Fra regelbogen: "Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab uden forældrenes skriftlige samtykke, medmindre den unge tidligere har indgået ægteskab eller registreret partnerskab."

Intet nyt er godt nok, og til at tilgive i tilfældet C.V. Jørgensen, og netop hos C.V. Jørgensen var intet nyt, hvad der stod på menuen søndag aften på Den Fynske Landsbys amfiscene. Ingen nye numre blev det til, og ikke meget var ændret på setlisten i forhold til sidst jeg så ham, selv de små talebobler mellem numrene stod uberørte, og blev leveret på samme tjaldede og tøsefnisende vis som sidst. Vi var stadig søde, og også denne aften nappede vi lige én til, mens vi var her. Det ændrer dog intet ved C.V. Jørgensens sangskat, der igennem årene igen og igen er blevet sat op på den piedestal, hvor den hører til, og hvorfra den søndag aften blev drysset udover publikum. Uden at hæve sig højt over de andre sange, var "Babylon" og "Elisabeth" højdepunkterne, og var som resten af aftenens set, trods fravær af keyboard og trompet, tro mod pladeforlægget. Vi, der var der fik et greatest hits set, der ikke skuede for langt tilbage, og ikke viste antræk til en vej frem. Ganske som forventet, og ganske godkendt.

Setliste
1. Altmuligmanden
2. Datadisciplin
3. Flimmer fra en fjerner
4. Det regner i mit hjerte
5. Spildte bedrifter
6. Some Like It Hot
7. Elisabeth
8. Florafobi
9. Ude af sync
10. På gyngende grund
11. Det siger sig selv
Ekstranumre:
12. Babylon
13. Et ganske lille band

27. juni 2010 - C.V. Jørgensen, Den Fynske Landsby.

24. juni 2010 - Love Shop, Amfiscenen, Odense.

23. juni 2010 - Skib, Hasmark Strand.

Statens Kunstfonds Repræsentatskab ved godt, at man ikke kan plukke hår af en skaldet. Om det er derfor de har udråbt Jens Unmack til medvirkende kassefører ved jeg ikke, men det er et fint skulderklap til en af landets fremmeste. Jeg skal huske at sige tillykke, når Love Shop torsdag gæster Odense.

Njah, tjoh, og så er jeg alligevel ikke helt sikker, men skåret ned til kold fakta, så er det nu muligt, at downloade nummeret "Scissor Runner" fra Jenny Lewis nye projekt Jenny and Johnny, der er et samarbejde med Johnny Rice, som uden undtagelse har spillet med Jenny Lewis, hver eneste gang hun har optrådt under eget navn. Stilen er blød poprock med masser af jangly twangguitar, og selvom jeg ikke umiddelbart er gået på røven over denne enlige svale, så er jeg nysgerrig efter at høre, om der er andet og mere at komme efter på den kommende plade "Jenny & Johnny".

Trods bedre vidende har jeg grundlagt Facebookgruppen: "Opponenter til den til enhver tid siddende regering". Velkommen ombord.

19. juni 2010 - Havterner.

Verden er ved at flyde over med Jens Blendstrup i disse dage, men kun her kan man høre ham tale om døden. Anbefales.

20. juni 2010 - Gravko.

Jeg er opvokset som nabo til Hundstrup Å, og siden med en andedam kun en spytklat fra vænget, hvor vi boede. I mit voksenliv har jeg holdt mig til byer ved vandet, og aldrig boet andre steder end Fyn. Derfor er vandet en stor faktor i de steder jeg søger hen, når en bil fra tid til anden bliver stillet til min rådighed. Det følgende er et forsøg på en alternativ forslagsguide til steder man kan søge hen, hvis ens færden fører en til fynsk jord.

1. Kølstrup er en landsby, og ikke meget mere end det. En samling huse, lidt lokale erhvervsdrivende, men ingen butikker, og så kirken, der troner let hævet over resten af byen. Netop fra kirken har man en af de mest eventyrlige af udsigter, der findes i det fynske, og især hen mod solnedgang, hvor solen sænker sig bag det stykke af Fyn, der gemmer sig på den anden side af Kertinge Nor, føles alting på sin plads. Noret er hovedattraktionen i Kølstrup. I bunden gemmer Ulriksholm Slot sig, og ser man i retning af den anden bred så bryder kranen fra Lindøværftet horisonten. Er man på vej mod Kerteminde, så er Kølstrup omvejen værd.

2. Præstens Skov gemmer sig bag Syltemae Camping. Det er en ganske klejn skov, der med sin placering ned til det Sydfynske Øhav er et stykke af idyl så langt fra alfarvej, at det synes at være kun for de indviede. Stranden er langt fra overrendt, men turen langs vandet fører forbi heste og marker, og selvom udsigten ikke hører blandt de mest imponerende vuer over vandet, så er stedet stadig af en billedskøn beskaffenhed, hvor hvert et bølgeskvulp høres klart, og man føler sig hensat til et sted langt, langt væk fra hverdagen.

3. Lidt nord for Munkebo, og 200m ude i Odense Fjord finder man Bregnør Fiskerleje, anlagt i 1937 for at sikre fiskerne bedre forhold til fjordfiskeriet. Fiskerlejet fungerer i dag som lystbådehavn, men er af en størrelse, hvor der hverken forefindes iskiosk eller andet, der kunne risikere at trække turister til. Fra fiskerlejet har man en imponerende udsigt udover fjorden, og man får et imponerende førstehåndsindtryk af Lindøværftet, der dominerer udsigten, hvis man vender blikket mod vest.

4. På dage, hvor vinden har fat og bølgerne skummer, der er Knudshoved Færgehavn stedet at køre imod. Synet af Storebæltsbroen set fra neden indgyder respekt, og gåturen hen til det gamle fyr er altid en fornøjelse. Mest respektindgydende er dog turen ud langs den gamle mole dog, her er der mulighed for at opleve elementernes rasen i en grad, der ellers er forbeholdt vestkysten. Nyborg Kommune har åbnet op for muligheden for at det gamle færgeleje skal omdannes til lystbådehavn, så det kan desværre se ud til at lakke mod enden for denne afkrog af asfalt og beton.

5. Har man læst Claus-Bech Nielsens ”Horne Land”, vil man blive overrasket over dette hjørne af Fyn. Bag skove og majgule rapsmarker gemmer Dyreborg sig. En gåtur ud langs de små huse på Drejet, eller en tur forbi havnen er idyl af den slags, der ikke kan købes for penge. Kirsebærtræer, og ro dominerer byen, hvor det primært er ejerne, og ikke turister, der indtager sommerhusene. Tager man turen ind til Dyreborg langs rapsmarkerne kan man med fordel forlade byen igen gennem skoven, hvor en grusvej fører én tilbage i retning af Faaborg.

6. Syd for Vissenbjerg, og i forlængelse af det kuperede skovterræn, der rummer Fyns næsthøjeste punkt, og tegner bygrænsen til den side, finder man Afgrunden. Afgrunden er en smeltevandsslugt, der blev dannet da vandet løb fra en af fortidens issøer og ud i det åbne. Turen gennem slugten, og langs den bæk, der løber ned igennem den, foregår på en sti, der er umådelig glat i vådt føre. Afgrunden er overdækket af træer, og på en typisk dansk sommerdag føles turen som et lille stykke dansk regnskov. Turen ned igennem Afgrunden er ikke lang, men bærer et særpræg man sjældent oplever i den danske natur.

7. Lundeborg er min barndoms ferieby. Her boede vi i telt da jeg var ganske lille, og jeg vender stadig tilbage hvert år og tager byen i besigtigelse. Byen er bygget omkring havnen, hvor det gamle pakhus stadig dominerer. Engang var Lundeborg havn et fiskerleje, men havnen fungerer nu i lige så høj grad som lystbådehavn. I skellet mellem havnen og stranden kan man stadig se resterne af færgelejet, hvor færgen indtil 1969 sejlede i rutefart til Lohals på Langeland, der kan skimtes ude i horisonten. På sommerdage trives havnemiljøet, hvor hverdags- og turistliv smyger sig op af hinanden uden komplikationer. Med hånden på hjertet er dette nok mit yndlingssted på Fyn.

Man vil når kører rundt i det fynske landskab erfare, at rejsen er et mål i sig selv. Jeg kan tilbringe timer i en bil, med blot at køre rundt, og se hvordan landskabet arter sig efter vind og vejr. Især turen til Dyreborg og Præstens Skov er værd at tage i nedsat tempo, for på vejen til begge steder skifter udsigten mellem marker, skov og det Sydfynske Øhav, der i skønhed ikke overgås her til lands.

Først forskrækkelsen, for det viste sig, at John Grant ikke er den androide størrelse på en meter og et-par-og-halvfjerds med en kropsvægt, der skriger på pyttesmå skinnyjeans som coveret til "Queen of Denmark" giver indtrykket af. Der var heller ingen udtværede makeuprester at spore, der var bare en stor mand, der indtog scenen så ydmygt og åbenhjertigt, at trods koncertens lidt vekslende kvaliteter, så var det svært ikke at overgive sig til ham. Historierne bag sangene, og historier om dette og hint, barndom og nederlag kom ud over scenekanten som skidt fra en spædekalv. Det var ikke en offerrolle, der stod og fortalte disse historier, men en mand med noget på hjertet, og en lyst til at få det ud. John Grant åbnede koncerten solo med "Drug", et nummer fra tiden med Czars, og netop de pianodrevne ballader skulle vise sig at blive højdepunktet igennem en koncert, hvor John Grant et par gange viste, at han ikke nødvendigvis er den store performer når tempoet bliver skruet i vejret, men! Denne aften var jeg villig til at tilgive alt, for det er sjældent jeg har set en mand på en scene udstråle så meget sympati. Lyden var fra vores side af scenen ikke optimal, men placeringen med udsigt hen langs scenen gav en perfekt udsigt til såvel band, som publikum, der bestod af en broget skare af folk omkring 30 som jeg selv, flippere, politikenlæsere, bøsser, og en enkelt på E, der sad på forreste række og greb ud efter tonerne. Et par coverversioner fra "Sorry I Made You Cry" havde pyntet på aftenen og helhedsindtrykket, men det smil jeg havde på læben, da vi omkring midnat trådte ud igennem Christianias porte, var så absolut ærligt.

"Man kan nok ikke sige, at jeg er faldet i hak som mand - jeg er fx decideret holdt op med at parallelparkere"

Jens Blendstup i Bogmagasinet.

18. juni 2010 - John Grant, Loppen

18. juni 2010 - Nymfeparakit.

Ud af [Ingenting] kommer Christopher Sander, der her et år efter udgivelsen af solopladen "Hej Hå" er trådt ind i min bevidsthed. [Ingenting] hørte jeg for første gang i 2006 da de udsendte "Mycket Väsen För Ingenting" - en plade der kedede bravt, og ikke på nogen måder varslede bedre tider. Jeg tror det har handlet om lyd, produktion, og den slags, for ser man på dette nyere klip, hvor Christopher Sander genbesøger "bergochdalbanan" så fremstår nummeret simpelt og fremragende. "Medan Du Sov" kan downloades lidt nede af siden, der linkes til, og er et andet eksempel på, at [Ingenting] ikke kun er af det onde. Overordnet set er [Ingenting] dog for velfriseret, og nydeligt produceret til mig.

"Hej Hå" er jeg endnu ikke kommet på fornavn med, men hatten af for enhver, der samler coverversioner af Astrid Lindgren, Spaceman 3 og Daniel Johnston på én og samme plade. Igennem pladen skilles numrene af små soniske mellemspil, der ikke helt matcher min oplevelse af en god plade, men selve numrene får umiddelbart to tommelfingre op. Det er Vesper, der har udsendt pladen, pladeselskabet nogle nok vil genkende som hjemmebane for Oscar Danielson. Stilmæssigt trækkes der dog mere i retning af Magnus Carlsons tendenser til det storladne, dog med begge ben på jorden, men begge navne og enhver generel fordom om svenskernes evne til at skrive en god sang er på sin plads. Her lidt over midnat glæder jeg mig til at lære "Hej Hå" bedre at kende, for bedømt på førstehåndsindtrykket er der meget mere at komme efter.

Er MySpace ikke fint nok? Ro på, førstesinglen fra Eels kommende plade har downloades på Eels egen hjemmeside.

Mere ny lyd. Mikael Simpson, Frithjof Toksvig og Jørgen Leth, der sammen gemmer sig bag dæknavnet Vi Sidder Bare Her, indtager den 21. juni for anden gang plademandens hylder når de udsender "Ikke Euforisk". Første smagsprøve serveres her. Billederne, der blev brugt i pressematerialet til den første plade kan ses i udvalg her.

Sys Bjerre, det syngende vuvuzelahorn.

Der går gospel i den på det først offentliggjorte nummer fra den kommende Eels plade. "Looking Up" kan høres her.

En enkelt aften på fribillet, hvor E blev båret igennem lokalet på skuldrene af en roadie. Det er den eneste gang jeg har gæstet Pumpehuset, og nu, aldrig mere.

6. juni 2010 - Basket.

Det forlyder at Henrik Olesen har skelet ganske voldsomt i retning af den amerikanske hip hop scene, da han arbejdede med sammensætningen af en forretningsplan som optakt til udsendelsen af "Ukendt Under Andet Navn". Tankerne gik i retning af en personlig tøjlinje i stil med P. Diddys Sean John, Will.i.ams i.am Clothing, eller 50 Cents G Unit Clothing, men med røret i hånden for på oplysningen at få nummeret til den lokale designer fik han tanken: hvor hænger man tøjet når man ikke bruger det? Nummeret oplysningen endte med at give Henrik blev i stedet til en produktionshøjskole i Frederiksværk, og samarbejdet med dem har nu båret frugt. Den første kollektion fra Henriks egen Ho Hangers tøjbøjlelinje blev i sidste uge sendt ud til førende modebutikker i landets større byer, og kan erhverves til 399,- pr. Ho.

13. juni 2010 - Tagryg.

Overhørt i Fakta: "Hvordan kan du knalde før en date?".

Det er foregået on-and-off, men foreløbig er jeg kommet to-tredjedele igennem "Dansk Fotografi Historie", der har vist sig, at være en både informativ, og lærerig omgang læsning, og bl.a. derfor var et kup til de 70,- som den var prissat til i boghandlens restmarked af udsalgstitler. Undervejs har jeg forelsket mig i et af bogens billeder. Et billede, der oprindeligt blev bragt i Billed Bladet i 1938, hvor bladet startede op, og et billede jeg flere gange er vendt tilbage til. Billedet viser tre balletdansere fra den Kongelige Ballet, og er i sig selv ingen åbenbaring, men skærer man den venstre ballerina bort, og fokuserer på de to tilbageværendes ansigter, så er deres glød og udstråling som taget ud af vores nutid. Den midterste ballerina poserer med et look, der ville have skabt misundelse blandt enhver blond sangerinde, der i slut-90'erne stod i forgrunden for hvad som helst med et touch af alt. et-eller-andet, og ballerinaen i forgrunden ville næppe vække opsigt i bybilledet i dag, mens den bortskårne ligner en flytning fra et opstillet portræt daterende tiden omkring det 19.århundredes slutning. Fotografen er Inga Aistrup, der har vist sig at være et charmerende bekendtskab. Hendes hjemmeside rummer et væld af tidsbilleder fra fyrrerne, og ikke mindst historien om billedernes tur fra gemmerne og tilbage i offentlighedens søgelys, der kan læses på pressefotografforbundets hjemmeside, er en fin lille historie.

Det skal gøres når det har regnet, selvom man i nødstilfælde kan vande plænen i et par timer. For et optimalt resultat når man kanter plænen af, skal jorden under, og omkring græsset dog være ordentligt gennemvædet. Nu har det regnet i tre uger, og selvom græsset står højt, så er din plæne perfekt kantet af. Plænen fremstår som en skarpt afgrænset skov lukket inde mellem en ørken af fliser, og et tæppe af bunddækkende slyngplanter. Du bruger skiftevis spaden, og kantskæreren når du kanter af. Spaden gør det grove, mens kantskæreren i højere grad er et præcisionsinstrument. Snorene trækker du på de samme tynde jernspyd, som du har gjort siden du for tolv år siden hamrede dem i jorden. Tolv år hvor der hverken er lagt til eller trukket fra græsplænens areal. ”Græsplænen bliver hvor den er” som du ikke uden en vis selvtilfredsstillelse konstaterede sidste år. Området omkring spydene har du klaret med en batteridrevet trimmer fra Flymo med vendbart hoved siden du fik den i fjor. Tidligere drillede stykket ind mod de bunddækkende slyngplanter dig. Du forsøgte dig med trækanter, der dog hurtigt rådnede og blev misfavede. Året efter forsøgte du med mursten som kile mellem græsset og bunddækket, men når græsset ikke blev kantet af skubbede det til murstenene, og så kunne det være det samme. Du overvejede at skifte til røde tyske mursten, fordi tyske mursten er større end de danske, og fordi røde mursten er tungere end gule, men det ville bare være et spørgsmål om tid så længe der ikke kunne kantes af. Løsningen kom til dig da du læste om en ny type kantskærer i et Idényt. Sammen med spadens udligning af kantskærerens mangler, og den ekstra tid du fik til havearbejdet da du gik på efterløn blev problemet løst. Jeg har aldrig helt forstået dit maniske forhold til plænen i baghaven, men jeg beundrer den pertentlige ihærdighed du lægger i arbejdet. Det synes jeg du skal vide.

Forlaget Fahrenheit udsendte tilbage i januar Jiro Taniguchis "Min Fjerne Barndomsby", en titel jeg har vidst, at jeg ville læse siden jeg første gang læste den omtalt. I nat klokken kvart over et gik profetiet så i opfyldelse. Lad mig bare skære igennem med én kam og konstatere at japanerne kan slippe afsted med ting, som de færreste andre nationaliteter ville komme godt fra. "Min Fjerne Barndomsby" er som et langt drømmesyn med indlagte tidsrejser, familiekonflikter, og teenageromancer, og alligevel formår Jiro Taniguchi at få vævet de forskellige begivenheder smukt sammen, og slutteligt binde en nydelig sløjfe på det hele. Tvivl og spørgsmål er de altoverskyggende elementer i historien, men det er længslen, der fylder det hele. Længslen er længslen efter "noget andet", og det "andet" rider hovedpersonen som en mare gennem historiens forløb. Jeg læste tegneseriens ca. 400 sider i ét stræk, og var mæt og tilfreds da jeg nåede til sidste side. Fortællingen er et helstøbt overflødighedshorn blottet for overflødigheder, og anbefales på det varmeste.

Via Jens Unmacks blog dukkede den afbillede titel op forleden dag. Set i lyset af de kommende ugers fodboldbegivenheder findes der næppe heller en bedre pladetitel man kan smide på anlægget. Jeg har i dag hørt pladens halve times spilletid en håndfuld gange, og er særdeles velfornøjet med at den er blevet bragt på banen. Scientist - "Wins the World Cup" er udsendt i 1982, indspillet i King Tubbys studie, og de ti numre derpå er alt andet end det kitsch man forventer fra en plade med den titel, og det coverdesign. Uden at være helt inde i Jamaicamusikkens termer, kan den bedst beskrives som en dub-plade, der formår at holde reggaeen nok i hånden til at det hele ikke går op i basgange og ekkoeffekter. De nysgerrige kan evt. få stillet nysgerrigheden her. Føromtalte Jens Unmack skal jeg se i front for Love Shop den 24. juni, hvor Love Shop varmer op for det danske landshold. Passende nok hedder Jens Unmacks hund Jamaica, og således bliver ringen sluttet.

Det står klart for enhver, at tiden nu er moden til, at vi får en ny regering. Hvad der efterhånden står lige så klart, er at oppositionen også forlængst har overskredet sidste salgsdato.

5. juni 2010 - Togvinduer.

Har man styr på sin argentinske slang, eller bakker man snagvendt godt nok til hverdagsbrug, og er man almindeligt begavet i en grad, hvor man kan lægge to og to sammen uden større besvær, så vil det ud fra navnet Gotan Project ikke være svært at pege sig i den musikalske retning, hvor gruppen hører hjemme.

Gotan Project brød lydmure ned i den ganske verden, da de i 2001 udgav La Revancha Del Tango, hvor de med ét bragte tangoen ind i det nye årtusinde blot ved at tilsætte elektroniske undertoner. De genopfandt ganske enkelt tangoen (hvis man skal tro, hvad man læser), og argentinerne elsker dem for det (hvis man skal tro, hvad man læser), men hvor meget end udlån og udsalg af pladens numre til reklamebranchen har gjort for at devaluere La Revancha Del Tango, så er den, her snart ti år efter at den blev udgivet, stadig lige indbydende og inciterende i sin evne til både at tale til fødderne og følelserne.

Mange har forsøgt at eftergøre Gotan Project, hvad de gjorde på La Revancha Del Tango, men ingen har endnu overgået dem, og det gælder også Gotan Project selv. Lunatico, efterfølgeren til La Revancha Del Tango, faldt til jorden som en tung sten, og talte ikke til andet end skuffelsen. Det forsøger Tango 3.0 at rette op på, og missionen lykkedes også langt hen ad vejen. Tempoet er droslet en kende ned, og de sløveste af numrene på Tango 3.0 får en kort overgang ens tanker til at tænke i retning af fy-ordet ”lounge”, men for hver gang pladen bliver kørt igennem systemet, falder der endnu et par brikker på plads, og pladen kryber længere ind under huden. Der flirtes med temposkift, man er ikke fedtet med kvindevokal, og blandt højdepunkterne finder man et børnekor, der tæller sig vejen igennem Rayuela og den uruguayansk/argentinske fodboldkommentator Vìctor Hugo Martines, der i vanvittigt tempo speaker sig vejen igennem sidste halvdel af førstesinglen ”La Gloria” for til sidst at trække et langtrukkent ”GOOOOOOTAAAAAAAN” ud af ærmet. Det er banalt, men det virker.

Den elektronifiserede tango på Tango 3.0 er lettilgængelig uden at være overfladisk og kræver ingen forkærlighed i retning af hverken tango eller elektronisk musik for at falde i smag. Den gamle rockkliché om, at det ikke er ”så godt som på deres første plade” står ved magt, og med det af vejen er det blot at konstatere, at det næstbedste kan være ganske fint.

(Anmeldelse for Geiger af Gotan Project - Tango 3.0)

5. juni 2010 - Myre.

5. juni 2010 - Nicklas.

Udover vinyler og cd'er medbragte posten i dag en enkelt dvd. "Totem" og "Nattens Engel" er blevet samlet på én dvd, og udsendes på mandag af Another World Entertainment. Grunden til at jeg allerede i dag modtog et eksemplar, er, at jeg har bidraget med biografier om de forskellige medvirkende grupper og enkeltpersoner. De samme biografier kan findes på Substans.info, hvor de løbende er blevet lagt op i forbindelse med skrivearbejdet. Filmene bliver vist mandag aften i Grand kl. 21.00.

Min aften er gået i rollen som babysitter, det vil sige rollen bestod mere i at holde skansen mens purken sov sødt end egentlig sitning. I min jagt på tidsfordriv faldt mine øjne på det eksemplar af Mads Christensens "Manual til mænd med skidesure koner" som jeg i et vittigt øjeblik forærede min svoger i julegave. Små 70 sider nåede jeg at hoste mig igennem før hørmen blev for tyk, og jeg kunne konstatere, at hvis Mads Christensen er en rigtig mand, så laver jeg hellere mandekussen med boller og sprinkler gemt bag lårene, og kalder mig selv for Susan. Mads kan ikke lide undskyldende mænd! Det får nævnt mindst lige så mange gange som han undskylder, at han igennem sit job på Euroman var med til at gøre den danske mand blød og metroet. En anden favorit er udredningen om hvordan alt var bedre da drengebørnene blev passet hjemme ved mor, og ikke hos de feministisk inddoktrinerende feminist pædagoger. Hvorfor mænd opdraget i området omkring mors skørter skulle være bedre stillet end pægagogiserede børn melder historien intet om. Mere forståeligt er det måske, og så alligevel ikke, at mandlige pædagoger ikke bliver nævnt med et eneste ord. At en tidligere modeskribent for et sladderblad, der for ussel mammon, men sikkert ublu hyre, lader sig fragte rundt i en indkøbsvogn mens han udtaler sig om hjemmets indkøbsvaner skulle være en eksponent for for den rigtige mand er mig en gåde. Ovenstående indtægtskilder konflikter i hvert fald med idéen om at en rigtig mand har integritet, og evner at sige nej, hvis noget går imod, hvad man står for. Forklaringen på det findes muligvis på en af bogens sidste 140 sider, men når motorcykler, der i min optik er noget af det lillepikkede og midtlivskrisede man kan beskæftige sig med, flittigt bliver brugt som et eksempel på noget typisk mandigt, så er der lang vej hjem. Så hellere tage en rask beslutning, og agere på den ved at smide bogen tilbage i reolen. Det er vist så noget rigtige mænd gør.