



19. juni 2010 - Havterner.
Jeg er opvokset som nabo til Hundstrup Å, og siden med en andedam kun en spytklat fra vænget, hvor vi boede. I mit voksenliv har jeg holdt mig til byer ved vandet, og aldrig boet andre steder end Fyn. Derfor er vandet en stor faktor i de steder jeg søger hen, når en bil fra tid til anden bliver stillet til min rådighed. Det følgende er et forsøg på en alternativ forslagsguide til steder man kan søge hen, hvis ens færden fører en til fynsk jord.
Først forskrækkelsen, for det viste sig, at John Grant ikke er den androide størrelse på en meter og et-par-og-halvfjerds med en kropsvægt, der skriger på pyttesmå skinnyjeans som coveret til "Queen of Denmark" giver indtrykket af. Der var heller ingen udtværede makeuprester at spore, der var bare en stor mand, der indtog scenen så ydmygt og åbenhjertigt, at trods koncertens lidt vekslende kvaliteter, så var det svært ikke at overgive sig til ham. Historierne bag sangene, og historier om dette og hint, barndom og nederlag kom ud over scenekanten som skidt fra en spædekalv. Det var ikke en offerrolle, der stod og fortalte disse historier, men en mand med noget på hjertet, og en lyst til at få det ud. John Grant åbnede koncerten solo med "Drug", et nummer fra tiden med Czars, og netop de pianodrevne ballader skulle vise sig at blive højdepunktet igennem en koncert, hvor John Grant et par gange viste, at han ikke nødvendigvis er den store performer når tempoet bliver skruet i vejret, men! Denne aften var jeg villig til at tilgive alt, for det er sjældent jeg har set en mand på en scene udstråle så meget sympati. Lyden var fra vores side af scenen ikke optimal, men placeringen med udsigt hen langs scenen gav en perfekt udsigt til såvel band, som publikum, der bestod af en broget skare af folk omkring 30 som jeg selv, flippere, politikenlæsere, bøsser, og en enkelt på E, der sad på forreste række og greb ud efter tonerne. Et par coverversioner fra "Sorry I Made You Cry" havde pyntet på aftenen og helhedsindtrykket, men det smil jeg havde på læben, da vi omkring midnat trådte ud igennem Christianias porte, var så absolut ærligt.
Ud af [Ingenting] kommer Christopher Sander, der her et år efter udgivelsen af solopladen "Hej Hå" er trådt ind i min bevidsthed. [Ingenting] hørte jeg for første gang i 2006 da de udsendte "Mycket Väsen För Ingenting" - en plade der kedede bravt, og ikke på nogen måder varslede bedre tider. Jeg tror det har handlet om lyd, produktion, og den slags, for ser man på dette nyere klip, hvor Christopher Sander genbesøger "bergochdalbanan" så fremstår nummeret simpelt og fremragende. "Medan Du Sov" kan downloades lidt nede af siden, der linkes til, og er et andet eksempel på, at [Ingenting] ikke kun er af det onde. Overordnet set er [Ingenting] dog for velfriseret, og nydeligt produceret til mig.
En enkelt aften på fribillet, hvor E blev båret igennem lokalet på skuldrene af en roadie. Det er den eneste gang jeg har gæstet Pumpehuset, og nu, aldrig mere.
Det er foregået on-and-off, men foreløbig er jeg kommet to-tredjedele igennem "Dansk Fotografi Historie", der har vist sig, at være en både informativ, og lærerig omgang læsning, og bl.a. derfor var et kup til de 70,- som den var prissat til i boghandlens restmarked af udsalgstitler. Undervejs har jeg forelsket mig i et af bogens billeder. Et billede, der oprindeligt blev bragt i Billed Bladet i 1938, hvor bladet startede op, og et billede jeg flere gange er vendt tilbage til. Billedet viser tre balletdansere fra den Kongelige Ballet, og er i sig selv ingen åbenbaring, men skærer man den venstre ballerina bort, og fokuserer på de to tilbageværendes ansigter, så er deres glød og udstråling som taget ud af vores nutid. Den midterste ballerina poserer med et look, der ville have skabt misundelse blandt enhver blond sangerinde, der i slut-90'erne stod i forgrunden for hvad som helst med et touch af alt. et-eller-andet, og ballerinaen i forgrunden ville næppe vække opsigt i bybilledet i dag, mens den bortskårne ligner en flytning fra et opstillet portræt daterende tiden omkring det 19.århundredes slutning. Fotografen er Inga Aistrup, der har vist sig at være et charmerende bekendtskab. Hendes hjemmeside rummer et væld af tidsbilleder fra fyrrerne, og ikke mindst historien om billedernes tur fra gemmerne og tilbage i offentlighedens søgelys, der kan læses på pressefotografforbundets hjemmeside, er en fin lille historie.
Det skal gøres når det har regnet, selvom man i nødstilfælde kan vande plænen i et par timer. For et optimalt resultat når man kanter plænen af, skal jorden under, og omkring græsset dog være ordentligt gennemvædet. Nu har det regnet i tre uger, og selvom græsset står højt, så er din plæne perfekt kantet af. Plænen fremstår som en skarpt afgrænset skov lukket inde mellem en ørken af fliser, og et tæppe af bunddækkende slyngplanter. Du bruger skiftevis spaden, og kantskæreren når du kanter af. Spaden gør det grove, mens kantskæreren i højere grad er et præcisionsinstrument. Snorene trækker du på de samme tynde jernspyd, som du har gjort siden du for tolv år siden hamrede dem i jorden. Tolv år hvor der hverken er lagt til eller trukket fra græsplænens areal. ”Græsplænen bliver hvor den er” som du ikke uden en vis selvtilfredsstillelse konstaterede sidste år. Området omkring spydene har du klaret med en batteridrevet trimmer fra Flymo med vendbart hoved siden du fik den i fjor. Tidligere drillede stykket ind mod de bunddækkende slyngplanter dig. Du forsøgte dig med trækanter, der dog hurtigt rådnede og blev misfavede. Året efter forsøgte du med mursten som kile mellem græsset og bunddækket, men når græsset ikke blev kantet af skubbede det til murstenene, og så kunne det være det samme. Du overvejede at skifte til røde tyske mursten, fordi tyske mursten er større end de danske, og fordi røde mursten er tungere end gule, men det ville bare være et spørgsmål om tid så længe der ikke kunne kantes af. Løsningen kom til dig da du læste om en ny type kantskærer i et Idényt. Sammen med spadens udligning af kantskærerens mangler, og den ekstra tid du fik til havearbejdet da du gik på efterløn blev problemet løst. Jeg har aldrig helt forstået dit maniske forhold til plænen i baghaven, men jeg beundrer den pertentlige ihærdighed du lægger i arbejdet. Det synes jeg du skal vide.
Forlaget Fahrenheit udsendte tilbage i januar Jiro Taniguchis "Min Fjerne Barndomsby", en titel jeg har vidst, at jeg ville læse siden jeg første gang læste den omtalt. I nat klokken kvart over et gik profetiet så i opfyldelse. Lad mig bare skære igennem med én kam og konstatere at japanerne kan slippe afsted med ting, som de færreste andre nationaliteter ville komme godt fra. "Min Fjerne Barndomsby" er som et langt drømmesyn med indlagte tidsrejser, familiekonflikter, og teenageromancer, og alligevel formår Jiro Taniguchi at få vævet de forskellige begivenheder smukt sammen, og slutteligt binde en nydelig sløjfe på det hele. Tvivl og spørgsmål er de altoverskyggende elementer i historien, men det er længslen, der fylder det hele. Længslen er længslen efter "noget andet", og det "andet" rider hovedpersonen som en mare gennem historiens forløb. Jeg læste tegneseriens ca. 400 sider i ét stræk, og var mæt og tilfreds da jeg nåede til sidste side. Fortællingen er et helstøbt overflødighedshorn blottet for overflødigheder, og anbefales på det varmeste.
Via Jens Unmacks blog dukkede den afbillede titel op forleden dag. Set i lyset af de kommende ugers fodboldbegivenheder findes der næppe heller en bedre pladetitel man kan smide på anlægget. Jeg har i dag hørt pladens halve times spilletid en håndfuld gange, og er særdeles velfornøjet med at den er blevet bragt på banen. Scientist - "Wins the World Cup" er udsendt i 1982, indspillet i King Tubbys studie, og de ti numre derpå er alt andet end det kitsch man forventer fra en plade med den titel, og det coverdesign. Uden at være helt inde i Jamaicamusikkens termer, kan den bedst beskrives som en dub-plade, der formår at holde reggaeen nok i hånden til at det hele ikke går op i basgange og ekkoeffekter. De nysgerrige kan evt. få stillet nysgerrigheden her. Føromtalte Jens Unmack skal jeg se i front for Love Shop den 24. juni, hvor Love Shop varmer op for det danske landshold. Passende nok hedder Jens Unmacks hund Jamaica, og således bliver ringen sluttet.
Har man styr på sin argentinske slang, eller bakker man snagvendt godt nok til hverdagsbrug, og er man almindeligt begavet i en grad, hvor man kan lægge to og to sammen uden større besvær, så vil det ud fra navnet Gotan Project ikke være svært at pege sig i den musikalske retning, hvor gruppen hører hjemme. Gotan Project brød lydmure ned i den ganske verden, da de i 2001 udgav La Revancha Del Tango, hvor de med ét bragte tangoen ind i det nye årtusinde blot ved at tilsætte elektroniske undertoner. De genopfandt ganske enkelt tangoen (hvis man skal tro, hvad man læser), og argentinerne elsker dem for det (hvis man skal tro, hvad man læser), men hvor meget end udlån og udsalg af pladens numre til reklamebranchen har gjort for at devaluere La Revancha Del Tango, så er den, her snart ti år efter at den blev udgivet, stadig lige indbydende og inciterende i sin evne til både at tale til fødderne og følelserne.
Mange har forsøgt at eftergøre Gotan Project, hvad de gjorde på La Revancha Del Tango, men ingen har endnu overgået dem, og det gælder også Gotan Project selv. Lunatico, efterfølgeren til La Revancha Del Tango, faldt til jorden som en tung sten, og talte ikke til andet end skuffelsen. Det forsøger Tango 3.0 at rette op på, og missionen lykkedes også langt hen ad vejen. Tempoet er droslet en kende ned, og de sløveste af numrene på Tango 3.0 får en kort overgang ens tanker til at tænke i retning af fy-ordet ”lounge”, men for hver gang pladen bliver kørt igennem systemet, falder der endnu et par brikker på plads, og pladen kryber længere ind under huden. Der flirtes med temposkift, man er ikke fedtet med kvindevokal, og blandt højdepunkterne finder man et børnekor, der tæller sig vejen igennem Rayuela og den uruguayansk/argentinske fodboldkommentator Vìctor Hugo Martines, der i vanvittigt tempo speaker sig vejen igennem sidste halvdel af førstesinglen ”La Gloria” for til sidst at trække et langtrukkent ”GOOOOOOTAAAAAAAN” ud af ærmet. Det er banalt, men det virker.
Den elektronifiserede tango på Tango 3.0 er lettilgængelig uden at være overfladisk og kræver ingen forkærlighed i retning af hverken tango eller elektronisk musik for at falde i smag. Den gamle rockkliché om, at det ikke er ”så godt som på deres første plade” står ved magt, og med det af vejen er det blot at konstatere, at det næstbedste kan være ganske fint.
(Anmeldelse for Geiger af Gotan Project - Tango 3.0)
Udover vinyler og cd'er medbragte posten i dag en enkelt dvd. "Totem" og "Nattens Engel" er blevet samlet på én dvd, og udsendes på mandag af Another World Entertainment. Grunden til at jeg allerede i dag modtog et eksemplar, er, at jeg har bidraget med biografier om de forskellige medvirkende grupper og enkeltpersoner. De samme biografier kan findes på Substans.info, hvor de løbende er blevet lagt op i forbindelse med skrivearbejdet. Filmene bliver vist mandag aften i Grand kl. 21.00.
Min aften er gået i rollen som babysitter, det vil sige rollen bestod mere i at holde skansen mens purken sov sødt end egentlig sitning. I min jagt på tidsfordriv faldt mine øjne på det eksemplar af Mads Christensens "Manual til mænd med skidesure koner" som jeg i et vittigt øjeblik forærede min svoger i julegave. Små 70 sider nåede jeg at hoste mig igennem før hørmen blev for tyk, og jeg kunne konstatere, at hvis Mads Christensen er en rigtig mand, så laver jeg hellere mandekussen med boller og sprinkler gemt bag lårene, og kalder mig selv for Susan. Mads kan ikke lide undskyldende mænd! Det får nævnt mindst lige så mange gange som han undskylder, at han igennem sit job på Euroman var med til at gøre den danske mand blød og metroet. En anden favorit er udredningen om hvordan alt var bedre da drengebørnene blev passet hjemme ved mor, og ikke hos de feministisk inddoktrinerende feminist pædagoger. Hvorfor mænd opdraget i området omkring mors skørter skulle være bedre stillet end pægagogiserede børn melder historien intet om. Mere forståeligt er det måske, og så alligevel ikke, at mandlige pædagoger ikke bliver nævnt med et eneste ord. At en tidligere modeskribent for et sladderblad, der for ussel mammon, men sikkert ublu hyre, lader sig fragte rundt i en indkøbsvogn mens han udtaler sig om hjemmets indkøbsvaner skulle være en eksponent for for den rigtige mand er mig en gåde. Ovenstående indtægtskilder konflikter i hvert fald med idéen om at en rigtig mand har integritet, og evner at sige nej, hvis noget går imod, hvad man står for. Forklaringen på det findes muligvis på en af bogens sidste 140 sider, men når motorcykler, der i min optik er noget af det lillepikkede og midtlivskrisede man kan beskæftige sig med, flittigt bliver brugt som et eksempel på noget typisk mandigt, så er der lang vej hjem. Så hellere tage en rask beslutning, og agere på den ved at smide bogen tilbage i reolen. Det er vist så noget rigtige mænd gør.
Der var en gang en fredag aften, hvor vi var krøbet over broen, og igennem et par tunneller for til sidst, at finde fodfæste på Amager. Anledningen var The Nationals koncert i Amager Bio, en koncert, der fik det meste af turen hjem til at zig-zagge under benene på os. Vores placering i lokalet var fantastisk, og det samme var afstanden til ølstanden, der i sidste ende fik koncerten til at ende op som en fornemmelse af en række indtryk, mere end et egentligt minde. Den slags kan der heldigvis rettes op, for det er lykkedes mig at komme i besiddelse af en ganske fremragende publikumsoptagelse fra aftenen, som jeg nu via lyd og Gaffas anmeldelse prøver at stykke sammen.
Flere musiksites bringer i dag nyheden om Junips nye ep, som det via Junip.net er muligt at downloade ganske gratis. Junip er interessante fordi Jose Gonzales er med i gruppen, ikke at hans musik er synderligt interessant, men det er hans navn, der sælger historien. Junip er dog noget ganske andet end Jose Gonzales, og umiddelbart anbefalelsesværdigt. Det er sløv indiepop spillet ganske intenst tempoet taget i betragtning, og det får mig til at sende Melpo Mene en venlig tanke, for Junips stil er langt hen af vejen den samme som deres, bare mindre elektronisk. Melpo Mene er helt tilfældigt også downloadaktuelle med en fin fortolkning af Gorillaz "Dare", der kan findes på deres hjemmeside.