Det var ikke meget galt, at jeg faldt bagover bænken i bar forskrækkelse, da en fremmed mands penis strøg forbi en halv meter fra mit hoved. Jeg nåede dog at tænke, at det vist er meget normalt med nøgne mænd i et omklædningsrum og blev siddende. 

Jeg er ikke sikker, men jeg tvivler på, at jeg har sat mine ben i et omklædningsrum siden den sidste idrætstime blev overstået i niende, og min sidste virkelige fysiske udfoldelse var den efterfølgende jubelscene, da timen var overstået. Jeg hadede idræt. Faget kunne nu lige så godt have heddet fodbold. Drengene fra de tre klasser, tre hold, tre kampe og jeg var som regel blandt de sidste tre, der blev valgt, og det med god grund, jeg anklager ingen. Jeg var den første på min årgang, der begyndte til fodbold, og den første, der faldt fra igen. Offsidereglerne var latterlige, men det var det, at vi nu havde en alder, hvor vi skulle spille på stor bane, der var det virkelige dødsstød. Der er fandeme langt hjem og forsvare, når man har været med fremme. Badminton, bordtennis, svømning. Jeg har prøvet det meste, men det der med fysisk udfoldelse har aldrig rigtigt bidt sig fast som en personlig favorit.

I torsdags sad jeg så i et omklædningsrum igen. Der er tydeligvis ikke sket den store produktudvikling indenfor andre mænds tissemænd siden jeg for 20 år siden sidst sad i et sådant. Hvor der dengang duftede surt af svedige sokker og larmende børn, så mindede duften her mest af alt om et giftigt udslip fra en duftlysfabrik, og tissemændende – de ligner stadig skamferede cocktailpølser serveret i en sovs af afro. Ude fra dampbadet kunne jeg høre en mand synge med på Saybia, og da den gratis til rådighed stillede hårtørrer var i brug, havde en midaldrende tyrkisk herre stillet sig i en vinkelret position ud for gulvventilatoren for at tørre den del af hans hoved, der stadig havde en smule hårpragt. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at gå i bad derhjemme, og jeg kan konkludere, at jeg som regel ved bedst.

Ovenpå bliver der svedt. Hver har sin grund, og baggrunden for hver enkelt, der træder ind gennem døren deroppe, er langt mere mangfoldig end jeg havde troet. Mig? Jeg skal tabe mig. Ikke på lægens opfordring, ikke fordi mit BMI-tal har passeret endnu en milepæl, men bare fordi. Skal det nogensinde lykkes, så er det nu. Jeg har ikke været under de 100kg siden jeg fyldte 19, så det er planen, og planen er overskuelig. Havde jeg i stedet skulle prøve at presse vægten ned på en BMI, der hed normalvægtig, så kunne det her projekt rende og skide på forhånd. Så 100kg or bust og så en stærkere ryg i tilgift, med hjælp fra den træningsplan Sanne med de store bryster lagde for mig er det ikke helt umuligt.

Sanne med de store bryster er det der på fitnessk hedder en træningsvejleder, og langt fra så skuffende som pigen, der et par dage tidligere havde meldt mig ind. Hun levede slet ikke op til mine fordomme om ansatte sådan et sted her, men Sanne, Sanne med de store bryster, hun var sgu et hit. Ingen nåde i de indledende spørgsmål, og et sprogbrug kun for de indforståede. Min første øvelse var hænderne i vejret, da jeg måtte opgive at forklare, at det der med hold, det var sgu nok ikke lige mig. Da jeg havde forklaret, at jeg hverken gad paces af en overstadig holdleder eller svede i flok, gik Sanne i gang med en militant præcis gennemgang, at alt det jeg gik glip af. Først hvad det gik ud på, så hvor det styrkede og til afslutning og uden, at springe over en eneste gang et ”det ville være virkelig godt i forhold til det du vil opnå”.  Vi tog hele turen: bodypump, bodycombat, bodyflow, bodyattack, cxworx og for afslutningsvis lige at få pulsen op, så en lang tur udenom stripfitness, der ikke blev nævnt med et ord. 

Det tog mig tre sekunder at indse, at mavebøjningerne skulle ordnes hjemmefra, for mens jeg lå på ryggen som en skildpadde, der havde taget en overdosis tyngdekraft, blev nabomavebøjningsbænken indtaget af en ung fyr, der som en cylinder på overdrive knaldede op og ned bare ved mavemusklernes hjælp. Maskine efter maskine, hive, skubbe, trække, svede, svede, svede og så afslutter du på cykel, crosstrainer eller løbebånd, du vælger selv. Jeg har set for meget hjemmevideo til nogensinde, at nærme mig et løbebånd, det, og så fordi de står i første række ud til vejen, så tosserne, der går forbi derude, kan se ind på tosserne, der går og kommer ingen vegne.

Nu har jeg så været af sted to gange. Ingen synlige resultater endnu, men omvendt heller ingen uheld, så oplevelsen falder ud til plussiden. Jeg har vænnet mig til at optræde offentligt iklædt shorts og absurd store svedplamager ved siden af tørklædeklædte kvinder, genoptrænende vrag, fitnesspiger og fyre, der burde overveje at finde en ekstra hobby, da proteinbarrerne helt klart er gået dem til hovedet. Det er ok, og som de skrev i min velkomstmail ” tillykke med at du har taget første skridt på vejen mod et bedre, sundere og længere liv. Med dit medlemskab i har du åbnet døren til en verden af fysisk træning, som kan blive en kilde til energi og velvære resten af dit liv”. Jeg nænner sgu næsten ikke, at fortælle dem, at jeg bare skal tabe 8kg.

Det er sjældent radioen pirker til min nysgerrighed, og endnu sjældnere, at det er andet end P6, der får mig til at bruge Google-feltet på skærmen til at opdatere mig på et nyt navn. P4 på bilradioen ville det dog anderledes, så efter jeg i går tog mig selv i at blive siddende i bilen for at høre "Sleep" færdig, tog jeg også skridtet videre og fik googlet Pil & Liv, der står bag. De er så et søskendepar i starten af tyverne, der er opvokset her, der og alle vegne, og nu er endt i Aarhus. Debutpladen "Hangovers" kom i marts, og de er så retro, at de har en MySpace-profil, der rent faktisk er opdateret. Her kan man bl.a. se videoen til "Sleep", der er en charmerende sammenblanding af storylines filmet og sammensat i en lidt over hjemmevideo kvalitet, men det holder og understreger fint den sødme, der er i nummeret uden at det hverken bliver tøsefjantet eller for sødt. Med en enkelt undtagelse, kommer jeg ikke helt op og ringe over resten af de tilstedeværende numre, der glimrer lidt for meget ved deres anonymitet, men undtagelsen "Relationship" minder mig langt hen ad vejen om hvorfor jeg for mangt et år siden faldt for Belle & Sebastian og denne Lo-fi optagelse af nummeret viser fint, at de to søskende når langt uden de store virkemidler. Stik dem en producer med talent og visioner, så tror jeg faktisk Pil & Liv kan nå langt, selv skal jeg ned og have styret nysgerrigheden når de spiller i Odense 2. august.

De sidste 14 dage har postbudet rendt mig på dørene. Samtlige forudbestillinger af plader gjort i dette forår er landet på cirka én og samme gang, samtidig med, at flere uundværlige nye titler har set dagens lys. Her et kort resume af seneste tids pladekøb.

Spain "The Soul of Spain"

Jeg var forbandet over ikke at se Spain, da de midt i maj gæstede landet cirka samtidigt med at "The Soul of Spain" blev udgivet. Jeg tror det kunne have været noget nær magisk, at se gruppen genopføre "Blue Moods of Spain". Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor en gruppe turnerer rundt med deres 15 år gamle debutplade, når de netop har udsendt nyt. Forklaringen er sandsynligvis en vis portion selvindsigt, for på "The Soul of Spain" underpræsterer Josh Haden desværre. Der er flere fejende flotte højdepunkter, men også støjende, mere rockede øjeblikke, der skæmmer signaturlyden, og mere end et bud på fornyelse virker som en famlen efter et ståsted.

Baby Woodrose "Third Eye Surgery"

Pladen er tidligere beskrevet her på hjemmesiden, men til gruppens koncert i Odense blev pappromoen erstattet med et fint eksemplar på rød vinyl, der både overlevede efterfølgende værtshusbesøg og usikker cykeltur hjem. Koncerten var god, men efter at have set gruppen flere røv- og håndfulde gange, så var det alligevel en mild fornemmelse af skuffelse, der prægede den efterfølgende karaktergivning. En del af forklaring peger måske i retning af Lorenzo selv, der (gætter jeg på) var mere vind og skæv end jeg har set ham før. Da han på midtvejs i koncerten fortalte om hvor pissefedt det hele lød i kassen (scenen), som han bare elskede, og håbede det lød lige så pissefedt ude hos os, der var hippieparodien fuldendt. Mere attack, mindre kærlighed næste gang.

Bonnie "Prince" Billy "Now Here's my Plan"

Ep'en, der følger, hvis man ønsker det, med den nyligt udkomne samtalebog "Will Oldham on Bonnie "Prince" Billy"er en fin mellemspiller her mens man venter på nyt. Seks gamle numre med stort held opdateret til at lyde som de åbenbart skal i 2012. Størst held er der med "After I Made Love to You" og "I See a Darkness", men ep'en alene er begrundelse nok til at købe bogen.

Marissa Nadler "Sister"

Jeg har mumlet det, jeg har antydet det, og nu udbasunerer jeg det fra tagenes top. Dette er Marissas Nadlers hidtil bedste plade. Der er blevet lagt et låg på furien, og sangeren inde bagved har taget over, og leverer de fineste sange denne verden endnu har set i år. Førstesinglen "Wrecking Ball Company" overgås i skønhed kun af "Apostle", der til gengæld overgår alt. Jeg er begejstret og forelsket på en og samme gang i dette album, det kan kun anbefales, og folk, der ikke mener de er til Marissa Nadler, kan kun anbefales, at pakke forbeholdene væk.

The Czars "Sorry I Made You Cry"

Mit eneste record store day indkøb (købt på nettet) er et gensyn med en gammel kending, denne gang klædt i sart blå vinyl. Det er muligvis verdens bedste coverplade, hvor John Grants tidligere outfit giver sig i kast med alt fra Abba over Simon & Garfunkel til Connie Francis. Et must have, hvis der nogensinde fandtes sådan en ting.

Woven Hand "Live at Roepan"

Den dommedagsdundrende halvindianer Dave Eugene Edwards i levende live. Tung at danse med, med alle de rå og blottede nerver dækket til, men med en fuldbyrdet lyd, der yder hans sange stor retfærdighed. Pladen kræver lidt tilvænning, hvis man forventer den vanlige intense lyd, men belønningen er stor. Jeg har endnu ikke haft den medfølgende dvd sat på, men forventer ikke at en billedside tilfører optagelsen noget, til gengæld tror jeg, at det giver noget til oplevelsen ikke at skulle igennem tre sideskift, men kunne opleve koncerten i et take.

27. maj 2012 - Hasmark Strand.

Jeg så Jesus gå på vandet.

Det må have været isvinteren '42.

Jeg havde læst om ham i bøgerne, og der stod den skide mexicaner så på fjorden og pilkede torsk.

Lyset så jeg ikke den dag.

Musiknyt 1: To af numrene fra det kommende Ukendt Under Andet Navn minialbum "Ekskursion" kan høres her. Min umiddelbare dom er at fanen bliver holdt lige så højt som på debuten i eget (ukendte) navn, og den endte jeg trods alt med at kåre som årets danske album. Musiknyt 2: Hele Marissas Nadlers nye plade "Sister" kan høres her. Postbuddet leverede mit eksemplar til døren i går, og jeg holder stadig fast i min idé om, at dette er hendes foreløbig bedste plade. Der er skruet ned for "hysteriet",det jordbundne har fået fat og det klæder hende, i guder, hvor det klæder hende. Musiknyt 3: Les disques du 7ème ciel, det franske selskab, der blandt har en helt fantastisk ep med Birch Book på samvittigheden, afholdt fra 2007 til 2011 en række udendørs koncerter. Hver af de optrædende har nu indspillet et nummer med en af de andre optrædende, og samtlige 22 numre kan hentes gratis her. Det er en blandet landhandel, der skal luges ud i, men Birch Book nummeret er en keeper.

Der findes intet visuelt virkemiddel så effektivt som tåge. Dette ubrugelige vejrlig, der kan få selv de mest dagligdags ting til at fremstå mystiske og tidløse, denne dyne af gråt intet, der kan trækkes ned over selv det kedeligste landskab og få det til at fremstå som ukendt land, dette gigantiske værktøj, der må være tiltænkt fotograferne den dag vejret blev opfundet, for der findes intet virkemiddel i hverken Photoshop eller lignende programmer, der kan fremmane den samme stemning som tåge. 

 

Det er absolut ikke ubevidst, at jeg kalder tågen for et værktøj, for som det er med værktøj, instrumenter og så meget andet man skal lære at bruge før det kaster resultater af sig, så er der nogen, der evner at lære håndværket i en grad, at de mestrer det, og andre der slipper mindre heldigt derfra. I tilfældet Robero Schena sidder man tilbage med fornemmelsen af, at man har at gøre med en af mestrene indenfor faget tåge. 

Roberto Schenas serie ”SP 67”, der for nylig er blevet udgivet i bogform på Punctum Press, er en visuelt tung oplevelse. De få steder tågen ikke hersker i billederne tager natten eller et kraftigt nedbør over. Virkeligheden sløres, og det der står tilbage er veje ingen kan se hvor ender, uigennemtrængelige landskaber, natoplyste byer, der synes umulige at nå, nattevandrere, bilvrag og diffuse billeder, som minder dagen derpå, hvor det står utydeligt om de var en del af branderten eller drømmene i søvnen, der fulgte. Serien er mareridtsagtigt, som en gyser eller et Playstationspil, hvor det hurtigt står klart, at dyrene skal man holde sig fra. Fra closeuppet af hestens vilde øjne, over de strejfende hunde om natten og til svinet, der majestætisk hovent troner fra en bakketop, med skoven gemt i tågen som bagtæppe, udstråler alle dyrene en kom ikke for nær attitude. 

Man ønsker heller ikke at komme for nær, det ville virke som en straf, at skulle kastes ind i landskabet, der fremstår sammenbidt og uforsonligt. Det har taget Roberto Schena tre år, at fremelske denne serie, og hans tålmodighed har givet et fantastisk afkast. Serien tager udgangspunkt i landskabet omkring en tretten kilometer lang landevej tæt på Genoa. Uden at kende til området nægter jeg at tro på, at vejret og omgivelserne, hver dag tager sig sådan ud, men det er lykkedes Roberto Schena gang på gang at fange en stemning, der går igen i området. På samme måde som krigsbilleder kan rumme stor æstetik, drages man af disse billeder, mens man priser sig lykkelig for, at man kan nyde dem på afstand. 

Bogen kan bladres igennem på Roberto Schenas hjemmeside, klik på øverste billede for at starte slideshowet.

På denne sikkert snart uddøde helligdag er det ganske godt at blive mindet om, at Bent Vinn Nielsen skriver skidegodt.


Hun kan ikke lide Anne Sophie Hermansen, hun synes, ASH er en fladpandet speltkusse. Det ved jeg snart ikke, om jeg også synes. Jeg synes mest, hun bare er et dekorativt hul i jorden, men nu er jeg også vokset op på landet. Vi, der er det, udtrykker os gerne i naturbilleder.

Klummen om Bitterfissen, og alt de andre klummer Bent render og skriver for dagspressen, kan findes hos Information her.

Der er noget næsten poetisk over denne Facebookopdatering fra Baby Woodrose.

400 mennesker var på Loppen i går! 
I dag: Herning

Soulsavers kommende album kan nu streames via deres hjemmeside. Med Dave Gahan i vokal front, tænkte jeg at det var en passende anledning til igen at lægge ører til en gruppe, jeg aldrig har formået at få ind under huden. Jeg må dog blankt erkende, at det eneste hører er lyden af de Depeche Mode plader, gruppen har udsendt siden de skrev sig ind i glemmebogen. Små bløde fyldere, hurtigere glemt end de er hørt, ikke ubehagelige på nogen måde, men bare ligegyldige små bløde fartbump på musikkens landevej. Til prisen for en gratis stream, er det dog pengene værd i det mindste at høre "The Light The Dead See" en enkelt gang, for at blive påmindet om, hvor god en sanger Dave Gahan er, og konstatere at han næppe nogensinde har lydt bedre.

Ikke mange sekunder efter jeg havde stillet min sidemand spørgsmålet, hvordan en koncert kunne blive så forsinket når alt grej var sat op og til, gik en forgrædt Lise Westzynthius på scenen med Ebbe Frej og Søren Bigum lige i hælene. Der blev beklaget, nyheden om et dødsfald var kommet i vejen for planlagt koncertstart, men skulle åbenbart ikke stå i vejen for koncertens afvikling. Til tonerne af ”French Leave”, oprindeligt skrevet til Lise Westzynthius mormor, men nu dedikeret til den afdøde, lagde jeg mit kamera ned i tasken igen. En ting er at overvære en anden persons sorg, noget andet at gengive den visuelt til dem der ikke var der. Selvom Lise Westzynthius selv havde sat sig op foran det fremmødte publikum tænkte jeg, at det her var et personligt øjeblik, der ikke skulle portrætteres. De første par numre bar præg af omstændighederne, især imellem numrene var det svært ikke at tænke, at koncerten næppe nåede til vejs ende. 

Den tætte og tighte lille trio fik dog spillet sig op, langt over det under omstændighederne forventelige, langt over det på forhånd forventede (men så kan jeg lære, at læse Gaffa med påkrævede gran salt), og kameraet blev hevet op af tasken igen. Det poppede og polerede islæt fra den seneste plade fik med både grovfil og forvrænger, og gamle kendinge flettede sig ud og ind af sætlisten. Søren Bigum støjede som et guitarhær på sin glitrende strengeleg, mens Ebbe Frej bag trommerne halvdelen af tiden var militant præcis og jazzet loose i en grad, at han mindede mig om John Convertino fra Calexico, og den anden halvdel af tiden tjente sine penge med hænderne i skødet. Da ”Tæt På En Kold Favn”udkom, skulle jeg bruge en del afspilninger til at forlige mig med den poppede lyd, det skal jeg efter søndagens koncert nok til igen, for det smadrede, stenede lydbillede, der blev bragt til festen, er nu sådan mit hoved vil have, at numrene skulle have lydt fra starten. 

Lise Westzynthius havde taget det noget nær nøgne look fra ”Tæt På En Kold Favn” med på scenen, og indtog den i hudfarvede leggings, et lændetørklæde og en top så gennemsigtig, at den var tæt på omsonst. Hendes stemme stod klart frem i lydbilledet, og blev undervejs spillet op mod Søren Bigums brummevokal, der på en god eftermiddag var den eneste anke. Vor Herre krydsede ikke af i feltet korsanger, da han satte Søren Bigum på jord, men hvis døden ikke skal være en hindring for at gennemføre en koncert, så skal Søren Bigum heller ikke lade sig begrænse af Vor Herre. I sidste ende var resultatet dog fint fint og absolut godkendt, og koncerten var fra tilskuerrækkerne et lille triumftog efter den måske/måske ikke hårde medfart Gaffa diskede op med.

Så er det officielt, Ukendt Under Andet Navn udsender nyt minialbum 4 juni. Titlen bliver "Ekskursion". "Ekskursion" indeholder 7 nye sange produceret i tæt samarbejde med Troels Bech og med Thomas Thomsen som medproducer på enkelte sange. Albummet er primært mixet af Morten Bue. Gå ind på Ukendt Under Andet Navns Facebookside for at se hvordan du bestiller.

 13. maj 2012 - Lise Westzynthius, Kulturmaskinen, Odense.

Musinyt 1: Per Götz fra Frodegruppen 40 har lavet et fantastisk underspiller remix af Lise Westzynthius "Tæt På En Kold Favn", resultatet kan høres her. Musiknyt 2: Gaffe bringer et ganske interessant, men forfærdeligt skrevet interview med From Sarah her.

Der er toppoint til Bonnie "Prince" Billy for videoen til den nye udgave af "I See a Darkness", fjol er nemlig ikke altid af det onde.

Da jeg var dreng, var  det eneste indslag af anden etnisk herkomst på vores skole vognmanden omme fra Toftevejs adoptivsøn. Han var fra Sri Lanka, knaldsort, og kom aldrig til at hedde andet end sorte Erik. Det var der ikke noget galt i dengang.

Raske Penge og Klumben var helt massivt fantastiske da spillede Magasinet op i nat. Stadig høj på oplevelsen opdager jeg til min store glæde i dag, at man på Kontrafons hjemmeside kan hente "Rundt", "Du En Lort" og Bor Her" kvit og frit. Hent før du fortryder det.

5. maj 2012 - Raske Penge, Magasinet

 5. maj 2012 - Klumben og Raske Penge, Magasinet.

Musiknyt 1: Der er interview med Emma Acs og musikvideo til "And So Are You" hos Gaffa.  Musiknyt 2: Per Kristensen rører på sig med singlen "Gunslingerland", det første solomateriale siden 1995's "Så Er Festen Forbi".

Min lørdag stod primært i Frodegruppen 40's tegn. Stor var glæden da jeg sidste uge opdagede, at de skulle spille i Svendborg, og endnu større blev den, da jeg opdagede at Mouritz/Hørslev også stod på programmet. Den slags arrangementer er værd at rejse efter. 

Vi tog tidligt afsted, for udover aftenens program, skete der også gode ting tidligere på dagen. Opslaget lød "Klokken 12 marcherer Frodegruppen 40 fra byens torv op til Vinylen, mens de fremfører "Sidse Adele Hansen er død". Klokken lidt over 12 blev der hostet højlydt for at gøre marchfører Jens Blendstrup opmærksom på at han nu var marcheret forbi. Det må have været et bizart skue for de forbipasserende. Fuldskæggede Blendstrup med tekstark i hånden i front for en broget forsamling af tilhørere, enkelte overrislede med tehætter på hovedet, bandmedlemmer med ghettoblaster i hånden og klaver på skulderen, og et sted i udkanten af flokken mig med et saligt smil på læben. 

Efter marchen blev der holdt pladereception i Vinylen, hvor Frodegruppen 40's seneste plade "Angst i Det Postmoderne Samfund" kunne købes. Pladereception i Vinylen, alligevel havde gruppen kun medbragt cd'er. Der skal dog ikke peges fingre, cd'en blev købt, lp'en bestilt, ordrebekræftelse er modtaget, og inden ugen er omme formoder jeg, at der er bragt orden i sagerne. Efter at have boet i Svendborg en del år, og sidenhen have arbejdet i byen som pladehandler i endnu flere, var det en fornøjelse at se, at der trods alt stadig kan eksistere en uafhængig og i øvrigt charmerende vinylforretning i byen. Omgivelserne er beskedne, og den er drevet på foreningsbasis, men den er der.

Den forgange weekend har Svendborg lagt lokaler til en masse lyrikarrangementer, og den store finale var et trippelprogram med de to førnævnte og PS & Guldkalvene, der skulle vise sig at være et ensemble af genkendelige hoveder fra det fynske poetry slam miljø. Stedet var kulturkonsulatet, nabo til Vinylen, og lokalerne, hvor jeg tog det mit første år i butikslære. Backstagelokalerne er henholdsvis afdelingen for hjemmebio og bilstereo, baren er det tidligere papkasselager og dele af afdelingen for store højttalere, kontoret er blevet til et ekstra toilet, og sofaen jeg sad i stod cirka, hvor kassen i sin tid var placeret. At kalde stedet for Kulturkonsulatet er en lille genistreg, for der er virkelig tale om en repræsentation i fremmed land. For, hvor charmerende en by Svendborg end er, så sker der virkelig et minimum på den front. Det var engang min plan. at flytte tilbage når jeg på et tidspunkt blev "voksen", nu kan jeg ikke se hvornår jeg nogensinde skulle blive så voksen, at jeg ville kunne holde ud at bo et sted med så lidt action på kulturkontoen. Vi, der er flyttet fra landet og ind til byen ved at idyllisk blot er en omskrivning af røvsygt.

Der blev serveret Dansk Pilsner til en tier, og fremmødet fyldte godt i de ikke alt for omfangsrige lokaler. Lydprøverne var forsinkede, så mens vi krøb hen og fandt en plads i en sofa, kæmpede Frodegruppen 40 sig igennem en en håndfuld falske starter, og efter dem gik Mouritz/Hørslev på scenen til først lydprøve, og nu hvor de alligevel stod der, gik de bare på. Mouritz/Hørslev havde smidt sikkerhedsnettet. Lone læste kun nye digte op, og langt hen ad var det også nye sange, der blev spillet. "Lindevang Station" glimrede blandt alt det nye, der synes mere rustikt end tidligere materiale, men omvendt lyder alt, der bliver fremført under så akustikmæssigt udfordrende forhold som de har på Kulturkonsulatet nok en kende rustikt. Mouritz/Hørslev var som altid en fremragende oplevelse, og nyheden om at de går i studiet om en måneds tid for at starte op på deres tredje plade, gjorde ikke oplevelsen mindre god.

PS & Guldkalvene blev overstået, og var en oplevelse jeg ikke ønsker at genkalde mig, hverken i ord eller tanker. Det gør jeg til gengæld gerne med Frodegruppen 40. I alle de år jeg har haft kendskab til gruppen har det virket som om de kun har spillet live i Aalborg og København, men endelig havde de fundet vej til noget, der lignede et spillested i noget nær noget der lignede en overkommelig afstand fra hvor vi bor. Der blev åbnet med "Græsslåning" fra "Piksvingeri & Negerlege" og så gik festen ellers slag i slag over nyt og gammelt, stok og sten og naturligvis peakende med "John Danser Grøntsag". Det var en fest, det var en fornøjelse og det var vildt at se hvordan et bænket lokale forvandlede sig til en autonom balsal i takt med at koncerten skred frem. Oplevelsen af Frodegruppen 40 live er et øjeblik jeg har ventet meget længe på, og øjeblikket skuffede ikke. Knæfald og stor applaus herfra.

Hvis den spritstive videoamatør henne i hjørnet fik det hele med, så kan aftenen genkaldes her:

"Græsslåning"

"Elsker Du Mig"

"Sussie I Mørket"

"Jeg Hørte Hun Var Død I En Tsunami"

"Ondskab 3"

"Hva' Så UFO"

"John Danser Grøntsag"

"Oh Else"

"Nej Nej Og Atter Nej"

"Angst I Det Postmoderne Samfund" kan bestilles hos Elektrolyt.

 28. april 2012 - Per Vers, Harders.

Der var ikke megen tvivl da musikåret 2011 skulle gøres op. Sunday Times syntes det, Mojo syntes det, Uncut syntes det, The Guardian syntes det, NME syntes det, The Quietus syntes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey begik med ”Let England Shake” et mesterværk, der fuldt fortjent blev kåret til årets album hos alle de ovennævnte, mig selv inklusiv. Dette er tænkt som en introduktion til de kortfilm Seamus lavede til pladens 12 numre. 

Det tog P.J. Harvey flere år at skrive ”Let England Shake”. Anmelderen på The Guardian kaldte pladen for en uigennemsigtig undersøgelse af engelskheden, andre og flere har refereret til pladen som en (anti)krigsplade. Pladens tekster referer da også til England i sange som for eksempel ”The Last Living Rose” og ”Let England Shake” og til sønderrevne kroppe, soldater, våben, og mere specifikt til slaget ved Gallipoli i ”On Battleship Hill”, ”The Colour of the Earth” og ”All and Everyone”. 

Undervejs har P.J. Harvey søgt inspiration hos digtere som T.S. Eliot og Harold Pinter, Goyas ”Disasters of War”, Dali’s arbejde fra perioden omkring den spanske borgerkrig, Englands historie, historiske fortællinger fra forskellige krige, og øjenvidneberetninger fra såvel soldater som civile taget fra første verdenskrig og frem til den nuværende konflikt i Afghanistan. Som en del af denne research så hun den irske fotograf Seamus Murphys serie ”Darkness Visible” udstillet i London og fik fingre i den tilhørende bog. Den sort/hvide billedserie var taget igennem den årrække, der var gået, siden Seamus Murphy første gang satte fod i Afghanistan i 1994, og viser flere sider af livet i det hærgede land. 

Et stykke tid efter udstillingen fik P.J. Harvey sin manager til at kontakte Seamus Murphy for at høre om han kunne have interesse i at lave noget sammen med hende. På dette tidspunkt kendte Seamus Murphy kun P.J. Harvey af navn, og var ikke bekendt med hendes arbejde. Udgangspunktet var at Seamus Murphy skulle tage en række pressebilleder, portrætter og eventuelt billeder til coveret. Seamus Murphy var netop vendt tilbage fra en opgave i Afghanistan da han skulle fotografere P.J. Harvey første gang. Her havde han for første gang arbejdet intenst med levende billeder til et igangværende filmprojekt. En samtale faldt på hans nyfundne fascination og begejstring for dette, og idéen om at lave en dokumentar til ”Let England Shake” kom på bordet og blev pillet væk igen til fordel for idéen om at lave en kortfilm til hvert af de 12 numre på pladen. I første omgang var det tanken, at filmene skulle bestå af en række stillbilleder, altså en art rullende diasshow, der skulle akkompagnere musikken, men de levende billeder fik overtaget, og der bruges kun stillbilleder i tre af de tolv film. Idéer blev udvekslet, og Seamus Murphys oplevelse af pladen som en engelsk plade af en engelsk kunstner blev udgangspunktet for at kortfilmene skulle vise hans fortolkning af England, dets folk og landskab, inspireret af ”Let England Shake”. Opgaven blev til en køretur på 8.000 kilometer, og resultatet blev de tolv kortfilm, der foreligger nu. 

Billedsproget i kortfilmene er markant. Forfaldet går igen som et gennemgående træk, billeder af tidevandet viser tidernes kommen og gåen, trækroner og lygtepæle flimrer forbi undervejs på rejsen og i videoen til ”This Glorious Land” starter filmen med billeder af et stort stolt træ, hvis grønne trækrone svajer let i vinden, og et par minuttes senere ser man et bart træ uden spor liv tilbage i sig, der står alene på en mark. Krigen sætter spor og efterlader død. Man tænker på de britiske øer når man ser billeder af en ensom svømmer, og en enlig båd omgivet af hav, og man tænker at det britiske imperium ikke er, hvad det var engang, når en buket visne roser toner frem, når skyerne i en lang sekvens går for solen og trækker et mørke ind over landskabet og en mekaniker, næppe tilfældigt, siger om en bil ”she’ll soldier on, the old ones are the good ones”. 

Der er dog meget mere at komme efter. Kameraet er sjældent i bevægelse, optagelserne virker som levende stillbilleder, folk portrætteres, ikke i det splitsekund det tager at tage et portrætbillede, men i sekvenser, der viser livet i deres ansigter. Det samme gør sig gældende for landskaberne, himlen, natten, orgelspilleren og den forladte forlystelsespark. De nye optagelser mikses med gamle sort/hvide afskedsscener, og andre steder gamle portrætter, soldaterbilleder og samlede familier, serveret så man pr automatik tænker, hvem af disse ukendte skæbner tog af sted, hvem vendte hjem, og hvem mistede nogen? Seamus Murphys egne sort/hvide billeder fra konfliktområder dukker op som en påmindelse om, at konflikten er derude. Der dukker flere gange nærbilleder af børn og voksne op i filmene, og igen slår min tankeautomatik til, hvilken konflikt er de voksne flygtet fra, hvilken konflikt er børnene børn af ofre for? Det er muligt de bare er tilfældige etniske englændere, men billedsproget er så rigt og gennemført, og emnerne for pladens tekster så tilstedeværende, at det er svært ikke at tillægge hvert et klip en betydning. 

Vejret fylder meget i videoerne, regn, sne og hagl er jævnligt tilstedeværende, det samme er hverdagsengland. Dansere, koncertgængere, jægere, byliv, trafik, mænd med deres radiostyrede både, døde fasaner og høns, mikset ind mellem alt det andet. Det her er også England. P.J. Harvey dukker selv frem i klip. Optagelser af hende alene med sin guitar, og med sin autoharpe. I ”Battleship Hill” siddende i kirken hvor ”Let England Shake” er optaget, og salmenumrene i baggrunden linker til pladenumrene de ældre kvinder holder i hånden mens de spiller banko, i de optagelser der også fylder stort i videoen. Med resten af hendes gruppe i videoen til ”The Colour of the Earth”, hvor de med stemmer, tramp og håndklap fremfører nummeret uforstærket i en betagende udramatisk udgave. 

Som et appendiks til pladen er videoerne fabelagtige. Seamus Murphy gør det fantastisk i sin rolle som betragter og fortolker. I et interview med Slant Magazine udtaler han” My background is documentary still photography, reportage. A lot of that is reacting to things that are happening. You have ideas, but they're not scripted. The whole thing is trying to capture the essence of what's going on around you and interpret it”. Han havde næppe nogensinde selv tænkt, at de metoder han bruger i sit arbejde med at fortolke alt fra verdens krigszoner til hverdagslivet, skulle danne grundlag for en stribe kunstfærdige musikvideoer, og det er fascinerende, at det der blot skulle have været en stribe portrætbilleder endte med en køretur på 8.000 kilometer og 12 film, der formår at bygge ovenpå et værk, der i forvejen var i mesterværksklassen. 

Trackliste:

1. "Let England Shake"  

2. "The Last Living Rose"  

3. "The Glorious Land"  

4. "The Words That Maketh Murder"  

5. "All and Everyone"  

6. "On Battleship Hill"  

7. "England" 

8. "In the Dark Places"  

9. "Bitter Branches"  

10. "Hanging in the Wire"  

11. "Written on the Forehead"

12. "The Colour of the Earth"

Jeg tror, at jeg finder mig et tog, der går sydover på lørdag. Der, hvor jeg udstod det første år af min læretid, spiller Mouritz/Hørslev Projektet op til dans, og når de er blevet aftrådt, så dukker Frodegruppen 40 op, og når de har gjort deres, så kan man forføje sig på tværs over gården til Harmonien og høre Per Vers spille op til dans. Der er mere info at hente på Facebook.

Ud & Se bringer i denne måned et fint og meget læseværdigt interview med Søren Ulrik Thomsen, det opfordres du til at læse lige her.

Jeg sidder og arbejder på en tekst om de musikvideoer Seamus Murphy har lavet til P.J. Harveys fantastisk plade "Let England Shake. Polly blev bekendt med hans arbejde, da hun så en udstilling med billederne fra hans "A Darkness Visible" serie, og man forstår at hun faldt for hans billeder. når man ser dem, de er mildest talt fantastiske. Serien kan findes på hans egen hjemmeside, og The Digital Journalist bragte i 2009 et interview med ham om serien.

Jeg er begyndt at benytte mig af beskrivelser på min fotohjemmeside, i håb om at det giver billedserierne lidt mere substans.
(Klik på beskrivelserne for at se serierne)

De første domme var afsagt over ”Third Eye Surgery” faldt før jeg overhovedet havde modtaget mit eksemplar med posten, så dele af ventetiden er gået med at læse, hvad kloge ord andre har hæftet på Baby Woodroses nye plade. Eksempelvis: et sted nede i det tyske sidder en blogger, der i sin omtale af ”Third Eye Surgery” omtaler pladen som Baby Woodroses hidtil mest modne plade. Ud af alle de ord jeg fik læst om pladen før den nåede frem, var det ordet moden jeg fik hæftet mig mest ved. Jovist, Lorenzo Woodrose fyldte 40 sidste år, og familien Woodrose kunne fejre at det var 10 år siden at ”Blows Your Mind” blev udsendt på vinyl for første gang, så det nærmer sig, at man godt må omtale navnet Woodrose som værende gammelt i gårde. Men moden? Når jeg hører en musiker omtalt som moden (hvad jeg heldigvis sjældent gør) så tænker jeg på folk, der udlever det gamle ordsprog ”skomager bliv ved din læst”, og har fundet den kasse de hører til i, og arbejder indenfor de rammer den nu engang giver dem. Det kunne man så også anklage Lorenzo Woodrose for at gøre, for man ser ham sjældent omtalt uden at den hellige treenighed 60’er, syre og psykedelisk dukker op i teksten, men jeg synes for hver plade, der er kommet fra ham, og for hvert projekt han har lanceret, der er der blevet sparket til kassens vægge, så de har flyttet sig, og hans virkeområde er blevet et stykke større.

Med ”Third Eye Surgery” bliver der sparket til væggene igen, og denne gang har han taget jernstøvlerne på.

Det er ikke når man hører de to forløbere til pladen, ”Nothing is Real” og duetten med Emma Acs ”Dandelion”, at man bemærker skredet i lyden. Det er heller ikke på åbningsnummeret ”Down to the Bottom”, at det går op for én, men når nålen rammer andet nummer, så skal jeg love for der sker løjer. ”Waiting for the War” er en energiudladning af de store, der er bulder i trommerne, gnist i stemmen, knald på liggehønen, you name it. Dette er pladens hit, den perfekte lille beskidte syvtommersingle med lige rundt regnet to-et-halvt minuts spilletid på a-siden, hvis det altså havde stået til mig. 

Resten af pladens ligger i spilletid og udtryk ikke op til en karriere som singlehits, men som lytter bliver du trukket med længere ud end Baby Woodrose har bragt dig før. Det er tungt, det er spaced out, det er out there, det er mere end bare en inddragelse af lyden fra sideprojekterne Dragontears og Spids Nøgenhat, det er en håndfuld numre, der får farverne til at flimre på væggene, mens følelsesregisteret kæmper en kamp om man skal smide blomster i håret eller tage kampdragten på. ”Bullshit Detector” er ”Waiting For the Wars” tunge, stenede storebror, ”Love Like a Flower” ikke for hippieallergikere, og et sted mellem de to finder man titelnummeret med en fod i begge lejre. Over dem alle lyser dog ”Honalee”, der lukker og slukker for ”Third Eye Surgery”. Jeg er helt væk hver gang jeg hører nummeret. Det synes at forsætte i det uendelige, og er en fængende, grænsende til det hypnotiske, smuk stenet syrefolket sjæler, der vil få dig til at danse langsommere end nogensinde før.

Sat udenfor sammenhæng, lyder ”Down to the Bottom”, ”Dandelion” og ”Nothing is Real” som sagt som Baby Woodrose som man kender det, men når du har kørt pladen igennem et par gange, vil du kunne høre, at også de tre er smittet med det, der går igennem hele pladen. Masser af citar, masser af tyngde og en masse mere, man normalt ikke finder i så rå doser på en Baby Woodrose plade. Pladen i sig selv er forfriskende anderledes i forhold til tidligere Baby Woodrose plader. Den er ondere, olmere og markant mere kantet, og samtidigt langt mere beskidt og stenet end tidligere udladninger, og jeg kan lide det. For fanden, hvor kan jeg dog lide det!

(Baby Woodrose "Third Eye Surgery" anmeldt for Geiger)

Musiknyt 1: Lise Westzynthius giver et nummer på Gaffa TV. Musiknyt 2: Tomas Andersson Wij giver et nummer backstage før eller efter tirsdagens forrygende koncert på Dexter. Musiknyt 3: Billedet er sakset fra Peter Sommers Facebookprofil, den unge mand er åbenbart i gang med ny musik.

26. marts 2012 - Rødme.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Sibirien.

26. marts 2012 - Rødme.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

18. marts 2012 - Kirkendrup.

 3. april 2012 - Tomas Andersson Wij, Dexter.

"Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade [sig]. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!"

Kirkegaard (1846)

26. marts 2012 - Nordskovvej.

26. marts 2012 - Lydinge Mølle.

30. marts 2012 - The Beardy Durfs, Leaves Festival, Kansas.

30. marts 2012 - The Beardy Durfs (pre-gig), Leaves Festival, Kansas.