Det er ikke meget sådan en brændbar cd ser ud af, men indtil videre er det den, der rummer de seks numre, der kommer til at udgøre Manden Fra Onkel.
Tracklisten bliver som følger:
1: Intro
2: Campingkannibalen
3: Bag Den Blå Dør
4: Strids Sang om Bussen
5: Børneremse
6: Manden Fra Onkels Godnatsang
tirsdag, november 02, 2010
Hej Pia
Som lovet fremsender jeg hermed udkastet til en pressemeddelse, den mangler bare en underskrift.
M.v.h.
Martin Petersen
Freelanceskribent
Det er med stor bekymring, at vi hos Dansk Folkeparti har modtaget nyheden om De Radikales valg af Anna Mee Allerslev som ny integrationsborgmester. Dansk Folkeparti sidestiller valget af Anna Mee Allerslev med den gamle ligning om ikke at lade ulven passe fårene, og vi frygter hos Dansk Folkeparti, at det kun vil være et spørgsmål om tid før det indre København er omdannet til et nyt Chinatown. Dette vil ikke alene være et anslag mod danskheden, og en hån mod danskerne set i lyset af at vi igennem længere tid har måttet undvære vores danske vartegn den lille havfrue netop til Kina, men det vil også forplumre det danske sprog. Det engelske udtryk Chinatown vil udvande vores sprog, der i forvejen er oversvømmet af udenlandske gloser, yderligere. Vi vil hos Dansk Folkeparti insistere på, at man pr. lovkrav bruger udtrykket ”kinaby”. Når først den indre by er blevet kinaficeret er vi hos Dansk Folkeparti ikke i tvivl om at Anne Mee Allerslev vil åbne op for yderligere tilstrømning af fremmede befolkningsgrupper.
Med tanke på asiaternes lederposition på verdensmarkedet for elektronik frygter vi også hvilke nye elektronikkomponenter, der vil blive sat til skue i ghettoernes vindueskarme, og hvilken undergravende virksomhed mod Danmark disse kan medføre. Selv om Dansk Folkeparti ikke billiger Klaus Bondams livsstil, ser vi valget af Anna Mee Allerslev som et skridt tilbage, og et anslag mod danskheden. Klaus Bondams typer har i det mindste ikke muligheden for at formere sig som rotter.
På vegne af Dansk folkeparti…
Som lovet fremsender jeg hermed udkastet til en pressemeddelse, den mangler bare en underskrift.
M.v.h.
Martin Petersen
Freelanceskribent
Det er med stor bekymring, at vi hos Dansk Folkeparti har modtaget nyheden om De Radikales valg af Anna Mee Allerslev som ny integrationsborgmester. Dansk Folkeparti sidestiller valget af Anna Mee Allerslev med den gamle ligning om ikke at lade ulven passe fårene, og vi frygter hos Dansk Folkeparti, at det kun vil være et spørgsmål om tid før det indre København er omdannet til et nyt Chinatown. Dette vil ikke alene være et anslag mod danskheden, og en hån mod danskerne set i lyset af at vi igennem længere tid har måttet undvære vores danske vartegn den lille havfrue netop til Kina, men det vil også forplumre det danske sprog. Det engelske udtryk Chinatown vil udvande vores sprog, der i forvejen er oversvømmet af udenlandske gloser, yderligere. Vi vil hos Dansk Folkeparti insistere på, at man pr. lovkrav bruger udtrykket ”kinaby”. Når først den indre by er blevet kinaficeret er vi hos Dansk Folkeparti ikke i tvivl om at Anne Mee Allerslev vil åbne op for yderligere tilstrømning af fremmede befolkningsgrupper.
Med tanke på asiaternes lederposition på verdensmarkedet for elektronik frygter vi også hvilke nye elektronikkomponenter, der vil blive sat til skue i ghettoernes vindueskarme, og hvilken undergravende virksomhed mod Danmark disse kan medføre. Selv om Dansk Folkeparti ikke billiger Klaus Bondams livsstil, ser vi valget af Anna Mee Allerslev som et skridt tilbage, og et anslag mod danskheden. Klaus Bondams typer har i det mindste ikke muligheden for at formere sig som rotter.
På vegne af Dansk folkeparti…
mandag, november 01, 2010
For nylig bragte flere musikmagasiner nyheden om at Jack White havde bragt et nyt musikmedie til verden, og selvom jeg gennemlæste det flere gange, nåede jeg aldrig helt at fange, hvad det nye banebrydende medie gik ud på. Mere håndgribeligt er Playbutton som jeg just er blevet gjort opmærksom på. Konceptet er enkelt. En afspiller gemt bag en badge, indholdet er uudskifteligt, og selvom ethvert indiekid ved at en rigtig badge fylder 1", så er de 4cm afspilleren har i bredden til at leve med. Jeg tænkte kortvarigt at dette kunne være vejen frem for Manden Fra Onkel, men med et minimumsoplag på 500 styk, og en stykpris på 10$, døde drømmen hurtigt.
søndag, oktober 31, 2010
Martinpetersen.info er blevet opdateret med en smule nyt.
torsdag, oktober 28, 2010
tirsdag, oktober 26, 2010
Der er ved at gå inflation i det at lave børneplader. Nu meddeles det fra Crunchy Frogs HQ, at de 1. november udsender soundtracket til børneprogrammet "Skæg Med Bogstaver". Mere interessant bliver det dog 14 dage senere: ”Mustafas Kiosk” – interaktiv lydbog: Dette samarbejde opstod sjovt nok også ud fra et kontorfælleskab, men det er godt nok en 10 års tid siden. Dengang sad vor egen danske tegneseriehelt Jakob Martin Strid og lavede grafik for et webfirma, som vi boede sammen med. Skibe mødtes i natten, sød musik opstod, julefrokoster gik amok, legemsdele fotokopieredes på Gearbox’s Panserkrydseren Potempkin-kopimaskine og lige pludselig havde Strid lavet en t-shirt til Superheroes og en poster for The Tremolo Beer Gut. Han var spröd with a vengeance. Cut til en dekade senere. Sammen med førnævnte Greathouse er tegningerne fra Strids populære børnerim i ”Mustafas Kiosk” blevet animeret. Ingen ringere end selveste Povl Dissing har indlæst digtene, og The Tremolo Beer Gut har skrevet og indspillet musikken. Det er intet mindre end kvalitet fra inderst til yderst. Se og hør her.
mandag, oktober 25, 2010
To musiknyheder fangede min opmærksomhed i dag.
A: Gaffa lagt fem Love Shop numre fra det kommende udspil "Frelsens Hær" op til streaming. Jeg er stadig meget langt fra, at vide hvilket ben jeg ender med at stå på. "Memory Babe" har helt klart noget af det rigtige, til gengæld gør discobeatet i "Fester i Danmark" tæt på fysisk ondt, og "Vinden Som Blæste" lugter af storgaber. Fælles for numrene synes det, at de er alt, alt for ferskt produceret. I det mindste kommer pladen på vinyl. Om tre uger får de lov til at vise om de kan stå distancen live, jeg ser frem.
B: Via hendes Facebokprofil kom det frem, at Marissa Nadler barsler med nyt, og som det var tilfældet med Spain og udgivelsen af 7" singlen "I'm Still Free" for nylig, så har også hun taget Kickstarter i brug for at hjælpe med finansieringen af udgivelsen. Sølle 11.000$ skal der skrabes sammen, og så kan det hele sættes i værk. Jeg kan afsløre, at det er billigere at lave børneplader, alligevel valgte jeg pakken til 35$ med cd, download, vinyl og autograf.
A: Gaffa lagt fem Love Shop numre fra det kommende udspil "Frelsens Hær" op til streaming. Jeg er stadig meget langt fra, at vide hvilket ben jeg ender med at stå på. "Memory Babe" har helt klart noget af det rigtige, til gengæld gør discobeatet i "Fester i Danmark" tæt på fysisk ondt, og "Vinden Som Blæste" lugter af storgaber. Fælles for numrene synes det, at de er alt, alt for ferskt produceret. I det mindste kommer pladen på vinyl. Om tre uger får de lov til at vise om de kan stå distancen live, jeg ser frem.B: Via hendes Facebokprofil kom det frem, at Marissa Nadler barsler med nyt, og som det var tilfældet med Spain og udgivelsen af 7" singlen "I'm Still Free" for nylig, så har også hun taget Kickstarter i brug for at hjælpe med finansieringen af udgivelsen. Sølle 11.000$ skal der skrabes sammen, og så kan det hele sættes i værk. Jeg kan afsløre, at det er billigere at lave børneplader, alligevel valgte jeg pakken til 35$ med cd, download, vinyl og autograf.
søndag, oktober 24, 2010
Piraterne havde indtaget Prins Richard bagfra, alt imens jeg i færgens parfumeri forsøgte, at mønstre en holdning til den række af spørgsmål og duftindtryk min kone præsenterede mig for. Når min kone ikke talte, prøvede jeg prøvede at komme i tanke om navnene på hovedpersonerne fra romanen opkaldt efter den færgerute vi var nu var blevet afbrudt i at fuldføre besejlingen af.
Jeg blev først opmærksom på piraternes tilstedeværelse da en tysk sømand på tilbagetog forskansede sig i parfumeriet bag en reol med barbersprit, og andet herrerelateret duftevand. Fra sit skjul bombarderede han den pirat, der nu var blevet synlig i gangen mellem vekselboden og parfumeriet. Dyrt duftevand blev febrilsk kastet gennem luften sammen med tilråb som ”hau doch endlich ab”, ”affenarsch” og noget med ”zurück wo die pfeffer wächst”. De små papemballager, der rummende endnu mindre flasker af eau de cologne syntes dog ikke at genere piraten synderligt. Prisen underordnet.
Piraten havde i den ene hånd sin automatiske riffel, der næsten sikkert havde taget turen fra en russisk udbryderrepublik, og videre til de indiske strande, hvor den med EU-støtte i selskab med en større portion metalskrot var sendt til ophug, men i stedet var blevet renset op og rettet ud, og derfra blevet videresolgt, formentlig via Ebay, til et sted nær det afrikanske horns østkyst, hvorfra piraten syntes af stamme. Den anden hånd, der skiftevis havde afværget de indkomne papæsker, hvis indhold nu var blevet oprustet til de mere hårdtslående deosticks, og skiftevis var blevet brugt til at orientere sig på det ophængte oversigtskort, havde fundet vej om til piratens nakke, og blev nu brugt til at klø for ligesom at understrege piratens desorientering.
”Captain?” udbrød piraten med militant myndighed mens hans kiggede på sømanden. ”Aber ich bin gar kein kapitäin” lød det undskyldende svar. ”Captain!”, piraten gentog sit spørgsmål og understregede spørgsmålets alvor ved to gange at slå hårdt på oversigtskortet med en strakte pegefinger. ”Oh!”. Sømanden kom frem fra sit skjul, og gik duknakket og forsigtigt over til piraten. Med tegn, fagter og pegen på oversigtskortet fik han forklaret vejen op til skibets kaptajn. ”Thank you!” lød det samtidigt med lyden af det kammeratlige klask, der ramte sømandens ene skulder som afsked fra piraten, der nu begav sig i retning af skibets bro.
Sømanden kiggede rådvildt på mængden af duftevandet han havde fået relokeret til gangen. Han fik fat i en indkøbskurv påtrykt Duty free shopping – save up to 30%, og nåede at samle en to-tre emballager op før han igen standsede og kiggede i den retning piraten var gået. Højttaleren skrattede.
”Dette er kaptajnen med en meddelelse til vores passagerer. Grundet den stigende uro i farvandet ud for Afrikas Horn, og de deraf følgende og tiltagende problemer med pirateri har farvandsdirektoratet i samarbejde med transportministeriet, for at vedligeholde vores piratberedskab, pålagt os at afholde tre uannoncerede øvelser årligt her på ruten. Øvelsen er nu afsluttet. Vi håber ikke den har givet jer gener, og jeres kaptajn og personalet ombord på Prins Richard ønsker jer en fortsat behagelig overfart."
Sømandens blik havde først lidt tøvende skiftet fokus fra retningen, hvor piraten var gået, og til højttaleren, men kørte nu frem og tilbage i rutefart mellem de to punkter. En af de kvindelige ekspedienter fra parfumeriet kom ham til undsætning, og oversatte til et gebrokkent, men anvendeligt, tysk, hvad kaptajnen øjeblikke før havde sagt. Sømandens øjne skiftede nu rute, og kørte i stedet mellem kvinden og det rod han havde skabt, og selv havde taget initiativ til at påbegynde oprydningen af. Han rakte hende indkøbskurven, og begyndte med et ”bitte verzeihen sie mir” hovedrystende at gå væk i den retning han var kommet kæmpende fra.
Da færgen nærmede sig havnen, og min kone var blevet klar til at gå til kassen, opdagede jeg at piraten stod bag os i køen. Han var nu bevæbnet med en indkøbsseddel, to hårprodukter, flere duftprøver, en Chloé parfume og et undskyldende smil.
”Jeg havde valget mellem at få tariffen eller handle for det dobbelte ombord. Det blev det sidste, der er ikke råd til megen luksus og gaver når man er skuespillerelev” sagde han med sine undskyldende læber, og lod det undskyldende udtryk sprede sig til resten af ansigtet.
Jeg nikkede forstående, og nikkede stadig i hans retning da jeg betalte. Jeg nikkede høfligt til afsked da vi gik mod vogndækket, og spurgte mig selv ”var det ikke Jane og Line de hed?”.
Jeg blev først opmærksom på piraternes tilstedeværelse da en tysk sømand på tilbagetog forskansede sig i parfumeriet bag en reol med barbersprit, og andet herrerelateret duftevand. Fra sit skjul bombarderede han den pirat, der nu var blevet synlig i gangen mellem vekselboden og parfumeriet. Dyrt duftevand blev febrilsk kastet gennem luften sammen med tilråb som ”hau doch endlich ab”, ”affenarsch” og noget med ”zurück wo die pfeffer wächst”. De små papemballager, der rummende endnu mindre flasker af eau de cologne syntes dog ikke at genere piraten synderligt. Prisen underordnet.
Piraten havde i den ene hånd sin automatiske riffel, der næsten sikkert havde taget turen fra en russisk udbryderrepublik, og videre til de indiske strande, hvor den med EU-støtte i selskab med en større portion metalskrot var sendt til ophug, men i stedet var blevet renset op og rettet ud, og derfra blevet videresolgt, formentlig via Ebay, til et sted nær det afrikanske horns østkyst, hvorfra piraten syntes af stamme. Den anden hånd, der skiftevis havde afværget de indkomne papæsker, hvis indhold nu var blevet oprustet til de mere hårdtslående deosticks, og skiftevis var blevet brugt til at orientere sig på det ophængte oversigtskort, havde fundet vej om til piratens nakke, og blev nu brugt til at klø for ligesom at understrege piratens desorientering.
”Captain?” udbrød piraten med militant myndighed mens hans kiggede på sømanden. ”Aber ich bin gar kein kapitäin” lød det undskyldende svar. ”Captain!”, piraten gentog sit spørgsmål og understregede spørgsmålets alvor ved to gange at slå hårdt på oversigtskortet med en strakte pegefinger. ”Oh!”. Sømanden kom frem fra sit skjul, og gik duknakket og forsigtigt over til piraten. Med tegn, fagter og pegen på oversigtskortet fik han forklaret vejen op til skibets kaptajn. ”Thank you!” lød det samtidigt med lyden af det kammeratlige klask, der ramte sømandens ene skulder som afsked fra piraten, der nu begav sig i retning af skibets bro.
Sømanden kiggede rådvildt på mængden af duftevandet han havde fået relokeret til gangen. Han fik fat i en indkøbskurv påtrykt Duty free shopping – save up to 30%, og nåede at samle en to-tre emballager op før han igen standsede og kiggede i den retning piraten var gået. Højttaleren skrattede.
”Dette er kaptajnen med en meddelelse til vores passagerer. Grundet den stigende uro i farvandet ud for Afrikas Horn, og de deraf følgende og tiltagende problemer med pirateri har farvandsdirektoratet i samarbejde med transportministeriet, for at vedligeholde vores piratberedskab, pålagt os at afholde tre uannoncerede øvelser årligt her på ruten. Øvelsen er nu afsluttet. Vi håber ikke den har givet jer gener, og jeres kaptajn og personalet ombord på Prins Richard ønsker jer en fortsat behagelig overfart."
Sømandens blik havde først lidt tøvende skiftet fokus fra retningen, hvor piraten var gået, og til højttaleren, men kørte nu frem og tilbage i rutefart mellem de to punkter. En af de kvindelige ekspedienter fra parfumeriet kom ham til undsætning, og oversatte til et gebrokkent, men anvendeligt, tysk, hvad kaptajnen øjeblikke før havde sagt. Sømandens øjne skiftede nu rute, og kørte i stedet mellem kvinden og det rod han havde skabt, og selv havde taget initiativ til at påbegynde oprydningen af. Han rakte hende indkøbskurven, og begyndte med et ”bitte verzeihen sie mir” hovedrystende at gå væk i den retning han var kommet kæmpende fra.
Da færgen nærmede sig havnen, og min kone var blevet klar til at gå til kassen, opdagede jeg at piraten stod bag os i køen. Han var nu bevæbnet med en indkøbsseddel, to hårprodukter, flere duftprøver, en Chloé parfume og et undskyldende smil.
”Jeg havde valget mellem at få tariffen eller handle for det dobbelte ombord. Det blev det sidste, der er ikke råd til megen luksus og gaver når man er skuespillerelev” sagde han med sine undskyldende læber, og lod det undskyldende udtryk sprede sig til resten af ansigtet.
Jeg nikkede forstående, og nikkede stadig i hans retning da jeg betalte. Jeg nikkede høfligt til afsked da vi gik mod vogndækket, og spurgte mig selv ”var det ikke Jane og Line de hed?”.
mandag, oktober 18, 2010
søndag, oktober 17, 2010
Navlepillende betragtninger om musikkens kraft fra musikdebattøren og forfatteren Henrik Marstal.
Jeg sidder og bladrer i min sorte notesbog for at finde de noter, jeg forleden skrev, mens jeg sad med en fadøl på Charlie’s Bar i Pilestræde. I eget selskab skrev jeg de tanker ned, jeg havde gjort om Jeg lytter, altså er jeg, mens jeg læste i den på min vej fra provinsen til Nørreport. Jeg kan ikke huske, om der blev spillet nogen musik i lokalet, og hvad der i så fald spillede, men har de spillet musik, har den ikke gjort noget ved folk, i hvert fald ikke noget, jeg bemærkede. Før Charlie’s Bar var jeg i Fona, der spillede de Volbeat.
Jeg er bladret forbi en liste med plader, jeg på et tidspunkt noterede, at jeg med henblik på køb skulle høre nogle smagsprøver fra, og ser, at Prince Jammy - Strictly Dub står på listen. Den købte jeg uhørt og har siden foræret den videre, da den ikke faldt i smag. På en anden side har jeg skrevet ”halvdelen af tiden er armbøjninger det mest jordnære, man kan foretage sig”, og halvvejs i notesbogen står så noterne, jeg ledte efter. I skrivende stund lytter jeg til ”She Bruise Easy” med Cousteau fra deres virkeligt fine 2002-udgivelse Sirena, og jeg tænker på, om jeg burde tænke over, hvorfor jeg synes, det er et godt nummer.
Når jeg serverer ovenstående tvivlsomme uddrag af den dagbog, jeg normalt ikke fører for dig, så er det for med et glimt i øjet at give dig en føling med, hvordan Jeg lytter, altså er jeg er forfattet. Bogen er halvt om halvt dagbogsnotater fra en tur til New York omkring årsskiftet, og Henrik Marstals betragtninger fra dagene i det store æble binder samtaler, fortællinger og konklusioner om dét at lytte sammen. Problemet er bare, at betragtningerne overintellektualiserer hverdagens hændelser, og at de ligesom fortællingerne, samtalerne og konklusionerne aldrig bliver interessante. Bogen rager rundt i blinde, hvor det er svært at fange, hvorfra man kom, og hvortil man er på vej, men man er dog aldrig i tvivl om, at man er i New York.
Bogens to første kapitler fungerer som indledning og er en tung omgang. Havde en sponsor tilbudt mig blot et beskedent beløb, for hver gang der i de indledende to kapitler bliver leveret en variant af sætningen ”jeg kommer til at tænke på” som optakt til et citat, så havde jeg kunne lægge bogen fra mig som en holden mand og på den vis i det mindste været blevet beriget økonomisk.
Det bliver lettere, men aldrig godt, og det er mig umuligt at gennemskue, hvem denne bog er skrevet til. Den rummer ingen brugbare informationer for personer, der kan finde på at gøre sig den anstrengelse at udvælge en plade fra hylden frem for blot at tænde for radioen, og hvis den skulle have værdi for folk, der ikke i forvejen gør sig de store tanker om musik, så kan jeg ikke se det. Tanken har strejfet mig, at bogen er skrevet for Henrik, af Henrik, men jeg tvivler stærkt, for Henrik Marstal synes at være ude på en mission. Han missionerer bogen igennem for musikkens evner til at påvirke folk, og langt hen ad vejen har han ret i de ting, han skriver, men hvem skal bruge det, og hvad skal de bruge det til?
Sprogligt fremstår Henrik Marstal langt hen ad vejen som en overambitiøs gymnasieelev, der vil vise alt det, han kan, men efter min mening falder han til jorden med et brag. Andre steder kokser det bare totalt: ”Den bassist er virkelig en dejlig musiker. Der kommer et indre lys fra ham, når han spiller, og jeg tager mig i at betragte ham i flere minutter uden egentlig at lytte efter, og undervejs opdager jeg at jeg sidder med et lille saligt smil på læben.”
Der fortælles bogen igennem om folks reaktioner til koncerter og på barer i forhold til den musik, der spilles, koncertudøverne analyseres, og der refereres fra samtaler med lokale musikere, og uddrages fra et væld af musikeranekdoter, men Henrik Marstal formår, med en enkelt undtagelse, aldrig at gøre det interessant. En eneste gang i bogen glimter han, mens han fortæller om sit coacharbejde med en gruppe. Her bliver det vedkommende og interessant, og man fornemmer, at han som forfatter har noget på hjerte. For resten af bogens 197 tekstsiders vedkommende føler man, at han forsøger at hive sine egne navlepillerier op på en piedestal, der skyer dem, som ens magnetpoler skyer hinanden.
Når jeg kigger på Henrik Marstals cv, så melder forbløffelsen sig for alvor. Hvordan kan en mand, der er en af de synligste stemmer i den danske musikdebat, har skrevet flere musikrelaterede bøger, og som i rollen som musiker og producer er vant til at kvalitetsbedømme materiale, vælge at sige, at det her er godt nok? Jeg forstår det ikke.
(Henrik Marstal - Jeg lytter, altså er jeg, anmeldt for Geiger)
Jeg sidder og bladrer i min sorte notesbog for at finde de noter, jeg forleden skrev, mens jeg sad med en fadøl på Charlie’s Bar i Pilestræde. I eget selskab skrev jeg de tanker ned, jeg havde gjort om Jeg lytter, altså er jeg, mens jeg læste i den på min vej fra provinsen til Nørreport. Jeg kan ikke huske, om der blev spillet nogen musik i lokalet, og hvad der i så fald spillede, men har de spillet musik, har den ikke gjort noget ved folk, i hvert fald ikke noget, jeg bemærkede. Før Charlie’s Bar var jeg i Fona, der spillede de Volbeat.
Jeg er bladret forbi en liste med plader, jeg på et tidspunkt noterede, at jeg med henblik på køb skulle høre nogle smagsprøver fra, og ser, at Prince Jammy - Strictly Dub står på listen. Den købte jeg uhørt og har siden foræret den videre, da den ikke faldt i smag. På en anden side har jeg skrevet ”halvdelen af tiden er armbøjninger det mest jordnære, man kan foretage sig”, og halvvejs i notesbogen står så noterne, jeg ledte efter. I skrivende stund lytter jeg til ”She Bruise Easy” med Cousteau fra deres virkeligt fine 2002-udgivelse Sirena, og jeg tænker på, om jeg burde tænke over, hvorfor jeg synes, det er et godt nummer.
Når jeg serverer ovenstående tvivlsomme uddrag af den dagbog, jeg normalt ikke fører for dig, så er det for med et glimt i øjet at give dig en føling med, hvordan Jeg lytter, altså er jeg er forfattet. Bogen er halvt om halvt dagbogsnotater fra en tur til New York omkring årsskiftet, og Henrik Marstals betragtninger fra dagene i det store æble binder samtaler, fortællinger og konklusioner om dét at lytte sammen. Problemet er bare, at betragtningerne overintellektualiserer hverdagens hændelser, og at de ligesom fortællingerne, samtalerne og konklusionerne aldrig bliver interessante. Bogen rager rundt i blinde, hvor det er svært at fange, hvorfra man kom, og hvortil man er på vej, men man er dog aldrig i tvivl om, at man er i New York.
Bogens to første kapitler fungerer som indledning og er en tung omgang. Havde en sponsor tilbudt mig blot et beskedent beløb, for hver gang der i de indledende to kapitler bliver leveret en variant af sætningen ”jeg kommer til at tænke på” som optakt til et citat, så havde jeg kunne lægge bogen fra mig som en holden mand og på den vis i det mindste været blevet beriget økonomisk.
Det bliver lettere, men aldrig godt, og det er mig umuligt at gennemskue, hvem denne bog er skrevet til. Den rummer ingen brugbare informationer for personer, der kan finde på at gøre sig den anstrengelse at udvælge en plade fra hylden frem for blot at tænde for radioen, og hvis den skulle have værdi for folk, der ikke i forvejen gør sig de store tanker om musik, så kan jeg ikke se det. Tanken har strejfet mig, at bogen er skrevet for Henrik, af Henrik, men jeg tvivler stærkt, for Henrik Marstal synes at være ude på en mission. Han missionerer bogen igennem for musikkens evner til at påvirke folk, og langt hen ad vejen har han ret i de ting, han skriver, men hvem skal bruge det, og hvad skal de bruge det til?
Sprogligt fremstår Henrik Marstal langt hen ad vejen som en overambitiøs gymnasieelev, der vil vise alt det, han kan, men efter min mening falder han til jorden med et brag. Andre steder kokser det bare totalt: ”Den bassist er virkelig en dejlig musiker. Der kommer et indre lys fra ham, når han spiller, og jeg tager mig i at betragte ham i flere minutter uden egentlig at lytte efter, og undervejs opdager jeg at jeg sidder med et lille saligt smil på læben.”
Der fortælles bogen igennem om folks reaktioner til koncerter og på barer i forhold til den musik, der spilles, koncertudøverne analyseres, og der refereres fra samtaler med lokale musikere, og uddrages fra et væld af musikeranekdoter, men Henrik Marstal formår, med en enkelt undtagelse, aldrig at gøre det interessant. En eneste gang i bogen glimter han, mens han fortæller om sit coacharbejde med en gruppe. Her bliver det vedkommende og interessant, og man fornemmer, at han som forfatter har noget på hjerte. For resten af bogens 197 tekstsiders vedkommende føler man, at han forsøger at hive sine egne navlepillerier op på en piedestal, der skyer dem, som ens magnetpoler skyer hinanden.
Når jeg kigger på Henrik Marstals cv, så melder forbløffelsen sig for alvor. Hvordan kan en mand, der er en af de synligste stemmer i den danske musikdebat, har skrevet flere musikrelaterede bøger, og som i rollen som musiker og producer er vant til at kvalitetsbedømme materiale, vælge at sige, at det her er godt nok? Jeg forstår det ikke.
(Henrik Marstal - Jeg lytter, altså er jeg, anmeldt for Geiger)
torsdag, oktober 14, 2010
Eels har igen besøgt KCRW - Morning Becomes Eclectic. Programmet kan høres her, det er ganske simpelt fantastisk.
onsdag, oktober 13, 2010
tirsdag, oktober 12, 2010
Oscar Danielsons kommende plade (for titel se billede) er blevet udskudt til 19. januar 2011, og til den tid skifter jeg bleer. 21. oktober 2010 havde passet mig så meget bedre, for på det tidspunkt gennemgår jeg stadig en blefri periode, der gerne skulle vare året ud.
søndag, oktober 10, 2010
En død mands 70års fødselsdag, og en 70årig mands dødsdag.
Weekendens musiknyt i overskrifter.
Weekendens musiknyt i overskrifter.
Sterling har netop offentliggjort, at de besøger Odense 6. november, og har i den (eller anden) anledning fået offentliggjort deres bidrag til serien af X Sessions.
torsdag, oktober 07, 2010
I bogudsalget overfor Politikens Boghandel ved Rådhuspladsen kan man finde interviewbogen "Onkel Danny Fortalt" til 30,-. Det vil jeg anbefale, at man gør, hvis man vil vide mere om Dan Turéll. De 20 personer, der i bogen bliver interviewet om ham går til usentimentalt til opgaven, og for hver side, der vendes, dukker nyt op om manden, hvis digte var de første digte jeg tilskrev en mening. Anbefales.
Det skete forleden morgen, som det jævnligt sker i lyskrydset efter jernbaneviadukten, at vi måtte holde tilbage for grønt. Som regel er det lægerne eller ambulancerne fra ambulancestationen nede bag det nedlagte slagteri, der stopper trafikken, men denne morgen kom sirenerne fra vejene nede bag koncerthuset. Kort før de kørte ind i rundkørslen kort før lyskrydset, blev sirenebærerne synlige da brandbilerne én efter én kom til syne. Et par sekunder efter standsede trafikken ved lyden af den forreste brandbils horn, der ville kunne vække melankolien i enhver nedlagt færgehavn, og det forreste af slukningskøretøjerne kunne uhindret køre ud i krydset.
En brandbil er et tonstungt stykke maskineri, og når det stykke maskineri brager ud i trafikken og ind og ud af lyskryds med en fart, der aldrig nogensinde har været tiltænkt maskiner af denne størrelse, så ved man, at man skal flytte sig eller i det mindste sørge for ikke at komme i vejen, for et møde med en brandbil er en kamp, der er tabt på forhånd. Den kraft og styrke, der åbnes op for, og tanken om hvilken heltegerninger brandmændene i brandbilerne er på vej ud på sender tankerne tilbage.
Brandbilernes blå blink vækker den dreng i mig, der løb op bagerst i haven, hver gang der kunne høres sirener. Derfra kunne man se udover marken bag hækken, og i et hul mellem to huse se de blå blink suse forbi ovre på landevejen. Var der intet at se, så var det politiet. De andre gav sig selv. Jeg har også stået ved selvsamme landevej foran min farmor og farfars hus, og spejdet langt længere op af vejen, hvor man i det fjerne kunne skimte de blå blink fra oprydningsarbejdet efter et større trafikuheld. Mere nært kom det, da Søren fra klassens store fede, og noget ældre fætter kørte galt foran Birgits Blomster, mens Thomas og jeg opholdt os på biblioteket i nabobygningen. Byens ene læge, Doktor Otte, blev hentet fra sit hus på den anden side landevejen. En ambulance blev tilkaldt, og ankom ikke længe efter med de blå blink. Landevejen var byens leverandør af blå blink.
I dag passer jeg et job, der har en geografisk beliggenhed ikke langt fra en motorvejsafkørsel, og endnu tættere på sygehuset, så jeg ser politi og ambulancer nok til hverdag til at det netop er blevet hverdag for mig, men brandbilerne får stadig et gys af ærefrygt til at skylle igennem mig, og den førnævnte dreng udbryder et begejstret nøøøj.. der ikke kan misforstås, hver gang det sker.
En brandbil er et tonstungt stykke maskineri, og når det stykke maskineri brager ud i trafikken og ind og ud af lyskryds med en fart, der aldrig nogensinde har været tiltænkt maskiner af denne størrelse, så ved man, at man skal flytte sig eller i det mindste sørge for ikke at komme i vejen, for et møde med en brandbil er en kamp, der er tabt på forhånd. Den kraft og styrke, der åbnes op for, og tanken om hvilken heltegerninger brandmændene i brandbilerne er på vej ud på sender tankerne tilbage.
Brandbilernes blå blink vækker den dreng i mig, der løb op bagerst i haven, hver gang der kunne høres sirener. Derfra kunne man se udover marken bag hækken, og i et hul mellem to huse se de blå blink suse forbi ovre på landevejen. Var der intet at se, så var det politiet. De andre gav sig selv. Jeg har også stået ved selvsamme landevej foran min farmor og farfars hus, og spejdet langt længere op af vejen, hvor man i det fjerne kunne skimte de blå blink fra oprydningsarbejdet efter et større trafikuheld. Mere nært kom det, da Søren fra klassens store fede, og noget ældre fætter kørte galt foran Birgits Blomster, mens Thomas og jeg opholdt os på biblioteket i nabobygningen. Byens ene læge, Doktor Otte, blev hentet fra sit hus på den anden side landevejen. En ambulance blev tilkaldt, og ankom ikke længe efter med de blå blink. Landevejen var byens leverandør af blå blink.
I dag passer jeg et job, der har en geografisk beliggenhed ikke langt fra en motorvejsafkørsel, og endnu tættere på sygehuset, så jeg ser politi og ambulancer nok til hverdag til at det netop er blevet hverdag for mig, men brandbilerne får stadig et gys af ærefrygt til at skylle igennem mig, og den førnævnte dreng udbryder et begejstret nøøøj.. der ikke kan misforstås, hver gang det sker.
onsdag, oktober 06, 2010
Jeg er vokset op på landet, ikke langt fra en landsby af den slags med tank, købmand, grill og foderstof. Vi boede ved en vej jeg ikke måtte gå ud på, ikke langt fra en å jeg ikke måtte gå ned til. På den anden side vejen var der marker, for enden af haven var der marker, baggården med terrassen havde udsigt til marker, og til den sidste side, hvor brændet stod stablet når det var på den tid af året, var der et frimærke af et braklagt stykke græseng, som tidslerne og blomsterne sloges om retten til at dominere.
På den anden side frimærket lå et gammelt flerfamilieshus fra dengang teglværkerne havde deres heyday, og arbejderne trange kår. Her flyttede tvillingerne ind da jeg gik i første klasse. De kom i min klasse, og tit når vi legede, drømte vi om at få ændret frimærket til en fodboldbane, men det blev aldrig til mere end drømmen. Det var min far, der fandt deres kat i vejkanten mellem frimærket, og vejen, og mig der fortalte dem det i en sidebemærkning. Jeg forstod ikke deres reaktion, det var jo bare en kat. Deres mor flyttede år efter, at vi var holdt med at lege sammen, op på samme vej som vi for længst var flyttet til, og jeg snart flyttede fra igen. Deres far røg i fængsel for et bankrøveri.
For enden af haven lå køkkenhaven, og ikke langt fra det ene hjørne af den var der et hul i hækken, hvor man kunne smutte ud til marken. Skråningen ned til marken faldt hverken dybt eller stejlt, men var alligevel en overvindelse hver eneste gang. Ved siden af vejen ned havde min far på et tidspunkt kasseret en mængde kul, og mere end en gang har jeg i barndom siddet på skråningen og gravet kul, og leget kulmine.
Gik man fra skråningens slut, og langs markens kant kunne man efter et par meter dreje om et hjørne og forsætte langs marken. Før man nåede hen, hvor baggården med et legehus, der rummede et par dværgvagtler og terrassen, lå, var der et hak ind, hvor flere træer gav skygge for solen, og dække for den leg man ikke gad have, at forældrene fulgte med i.
Bag marken kunne man, når man kiggede fra terrassen, se lergraven. Her fangede jeg min første gedde, og her fiskede min far to drenge på en tømmerflåde ind på land, da de på flere planer var kommet ud, hvor de ikke kunne bunde. Den enes far havde Pavacenteret længere oppe mod byen, og tømmerflåden var bygget på tomme tønder derfra. De tryglede min far om ikke at sladre. Min far lod dem stå klart, at ingen straf deres forældre kunne byde på ville stå mål med, hvad der ville ske med dem, hvis han tog dem i igen at være på eventyr på lergravens mudrede vand. Om min far nogensinde sladrede ved jeg ikke.
Marken på den anden side vejen har jeg stået på ski på, i en af de vintre, der kun fandtes da man var barn. Henover marken til rensningsanlægget og tilbage igen. Jeg ved ikke om jeg kan huske det, eller jeg har set billederne fra de dage så ofte, at jeg bilder mig, at jeg kan huske det. Det er dog mit minde, at det korte fald, der var ned til frimærket blev brugt som afsæt for noget, der i rus mindst må have mindet om et styrtløb. 1½ meters adrenalinrush, store sager for en klejn knægt.
Den sommer, hvor vi flyttede boede vi i et par lejede værelser hos genboen, som stadig hører til blandt mine forældres venner. Han var nyskilt, og tog logerende ind. Hans søn gik i min parallelklasse, hans hund hed Olsen, og i annekset boede en gammel sømand, der hed Claudi, som vi ofte kiggede ind til, når lysten til en god historie trængte sig på. Udover os boede også Steen og Benny der. Benny havde til min store misundelse en dobbeltbåndoptager, men han blev smidt ud, da det viste sig, at han havde fortyndet noget nær enhver spiritusflaske i huset. Steen var fraskilt, hørte Deep Purple, og læste bådmagasinet.
Huset ligner sig selv i dag, jeg kører stadig forbi, hvis jeg kan slippe af sted med det, når jeg er på de kanter. Der er kommet flagstang i haven, og elggeviret blev pillet ned fra gavlen ikke lang tid efter vi flyttede, men ellers er alt det samme. På frimærket ligger der nu et kæmpe designerhus, klemt ned mellem mit barndomshjem, og den villa, der erstattede flerfamiliehuset, da det alligevel blev for kummerligt. Designerhuset ejes af den entreprenør, der byggede det hus vi flyttede til, da vi flyttede derfra.
På den anden side frimærket lå et gammelt flerfamilieshus fra dengang teglværkerne havde deres heyday, og arbejderne trange kår. Her flyttede tvillingerne ind da jeg gik i første klasse. De kom i min klasse, og tit når vi legede, drømte vi om at få ændret frimærket til en fodboldbane, men det blev aldrig til mere end drømmen. Det var min far, der fandt deres kat i vejkanten mellem frimærket, og vejen, og mig der fortalte dem det i en sidebemærkning. Jeg forstod ikke deres reaktion, det var jo bare en kat. Deres mor flyttede år efter, at vi var holdt med at lege sammen, op på samme vej som vi for længst var flyttet til, og jeg snart flyttede fra igen. Deres far røg i fængsel for et bankrøveri.
For enden af haven lå køkkenhaven, og ikke langt fra det ene hjørne af den var der et hul i hækken, hvor man kunne smutte ud til marken. Skråningen ned til marken faldt hverken dybt eller stejlt, men var alligevel en overvindelse hver eneste gang. Ved siden af vejen ned havde min far på et tidspunkt kasseret en mængde kul, og mere end en gang har jeg i barndom siddet på skråningen og gravet kul, og leget kulmine.
Gik man fra skråningens slut, og langs markens kant kunne man efter et par meter dreje om et hjørne og forsætte langs marken. Før man nåede hen, hvor baggården med et legehus, der rummede et par dværgvagtler og terrassen, lå, var der et hak ind, hvor flere træer gav skygge for solen, og dække for den leg man ikke gad have, at forældrene fulgte med i.
Bag marken kunne man, når man kiggede fra terrassen, se lergraven. Her fangede jeg min første gedde, og her fiskede min far to drenge på en tømmerflåde ind på land, da de på flere planer var kommet ud, hvor de ikke kunne bunde. Den enes far havde Pavacenteret længere oppe mod byen, og tømmerflåden var bygget på tomme tønder derfra. De tryglede min far om ikke at sladre. Min far lod dem stå klart, at ingen straf deres forældre kunne byde på ville stå mål med, hvad der ville ske med dem, hvis han tog dem i igen at være på eventyr på lergravens mudrede vand. Om min far nogensinde sladrede ved jeg ikke.
Marken på den anden side vejen har jeg stået på ski på, i en af de vintre, der kun fandtes da man var barn. Henover marken til rensningsanlægget og tilbage igen. Jeg ved ikke om jeg kan huske det, eller jeg har set billederne fra de dage så ofte, at jeg bilder mig, at jeg kan huske det. Det er dog mit minde, at det korte fald, der var ned til frimærket blev brugt som afsæt for noget, der i rus mindst må have mindet om et styrtløb. 1½ meters adrenalinrush, store sager for en klejn knægt.
Den sommer, hvor vi flyttede boede vi i et par lejede værelser hos genboen, som stadig hører til blandt mine forældres venner. Han var nyskilt, og tog logerende ind. Hans søn gik i min parallelklasse, hans hund hed Olsen, og i annekset boede en gammel sømand, der hed Claudi, som vi ofte kiggede ind til, når lysten til en god historie trængte sig på. Udover os boede også Steen og Benny der. Benny havde til min store misundelse en dobbeltbåndoptager, men han blev smidt ud, da det viste sig, at han havde fortyndet noget nær enhver spiritusflaske i huset. Steen var fraskilt, hørte Deep Purple, og læste bådmagasinet.
Huset ligner sig selv i dag, jeg kører stadig forbi, hvis jeg kan slippe af sted med det, når jeg er på de kanter. Der er kommet flagstang i haven, og elggeviret blev pillet ned fra gavlen ikke lang tid efter vi flyttede, men ellers er alt det samme. På frimærket ligger der nu et kæmpe designerhus, klemt ned mellem mit barndomshjem, og den villa, der erstattede flerfamiliehuset, da det alligevel blev for kummerligt. Designerhuset ejes af den entreprenør, der byggede det hus vi flyttede til, da vi flyttede derfra.
tirsdag, oktober 05, 2010
Årets boggaveidé til de løvfaldsinteresserede:
Mit livs efterår
Fra sminket lig, til afpillet skrog - Et bøgetræs bekendelser
Mit livs efterår
Fra sminket lig, til afpillet skrog - Et bøgetræs bekendelser
mandag, oktober 04, 2010
Soundvenue bød i dag ind med et par interessante links i deres strøm af moderigtig musiknyt.
Link 1: Den nye Belle & Sebastian plade "Write About Love" er lige om hjørnet. Det er Belle & Sebastian på godt, og ondt, men det ender vist ikke med et køb. Som det har været tilfældet med så mange andre gamle favoritter, så lyder de efterhånden for meget af sig selv, og med intet nyt under solen, og intet på pladen de ikke har gjort bedre før, så er det så som så med lysten til at investere.
Link 2: Murder er tilbage! Og Soundvenue premierer deres nye plade "Gospel of Man" på deres hjemmeside. Jeg er over de sidste par år blevet virkelig begejstret for Jacb Bellens på en scene, om det så er med Murder eller I Got You On Tape. På plade (og bånd) mangler han stadig at bevise, at han kan hæve sig over det okay. Det glimter hist og her, men den store solstorm udebliver.
Og så en enkelt nyhed, der næppe komme til at finde vej til Soundvenue, men om en plade som nok skal nå at høste roser rundt omkring.
Link 3: Kloster er langt om længe blevet klar med en ny langspiller. Titlen er blevet "The Waves and Winds Still Knows His Voice", og er den erklæret hidtil mest ambitiøse plade fra den side. Jeg hørte et udsnit af sangene for mange måneder siden, og indtrykket var en mere tilgængelig plade end de foregående, der dog stadig kredser om de samme gejstlige temaer som de foregående.
Link 1: Den nye Belle & Sebastian plade "Write About Love" er lige om hjørnet. Det er Belle & Sebastian på godt, og ondt, men det ender vist ikke med et køb. Som det har været tilfældet med så mange andre gamle favoritter, så lyder de efterhånden for meget af sig selv, og med intet nyt under solen, og intet på pladen de ikke har gjort bedre før, så er det så som så med lysten til at investere.
Link 2: Murder er tilbage! Og Soundvenue premierer deres nye plade "Gospel of Man" på deres hjemmeside. Jeg er over de sidste par år blevet virkelig begejstret for Jacb Bellens på en scene, om det så er med Murder eller I Got You On Tape. På plade (og bånd) mangler han stadig at bevise, at han kan hæve sig over det okay. Det glimter hist og her, men den store solstorm udebliver.
Og så en enkelt nyhed, der næppe komme til at finde vej til Soundvenue, men om en plade som nok skal nå at høste roser rundt omkring.
Link 3: Kloster er langt om længe blevet klar med en ny langspiller. Titlen er blevet "The Waves and Winds Still Knows His Voice", og er den erklæret hidtil mest ambitiøse plade fra den side. Jeg hørte et udsnit af sangene for mange måneder siden, og indtrykket var en mere tilgængelig plade end de foregående, der dog stadig kredser om de samme gejstlige temaer som de foregående.
søndag, oktober 03, 2010
Selvom stakken af endnu ikke læste bøger stadig er et par titler fra at nå "Bombaygryde", så glædede det mig at opdage, at Jens Blendstrups "Laterna Vagina" er blevet genudgivet, og derfor om føje dage kan placeres nederst i stakken.
lørdag, oktober 02, 2010
"Han har en hélt anden tidssans end jeg har. For ham er 15 år virkelig én dag og for mig er én dag virkelig 15 år - og alligevel kan vi sidde dér og spise ostemadder i hans køkken i det samme univers"
Dan Turéll om Per Højholt, 1977.
Dan Turéll om Per Højholt, 1977.
torsdag, september 30, 2010
tirsdag, september 28, 2010
Kurt Wagner fra Lambchop vender tilbage i eget navn, og i selskab med Cortney Tidwell. Foreløbig er der sluppet et enkelt nummer ud til den bredde offentlighed, "Incredibly Lonely" kan høres på deres hjemmeside. Lyden er klassisk blød country, der læner sig op af Patsy Cline, og den tilbagelænede stil man kender fra flere steder på Lambchops plader. Skulle der være lyst til mere, så kan de opleves på Loppen 5. november.
Der er hul igennem fra Sufjan Stevens, og det er derfor nu muligt, at høre "Age Of Adz" i sin helhed. Den foreløbige dom to numre inde i gennemlytningen er et fantastisk åbningsnummer, der bliver fulgt op af en omgang paranoid stilforvirring, der dog alligevel lugter umiskendeligt af Sufjan Stevens. Dagens tip: drop elektronikken!
søndag, september 26, 2010
Der er mark og måger i tilføjelsen på MartinPetersen.info.
Halvandet nummer inde i aftenens hovednavn havde The Blue Van kedet mig ud i garderoben, videre ud i regnen, op på cyklen og hele vejen hjem. Moderne garagerock, der tager stilen, men giver nul og en hat for alt der rækker udover attituden er livet for kort til.
Men op i røven med modebevidst guitarlir, for aftenens opvarmning var, uanset hvordan The Blue Vans koncert ellers måtte være forløbet, også aftenens hovedgevinst. Emma Acs and the Inbred Family stillede med flere genkendelige ansigter i mængden af de syv, der i små tre kvarter slog lejr på scenen. Emma Acs backing band er halvt om halvt lig med The Setting Son, men bl.a. Lorenzo Woodrose var også at finde på scenen, og tronede som en mulig alderspræsident frem bag trommerne, mens Atusa Zamani på sitar i den anden ende af skalaen sloges med aftenens 19årige hovedperson om titlen som benjamin. Alderen er kun medtaget som faktor, for at undskylde tøsefnisene mellem numrene, der flere gange tog overhånd, og erstattede en egentlig videre introduktion. Igen, op i røven, for Emmas skærebrænderstemme ramte rent ind, og inviterede til en fest, der gerne måtte have strukket sig langt længere end de ca. 3 kvarter, der var gjort plads til i aftenens program.
Højdepunkterne kom koncerten igennem i gavmilde håndfulde. Bl.a. ”Fever”, der er et af de tre numre man kan finde på Emma Acs MySpaceprofil, trak publikum ind i koncerten, og det var en befrielse at se, hvor let publikum havde ved at finde fodfæste i en koncert, hvor man må formode, at numrene var ukendte størrelser for de fleste foran scenen. Skal man smide musikken i en boks, så kan man passende stille den på den hylde, hvor Fabienne Delsol og France Gall også befinder sig. En som udgangspunkt puttenuttet lillepigestemme, der leger og flirter sig fremad uden at udgive sig for at være andet end netop det, og på den måde vinder så meget mere.
Med numre som førnævnte, førstesinglen ”We Make Sense”, den medrivende ”Yoko” og Velvet Undergrounds ”Who Loves The Sun” var det da også svært at stå stille, selv for en anmelder med spirende grå tindinger. I de mere stille passager af koncerten døde festen en smule, kvaliteten og potentialet var stadig til stede i musikken, men på en fredag aften med højt til loftet var det de numre, der bød op til dans, der vandt klart på point.
Kritikere vil med rette kunne påstå, at det ikke er den store originalitet, der præger Emma Acs, og jo, der bliver lånt fra højre og venstre, fra især 60’ernes pop og psykedelika, men projektet bliver udført så gennemført, at enhver der forsøger at sætte en finger på Emma Acs bør tildeles et rap over nallerne.
Det bliver spændende at følge, hvad der videre kommer til at ske med Emma Acs. Potentialet er stort, og fredag aften på Posten beviste hun, at hun allerede nu formår at indfri det på en scene. Indtil videre er der kun kommet en enkelt 7”, men er der retfærdighed til, så kommer vi til at høre meget, meget mere fra den side.
Men op i røven med modebevidst guitarlir, for aftenens opvarmning var, uanset hvordan The Blue Vans koncert ellers måtte være forløbet, også aftenens hovedgevinst. Emma Acs and the Inbred Family stillede med flere genkendelige ansigter i mængden af de syv, der i små tre kvarter slog lejr på scenen. Emma Acs backing band er halvt om halvt lig med The Setting Son, men bl.a. Lorenzo Woodrose var også at finde på scenen, og tronede som en mulig alderspræsident frem bag trommerne, mens Atusa Zamani på sitar i den anden ende af skalaen sloges med aftenens 19årige hovedperson om titlen som benjamin. Alderen er kun medtaget som faktor, for at undskylde tøsefnisene mellem numrene, der flere gange tog overhånd, og erstattede en egentlig videre introduktion. Igen, op i røven, for Emmas skærebrænderstemme ramte rent ind, og inviterede til en fest, der gerne måtte have strukket sig langt længere end de ca. 3 kvarter, der var gjort plads til i aftenens program.
Højdepunkterne kom koncerten igennem i gavmilde håndfulde. Bl.a. ”Fever”, der er et af de tre numre man kan finde på Emma Acs MySpaceprofil, trak publikum ind i koncerten, og det var en befrielse at se, hvor let publikum havde ved at finde fodfæste i en koncert, hvor man må formode, at numrene var ukendte størrelser for de fleste foran scenen. Skal man smide musikken i en boks, så kan man passende stille den på den hylde, hvor Fabienne Delsol og France Gall også befinder sig. En som udgangspunkt puttenuttet lillepigestemme, der leger og flirter sig fremad uden at udgive sig for at være andet end netop det, og på den måde vinder så meget mere.
Med numre som førnævnte, førstesinglen ”We Make Sense”, den medrivende ”Yoko” og Velvet Undergrounds ”Who Loves The Sun” var det da også svært at stå stille, selv for en anmelder med spirende grå tindinger. I de mere stille passager af koncerten døde festen en smule, kvaliteten og potentialet var stadig til stede i musikken, men på en fredag aften med højt til loftet var det de numre, der bød op til dans, der vandt klart på point.
Kritikere vil med rette kunne påstå, at det ikke er den store originalitet, der præger Emma Acs, og jo, der bliver lånt fra højre og venstre, fra især 60’ernes pop og psykedelika, men projektet bliver udført så gennemført, at enhver der forsøger at sætte en finger på Emma Acs bør tildeles et rap over nallerne.
Det bliver spændende at følge, hvad der videre kommer til at ske med Emma Acs. Potentialet er stort, og fredag aften på Posten beviste hun, at hun allerede nu formår at indfri det på en scene. Indtil videre er der kun kommet en enkelt 7”, men er der retfærdighed til, så kommer vi til at høre meget, meget mere fra den side.
lørdag, september 25, 2010
"..der er ingen grund til at udforske skæbnen"
Overhørt på Søndre Boulevard
Overhørt på Søndre Boulevard
fredag, september 24, 2010
torsdag, september 23, 2010
Går man lidt forknyt rundt og savner Mikael Simpson, så kunne man f.eks. downloade det mix han lavede for Unga Bunga for et par år siden. Det er indledningsvis fantastisk når han kaster Eminem og 50 Cent indover sine egne rytmer, dør lidt med Raveonettes og Under Byen, men vugger afslutningsvis fint igennem. Er man trængt for tid kan man tilbringe tre-et-halvt minut i selskab med en af mine Simpsonfavoritter lige her.
onsdag, september 22, 2010
"One of the main themes of the record is me getting really annoyed when young people are alienated or demonised by the press because they wear their hoods up.
Guy Garvey har talt med NME om den kommende plade fra Elbow.
Guy Garvey har talt med NME om den kommende plade fra Elbow.
søndag, september 19, 2010
Der er nyt fra moderskibet.
Etiketter:
Dansk nyrock,
Musik
fredag, september 17, 2010
"Allvarligt: Om man röstar på SD är man enligt mig helt jävla slut i huvudet."
Magnus Carlson om svensk politik på Facebok.
Magnus Carlson om svensk politik på Facebok.
De sidste par timer er gået med at synge for skærmen i retning af de fem Worddokumenter, der rummer teksterne til den kommende børneplade. Jeg ved ikke hvordan de øver sig ude i den virkelige verden. Jeg forestiller mig nok fraseringsøvelser i stående position, hvor do-re-mi'en bliver kørt igennem indtil stemmen er varm nok til at terpe tekstarkene igennem. For mig virker det, bl.a. med tanke på den lave blækstand i husets printer, mere fornuftigt at skifte mellem sangteksterne på skærmen. iTunes gør det også mindre omstændigt, at tage tingene om efterhånden som de kikser, ingen grund til at rykke tilbage til start når mindre kan gøre det.
I starten af projektet var tanken at låne (hugge) med arme og ben i langt højere grad end det blev tilfældet. Som det står nu er det kun en Martin Strid tekst, der er hentet ind udefra. Alt andet er, hvis ikke 100% originalt, så dog vores egne påfund. Den første tekst, der blev nedfældet var en drejning på Poul Kjøllers "Bondemandens Sang", som sidenhen blev kasseret da det gik op for mig, at det gik ganske godt for os på egen hånd, men skulle der sidde en enkelt guitarspillende pædagog et sted derude, der godt kunne bruge en moderne drejning på en gammel traver, så er teksten her:
Pølsemanden, han har altid travlt
I sin pølsevogn
Hver gang han vil tage et lille hvil
Er der tusind ting at gøre
Pølserne skal ristes
og serveres med et brød
Masser af det gule
og en smule af det røde
Pølsemanden, han har altid travlt
I sin pølsevogn
Hver gang han vil tage et lille hvil
Er der tusind ting at gøre
En congobajer lunes
Og serveres med et sæt
En kradser og to ristede
Det gør dig så dejlig mæt
Som sagt, det blev bedre! På mandag indtager jeg et øvelokale ude i udkanten af byen, bare mig og min musikalske bagmand bevæbnet med en guitar. Det bliver de sidste finpudsninger, og det bliver første gang jeg synger i nærvær af en anden person siden Onkel Dunkel dagene. Næste weekend bliver der lagt grundsten til numrene, midt i oktober færdiggør vi lortet, og ikke lang tid derefter bliver i månedens demo i Gaffa.
I starten af projektet var tanken at låne (hugge) med arme og ben i langt højere grad end det blev tilfældet. Som det står nu er det kun en Martin Strid tekst, der er hentet ind udefra. Alt andet er, hvis ikke 100% originalt, så dog vores egne påfund. Den første tekst, der blev nedfældet var en drejning på Poul Kjøllers "Bondemandens Sang", som sidenhen blev kasseret da det gik op for mig, at det gik ganske godt for os på egen hånd, men skulle der sidde en enkelt guitarspillende pædagog et sted derude, der godt kunne bruge en moderne drejning på en gammel traver, så er teksten her:
Pølsemanden, han har altid travlt
I sin pølsevogn
Hver gang han vil tage et lille hvil
Er der tusind ting at gøre
Pølserne skal ristes
og serveres med et brød
Masser af det gule
og en smule af det røde
Pølsemanden, han har altid travlt
I sin pølsevogn
Hver gang han vil tage et lille hvil
Er der tusind ting at gøre
En congobajer lunes
Og serveres med et sæt
En kradser og to ristede
Det gør dig så dejlig mæt
Som sagt, det blev bedre! På mandag indtager jeg et øvelokale ude i udkanten af byen, bare mig og min musikalske bagmand bevæbnet med en guitar. Det bliver de sidste finpudsninger, og det bliver første gang jeg synger i nærvær af en anden person siden Onkel Dunkel dagene. Næste weekend bliver der lagt grundsten til numrene, midt i oktober færdiggør vi lortet, og ikke lang tid derefter bliver i månedens demo i Gaffa.
søndag, september 12, 2010
Visuelt er der mere smæk for skillingen i den just offentliggjorte video til Mouritz/Hørslev Projektets "Fanden for Fanden" end Boogie-tv nogensinde har budt på. Musikalsk er det en god påmindelse om, hvor gode Mouritz/Hørslev Projektet egentlig er. Anbefales.
En fredag aften i provinsen til tonerne af et one man band, der disker op med en lind strøm af covernumre og den ene træfsikre klassiker efter den anden, af både egen og andres avl. Det lyder nok mest af alt af bal på kroen, men sandheden er en ganske anden. Lorenzo Woodrose indtog Jazzhus Dexter bevæbnet med guitar, teksthæfte og masser af ekko. I den indledende bandintroduktion præsenterede han sig selv som sanger og guitarist, mens lydmanden Ralph fik kreditten for ekkoeffekterne, og de gik så godt ned, at også han fortjener navns nævnelse.
Koncertens forløb blev to cirka tre kvarter lange sæt, og to ekstranumre. Koncertens afbrydelser syntes mere skabt for at dække aftenens hovedpersons nikotinbehov, end et egentlig behov for at blive klappet ud og ind af scenen, og lægge op til en afgrænset gå-i-baren periode. For det var en absolut imødekommende og nykkefri mand, der var gået på scenen. Indiskret som en teenager tjekkede han også sin telefon et par gange. Et retfærdigt gæt må være, at det var for at tjekke klokken. Der var trods alt et tog, der skulle nås hjem. Teksthæftet blev konsulteret mellem de fleste numre, men fungerede ikke synligt som sangbog, hvis teksthæftet var noget så må det være en huskeseddel, men med tanke på mængden af sange hentet ind udefra er det absolut også tilgiveligt.
Koncerten nåede forbi mange afsendere, med Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og Dragontears som de oplagte. Et par titler af Roky Erickson, ”Når Spindelvævene Blomstrer” af Tømrerclaus, ”Lille Johnnys Mund” af Røde Mor, Gasolin’s ”Langebro”, en lang hyldest til Hans Vinding, fulgt op af et i den forbindelse relevant nummer, der dog har lagt sig i glemmebogen, og derfor lige så vel kunne have været Furekåben som Hyldemor, og ikke mindst et klart højdepunkt i Bob Dylans ”Masters of War”, der også er at finde på Dragontears Tambourine Freak Machine. Netop måden ”Masters of War” lyder i Dragontears hænder kunne være et blue print for måden Lorenzo Woodrose lyder i eget selskab. Akustisk guitar, ekkodrevet vokal og masser af tid.
Første sæt var en forholdsvis fåmælt affære, men det virkede til at Lorenzo Woodrose havde fået spillet, røget og drukket sig varm til anden ombæring, og flere ord om dette og hint fulgte sangene på vej. Hobittens’s Drøm blev ledsaget af en længere historie om Lorenzos tid med Hobitten, og var endnu et højdepunkt i en koncert uden nedture. Det eneste, der for alvor ville kunne have pyntet på aftenen havde været en velplaceret albue i tandsættet på de snaksalige herrer ved nabobordet, men den sang lyder efter næsten enhver koncert. Det var en af de aftener, hvor man gerne have trykket musikeren i hånden, og sagt tak for i aften. Det gjorde jeg ikke, i stedet vil jeg håbe at han læser denne smøre.
torsdag, september 09, 2010
Nyt fra X Sessions, og denne gang med favoritterne fra Cody. Fire numre, bedre end noget andet livemateriale lagt op med dem på nettet, og derfor et godt indblik i hvorfor de gør det så forbandet godt på en scene.
- That's What She Sees
- Comfort and Rage
- Another Year
- Ever Go
- That's What She Sees
- Comfort and Rage
- Another Year
- Ever Go
Petersens Kunstmagasin
Første og sidste årgang, første og sidste udgave
Det vil bide sig selv i baglåret, hvis jeg skriver at Dylan ikke kan male, for han kan ret beset heller ikke synge, og det synes han at have fået en ganske fin karriere ud af. Til gengæld tør jeg godt skrive, at havde han ikke sin sangkarriere så hang han ikke på Statens Museum for Kunst. Hans billeder er bare billeder, og ikke mere end det. Man kan se, hvad de forestiller, og billedtitlerne bringer historien hjem. Farverne er skarpe, men dæmpede, og fremstår næsten selvlysende når de er værst, og anonyme når det er bedst. Om det er fordi det er så nemt gennemskueligt, at jeg ikke finder værdi i hans billeder er ét bud, og nok også det bedste af slagsen. For der er ingen dybde, skjulte undertoner, subtile hentydninger, dystre fortællinger eller andet, der kunne give bare den mindste smule spænding i hans billeder. De er bare, hvad de er: billeder, der gengiver det man ser uden at sætte noget i gang.
Bjørn Nørgaard var også, at finde på Statens Museum for Kunst. Lad mig knække spændingskurven med det samme, og afsløre at det heller ikke var mig. Jeg vil med det samme finde et citat frem fra hukommelsen: "Hvor fucked op syg i skallen var han?" som det lød fra en teenagers mund for et par år tilbage, da jeg stod på Aros ikke langt fra Nørgaards hestedissekering. Godt spørgsmål når man ser, hvad han har skabt en karriere ud af . "Re-modelling the World" tiltalte mig, og her taler vi om værket, og ikke udstillingen, der bærer samme navn. Udskårne kontinenter, byggemateriale og en masse løsdele. Det var til at forstå, men ellers fandt jeg mest interessere i videoerne, og spørgsmålet om hvorfor en kunstner, der optræder nøgen, tyk og aldrende med sin stump af en tissemand til fri beskuelse alligevel er så forfængelig, at han barberer sin overkrop?
Specta præsenterer "Back to Culture" af Svend-Allan Sørensen, og det var som altid en fornøjelse at se hans ting stillet ud. Jeg fik uventet en introduktion til udstillingen af Gitte Johannesen, der så vidt det kunne googles er assisterende kurator på stadet, og via hendes ord blev der lagt lag på en udstilling, der i sig selv ville have talt rigeligt til mig. Ros og tak for den behagelige overraskelse. Mågeskrigende, der hørte til udstillingen, blev først tændt da jeg trådte ind, men Specta er undskyldt. Ingen fortjener at sidde med de lyde kørende en hel dag igennem. Udstillingen består af to dele, dels Svend-Allan Sørensens fuglecitattryk som jeg efterhånden har set en del gange. De taler til mig, dels fordi der er hugget linjer med arme og ben fra de sidste 60års populærmusik, men også fordi de i deres monotoni fremstår som en væg af ord, man kan gå på jagt i. Anden del var et rum med en ulv, en bjørn holdende et skilt med udstillingens titel, og vægge beklædt med fotomanipulationer, der i særdeleshed gav mening efter Gitte Johannesens introduktion. Udgangspunktet for billederne omhandler en kultivering af naturen tilbage til en type natur, der ikke længere findes. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men med det fortalt, tror jeg nok jeg fangede lidt mere af, hvad det hele gik ud på.
Jeg er begejstret for Svend-Allan Sørensens arbejde, og derfor gik jeg også direkte fra Specta og over til hans anden igangværende udstilling i Kunsthallen Nikolaj. Her eliminerede mit neurotiske forhold til kombinationen af knirkende trægulve, åbne trapper, og højt til loftet dog helt og aldeles mit forsøg på at se udstillingen. Neurosen er så også det eneste kunstneriske, der flyder i mit blod. Normalt gør jeg mig mere i fotografier.
Første og sidste årgang, første og sidste udgave
Det vil bide sig selv i baglåret, hvis jeg skriver at Dylan ikke kan male, for han kan ret beset heller ikke synge, og det synes han at have fået en ganske fin karriere ud af. Til gengæld tør jeg godt skrive, at havde han ikke sin sangkarriere så hang han ikke på Statens Museum for Kunst. Hans billeder er bare billeder, og ikke mere end det. Man kan se, hvad de forestiller, og billedtitlerne bringer historien hjem. Farverne er skarpe, men dæmpede, og fremstår næsten selvlysende når de er værst, og anonyme når det er bedst. Om det er fordi det er så nemt gennemskueligt, at jeg ikke finder værdi i hans billeder er ét bud, og nok også det bedste af slagsen. For der er ingen dybde, skjulte undertoner, subtile hentydninger, dystre fortællinger eller andet, der kunne give bare den mindste smule spænding i hans billeder. De er bare, hvad de er: billeder, der gengiver det man ser uden at sætte noget i gang.Bjørn Nørgaard var også, at finde på Statens Museum for Kunst. Lad mig knække spændingskurven med det samme, og afsløre at det heller ikke var mig. Jeg vil med det samme finde et citat frem fra hukommelsen: "Hvor fucked op syg i skallen var han?" som det lød fra en teenagers mund for et par år tilbage, da jeg stod på Aros ikke langt fra Nørgaards hestedissekering. Godt spørgsmål når man ser, hvad han har skabt en karriere ud af . "Re-modelling the World" tiltalte mig, og her taler vi om værket, og ikke udstillingen, der bærer samme navn. Udskårne kontinenter, byggemateriale og en masse løsdele. Det var til at forstå, men ellers fandt jeg mest interessere i videoerne, og spørgsmålet om hvorfor en kunstner, der optræder nøgen, tyk og aldrende med sin stump af en tissemand til fri beskuelse alligevel er så forfængelig, at han barberer sin overkrop?
Specta præsenterer "Back to Culture" af Svend-Allan Sørensen, og det var som altid en fornøjelse at se hans ting stillet ud. Jeg fik uventet en introduktion til udstillingen af Gitte Johannesen, der så vidt det kunne googles er assisterende kurator på stadet, og via hendes ord blev der lagt lag på en udstilling, der i sig selv ville have talt rigeligt til mig. Ros og tak for den behagelige overraskelse. Mågeskrigende, der hørte til udstillingen, blev først tændt da jeg trådte ind, men Specta er undskyldt. Ingen fortjener at sidde med de lyde kørende en hel dag igennem. Udstillingen består af to dele, dels Svend-Allan Sørensens fuglecitattryk som jeg efterhånden har set en del gange. De taler til mig, dels fordi der er hugget linjer med arme og ben fra de sidste 60års populærmusik, men også fordi de i deres monotoni fremstår som en væg af ord, man kan gå på jagt i. Anden del var et rum med en ulv, en bjørn holdende et skilt med udstillingens titel, og vægge beklædt med fotomanipulationer, der i særdeleshed gav mening efter Gitte Johannesens introduktion. Udgangspunktet for billederne omhandler en kultivering af naturen tilbage til en type natur, der ikke længere findes. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men med det fortalt, tror jeg nok jeg fangede lidt mere af, hvad det hele gik ud på.Jeg er begejstret for Svend-Allan Sørensens arbejde, og derfor gik jeg også direkte fra Specta og over til hans anden igangværende udstilling i Kunsthallen Nikolaj. Her eliminerede mit neurotiske forhold til kombinationen af knirkende trægulve, åbne trapper, og højt til loftet dog helt og aldeles mit forsøg på at se udstillingen. Neurosen er så også det eneste kunstneriske, der flyder i mit blod. Normalt gør jeg mig mere i fotografier.
Takket været en galant svensker, og en gravid kone fik vi siddepladser på balkonen midt for, da Eels i går spillede op i Vega. Det er første gang jeg sidder på balkonen til en koncert, og med en smule held også sidste. Sæderne er ikke skabt til folk af min statur, og det heller ikke meget mere end et kvarters tid før min røv sov, og jeg måtte koncerten igennem vride mig for at finde en bekvem position. Men alt ære til svensken, det var et storslået træk af høflighed.Der har næppe været nogen, der har følt sig velplaceret under opvarmningen, som bestod af en bugtaler, der havde sagt tak for i aften med det samme, hvis han havde kendt sin besøgstid. Og udover ham en Beth Hart klon, der rockede igennem et lille halv times sæt af ligegyldigheder, som ikke fortjener yderligere omtale.
Endelig Eelstid, og E entrede scenen i egen person, klædt i hvid heldragt, solbriller og bandana, klædt på til at rocke. "Grace Kelly's Blues" fik os fra kaj, The Chet blev kaldt på scenen til andet nummer, Knuckles, Kool G Murder og den nye mand (Pablo, Pavlos..) kom af egen fri vilje ind til det tredje, og så blev der skruet op. Alle bar solbriller, alle bar slips, og alle var de iklædt hvide skjorter, og jeg kunne ikke lade være med at sende en venlig tanke til Fun Lovin' Criminals, og deres mafiacoole stil. Koncerten forløb i skift mellem de stille, og så lidt flere af de rockende, for så at vende tilbage til de stille. Det var rock, og rock af den slags jeg aldrig har hevet ind i pladesamlingen, der var for megen pikfræs på guitaren, og det blev trættende i længden, men i jævnlige glimt var det god underholdning. "Summer in the City" og "Summertime" blev leveret i forrygende coverversioner, og afslutningsvis blev "Mr. E's Beautiful Blues" fremført på melodien fra " Twist and Shout", et ubetinget højdepunkt. Eels skyldte på aftenen The Blues Brothers meget for deres sceneoptræden, hvad der lagde endnu en alen til oplevelsen, til gengæld var der udover bandpræsentationen ingen kommunikation ud til publikum.
Materialet til koncerten var i høj grad hentet fra de sidste tre plader, der har vist sig, at være en trilogi. Jævnfør koncertens rockede lyd var det også ganske naturligt, at der blev spillet flere numre fra "Souljacker", bl.a. "Jungle Telegraph" som jeg ikke har hørt live før.
Koncerten blev en oplevelse på det jævne, men med højdepunkter i det ekstreme, der gjorde, at koncerten jævnligt levede op til de skyhøje forventninger jeg havde taget med mig. Det sidste højdepunkt fandt sted efter koncerten. På vej ned af trapperne, og næsten fremme ved stueplan løftede jeg blikket, og på den anden side glasdørene strøg E forbi i en spurt ledt an af en 160kg tung roadie. Ingen tid at spilde, hvis man vil undgå sine fans.
onsdag, september 08, 2010
Emma Acs besøgte 26. august Mod Strømmen, og programmet rummer en af de bedste playlister, der længe har været båret gennem den danske æter. Programmet kan høres lige her.
tirsdag, september 07, 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)










































