"Hold kæft, hvor jeg fortjener en bajer når jeg er færdig med at hænge det lort her op" som en af Venstres plakatophængere så halvvejs rigtigt bemærkede det..

Musiknyt 1: Ny Musikvideo fra Emma Acs Musiknyt 2: Ny musik fra Tom Waits Musiknyt 3: Mouritz/Hørslev Projektet meddeler i en statusopdatering på Facebook, at der er gang i tekstskriveriet igen. Det må betyde, at der før eller siden dukker noget nyt op fra den front. Musiknyt 4: Marissa Nadler har lavet en session for WFMU. Den kan høres her.

Jeg har den store fornøjelse og ære, at være den første, der går igen i galleriet hos Washington Inc. Det kan ses her.

Musiknyt 1: Tindersticks har åbnet op for deres nye webshop, og i den forbindelse muligvis ryddet op på lageret. I hvert er det nu muligt at erhverve sig Asphalt Ribbons ep'en, flere af deres tourcd'er, 7'ere, singler og endda deres anden udgivelse i eget navn som vinyl, med valgfrit omslag og bonus 7". Jeg mistænker dog lp'en for at være et genoptryk, da deres første plade nu også er tilgængelig på vinyl ud i den vide verden. Til 30£ for vinylen kan man altid diskutere om der er tale om et godt tilbud. Musiknyt 2: I afdelingen for næsten for meget af det gode har Calexico meldt ud, at deres tour cd'er bliver genudgivet som lp'er fordelt på otte sorte lakskiver samlet i én eneste æske. Der er ingen releasedato eller pris, men ganske vist skulle det være, at boksen udkommer på deres eget Our Soil, Our Strength label. Nyheden kan læses i sin helhed her. Musiknyt 3: Forleden omtalte jeg From Sarah, og de vekslede deres indsats ved fredagens Oppenheimers Eftermiddag til 4 stjerner i Gaffa. Det var dog billedet af pigen med autoharpen, der fik mig til at læse anmeldelsen. Pigen hedder Marie, og projektet hedder Penny Police. Efter selv at have lyttet, kan jeg ikke høre den store forskel på Penny Police, og så mange andre kvinder, der er oppe i tiden, men videoen til "What if Life Doesn't Kill You" er så absolut de fire minutter værd den tager. Musiknyt 4: Endnu et musikvideotip. Gotye (feat. Kimbra) - "Somebody That I Used To Know" er 4 minutters god pop. Bemærk især samspillet mellem de to i videoen, og Stingvokalen i omkvædet, men lad være med at blive for hooked. Resten af hans repetoire er rendyrket dunkepop. Musiknyt 5: P.J. Harvey spiller i både Norge og Sverige til oktober, og har masser af plads i kalenderen i dagene op til, og dagene, der følger. Kunne man være så heldig?

28. juni 2011: Pige.

22. juni 2011: Mark.

22. juni 2011: Rød traktor.

"Hans Majestæt sikrede OB en usandsynlig sejr" som de skrev på Politiken.

15. august 2011: Iron and Wine, Posten.

15. august 2011: Iron and Wine, Posten.

Der er omtaler, der er anmeldelser, og så er der tekster, der rammer hovedet på sømmet så helt og aldeles rent, at det gør helt ondt. Det er så noget som det her.

Efterårets koncertplan i grove træk.

15. august - Iron & Wine (Posten)
10. september - Eagger & Stunn Sound (Posten)
18. september - Oscar Danielson (Teater Momentum)
01. oktober - Raveonettes (Posten)
07. oktober - Hymns From Nineveh (Posten)
08. oktober - Marissa Nadler (Pumpehuset)
22. oktober - Emma Acs (Posten)
02. november - Tobias Trier (Dexter)
11. november - Elbow (Falconersalen)
12. november - De Efterladte (Teater Momentum)

Minder fra Ærø #2

Genboerne i hytten skråt overfor vores sad der allerede da vi ankom. Et førtidspensioneret ægtepar omkring pensionsalderen på hver deres side af terrassens hvide plastbord med front mod campingpladsens indkørsel. Hunden i lang line, og hver deres dåseøl fra den anden side grænsen, åbnet og serveret i egen beholder.

Da vi havde pakket vores oppakning ud og på plads, begyndte de at tømme deres bil. Ankomst, øl, og så dagens dont. Tasker og tæpper ind i hytten, to nye øl ud på terrassen. Hendes kropsform bar præg af, at dette sagtens kunne gå for at være en daglig rutine. Topmavet, småpattet, udslidt og Johnny Madsen lokker. De hilser begge lige høfligt af den grund. Min kone erfarer, at de otte måneder om året ligger på en campingplads nær Randers, men altid tager en uge ud for at se noget andet. Det er ikke mange ord, der bliver vekslet de to imellem, men de synes at hygge sig med deres rutinemæssige tilgang til ølindtaget. Vi ser dem med en øl nede ved grillen på havnen, vi ser ham hente øl i campingpladsens kiosk, vi ser dem på terrassen, og jeg passerer ham i døråbningen til toilettet, da der skal gøres plads. De hilser lige høfligt hver gang.

6. august 2011: Mejetærsker.

Det er vigtigt at huske, at der var engang, hvor OB kunne noget.

Det hænder, at radioen spiller noget, der bliver hængende i hovedet, og det hænder lidt oftere efter at P6 er kommet til. Mens jeg fredag eftermiddag krøb rundt på alle fire, og passede min rolle som far, rettede mine ører på et tidspunkt opmærksomheden væk fra knægtens gygygaga-pludder, og tilbage til P6, der kørte i baggrunden. I forvejen var de tunet nogenlunde tilbage på kanalen, da radioværtinden lige havde spillet Cody, men det opfølgende nummer var mindst lige så interessant. Jeg fangede intet andet af introduktionen, end at det var guitaristen fra Cody, der havde involveret sig i et nyt projekt, og aftenen i aften er derfor blandt andet gået med detektivarbejde for at finde ud af, hvad det var jeg havde hørt.

Det hørte var From Sarah, der består af førnævnte guitarist David Fjelstrup, trommeslager Ask Bock, og Moogie Johnson, der er og har været en del af Munck//Johnson og Wynona, og har spillet med alt, der kan krybe og gå, bl.a. Pluto og Lise Westzynthius. 


Som førnævnte Cody bliver også From Sarah udgivet af Slow Shark Records. Dette sker 5. september når ep'en "Notes" slippes fri. Første hilsen derfra er den meget Kashmir'esque "Demons". David Fjelstrups stemme lyder langt hen ad vejen som Kasper Eistrups, et stemmesammenfald der også høres i "Spit It Out", og dertil kommer også et vist stilmæssigt sammenfald med Kashmir. Kashmir-light kortet skal dog ikke spilles, for der er andet og mere end bare et plagiat at komme efter.

Det tager lidt tid at vænne sig til den stramme, men underspillede produktion, og jeg krydsede flere gange undervejs fingre for at From Sarah ville træde udenfor linjerne, og lade lydbilledet eksplodere i støj, men den stramme produktion virker, og får musikken til at vugge støt og stabilt derudaf. Atmosfæren fylder godt i "Bad Wine", der fået kastet en stryger ind bagerst i lydbilledet til at binde det hele sammen, mere tilbagelænet gang i den er der på "Spit it Out", der hen over en bund af whiskers og løst spillet guitar bygger op til et stort brag, der gudskelov aldrig kommer, for formlen på nummeret holder. Det er dog på "Demons", at det hele går løs, og bedømt ud fra det hørte er den også det oplagte visitkort, og den oplagte åbner for ep'en.

Med det forbehold, at jeg kun har hørt 75% af ep'en, så tillader jeg mig alligevel at finde begejstringen frem. From Sarah er godt som det er, og harr potentialet til noget, der kunne blive virkelig fint fordelt udover en hel lp. Jeg tænker at gruppen kunne være en oplevelse live, hvor lyden nødvendigvis må rasle lidt mere. For hvor effektiv produktionen end er, så måtte der godt gives lidt mere line, og halsbåndet løsnes lidt, så der kan komme lidt ridser i lakken. Den stramme produktion er lige poleret nok til mine ører.    


(3 af de 4 sange fra "Notes" kan høres via Soundcloud, klik på titlen for at høre nummeret)

01. Demons
02. Bad Wine
03. Spit It Out
04. Notes

Minder fra Ærø #1

Da de første dråber faldt, var vi blevet varskoet af et ældre ægtepar, der smilende i en blanding af høflighed og skadefryd over, hvor langt fra alting vi var, gjorde os opmærksomme på det forestående regnvejr. Min kone tog barnevognen og vendte om, mens jeg med Ærøskøbing dækket af et tiltagende mørkt skydække i ryggen forsatte ud mod enden af Urehoved, for at se, hvad der gemte sig derude.

Endestationen for min udflugt var i forhold til turen derud et moderat antiklimaks. Markerne, de græssende dyr, vand til begge sider, med mere Ærø på den anden side vandet til venstre, og det Sydfynske Øhav ude til højre var i sig selv turen værd. Et forbud mod ophold på klinten, et forbud mod ophold på markerne, og et skilt med teksten ”privat vej” slået i jorden for hver af den håndfuld huse, der lå dér for enden af vejen, gjorde spidsen af Urehoved så rutinemæssigt ugæstfrit som kun et sted med et konstant gennemtræk af turister kan være det.

Med Urehoved i ryggen, og et overstået sideskift mellem Ærø og det Sydfynske Øhav overstået, indlod jeg mig på tilbageturen til Ærøskøbing. Byen var blevet indhyllet i et mørke som var den besat af en ond kraft, tordenen lød efterhånden så højt, at den ville kunne gøre en krig bange, og vinden tog umærkeligt langsomt, men tydeligt mærkbart til. Bølgeskvulp og kornets rislen fyldte tomrummene mellem tordendrønene, og mørket spredte sig fra Ærøskøbing og ud over vandet ud for byen.

Det Ærø, der befandt sig på den anden side vandet forsvandt langsomt ind bag et gardin af dis og regn, der blev trukket for udover det stykke hav, der skilte der hvor jeg stod fra Borgnæs Nakke, Blakstensodde m.m. og det andet Ærø blev reduceret fra et flerfarvet landskab til en mørk kontur.

Heste og får forsatte deres sløve græsseri, mens fuglelivet i strandkanten indlod sig på et overstadigt aktivitetsniveau som skulle det sidste lige nås før regnen kom. Disen over det andet Ærø blev stadigt tættere, mens regnen krydsede over mod Urehoved.

Jeg stod og pissede på stranden, et sted mellem mørke og lys, da regnen ramte med en kraft af den slags, der er ved skabe sig et navn i København. Det andet Ærø var nu helt væk, strandhusene matte i farverne, og trafikken af turister ikke eksisterende med undtagelse af et par tyske nummerplader. Kameratasken blev forsvarligt lukket med det indbyggede regnslag, og hætten på min trøje trukket så stramt op omkring mit ansigt, at regnen lød metallisk når den ramte ind på siden. Kameraet fik lov til at blive liggende, regnens intensitet kunne alligevel ikke gengives.

Myggesværmene ved hybenbuskene var forsvundet, det samme var strandgæsterne. Køerne lignede nogen for hvem regnen var mere upraktisk end egentlig ubehagelig. I min højre side, hvor regnen ramte ind på mig, kunne jeg mærke vandet løbe ned af min arm indenfor trøjen, og hjemvendt kunne alle lag tøj vrides.

Mæh var stadig lige så sjov en lyd, som da knægten hørte får bræge for første gang to timer tidligere.

6. august 2011: Jetski et sted mellem Svendborg og Ærøskøbing.

Clint og Polly.

"Apocalypse" var en sørgelig sang, og jeg har ikke haft pladen på siden det overvældende skuffende første lyt da den udkom. Det skal dog ikke stå i vejen for en tur i Lille Vega den 16. november, hvor Bill Callahan beærer hovedstaden med et besøg. Jyderne kan eventuelt se ham i deres hovedstad den 22. samme måned.

2. august 2011: Cyklist ved Hasmark Strand.

3. august 2011: Udsigten fra Stenstrup Station.

En reklame: Her i huset har vi af flere omgange brugt keramik og smykker fra Louise Egedal som gaver, og vi har også af flere omgange selv købt (og fået foræret) keramik derfra. Selv er jeg meget begejstret for de sarte, men kraftige farver, der kendetegner meget af hendes arbejde, og kan ikke sige mig fri for at gå en kende på røven i benovelse over hendes begejstring når hun fortæller om hendes vej frem til netop de farver hun bruger. Det sarte står i skarp kontrast til de grove upolerede overflader, der præger hendes fade. Hendes smykker er omvendt glaserede, materialemæssigt robuste, og alligevel feminine. Jeg anbefaler.

Et af de for mig største mysterier pt er, at det ikke er muligt at erhverve sig Lee Hazzlewoods "Cowboy in Sweden" på legal vis. Personligt kan jeg uden de store problemer finde plads til "Cowboy in Sweden" på min liste over de bedste plader gennem tiderne, og nyder stadig med jævne mellemrum godt af det vinyleksemplar jeg for et fåtal af kroner erhvervede mig i en genbrugsbutik for et par år siden.

Det er dog først for nylig, at det er gået op for mig, at pladen er et soundtrack til et svensk tv-program fra 1970. Jeg var godt klar over, at der var lavet et sådant program, men tænkte at programmet var bygget op omkring pladen, og ikke omvendt. Kun et par enkelte klip havde indtil for nyligt fundet vej til YouTube, men nu er programmet i dets fulde længde, fordelt over nitten klip, blevet lagt ud.

I forhold til stemningen i musikken, og Lee Hazzlewood monotone baryton virker det fuldstændig fucked up, at sidde og kigge på programmets blanding af Lee Hazzlewoods sangintroduktioner tilsat drømmesekvenser og turistklip fra Sverige. Jeg har nedenstående lagt tracklisten  til "Cowboy in Sweden" op, og linket til den tilhørende video, sluk eventuelt skærmen for ikke at få forpurret førstehåndsindtrykket.

A:
"Pray Them Bars Away"
"Leather & Lace"
"Forget Marie"
"Cold Hard Times"
"The Night Before"
"Hey Cowboy"
B:
"No Train to Stockholm"
"For a Day Like Today"
"Easy and Me"
"What's More I Don't Need Her"
"Vem Kan Segla"

Der bliver hevet godt og grundigt i gammelskoletrådene på Malk De Koijns opstandelse fra de døde. "Toback to the Fromtime" sakser indledningsvis introen fra Kool Moe Dees "To the Beat Y'all" (der nok i højere grad kendes fra Mobys "Bodyrock"), og forsætter så ellers de næste tre minutters tid udover stepperne i klassisk Malk De Koijn lyrisk stil.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes. "Toback to the Fromtime" er genkendeligt som Malk De Koijn, men langt fra så forrygende som det der blev leveret af Malk De Koijn Mk. I. Jeg ville til hver en tid hellere have hørt det nye nummer som de spillede på Roskilde i 2009 sluppet som single (for du er min pige girl.. und so weiter). Om den optræder på den nye plade, der bliver sluppet i september vil tiden vise. Den kommende koncert på Posten til november ville for et par år siden have syntes et must, men skuffelsen fra deres seneste optræden på stedet stikker stadig dybt. Et uengageret, upersonligt show (foran et i øvrigt svært usympatisk publikum) lå meget langt fra minderne på sen 90'ernes Midtfyns Festival, og den forventning P3s udsendelse af Roskildekoncerten havde sat liv i.Malk De Koijn skal være velkomne tilbage, men jeg er ikke helt sikker på at jeg graver det.  

Da jeg forleden forsøgte at afsætte et sæt højttalere til en kunde, lød klagen, at de manglede bund. Jeg henviste til hans valg af musik, og påpegede at "Stay on These Roads" med A-HA aldrig nogensinde har rummet den mindste smule bas. Et skift i musik, og et salg senere blev tankerne sendt ned af Memory Lane. Glem Blur vs. Oasis, glem Slade vs. Sweet, glem Beatles vs. Rolling Stones, da krigen henover farmors spisebord i midten af firserne var på sit højeste var det med A-HA på den ene side, og Modern Talking på den anden. De sidstnævnte var mine favoritter, A-HA var fætter Christians. Så når vi sad og klippede vores Bravo, Vi Unge, Mix, og en sjælden gang Popcorn til ukendelighed i jagten på plakater og udklip, så var disse navne de første, der blev byttet.

Første gang jeg hørte Modern Talking fik min far bildt mig ind, at navnet betød Morten og Torben, hvordan jeg så end lige er hoppet på den, men i takt med at Modern Talking optrådte oftere og oftere i Peters Pop Show, og hvad den tyske lørdagsunderholdning nu ellers hed i midten af firserne blev jeg solgt. De to første kassetter blev indkøbt, grovhørt og flittigt kopieret. Flere blade blev parteret, vægge blev tapetseret, og hver gang lørdagstvkigningen blev slået over på endnu et tysk popshow, blev fingrene krydset for at Dieter Bohlen og Thomas Anders stod på scenen. To plader om året blev det til i perioden 1985-87, og så blev lyset ellers slukket.

I dag står A-HA som det klart mest langtidsholdbare produkt. Som dreng var jeg altid skuffet over, at den eneste kendis jeg delte fødselsdag med var Pål Waaktaar, der besad noget lig nul, hvis der skulle sættes tal på hans coolnessfaktor. I dag har jeg lært at leve med det i en grad, hvor jeg godt tør stå frem og sige det højt. Førnævnte "Stay on these Roads", og "The Sun Always Shines on TV" kan i nostalgiske stunder stadig blive fundet frem via Youtube.

Efterårets koncerter lignede indtil i dag lutter ture ud i det odenseanske kulturliv. Navnene der venter strækker sig fra Iron & Wine, over Kim Larsen, til Emma Acs, De Efterladte, Eagger & Stunn Sound, Hymns From Nineveh, Tobias Trier, og Oscar Danielson som jeg må hente flere penge i kagekassen end de fleste, for at komme til at høre.

I dag blev fokus så trukket ud af byen. Elbow stiller 11. november op i Falconer. Billetlugen præsenterer dem som "..de engelske prog-rockere..", mine egne koncert og pladeerfaringer med dem er ikke helt kommet frem til det resultat, men fred være med det. Elbow var højdepunktet på sommerens Nort Side Festival, og dykker forhåbentlig en kende dybere ned i bagkataloget, og spiller andet og mere end deres bløde side ud til publikum denne gang.

Armene var knapt kommet ned før Soundvenue meldte ud, at Marissa Nadler skal spille til Soundvenue Sessions 8. oktober i Pumpehuset. Sidst hun skulle have gæstet Danmark blev koncerten aflyst i sidste øjeblik, grundet en udebleven hovedperson. Det trick skal hun ikke gentage denne gang. Jeg har været stor fan af hendes kavalergang musik siden jeg stødte på "Songs III: Bird on the Water". Det er sfærisk, intimt og evigt balancerende på kanten til det pissekedelige, men musikken hiver sig gang på gang ind på den rigtige side.

Så mangler vi bare P.J. Harvey.

Hvilken sorg er nogensinde blevet druknet i et blomsterhav?

"Manden Fra Onkel er også ret godt, men personligt bliver jeg en smule irriteret af hans stemme, som jeg vil mene ikke passer så godt ind i den øvrige stil (som jo ellers er ret cool - også lyrikken)"

Roots er blevet anmeldt på Underlyd.org.

 The Silent Section

Single:            The Voice That Got Away

Release:         25. juli 2011

Selskab:         Tryghed & Tristesse

Format:          Gratis download og cdr-single

Små to år efter, at The Silent Section udsendte ”A Final Delirium” rører gruppen på sig igen.

”The Voice That Got Away” er første single fra The Silent Sections kommende plade ”Contour Of A Passing Dream”, der bliver udsendt på Tryghed & Tristesse i løbet af efteråret 2011. Mens ”The Voice That Got Away” brager sendes tankerne i retning af Broder Daniel, og The Jesus and Mary Chain, men lyden er The Silent Section anno 2011 - lysere, lettere og langt mere tilgængelig.

Singlen kan hentes gratis via dette link: http://soundcloud.com/tryghed/the-voice-that-got-away-single, men udkommer også som en fysisk cdr-single, med en countryficeret instrumental udgave af nummeret som b-side. Singlen bliver tilgængelig i et begrænset oplag via www.tryghed-tristesse.dk som en bonus til de, der vælger at forudbestille ”Contour Of A Passing Dream”.

Skrevet om ”A Final Delirium”

Diskant.dk

”.. firserstøjromantik og en stor, stor lyd, der fint indlejrer de mange referencer i et modigt og æstetisk univers, som i bund og grund er tidløst.”

Undertoner.dk

”..A Final Delirium er ikke en forsigtig, lille førsteudgivelse”

Groove.no

”Hører du på sang for sang, så kan du ikke unngå å bli slått over det tungsindig-evokative over det mollstemte lydbildet, det storslåtte over klimaksene, og det sylskarpe over presisjonen.”

Schallgrenzen.de

”Sensationell: Neuer Musikstil aus Dänemark”

Jeg har været en god dreng, og holdt mig fra Amazon de sidste par uger, men "Post Everything" endte jeg alligevel med at bestille i dag. Til de der ikke kender Luke Haines, så er han manden bag Baader Meinhof, The Auteurs, Black Box Recorder og Luke Haines. Alt sammen fortræffelig træfsikker popmusik. I 2009 udsendte han den selvbiografiske "Bad Vibes: Britpop and My Part in Its Downfall", der i al beskedenhed var fantastisk. "Post Everything" er toeren, og anbefales ulæst.

I dag var dagen, hvor Roots in Denmark så udkom ganske officielt og gratis. Jeg bringer derfor en pressemeddelelse:

Upcoming bands udgiver protestalbum

Pink Marines og seks andre nye navne fra den danske musikundergrund udgiver sammen et gratis protestalbum, der skal sparke danskerne ud af indadvendtheden.

Danmark har brug for en kickstart. Surmuleri, frygt, fremmedgjorthed, nid og nag har taget over. Vi behandler hinanden pilråddent, og overskuddet til andre mennesker er i bund. Dén stemning skal have et los bagi – og syv nye navne på den danske musikscene fører nu foden.

Det sker på det splinternye, splintrende gratis album ”Roots", der udsendes 10. juli.

"Det er noget så gammeldags som et vaskeægte protestalbum, lavet i fællesskab, fordi vi tager publikum og landet alvorligt", siger Hansen, der er den ene halvdel af Pink Marines.

De har fundet sammen med seks andre nye navne fra undergrunden, Theodor Lent, Los Illuminados, A Girl In A Rat Suit, Manden Fra Onkel, Anders Thode og Novo Mundus i fælles oprør over den måde, den danske folkesjæl er blevet formørket på igennem de sidste mange år.

En kickstart ud af indadvendtheden

"Det er ikke regeringen, og alle dens spøjse politiske tiltag, vi er sure på. For vi skal ikke skyde al ansvar over på de "stakkels" politikere. Vi danskere skal kickstartes, og det er noget vi kun kan gøre på egen hånd. Livet skal nydes igen, og surmuleri, frygt, fremmedgjorthed, konformitet, nærighed og manglende tolerance og overskud til andre mennesker end sig selv skal have fingeren," siger Dragut.

Albummet er gratis, men håbet med "Roots" er, at det kan gøre en forskel. At der stilles krav om ærlighed og medmenneskelighed. At der bliver snakket om, hvad det er for et menneskesyn, der bliver signaleret fra danskere og Danmarks beslutningstagere. At nuancerne snarere end kontrasterne kommer i fokus.

"Vi vil ikke bevare Danmark, vi vil have et nyt Danmark. Og med fare for at lyde som et par lallende hippier, vil vi alligevel slutte af med at sige: Brug den her sommer som startskud til at elske hinanden, og gør det både med hjertet, pengene og handlingerne."

Hansen & Dragut, Pink Marines

De syv bands er Theodor Lent, Los Illuminados, A Girl In A Rat Suit, Anders Thode, Manden Fra Onkel, Novo Mundus og Pink Marines. Der holdes releasefest på KB18 d. 20 juli, hvor en håndfuld af bandsne optræder.

Pladen kan høres og downloades på www.rootsindk.bandcamp.com

Milk With Tea har just lagt et par af mine fotos, og et kort interview op.

Manden fra Onkel er blevet protestsanger og socialt involveret. Det projekt har Gaffa skrevet lidt om.

1. juli 2011 - Elefant.

2. juli 2011 - Skjorte på strand.

29. juni 2011 - Badegæster.

Mens fokus var på Roskilde var jeg i Vendsyssel. Takket været nettet kan jeg over de næste par aftener alligevel få fulgt op på en god del af det jeg gik glip af. DR har lagt koncerterne med Raveonettes, Love Shop og Spids Nøgenhat op til streaming, og Next2Live tilbyder blandt andet Cody, Hymns From Nineveh og De Eneste To.

Det er ganske vist. Oscar Danielson  kommer til Danmark i efteråret. Jeg er kommet til at booke ham til Odense, og det kan man læse mere om på Eget Selskabs Facebookside, hvor der med lidt held kommer flere koncerter til hen over efteråret. Ellers ser tourplanen således ud:

18. september - Teater Momentum, Odense
19. september - Musikcafeen, Århus
21. september - Hadsten Kyrka, Hadsten
22. september - Huset, Magstræde, København.

 5. juni 2011 - Sydstranden.

Manden fra Onkel update

Det er som sådan ingen hemmelighed, at vi er påbegyndt arbejdet på en ny Manden fra Onkel plade, og det skal heller ikke være hemmeligt, at det ikke bliver en børne, men en voksenplade, og det skal ikke være hemmeligt, at det nok er det der har udløst en skriveblokering af rang hos mig (så fik jeg prøvet sådan én). Det er noget andet at skrive til voksne. Syret fjol i børnehøjde er intet problem, men som voksen afsender til en voksen modtager skal der noget mere kød på. En enkelt tekst er sendt videre, et forsøg på en mordballade er blevet forkastet, og der har projektet så været strandet et stykke tid. Pladens opbygning er der styr på, coveret er formet i mit hoved, der mangler bare teksterne, musikken og et par andre småting. Dirken til hele denne ballade er dog dukket op fra en bekendt, men uventet kant. Jeg har på det seneste hørt, og læst op på Bob Marley i den helt store stil, og ud fra det er der dukket idéer, tanker og retningsforslag op, der giver ganske god mening. Det er ikke det musikalske, der kommer til at præge Manden fra Onkel, hvis tanken var en dansksproget reggaeplade, så ville det ende i anden variant af syret fjol, og det er ikke tanken. Der ligger hos Bob Marley nogle tanker om social ulighed, og undertrykkelse, der giver ganske god mening i forhold til den ligusterudgave, der bliver udøvet af det i dagens Danmark. Det bliver dér, at Manden fra Onkel blandt andet skal hen. Det bliver næppe politisk, og slet ikke partipolitisk, men en art holdninger dukker der nok frem. Det er i hvert fald planen. Stay tuned.

22. juni 2011 - Skibhusene.

Back in the day, og the day værende perioden omkring 2002-2003, sad nu hedengangne Wynona tungt på nordicanatronen herhjemme. Nordicana var en afart af americana, der dengang var det nye sort, og med et tilsat skandinavisk touch af tungsind og melankoli, var nordicana et praktisk begreb når man som anmelder skulle beskrive de alt. countryficerede danske navne, der dengang dukkede op.

Ingen snakker længere om nordicana, men hvis vi gjorde, så ville Cody utvivlsomt være navnet, der pr. dags dato og tællende tilbage til foråret 2009 sad tungt på tronen. En ep, en lp, og et hav af koncerter af høj klasse har gjort Cody til et godt bud på Danmarks pt. vel mest interessante musikeksportartikel, der båret på hænder og fødder af et enigt anmelderkorps kan kigge ned fra deres piedestal, og med ro i stemmen sige: det har vi sgu gjort meget godt.

Codys nye ep Under the Pillow, Under the Elms får dog tronen til at vakle under dem. Ikke fordi ep’en ikke er god, og ikke fordi de ikke bare kunne blive siddende, men fordi Cody selv har valgt, at rokke på stolen. Der hvor vi troede vi havde dem står de ikke længere, Cody har rykket sig til et sted ikke langt derfra, hvor udsynet lyder langt bredere. Nordicana no more er det ikke, men forlægget for, hvad Cody byder ind med har sine steder rykket sig hørbart.

16 Holes er længst fra Cody som vi kender dem, og åbner muligvis derfor Under the Pillow, Under the Elms. Man mærker igennem ep’ens 4 numre, at Cody kommer tættere og tættere på det vi kendte dem for. Der er noget mere fylde og pondus i ”16 Holes” end man normalt har hørt fra Cody. Under nummeret ulmer en sitrende aggression, der aldrig bryder ud i lys lue, og der er skruet godt op for forstærkerne, og rockattituderne er tæt på at springe ud. ”Anti-Everything”, der følger, er i den modsatte grøft et trin ned i tempo, og langt mere spartansk i sit udtryk, og dét i et nummer, der vokser og vokser, og endelig kommer Cody så hjem igen med Under the Elms og Under the Pillow.

Under the ene og det andet er det forventede, og det man lidt friskt ville kunne kalde klassisk Cody. De var højdepunkterne de første par gange jeg hørte ep’en, men udelukkende fordi det var noget i den stil jeg havde forventet at høre, og fordi jeg nu engang godt kan lide Cody som de har lydt hidtil. ”16 Holes” og ”Anti-Everything” var lidt sværere at komme ind på livet af, ikke fordi jeg vil anfægte numrenes kvalitet, ikke fordi jeg ikke allerede nu ser et stort livepotentiale i de to sange, og ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men hvorfor så? Det simple svar er, at Under the Pillow, Under the Elms er en uhomogen størrelse, hvor sangene stritter lidt rigeligt i hver deres retning. Det nye stikker udenfor, og sådan er det. Tilvænning tager tid. Dommen er, at enkeltstående har Cody begået fire fantastiske stykker musik, de nye territorier de afsøger, er så absolut mulighedernes land, der dog kræver lidt omstillingsberethed af lytteren.

Herfra skal der dog kun lyde lutter tilskyndelser til at købe Under the Pillow, Under the Elms.

(Cody "Under the Pillow, Under the Elms " - Anmeldt for Geiger, ep'en kan høres her)

P.J. Harvey har været en tur forbi Later with Jools Holland, og leveret "The Words that Maketh Murder", "Let England Shake" samt "The Glorious Land". Hun forbliver efterårets største koncertønske.

 19. juni 2011 - Malthe.

De nedenstående fotos er frasorteret serien "Brick Factory" som blev smidt på hjemmesiden i går.

18. juni 2011 - Petersminde Teglværk.

17. juni 2011 - Petersminde Teglværk.

"Hun forholder sig ikke til faglige og saglige kendsgerninger.."

"..hun må finde sig i, at andre går hende imod og modsiger hende. Det har hun ikke rigtigt kunnet holde ud"

"..og sige, hvad hun mener om os, mens vi ikke må fortælle, hvad vi mener om hende"

Alt det ovenstående er sagt af, og ikke om, Pia Kjærsgaard i den verserende Wind-sag. "Det man siger er man selv", "spejl" og andre gode argumenter fra skolegården er åbenbart blevet modne nok til at finde deres vej ind i dansk politik.

En af landets fornemste bootleggere har lavet sin egen blog. Jeg har igennem de sidste efterhånden mange år lagt ører til mangt en optagelse som han har stået bag, og kvaliteten er gennemgående høj. Man kan besøge Fra Kælderen her.

Northside.

Det koreanske ægtepar overfor os i toget fangede næppe meget af de toiletrelaterede vulgariteter vi fik fyret af undervejs på turen fra Odense til Århus, og fint for det. Northside var en dag hjemmefra, en drengetur i musikkens navn, og der blev taget godt hul på både øl og profaniteter undervejs nordvest på.

Vores timing skulle vise sig at være perfekt. Et raskt trav fra Århus banegårdsplads, et armbånd og et ølindkøb senere gik De Eneste To på scenen, og åbnede op for ”Østjylland Dreaming”, der på de kanter vi nu var, må være at betegne som en hjemstavnssang. Som det er tilfældet med deres plade, var der ikke alt for mange skarpe skud i bøssen. ”Morten” var det ene, ”Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø” det andet, og den sidstnævnte kan jeg ikke helt huske om de spillede. Resten var all fillers og no thrillers, som det hedder på retroanglificeret dansk

Jamie Woon slog vi pligtskyldigt et slag op forbi, og vendte om så snart vi hørte, hvad det var han kunne. Tilbage ved scene 1 satte vi os til at vente på Interpol sammen med regnen. Jeg har aldrig helt gjort knæfald for Interpol, der er masser af godt at hente på den konto, men nej, de har ikke krøbet ind under huden på mig. Det virkede et langt stykke hen ad vejen heller ikke som om de gad krybe ind under huden på folk i går. Sidste stop på touren, og måske et stop for meget, men da ”Evil” cirka halvvejs i sættet havde lydt, bredte der sig et kæmpe smil på Paul Banks læber, og hu-hej, hvor blev der skruet op for spilleglæden i den sidste afdeling. En koncert kan åbenbart også have to halvlege, og denne gik fra en kedelig 0-0’er i første halvleg til det rene sukkerbold.

Vi nærmede os ikke engang scenen, da Turboweekend var på, men provianterede i stedet fast føde. Køerne var i forhold til det skrevne, og det frygtede ikke længere end det var til at overskue. Maden var til gengæld formidabel, jeg mindes ikke nogensinde at have spist så godt til et musikarrangement før. Alt der minder om tommelfingre i vejret herfra.

Band of Horses var det ventede røvballehelvede, at de har fået greb om som mange mennesker med deres musik, må være et af de sikre tegn på, at apokalypsen er nært forestående. Jeg forstår det ikke. I stedet sikrede vi os fine pladser til Elbow, og lavede stormløb mod drikkevareteltene, der på dette tidspunkt var løbet tør for øl.

Forestil dig Ricky Gervais i rollen som forsanger, givende den fuld gas som cheeky lad. Sådan var oplevelsen af Guy Garvey. Hvis der var et billigt trick i bogen, der ikke blev fyret af til koncerten, så må det være stødt til i et appendiks siden i går. Der blev vinket, peget, klappet, og sunget kanon med publikum til den store guldmedalje. Der blev taget afsæt i ”Bulid a Rocket Boys”, og derfor var den del af bagkataloget, der blev hevet frem også fra den bløde afdeling. Elbow var dagens oplevelse. Strygere i baggrunden, og resten af gruppen i rollen som anonym backing, og så Guy Garvey, der var et stort smil hele vejen igennem. Korstykket fra ”Grounds for Divorce” gjaldede længe efter sangen var spillet, og sidenhen fra det tilbagestående publikum længe efter, at Elbow had left the building. Det var umuligt ikke at elske, og ønsket om Elbow vender tilbage tilbage til Danmark i løbet af efteråret er i skrivende stund overvældende.

Sidste kanin i hatten var Suede. Opstanden fra de døde, og nu ude og fejre, at deres plader er på ud på plademarkedet igen, komplet med alt det ekstragejl man kan ønske sig. Vi stod et stykke tilbage, og det tog en del af stemningen, for Suede leverede varen. Jeg måtte opgive at kigge på Brett Anderson flere gange, hvor han med højre ben placeret på en monitor stod og hoppede på det venstre, og det lignede at han forsøgte at komme ud over stepperne på et immobilt løbehjul. Det var for ømt et syn så sent på dagen. Setlisten var som håbet, og forventet primært koncentreret omkring de tre første plader. Havde denne koncert været spillet på et lukket spillested, så var taget lettet. I sikker afstand fra scenen, med en mand stående sovende to meter til venstre fra mig, var stemningen lidt mere død. I selskab med Elbow, og sidste halvdel af Interpols koncert hørte Suede dog helt sikkert til blandt dagens højdepunkter.

Der har været skrevet meget, om kiks og svipsere på Northside festivalen. Det er hvad det er, hvor utilgiveligt det så end er at løbe tør for øl. Der skal dog lyde stor ros til festivalen for et højt kommunikationsniveau via Facebook, hvor man løbende kunne følge med i problemstillinger og tidsrammerne for de forventede løsninger. Mit største suk lyder i retning af festivalpladsens størrelse. Det var ganske klaustrofobisk småt, og noget nær umuligt at komme frem tilbage og tilbage for folk og deres forbandede skovturstæpper, der fyldte en god del. Mere lebensraum når festivalen åbner dørene 15-17 juni næste år, og så ellers tak for i år.

Eels, Vega 10. juni 2011.

En togtur, og en lidt forjaget slentretur ned gennem Istedgades mylder af hipstere og udskud, og en konstatering af, at det var gået nogenlunde med at tage på arbejde først, og direkte over bæltet til koncert bagefter. Vi trådte lidt skævt timet ind på Vega da koncerten tog sin begyndelse, og ind i koncertsalen, da andet nummer var et par minutter undervejs.

Det var det omtrent samme lineup af mænd i suits med skæg og solbriller, der rockede os sidste sommer. Der var stødt en hornsektion til, og paraderne var blevet sænket en kende. Der var flere af de bløde, og de hårdtrockende numre gjorde plads til hornene og rockede derfor knap så hårdt. Et langt stykke ind i koncerten lignede det fra scenen et forsøg på, hvor hurtigt setlisten kunne jappes igennem så bandet kunne komme ud i tourbussen igen. Hvert nummer varede to minutter, og ingen spild af tid mellem på snak og deslige. Det var nonkommunikation til halvhøj billetpris. E talte ikke til os, og det kunne sangene heller ikke beskyldes at gøre. For at gøre ondt være, var vi havnet ved siden af et individ med voldsom produktion af tarmgas, der vakte et synligt ubehag hos de omkringstående, hvem synderen var står stadig hen i det uvisse, jeg tog ikke turen rundt og lugtede til bagdele for at finde ud af, hvem der (næsten) havde gjort i bukserne.

Det blev bedre i takt med at stemningen på scenen løsnede op, og E så småt begyndte at tale til publikum. Langt bedre, men langt fra perfekt. De tungt rockende numre, blev afløst af de langt blidere, og den uskønne landhandel koncerten blev til manglede flow og sammenhæng. "Tremendous Dynamite" og "Fresh Blood" markerede sig som højdepunkter i den tungere ende af skalaen, og den Blues Brother gospelsoulede "Looking Up" i den lettere og noget mere livlige ende af selvsamme skala. Der var ingen decideret dårlige numre, men det var en uengageret optræden i kategorien "endnu en dag på kontoret". Jeg har set Eels gøre det langt bedre, og nu har jeg så set Eels en gang for meget. Gårsdagens koncert er næsten allerede glemt, dybere spor efterlod den ikke. I morgen gælder det De Eneste To, Interpol, Elbow og Suede (hvis vi kan overskue først at være hjemme ved 04-tiden  for at få dem med).

"Altså, hvis tiden flyver når man morer sig, så synes jeg vi skal starte filmen med en alt for lang indledning lavet i superslow" - noget i den stil tænker jeg, at Von Trier har tænkt. "Med indledningen overstået speeder vi kameratempoet op til normalt, men holder handlingen i et tempo, der minder om superslow!" - noget i den stil tænker jeg, at Von Trier efterfølgende har tænkt. Indrømmet, jeg er mere fan af idéen Von Trier end af hans arbejde, og aftenens biftur var da også første gang jeg så noget fra hans hånd siden "Dancer in the Dark". Kort fortalt er "Melancholia" en langgaber med tre højdepunkter. Første gang man ser Kirsten Dunsts bryster, anden gang man ser Kirsten Dunsts bryster, og det faktum at jorden går under til sidst, så enhver mulighed for en toer er elimineret.

(Relevant billedmateriale og en afsløring af filmens slutning blev inkluderet i denne post for at spare dig tid og penge)

 De seneste 14 dages pladekøb og bestillinger kort fortalt.

Der er dømt nostalgi når Suede på søndag slukker for Northside, og sender os hjem mod Fyn igen, og måske endda lidt mere end det. Jeg har på det seneste genopdaget de første Suedepladers kvaliteter. I den forbindelse er genudgivelsen af deres fem plader med både cd og dvd-bonus kommet meget belejligt. Mit første møde med Suede var i 1993 da MTV sendte et alternativt grand prix. "Animal Nitrate" var Storbritaniens bidrag, 22 Pistepirkko bidrog med "Birdy" for Finland. Året efter spillede de på store scene på Midtfyns Festivalen, og siden gik det slag i slag med udgivelser og indkøb indtil Suede gled ud i ingenting. Foreløbig har jeg kun bestilt de to første genudgivelser, og der tror jeg, at jeg bliver stående og på måde holder mig på god fod med min genfundne kærlighed til Suede.

Jeg er blevet en sucker for opsamlingsplader, og har på det seneste købt opsamlinger med både rock a' billy, soul og reggae. Jeg kunne ikke helt stå for disse kig på den jamaicanske chart fra tiden før ska og reggae, men ved ikke helt, hvad jeg forventer. De var hæderligt anmeldt i det seneste Mojo, så jeg greb chancen og klikkede buy på Amazon.

I efterhånden et stykke tid har jeg ledt efter "Party Time" med The Heptones til en pris, der var til at betale. Nu har jeg kastet håndklædet i ringen, og har investeret i en opsamling. Det er ukompliceret reggae med triovokal, men investering rammer skævt, for der så vidt jeg kan lure ingen tracks med fra "Party Time". Det er dog stadig en fin, fin opsamling. "The Return of Sound System Scratch" er opfølgeren til "Sound System Scratch", der samlede en stak af de mindre kendte og ikke før udgivne Lee "Scratch" Perry dubplates på én udgivelse. Kvalitetsmæssigt fuldt på højde med forgængeren, og en fantastisk investering for dub-interesserede.

 

Det var gået forbi min næse, at der var kommet en "Bootleg Vol. 2" med Johnny Cash, muligvis fordi den første i mine ører var en glatpoleret pengeko, der samlede op på irrelevante 70'er demoer. Denne gang går det bedre med 50'er og 60'er indspilninger. Hvem kan leve uden demoudgaverne af "I Walk the Line" og "Get Rhytm"? Ikke mig! Marissa Nadler selvbetitlede seneste har jeg været med til at finansiere via Kickstarter, og bortset fra at jeg ikke har fået den autograf jeg har betalt for, så er pladen endnu en stor oplevelse fra hendes hånd. På godt og ondt langt mere tilgængeligt end det tidligere, men stadig et kvalitetsstempel værd.

   

"Fortune & Folly" har længe været en af mine yndlingsplader uden at jeg er dykket yderligere ned i Birch Books diskografi. Nu har jeg så bestilt forgængeren, opfølgeren og den seneste. "A Hand Full of Days" er klart den bedste af de tre, men dermed ikke sagt, at der mangler kvaliteter på de to andre. Det kræver bare sin tid, at få musik til at krybe ind under huden.