28. december 2012 - Langesø.

Der er kulturclash for alle pengene, og en fantastisk historie bag når man dykker ned i Baloji. Uncut bragte en fængende anmeldelse af den fantastisk betitlede "Kinshasa Succursale", og YouTubes udbud af videoer har lagt flere lag af støvet afrikaneræstetik til oplevelsen. Født i Congo i 1978, flygtet med sin far til Belgien tre år senere, og ingen kontakt til hans mor før midten af 00'erne, hvor han i en enkelt telefonsamtale skulle gøre rede de foregående femogtyve år. Turen gik derefter "hjem" til Kinchasa, hvor han teamede op med lokale musikere, og indspillede "Kinchasa Succursale". Bedømt ud fra det frit tilgængelige materiale, der danner basis for disse ytringer, er pladen en smeltedigel af indtryk, udtryk og stilarter, groft skåret, uden at nogen andre end Baloji selv har sagt, hvor snittet skulle lægges. Det er første gang, jeg krydser klinger med fransksproget rap, siden det var oppe tiden tilbage i midten 90'erne, men rappens udtryk når det er energien og ikke ordene, der taler for den, er stadig et par forfriskende lussinger når den leveres rigtigt, og det gør den i "Karibu Ya Bintou".

Karibu ya bintou
Independence cha-cha

"..en slags Radiohead, man kan drikke te til"

Jens Unmack har fanget, hvad den nye Elbowplade går ud på.

Meg Bairds nye album afstedkommer betragtninger af de kedeligere sider af livet som musikanmelder. Det er desværre ikke ment som ros til albummet.

Som anmelder lever man livet i overhalingsbanen, når emnet, man anmelder, enten fortjener skulderklap på skulderklap eller at blive skudt så hårdt ned, at der ikke er grund til at undersøge vraggodset for overlevende. I disse tilfælde finder fingrene selv tasterne, og hjernens eneste funktion reduceres mere eller mindre til at sige stop, når anmeldelsen synes lang nok. I andre tilfælde, hvor man intet får på hjerte af at høre sit anmeldereksemplar kan man ty til pressemeddelelsen, hive de brugbare gloser ud, omformulere resten og lade en lidt lunken tommelfinger indikere, om oplevelsen lå lidt over eller under middel. Og så er der de gange, hvor det synes mere interessant at fortælle om livet som anmelder end at udføre hvervet.

Den gennemsnitligt intelligente læser og opefter har selvfølgelig gættet, at de følelser, Meg Baird har vækket hos mig, hører til i sidstnævnte kategori. Leveret uden yderligere information end en trackliste og et indhold af musik, hvor jeg efter et par håndfulde gennemlytninger stadig ikke kan skelne de forskellige sange fra hinanden, gør anmeldelsen af Seasons on Earth til noget af det mest langsommeligt fremskridende og overskudsdrænende skrivearbejde, jeg nogensinde har givet mig i kast med.

Den fair anmelder vil naturligvis nævne hendes virke i folkrockgruppen Espers, trække paralleller til britisk start-70’er-folk og påpege, at melodiopbygningen minder meget om det, man også hører hos ligesindede Marissa Nadler, dog med en noget mere jordbunden vokal, der på godt og ondt ikke når så højt op som Marissa Nadlers. Det er hermed gjort.

Seasons on Earth er en plade for tedrikkere, skabt til at blive spillet i baggrunden hos folk med megen tid og tålmodighed, men for deres egen skyld stadig på et niveau, hvor musikken falder i ét med tapetet. Hørt nummer for nummer er Seasons on Earth ikke en dårlig plade som sådan, men som en samlet oplevelse er den så bragende anonym, at det overdøver musikken, oplevelsen og enhver interesse for at fordybe sig yderligere i, hvad Meg Baird desværre nok både har lagt hjerte og sjæl i.  

Køb en Espers-plade i stedet.

(Meg Baird "Seasons on Earth", anmeldt for Geiger)

Årets coverversion skal også afdækkes.Vinderen er The National og St. Vincents cover af "Sleep all Summer" (Crooked Fingers). Den danske vinder er sidste sektion af Spids Nøgenhats Roskildekoncert, i mangel af link, er her "Den Gennemsigtige Mand" (Furekaaben) live fra Aalborg.

Musikåret 2011.

Udenbys

Gaffa
2 Elbow ”Build a Rocket Boys”
3 P.J. Harvey “Let England Shake”
24 Iron & Wine “Kiss Each Other Clean”

Mojo
1 P.J. Harvey “Let England Shake”
23 Bill Callahan “Apocalypse”

Uncut
1 P.J. Harvey “Let England Shake”
25 Bill Callahan “Apocalypse”

Endnu et år gået, endnu engang skal der remses op, og skrives, hvad der rykkede, trykkede og pakkede dansegulvet her i huset. Sunday Times synes det, Mojo synes det, Uncut synes det, The Guardian synes det, NME synes det, The Quietus synes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey har med ”Let England Shake” begået årets plade. I alle dybder og lag, i al sin musikalitet, i al sin medrivenhed sejrer den stort. Jeg mindes ikke hvornår en plade sidst har formået at fange og fascinere mig i samme intense grad som ”Let England Shake”. Et mesterværk i ordets fornemste form.

Vanen tro har jeg listet op fra de tre musikblade, der læses her i huset, og også snart vanen tro er det ikke mange titler af årets udvalgte jeg ejer. De udvalgte er ikke engang retvisende, for såvel Iron & Wine som Bill Callahan hører til blandt de største musikalske skuffelser i år, med Iron & Wine på Posten tronende som årets største musikalske nedtur. Det var samme historie sidste jeg så dem/ham, så jeg burde være blevet klogere, men alligevel håbede jeg, at når jeg gik ind for at se en af min generations fineste singer/songwritere, at jeg ikke blev trakteret med et funkjam, men nej. Elbow er også nævnt, og selvom ”Build a Rocket Boys” såmænd var ganske sympatisk, og koncerten på Northside også fin, så stod det i Falconer Salen ganske uædrueligt klart, at det i bund og grund er en fesen omgang flad fadøl de serverer for tiden. Hvor meget jeg end holder af Elbow, så kan jeg ganske ikke holde af Elbow anno 2011. Det er kedeligt, slet og ret.

Birch Book udsendte en selvbetitlet ep i år, og selvom jeg havde en smule startvanskeligheder med den, så førte den til opkøb af de plader jeg manglede med enmandsgruppen. De franske tekster på årets udgivelser, vinder stort efterhånden som de kryber i blodet, og udgivelsen på 10” vinyl med tilhørende cd er uhørt lækker. Heirlooms of August er enhver voksen mands våde drøm af en plade, monoton baryton, men himmelråbende fantastisk. Melankolien siver ned af væggene, og vidderne synes evigt åbne. Marissa Nadler udsendte første plade på eget selskab, og gjorde trods et mere poppet udtryk en ganske god figur. Hendes koncert på et genopstandent Pumpehus, var en showcase af nerver udenpå tøjet, følelsesoverload grænsende til det hysteriske, og fantastiske sange. Bonnie ”Prince” Billy fandt vejen tilbage til storformen med ”Wolfroy Goes to Town”. Klassisk Bonnie, anbefales til de, der havde opgivet ham.

Årets internationale koncert var uden tvivl og sammenligning Oscar Danielson på Teater Momentum. Det var en fryd at arrangere det, det var en fryd at overvære det. Hans plade ”Stockholm i Mitt Hjärta” fra årets start hører også til blandt årets absolut ypperligste.

Året bød også på et væld af lækre vinylgenudgivelser, såvel Grandaddy, som de første to Tndersticks er derfor, at finde på hylderne nu. Også Lee ”Scratch” Perry ”The Return of Sound System Scratch” fortjener rosende omtale. Bokssættet med Calexicos tourplader samlet har jeg opgivet at betale mig fra.

Abbysinians ”Satta” (udsendt under flere titler) får prisen som årets tilbageskuende indkøb, hvis der findes en fornemmere roots reggae plade, så er jeg ikke sikker på jeg ønsker at vide det. Årets genopdagelse på egne pladehylder blev Ny Akustik, men meget, meget mere om dem senere.



Indenlands

Gaffa
2 Malk De Koijn “Toback To The Fromtime”

Det danske musikår startede ondt og grumt med frafaldet af Henrik Hall, der i januar bukkede under for kræft i en alder af 62. Tak for dansen.

Trods indledende tvivl, og det faktum, at pladen endnu ikke er gennemlyttet i tilfredsstillende grad, så vil jeg kaste min indenlands guldmedalje efter Malk de Koijn. Don’t call it a comeback lød det engang, og nej, det er så meget mere end det. Der er kommet rygrad i vrøvlelyrikken, og det klæder trioen at stå ved deres alder, der er i hvert fald skruet ned for spradebasseriet. Det er tørt huggende, og forbandet tilfredsstillende, at lytte til.

I afdelingen for dansk livemusik, altså rytmisk musik fremført af fra dette land kommende musikere, er der hæder og ære til Hymns From Nineveh, der med deres koncert på Posten bragede så intenst igennem, at det var svært at få armene ned igen. Samtidigt hører pladen fra samme til i den mildere afdeling for årets skuffelser, produktionen ødelagde oplevelsen for mig, hvis Hymns From Nineveh på et tidspunkt formår at hive deres liveenergi ned på plade, så garanter jeg, at medlemstallet i folkekirken stiger igen (fandeme).

Med to andenpladser skal vi også have Emma Acs frem i lyset. ”Champagne” var en guilty pleasure i året, der gik. Pop som var det skåret fra Phil Spectors notesblok, med et twist af småpsykedelisk baggrund. Koncerten på Posten gik også rent i blodet på mig, og var en stramt optrukken, men festlig løssluppen affære, hvor de unge mennesker dansede oppe foran, og jeg selv stod lidt længere nede med et svedent og ganske tilfreds grin.

Cody løber med æren som åres danske ep, ”Under the ene og det andet” var en fire retters mellemspiller, der lover godt for den nye plade, der vel for fanden dukker op i det nye år. De Efterladte indfriede forventningerne både på plade, og live. ”Traditionen Utro” var forfriskende skramlet indspillet, mens oplevelsen af De Efterladte live som altid var et studie i bomsolid fremførelse af det danske sprog i stærk kontrast til den dansksprogede elendig radiostationerne synes at tæppebombe os med. Et foredrag med System på Odense Musikbibliotek fortjener også omtale, får man nogensinde chancen for at høre Anders Remmer tale om musik, så grib den. From Sarahs debut-ep efterlod mig med et sympatisk indtryk, og den varslede fuldspiller skal nok gøre det godt næste år.

Raveonettes leverede et brag af en koncert for ganske nylig, der var klart den bedste af den håndfuld koncerter jeg har set med gruppen. Deres seneste udspil har jeg dog ikke fået hørt, det samme gør sig gældende for Mikael Simpsons seneste, samt Song for Wendy, der eller nok skulle have fundet vej til hæder og ære i disse linjer. Slutteligt synes jeg at vi hos Tryghed & Tristesse slap en fantastisk skive med The Silent Sections ”Contour of a Passsing Dream”.

"The Intoxicated Joy" (min personlige favorit fra The Silent Sections seneste) kan nu downloades her, og Marissa Nadler har smidt en coverversion af Townes van Zandt "Close Your Eyes I'll be there in the Morning" op til download her.

 9. december 2011 - Raveonettes, Posten.

9. december 2011 - Raveonettes, Posten.

 9. december 2011 - Sune Wagner (Raveonettes, Posten)

 9. december 2011 - Sharin Foo (Raveonettes, Posten)

Mens jeg går og venter på, at de to første Tindersticksplader skal finde vej fra Norman Records i Leeds, og over Nordsøen til Odense, så er der blevet sat lyd på den første smagsprøve fra den kommende Tindersticksplade "The Something Rain". "Medicine" er et tænksomt og langsomt brændende stykke klassisk Tindersticks, der heldigvis vender ryggen til den småfunk og andet skidteras, der gjorde "Falling Down a Mountain" til deres til dato dårligste plade.

"The Something Rain" udkommer til februar, og måneden efter kan de opleves i Koncerthuset. Til en billetpris på omkring 400,- pr. næse har jeg vist allerede set dem alt for rigeligt til at tage turen.

Det seneste nummer af Mojo bringer et interview med Glen Campbell, der på en gang skræmmer og fascinerer, bedrøver og bekræfter, at der skal meget til at knække en mand. Glen Campbell udsendte for nyligt det der bliver hans sidste album, og er i gang med det, der skal blive hans sidste koncerter. Der kommer ikke noget comeback, manden har meldt ud, at hans Alzheimers er så langt fremme, at dette er farvel.

Det der fanger mig i interviewet er at hans Alzheimers allerede er så fremskreden, at han ikke er i stand til at huske sin egen alder, hvem han har arbejdet med og hvornår, og alligevel forsætter med at spille. Først tænkte jeg, at det var grådighed på hans vegne fra folkene bag ham, men omvendt når det eneste han har tilbage er musikken, hvorfor så tage det fra ham? Jeg siger tak for sangen, jeg var ikke klar over, at du var så meget mere end bare en rhinestone cowboy, men det kan Elvis, Brian Wilson, Phil Spector, Sinatra og Dino bevidne er løgn.

Glen Campbell - "Wichita Lineman"

 5. december 2011 - Morgenlys.

 3. december 2011 - Vollsmose.

3. december 2011 - Åsum Bygade/Lunden.

3. december 2011 - Brandtomt.

"Jul Igen" med Onkel Dunkel & The Biene Maja Quartet kom heller ikke på Now Christmas i år.

I morgen startet fugleræset, man kan selvfølgelig drossel ned og stær sig blind på Dans & Lærs uglekalender i stedet.

Det har taget et utal af aliasser og cirka 20 soloudgivelser at nå frem til Wolfroy Goes to Town. Og det har taget et utal af dyk og udsving i kvaliteten på det udgivne materiale at nå frem til materiale så helstøbt som dette.

Otte år vil jeg påstå, man skal tælle tilbage, for sidst at have stået med en nyudgivet Bonnie ”Prince” Billy lp i hænderne, der holder vand i den grad som den hellige treenighed I See a Darkness, Ease Down the Road og Master and Everyone gjorde, og som Wolfroy Goes to Town også gør.

Wolfroy Goes to Town er afstemt, afvejet, og afbalanceret, og med sine 10 sange fordelt på 50 minutter ikke et minut for lang, eller en sang for kort. Det er en helstøbt plade, hvor Bonnie ”Prince” Billy er trådt et skridt tilbage, og har skåret ind til benet, minimeret udtrykket, og holder sig i intimsfæren af det, der skabte hans navn i starten af årtusindet.

Væk er følelsen af ligegyldighed, som eksempelvis Beware bød på, hvor der blev underpræsteret, hvor det ikke nødvendigvis var helt skidt, men så åbenlyst også var et stykke fra, hvor godt Bonnie ”Prince” Billy tidligere havde lydt. Og tøjlet er den kvindelige vokal også blevet, så den nu fungerer som medspiller og instrument, og ikke som i tilfældet The Letting Go får lov til at overskide et ellers udmærket stykke håndværk.

De første sekunder af Wolfroy Goes to Town er så poleret retrocountryfiseret, at de er Conway Twitty og et Nudie Suit værdige. Resten af pladen er Bonnie ”Prince” Billy, som jeg ønsker mig ham. En afdæmpet historiefortæller, der holder den røde tråd mellem to stramt optrukne linjer. Korarbejdet i ”New Whaling” er bjergtagende, ”Quail and Dumplings” det mest medrivende nummer, der er hørt fra den kant i mange år. Der er uforglemmelige linjer, som åbneren på ”New Tibet”: ”As boys we used to fuck each other/As men we lie and smile". Sangen er ikke, som den ud fra disse linjer kunne forekomme at være, om alderens tyngen, men derimod en om menneskets fejl og mangler.

Det synes forkert at ofre for megen tid og skrift på Wolfroy Goes to Town. Helhedsindtrykket er et lille mesterværk, så jordbunden som tyngdekraften selv. Frafaldne kan samle tråden op igen her, nye kan stige på, og tvivlere bør begrave deres mistro og overgive sig til manden med det sjove hår. For i al enkelhed er Wolfroy Goes to Town en pissegod plade. Min forventning om at skulle anmelde endnu en skuffelse, fra en mand, der alt for længe har levet højt på sit navn og ikke sine seneste bedrifter, er blevet vendt til spørgsmålet om, hvor højt pladen skal placeres på den liste over årets bedste plader, der vanen tro skal flikkes sammen lige om lidt. Et stort velkommen tilbage på den højeste af piedestaler til Will Oldham og herfra en stor anbefaling til et af de stærkeste comebacks, siden påsken blev grundlagt.

(Bonnie "Prince" Billy "Wolfroy Goes to Town", anmeldt for Geiger.dk)

Mouritz/Hørslev Projektet har sat lyd til Lindevang Station.

Song For Wendy spillede i søndags i Odense, en koncert jeg desværre ikke fik set, da de selv havde annonceret den til 20. december. Jeg så dem spille sidste år, til en af de koncerter, der nu ligger til grund for den plade som islændingene er blevet præsenteret for, men som stadig mangler en udgivelsesdato herhjemme. "Meeting Point" blev optaget live ved en række koncerter, og taler rygtet sandt, så har to af optagelserne fra udkanten af Odense fundet vej til pladen. Mens vi venter på at pladen bliver udsendt, og at Disa som en slags trøstpræmie vender tilbage til Odense, og optræder i eget navn den 15. december, så er der stor fornøjelse at hente i denne udgave af "The Night" optaget af islandsk TV.

Herfra hvor vi står,
kan vi se os omkring - til alle sider
Det bevæger sig når vi går
det forandrer sig i alle tider.

Ovenstående linjer er fra en af de vel mest ikoniske sange i den danske musikhistorie. ”Herfra hvor vi står” er både titlen på nummeret, såvel som den plade den er taget fra. ”Herfra hvor vi står” er også titlen på den udstilling og det projekt, der ligger til grund for de tre bogbind, jeg har liggende bag mig nu. Alle rigt illustreret med billeder taget af de 14 fotografer, der blev udvalgt til, på tværs af landet med hver deres tilgang til fotografiet at dokumentere et Danmark under forvandling.

Om det er et tilfælde, at sangtitel og udstillingens navn har et sammenfald skal jeg lade være usagt, men linjerne passer godt på fotoprojektet. Vi ser alle sider af det danske land, fra øst til vest, og i by og på land. Og projektet tager blandt andet udgangspunkt i den forandring, der er ved at ske. Hvordan sporene fra den industri, og de landbrug, der har formet vores land igennem de sidste par hundrede år, er ved at blive udvisket, og forsvinder. Som en af bogens tekstmæssige bidragsydere bemærker det ”det er svært for det tilsyneladende unødvendige at finde plads”.

Samtidigt er projektet et tidsbillede på Danmark. Fotografierne er taget i perioden 2008-2009, og hvor forskelligartet en tilgang fotograferne end har haft til projektet, så vidner projektet også om, at Danmark er et lille land med en begrænset variation i sine geografiske udtryk. For Danmark er et lille land. Ingen højdedrag over 171m, kun 43.000km2 landjord, men 7.500km kystlinje. Danskerne udspringer af bønder og kystfolk, og nu er vi ved at finde os til rette som bymennesker. Vandet, byerne, markerne, og vejene, der forbinder det hele fylder godt i projektet. Vi, der befolker Danmark, langt mindre, og som billederne dukker frem, står det også klart, hvor fladt et land Danmark er.

Der er lokale kendetegn, men man er tilgivet, hvis man ikke med det blotte øje kan se om man befinder sig i den østlige eller vestlige del af landet. For mig der bor her, er der både det genkendelige i de steder jeg har været, men også det genkendelige i det danske i de billeder, der er taget steder, jeg ikke selv har besøgt. Projektet romantiserer ikke Danmark, forfordeler ikke egne, men viser et bredt spektre af indtryk, der samlet viser Danmark som Danmark virkelig ser ud. Dette synes jeg er et af projektets største kvaliteter.

Med undtagelse af Peter Brandes, som jeg synes lader kunsten tage overhånd i sine billeder, er der ikke en finger, at sætte på resten af de udvalgte navne. Skal der fremhæves nogen, så vil jeg først og fremmest pege på Joakim Eskildsen, der i en blanding af klaustrofobi og åbne vidder præsenterer den ro, der findes på landet. Kirsten Kleins sort/hvide analogbilleder taler, med deres nærmest skræmmende styrke, for sig selv, og Nicolai Howalts mangeartede bud på, hvad der er det danske grænseland fortjener også stor applaus.

De tre bind, der udgør bogværket” Herfra hvor vi står” er en fantastisk introduktion til dansk landskabsfotografi, og et væld af danske fotografer, og selv uden forståelse for de danske tekster i bogen, er bogen værd at investere i. Billedernes styrke og tematiske samhørighed overflødiggør ord, og står alene uden problemer

Udstillingen ”Herfra hvor vi står” kan opleves i København frem til januar, hvor udstillingen bliver vist på gl. Holtegaard og Sophienholm. Udstillingen har også været vist i Skt. Petersborg, og finder med lidt held også vej til andre steder i udlandet.

(ovenstående tekst er den danske udgave af en tekst, der er skrevet til Urbanautica.com)

Det har taget lidt tid, at få hul på anmeldelsesbylden for den seneste Tryghed & Tristesse udgivelse, men så i dag åbnede himlen sig så. The Silent Section "Contour of a Passing Dream" er blevet anmeldt til 9/10 hos Darkentries.be og 5/6 hos Lydtapet.net.

The Guardian har haft Q&A med Will Oldham. Find ud af, hvad hans yndlingsdinosaur er, samt anden uundværlig Bonnie-trivia her.

BadEddie asks:
Did you ever get round to Fucking a Mountain?

Wolfroy replies:
yes! and nothing compares to the beauty and immensity of it. but a vagina is softer, warmer, and better!

 Et par bogmærker fra nyligt indkøbte bøger. 1 kringle for 100 kr i bon synes som en fair deal.

Svend-Allan Sørensen, en af husets foretrukne kunstnere, har været en tur på Færøerne og lave nyt. Det er der blandt andet kommet ovenstående værker ud af, mere billede og tekst for de sprogkyndige, kan findes her.

Der er "nyt" fra Cody. Dels denne fine lille sort/hvide-optagelse af "Close the Door", og så har der været besøg fra They Shoot Music Don't They, der har slæbt Cody ud på Carlsberg (eller omvendt), hvor det blev til tre sange, og en bordtenniskamp. Igen "Close the Door" og så "Sixteen Holes", samt "Under the Pillow".

Musiknyt 1: Ny video fra Malk De Koijn. Musiknyt 2: Forsmag på den kommende Lambchopplade "If Not I'll Just Die" Musiknyt 3: Der er kommet en "det er så hvad jeg har lavet i år" opsamling fra Birch Book. Sølle 69 eksemplarer kommer den i, og de hurtige kan købe den her.

Det er god globalisering på lokalniveau, og et godt bevis på, at alting går i ring, når man i en dansk filial af en norsk butik, kan købe en norsk øl, brygget på tjekkisk humle. Lade Gaards Brygghus pilsner kan findes på hylderne i Rema 1000, og er ved at udvikle sig til et kærlighedsforhold af den slags, der ville gøre sig bedre i foråret, både fordi lovestories tager sig bedre ud i årstiden, hvor alting blomstrer op, og så fordi det er noget sværere at finde en god undskyldning for at tage en tår tørstslukker i november end når termometerkviksølvet har givet 20 grader baghjul. Lade Gaards Brygghus pilsner er en ukompliceret pilsner, der har en kende mere humle end Hof, Tuborg, og hvad der ellers går som klassisk dansk øl. Den supercool blå retroetiket forhøjer nydelsen, og en stor anbefaling af et mindre tungt og sødt alternativ til de klassiske juleøl er hermed sat på skrift.

"..sådan vil naturen i sagens orden atter omforme landet til ukendelighed, i uendeligt små og katastrofale ryk. Vi ser det dagligt langs kysterne, hvor havet for hver bølge i en uendelig kæde flytter rundt på kysten, retter linjer ud, skubber klinter tilbage, aflejrer det nedbrudte og skaber nye krumodder og tanger. Jo vi ved det godt, og alle danskere har behov for at søge derud og få resignationens ro i blikket, som er så karakteristik for kystfolket."

Uddrag af Erland Porsmoses introduktion til "Sådan Ligger Landet". Den første af bøgerne i bokssættet udgivet i forbindelse med fotoprojektet "Danmark under forvandling".

Ovenstående foto er nu det dyreste foto solgt nogensinde. 4.340.000$ røg det for forleden hos Christie. Hvis Andreas Gursky kan, så kan jeg vel også.

The Untamed lukker butikken.

The Delicious Death of The Untamed


After 10 fine Untamed years it’s time to travel back deep deep down in Africa to see if Papa Boomwallah ‘s still got that mojo cookin’. It’s time for the cannibal kings and Zouweena to go back to the jungle and ramble zombielike around with bananaskirts, scary smiles and poisoned liqueurs in skeleton hands ...
Adios – auf wiedersehen - au revoir – see ya later. It’s been a blast!
The Untamed has left the building …


Helle Hellcat, Marco Burro & Jakob The Ghoul

Der findes de der larger than life grupper man bliver suget ind af, og holder fast i indtil det lille r begynder at blinke oppe i hjørnet af skærmen, og hverken genopfindelse eller gentagelsens glæde kan fastholde ens interesse. R.E.M. forsøgte at finde tilbage til rødderne, med intens kedsommelighed som resultat, Depeche Mode har de sidste ti år kørt rundt i samme uinspirerede rille, og så er der U2, der med frelseren i forgrunden genopfandt sig selv som rockband, og dræbte ethvert incitament for at lytte mere til dem. Alle har de fyldt noget nær en hyldemeter i samlingen, og alle er der blevet solgt ud af, da forholdet mellem dem og mig kølnede ned.

For tiden er der så igen kommet fokus på ”Achtung Baby”. Som tilfældet ”Nevermind” for ganske nylig, så er min ungdoms plader ikke længere teenagere, men fylder 20 på rad og række. ”Achtung Baby” har jeg ikke hørt i flere år, men i den fulde overbevisning om at den var et monument, der hverken ville lade sige sig præge af vind eller vejr, ladet den stå på hylden med et usynligt mesterværksmærke klistret på fronten.
Mesterværksmærket sidder der endnu efter jeg har fejret fødselsdagen ved at hive pladen frem fra den plads på bagerste hylde bag de to Superjegplader, og igen sneget den ind på husets playliste. Jeg kan dog se, at klisteret på mærket er ved at miste sin klæbeevne, og hjørnerne derfor så småt er ved at løsrive sig fra omslaget.

”Achtung Baby” er stadig en fantastisk plade, men da jeg hev teksthæftet ud af omslaget, og læste med som pladen for 3-4-5 gang blev genoplevet, var der noget, der knækkede. Min idé om ”Achtung Baby” som et moderne værk, hvor lyrikken med referencer og metaforer i særklasse tog greb om livet og kærligheden røg ud med tidevandet, og ind sejlede i stedet et skib, hvor hjerte rimer på smerte, og alt er som det er så mange andre steder. Det overrasker mig, hvor banalt et tekstunivers ”Achtung Baby” bygger på.

Who's gonna ride your wild horses?
Who's gonna drown in your blue sea?
Who's gonna taste your salt water kisses?
Who's gonna take the place of me?

Taget ud af sammenhæng, og hurtigt oversat lyder linjerne fra ”Who’s Gonna Ride Your Wild Horses” ikke langt fra det, der præger den dansksprogede del af lydbilledet, hvis man tænder for en tilfældig radiostation. Andre ikoniske numre fra ”Achtung Baby” falder lige så hårdt igennem, ”Even Better Than The Real Thing” og ”Tryin’ To Throw Your Arms Around The World” falder hårdest, mens ”Until The End Of The World”, min personlige favorit på pladen, er gået fra en mørk fortælling om dystre tanker, til en lille lummer romance.

”One” giver omvendt mere mening for mig nu, hvor en genopfriskelse af The Edges’ dengang igangværende skilsmisse, har sat sangen i det rette lys, og påmindelsen om, at ”Achtung Baby” blev indspillet i et Berlin, der just var blevet samlet, sætter også linjen ”we’re one, but we’re not the same” i et andet lys.

”Achtung Baby” har holdt langt bedre end både U2, og så meget andet jeg hørte for 20 år siden, men set og hørt på afstand står det klart, at pladens succes i langt højere grad skyldes gruppens evne som musikere, end Bonos evne som sangskriver. Placeret i baggrunden står mesterværket ved magt, men går man tæt på, og dykker ned i detaljen, som ord er i forhold til denne type musik, så åbner det for en diskussion om, hvorvidt pladsen på piedestalen er fortjent.

Under alle omstændigheder, tillykke med fødselsdagen gamle dreng.

På lørdag gæster De Efterladte Odense, og inden da går touren forbi Aarhus og Aalborg. Til de, der ikke når ud og høre dem på dem igangværende tour, er der rig mulighed for at genopleve deres koncert fra huset i Magstræde 27. oktober 2011. Dels kan koncerten hentes og høres via Fra Kælderen. Tænker man efterfølgende: de lyder rare, og vil have syn for sagen så er store dele af koncerten også optaget, og lagt på YouTube. Trackliste med link til video, hvor muligt, følger her:


Studier af Skyer
Sangen Selv
Nedenom og Hjem
En Knivspids af din tro
Hårdnakket Idyl
Mit Sortsyn
Mit Lyssyn
Hvad kan Jeg se frem til / Anonyme Melankolikere
Til De Efterladte
Hvor alting hører op
Godmorgen Kynisme
Sang i klar frost
I det hus du kalder dit hjem
Den slags fik man tæsk for
Set gennem en voksende rus
---
Skybrud af Byger
Sommerferie Zimmerroom
Alt er i Ørnsbo i dag

 29. oktober 2011 - Vejbyggeri, Odense. (Alt dette er frasorteret materiale fra en kommende serie)