NPR har prepremiere på den kommende Magnetic Fields LP "Love at the Bottom of the Sea". Den foreløbige dom er at det er bedre end længe. Åbningsnummeret "God Wants Us To Wait" får toppoint.

Metro Milieu spørger ”Ka’ jeg sparke det?” med retrohiphop. Svaret er desværre negativt, også selvom albummet har fine øjeblikke.

Da far var dreng, og far værende mig, og mit drengeår værende 1996, hvor jeg passerede de tyve, oplevede dansk hiphop sit guldår. 1996 var året, hvor Malk De Koijn dukkede op på opsamlingen De Grimme Ællinger, som på opsamlingspladefronten fik følgeskab af Hip Hop Til Folket og Rap ’o’ mania. Sidstnævnte lod os høre Clemens vinde DM i rap ved at rime ”fistfuck” på ”Hitchcock”. Selv Børneradio hoppede med på vognen og udsendte Rimlig Rar Rimlig Raa, hvor den nye bølge af dansk rap kunne høres blandt jingler, Strawberry Slaughterhouse og Red Warszawa. Den Gale Pose udsendte Flere Ho’s, Kongehuset ..Klarer Ærterne og Hvid Sjokolad Så’n Er Vi. Det var gode tider, hvor gode rytmer spredte sig som ringe i vandet. Og man kunne fornemme, at inde på pladeselskaberne sad de kloge hoveder og tænkte ”so ein Ding müssen wir auch haben.”

Det var dengang.

Som en Rolling Stones-fan, der nægter at indse, at hans ungdom er ovre, og at der kommet gode plader siden dengang, står jeg nagelfast på, at det er et minimum af god dansksproget hiphop, der er kommet ud siden 1996. Og selvfølgelig har jeg ret. Jeg blev dog alligevel blød om hjertet, da jeg hørte Metro Milieu spørge ”Ka’ jeg sparke det?” Mentalt røg jeg tilbage til 1991 (amerikansk hiphops gyldne år), hvor A Tribe Called Quest spurgte om præcis det samme, og tænkte, at det skulle være mig muligt med hjemmebanefordel at anmelde en nutidig hiphopudgivelse.

Selv mine gamle ører kan dog høre, at Metro Milieu langt hen ad vejen lyder uddateret, også i forhold til mine gammelskolereferencer. Det er ikke dårligt udført, der er bare lang vej til, at det bliver rigtig godt. Produktionen opleves flad og tung i røven. I pressemeddelelsen kaldes gruppens lyd udfordrende, og det vil jeg også gerne give dem. Dog ikke på den måde, som det var tænkt, da de skrev den. En venlig sjæl skulle lukket kæften på ham, der må have stået i baggrunden og råbt mere diskant, hver gang et jazzsample blev lagt ind, for de skærer slemt i ørerne.

Udfordrende er også ordet, der bliver brugt til at beskrive de holdninger, der bliver prædiket på pladen. Men nej, jeg bliver på ingen måde udfordret. Ordene flyder fint derudaf, men det indholdsløse er formentlig også nemmere at spytte ud end at lade tungen snuble over noget på hjertet. I tilfældet hiphop gør det mig ikke det store, om jeg bliver udfordret eller underholdt, men efter et par gennemlytninger slår det tekstmæssige mig mere som et langt navneopråb, så er jeg er slet ikke i tvivl om navnene på de involverede.

Pladen får dog varmet sig selv så meget op, at klunkerne falder ned, og der til sidst bliver vist lidt nosser. På såvel ”Tandhjul” som ”Valg Vi Ta’r” lykkedes det endelig at få opskriften med hooks og holdninger til at gå op i en højere enhed. Det er dog for lidt og for sent.

(Metro Milleu "Metro Milleu", anmeldt for Geiger.

Canadieren Kevin Frayer (f. 1973) er nok mest kendt for sit arbejde som krigsfotograf. Siden hans karrieres start i 1991, har han arbejdet i det tidligere Jugoslavien, Gaza, Afghanistan og Irak. Hans arbejde har fået ham nomineret til Pullitzer Prisen, og i 2009 var han blandt vinderne ved World Press Photo. Siden 2009 har Kevin Frayer haft base i New Delhi, hvorfra han udfører sit arbejde for Associated Press. Krigen er ikke længere repræsenteret i hans arbejde, men dramaet lever alligevel sit eget stille liv, i de billeder han tager i Indien. Om det er fiskere, landmænd eller kulgravere, så er fattigdommen synlig, i de dæmpede hverdagsportrætter Kevin Frayer tager af deres liv. Alligevel formår Kevin Frayer at tilsætte al elendigheden en vis æstetik, ikke at nogen ville ønske at bytte med disse mennesker, men nok til at påminde en om, at skønhed kan vise sig i glimt selv under de usleste kår.

 15. januar 2012 - Anders Møller Christensen / Eric Djemba-Djemba (OB testkamp mod VKB)

Musiknyt 1: "Grønirisk" er første single fra den kommende Dans & Lær plade "Flere Fugle". Der er sket en del siden første plade, og lad mig være den første til at kalde nummeret for uimodståeligt dansabelt. Musiknyt 2: Oscar Danielson fik en Grammis for årets børneplade, da den svenske musikbranche hyldede sig selv i går aftes. Grattis til ham.

"The Wrecking Ball Company" er første nummer fra den kommende Marissa Nadler plade, der når offentlighedens ører. Der er skruet ned for furievokalen, lagt noget tyngde til, og musikken er bragt ned i et mindre højstemt leje, hvor flere burde falde for hende. Den kommende plade "The Sister" udkommer 29. maj.

 14. februar 2012 - Odense Havn.

Den kommende Manden Fra Onkel plade har stadig lange udsigter, foreløbig er dette den ene af de kun to tekster, der ligger klar.

Dagen går,

Og dagen gryr

Dagene skifter hænder

Under et dække af skyer

En sort sol trækker op

Over udsatte egne

Hvor dagene går

Med at komme ingen vegne

De trætte fugle vender hjem

Og passerer undervejs forbi

Du bider dig i læben

Bag dig smækker døren i

Omkvæd:

Du vender hjem til

Der hvor krager vender

Hjem til det

Kragerne vender hjem til

(Kragerne vender hjem)

(Kragerne vender)

Du er anden generations indestængt

Du er søn af en blindgænger

Han nåede her til

Du nåede heller ikke længere

Omkvæd

Det var Julia Kazerskis serie "Changing Room" Oitzarisme linkede til forleden, og hvor beundringsværdigt et vægttab af de dimensioner billedserien dækker over end er, så gik der hurtigt lidt for meget damebladsfeature i den for mig. I stedet har jeg kastet min kærlighed på Julia Kazerskis serie "Half", hvor hun udstiller sig selv, og de synlige spor hendes massive vægttab har efterladt. 80 kilo forsvinder ikke bare lige, og selv med dem væk, er sporene mere end synlige. "Half" er et nydeligt portrætteret freakshow, umiddelbart blottet for eksibisionisme, men personligt, råt og så langt fra mediernes kropsopfattelse som man næsten kan komme. Om det er mod, kunst, nødvendighed eller simpelthen ønsket om at vise, hvor meget der er forsvundet, der får en kvinde til at stille sig op foran kameraet på den måde, skal jeg lade være usagt, men min beundring for at Julia Kazerski gør det er alendyb.  

Musiknyt 1: Ny liveplade fra Wovenhand 13. april. "Live at Roepan" kan erhverves både som cd/dvd og 2lp/dvd. Musiknyt 2: Efter en mislykket Kickstarterkampagne, er det endt med at Glitterhouse udsender "The Soul of Spain" i Europa. I forlængelse af udgivelsen starter Spain en Europaturne op 10. maj, men det er endnu uvist om der i den forbindelse bliver danske koncerter.

Det er en hjemkomst af de større Leonard Cohen har begivet sig ud i. Først koncerterne, så endnu flere koncerter, og nu, for første gang i tyve år, et studiealbum han kan være bekendt. I forhold til pladerne fra det forgange årti er der blevet skruet ned for kvinderne og produktion, og skuer vi tilbage til ”The Future”, så er tempoet nu blevet dæmpet, så det er mere behørigt for en mand på 77. På ”Anyhow” går det faktisk næsten helt i stå, mens Cohen mumler sig igennem en tekst om svig, had og tilgivelse. Intet nyt dér på den front, men med en titel som ”Old Ideas” er der heller ikke lagt op til nyt under solen. Der er plukket fra det bedste, der har været igennem årene, korsangerinderne er blevet skubbet ud af spotlightet, og nu hensat til blot at være kor, og ikke krykker for Cohens stemme som på de seneste par plader. Lydbilledet er spartansk, men i en fyldig produktion, hvor hver en sprække, og hvert et hulrum fyldes ud af Cohens stemme, der er dybere end nogensinde før. Som ”Old Ideas” løbes igennem føler man sig ikke så meget hensat til et andet sted, som man føler sig naglet til der hvor man er. Cohens stemme er som tusinde af g-kræfter, der slippes løs og tynger en ned på den behageligste af måder. Dermed ikke sagt, at ”Old Ideas” er et mesterværk, men det er en hjemkomst af de velkomne, og en genkomst af de store til den piedestal, hvor Leonard Norman Cohen har sin berettigede plads.

Gaffa stiller i den seneste udgave af bladet forskellige sangere tre spørgsmål om deres forhold til Cohen, her er mine bud på svar.

Hvornår og hvordan opdagede du Leonard Cohen?

Det lyder så farligt fint, når jeg fortæller, at min far havde en af hans plader med hjem fra en rejse til Paris, men ikke desto mindre er det sådan det hænger sammen. Lidt af glansen går dog af, når jeg fortæller at han var dernede som træner for et håndboldhold. Dernede kørte ”I’m Your Man” i fast rotation på radiostationerne, og den blev købt med hjem. Derhjemme kørte den så i fast rotation på anlægget, og blev således en vigtig del af min musikalske opdragelse.

Hvorfor er Leonard Cohen relevant i dag?

Kvalitet er tidløs. Han er en art musikkens svar på dansk møbeldesign. Der er vel ingen, der stiller spørgsmålstegn ved hvorfor Arne Jacobsen og Børge Mogensens møbeldesign stadigvæk holder? Eksempelvis ”Songs of Leonard Cohen” står fuldstændigt uden for tid og rum, det er et mesterværk, og så er det ligegyldigt om den blev indspillet i 1967 eller i går.

Hvad er dit yndlingsalbum med Leonard Cohen, og hvorfor?

”I’m Your Man” stikker så dybt, at jeg ikke kan vriste mig fri fra at udpege den. 87,5% perfektion, og så ”Jazz Police”. Synthesizerne er cheesy, produktionen håbløst 80’er, men det gør slet, slet ingenting. Leonard Cohen har lavet flere plader, der er bedre, men ”I’m Your Man” er favoritten. Ingen tøven, ingen rysten på hånden, det er svaret!

Selvfølgelig er jeg ganske enig i, at plader skal købes, og selvfølgelig er jeg enig i, at der skal betales for downloads, men Stuart Staples kommer ikke til at kunne smøre et tykkere lag paté på baguetten nede i sin franske residens, fordi jeg punger ud, og betaler en tredjepart en klækkelig sum for Tindersticks gamle (tour?)plade "Amsterdam". Så forleden røg jeg derfor ind på en side, hvor det eneste, der ikke var skrevet med kyrilliske bogstaver var ordene Tindersticks, Amsterdam og download. Jeg undskylder ikke, for det hænder jævnligt, at jeg på denne måde får fat på det ellers ubetalelige og/eller uopdrivelige udgivelser, men jo mere jeg lytter til "Amsterdam", jo mere bliver jeg overbevist om, at den godt kunne være pengene værd.

Koncerten fandt sted på Melkweg i Amsterdam, tilbage i februar 1994, og er en langt mindre poleret oplevelse end Tindersticks med årene er gået hen og blevet. Koncerten blev spillet i efterdønningerne fra udgivelsen af Tindersticks første plade, der var blevet udgivet et par måneder før i november 1993. Setlisten bærer da også svært præg af dette. Syv albumtracks, B-siden fra "Marbles" singlen "For Those", og så en coverversion af Townes Van Zandt nummeret "Kathleen". Højdepunkterne er en vidunderligt tung udgave af "Blood", og en langtrukken udgave af "Raindrops", men pladen som helhed er homogen som bare fanden. Guitarerne er sat til rock, violinerne skratter, trompeterne tunet ind til ulidelig jazz, og dette lag af støj, midt i den sump af blød melankoli, der som en aura omgiver Stuart Staples stemme fungerer helt fantastisk. Man kan begræde, at det næppe bliver sådan på hverken den kommende Tindersticksplade, eller til deres koncert i København til foråret, men jeg vælger, at glæde mig over dette nye indblik i en af mine foretrukne grupper, fra dengang de stadig var unge og fremadstormende.

"Amsterdam" kan erhverves for 50£ + porto på Ebay, eller andetsteds for væsentligt mindre.

27. januar 2012: Kranvejen.

27. januar 2012: Hundelufter ved Skibhusskoven.

Musiknyt 1: De første 2:40 minutter af den kommende Baby Woodrose plade er nu sluppet ud af sækken. Carsten Holm gav i dag premiere til "Nothing is Real" på P6. Klik her, og find så ca. 16 minutter ind i dagens program. Jeg er godt tilfreds, og ser med sindsro frem til både pladeudgivelse, og gruppens besøg i Odense til maj. Musiknyt 2: Der er kommet en billedside til titelnummeret fra Lise Westzynthius kommende plade "Tæt På En Kold Favn". Videoen virker lidt for hjemmegjort til at det er rigtigt godt, men giver anledning til endnu engang, at glædes over, hvor fantastisk et nummer, der gemmer sig inde bag Café-Noir-reklame-æstetikken.

Årets første musikkøb blev et download af Woodpigeons "For Paolo", årets første koncert er endnu ikke en realitet. Her følger en oversigt over de planlagte koncerter, og pladekøb for foråret.

Koncerter
03. marts: Spleen United (Posten)
10. marts: Mikael Simpson (Posten)
17. marts: Malk De Koijn (Posten)
30-31. marts: Leaves Festival (Kansas)
03. april: Thomas Anderson Wij (Dexter)
18. maj: Baby Woodrose (Posten)

Plader
20. februar: Lambchop "Mr. M"
20. februar: Tindersticks "The Something Rain"
5. marts: Lise Westzynthius "Tæt På En Kold Favn"
?. marts: Cody "titel ukendt"
?. april: Songs for Wendy "Meeting Point"
?. april: Dans & Lær "titel ukendt"
16. april: Baby Woodrose "Third Eye Surgery"
29. maj: Marissa Nadler "The Sister"

Bruger du noget i din Bonnie? Så er der Bonnie "Prince" Billy kaffe til de der måtte have svært ved at holde sig vågen til hans musik.

Der er knap halvanden måned til at Lise Westzynthius udsender "Tæt På En Kold Favn", første album siden "Siberian Mission" udkom i november 2007, og første plade fra hende på dansk. Det er altid forbundet med en hvis spænding, når idolerne udsender nyt. Holder de stilen? Holder de standarden?

Første nummer fra den kommende plade blev offentliggjort i dag, og deler navn med pladen. Titelnummeret er umiskendeligt Lise Westzynthius, og alligevel er der sket, ikke et jordskred, men en udefinerbar udvikling i det musikalske udtryk. Der er mere luft, og mere tyst, i forhold til på de tre foregående plader.

Vi danser på en knivsæg

Jeg ved det godt

Men det er ikke det værste

Det værste er at jeg er ligeglad

Du har kørt mig over

Men du vender tilbage hver dag

Du vender tilbage

Og spinder hjul i mit blod

Men det er ikke det værste

Det værste er at jeg er ligeglad

Du stjæler hele tiden

sandheden fra min maveregion

Men det er ikke det værste

Det værste er at være

tæt på en kold favn

Skal man tro mig, så er nummeret en stor positiv overraskelse. Der er sket noget, og omstillingen til det danske sprog er mere end vellykket. Hvis hele den kommende plade holder dette niveau bliver den mesterlig.

"Tæt På En Kold Favn" kan høres ved at klikke ind på Lise Westzynthius Facebookside, og trykke sig videre ind på Bandpagemuligheden.

Hører man til dem, der har set ”High Fidelity” så kan man muligvis huske, at der er en scene, hvor hovedpersonen for gud ved hvilken gang har sorteret sine plader, og denne gang sorteret dem til at stå i kronologisk rækkefølge. Selv ville jeg aldrig kunne gøre det, min hukommelse er alt for fragmenteret til at rumme den slags data. Alligevel kan jeg uden problemer sætte dato på dagen, hvor jeg købte Dans & Lærs ”Havens Fugle”: 7. januar 2011. 

Jeg havde læst flere anmeldelser af pladen, uden at de havde overbevist mig om, at ”Havens Fugle” nødvendigvis var noget, der skulle kunne falde i min smag, men efter at have læst Jens Blendstrups drøm af en anmeldelse på Undertoner kunne det lige pludselig kun gå for langsomt med at få købt Dans & Lærs debutplade. 7. januar var en fredag, og en arbejdsdag. Jeg forsvandt dog med lynets hast fra min arbejdsplads midt på eftermiddagen, da min kones godt fremskredne graviditet havde udløst en fejlalarm. Vi valgte at gå fra hospitalet og hjem, da den slags gåture åbenbart er en god ting når graviditeten er opover. Med mandens sans for logistik spurgte jeg om vi ikke kunne slå to fluer med et smæk, og på vejen hjem stikke indenom en pladebutik, og få købt ”Havens Fugle”. Som sagt, så gjort, men pladen kom først på anlægget ugen efter, da min kone fødte dagen efter. Skærer man ind til benet, og ser bort fra det lyserøde skær ovennævnte historie udløser, og den melankolske følelse det giver mig, at tænke på, at ”Havens Fugle” var den første plade min søn kom til at høre, så synes jeg, når jeg ganske nøgternt tænker på det, at ”Havens Fugle” er en af de mest fascinerende plader, det danske plademarked har budt på i virkelig mange år. Derfor var det med store glæde, at jeg opdagede, der var ny plade på vej fra Dans & Lær. I den forbindelse greb jeg fat i Bjarke Søballe Andersen, der er frontmand/bagmand for og i gruppen.

Selvom Dans & Lær er et relativt nyt bekendtskab for de fleste, så rækker projektet længere tilbage end man skulle tro. ”Havens Fugle” udkom i efteråret 2010, men vi skal helt tilbage til omkring 2002 for at finde begyndelsen til projektet. Jeg har spillet i bandet Leisure Alaska i mange år og gør det stadig (selv om vi er lidt på stand by i øjeblikket). Det var i forbindelse med indspilningen af en Leisure Alaska-sang, at jeg eksperimenterede med at lægge et klip fra fuglebåndet ind. Jeg blev efterfølgende enig med mig selv om, at jeg ville prøve at lave et nummer, hvor fuglen fik lov at være frontfigur. Det var gulspurven. Jeg blev glad for resultatet, og lavede i de efterfølgende år de resterende 9 numre på "Havens Fugle". Jeg kan ikke huske, hvornår jeg lavede gulspurven. Men mit bedste bud er, at der gik otte år, fra jeg lavede den første indspilning, til pladen blev udgivet. Og det var omtrent midt i denne proces, at jeg blev enig med mig selv om at lave en hel plade ud af det.

Fugleinteressen har fulgt Bjarke siden barndommen, og båndet med Ole Geertz-Hansens stemme, som Dans & Lær bruger som bærende del på ”Havens Fugle” fik han foræret som tiårig. Båndet blev udgivet af Dansk Ornitologisk Forening, og stammer fra 1970, og båndet kommer igen til at levere bidrag til den kommende udgivelse, men kommer ikke til at stå alene denne gang. Ti år før Ole Geertz-Hansen blev foreviget på kassette udsendte Forlaget Rhodos i 1960 Poul Bondesens ”Fuglesangen”, en kombineret lp/bog, der nu er blevet taget op og brugt af Dans & Lær. Udover fuglesangene kommer pladen også til at rumme en hyldestsang til nomenklaturens skaber Carl von Linné. Om det er begyndelsen til enden på fuglesangenes hersken i Dans & Lærs repertoire, vil dog først stå klart et uvist sted ude i fremtiden når det bliver tid til gruppens tredje plade. Der er dog på nuværende tidspunkt ingen nervøsitet hos Bjarke for at folk skal se brugen af fugle lyde som genbrug eller en gimmick. Det lyder muligvis arrogant, men der er meget lidt frygt at finde i dans & lær. Jeg er overbevist om, at der nok skal komme rigeligt med kommentarer om, at nu er idéen med fuglene brugt, og at vi bør finde på noget andet. Men det bekymrer os ikke synderligt. Vi har været i tænkeboks længe, og det er absolut ikke umuligt, at vi kaster os over noget andet læremateriale senere hen. Men vi var i bandet enige om, at der var meget mere gods at hente i kombination af fuglelyde og elektronisk musik, og at det var et eksperiment, vi havde lyst til at fortsætte. Jeg mener ikke, at vores musik på noget tidspunkt har været en gimmick, og hvis nogen skulle finde på at kritisere os for at gentage os selv, så tager vi det med sindsro. Vi er stadig Danmarks bedste fuglefunkband.

Danmarks bedste fuglefunkband har dog ikke altid været et vi. I tidsrummet mellem første og anden plade er Dans & Lær gået fra at være et soloprojekt for Bjarke, til at være en gruppe. På den første plade skrev og indspillede jeg stort set al musikken selv. Jeg indspillede en ny fugl, hver gang lysten meldte sig, og jeg havde ikke nogen forkromet plan om, hvad det hele skulle ende med. Jeg blev efterhånden enig med mig selv om, at det skulle være en plade, men forestillede mig egentlig ikke, at musikken skulle/kunne spilles live. En julekoncert, og invitation til at spille opvarmning for Annika Aakjær var dog for fristende tilbud til at de kunne afslås, og udstyret med en spolebåndoptager og sin guitar gik Bjarke på scenen. Koncerterne gav blod på tanden, og Bjarke gik på jagt i omgangskredsen for at finde folk til at hjælpe sig med at fremføre musikken som et band. I dag er Dans & Lær en kvintet. De fire nye bandmedlemmer kendte ikke hinanden på forhånd, men efter en tid, hvor gruppen skulle finde ud af om kombinationen af hinanden fungerede, skulle det vise sig, at sammensætningen var et af de tilfælde, hvor alt gik op i en højere enhed. Fuglene fik et helt nyt liv, når de blev spillet live, og det stod helt klart, at Dans & Lær fremover skulle være et band. Nu har vi så spillet som band i halvandet års tid, og vi havde lyst at udbygge repertoiret. Og det naturlige valg var at indspille sammen. Så den nye plade er forskellig fra den første på to meget håndgribelige punkter. Den er indspillet i fællesskab af et band og ikke klippet sammen af mig alene. Og alt råmaterialet til den nye plade blev frembragt på en uge, hvor indspilningen af den første foregik over mange år. Trods Bjarkes bopæl i London, hvor han arbejder som oversætter, og enkelte logistiske problemer på den konto, så fungerer bandarbejdet i det store hele gnidningsfrit. Bjarke tager til Danmark når der skal spilles koncerter eller indspilles. Vi laver bare nogle koncentrerede lommer, hvor det kun drejer sig om fuglemusik. Det dejlige ved vores musik er, at den ikke skal spilles i faste arrangementer. Alle stykker kan strækkes, hvis vi føler for det på den givne dag. Vores tangentmand, Lars Meiling, kalder os et legoband, og det er nok den mest præcise beskrivelse, der kan gives. Vi ved, hvilken klods der er den næste, men vi kan selv bestemme, hvornår den skal tilføjes, og hvilken farve den skal have. Den frie form betyder, at vi før en koncert kun behøver nogle få øvere, hvor vi lige føler os ind på numrene igen.

”Havens Fugle” fik en blandet modtagelse. Jens Blendstrup uddelte 5/6 på Undertoner, og konkluderede at ”Havens Fugle” er som at gå tur rundt om Utterslev Mose, mens du danser og er ét med naturens dansegulv, samme karakter nåede Jeppe Krogsgaard Christensen frem til i Berlingske Tidende, der også lod pladen finde vej til top 10 over de bedste danske plader i 2010. I den Anden ende af skalaen uddelte Thomas Steen Jensen kun 2/10 på Diskant.dk., og udledte, at ”Havens Fugle” snarere var en fiks idé end et egentligt album. Det bider dog ikke på Bjarke, der udover at være vildt begejstret for Berlingskes placering af pladen på deres årsliste, og være pavestolt af Jens Blendstrups ord, bemærker at den store spredning af meninger er et godt signal om, at det ikke er helt ligegyldigt, det man har frembragt. En kommentar fra min side om at ”Havens Fugle” fugle fik megen opmærksomhed set i forhold til at det var en egenudgivelse henvendt til et smalt publikum får Bjarke til at råbe vagt i gevær. "Havens Fugle" var ganske rigtigt en egenudgivelse, men jeg vil nu ikke sige, at den er henvendt til et smalt publikum. Den henvender sig til alle, der kunne tænke sig at dykke ned i fuglenes verden på en ny måde. Det forhold, at den var en egenudgivelse, sætter så selvfølgelig en vis begrænsning for, hvor bredt den kan nå ud. Der var overraskende stor interesse omkring pladen i pressen. Nu er det selvfølgelig ikke mig, der skal vurdere, hvorfor der var interesse, men jeg tror, at det faktum, at Ole Geertz-Hansen, som er stemmen på båndet, stadig lever i bedste velgående, var en afgørende faktor. Det var en kæmpe fornøjelse at lave interviews sammen med ham i Go' Morgen Danmark og TV2-nyhederne. Han er en utroligt vidende, generøs, nysgerrig og dybt humoristisk mand. Jeg drømmer om at være ligesom ham, når jeg bliver 75. Jeg har ikke selv tænkt på ”Havens Fugle” som en ny måde at dykke ned i fuglenes verden på, men jeg må give Bjarke ret, for da jeg sidste år holdt et sted på Nordfyn med nedrullede vinduer kunne jeg lige pludselig genkende gulspurven på den nedadgående slutstrofe. Hvor jeg normalt kæmper med at huske sangtitler og tekster når det gælder musik, har Dans & Lær vist sig, at være en ganske udmærket musikpædagogisk indførsel i fuglegenkendelse.

At ”Havens Fugle” er en egenudgivelse, har givet en frihed i forhold til distributionen af pladen, som Dans & Lær i et par omgange har gået alternativt til værks i forhold til. Skærtorsdag sidste år hang gruppen 100 lp’er op i træerne ved Dronning Louises Bro, som folk frit og kvit kunne plukke ned, og tage med hjem. Når vi har spillet live har vi oplevet en utrolig positiv energi omkring vores musik. Folk er decideret glade i låget og synger og pipper gladeligt med. Da påsken og foråret kom, syntes vi det var på tide at give noget af al den positivitet tilbage og prøve at skabe en Dans & Lær-oplevelse, der ikke foregik på et mørkt spillested, men ude i den rigtige natur. Det var en helt fantastisk dag. Folk blev virkelig glade. Og det var sjovt at se den lidt nervøse tilgang, de fleste havde. Nyhederne er propfulde af historier om et voksende antal indbrud i de danske hjem. Men når man hænger en plade i et træ, som folk er helt velkomne til selv at plukke ned, skal alle lige sikre sig, at det er ok, at man tager en. Børnene havde det sjovt med at klatre op efter de plader, der hang højt oppe. Og der var endda en mand på omtrent 70 år, som blev helt forårskåd. Han pegede og sagde "Nå, Rigshospitalet ligger jo lige derovre, hvis det skulle gå galt", og så satte han af og fik fat i en plade, der hang temmelig højt oppe. Lp-uddelingen blev varslet på bl.a. Gaffa og Facebook, mens gruppen var mere hemmelighedsfulde da de senere stavede gruppens navn på en af væggene ned til søerne, og lod folk plukke deres ”Skade” single med hjem til fri afbenyttelse.

Endnu er detaljerne at finde et sted i det uvisse, men alt tyder på at den kommende Dans & Lær udkommer til april, sandsynligvis igen som egenudgivelse. Pladen er endnu ikke blevet døbt, til gengæld skulle det være ganske vist, at første single kommer til at hedde ”Grønirisken”, og skulle blive offentliggjort i slutningen af februar.

NPR har gjort det muligt at streame den nye Leonard Cohen plade "Old Ideas". Korsangerinderne er blevet dysset gevaldigt ned i forhold til de foregående comebackplader, og det klæder den gamle crooner, at hans vokal står alene frem. Klart det bedste udspil fra canadieren de sidste (næsten) 20 år.

Woodpigeons "For Paolo" kan nu downloades fra gruppens Bandcampside, de nærige typer kan endda få lov til at høre hele herligheden først.

Musiknyt 1: Der er ny smagsprøve tilgængelig fra den kommende Lambchopplade "Mr.M". "Gone Tomorrow" er mere svulstig end Lambchop normalt lyder, og i et en kende mere jolly tempo. Jeg er efter første gennemlyt ikke helt overbevist, jeg kan sagtens nøjes med Kurt Wagners stemme og en guitar. Musiknyt 2: Der er kommet officiel (tror jeg) video til Song for Wendys nummer "The Night". Med fast forward knappen trykket i bund danser nordlyset hen over bjergene. Simpelt, og betagende smukt - video, såvel som lydside. Musiknyt 3: Jarvis Cocker interviewede Leonard Cohen i forbindelse hans kommende plade "Old Ideas". The Guardian har bragt et uddrag. Musiknyt 4: Fik man smag for mere C.S. Nielsen forleden, så er releasekoncerten afholdt på Blågård Apotekblevet optaget, og kan findes her.

Før Ørestaden blev klodset op ude på Amager, og Danmarks Statsradiofoni tog turen fra Rosenørns Alle og over i de blå kasser. Der var der i Danmarks Radios bygninger på førnævnte adresse en årligt tilbagevendende begivenhed, der med undertitlen DR's Uafhængighedsdag ganske simpelt hed Radiohuset Rocker. I en årrække bød de indenfor til et væld af koncerter fordelt over en lille scene i gangområdet og radiohusets fire studier, paneldiskussioner, og boder repræsenterende alt indenfor den uafhængige danske musikbranche var også, og bedst af alt, maden indtog man i kantinen, og der var ikke sparet på noget, hvis man altså selv var grådig nok til at fylde tallerkenen med top på.

Jeg var afsted et par år i træk, og nåede bl.a. at se The Untamed, Munck//Johnson, Baby Woodrose, Mikael Simpson, Nikolaj Nørlund, Powersolo, Lise Westzynthius, Moi Caprice og mange, mange flere, der forlængst er glemt. Jeg kom til at tænke på arrangementet da jeg forleden var igennem kasserne med bootlegs på jagt efter en optagelse. Her fandt jeg optagelser af såvel Lise Westzynthius, som Moi Caprices koncerter fra 2003. Begge er nu lagt op, og kan hentes ned, hvis man kunne have lyst til at høre hvordan det lød.

Lise Westzynthius - Radiohuset Rocker 26/04-03 (Download)

01 Cross My Heart

02 Sensation

03 The Loneliest Being (Gangway)

04 Speak

05 French Leave

Moi Caprice - Radiohuset Rocker 26/04-03 (Download)

01 Riding in Cars With Girls

02 Daisies

03 The Sun and the Silence

04 Artboy Meets Artgirl

05 Girls in Trees

06 Riding in Cars With Girls (Det Elektriske Barometer)

I dag udkommer CS Nielsens "Man of the Fall", og skal man bedømme ud fra anmeldelserne, så er der dømt klasseplade i en grad, der gør det overflødigt at nævne, at manden bor langt ude i en jysk provins, og man muligvis derfor ikke har hørt mere om ham. Lydtapet uddeler seks stjerner, Århus Stiftstidende fem stjerner, og Gaffa uddeler fire af slagsen. 

Når man lytter til C.S. Nielsen er det svært at sætte sig udover, at det skulle være en karikatur på mand med guitar a'la Johnny Cash, og andre guitarslingers fra det midterste westen, med hjertet på det rette sted, og bibelen indenfor rækkevidde. Judas sølvpenge dukker endda også op i "Border Blues". Men når man falder ind i musikken, åbnes der op for en nærmest meditativ ro. Stemmen, guitaren, og den smule mere instrumentering der er, glider ind i underbevidstheden og leverer et fløjlsblødt lydtapet. Det er fandens godt, for nu at sige det som det er.

Selvom Gaffa ikke var de mest gavmilde med stjernerne, så har de vist sig gavmilde med opmærksomheden, hvad der har udløst dette fine inteview, og en gennemgang af pladen, der her nedenunder bliver kombineret med de numre, der ligger frit tilgængeligt derude.

"Border Blues"

En sang om den umulige hjemkomst, og vores grundlæggende fremmedhed i verden. En sang til nogle af mine mytologiske forfædre: Kain, Judas og Hank Williams. "I'm black and blue far across the border/ I wish I knew my way back home."

"Sometimes at Night"

En sang om fremmedgørelse og grundlæggende menneskelig ensomhed. Med denne (pladens måske mørkeste sang) vil jeg gerne tilslutte mig Inger Christensens ord om at man skal forsøge at overkomme angsten med angsten i behold. "Sometimes at night I hear the sound of a train blowin' down the line/ Then I wake with a burnin' itch like a bad seed growin' in my mind/ I turn on the light and my face in the window is all I see/ And I wonder if it's half as dark outside as it is inside of me."

"A Stone's Throw Away"

En sang om afstand som et grundvilkår. "I'm a heartbeat ahead and a heartbeat behind."

"Man of the Fall"

En sang om efteråret og syndefaldet som en eksistentiel grundstemning. En lystig dans mod den uomtvistelige forgængelighed. Vi skal alle dø, men "I will do my best to please you/ In my own autumnous way/ 'Cause I'm a man of the fall."

Ib Spang Olsen og Halfdan Rasmussen. Ca. 1967.

30.12.11 - Svaner.

DR K bruger dele af næste uges sendeflade på at vise koncerter fra sidste års Roskilde Festival. Der er ikke tale om hele koncerter, men uddrag af cirka en halv times varighed. Især glæder det mig, at der er fundet plads til P.J. Harvey, men også andre interessante navne finder vej til skærmen.

18.01.12 kl. 22.15 P.J. Harvey
18.01.12 kl. 22.45 Arctic Monkeys
18.01.12 kl. 23.15 Kaizers Orkester
19.01.12 kl. 21.55 Love Shop
20.01.12 kl. 23.35 Raveonettes

Ny plade fra Cody til marts.

Woodpigeon har tidligere været nævnt her på bloggen, og med mindre end 14 dage til den kommende ep "For Paolo" er det på sin plads med en teaser. Titelnummeret er allerede blevet luftet fra pladeselskabets side, og kan findes i videoform her. Er man ikke typen på levende billeder, er der en (gratis) downloadmulighed her.

"For Paolo" udkommer 24. januar, indtil da er der den ene smagsprøve, og disse bevingede ord om ep'en fra Mark Hamilton, at gøre godt med.

“My parents were always the type to find an artist and album they liked and then listen to it non-stop in the car for years. It’s these tapes which, whether I liked them at the time or not, formed an undeniable part of my musical DNA: Carole King, Falco, a truck-stop Hits of the 1960s compilation.The songs of the For Paolo EP are a valentine of sorts to those old cassettes of my parents – I’d like to think there’s more than just a dash of Fleetwood Mac’s “Tango in the Night” in the title track, a little bit of girly one-hit wonder in “One To Many”. But then again, whenever I think I’m getting pretty close at sounding one way, I’m the only one who hears it – so you’ll have to excuse the thought that there’s a little bit of Boys Don’t Cry’s “I Wanna Be a Cowboy” and Iron Butterfly mixed in here somewhere too.”

Om det er en kort flirt, eller en snigende fuldblodsforelskelse, der på sigt kommer til at fylde det hele ved jeg ikke endnu, men King's Daughters & Sons efterårsudgivelse "If Then Not When" er det bedste jeg er stødt på  fra et nyt navn ganske længe. Stilforvirringen er total, for selvom armbevægelserne er af begrænset størrelse, så tages der favntag med et væld af indtryk. Genremæssigt bevæger pladen sig rundt mellem indtryk af postrock, engelsk 70'er folk, og singer-songwriter som vores allesammens venner Will Oldham og Bill Callahan laver den. Forsangeren i King's Daughters & Sons, Joe Manning, lander udtryksmæssigt heller ikke mange skridt fra Bill Callahans vokal, og lad os så lige få med, at droppede Calexico deres udgangspunkt i det mexikanske grænseland, så ville "A Storm Kept Them Away" være en oplagt grundplan for deres videre virke. 

Det tager over tre kvarter at komme igennem pladens otte numre, og de to af numrene tikker da også ind på den anden side otte minutters længde. Der er en fandens masse instrumentale passager, hvor der sker en masse, og der er en fandens masse steder, hvor der ikke sker det store, men trods min afsky for åbenlys udøvning af instrumental kunnen, så indrømmer jeg med rank ryg, at det holder, og binder de ofte mere afdæmpede vokalstykker fornemt sammen. Bedst er det på "Volunteer", der grænser sig til et Smogplagiat, men hvor meget støv det nummer end æder fra Bill Callahans fodsåler, så er det mesterligt på dets helt egne præmiser. Der er flere smagsprøver her, hvor man dels kan høre "Arc of the Absentees", der kammer helt over i engelsk folk anno ca. 1970, og så pladens åbningsnummer "Sleeping Colony", der så absolut også hører til blandt højdepunkterne på "If Then Not When".

www.kingsdaughtersandsons.com

Det er med en slet skjult forbitrelse, at jeg må konstatere, at mit økonomiske råderum ikke er i en størrelsesorden, der giver mig mulighed for at tage til Koncerthusets Studie 1, og se Sharon Jones & The Dap Kings den 17. februar. At se dem live har stået højt på ønskesedlen siden jeg opdagede dem da de for et par år siden udgav "100 Days 100 Nights". Muligheden for at opleve dem live in absentia blev dog muliggjort da de i efteråret udsendte den forkert navngivne "Soul Live" - "Funk Live" havde været en langt mere sigende titel, for det er tommetykke basgange, der kommer ud af højttalerne når man dropper nålen i rillen, det er dog heller ikke de oplagte valg, der udgør pladens indhold, men derimod dybe greb ind på de mere obskure hylder. Førnævnte "100 Days 100 Nights" er der man starter, hvis man er debuterende Sharon Jones lytter, og når den er slidt op, er det "I Learned The Hard Way" der skal smides i indkøbskurven. Videoen til titelnummeret giver en cameo til labelmaten Charles Bradlye i den forrygende indledning, og nummeret i sig selv er et fornemt bevis på soulmusik af den gamle skole Sharon Jones & The Dap Kings gør sig i. Af andre gode eksempler på deres musik kunne man fremhæve deres udgave af "Wild Horses", og lad så denne liveudgave af "100 Days 100 Nights" være det afsluttende argument for min forbitrelse over ikke at skulle i Koncerthuset.

I et parallelunivers, hvor Vor Herre havde udstyret mig med evnerne til at dreje på knapper i en grad, at der kunne skrives ”producer” på visitkortet, er der ingen tvivl om, at hvis Reigns "The Widow Blades" havde stået på min opgaveliste, ville jeg have kvalt den i ekko og klaustrofobi, rungende bas og tunge trommer. For i forhold til oplægget, en plade bygget op omkring fortællingen om en enke, der forsvandt fra en nærliggende landsby i 1978, skøjter "The Widow Blades" ved første gennemlytning hen over uhyggen, der ud fra forlægget burde tegne sig. Førstehåndsindtrykket sender i stedet tankerne tilbage til årtusindeskiftet, hvor akustiske guitarer, følsomme vokaler og den elektroniske musik fik en bastardunge sammen, der var blottet for kant og umulig at skære sig på. Og hvis man bare havde et minimum af musikalsk smag, var den umulig at fordøje. Efterhånden som man får lyttet sig igennem "The Widow Blades", bliver de dybereliggende lag dog hørbare, og frem dukker Twin Peaks-soundtracket og Radiohead anno førnævnte tidsperiode, hvor de brød det forventede ned og i stedet byggede noget skævt op. Uhyggen titter frem, og det, der efterfølgende åbenbarer sig, er så absolut den indledende tålmodighedsøvelse værd.

Der er flere lange instrumentale passager på "The Widow Blades", dog ingen længere end den lukkende ”The Mounds”, der i løbet af sine små tyve minutters varighed er en rejse gennem et lydlandskab med masser af sving, men blottet for højdedrag. Det kunne være soundtracket til et skizofrent stykke film noir, hvor det maniske slås med det depressive, med død, lidelse, tårer og smil til følge. Rendyrket instrumentalt er nummeret dog ikke, men fortællerstemmen, der dukker op i de døende minutter, er i højere grad en forstærkning af stemningen end egentlig vokal. Filmen ville jeg ikke turde se alene. Hvor det talte ord optræder på pladen, er det ikke som fortæller, men som en stemme fra underbevidstheden. ”Listen to me / I am calling you,” lyder det i ”The Diagram”. Andre steder croones der. ”Plainsong” kunne sagtens være et udpluk fra en Nick Cave-plade, der aldrig så dagens lys, ”Hybrium Sulphate” lyder som en akustisk udgave af den ondeste startfirser-postpunk – tilsæt en baslinje, speed nummeret en kende op, så lover jeg, at du kan se startfirsernes lange sorte jakker for dig, når du lukker øjnene.

"The Widow Blades" er en jordbunden plade, der alligevel stikker i flere retninger. Når man efter et par gennemlytninger lurer, hvilken vej man som lytter skal rette sit fokus, åbner pladen sig. Til de sølle 4£ det koster at downloade pladen, er der fuld valuta for pengene. Tvivlere kan testlytte til ”The Diagram” her.

(Reigns "The Widow Blades, anmeldt for Geiger)

Skal man tro Gaffa, så er det 16. april den kommende Baby Woodrose plade lander på pladehandlernes diske. Skal man tro Lorenzo Woodrose, så kommer pladen til at rumme ni numre. Der ligger elleve klar, tretten er indspillet, og differencen er sat af til b-sider og/eller andet. Titlen på pladen bliver "Third Eye Surgery", og tracktitlerne ser ud til at blive: "Third Eye Surgery", "Down to the Bottom", "It's Just a Ride", "Love Like a Flower", "Honalee", "Bullshit Detector", "Nothing is Real", "Waiting for the War", og "Dandelion" (en duet med Emma Acs). Teksterne kan findes her. Coveret bliver sandsynligvis (igen) lavet af Kiryk Drewinski.

Læser man mellem linjerne på det, der er sluppet ud fra Lorenzo selv, så kommer den kommende plade længere ud, med længere numre, og mere udsyret tilgang til tingene, men ordet bubblegum dukker også op et par gange, så helt ude, hvor kragerne ender bliver det næppe. Uden at have hørt noget som helst derfra fornemmer jeg, at det tilendebragte Dragontears reinkarneres inde under huden på Baby Woodrose; "Most of the songs deal with a concept of unreality/fantasy – which of course does not make it a concept album as such, it’s just that I like to write a new batch of lyrics circling around a loose theme. There’s no storyline, but an inspiration from the fact that a massive dose of the schedule 1 illegal drug Dimethyl Tryptamine probably shoots from our pineal gland the second we are born and die as well as every night when we dream."

Der er tre en halv måned til udgivelse, og "Third Eye Surgery" er pt ved at blive mikset færdig. Der er lang vej endnu, men forhåbentlig falder der en smagsprøve af undervejs. 

 28. december 2012 - Langesø.

Der er kulturclash for alle pengene, og en fantastisk historie bag når man dykker ned i Baloji. Uncut bragte en fængende anmeldelse af den fantastisk betitlede "Kinshasa Succursale", og YouTubes udbud af videoer har lagt flere lag af støvet afrikaneræstetik til oplevelsen. Født i Congo i 1978, flygtet med sin far til Belgien tre år senere, og ingen kontakt til hans mor før midten af 00'erne, hvor han i en enkelt telefonsamtale skulle gøre rede de foregående femogtyve år. Turen gik derefter "hjem" til Kinchasa, hvor han teamede op med lokale musikere, og indspillede "Kinchasa Succursale". Bedømt ud fra det frit tilgængelige materiale, der danner basis for disse ytringer, er pladen en smeltedigel af indtryk, udtryk og stilarter, groft skåret, uden at nogen andre end Baloji selv har sagt, hvor snittet skulle lægges. Det er første gang, jeg krydser klinger med fransksproget rap, siden det var oppe tiden tilbage i midten 90'erne, men rappens udtryk når det er energien og ikke ordene, der taler for den, er stadig et par forfriskende lussinger når den leveres rigtigt, og det gør den i "Karibu Ya Bintou".

Karibu ya bintou
Independence cha-cha

"..en slags Radiohead, man kan drikke te til"

Jens Unmack har fanget, hvad den nye Elbowplade går ud på.

Meg Bairds nye album afstedkommer betragtninger af de kedeligere sider af livet som musikanmelder. Det er desværre ikke ment som ros til albummet.

Som anmelder lever man livet i overhalingsbanen, når emnet, man anmelder, enten fortjener skulderklap på skulderklap eller at blive skudt så hårdt ned, at der ikke er grund til at undersøge vraggodset for overlevende. I disse tilfælde finder fingrene selv tasterne, og hjernens eneste funktion reduceres mere eller mindre til at sige stop, når anmeldelsen synes lang nok. I andre tilfælde, hvor man intet får på hjerte af at høre sit anmeldereksemplar kan man ty til pressemeddelelsen, hive de brugbare gloser ud, omformulere resten og lade en lidt lunken tommelfinger indikere, om oplevelsen lå lidt over eller under middel. Og så er der de gange, hvor det synes mere interessant at fortælle om livet som anmelder end at udføre hvervet.

Den gennemsnitligt intelligente læser og opefter har selvfølgelig gættet, at de følelser, Meg Baird har vækket hos mig, hører til i sidstnævnte kategori. Leveret uden yderligere information end en trackliste og et indhold af musik, hvor jeg efter et par håndfulde gennemlytninger stadig ikke kan skelne de forskellige sange fra hinanden, gør anmeldelsen af Seasons on Earth til noget af det mest langsommeligt fremskridende og overskudsdrænende skrivearbejde, jeg nogensinde har givet mig i kast med.

Den fair anmelder vil naturligvis nævne hendes virke i folkrockgruppen Espers, trække paralleller til britisk start-70’er-folk og påpege, at melodiopbygningen minder meget om det, man også hører hos ligesindede Marissa Nadler, dog med en noget mere jordbunden vokal, der på godt og ondt ikke når så højt op som Marissa Nadlers. Det er hermed gjort.

Seasons on Earth er en plade for tedrikkere, skabt til at blive spillet i baggrunden hos folk med megen tid og tålmodighed, men for deres egen skyld stadig på et niveau, hvor musikken falder i ét med tapetet. Hørt nummer for nummer er Seasons on Earth ikke en dårlig plade som sådan, men som en samlet oplevelse er den så bragende anonym, at det overdøver musikken, oplevelsen og enhver interesse for at fordybe sig yderligere i, hvad Meg Baird desværre nok både har lagt hjerte og sjæl i.  

Køb en Espers-plade i stedet.

(Meg Baird "Seasons on Earth", anmeldt for Geiger)

Årets coverversion skal også afdækkes.Vinderen er The National og St. Vincents cover af "Sleep all Summer" (Crooked Fingers). Den danske vinder er sidste sektion af Spids Nøgenhats Roskildekoncert, i mangel af link, er her "Den Gennemsigtige Mand" (Furekaaben) live fra Aalborg.

Musikåret 2011.

Udenbys

Gaffa
2 Elbow ”Build a Rocket Boys”
3 P.J. Harvey “Let England Shake”
24 Iron & Wine “Kiss Each Other Clean”

Mojo
1 P.J. Harvey “Let England Shake”
23 Bill Callahan “Apocalypse”

Uncut
1 P.J. Harvey “Let England Shake”
25 Bill Callahan “Apocalypse”

Endnu et år gået, endnu engang skal der remses op, og skrives, hvad der rykkede, trykkede og pakkede dansegulvet her i huset. Sunday Times synes det, Mojo synes det, Uncut synes det, The Guardian synes det, NME synes det, The Quietus synes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey har med ”Let England Shake” begået årets plade. I alle dybder og lag, i al sin musikalitet, i al sin medrivenhed sejrer den stort. Jeg mindes ikke hvornår en plade sidst har formået at fange og fascinere mig i samme intense grad som ”Let England Shake”. Et mesterværk i ordets fornemste form.

Vanen tro har jeg listet op fra de tre musikblade, der læses her i huset, og også snart vanen tro er det ikke mange titler af årets udvalgte jeg ejer. De udvalgte er ikke engang retvisende, for såvel Iron & Wine som Bill Callahan hører til blandt de største musikalske skuffelser i år, med Iron & Wine på Posten tronende som årets største musikalske nedtur. Det var samme historie sidste jeg så dem/ham, så jeg burde være blevet klogere, men alligevel håbede jeg, at når jeg gik ind for at se en af min generations fineste singer/songwritere, at jeg ikke blev trakteret med et funkjam, men nej. Elbow er også nævnt, og selvom ”Build a Rocket Boys” såmænd var ganske sympatisk, og koncerten på Northside også fin, så stod det i Falconer Salen ganske uædrueligt klart, at det i bund og grund er en fesen omgang flad fadøl de serverer for tiden. Hvor meget jeg end holder af Elbow, så kan jeg ganske ikke holde af Elbow anno 2011. Det er kedeligt, slet og ret.

Birch Book udsendte en selvbetitlet ep i år, og selvom jeg havde en smule startvanskeligheder med den, så førte den til opkøb af de plader jeg manglede med enmandsgruppen. De franske tekster på årets udgivelser, vinder stort efterhånden som de kryber i blodet, og udgivelsen på 10” vinyl med tilhørende cd er uhørt lækker. Heirlooms of August er enhver voksen mands våde drøm af en plade, monoton baryton, men himmelråbende fantastisk. Melankolien siver ned af væggene, og vidderne synes evigt åbne. Marissa Nadler udsendte første plade på eget selskab, og gjorde trods et mere poppet udtryk en ganske god figur. Hendes koncert på et genopstandent Pumpehus, var en showcase af nerver udenpå tøjet, følelsesoverload grænsende til det hysteriske, og fantastiske sange. Bonnie ”Prince” Billy fandt vejen tilbage til storformen med ”Wolfroy Goes to Town”. Klassisk Bonnie, anbefales til de, der havde opgivet ham.

Årets internationale koncert var uden tvivl og sammenligning Oscar Danielson på Teater Momentum. Det var en fryd at arrangere det, det var en fryd at overvære det. Hans plade ”Stockholm i Mitt Hjärta” fra årets start hører også til blandt årets absolut ypperligste.

Året bød også på et væld af lækre vinylgenudgivelser, såvel Grandaddy, som de første to Tndersticks er derfor, at finde på hylderne nu. Også Lee ”Scratch” Perry ”The Return of Sound System Scratch” fortjener rosende omtale. Bokssættet med Calexicos tourplader samlet har jeg opgivet at betale mig fra.

Abbysinians ”Satta” (udsendt under flere titler) får prisen som årets tilbageskuende indkøb, hvis der findes en fornemmere roots reggae plade, så er jeg ikke sikker på jeg ønsker at vide det. Årets genopdagelse på egne pladehylder blev Ny Akustik, men meget, meget mere om dem senere.



Indenlands

Gaffa
2 Malk De Koijn “Toback To The Fromtime”

Det danske musikår startede ondt og grumt med frafaldet af Henrik Hall, der i januar bukkede under for kræft i en alder af 62. Tak for dansen.

Trods indledende tvivl, og det faktum, at pladen endnu ikke er gennemlyttet i tilfredsstillende grad, så vil jeg kaste min indenlands guldmedalje efter Malk de Koijn. Don’t call it a comeback lød det engang, og nej, det er så meget mere end det. Der er kommet rygrad i vrøvlelyrikken, og det klæder trioen at stå ved deres alder, der er i hvert fald skruet ned for spradebasseriet. Det er tørt huggende, og forbandet tilfredsstillende, at lytte til.

I afdelingen for dansk livemusik, altså rytmisk musik fremført af fra dette land kommende musikere, er der hæder og ære til Hymns From Nineveh, der med deres koncert på Posten bragede så intenst igennem, at det var svært at få armene ned igen. Samtidigt hører pladen fra samme til i den mildere afdeling for årets skuffelser, produktionen ødelagde oplevelsen for mig, hvis Hymns From Nineveh på et tidspunkt formår at hive deres liveenergi ned på plade, så garanter jeg, at medlemstallet i folkekirken stiger igen (fandeme).

Med to andenpladser skal vi også have Emma Acs frem i lyset. ”Champagne” var en guilty pleasure i året, der gik. Pop som var det skåret fra Phil Spectors notesblok, med et twist af småpsykedelisk baggrund. Koncerten på Posten gik også rent i blodet på mig, og var en stramt optrukken, men festlig løssluppen affære, hvor de unge mennesker dansede oppe foran, og jeg selv stod lidt længere nede med et svedent og ganske tilfreds grin.

Cody løber med æren som åres danske ep, ”Under the ene og det andet” var en fire retters mellemspiller, der lover godt for den nye plade, der vel for fanden dukker op i det nye år. De Efterladte indfriede forventningerne både på plade, og live. ”Traditionen Utro” var forfriskende skramlet indspillet, mens oplevelsen af De Efterladte live som altid var et studie i bomsolid fremførelse af det danske sprog i stærk kontrast til den dansksprogede elendig radiostationerne synes at tæppebombe os med. Et foredrag med System på Odense Musikbibliotek fortjener også omtale, får man nogensinde chancen for at høre Anders Remmer tale om musik, så grib den. From Sarahs debut-ep efterlod mig med et sympatisk indtryk, og den varslede fuldspiller skal nok gøre det godt næste år.

Raveonettes leverede et brag af en koncert for ganske nylig, der var klart den bedste af den håndfuld koncerter jeg har set med gruppen. Deres seneste udspil har jeg dog ikke fået hørt, det samme gør sig gældende for Mikael Simpsons seneste, samt Song for Wendy, der eller nok skulle have fundet vej til hæder og ære i disse linjer. Slutteligt synes jeg at vi hos Tryghed & Tristesse slap en fantastisk skive med The Silent Sections ”Contour of a Passsing Dream”.

"The Intoxicated Joy" (min personlige favorit fra The Silent Sections seneste) kan nu downloades her, og Marissa Nadler har smidt en coverversion af Townes van Zandt "Close Your Eyes I'll be there in the Morning" op til download her.

 9. december 2011 - Raveonettes, Posten.

9. december 2011 - Raveonettes, Posten.

 9. december 2011 - Sune Wagner (Raveonettes, Posten)

 9. december 2011 - Sharin Foo (Raveonettes, Posten)

Mens jeg går og venter på, at de to første Tindersticksplader skal finde vej fra Norman Records i Leeds, og over Nordsøen til Odense, så er der blevet sat lyd på den første smagsprøve fra den kommende Tindersticksplade "The Something Rain". "Medicine" er et tænksomt og langsomt brændende stykke klassisk Tindersticks, der heldigvis vender ryggen til den småfunk og andet skidteras, der gjorde "Falling Down a Mountain" til deres til dato dårligste plade.

"The Something Rain" udkommer til februar, og måneden efter kan de opleves i Koncerthuset. Til en billetpris på omkring 400,- pr. næse har jeg vist allerede set dem alt for rigeligt til at tage turen.

Det seneste nummer af Mojo bringer et interview med Glen Campbell, der på en gang skræmmer og fascinerer, bedrøver og bekræfter, at der skal meget til at knække en mand. Glen Campbell udsendte for nyligt det der bliver hans sidste album, og er i gang med det, der skal blive hans sidste koncerter. Der kommer ikke noget comeback, manden har meldt ud, at hans Alzheimers er så langt fremme, at dette er farvel.

Det der fanger mig i interviewet er at hans Alzheimers allerede er så fremskreden, at han ikke er i stand til at huske sin egen alder, hvem han har arbejdet med og hvornår, og alligevel forsætter med at spille. Først tænkte jeg, at det var grådighed på hans vegne fra folkene bag ham, men omvendt når det eneste han har tilbage er musikken, hvorfor så tage det fra ham? Jeg siger tak for sangen, jeg var ikke klar over, at du var så meget mere end bare en rhinestone cowboy, men det kan Elvis, Brian Wilson, Phil Spector, Sinatra og Dino bevidne er løgn.

Glen Campbell - "Wichita Lineman"

 5. december 2011 - Morgenlys.