Et sted på marken
stod en flok kvæg

De havde ingen problemer
kendte ikke ordet

De stod
det var hele deres opgave
da en maler kom forbi

Kristen Bjørnkjær
(Firsernes fest/Gyldendal/1987)

Ny forskning viser, at Mars er et kvindebryst med meget tør hud.

Jeg brugte en del af min weekend på at trimme pladesamlingen. Ud røg tidligere tiders indkøb af ting en pladesamling bare ikke kunne være foruden. Så farvel til The Clash og farvel til Ramones, farvel Kate Bush og farvel Elvis Costello. I vil næppe blive savnet.

Fredag aften, siddende med en halvlunken, helforfærdelig, gratis uddelt julebryg i hånden tonede min plan for lørdag aften frem i form af en flyveseddel med blandt andet ordene Mouritz/Hørslev Projektet. Lørdag aften krøb vi ind på et næsten tomt Momentum. Alt inklusiv, med band, publikum og personale var vi en 20-25 mennesker forsamlet. De gange jeg tidligere har set Mouritz/Hørslev Projektet har Mouritz/Hørslev Projektet været lig med Mads Mouritz, men det noget nær første, der sker da vi har sat os ved et bord med øl og cider, er Lone Hørslev der går på tværs af lokalet, og i baren, og får et glas rødvin. Fem stk. går på scenen et par minutter senere. Mouritz, Hørslev, projektet i form af en guitarist og en bassist, og en islandsk korpige, der for mig længe vil komme til at stå som både et synonym for, og et billede på skønhed. Frygten for en aften som denne, hvor publikum i mandtal er tæt på at være bandet underlegne, er en pligtaflevering fra scenen, men den frygt blev gjort til skamme. Det vi fik serveret var årets ubetinget hidtil bedste koncertoplevelse, bestående af dels sangene fra Så Er Det Sagt (som jeg tidligere har udråbt til den bedste dansksprogede plade i 2007), dels en overflod af nyt materiale (bl.a. Hus og Have), der alt sammen begejstrede i lige så høj grad som det kendte. Glæden på scenen smittede af på publikum, og publikum gav igen af samme skuffe, og den begejstring virkede til at smitte af på scenen. Meget sigende for aftenen blev der under afspilning af det nye nummer Snapsesangen (eller var det bare deres snapsesang?) serveret snaps til samtlige tilstedeværende, som et spontant og velfungerende indslag fra barens side. Der er ingen grund til at bryde koncerten ned i stykker og enkeltdele, alt fungerede på alle planer. Du skulle have været der!

Min avis lukker den 28. november, så den 26. november bliver sidste gang, at jeg kan skrive klummeskribent på mit visitkort. Selvom konkurrencemennesket i mig jubler over, at jeg med to opsigelser på en måned har sat personlig rekord, så er jeg ikke helt tilfreds med situationen.

Kære Joan Ørting,
bør jeg få rejsning på taget.
K.h.
Håndværkertypen76

Mine fordomme om amerikanerne vil gerne dedikere Holly Golightly & The Brokeoffs - You Can't Buy a Gun When You're Crying til taberne af nattens valg.

Ugens Klumme

For tiden har jeg vovet mig ud i den svære kunst at få afsat mig selv.
Ikke at jeg har gjort mit indtog på datingscenen eller rodet mig ud i et nebengeschäft som gigolo, men ganske simpelt fordi jeg er gået i gang med at lede efter nyt job.
At skrive ansøgninger er som bekendt den svære kunst at sælge sig selv - uden at prostituere sig. Det nytter ikke at forsøge at sælge sig selv på noget, man ikke er, kan eller vil. Det er ærlighed frem for alt, og frem for alt ingen halve sandheder eller hvide løgne, for de vil før eller siden og ganske uundgåeligt vende tilbage og bide dig i røven. Men sandheden kan formuleres på så mange måder, at den virkelige kunst er at ramme den rigtige.
Når man så tror, at man har fundet den fejlfrie formular og forfattet en ansøgning, der på forhånd burde sikre en jobbet, og man efterfølgende har dobbeltjekket at tegnsætningen er på plads, at stjernerne står fordelagtigt i forhold til sol og måne, og mener at have fået læst, hvad det er egentlig er, de vil have, ud fra alt det, der står mellem linjerne i jobopslaget, så er der ikke andet for end at kopiere sin ansøgningstekst ind i en mail, krydse sine fingre, vedhæfte sit cv og trykke send.
Enhver jobsøger ved, at ens cv i bund og grund er en invitation til et tredjegradsforhør. Det ligger op til den del af jobsamtalen, der kommer efter de indledende høflighedsfraser, hvor spørgsmålene som regel ikke er sværere end, hvorvidt man vil have kaffe, og om det var svært at finde derhen. Her drejer forhørslederen (også kaldet den eventuelt kommende arbejdsgiver) sin kontorlampe op i ansigtet på dig, og så starter det.. Hvad lavede du der? Hvor længe lavede du det? Hvem lavede du det sammen med? Hvorfor laver du det ikke længere? Og hvad har du lært af det?
Jeg ved at summen af det, jeg har lært, er lig med den arbejdskraft, jeg er blevet. Og det er den jeg - med de talenter og evner, fejl og mangler, jeg har - efter bedste formåen prøver at sælge. Og jeg skal såmænd nok også blive afsat, som kvart jyde har jeg krejlerblod nok i årerne til at kunne sælge det mest umulige, og besindighed nok til ikke at stresse, hvis det ikke sker på førstedagen. Går det galt, kan jeg jo altid tage en karriere som gigolo til genovervejelse.

Aftenens film.

4. november 2008 - Lundeborg

Tirsdagens uundgåelige.

Sterling er gået konkurs, og det nye og forbedrede internationale Sterling lyder umiddelbart også som lidt af en falliterklæring. Kent burde ellers endegyldigt have bevist, at charmen går af ballonen når man skifter den lokale dialekt ud med engelsk.

2. november 2008 - Sorø Museum

2. november 2008 - CS Nielsen

2. november 2008 - Peter H. Olesen

2. november 2008 - Setup til Olesen, Lund & Nielsen

26. april 2008 - Christianshavn

Fire gange Rhonda Harris.

Det er i dag 70 år siden Orson Welles berømmede og berygtede oplæsning af Klodernes Kamp, der ifølge overleveringerne spredte skræk og rædsel blandt lytterne. Den originale optagelse kan høres her.

29. oktober 2008 - Sct. Hans Gade

29. oktober 2008 - Nattehimlen er en blindgyde.

Det er ikke, fordi jeg stiller de store krav til min telefon. Hvis bare den kan ringe ud og ind, og sms'erne også kan gå begge veje, så er mine behov ganske tæt på at være dækket ind.

Det var også de eneste krav, jeg havde, da jeg forrige gang skulle købe telefon. Ekspedienten var da også meget undskyldende, da han fortalte, at telefonen altså også havde et indbygget kamera. Men han tog sig heldigvis også tid til beroligende at forklare mig, at jeg ikke skulle være nervøs, for kameraet var af en kvalitet, hvor det i praksis var ubrugeligt.
Jeg købte telefonen, og den holdt indtil for nylig, da knappen med det grønne telefonrør endegyldigt gav efter, og ud- og indgående opkald blev en umulighed.

Ingen tvivl om, at jeg er en af den slags kunder, de store firmaer elsker. Min mærkeloyalitet er uovertruffen, i hvert fald når det kommer til telefoni. Så selvfølgelig købte jeg en telefon hos det teleselskab, jeg har været hos de sidste tretten år - af det samme mærke som jeg har haft de sidste ti.

Selvfølgelig valgte jeg den model, der hed noget med classic, for det lugter lidt af, at den ikke kan for meget mere, end hvad dens forgænger kunne.

Jeg var blevet en krone fattigere, og en bindingsperiode, der kan være ligegyldig, når man ikke gider skifte teleselskab, rigere, da min telefon dukkede op i posten, klar til brug. Eller det vil sige næsten. For den indbyggede ordbog rummer ikke alle de eder og forbandelser, jeg har sendt til folk igennem den seneste telefons levetid.

Ingen sgu, fanden og helvede, ingen mulighed for at bede folk flette fissen, og dilleren skal man også selv putte ind (hvis man vil have den i telefonens ordbog). Den nye telefon er også anderledes konsekvent end den gamle. Den giver ingen mulighed for at tvivle for både tjoh og tjah er ukendte vendinger, og det med at kukkelure er det også slut med. Til gengæld virker kameraet upåklageligt.

Det er sikkert vanvittigt, hvad min telefon kan, som jeg aldrig får brug for, men til den pris, jeg har givet, kan jeg næppe brokke mig over at have betalt for meget. Jeg kan bare glæde mig over, at det er en model classic med en ringetone, der siger dingelingelingeling - havde den så bare haft drejeskive i stedet for taster, så havde det været helt perfekt

Dagens overskrift...
Falske viagrapiller indeholder blødgører

I går bestilte jeg den just udkomne Talk Talk - Live at Montreux 1986 dvd, og i går aftes lyttede jeg så til en bootleg jeg har liggende af samme koncert. Selvom koncerten er fra samme år som Talk Talks helt fantastiske liveplade London 1986, så fremstår den langt mere let og levende end denne. Dette skyldes til dels, at London 1986 til trods for en spilletid på 56 minutter er mesterligt sammensat af kun 8 numre, med fokus på de tunge numre i Talk Talks repetorie. Live at Montreaux 1986 forventer jeg dog kommer til at være højt placeret på listen over tilbageskuende udgivelser når årslisterne snart skal gøres op. Jeg ser i hvert fald frem til at få denne koncert i en ordentlig lydkvalitet, min store bekymring er om jeg kan holde ud at kigge på dem..

Montreux - Talk Talk
London - Give It Up

I aften har Enghavevej 40 Calexico på programmet, hvis man ikke som jeg skal afsted, så kan man her se Joey Burns solo og akustisk fremføre tre af numrene fra Calexicos fine, fine og seneste udspil Carried To Dust.

Under aftenens udgave af Smagsdommerne sad jeg af flere grunde og tænkte klovn..

Det mægtigt fine pladeselskab Washington.inc, der bliver drevet af den mægtigt flinke Mikael R. Andreasen, der er lig med mægtigt fantastiske Kloster, har fået lavet en mægtigt forrygende hjemmeside. Jeg har bidraget med lidt billeder, og er repræsenteret i galleriet.

Erhvervet på vinyl i dag.

Egentlig skulle det indlæg have handlet om, at vinyludgaven af Eels - Blinking Lights and other Revelations, der udkommer i næste uge stod meget højt på min ønskeseddel til jul, men mens jeg sad og kiggede på boxen var der en stemme i mit hovede, der hviskede "253$ er ikke så galt, det er jo inklusiv porto".

Nysgerrige kan beskue og misunde mit indkøb her. Frem til 28. oktober er det også muligt gratis via linket at downloade 4 numre fra boxens bonusdisc, der rummer en koncertoptagelse fra Manchester 2005.

Ugens klumme:

Tanken om børn har for mig alle dage været en uoverskuelig størrelse. Ikke at jeg er endegyldigt afvisende, det har bare altid stået mig som noget lidt fjernt, og som en af de ting, der hører sig til at være voksen, hvad jeg måske ikke helt synes jeg er endnu.

Under et familiebesøg forleden gjorde mit eget fædrende ophav mig så opmærksom på, at det ville klæde mig at blive far. Som jeg lå dér på gulvet med min étårige nevø og testede brudstyrken på en Brio-mariehøne, blev jeg en smule paf. Ikke at jeg ikke ville kunne vænne mig til at ligge på gulvet og kalde det for leg, at kaste med ting, eller vænne mig til at sige 'her kommer lastbilen', mens jeg prøver at få junior til at lukke madgaragen op, så bare en procentdel af foderet kunne komme indenbords.

Jeg tror endda, jeg kunne vænne mig til tanken om at skulle skifte ble, for det er vel til at leve med at skulle tage imod lort fra en, der ikke ved bedre.

Alligevel blev jeg paf og måtte stille mig selv spørgsmålet, om jeg ville kunne udfylde rollen som nogens far? Jeg har aldrig tænkt så langt som til at se mig selv som far. Altså, en dag skulle det nok komme, måske når jeg rammer fyrreårsalderen og på den måde sikre, at det stolte familienavn Petersen lever videre, men helt konkrete har tankerne dog aldrig været.

Et par dage efter min fars konstatering forsvandt al min frygt for, om jeg vil kunne udfylde rollen som far. Et forældrepar, der i mangel af bedre beskrivelse lignede et par livsstilssygdomme under udvikling, kom i Rosengårdscentret slæbende med deres hylende unge, og faderen udbrød irriteret: 'hvad fanden er der med hende, hun har fået både is og pomfritter - der er ikke noget at hyle for!'

Når tiden er inde, skal der ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil være den bedst mulige far, men jeg håber, at konkurrencen om førstepladsen er hårdere end det nævnte eksempel.

I går havde jeg så besøg af en teenager. Jeg havde sørget for snacks, med tilhørende let skærmunderholdning i dvd-form og at maden stod mere eller mindre klar, da det ringede på døren.

Da vi mellem mad og film fik snakket om de bekymringer, der rører sig i en teenagers hoved, slog det mig, at det hele nok skal gå, at jeg måske endda er klar. Rollen som fraskilt far med teenagebørn er jeg i hvert fald klar til.

Endnu et kapitel i Rytmepostensagaen.

Jeg har slået dig i en grad hvor du til sidst opgav at forsvare dig, alligevel føler jeg mig underlegen når jeg ser dig. Men mest når du ser på mig, måler mig af, fnyser hånligt, ikke udenpå, men indeni. Det er tydeligt at se på dig, at du ikke ved om du skal have ondt af mig eller hade mig. Det er tydeligt at han godt ved hvem jeg er, når han klemmer din hånd ekstra hårdt og det et kort sekund virker som om han slæber dig efter sig, indtil du smider mig ud af dit synsfelt og igen koncentrerer al din opmærksomhed mod ham. Men indeni koger du og det vil du gøre de næste timer, men du siger det ikke til ham og selvom han kan se det, så nævner han det ikke for dig. Jeg er bedst, når jeg kan fortrænges, jeg er et problem, der skal ties bort. Han har gjort optræk til hævn, men nej. At se mit ansigt forslået, som du så tit har set dit eget ansigt i spejlet, vil alligevel ikke kunne gøre nogen forskel nu. I går videre og jeg går hjem, du tænker dit, han tænker sit og jeg ved hvad i tænker, men når jeg ser dig, så ved jeg også at jeg ikke fortryder.

Forbrugertip.

Chartreuse er uden tvivl den opdagelse, der har gjort størst glæde her på det seneste. Belgisk munkeøl er der alligevel ingen, der rigtigt gider længere, så hvorfor ikke drikke fransk munkelikør i stedet? Historien er som følger: Likøren var ukendt indtil 1848, da en gruppe officerer tilfældigt fik den at drikke under indkvartering på munkenes kloster i Voiron. Det gav sådan en efterspørgsel, at man 12 år senere måtte bygge et nyt destilleri i Fourvoirie. I 1903 blev munkene fordrevet fra Frankrig , og de fremstillede deres likør i Tarragona i Spanien, indtil de i 1931 på ny vendte tilbage. Chartreuse siges at indeholde 130+ krydderurter og er baseret på et manuskript af Marechal d'Estrées Pêre Chartreux fra 1605, der skulle garantere et langt og godt liv. Her i huset bruges den som after dinner drink. Likøren er i alkoholstyrke stærkere end både whisky og cognac, men mindre sprittet og langt mere blød og afrundet i smagen, dog med en imponerende eftersmag. Jeg har med succes serveret Chartreuse til folk, der ellers ikke gør sig i anden ren alkohol end Baileys.

"Vores veluddannet personale.."
(set hos slagteren)

Følgende er i dagens udgave af Fyens Stiftstidende.

Tålmodigheden er ved at være brugt op hos Postens brugere, der kalder efterårsprogrammet en hån. Der mangler alt! Så klar er Martin Petersen i mælet, når han ser på Postens efterårsprogram.Den 32-årige musikelsker, der arbejder i Moby Disc, der er medindehaver af pladeselskabet Tryghed & Tristesse og tidligere var hyppig gæst på Posten, har efterhånden givet op. Hans håb om mere bredde, mere kvalitet og flere af de navne, der kan trække folk til, er endegyldigt forsvundet. De udenlandske navne, der gæster Posten, er alle på Danmarksturné. Første år var det Bloodhound Gang og Marianne Faithfull - denne sæson er det Walter Trout og Steve Wynn. Begge to navne, der har været her 100 gange før. Ud over dem er der intet andet udenlandsk af interesse, siger Martin Petersen og konstaterer, at han har en fornemmelse af, at Posten stadig er den samme gammelmandsklub som under den forrige leder Jan Aaskov. Martin Petersen undrer sig ligeledes over, hvorfor eksempelvis Mercury Rev, Port O'Brien samt Joan as a Police Woman, der spiller på Vega i København samt Train og Voxhall i Århus, ikke også kunne gæste Posten. Hvorfor kunne de ikke spille den ene koncert i Odense, spørger han og tilføjer, at Posten bør satse på musik andre dage end fredag og lørdag, hvis de vil trække internationale navne til. I pladeforretningen Moby Disc, der også sælger billetter til fynske koncerter, er efterspørgslen på Posten-koncerter stort set ikke-eksisterende.
- Vi har næsten ikke solgt noget til nogen af efterårets koncerter på Posten. Til gengæld sælger vi masser af billetter og har en massiv efterspørgsel til Team Karates koncerter på Magasinet, siger Martin Petersen og tilføjer, at det er grotesk, at bands som Saybia, The Storm og Carpark North ikke er på Postens plakat, mens en masse ligegyldige clubbingarrangementer står på programmet. Musikkøberne i Moby Disc er helt stoppet med at snakke om Posten. For som Martin Petersen understreger, er der jo ikke noget at snakke om. Det er jo en stor gang "hvad sker der?". Der kommer ingen udmeldinger og alle spekulerer på, hvornår lederen af Posten ryger. De eneste ord, der dækker, er opgivelse og katastrofe, sukker Martin Petersen. Fyens Stiftstidende ville gerne have stillet lederen af Posten, Niels-Jørgen Simonsen, disse spørgsmål: Er Steve Wynn og Walter Trout interessante nok som topnavne? Hvorfor har man ikke et band som Mercury Rev, når de er i landet? Hvorfor kan Posten ikke sælge billetter, når der er stor efterspørgsel på Team Karates koncerter? Hvad skal alle clubbing-arrangementerne på programmet? Hvorfor arrangerer man ikke koncerter i hverdagene for at have større chance for de udenlandske topnavne? Men Niels-Jørgen Simonsen har ikke ønsket at kommentere kritikken.

Ugens klumme.

Det bliver i et udsolgt Lille Vega, at jeg i aften skal opleve Jenny Lewis gøre sit, og forhåbentlig leve op til det pladerne har budt på. Alt imens spiller Martha Wainwright i Store Vega. Hun er en kvinde, der har fået det optimale ud af sit efternavn og de to uforståeligt hypede plader hun har belastet verden med. Så hellere en tidligere barneskuespiller med noget på hjerte. Der er vel et begrundet håb for, at Elvis Costello ikke dukker op i aften og på samme måde som på Acid Tongue ødelægger det ellers fine nummer Carpetbaggers, bortset fra det må hun komme med det hele, og gerne tage noget af countrycharmen fra Rabbit Fur Coat med.

Jeg arbejder udenbys hver mandag, og hver mandag før jeg tager hjem, tømmer jeg bunden af min kaffekop i toilettet uden at trække ud. På et eller andet tidspunkt må min tirsdagskollega vel begynde at tænke sit.

Gårsdagens film.

Morgenkaffe i morgentog,
morgendis og morgenro.

Den chubby white trash dulle i starten af 20'erne jeg sad ved siden af i toget i dag, var virkelig a piece of art. Først fortalte hun veninden, hvor træt hun var af at hendes 14 årige søster havde knaldet med den samme fyr som hun havde, før hun gik over i at fortælle, at hun altid skjulte små sprutflasker i hendes bh når hun var i byen, for at kunne spice sine drinks billigt op. Ud fra hendes lange, tunge bryster at bedømme, kunne hun have skjult en Bacardi Breezer under hvert bryst uden at nogen ville tænke over det.

En af dagens overskrifter starter med "Østrigs Jörg Haider..", tænk hvis man tog udenlands og så en overskrift, der startede med "Danmarks Pia Kjærsgaard..".

Det er lige gået op for mig, at jeg i folkeskolen gik i parallelklasse med ham, der for et par år siden stod bag Love Shop bogen I Byens Lyse Strøm. Så er der alligevel en enkelt fra den årgang, der har begået noget.

Fyens Stiftstidende ringede i tirsdag, tidligere i dag ringede P4. Måske tiden er inde til, at jeg skal have mit kvarters opmærksomhed.

Jeg lugter blod når du spreder ben.

Jeg har anmeldt Jeff Hanson - Madam Owl for Undertoner.dk.

Ugens klumme.

06. oktober 2008 - Til salg/solgt.

06. oktober 2008 - Parkeret varevogn.

06. oktober 2008 - Islandsgade.

04. oktober 2008 - Kuffert, Jarlsberggade.

04. oktober 2008 - Anette.

04. oktober 2008 - Billetautomat, Rugaardsvej.

Derhjemme var stadig dér, hvor han også stammede fra. Ikke samme hus, ikke samme gade, men et godt og solidt stenkast fra hvor han var vokset op. Fandt han en sten, der lå godt i hånden og lagde han alle kræfterne i, burde det også i praksis være muligt at kaste stenen den afstand. På en dag med nedsat tyngdekraft ville det måske også være muligt for ham at ramme oppe på den anden sal, hvor han var vokset op hvis de ikke havde haft vinduer ud mod gården. Kvarteret havde rummet hans opvækst, hans ungdom og det der var fulgt efter, da han flyttede for sig selv. Byen havde budt på nok til, at han var blevet boende. Indkøbsmuligheder nok, muligheder nok, en enkelt kæreste, der ikke var blevet boende og et job, der næppe kunne kaldes en karriere, men dog et job, der ville bestå uanset hvilken vej konjunkturerne gik. De fleste aftener efter han var flyttet hjemmefra, havde han stadig spist derhjemme, indtil de derhjemme var faldet fra, og der ikke længere var nogen at spise hos. Derhjemme var blevet afsat via den eneste ejendomsmægler, der lå i kvarteret og havde finansieret det meste af det, der manglede at blive betalt af hans eget hjem, der nu var derhjemme.

Hjemmefra forberedte han sig godt. Han pakkede altid kufferten i god tid, pakkede altid ekstra af, hvad han pakkede ned, hvis nu. Han var altid i god tid til bussen, der blev arrangeret af selskabet, der arrangerede selskaberne i selskabslokalerne derude. Hver den første lørdag i de lige måneder (februar, april, juni, august, oktober osv.) tog han vestover, ikke helt vestud til havet, men vestover et sted. Et sted med festlokaler, tre retters menu plus natmad og levende musik, hver den første lørdag i de lige måneder (februar, april, juni, august osv.). Han gav buschaufføren sin kuffert, så buschaufføren lægge den ind i bussen, gik så selv ind i bussen og valgte sig en plads på et sæde, hvor endnu ingen havde valgt at tage plads. På den måde skulle han ikke trænge sig på. Bussen blev som oftest fyldt, men på denne måde slap han for at spørge om der var plads og tage stilling til, hvem han ville sidde ved siden af. På denne måde ordnede tingene sig selv, hans sidemand valgte ham af lyst eller i mangel af bedre. Det var det nemmeste. I bussen holdt han bordskik, han opførte sig, som han ville gøre, når han nogle timer senere gik til bords. Han gjorde ikke det store væsen af sig, han lyttede til de andres småsnak, han svarede høfligt, hvis han blev spurgt, men han gjorde intet for at holde samtalen kørende.

De ankom rettidigt. Han meldte sin ankomst i receptionen, som de andre. Fik sin nøgle, fortrak til sit værelse, pakkede sine ting ud, lagde det frem han skulle bruge og fandt plads i skabet til det ekstra, han havde pakket. Han var ankommet til et værelse med en enkelt opredning og bad på gangen. Grundet en misforståelse, havde han en enkelt gang været nød til at dele et værelse med to opredninger, naturligvis i to separate senge, med en fremmede. En enkelt gang havde han set sig nødsaget til at give de 180,- ekstra, det kostede at have et badeværelse indenfor det kortvarige lejemåls rammer, men tiden havde lært ham at være ude i god tid, så som det sidste før han tog af sted, gik han nu ned i receptionen og reserverede et værelse til den første lørdag i den næste lige måned (februar, april, juni osv.).

Han lyttede ved døren, hvornår badeværelset på gangen var ledigt. Han vaskede busturen af sig, sørgede for ikke at bruge for længe derude, hvis der var andre der skulle til. Sørgede for at efterlade badeværelset præsentabelt til den næste. Tørrede duggen af spejlet, skrabede vandet væk fra gulvet. Han ventede altid med at klæde sig på igen, men lagde sig i sit undertøj på sengen og ventede. Ventede på at det blev tid, ventede på at det blev tid til at klæde sig om. Et kvarter brugte han på at klæde sig på. Han rejste sig fra sengen tyve minutter i. Fem minutter til at klæde sig på, ti minutter til at sikre sig at al beklædning var i de rette folder og på sin rette plads, fem minutter til at komme ud af døren og ned i festsalen.

Vejen ned var altid via trappe. To etager. Trappen var henne af gangen, elevatoren lidt tættere på. Han tog trappen, holdt sig i bevægelse hele vejen ned til festsalen. Han havde ingen interesse i at falde i snak, mens han ventede på elevatoren, eller i elevatoren, mens han ventede på, at den bevægede sig ned til stueplan. Der var sjældent nogen på trappen, alle synes at foretrække stedets to rummelige elevatorer, der kunne holde op til 8 personer (eller 800kg), og først skulle inspiceres igen om halvandet år. Ingen talte til en mand på vej ned af en trappe, slet ikke efter rygeforbuddet. Ingen skulle nu have ild, låne en lighter, eller vide om han havde tændstikker. Og han havde ikke armbåndsur på. Fra trappen skulle han på tværs af receptionen, dreje en enkelt gang til højre, og så var han der. Han kom punktligt. De fleste var trukket ind, de fleste havde fundet en plads, mange stod stadig og talte, men det var klart hvilke pladser var taget, og hvilke var ledige. Han kunne blive sat uden at forhøre sig, om han måtte sætte sig. Han satte sig, hvor der var plads.

Han kendte ingen af de andre gæster, men han kunne nikke genkendende til flere af ansigterne i festlokalet. Flere af ansigterne nikkede genkendende til ham, og han nikkede en genkendelig hilsen tilbage til dem. Ved bordet gjorde han ikke det store væsen af sig, lyttede til de andres småsnak, svarede høfligt, hvis han blev spurgt, men gjorde intet for at holde samtalen kørende. Han tog altid en øl til forretten, et glas rødvin til hovedretten, og holdt igen så det strakte sig til desserten. Han tog endnu en øl, når dansen blev givet fri, og igen når han kunne se, at der var en halv time til natmaden. Det var ikke skemalagt, og var der ikke flere kolde øl sidst på aftenen, så gik et glas hvidvin også an, men helst skulle det være, som det næsten altid var. Det trygge lå i, at han vidste, hvad han gik ind til. Den første lørdag i de lige måneder (februar, april osv.) ville han kunne se frem til, at alt var trygt, og at alt var, som det plejede at være. Ligesom derhjemme. Bare ikke derhjemme.

Han var altid en af de første til at tage natmad. Spiste den hurtigt, og drak det sidste af sin øl. Han gik op på sit værelse, mens de sidste stadig stod i kø for at få natmad. Gik han før natmaden, stod folk ude i receptionen og snakkede. De blev stående på deres vej ud for at ryge, eller på deres vej tilbage. Nogle af dem røg måske ikke engang, men stod bare og snakkede. Gik han efter natmaden, ville alle være på vej til deres værelser. Højlydte, opstemte, sociale. Selv på trappen ville der være mennesker. Gik han som han gjorde, ville han have vejen op til anden sal for sig selv.

Dynen ville være skubbet til side, når han låste sig ind på værelset, og på sengen ville hans kuffert stå. Han klædte sig af ned i kufferten, pakkede også det ekstra tøj, og lagde tøjet til dagen efter frem. Så lagde han sig, som han havde redt. Han vågnede og lyttede ved døren for at høre, hvornår badeværelset på gangen var ledigt. Han vaskede natten af sig, sørgede for ikke at bruge for længe derude, hvis der var andre der skulle til. Sørgede for at efterlade badeværelset præsentabelt til den næste. Tørrede duggen af spejlet, skrabede vandet væk fra gulvet. Han ventede altid med at klæde sig om, men lagde sig i sit undertøj på sengen og ventede. Ventede på at det blev tid, ventede på at det blev tid til at klæde sig om. Der var morgenmad fra ni til elleve. Et kvarter brugte han på at klæde sig på. Ingen morgenmad. Han rejste sig fra sengen halv elleve. Fem minutter til at klæde sig på, ti minutter til at sikre sig at al beklædning var i de rette folder og på sin rette plads, fem minutter til at lukke kufferten, fem minutter til at komme ud af døren og ned i receptionen, fem minutter på at reservere et værelse til den næste første lørdag i den næste lige måned (februar osv.). Klokken elleve skulle bussen holde udenfor, klokken elleve stod han derude. Han gav buschaufføren sin kuffert, så buschaufføren lægge den ind i bussen, gik så selv ind i bussen og valgte sig en plads på et sæde, hvor endnu ingen havde valgt at tage plads. Om lidt ville én sætte sig ved siden af ham. Han ville svare, hvis han blev spurgt. Han ville ikke gøre noget for at holde samtalen i gang.

Sådan går det. Folk, man har kendt, bliver til noget. Hele tiden. Man har sit at se til, slider måske i det indimellem, tænker på, hvad der skal ske, tænker på, hvad man skal blive, går fra forhold til forhold, kan overhovedet ikke få øje på noget rigtigt mønster i det hele, og lige pludselig er der gået flere år. Og i mellemtiden er folk blevet til noget.
(Erlend Loe - L)

Ugens klumme.

Påbegyndt.

lyset faldt så smukt
knustes
og gik ud
da det ramte gårdspladsen

Kafka hade inte heller så roligt.
Tekst på nyligt indkøbt t-shirt.

Det her klummeskriveri har nu stået på i et stykke over et år, nok til at skabe sig et navn skulle jeg mene, men åbenbart ikke nok til at til at vække pressens bevågenhed. Mit billede har endnu ikke været at finde på de kulørte sider, jeg har ikke givet interviews til nogen som helst og ikke engang Ugeavisen har gidet bruge mig som ugens smil, men nok skal være nok, hvis der ikke er andre der vil, så kan jeg da interviewe mig selv.
Det bliver et interview eksklusivt for denne klumme og for denne avis, en gave til de(n) trofaste læser(e), der hver onsdag trodser, hvad der anses for god smag og bruger et par minutter i selskab med de tastetryk, jeg knalder ned i sekunderne op til deadline. En invitation til en delagtiggørelse i hvad der driver værket og inspirerer mig til i disse spalter nådeløst at spidde den odenseanske folkesjæl når jeg uge efter uge går bag om, hvad end der har bragt mit pis i kog eller fået mit blod til at rulle hurtigere i dagene op til, at jeg sætter mig til tastaturet.
Glem alt om hvad du hidtil har betragtet som hudløst ærligt, glem den vanlige fornedrende facon folk normalt er nødt til at ty til for at komme i medierne, når de udleverer sig i løgnedetektorunderholdning og andet medieskabt skidt. Det her er den ægte vare, den rå sandhed om hvad der gemmer sig bag Martin Petersens facade. Er jeg andet og mere end det elskelige, intelligente og ydmyge menneske jeg giver udtryk for? Er der nødvendigvis dybde og tyngde bag en mands ord, blot fordi han er høj og småtyk? Det bliver den slags spørgsmål jeg kommer til at udfordre mig selv med i interviewet, når jeg om lidt lader indbegrebet af inderlig udlevering fylde siden.
Desværre er det gået med dette interview, som det så ofte går med så meget andet i medierne. Kræfterne er blevet brugt på at puste en gang ingenting op til det helt store, for så at lade luften gå af ballonen når tiden er inde og forventningerne skal indfries. Tilbage er nu kun pladsen til et enkelt spørgsmål, så Martin, jeg bliver nødt til at spørge mig: tror du virkelig, der er nogen der gider læse sådan en gang juks som den her parodi på et interview har udviklet sig til? Ja, hvorfor ikke? Folk er så vant til intetsigende indslag i alverdens medier, der skal nok være nogen, der når at læse det færdig før de opdager de er blevet taget ved næsen.

The Fabolous Furry Freak Brothers Omnibus må være noget nær årets tegneserieudgivelse. Alt, der nogensinde er tegnet med The Fabolous Furry Freak Brothers i ét samlet værk på 624 sider til en pris på under 200,- inkl. porto fra Amazone. Klassisk hippieunderholdning med Fat Freddy, Freewheelin' Franklin og Phineas, der med linjer som "Dope will get you through times of no money better than money will get you through times of no dope." og "While you're out there smashing the state, don't forget to keep a smile on your lips and a song in your heart!" leverer årets måske mest essentielle sengelæsning. Anbefales.

Skulle jeg være en karakter fra en tv-serie, så tror jeg, at jeg ville vælge Dr. Cox fra Scrubs.