Den flodbølge af stjerner og rosende ord, der er skyllet ind over Sort Sols genopstandelse, klingede hult ved gårsdagens koncert i Odense Idrætshal. Fra start til slut tog koncerten sig bedre ud som fadølskulisse end egentlig koncertoplevelse.

Genkendelsen spillede med koncerten igennem, og det rykkede da også en smule i lysten til at pille luftguitaren frem, da den genkendelige indledning fra "Siggimund Blue" lød over anlægget, men en stramt koreograferet koncert foran et stillestående publikum fik aldrig taget til at lette. De gamle punknumre, fra dengang Sort Sol var det, lod mig kold, og virkede mere som pligtskyldigt fyld end taget fra posen af stærke numre. Det var ret skarpt ramt i torsdagens udgave af Smagsdommerne, da det ene panelmedlem konstaterede, at publikum primært bestod af familliefædre med topmave og fadøl - dem var vi en del af. Aftenens enlige jubelbrøl da "Let Your Fingers do the Walking" startede siger vel noget om, hvor Sort Sol er henne i folks bevidsthed.

Rammerne blev fyldt fint ud, jeg lod mig fortælle, at der var solgt 2.000 billetter, og udleveret 1400 fribilletter. Nok til at fylde hallen ganske fint, men mængden af fribilletter vidner måske om et skud over målet i forhold til valg af venue. Omvendt findes et egentligt alternativ til 2.000 mennesker så heller ikke i Odense. I den første del af koncerten var der fri udsigt til til de tomme stolerækker bag scenen, og først et stykke inde blev der ført en bagvæg til op fra gulvet, og til loftet, hvor alskens åndsvage optagelser, af åndsvage mennesker (fra dengang man stadig måtte bruge den slags ord) blev brugt som visuel understøttelse til bandet. 

På scenen gav Lars Top den som Lars Top, og fik vredet sin guitar ud til alskens sider, mens Adam Olsson fægtede så vildt med sin guitar og sit hår, at det må have været indstuderet, og ikke et udslag øjeblikkets eufori. Omvendt stod bassisten bomstille, og Steen Jørgensen gjorde ikke det store for at komme for langt væk fra mikrofonen, eller for den sags skyld, ud over scenekanten, og i kontakt med publikum. Thomas Ortved spillede trommer, og Manoj Ramdas gjorde det fint som gun-for-hire, og gik ikke i vejen for nogen.

Idéen med de tre guitarister har været at skabe en væg af lyd, men udførslen slog lige så hårdt som væggene i en gummicelle. Alt var studeret, poleret, og øvet indtil til en kerne fuldstændigt blottet for nerve. Det klædte fint numrene fra Snakecharmer, Unspoiled Monsters og den blødere side af Glamourpuss, men der hvor vildskaben skulle have skummet, fes det hele ud i det der på en plade ville være blevet defineret som overproduceret. Bevares, Steen Jørgensen har næppe sunget bedre nogensinde før, men der skal mere end en stemme til at holde en koncert kørende.

Alt i alt en udmærket aften til fadøl, men som koncertoplevelse ikke det store sus. 

I gårsdagens udgave af Smagsdommerne blev det nævnt, at Sort Sols publikum primært bestod af familiefædre med topmave og fadøl. Ingen fare for at jeg falder udenfor i aften.

Elleve af de tolv musikvideoer Seamus Murphy har lavet til PJ Harveys "Let England Shake" kan ses her. Vil man have den tolvte med, vises de alle den 23. april i Grand til CPH PIX.

Det er sjældent, at jeg fast bænker mig foran fjernsynet på et givent tidspunkt på en given dag, men de seneste torsdage har jeg fast tunet ind på DR klokken 20, og kigget med når Jan Gintberg "foretager et antropologisk humørtjek i den hyppigt problematiserede danske yderkant".

Gintberg og tv har aldrig været to helt forenelige størrelser, programtitler som "Helt i Sort", "Grillet" og "Er Du klogere End En tiårig" bør overflødiggøre yderligere form for argumentation, men på Lars Tyndskids Overdrev synes det at den gamle cirkushest har vejret ny morgenluft. Virkemidlerne er de velkendte, og de samme som da jeg for 15 år siden på en hverdagsaften oplevede Jan Gintberg som stand-up komiker på Crazy Daisy i Svendborg. "For fanden altså..", "Det er jo som at.." og andre klassiske vendinger går flittigt igen, og programmerne er folkelige som bare fanden, men jeg kan slet ikke stå for det. Jeg mistænker det for at være ærligt. Bonderøven med knallerten, der blev komiker og bymenneske(?) kan selvom opvæksten fandt sted lidt nordvest for København, nikke genkendende til de små byers særheder, særlinger, og alt det andet, der kendetegner de steder han rakker til og fra i jagten på humoren i den danske folkesjæl helt derude, hvor kragerne forlængst har givet op. Det er muligvis løgn, men han virker oprigtigt til at more sig ganske godt undervejs. De typer, der er fundet frem til programmerne, ville hvis de havde været over 80 have gjort sig godt i et Søren Ryge program, men i nuet, og sat overfor Jan Gintberg, er de perfekt castet som elskelige landsbytosser, der ikke er mere tossede end de godt ved, hvad de går rundt og laver.

I morgen er det Rudkøbing. Der har jeg vist ikke selv været siden jeg med Søren kørte fra Fyns land, og kørte de 20km over broerne for at tanke benzin, og se om hende Charlotte han havde et godt øje til, tilfældigvis var på arbejde på tanken den aften.

Mit gæt i retning af kommende Eels-koncertaktiviteter her til lands blev et skud på stolpen. De dukker ikke op til Northside, til gengælg kan de opleves på Vega 10. juni. Billetsalg starter 4. april.

Lægen sagde det var breaking news. Der er vist en del i omløb af det for tiden.

Der er dukket et par nye optagelser med Cody op på YouTube. Henholdsvis "Down In The Dark", "What's Behind" og "Comfort & Rage" kan opleves i glorværdig lo-fi, hvis man klikker på titlerne.

En tanke: Når nu Eels spiller i Oslo 11. juni, og en uge senere til Southside og Hurricane festivalerne i Tyskland, der som bekendt booker sammen med Northside. Ville det så ikke være oplagt at Mark Oliver Everett & Co. kiggede forbi Aarhus den tolvte?

 Der landede en pakke fra Ernie B's Reggae Distribution forleden indeholdende de ovenstående titler. Max Romeo har jeg længe ønsket mig på vinyl, og The Abyssinians "Satta" er en af de titler det er svært at give en fornuftig forklaring på hvorfor jeg aldrig har fået købt. Opsamlingen med Henry Junjo Lawes er godt og skidt blandet, dog med det meste af skidtet samlet på lp2. "East of the River Nile" skulle eftersigende være en af de bedste Augustos Pablo plader, men eksemplaret jeg modtog var et smadret second hand eksemplar af pladen. Jeg klagede naturligvis min nød, og fik svaret tilbage, at det var en ny pladen, men i en verden af elendige genoptryk var lige præcis denne titel kongen, og at jeg fik mine penge retur for den. Storslået service fra dette reggaemekka, der så absolut er et besøg værd. Jeg har apropos just afleveret et stykke til det kommende Geiger med 5 anbefalinger inden for henholdsvis reggae og dub. Med lidt held udkommer bladet til maj.

- Oui?
- Oui, oui! 
(gensidig fransk er ikke altid lige ophidsende)

Hæren er ude ét sted, flåden et andet, og luftvåbnet gør sig et tredje sted.

Er Danmark vågnet i baronens seng?

Lad det bare være sagt (og det i overstadig begejstring): Mandagens afsnit af The Daily Show var et fantastisk orgie af krigssatire, der sjældent er set skarpere. Hvis du gik og syntes, at det sjove var gået af Libyen, så se med her.

Det var gået min næse forbi, at der udkommer en ny Bill Callahan plade i april. Nu har Pitchfork sat lyd på "Baby's Breath". Det skal såmænd nok blive godt.

Jeg har sjældent forhåndsforelsket mig så meget i et projekt, som jeg har i Emma Acs. De seneste audiovisuelle filer, der har fundet vej til nettet, ændrer intet på det faktum. Hør "Fever" her, og "Very Own Human" der.

For et stykke tid siden blev det pålagt mig, at medsende et "artistic statement", hvis jeg skulle gøre mig håb om, at blive taget i betragtning til at få mine fotografier vist på en hjemmeside. Hvad jeg i starten afskrev som arty-farty, og noget der lå langt fra min hyggefotografering, har vist sig at være et ganske nyttigt værktøj, som jeg så småt er begyndt at bygge videre på. Med mit kunstneriske statement i baghovedet ved jeg hvor det er jeg vil hen med mine fotografier. Jeg har siden vedkendt mig, at jeg er landskabsfotograf, og arbejder ud fra en idé om, at hvis man kom 10 minutter efter fotografiet var taget, så var det ikke meget, der så anderledes ud.

Nu har jeg lagt en by billedserie op min hjemmeside, og tager denne gang munden fuld, og antyder, at gik der en halv time, så var der nok heller ikke sket meget på fotografierne. "Stranden" kan ses her.

11. marts 2011 - Sønderbyvej.

11. marts 2011 - Træ på mark.

Mange af ordene i denne anmeldelse er blevet tænkt for længe siden. Lyden af Hymns from Nineveh fra de gange jeg har set dem live, har sat så dybe spor, at jeg uden større problemer kan hente dem frem fra hukommelsen, når der skal spilles noget på den indre jukebox. I forhold til pladen er det også at foretrække.

Ud af det blå stod de der sidste år som opvarmning for Murder, og trods strømafbrydelser, forvrængninger og generelt grande lydproblemer, så leverede de en koncert, der overskyggede hovednavnet og fik et savn efter en plade fra Hymns from Nineveh til at spire i mig. De var på aftenen et studie i, hvordan et opvarmningsband skal være, og milevidt fra den obligatoriske følsomme tåbe på akustisk kedelighed, som altid forgæves forsøger at overdøve et småtalende publikum, der ville ønske, at aftenen havde en fast forward knap, så man kunne skippe videre til hovedattraktionen. Hymns from Nineveh var i stedet en sammentømret enhed, der på fornemste vis leverede hymner og klagesange, der lukkede kæften på publikum og trak dem ind i koncertoplevelse af de sjældne, hvor tristheden meldte sig, da gruppen igen gav slip og takkede af.

Hymns from Nineveh beviste på aftenen, hvor stor kunst man kan skabe med simple midler. Sav, banjo, violin, vokalharmonier og alt det andet, der kom i spil, var afstemt til perfektion, og sjælefred af den slags, kun musik kan give én, slog følge med de fleste tilstedeværende. Sådan var det første gang jeg så Hymns from Nineveh, sådan var det også anden gang jeg så dem, og sådan håber jeg det bliver, når jeg om føje tid skal se dem igen.

Den selvbetitlede plade rummer stor genkendelighed for dem, der måtte have hørt Hymns from Nineveh live. Alligevel formår den ikke at krybe ind i krogene på samme måde som liveoplevelsen gør. Det nøgne, sart skramlende og skrøbelige, der på scenen gør oplevelsen så stærk og intens, er blevet sovset ind i en nærmest tandsmørtyk produktion, der måske nok kan trække noget airplay og skabe noget velfortjent opmærksom til gruppen, men som så langt fra tjener sangenes bedste.

Selv tandsmør kan dog ikke kvæle den opløftende vemodighed, der lyder fra højdepunkter som ”Sister Sorrowsong”, ”Selma” og ”So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn”, der er de funklende stjerner på en plade uden svipsere og fyld. Hornene gjalder i ”Rage.Silence.Love”, og andre steder lyder banjo, cello, forprogrammerede lydflader, og meget mere, og hæver Hymns from Nineveh fra bare at være en singer/songwriter-plade med et kristent afsæt. Husker man ikke sin barnelærdom, så var Nineveh byen, Jonas blev kommanderet til af Herren, men da han trodsede Hans bud, lod førnævnte Jonas’ skib gå ned og Jonas sluge af en hval. Og Jonas, det er tilfældigvis også navnet på Jonas Petersen, der står i front for Hymns from Nineveh. Enhver fordom om lovsang og berøringsangst for det religiøse kan dog roligt pakkes langt væk. Begge faktorer er synlige, men Hymns from Nineveh er så meget mere end det. Det kan høres hele pladen igennem og opleves i tifold, hvis man møder Hymns from Nineveh.

Jeg er villig til at tage diskussionen om, hvorvidt det er fair, at jeg anmelder pladen ud fra, hvad jeg havde forventet af den, og ikke ud fra, hvordan den er blevet. For undertegnede har det dog betydet, at pladen har udmøntet sig til skuffelse i forhold til det forventede, for andre, der går ind til Hymns from Nineveh uden forudindfattede meninger om, hvordan de bør lyde, er jeg ikke i tvivl om, at pladen kan opleves som et mildt mesterværk, der er perfekt til at gå det grå forår i møde til.

(Hymns from nineveh - "Hymns from Nineveh", anmeldt for Geiger)

Det p.t. seneste indlæg på Urbanautica er et fempunktsinterview med den franske Céline Clanet omkring hendes arbejde med serien "From Torrent To Current: Dam and Man in Savoy". Fotoserien er noget af det bedste jeg længe har set, og efter at have klikket lidt rundt på hendes hjemmeside, er jeg mildest talt begejstret for, hvad Céline Clanet har at tilbyde. Serie for serie underbygges denne begejstring, når jeg ser hendes arbejde med alt fra samere, over pensionister til japanere. Anbefales.

11. marts 2011 - Hasmark.

Tag nu sådan en ting som kvinder i uniformer..

11. marts 2011 - Svane på mark.

 6. marts 2011 - Ludvig.

For ti år siden rykkede alle hipsterne til London når Danmark var for småt til deres aparte kunst og skæve musik. Nu rykker de til Berlin. Har krisen virkelig ramt så hårdt, at der ikke engang længere er til færgen?

Jovist tænder jeg da for mit fjernsyn, hver fredag kl. 20.00, men ikke for at pines og plages, mens man venter på at spændingen, der aldrig var der, bliver udløst. DR2 sender Sherlock Holmes, det er bragende godt fjernsyn, og bragende godt skuespil. Anbefales.

Jeg har ikke hørt den nye med Radiohead.
Jeg har heller ikke hørt den nye med R.E.M..
Så er der alle dem, jeg normalt ikke hører.
Dem skal jeg heller ikke have hørt ved lejlighed.

27. februar 2011 - Mand ved bil.

27. februar 2011 - Bulldozere.

"I've got a feeling that god is as embarrased about christian rock as you and me. I suspect He's an Echo & The Bunnymen fan"

Stuart Murdoch, Belle and Sebastian

24. februar 2011 - Jens Hein.

24. februar 2011 - Niels Skousen, Kansas City.

For nylig måtte jeg indse, at der ikke var mere at komme efter i min efterhånden over ti år gamle Marantz CD17. Jeg har derfor taget konsekvensen, og udskiftet den med en SA7003, der måske nok umiddelbart er et step ned i forhold til CD17, men synes at vinde på at have nyere teknologi. Den store gevinst har dog vist at være hovedtelefonudgangen, der passer helt perfekt til min nye tilværelse som familiefar. Jeg har skovlet cd'er igennem systemet de sidste par uger, og nydt det nærvær jeg har haft med lyden igennem mine slidte Sennheiser HD435. De bliver nu også erstattet, for på fredag lander mit nye sæt Grado SR225i. Næste udskiftning bliver højttalerne.

Da jeg for nylig sorterede ud på cd-hylderne, kiggede jeg længe på Radioheadsinglerne før jeg besluttede mig for at lade dem stå. B-siderne er trods alt for gode til at fjerne fra samlingen. Tag eksempelvis ”Street Spirit” (cd2), der udover titelnummeret rummer både ”Bishop’s Robes” og ”Talk Show Host”. Er der nogensinde lavet en stærkere single?

Radioheadsinglerne bliver stående til jeg får nosset mig sammen til at købe de nye udgaver af ”The Bends” og ”OK Computer”, der samler b-siderne på en vedlagt bonusdisc. R.E.M. singlerne lidt længere henne af hylden blev derimod pillet fra og solgt, deres tid er endegyldigt forbi.

Fælles for de to grupper er at de begge er aktuelle med nyt materiale, Radiohead lavede snigeren og sendte nyt på gaden i går, og R.E.M. udsender nyt i nærmeste fremtid. Uden at tænke nærmere over det har jeg ikke været det mindste nysgerrig efter at høre, hvad de kom med, og det har jeg så tænkt lidt over. Hvordan kan grupper, der tidligere har været giganter i min verden ende med at lave ting jeg end ikke gider tage et nysgerrigt lyt på?

For Radioheads vedkommende begyndte detouren i 2000, da de med ”Kid A”, og året efter ”Amnesiac” bevægede sig ud i et arty sumpland, hvor der var ganske interessant at være, men hvor håbet hele tiden var, at de ville styre tilbage mod fast grund igen. ”Hail to the Thief” skød dog effektivt det håb ned, og var et udvandet opkog af de to foregående plader uden legesyge eller noget tilnærmelsesvis interessant over sig. År senere kogte ”In Rainbows” en tynd gang suppe på hele karrieren, og var langt mere interessant som markedsføringscase end musikalsk udspil. Med den plade blev Radiohead til noget der var engang i min verden, og ikke længere noget man så frem til nye oplevelser sammen med.

Kurven knækkede lidt senere for R.E.M., da de i 2004 udsendte ”Around the Sun”, der var lige så flad som den var fersk, og udover førstesinglen ”Leaving New York” reelt ikke rummede noget, der var værd at lægge ører til. Siden er fuldt en røvfuld liveplader, der vist ikke tjener andet formål end at holde gryden i kog, og cashe ind på de trofaste fans. R.E.M. indså dog selv, at ”Around the Sun” havde været en stang pis, og der blev op til udgivelsen af ”Accelerate” talt meget om, at nu vendte gruppen tilbage til de gamle dyder, nu skulle de igen lyde som dengang midt i firserne, hvor de kunne noget, før hele perioden i halvfemserne, der godt nok havde skabt deres navn, og solgt dem millioner af plader, men rent kunstnerisk havde været uinteressant. Sådan lød det i hvert fald, hvad ingen sagde højt, var at de lavede ”en U2” for igen at få gang i pladesalget.

”Accelerate” modtog anmeldernes hyldest, røg imponerende hurtigt i udsalgsstativerne, og var en ligegyldighed af tomme tønder buldrende dimensioner. Igen en okay single, og så ellers et helt album smurt ind i en glossy pomadeproduktion, der gjorde at mit på udgivelsesdagen købte eksemplar røg tilbage i butikken få dage senere.

Jeg bliver aldrig typen på en Rolling Stones fan, der følger en gruppe fra start til den på 30. år overlever sig selv som en dinosaur, der nægter, at høre tale om at den er uddød. Depeche Mode singlerne røg i samme ombæring som R.E.M. singlerne, af alle de samme grunde som de ovenstående, og jo, jeg kan sagtens se, at knækkede kurver, og dalende kvalitet på nyt output ikke piller ved tidligere tiders udspil, men jeg bliver så forbasket træt ved tanken om, hvor mine gamle favoritter er endt, at jeg sjældent gider smide de go’e gamle på anlægget. Dem har jeg alligevel også hørt til døde i en grad, at de er mejslet ind i rygraden på mig. Jeg elsker når eksempelvis som Eels og P.J. Harvey til tider genopfinder sig selv på fineste vis, og viser nye sider af sig selv, og giver nye oplevelser, nye variationer og nye input, hvad jeg ikke ønsker er nyt for enhver pris, så havde jeg sgu købt en M.I.A. plade og bildt mig selv ind at det var the shizzle.

Min fotohjemmeside trækker pt. så mange besøgende, at jeg har turdet kastet mig ud i mit første "print sale". Tre forskellige fotografier, lavet i fem eksemplarer hver, og håndnummereret lige som vi gør i pladebranchen når vi gerne vil have noget til at sælge lidt hurtigere. Kig evt. her for mere info.

 

1.000.000 anmeldere kan sagtens tage fejl, men den nye P.J. Harvey plade bør hyldes som det mesterværk den er. Anbefales på det varmeste.

 12. februar 2011: Nikolaj Nørlund, Dexter.

Selv fra baren kunne vi se, hvor bragende godt Anna Brøndsted tog sig ud bag sit med medbragte orgel, og ganske fint lød hendes Tori Amosish/Kate Bushesque musik da også indledningsvis, men et ensartet udtryk, og dens følgesvend kedsomheden tog stille og roligt over, og der syntes lang tid til Nikolaj Nørlund gik på scenen. Ikke et ondt ord om Anna Brøndsted, og ingen antydninger af at hendes udseende skal opveje musikalske mangler, for hun formåede at holde folks småsnak nede på et absolut minimum, hvad der sjældent høres på et fyldt Dexter, hvis musikken keder. Indtrykket hun efterlod mig med var dog det samme som debutpladen "When Your Blackening Shows" gav mig for et par år siden: fint, dygtigt og bragende kedeligt i længden.

Vores plads i baren var ikke en finger til aftenens optrædende, eller en we're here for the beer tilgang, men ganske enkelt en omstændighed, der blev udløst af en noget nær udsolgt koncert, og en alt for sen ankomst, der skal tilskrives tysk øl, engelsk fodbold, dansk æggekage, og rom fra Venezuela.

Undskyldningen for Nørlunds tour rundt i landet, er en ep med coverversioner af numre, det end ikke på papiret synes som en god idé, at lade Nørlund fortolke. "Smilende Susie" og "To Lys På Et Bord" var de eneste jeg opfangede blev spillet til aftenens koncert, og ingen udløste andet end høfligt bifald, fra et publikum, der ellers var ganske på Nørlunds side. Vi havde da heller ikke grund til andet, jeg mindes ikke at have set Nørlund så smilende, og overskudsagtig før. Intet så vi til den vanlige arrogance, der var blevet vekslet til med publikum, og et par numre spillet på opfordring til ganske sidst.

Koncerten gik fra det mesterlige når han tog livtag med de tidligere bedrifter, fra den gang, hvor han stadig var en poetisk popsmed par excellence, over de førnævnte coverversioner, til sangene fra "Tid og Sted", der ikke når hans fortid til sokkeholderne. Herfra er teksterne uvedkommende, og kryber ingen steder ind, mens musikken er stærkt præget af den polerede sound han igennem år har leveret som producer.

Alt i alt var det en aften på jævne, og et so-so gensyn med en mand, der engang var det helt store i min verden, men det var vist dengang..

6. februar 2011 - Skibhus.

Det var egentlig min plan, at anmelde den nye Oscar Danielson plade til Geiger, men min begejstring for ”Stockholm I Mitt Hjärta” er så entydigt positiv, at jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne slippe helskindet fra at levere en anmeldelse så positiv, at korruptionsanklager og rygter om penge under bordet utvivlsomt ville melde sig.

Oscar er vokset siden sidst, modnet som menneske, og faldet på plads i livet. Sådan lyder det i hvert for mig, men hvor meget der er lost in translation, hvor meget der er løgn og latin, og hvor meget der er ganske vist, kan jeg ikke bedømme før jeg har fået stavet mig igennem det medfølgende teksthæfte. Sprogproblemer uanfægtet så er der ingen tvivl om at Oscar Danielson er en storyteller par excellence med bid i ordet, glimt i øjet, og kærlighed i linjerne, der ubesværet leveres til simple arrangementer, der hverken kan eller skal pilles ved.

Bybilleder, familieliv, og fabler flettes rundt mellem hinanden som ganske troværdige røverhistorier, der snildt kan tages for troende. Selv slapper jeg af helt ud i kroppens yderkroge, for tempoet er helt nede, hvor det gør godt. Man kan nå at vende sætningerne i hovedet før den næste falder, og man vender hurtigt tilbage til sætningerne og sangene, her i huset har ”Stockhom I Mitt Hjärta” været i fast rotation siden leveringen.

”Stockhom I Mitt Hjärta” er en helstøbt plade med mesterværkspotentiale. Den anbefales uden forbehold.

Forårets koncertkalender

12. februar - Nikolaj Nørlund
Nørlund har jeg ikke hørt i en del år. Tid og Sted kedede mig bravt, og han er ikke helt, hvad han var engang, men de første 10 koncerter har jeg da set med ham, og tiden er vist moden til at overveje om han skal ind i folden igen.

24. februar - Niels Skousen
Skousen er en fryd på en scene. Jeg har endnu tilgode at opleve ham mens jeg selv er ædru, men en tur ud til Odenses yderkant kunne måske råde bod på det.

3. marts - Murder
Der findes intet så dvaskt på en scene som Jacob Bellens, men manden synger forrygende, og er uanset konstellation altid liveoplevelsen værd

9. marts - Figurines
Som i tilfældet Murder er det ikke en gruppe jeg ejer plader med, men i livesammenhæng er de som regel tiden og pengene værd.

13. marts - Hymns From Nineveh
Debutpladen ligger i anmelderstakken, og sidste års to koncerter står stadig som funklende lyspunkter. Skal ses.

13. maj - Baby Woodrose
De uundgåelige på min liste, og en evigt tilbagevendende kilde til begejstring.

Hjemmeside The Freakshow har kastet lidt opmærksomhed på mine fotografier.

Der er kommet ny plade fra Oscar Danielson, og det er fine, fine sager. Han har med akustisk guitar, og i eget selskab indspillet "Stockholm" og "Pappa" til promoverende formål på nettet. Det er også fine sager.

23. januar 2011 - Odense Havn.

22. januar 2011 - Odense Havn.

- Er det så slut nu?
- ...
- Fik de guld?
- ...
- Aha!
- ...
- Aha!
- ...
- Jeg kan godt se, hvor du vil hen, men jeg mener ikke den danske selvforståelse er gearet til at være bedst til noget, så jeg synes det lyder fint nok med en andenplads.
*klik*

Tværfløjten, venstrehåndsguitaren, og batteriet af mundharmonikaer, der lå i det store samlende etui, og blev tjekket, skiftet ud og brugt i et imponerende tempo koncerterne igennem.

Det laksefarvede jakkesæt, netundertrøjen, og trinene, der så så ubehjælpelige ud, men gennem årene vedholdende blev danset fra hans plads side i højre side af scenen til venstre for Jens.

Solopladerne, der overraskede så glædeligt, og overgik enhver forventning, og osede af sex og slease, og er blevet spillet så tit og så højt siden da.

Solokoncerten, den ene gang jeg så ham med Boat Man Love bag sig, hvor han sendte os så opstemte hjem.

Det ene møde med ham offstage, hvor en vittig person i vores selskab antastede ham i baren på Det Lille Øresund og spurgte om han ikke ville have vores band Ludertyr med Love Shop på tour, vi kunnne bare dele underskuddet.

Den sidste koncert, hvor få var kommet for at se Love Shop, og flere for at se japanerne slå Danmark 2-0 på storskærm, hvor Love Shop gav alt, og man så småt godt kunne se, at der ikke var så meget tilbage i ham at give af.

Afskeden, der kom så offentligt og forbandet, og alt,alt for tidligt

Tak for dansen.

24. januar 2011 - Odense Sygehus Station.

Der er hverken penge eller prestige, at hente når en side omtaler og linker til ens arbejde, men som det ovenstående screendump af mit statistikmodul så tydeligt viser, så gør det underværker for antallet af besøgende.

Undertoner.dk har lyttet til Manden Fra Onkel og konkluderet "I den sidste ende er problemet, at hele idéen kommer til at svæve som en semi-infantil gimmick, der er pakket ind i nogle fejende flotte musikalske arrangementer". Det er dog ikke så slemt som det lyder, resten af af anmeldelsen er ganske fin, og karakteren lander på 3/6.

Sidste års billedserie fra Hals har fundet vej til HUH. Magazine.

22. august 2010 - Kommunekemi

Skulle nogle føle for, at læse min artikel om Irma Victoria fra det seneste Geiger, så kan bladet læses online her.

Der findes gudskelov stadigvæk anmeldelser af ting, der er så åndsvagt godt sat i scene, at man bliver nødt til at dykke ned, og få sat lyd på ord og billeder.

Anmeldelsen af Stornoway i den seneste udgave af Mojo hører i den kategori. Ikke alene er bandet affotograferet foran en udstillet dinosaur i fuld figur, de spiller også uforstærket, bliver præsenteret af forsangerens far, der tilfældigvis leder museet de spiller på, og skridt for skridt igennem teksten vinder man større og større sympati for gruppen uden at have hørt en strofe. Sympatien bliver ikke mindre når man støder på historien om BBC-værten, der i sin begejstring forskansede sig i studiet, og spillede Stornoway i en time, og sidenhen blev belønnet med et par dages suspendering fra æteren.

Vi er ude, hvor Midlake fortolker Belle and Sebastian, hvis altså ellers en af grupperne havde spillet engelsk folk anno 1970, og vænner man sig først til, at forsanger Brian Briggs vokal er mere anstrengt end Darren Haymans (Hefner), så kan man smide yderligere i stakken af referencer, og bemærke, hvordan de trods genreforskel skylder stort til den irske folkemusik.

Jeg er ikke hjemme i Stornoways musik endnu, men pladen er bestilt, og ventes med glæde. Indtil da er der flere gode livesessions med Stornoway, at forlyste sig med.

4AD Sessions
Stornoway On World Cafe

Og som ekstranummer:
Zorbing (fra den anmeldte koncert)

Et skateboard fra forleden, og en bølgende presenning fra efterårets tur til Berlin har fundet vej til hjemmesiden.

Politisk satire er noget farligt noget at rode sig ud i, og når man så endda vælger skydeskiven over dem alle, ja, så puha, så skal man ikke ryste meget på hånden for at levere noget, der er plat, pinligt, eller sagt og skrevet før. Teksten har været ude før i en helt anden kontekst, og sagen er ikke helt aktuel længere, men Christoffer Zieler gengiver René Teiges fortælling så fantastisk, at hans novemberfortælling er værd at hive frem.

De fire dele kan findes her: 1 - 2 - 3 - 4

Christoffer Zieglers blog Stejl Fart rummer andet godt end lige ovenstående fortælling, og det anbefales at tage et kig rundt, og opleve mere af hans syresatiriske univers.

Undskyld, at jeg kommer så sent til festen, og undskyld, at jeg først nu får sagt god for aftenens mikstape, men jeg måtte vente til de Blendstrupske Industrier fik fabrikeret en introduktion, før jeg fik taget mig sammen, grebet til foret, og indkøbt Dans & Lær "Havens Fugle".

Idéen er lige så simpel, som den er genial. Et gammelt bånd med fuglegenkendelse bliver funket op med en nærmest Kraftwerksk flair for den simple repeterende melodi, og selvom projektet scorer højt på absurditetsskalaen, så er der hverken tilløb til plathed eller humor. Båndets fortællerstemme fungerer som enestående (i antal og særprægethed) vokalist, og hvor uvant man end måtte være med ældre fuglegenkendelseskassetter, så går Ole Geertz-Hansens tørre stemme lige i hjertet. Det er forrygende når hans stemme i "Skade" støttes op af kor, og det er forrygende når uglens tuden i "Natugle" bliver brugt som effekt, og når der i "Gulspurv" bliver brugt en brusende citronvand som backing er man ikke et sekund i tvivl om, hvor forrygende det hele egentlig er.

Vil man blive klogere på Dans & Lær, er der i presseafsnittet på hjemmesiden lagt fem numre op til aflytning, og vil man være endnu klogere på Dans & Lær anbefales det at lytte til indslaget fra P1.

16. januar 2010 - Skateboard.

Det har taget mig en lille måned at opdage, men de første toner fra den kommende Hymns From Nineveh plade er åbenbart blevet tilgængelige. "So Mournful The Elegy, So Comforting The Hymn" åbner "Hymns FromNineveh" når den udkommer 21. februar, en måned senere spiller han i Odense, det skal alt sammen nok blive ganske fint.

Det var en bad boy af en papkasse posten forleden ganske forgæves forsøgte at aflevere, og jeg priste mig da også lykkelig for at den nyerhvervede barnevogn har bagagebærer under kabinen, da jeg selv måtte hente papkassen oppe på posthuset. Indholdet af papkassen var to tegneserier. Den ene vender vi tilbage til en anden dag, og den anden var "Doonesbury 40: A Retrospective".

Selvom det på nettet er muligt at finde produktbeskrivelser, der udpensler produkterne så beskrivende, at ugebladenes tag på de kendtes privatliv synes overfladisk, så var jeg ikke forberedt på den mastodont af en hardcase indpakket tegneserieåbenbaring, der lå i kassen. Monstrøst lækkert indpakket, med introduktion til Doonesbury, og biografier på de vigtigste af karaktererne skrevet af Trudeau selv. I stedet for at gå yderligere i detaljer vil jeg dog give ordet til Søren Vinterberg på Politiken, og henlede opmærksomheden på, at cirkaprisen på 200,-, hvis man køber den hos Amazon, er en fornærmelse imod, hvad man får for sine penge. Anbefales.

Kald det bare guld, perler for svin er det i hvert fald ikke i år.

Længe før folkene på ArtPeople sidste år udsendte 12 Bud På (Hvordan Man Skriver Et Mord På En Af C.V. Jørgensens Sange På Sit) C.V., vendte en jyde i eksil hjem til den fædrende gård, og ydede C.V. Jørgensen retfærdighed. "Bjerringbro" fremført af Svend-Allan Sørensen med et backingband, der nok burde kunne fugte en trusse eller to hos musikelskere af begge køn, kan ses og høres her.

Diskant.dk har været flittige til at kigge i min retning de sidste par dage. Dels blev det karakteren 5/10 i denne supersympatiske anmeldelse af Manden fra Onkel, dels dette stykke venstrehåndsarbejde af en anmeldelse af End Of Your Garden.

Slægtens videreførsel blev sikret lørdag aften klokken 18.59. At kalde denne blogger stolt vil være en underdrivelse - Farmanden fra Onkel er pissestolt!

Vil man være klogere på den snart albumaktuelle Oscar Danielson, så kan man med fordel klikke lige her.

Er man nysgerrig efter at høre Iron & Wines kommende udspil "Kiss Each Other Clean", så kan pladen høres fremført i sin helhed via dette link.

For nylig købte jeg formedelst 10$ opsamlingsfilen Blue Moods Of Spain: A History, Pt. 1, der samler dele af det, der skete før Spain udsendte Blue Moods of Spain i 1995. Opsamlingen er meget kendetegnende for en opsamling af early works, den viser at der stadig er et stykke vej, men rummer også en mængde røde tråde, der fører videre til det endelige musikalske standpunkt. Der er dog ingen virkelige højdepunkter imellem, og 10$ synes uanset, hvad kursen måtte være i disse dage, en kende for meget for at høre det, der senere skulle blive så godt, da de var mindre gode. Den gode Josh Haden har dog lagt langt de fleste af numrene på YouTube, hvor eventuelt interesserede selv kan dømme med.

Blue Moods Of Spain: A History, Pt. 1
01. Phone Call (Treacherous Walkers)
02. So Far Away From You
03. Gonna Die Song
04. To The Sea
05. Will Never Change
06. Long Gone
07. Love That I Have Lost
08. Hey Hey Hey
09. It Could Be Heaven
10. Before It All Went Wrong
11. White Sand
12. I Could Be (The Only One)
13. Waking Song

12" splitudgaven af End Of Your Garden/De Må Være Belgiere Fra Dark Entries er nu tilgængelig i Tryghed & Tristesses shop. En forsinket anmeldelse fra Belgien er også dukket op. Jeg forstår ikke et ord af den, men de 8/10 til The Silent Section burde tale for sig selv.

Dette skulle have været første indlæg på den nye blog, som jeg allerede har skrinlagt, før den kom i gang. Udgangspunktet skulle have været en anonym mand i midten af 30’erne, der meget snart skulle være far for første gang. Fødslen af barnet ville indtræffe omkring d. 14. i denne måned +/- et par dage eller to, og stilen skulle være en videreudvikling af den tone, jeg brugte dengang, jeg skrev klummer, tilsat anekdoter, tanker og forbrugerrelaterede info.

Jeg har nysgerrigt fulgt med over skulderen på min kone når hun læser blogs. Disse tjekkede chicks, med tjekkede blogs, hvor intet er for helligt til at blive affotograferet og genfortalt, og her taler vi altså mad, tøj, veninder, udflugtsmål, og intet tilnærmelsesvis underlødigt. Chicks, der synes at bage cupcakes hver evigt eneste dag, og hver dag med en ny flavour, og hver dag med en ny slags topping, og en ny slags krymmel, der drysses på som et sidste prik over i’et. Det slår mig, at disse chicks får skovlet i halsen i halsen af freebees mod at nævne producenterne, og hvorfor skulle en nybagt førstegangsfar med ordet i sin magt, og et okay styr på blogmediet så ikke kunne hente babyudstyr for ingen penge, mod at droppe et par ord om det på den blog, der snart ville blive besøgt i stride strømme. ”jeg mangler ord for gode de nye Libero er, faktisk blev jeg tør i halsen mens jeg skiftede junior, så stærk er deres sugeevne”. Sværere er det vel ikke, og det kan tastes med den ene hånds fingre krydset bag ryggen.

For har man da hørt mage, en mand, der blogger om børn, opdragelse, og udfordringerne, glæderne, og sorgerne ved barnet. De nybagte fædre ville hente do’s and dont’s fra siden, og mødre i alle aldre ville fnise henrykt over den bramfri tone, og det maskuline input som ingen havde tænkt over manglede. Jeg ville komme på forbrugersiderne i Politiken, hvor jeg gladelig ville svare på hvorfor min søn hverken hedder Gustaf eller William, hvorfor Hugin Mugins stribede tøjdesign giver både mig og mit barn glæde, og hvorfor min datter så udmærket kan lege med drengene iklædt tylskørt. Et par år senere ville jeg være der igen, og her ville jeg fortælle om vores far/søn/datter ture ud på bondegården, hvor barnet selv fik lov at aflive en ko med en boltpistol, og på det kraftigste understrege, at skal barnet lære noget som helst om hvor maden kommer fra, så er det ikke nok, at tage ud at fiske. Det kan man til gengæld gøre, hvis man lære barnet om tålmodighed og nederlag.

Undervejs ville jeg komme i Go’ Aftens Danmarks ekspertpanel, få mit eget hjørne på TV2’s hjemmeside, hvor jeg indlevende og bramfrit (som nu er blevet mit kendetegn) svarer på spørgsmål om moderne børneopdragelse, i en tid, hvor værdier falder som fluer. Jeg holder foredrag. Indledningsvis tilfældigt rundt omkring i landet, men efterhånden som mit navn bliver styrket som brand, bliver mit ord lov, og også fagpersonel begynder at efterspørge mig som foredragsholder. Det peaker, da jeg bliver vært i en serie på seks afsnit om vanskelige børn, sendt hver tirsdag i primetime. Forestil jer ”hunden eller mig” bare med børn.

Min kone og jeg får barn nummer to cirka samtidig med at min første bog kommer. Bogen storhitter, paperbackudgaven slår alle rekorder, og opfølgeren skriver sig selv mens den første bliver udgivet i et væld af oversættelser. Mest opmærksomhed får den amerikanske udgivelse, der giver mig invitationer fra både Oprah, og Dr. Phil, og sikrer mig flere forsider fra torsdagspressen.

Her er det filmen knækker for mig.

Jeg har ingen intentioner om at skulle være blikfang for Se & Hør, heldigvis har jeg kunne tage det i opløbet ved aldrig at starte bloggen.

02. Januar 2011 - Langesø.

02. Januar 2011 - Bakketop.

02. Januar 2011 - Hestestald.

Det var det, endestation er nået, alle stiger ud og passerer gaden, den fede dame har sunget, det er over and out, der er ikke mere at komme efter, for nu er Dragontears noget, der var engang og aldrig mere skal blive. Turn on Tune in Fuck Off er et værdigt farvel.

Det er ikke lykken, at tredje gang er sidste gang, men Turn on Tune in Fuck Off er det sidste udspil fra Dragontears, der aldrig prægede nogen hitlister, men inden for deres snævre felt begejstrede, og rent musikalsk berigede vores land med tre fantasktiske plader. For jo, Turn on Tune in Fuck Off holder niveauet fra de første to plader, men formår samtidig ikke at bringe nyt til festen. Derfor bliver afskeden med Dragontears også mindre trist, end den kunne have været. I stedet for at forsøge at tørkneppe mere ud af en udtømt kilde bliver der i stedet lagt låg på, og det synes at være det rigtige at gøre. Og jo, jeg kan sagtens være begejstret, og samtidigt synes, at det er fint, at rejsen slutter her.

Det er planen, at det, der tidligere har lydt som Dragontears, skal sluses ind i Baby Woodrose, men tallerkenen vendes, og Turn on Tune in Fuck Off startes med noget, der lige så vel kunne have været sat ind i tracklisten på en af Baby Woodrose-pladerne. Aggressionerne i ”Two Tongue Talk” gør det klart, at jeget ikke køber det lort, ”du” sælger, hvem ”du” så end er, men det synes at være en alt andet end en venlig hilsen til magthaverne. Det gør sig i mindre grad også gældende for ”No Salvation”, der flyder mere ud, men stadig kunne være gledet lige ind i rækken af sange på Baby Woodroses Chasing Rainbows.

Herefter bliver det døsigt, og effekten sparker for alvor ind. Hippieromantikken blomstrer i “My Friend”, og “Time of No Time”. Spørgsmål som ”what have you done to our poor Planet Earth?” følges på vej af udsagn som ”love is the answer”, og hvor naivt det end måtte synes, så er det hamrende effektivt. Det orientalske klinger i baggrunden af ”Time of No Time”, der som et tungt slumretæppe af lyd holder én bundet fast, mens nummerets titel bliver gentaget som et mantram, indtil nummeret pilles ned i en afslutning, der i livesammenhæng ville kunne trækkes ud i dagevis, uden at det ville gøre noget.

Vender man sin plade, vender man også næsen hjemad rent sprogligt. De to tekster, der ligger ord til pladens sidste skæringer, er skrevet på dansk, men i ”William” er det umiddelbart kun i korte glimt, at teksten giver mening. Sådan virker det dog også til at have været for William Skotte Olesen, som ”William” er dedikeret til. En mand, hvis historie man ikke skal mange linjer ind i, før Timothy Leary-citatet ”Turn on, tune in, drop out” dukker frem. Tilfælde? Uden musik fungerer teksten ikke, men med musik tilsat dukker ordene op i fragmenter og sætninger, der langsomt giver mening og samler sig til en skæbnefortælling. Efter hvad der synes som en evighed, vågner man som ved et fingerknips op til ordene ”et øjeblik, og alt er borte”, der gentages, og så er 13 minutter i psykedelisk drømmeland overstået.

Der skæres tænder i ”Mennesketvilling”, og sarkasmen synes tommetyk, men det er endnu ikke lykkes mig at finde ud af, om det er det, der er meningen. ”Mennestvilling” har dog mere kant og bider i højere grad fra sig end numrene, der fører op til afslutningen.

Når jeg skimmer teksterne til pladen, står det hurtigt klart, at den udsyrede dimension, de tidligere Dragontears plader er udsprunget fra, også leverer denne gang. Stærkt øl gør det ikke alene, men jeg tror alligevel, jeg kan se, hvor de kommer fra, når jeg vælger den romantiske tilgang, og bilder mig selv ind, at teksterne udspringer fra diverse trips.

Turn on Tune in Fuck Off er for uhomogen en størrelse til at kunne betegnes som et mesterværk, men nummer for nummer vises der høj klasse, og det samlede indtryk er en forbandet god plade, og et mere end værdigt farvel.

(Dragontears - Turn on, Tune In, Fuck Off, anmeldt for Geiger)