kommet noget mere pondus på drengen siden jeg sidste så Hymns From Nineveh spille live, mere tryk på volumen, og højere til loftet. Det sidste skyldes nu nok de noget større forhold i Musikhusets store sal end de forhold, der har været de par gange jeg har set Hymns From Nineveh. Hvor det de gange jeg har set Hymns From Nineveh har været en oplevelse af ydmyge hymner, så er der noget nærmest pompøst over lyden på disse optagelser. Det både-og klæder musikken. Jeg ved ikke om jeg kan elske det, men jeg vil ikke afskrive, at jeg kommer til det. Disse optagelser fjerner min skuffelse over det lidt for polerede pladeudspil, og minder mig om, hvor fantastisk en oplevelse det har været for mig, at stifte bekendtskab med Hymns From Ninevehs musik. ”Selma” er en skøn åbenbaring, ”Sister Sorrowsong” får et nærmest overvældende Arcade Fire feel når nummeret slippes løs, og lag på lag af musik brager fra højttalerne, og det lyder som om Jonas Pedersen har været på inspirationsjagt i sin samling af australske 80’er rockplader før ”North” blev forfattet, og rolig, det er noget bedre end referencen ligger op til.

Cody kostede 29,-, og Hymns From Nineveh 49,-. Betaling og køb gik smertefrit, og lydkvalitet er til ug med kryds og slange. Next2Live er et fint tiltag, med et latterligt navn. Forhåbentligt bliver fremtidige udslip derfra omvendt proportionelt med navnets kvaliteter.

Hvad fanden gamle jas! Har du ladet skægget stå? Har du glemt at trimme løgene? Er du begyndt at køre Johnny Madsen stilen med håret? Jeg ved ikke helt, hvad der er med dig, men du virker mere ru i kanten end normalt. Jeg burde vide det, nu har jeg trods alt kendt det meste af dig i to håndfulde år.

”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er langt hen af vejen en noget mere scruffy udgave af ”Blows Your Mind”, der i 2001 blev grundstenen i den efterhånden ganske solide diskografi som Baby Woodrose har fået op og stå. For kenderne af Baby Woodrose er der velkendte toner i nye lasede forklædninger, og en bonus i form af gamle nye sange, der er blevet samlet op fra klipperummets gulv, og smidt med på pladen. For de der for første gang træder ind fra gaden og stifter bekendtskab med Baby Woodrose er der også god grund til at blive hængende, for selvom ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er et tilbageblik, hvor vejen frem til flere af numrenes endelige udgaver vises frem, så er det også en plade med nosser, vitalitet og go, der sagtens tåler at stå alene.

Jeg savner det nærmest ikoniske ..Baby Woodrose blows your mind.. leveret med masser af ekkovokal, til at åbne pladen op, men bortset fra det er der fuld fart, og grønt lys hele pladen igennem. Demolyden, hvor godt den end er blevet pudset op i forhold til de gamle båndindspilninger, rummer den samme beskidte lyd, som har gjort Baby Woodrose til en af de mest svedige, hårdtarbejdende, og gennemført fornøjelige grupper man kan støde på i det danske koncertlandskab. ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er ganske enkelt en fornøjelse, at spille højt.

Ti ud af de femten tracks på ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” har som antydet været fremme i andre udgaver før. Dertil kommer så en håndfuld sange, der er på jomfrutur ud i det offentlige rum, og dog, for Disconnected Flowers delen af pladens titel er ikke helt grebet ud af det blå. Sætter man sin tidsmaskine til 2002 vil det være muligt at erhverve sig en 7” single med en gruppe, der bærer netop dette navn, udgivet på Pan Records, der også oprindeligt udgav ”Blows Your Mind”, og med Lorenzo Woodrose som bagmand. De to numre fra singlen, She’s All Mine og Run Little Girl, lukker og slukker ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers”.

En enkelt coverversion har også sneget sig ind, nemlig City of People med The Illusions, der ikke er en gruppe man støder på med mindre man ved, hvad man leder efter.

”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” er en stilsikker og gennemført oplevelse. Ingen slinger i valsen, og ingen overflødige dikkedarer på pladens ca. 40 minutter. Det er ikke her man bør stige på som nytilkommen Baby Woodrose lytter, men skulle man formaste sig til at gøre det alligevel, så er der ingen skade sket. ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” står nemlig lige så stærkt som nogen anden plade i Baby Woodrose diskografien.

(Baby Woodrose ”Mindblowing Seeds and Disconnected Flowers” - anmeldt for Geiger)

Det hører til sjældenhederne, at jeg baserer et pladekøb på coveret alene, men jeg kunne ikke stå for den absurde kombination af Vera Lynn siddende i en rygende ruinhob, og titlen"Hits of the Blitz". (til de historisk udfordrede skal det bemærkes, at The Blitz er betegnelsen for de tyske bombardementer af England i perioden 1940-1941). Pladen er overraskende god, og meget Patsy Clinesk, hvis der absolut skal drages paralleller. Dagens andre loppemarkedsfund var Kool & the Gang "Good Times" og Carl Carlton "Everlasting Love", der begge er som skabt til at holde gryderne i kog en lørdag aften. 

Havde denne blog været politisk og aktuel, så havde jeg forlængst bragt et vittigt forslag om bomme og tolderskure ved enhver landingsbane udenrigstrafikken måtte lande og lette fra.

Jeg har Lone Hørslev og Kate Bush liggende

i badeværelsets vindueskarm

der er de så endt

Musiknyt 1: Hymns From Nineveh går på efterårsturne fra slut september til slut oktober, og krydser også igennem Odense den 7. oktober. Jeg har ikke set dem de sidste to gange de har været i byen, men det plejer at være en fornøjelse, og jeg ser frem mod koncerten med de største forventninger. Musiknyt 2: Langt om længe er der nyt fra favoritterne i Cody. Det er via deres hjemmeside muligt at høre det nye nummer "Under The Elms", der må gættes at være en forløber for noget større, f.eks. en ny plade. Mere om det når vi nærmer os Roskilde siger gruppen, og sådan må det være. "Under The Elms" har hornsektionen, og kører lidt mere skævt på melodien end man tidligere har hørt fra Cody, men er bortset fra det et fint nyt og meget velkomment medlem til samlingen af Cody-tracks. Musiknyt 3: Blandt navnene på Fanø Free Folk Festival #2 er Er De Sjældne, der så småt vågner op fra dvale. Gruppen er blevet restruktueret, og består nu af Solveig Sandness, Lone Hørslev, Lise Westzynthius og Heidi Mortenson. Det nye materiale de spiller på Fanø var planlagt til at blive udsendt i efteråret 2011, men kommer næppe til at se dagens lys før 2012. Den forlængede ventetid bliver dog halvt om halvt kortet ned, da der inden da gerne skulle dukke en remixudgivelse op til download. En ny udgivelse fra Solveig Sandness KonoKone-projekt skulle også gerne lande inden årets udgang.

Musiknyt 1: Der er nyt på vej fra Spain, og som det var muligt da de udgav 7" singlen "I'm Still Free", så er det også denne gang muligt, at være med til at finansiere udgivelsen. Det kan man hjælpe med her. Musiknyt 2: Der er kommet nyt fra Birch Book i dag. Seks numre fordelt på ti tommer, og primært på fransk. Jeg foretrækker ham klart på engelsk, men har alligevel bestilt. Bliver man ikke overbevist af smagsprøverne her (hvor man også kan bestille), så vil jeg stærkt anbefale, at man opsøger "Fortune & Folly" - det er et mesterværk, intet mindre. Birch Book spiller til Fanø Free Folk Festival #2 den 25. juni i Sønderho. Musiknyt 3: Helsinki Poetry, der blandt andet tæller Ebbe Frej fra  hedengangne Epo-555, har smidt en ep op til fri nedladning, den kan findes her.

Hvem kan,
Strauss-Kahn.

Hvem Cannes,
Von Trier...

Vivian Maier har fået en ægte hjemmeside, ikke mere blogpjat, nu er det her man går hen og kigger på fine fotografier fra en svunden tid.

Mailen fra Gaffa nåede aldrig frem, så jeg har ikke bidraget med svar til deres Bob Dylan feature i den seneste udgave af bladet. Hvad jeg ville have svaret, hvis ikke spamfilteret havde spist spørgsmålene kan læses her.

Hvornår og hvordan opdagede du Bob Dylan?
Navnet Bob Dylan kendte jeg, men det var først da jeg begyndte, at arbejde i pladehandel, at jeg gik i gang med ham og de andre gamle ikoner, Neil Young, Lou Reed og hvad de nu ellers hed. Bob Dylan er den eneste af dem, der fylder mere end en enkelt titel i pladereolen i dag. Jo mere jeg lyttede til Dylan, jo mere blev jeg ramt af følelsen, ”hvad fanden, har han også skrevet den”, at Robert Palmer ikke var originalnavnet ”I’ll Be Your Baby Tonight” kom som et chok for mig. Det var en fuldstændig uoverskuelig størrelse, at gå i gang med Dylans plader, dengang havde jeg ikke lige muligheden for at tjekke ind på Allmusic, og få en idé om hvor man skulle starte, og hvad man skulle holde sig langt væk fra.

Hvorfor er Bob Dylan relevant i dag?
Øh, bøh.. her er svaret nok noget med sangenes udødelighed, og at kvalitet aldrig dør. Det er ikke protestsangene, der nødvendigvis er relevante i dag, og det i endnu mindre grad efter at protestsangeren selv har ladet sig censurere i kinamands land, men en sang som ”Girl from the North Country” er lige så smuk i dag, som da den oprindeligt blev indspillet, og den er smuk når The Eels (m.m.) fremfører den. Der er så stor en del af Bob Dylans sange, der er udødelige og blevet udødeliggjort i både hans og andres udgaver, der er også en masse bras, men det kan man glemme. Om han stadig er relevant ved jeg ikke, men en gigantportion af hans sange holder stadig hundrede!

Hvad er din yndlingssang med Bob Dylan?
Der er flere, hvordan skulle det kunne være anderledes? ”Girl from the North Country” er nævnt, ”Ballad of a Thin Man” er med sin insisteren et andet godt bud, og i Willard Grant Conspiracys udgave et godt bud på bedste Bob Dylan cover. Helt i top er der også historiefortællingen i ”Hurricane”, der med sine otte minutter er lige præcis lang nok til at få det hele med. En absolut favorit må dog være ”Things Have Changed”, der er perfekt underspillet forbitret og virkelig klæder en notorisk sur skid som Dylan.

Hvad er dit yndlingsalbum med Bob Dylan og hvorfor?
”Highway 61 Revisited”. Ikke så meget pis dér, det er den jeg vender tilbage til, det er perler på en snor, og perler for svin, for hvordan kan man næsten gøre sig fortjent til at høre sådan et mesterværk. Periodemæssigt er det også pladerne fra sluttresserne jeg finder bedst.

I Smagsdommerne sagde forfatter Knud Romer i 2006 følgende: ”Bob Dylan lyder som en blanding af en gadesanger, en ged og et kristent rockorkester.” Hvordan vil du forsvare Dylan over for hans kritik?
Geden og gadesangeren taler vel for sig selv, og det kristne rockband rammer heller ikke skævt. Dels var den religiøse periode, dels har nyere plader som ”Time out of Mind” og ”Modern Times” den der klinisk rene klistrede lyd som jeg umiddelbart forbinder kristen rock med. Nosseløst, poleret og blottet for vitalitet. I hvert fald ”Time out of Mind” er produceret af Daniel Lanois, der er kongen af kedsomhed, så det kan vel ikke overraske. Så er der mere nerve at komme efter på ”Love and Theft”, der ligger mellem de to, men den behøver vi ikke dykke længere ned i. For at vende tilbage til spørgsmålet, så vil jeg ikke forsvare Dylan, Knud Romer har jo ret.

 13. maj 2011 - Baby Woodrose, Rytmeposten.

Bob Marley - Redemption Song

Old pirates, yes, they rob I
Sold I to the merchant ships
Minutes after they took I
From the bottomless pit

But my hand was made strong
By the hand of the almighty
We forward in this generation
Triumphantly

Won't you help to sing
These songs of freedom?
'Cause all I ever have
Redemption songs
Redemption songs

Emancipate yourselves from mental slavery
None but ourselves can free our minds
Have no fear for atomic energy
'Cause none of them can stop the time

How long shall they kill our prophets
While we stand aside and look? Ooh
Some say it's just a part of it
We've got to fullfil the book

Won't you help to sing
These songs of freedom?
'Cause all I ever have
Redemption songs
Redemption songs
Redemption songs

Emancipate yourselves from mental slavery
None but ourselves can free our mind
Woh, have no fear for atomic energy
'Cause none of them-a can-a stop-a the time

How long shall they kill our prophets
While we stand aside and look?
Yes, some say it's just a part of it
We've got to fullfill the book

Won't you help to sing
These songs of freedom?
'Cause all I ever had
Redemption songs
All I ever had
Redemption songs

These songs of freedom
Songs of freedom

NPR har 35 minutters koncertoptagelse med P.J. Harvey til gratis nedladning lige her, og i forlængelse af det skal der lyde et fromt ønske om, at Roskilde ikke bliver hendes eneste stop i Danmark i år.

Der er fem akustiske sange med Cody at finde lige her, de kan både høres og hentes ned.

I går udsendte Washington Inc. A Doll's House "The Entire Collection of Lost Memories", en fin og meget Sparklehorsesk udgivelse, der begrænser sig til 100 eksemplarer. Pressemeddelelsen lyder:

"Michael Mortensen spent two years in a basement in Århus, Denmark, to record this small masterpiece of an album. After having finished the recording process, he made three copies to give to a few close friends and then he destroyed the hard disc with all the recordings. The decision to destroy one's own work like that might be difficult to understand. However, we're just happy that we were lucky to hear one of those three copies made. After a few years of emailing back and forth between the Eastern and Western part of Denmark, we are now proud to present what we think is one of the best albums made in Denmark in a very long time. This resurrected album released in just 100 numbered copies comes in a small round metal box. Order your copy before they're gone."

Der er lagt fire smagsprøver op, der kan høres her, cd'en kan bestilles via contactkloster@gmail.com og så bør jeg vel nævne, at det er mig, der har taget coverfotoet.

Der havde nok været noget mere mening i at klikke væk end i at klikke på bestil, men det nye Tindersticks boxsæt er ikke desto mindre på vej fra Amazon og til Nørrevænget. De fem cd'er rummer seks soundtracks, der primært er instrumentale. De fire er ikke tidligere udsendte, de to sidste er "Nénette Et Boni" og "Trouble Every Day", der begge har samlet støv på husets pladehylder i et par år. Muligheden for gratis transport fra Amazon gjorde dog udslaget, og de 332,- boxsættet derfor koster derfra er ganske pænt under, hvad andre leverandører tilbyder den til, og enkelt gang bliver den nok hørt (undskyldninger!). Eventuelt interesserede kan lytte her, og handle hos Amazon.

Et par interessante artikler er at finde på The Guardians hjemmeside for tiden. Dels et interview med P.J. Harvey, og dels en artikel om Bob Marleys begravelse, der hvor morbidt emnet end måtte være, er et fantastisk stykke historisk læsning.

Klik for at få artiklen i læsevenlig størrelse

Last Night A Record Saved My Life, den fast tilbagevendende klumme i Mojo har denne gang Tim Smith fra Midlake på gæstevisit. Hans udvalgte plade er Jimmie Spheeris "Isle of View", som hverken af navn eller titel virkede det fjerneste bekendt på mig. Cd'en er ikke uopdrivelig, men til gengæld ubetalelig, hvad der jo naturligvis får én til at tænke i retning af om ikke nettet ikke kunne tilbyde en gratis smagsprøve, og sørme så. "Isle of View" kan hentes her, og alt du vil vide om pladen finder du her. Pladen er fascinerende, hvis man som jeg har fået Midlake under huden igennem længere tid. Det er tydeligt at høre, at her har Midlake hentet inspiration, og "Isle of View" har mange af de samme tilbageskuende, men alligevel tidsløse kvaliteter som fangede mig ved Midlake. Jeg anbefaler.

På mandag er der nyt fra nytroubadurerne i The Leisure Society, men lyster man, eller kniber det med tålmodigheden, så er det allerede nu muligt at høre "Into the Murky Water" via The Leisure Societys My____ profil. Den umiddelbare dom er at intet er nyt under solen, og at det såmænd er ganske fint nok.

Egentlig var det nedenstående tiltænkt en rolle i det kommende Geiger, men der blev ikke plads, så nu får de følgende dub og reggae-anbefalinger lov til at slå rod her. Der er fem af hver, med reggae som den første håndfuld, og dub som den afsluttende. 

Reggae Chartbusters 1-6
Opsamlingsserien Reggae Chartbusters er en genial genvej til at komme ind under huden på en mængde af de klassiske reggaenumre man kender, men sjældent i deres originaludgaver, og en række af de navne man kan nikke genkendende til, men ikke helt kan placere. Tracklisten byder på både kendte og ukendte navne. The Upsetters, The Maytals og Jimmy Cliff hører til i første kategori, mens man er undskyldt, hvis hverken The Melodians eller Dandy Livingstone lyder bekendt.

Udgangspunktet for denne opsamlingsserie er tre opsamlingsplader udsendt i 1969-72, der nu er genudsendt på cd med en pæn portion ekstranumre tilføjet tracklisten, og yderligere tre udgaver lagt til serien så den i alt spænder over seks volumer. Prismæssigt er serien en gave, der kan erhverves for rundt regnet 3£ pr. stk., og kvalitetsmæssigt er der intet til hinder for at man erhverver sig hele striben i en og samme portion. Opsamlingsserien synes relevant fordi reggaekulturen i høj grad var en singlekultur, hvor de gode albums hørte til sjældenhederne, men singlerne kom i en lind strøm.

Junior Delahaye – Reggae (1982)
Junior Delahaye havde et minimalt output, og er blandt andet derfor ikke et navn man lige støder på. Den ene lp, der bærer hans navn er dog værd at gå langt efter. Sølle seks numre finder man på ”Reggae”, der også er udsendt under titlen ”Showcase”, men i kvalitet overstiger pladen mange langt mere kvantitative plader.
Det bærende element er Junior Delahayes vokal, der uanstrengt veksler fra falset til den blødeste soulcroon, og man indser hurtigt, at hvis begrebet kneppeplade skal have en berettigelse, så må ”Reggae” også falde i den kategori.. Tempoet er i bund, synthtonerne dominerende og med en enkelt undtagelse tikker alle numrene da også ind på den lange side af fem minutter. På intet tidspunkt føler man dog, at der bliver tærsket for meget langhalm på ideerne, og den halve time ”Reggae” varer er ikke et minut for langt.

Max Romeo – War Ina Babylon (1976)

Flere vil nok kunne nikke genkende til dele af “Chase the Devil”, der tilbage i 90’erne blev samplet af Prodigy i ”Outta Space”, men selv uden den ære hører sangene på War Ina Babylon til i reggaens absolutte superliga.
Den sociale ulighed tages under behandling i Uptown Babies Don’t Cry, og titelnummeret runder de uroligheder, der prægede Jamaica i midten af 70’erne. De ni numre på pladen kan høres på ca. en halv time, og ikke et sekund bliver spildt, for der findes ikke svipsere på War Ina Babylon, kun ni fantastiske roots reggae tracks.

War Ina Babylon blev produceret af Lee ”Scratch” Perry, inspillet i hans Black Ark studie med The Upsetters som backingband, og bliver sammen med Junior Murvin Police and Thieves og The Heptones Party Time almindeligvis betragtet som de bedste plader derfra.

Junior Murvin – Police and Thieves (1977)

Junior Murvin ramte plet med “Police and Thieves”, titelnummeret fra pladen, der beskrev de kamplignende tilstande, der udspillede sig I Jamaica på tidspunktet for udgivelsen. Tempoet er helt nede, og Junior Murvins falsetvokal, der synger om fredsmagere, der bliver til krigsherrer gør et stort indtryk, og man forstår hvorfor The Clash senere valgte at lave en coverversion af dette nummer.

Der er en smule mere kant på Police and Thieves, end på de hidtil nævnte titler. Falsetvokalen, og den tekstlige dagsorden giver et indtryk af at dette er alvor, og ikke kun en fest. I Roots Train lyder korvokalerne som et tog, der synger, mens sange som Solomon og Rescue Jah Children er hentet fra tidligere i karrieren, og genindspillet sammen med Lee ”Scratch” Perry i hans Black Ark studie. Luksus udgaven med bonusdisc og dub-versioner en masse kan anbefales.

Abyssinians – Satta Masa Gana (1976)

Kært barn har mange navne, og skal man ud og lede efter ovenstående plade, så kan man også finde den under titlen Satta, Clive Hunt Sessions og Forward on to Zion. Løst oversat betyder titlen taksigelse, og gruppens tekster bar da også i høj grad præg af det spirituelle indhold. Abyssinians blev dannet i slutningen af tresserne, alligevel blev Satte Masa Gana deres første hele plade. Man finder på listen over pladens musikere så prominente navne som Sly Dunbar og Robbie Shakespeare. Satta Masa Gana blev dog piratkopieret i så stor stil, at det var svært for gruppen at få en pladekontrakt, men det lykkedes, og det er vores held. Titelnummeret Satta er sidenhen anvendt som riddim for et væld af andre tracks og er en af de mest klassiske roots-riddims. Ønsker man at investere i ukompliceret roots reggaeplade af høj kvalitet, så er Satta Masa Gana et godt bud.


Lee “Scratch” Perry – Ape-ology (1976-1978)

Om man vil det eller ej, så er der ingen vej uden om Lee ”Scratch” Perry når man taler dub. Et godt sted at starte kunne være Ape-Ology, der samler de tre albums Super Ape, Return of the Super Ape og Roast Fish, Collie Weed and Corn Bread, samt bonusnumre på to cd’er. Højdepunktet er Fish, Collie Weed and Corn Bread, og her i særdeleshed ”Throw Some Water In”, der på fornemmeste vis belærer om hvordan man holder sin krop fit for fight. Opmærksomme ører vil bemærke, at ”Croaking Lizard” er samme riddim som Max Romeos ”Chase the Devil”, nu med Prince Jazzbo på vokal.

For en mand med så massivt et output som Lee ”Scratch” Perry er en opsamling en god smutvej til at blive bekendt med hans musik, at lige præcis denne opsamling rummer tre af hans bedste plader er dit held.

Lee ”Scratch” Perry – Sound System Scratch (1973-1979)

Lige præcis Lee ”Scratch Perry kan godt tåle at få to plader med på listen. Denne opsamling stammer fra 2010, og rummer 19 dub plates fra perioden 1973-1979, hver og én indspillet i Black Ark. Stilen er tung, men tilgængelig, og som et alternativt bud til en introduktion til Lee ”Scratch” Perry er Sound System Scratch svært anbefalelsesværdig. Opsamlingen blev udsendt af Pressure Sounds, der er et selskab det absolut er værd at kigge nærmere på, hvis kaster sig ud i jagten på de store duboplevelser. Pressure Sounds har siden udgivelsen af Sound System Scratch dykket dybere ned i arkiverne, og udsender senere på året en Sound System Scratch volume 2.

Scientist – Scientist Wins the World Cup (1982)

Coveret lugter Ganske vist langt væk af kitsch, men indholdet er den purest dub skåret af en de fineste udøvere af genren. De ti numre, der bærer titlerne Ten Dangerous Matches part 1-10 (og på cd-genudgivelsen de fem bonusnumre Extra Time part 1-5, og det afsluttende Golden Goal) vidner om at titlens reference til det års vm i fodbold bliver fulgt helt til dørs. Selve lp’en rummer ikke mere end en halv times spilletid, men som en let tilgængelig introduktion til genren er den intet mindre end fænomenal. Udover Scientist, vil flere nok også nikke genkendende til King Tubby, der har mixet pladen, og Henry Junjo Lawes, der har produceret den.

Prince Far I and the Arabs – Message From the King (1977)

Prince Far I har næppe nogensinde vundet nogle sangkonkurrencer, alligevel får hans snøvlende stemme lov til at være allestednærværende på Message From the King, hvor han snakker om løst og fast indover. Stilen er urimeligt stenet, og afstanden til de mere dansable dubplader stor. Commandments of Drugs har påfaldende store lyriske sammenfald med Dillingers storhit Cocaine, og har muligvis tjent som inspiration til nummeret, der udkom året efter. Har du altid syntes, at din skæve kammerat savnede et tungt basgroove, når han sad og tågesnakkede gennem sin rus, så er det her pladen for dig.

Bullwackie’s All Stars – Creation Dub (1977)

I afdelingen for plader man kan vælge at elske eller hade finder vi Creation Dub, der er både synthdreven, og langt mere opløftende end de hidtidige forslag. Kritikere vil påstå at Creation Dub er for monotonkedelig, men de simple musikalske stykker, der er præget stor genkendelighed, går lige i blodet, og dubrytmerne går derudaf med overvejende raske fjed. Højdepunktet er Asmara Dub, der åbner pladen med åbne arme ud mod dem, der måtte have sat den på. De følgende ni numre får ikke én til at føle sig mindre velkommen. Gruppennavnet dækker over produceren Bullwackie, der var født på Jamaica, men tog ophold i New York, hvor han grundlagde sit studie, og en fast skare af musikere.

24. april 2011 - Delvist famileportæt.

Året var 1994, Brian Laudrup var på forsiden, og inde i Euroman blev C.V. Jørgensen interviewet af Martin Kongstad i anledning af udgivelsen af "Sjælland". Interviewet blev genopdaget under en oprydning forleden, og kan læses i sin helhed ved at klikke ind på det følgende numeriske forløb af tal, der angiver, hvor langt ud af interviewets seks sider du er kommet. 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6

Lars Von Trier, Euroman, 1999.

Lærkerne, vintergækkerne og andre bud på vårens budbringer kan pakke sig, dette er forårets forårsplade, spred bare plaiden ud på græsset, når Emma Acs inviterer til psykedelisk barbecue – det er et brag af en fest.

Popmusik er på den ene side den der kalkulerede støjforurening, der forpester ens ører, hver gang man af vanvare kommer til at tænde for radioen. På den anden side er popmusik det umiddelbare, der går lige i blodet og videre ned i fødderne, der, om man vil det eller ej, i et par minutter nægter at stå stille.

Champagne er pop af sidstnævnte karakter, og som med enhver anden god popplade, handler det ikke nødvendigvis om pladens kvalitet som en helstøbt helhed, men snarere om perlerækken af potentielle singler, der kan trækkes ud af pladen. ”We Make Sense” og ”Fever” er allerede udsendt som singler på henholdsvis vinyl og som digital download, den sidstnævnte med en fin video på slæb til at kompensere for det manglende fysiske format. Der er dog stadig masser af singlemateriale at tage fra på pladen. På A-siden alene er fem ud af seks sange mulige hits, de to er allerede udkommet som singler. Den afdæmpet orientalske ”Green Stars & An Orange Sun” er A-sidens frasorterede, der er lige afdæmpet nok til at have hitpotentiale, men stadig fremstår som et behageligt højdepunkt og som klart er den bedste af de mere dæmpede sange på pladen. ”Yoko” er inciterende, catchy og medrivende som bare fanden og en klar icebreaker i forhold til enhver, der måtte tvivle på pladens kvaliteter. Titelnummerets boblende og berusende (pun intended) groove lever i sin egen medrivende verden, og det kræver ikke megen fantasi at se teenagerne på forreste række sløvt rokke hovedet fra side til side, mens de lip-syncer ordene, og ”And So Are You” rummer så megen glockenspiel og håndklap, at twee synes hårdt sat op i en direkte sammenligning.

Et hurtigt kig på, hvem backingbandet The Inbred Family består af, spotter navne fra territorialfarvandet omkring Baby Woodrose, The Setting Son, The Good, The Bad m.m.. Lad mig da bare kaste ordet ”psykedelisk” ud til dem, der måtte sidde og vente på det, for i passager og momenter og i valg af instrumentering er der hentet kassevis ind fra den konto, men lytter man til teksterne er der mere Ronettes end The 13th Floor Elevators at komme efter, og ser man på numrenes længde, skal man lede længe for at finde plads til en flere minutter lang hammond-solo.

Tekstindholdet passer fint til en pige på 19. Det er afstemt naive sange om kærlighed og fester, der aldrig falder til gulvet i kalkuleret forcering, men fint flyder med strømmen af sange fra Champagne. Det er uskyldsrent som en sommerdag, hvor meget dirt, der ellers måtte ligge i teksterne. Det er ganske enkelt pissegodt ramt.

På B-siden går tempoet ned. ”Promised Paradise” lugter af The Setting Son, ”She” er mere filler end killer, men som blødt mellemspil ganske forrygende, og den går fint hånd i hånd med ”Birdtale”. Mit personale højdepunkt er ”Loss of a Tribe”, der synes at have både noget på hjerte og noget på spil. Omkvædet er med sit ”waa-waa”-kor og cabasa-riveri medrivende som en motherfucker, og det er svært ikke at skubbe volumenknappen i retning opad. Mere singlepotentiale her. Den afsluttende ”My Own Human” er pladens eneste sang med over fem minutter på samvittigheden, trådene bliver trukket længere ud, og de der måtte have savnet et seriøst psykedelisk indspark, bliver måske/måske ikke forløst her.

Summen af enkeltnumrene på Champagne er langt større end helheden. Det ville være nemt at line ord som ”debutant”, ”19-årig” m.m. op på rad og række her, men det ville for nemt og buldre tomt, som kun tønder kan. Emma Acs skylder ingen noget, hun har begået en plade med kvaliteter, der langt overgår mangt og meget af det, der ellers kan støves op i den danske musikbranche p.t. Det er ikke nødvendigvis originalt, og der skyldes en del til sluttresserne, men Champagne rammer en niche et sted i retning af det alternative, der dog ikke er længere fra alfarvej end at muligheden for at ramme bredt fuldt ud er til stede.

Jeg vil gerne afslutte denne anmeldelse med et stående bifald og anbefaler uden at blinke Champagne til lørdag aften, sommerfesten og enhver anden anledning til at skrue op for volumen og humøret og henviser enhver, der måtte være uenig, til at læse resten af anmeldelsen på ydersiden af min mellemste finger.

(Emma Acs "Champagne", anmeldt for Geiger)

Musiknyt 1: De efterladte bliver den seneste majudgivelse i mands minde. 6. juni lander skidtet. Musiknyt 2: Elbow har været forbi KCRWs efterhånden klassiske Morning Becomes Eclectic program, det kan ses og høres her. Musiknyt 3: Der blev spillet The National i selv samme program tidligere i dag, det kan ses her.

17. april 2011: (påske)hare.

Om at køre ingen steder hen.

Det er efterhånden så sjældent jeg har tid, og endnu sjældnere sker det, at jeg har bil til rådighed når det sker. Men i går, under høj middagssol efterlod jeg barn og kone sovende på sofaen, og satte mig til rette i en lånt stationcar. Destination var klar, men ruten ikke fastlagt. Turen gik til Skamby, en landsby mellem Otterup og Søndersø. Det var her min farmor kom fra, så jeg er en fjerdedel Skamby, og alligevel helt fremmed for byen. Kameraet fandt sin plads på passagersædet, radioen fandt P3, og vinduerne fandt et leje halvvejs nede, så den tunge luft fra den solopvarmede bil kunne blive udskiftet med foråret udenfor.

Jeg gjorde stop ved Beldringe Lufthavn, der via en lille omvej lå direkte på ruten. Tanken var, at fotografere i den forventet tomme ventesal, der som forventet lå øde hen, men som en upraktisk bonus viste sig at være aflåst. Jeg tog et par overbelyste fotografier på lufthavnens parkeringsplads, og opdagede at jeg ikke var helt alene ved den ellers øde lufthavn. Ikke langt fra en af landingsbanerne blev der holdt skovtur bag det hegn og den pigtråd, der ellers skulle holde gæster ude fra området. Gæsterne var dog ikke uønskede, og de fik snart selskab i form af fire faldskærmsudspringere, der gjorde deres entré fra oven. Jeg tog mig tid til at nyde synet af det ingen eller intet, uanset hvor megen vold og magt man måtte forsøge sig med, ville kunne tvinge mig til. Trods blæsten landede de præcist, og jeg tog mig tid til at tænke, at de ville kunne have landet på en femkrone, hvis de ville. Jeg var imponeret.

Da jeg kørte derfra gjorde jeg holdt ved udkanten af lufthavnen, hvor landevejen klemmer sig ind mellem landingsbanen og landingslysene, der i en forsat lige linje fra landingsbanens ophør forsatte ud i landskabet og ned mod de nærliggende bakker. Jeg tog kameraet med ud i landskabet, og stoppede op da et fly nærmede sig. Snøvlende, og spruttende som en gammel græsslåmaskine fløj det henover hovedet på mig. Trods sportsflyverens begrænsede fart og størrelse var det et forunderligt skue. Jeg fotograferede det, da den næste flyver gentog min oplevelse et par minutter senere.

På min forsatte færd mod Skamby tog jeg mig tid til en omvej for at se, hvad Dallund Slot var for en størrelse. Det viste sig at være et rehabiliteringscenter for kræftramte placeret i det ypperste dansk landidyl kan præstere. I fuldt solskin var det hvide slot omkranset af genskæret fra den nærliggende sø og dækket ind af skov for resten, et scenarie så fuldendt, at hverken Morten Korch eller Dansk Folkeparti ville have tænkt sig til det.

Skamby. En landsby, der sagtens ville kunne placeres i boksen udkantsdanmark. En maskinfabrik, boldklubben, Skamby El, og et loppemarked prægede det jeg antager, var hovedgaden. Kirken lå der også, jeg var ikke inde og snuse rundt på kirkegården, men jeg må have familie liggende der. De ligger der nok stadig, om stenene stadig står tvivler jeg mere på. Jeg kørte igennem byen, vendte om da jeg nåede udkanten og det tilhørende byskilt, og kørte tilbage og igennem en gang til. Jeg drejede af i retning af Glavendrupstenen, og forlod byen af veje så snævre, at man langt overskred folks intimsfære blot ved at køre forbi deres hus. Glavendrupstenen har, hvis du ikke ved det, Danmarks længste runeinskription.

Parkeringspladsen derude kunne rumme 10 biler, alligevel var jeg den eneste, der brugte lige denne del af søndagen på, at dykke ned i det specifikke afsnit af Danmarkshistorien. Når man træder ind i Glavendruplunden, der omkranser stenen og den tilhørende skibssætning, mødes man af en gravsten tilhørende en for længst død landmand, der i al beskedenhed posthumt har fået tildelt titlen ”Glavendruplundens vogter”. Mon ikke det har været hans jorder, der har omgivet stedet? Udover resterne af landmanden, rummer lunden også kongelige mindesmærker, og et enkelt fra befrielsen. På skiltningen kunne man læse, at lunden tidligere har været brugt som festplads, og som jeg lænede mig op af stedets flagstang, kunne jeg sagtens se alsang, og flaghejsning i 20’ernes Danmark finde sted her. Jeg pissede i hegnet, mens jeg betragtede landskabet, og til min egen fornøjelse lyttede til fuglene, kiggede på kragerne, og hørte årets første bi summe sit, mens den næppe holdt søndagsfri.

Jeg fandt Bogensevej, og trillede tilbage mod Odense, med et enkelt stop på en byggeplads jeg længe har villet kigge nærmere på. Sumplandet langs Odense Kanal er ved at blive tørlagt, her skal der være en bro, der skal føre trafikken udenom byen, og igennem det, der engang var det mest betagende stykke natur i Odense. Jeg vil ikke stille mig i vejen for hverken fremskridt eller udvikling, men nogen skulle have gjort det. Tilbage i bilen kørte sport på 3’eren, og jeg sendte en venlig tanke til Ulrik Jensen, manden med den rare stemme, der så ofte har underholdt mig søndag eftermiddag med sport, og vel noget nær Danmarks bedste æterbårne playliste.

Så kørte jeg hjem.

 Lørdagsshopping.

Posten havde mandag morgen to plader med fra Drag City. Det ikke så længe ventede nye udspil fra Bill Callahan, og en gammel ven i form af "A River Ain't Too Much Too Love". "Apocalypse" er ganske enkelt en katastrofe. Bill Callahan har alle dage balanceret på linjen mellem kedelig og fantastisk, denne gang har han ganske enkelt lagt en 7 pølle stor lort på den forkerte side af snoren. Det er gabende kedsommeligt, himmelråbende intetsigende, og ganske uforståeligt, at han vil sætte sit navn som afsender på denne omgang bæh. Sangene kommer ikke ud af stedet, og fremstår alligevel forcerede som om han har måttet tvinge dem ned i en form de ikke passer til. Nu har jeg forsøgt et par gange, og selv om pladens sider kun rummer tre og fire numre, så stopper jeg alligevel halvvejs hver gang.

Genhøret med "A River Ain't Too Much Too Love" er en helt anden sag. Pladen var det sidste kapitel i det, der var Smog, og Smog var det Bill Callahan var før han bare blev sig selv, og udsendte plader i eget navn. Højdepunkterne blandt det bedste han har lavet finder man her, "Say Valley Maker", "The Well" og "Rock Bottom Riser" fylder en god procentdel af a-siden, og hæver sig lidt, men ikke meget over niveauet på en plade så stovt og stærk som jyden selv. "A River Ain't Too Much Too Love" anbefales til hver en tid, og skal det være i eget navn er "I Wish We Were An Eagle" stadig svaret.

16. februar 2009 - Glemte fotografier.

DSBFirst Vs. kystbanerock

Bartenderen er fra min by. Min by har ikke været min by i mange år, men det er der jeg stammer fra, og det er sådan det skal læses. Han var tømrermesterens søn, og hans efternavn var derfor erstattet med ”Tømrer”. Kristian Tømrer. Han var en rod, han havde en storesøster, og han gik inde i a-klassen, mere husker jeg ikke om ham. Og dog. Jeg husker udtalelsen han fik med sig fra folkeskolen. ”Når Kristian arbejder, så arbejder han”. Kristian var aldrig den boglige type. Der var også en episode med bål og benzin bag tømrerfirmaets lokaler, der endte med en ambulancetur. De nærmere omstændigheder har jeg glemt.

Min far udpegede kollega for mig i går da vi var til fodbold. Han arbejder også der, hvor min far nu har haft sin gang i over 30 år, og jeg i over 10 år tjente mine lommepenge i ferierne, weekenderne, og det ene år efter jeg sprang fra min første læreplads. En mand, midt i fyrrerne, hælløse træsko, og håbløs striksweater. Hans kone var jævnaldrende, og frygten for at nogen skulle stikke af med hende, måtte være den mindste af hans bekymringer. De fortjente hinanden. Noget dæmrede, jeg spurgte, og min far bekræftede, at han hed Karsten. En fætter til Kaj, jeg gik i klasse med. Han gik to klasser under mig. Næste gang jeg kiggede mig i spejlet følte jeg mig velholdt.

Min by er meget langt væk.

4. april 2011: Fynsværket.

4. april 2011: Skovbryn.

Weekenden i uge 23 blev reddet her til morges af to billetkøb. Eels gæster Vega fredag 10. juni, og jeg føler mig stadig selvskrevet til at være en del af publikum. Søndag går turen til Aarhus. Plakaten er langt fra den sandhed jeg skal op og opleve. Elbow er trækplasteret, Suede, Interpol og De Eneste To bonussen. I en perfekt verden spiller Turboweekend og Band of Horses til sidst, så vi kan komme hjem og i seng til ordentlig tid.

Forbandet langt væk ved biografpremieren, hvor kun København og Aarhus fik glæde af den, siden glemt, og forleden fundet til en halvtredser i Fona. "Mary and Max" er den klart bedste filmoplevelse jeg har haft meget, meget længe. Sød og rørende, og samtidig absurd, grotesk og så morsom, at jeg flere gange slog en højlydt latter op. Et sort/hvidt dukkeunivers, hvor farverne kun benyttes når noget skal understreges, og figurer det er umuligt ikke at holde af. Hvor utænkelig (og kvalmt sød) handlingen end måtte være, så holder ovenstående sammensætning fra start til slut. Jeg vil ikke spilde tid med at forklare handlingen, alt for meget vil alligevel gå tabt i oversættelsen, i stedet vil jeg opfordre til en tur i Fona. "Mary and Max" anbefales uforbeholdent.

Den flodbølge af stjerner og rosende ord, der er skyllet ind over Sort Sols genopstandelse, klingede hult ved gårsdagens koncert i Odense Idrætshal. Fra start til slut tog koncerten sig bedre ud som fadølskulisse end egentlig koncertoplevelse.

Genkendelsen spillede med koncerten igennem, og det rykkede da også en smule i lysten til at pille luftguitaren frem, da den genkendelige indledning fra "Siggimund Blue" lød over anlægget, men en stramt koreograferet koncert foran et stillestående publikum fik aldrig taget til at lette. De gamle punknumre, fra dengang Sort Sol var det, lod mig kold, og virkede mere som pligtskyldigt fyld end taget fra posen af stærke numre. Det var ret skarpt ramt i torsdagens udgave af Smagsdommerne, da det ene panelmedlem konstaterede, at publikum primært bestod af familliefædre med topmave og fadøl - dem var vi en del af. Aftenens enlige jubelbrøl da "Let Your Fingers do the Walking" startede siger vel noget om, hvor Sort Sol er henne i folks bevidsthed.

Rammerne blev fyldt fint ud, jeg lod mig fortælle, at der var solgt 2.000 billetter, og udleveret 1400 fribilletter. Nok til at fylde hallen ganske fint, men mængden af fribilletter vidner måske om et skud over målet i forhold til valg af venue. Omvendt findes et egentligt alternativ til 2.000 mennesker så heller ikke i Odense. I den første del af koncerten var der fri udsigt til til de tomme stolerækker bag scenen, og først et stykke inde blev der ført en bagvæg til op fra gulvet, og til loftet, hvor alskens åndsvage optagelser, af åndsvage mennesker (fra dengang man stadig måtte bruge den slags ord) blev brugt som visuel understøttelse til bandet. 

På scenen gav Lars Top den som Lars Top, og fik vredet sin guitar ud til alskens sider, mens Adam Olsson fægtede så vildt med sin guitar og sit hår, at det må have været indstuderet, og ikke et udslag øjeblikkets eufori. Omvendt stod bassisten bomstille, og Steen Jørgensen gjorde ikke det store for at komme for langt væk fra mikrofonen, eller for den sags skyld, ud over scenekanten, og i kontakt med publikum. Thomas Ortved spillede trommer, og Manoj Ramdas gjorde det fint som gun-for-hire, og gik ikke i vejen for nogen.

Idéen med de tre guitarister har været at skabe en væg af lyd, men udførslen slog lige så hårdt som væggene i en gummicelle. Alt var studeret, poleret, og øvet indtil til en kerne fuldstændigt blottet for nerve. Det klædte fint numrene fra Snakecharmer, Unspoiled Monsters og den blødere side af Glamourpuss, men der hvor vildskaben skulle have skummet, fes det hele ud i det der på en plade ville være blevet defineret som overproduceret. Bevares, Steen Jørgensen har næppe sunget bedre nogensinde før, men der skal mere end en stemme til at holde en koncert kørende.

Alt i alt en udmærket aften til fadøl, men som koncertoplevelse ikke det store sus. 

I gårsdagens udgave af Smagsdommerne blev det nævnt, at Sort Sols publikum primært bestod af familiefædre med topmave og fadøl. Ingen fare for at jeg falder udenfor i aften.