24. april 2011 - Delvist famileportæt.

Året var 1994, Brian Laudrup var på forsiden, og inde i Euroman blev C.V. Jørgensen interviewet af Martin Kongstad i anledning af udgivelsen af "Sjælland". Interviewet blev genopdaget under en oprydning forleden, og kan læses i sin helhed ved at klikke ind på det følgende numeriske forløb af tal, der angiver, hvor langt ud af interviewets seks sider du er kommet. 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6

Lars Von Trier, Euroman, 1999.

Lærkerne, vintergækkerne og andre bud på vårens budbringer kan pakke sig, dette er forårets forårsplade, spred bare plaiden ud på græsset, når Emma Acs inviterer til psykedelisk barbecue – det er et brag af en fest.

Popmusik er på den ene side den der kalkulerede støjforurening, der forpester ens ører, hver gang man af vanvare kommer til at tænde for radioen. På den anden side er popmusik det umiddelbare, der går lige i blodet og videre ned i fødderne, der, om man vil det eller ej, i et par minutter nægter at stå stille.

Champagne er pop af sidstnævnte karakter, og som med enhver anden god popplade, handler det ikke nødvendigvis om pladens kvalitet som en helstøbt helhed, men snarere om perlerækken af potentielle singler, der kan trækkes ud af pladen. ”We Make Sense” og ”Fever” er allerede udsendt som singler på henholdsvis vinyl og som digital download, den sidstnævnte med en fin video på slæb til at kompensere for det manglende fysiske format. Der er dog stadig masser af singlemateriale at tage fra på pladen. På A-siden alene er fem ud af seks sange mulige hits, de to er allerede udkommet som singler. Den afdæmpet orientalske ”Green Stars & An Orange Sun” er A-sidens frasorterede, der er lige afdæmpet nok til at have hitpotentiale, men stadig fremstår som et behageligt højdepunkt og som klart er den bedste af de mere dæmpede sange på pladen. ”Yoko” er inciterende, catchy og medrivende som bare fanden og en klar icebreaker i forhold til enhver, der måtte tvivle på pladens kvaliteter. Titelnummerets boblende og berusende (pun intended) groove lever i sin egen medrivende verden, og det kræver ikke megen fantasi at se teenagerne på forreste række sløvt rokke hovedet fra side til side, mens de lip-syncer ordene, og ”And So Are You” rummer så megen glockenspiel og håndklap, at twee synes hårdt sat op i en direkte sammenligning.

Et hurtigt kig på, hvem backingbandet The Inbred Family består af, spotter navne fra territorialfarvandet omkring Baby Woodrose, The Setting Son, The Good, The Bad m.m.. Lad mig da bare kaste ordet ”psykedelisk” ud til dem, der måtte sidde og vente på det, for i passager og momenter og i valg af instrumentering er der hentet kassevis ind fra den konto, men lytter man til teksterne er der mere Ronettes end The 13th Floor Elevators at komme efter, og ser man på numrenes længde, skal man lede længe for at finde plads til en flere minutter lang hammond-solo.

Tekstindholdet passer fint til en pige på 19. Det er afstemt naive sange om kærlighed og fester, der aldrig falder til gulvet i kalkuleret forcering, men fint flyder med strømmen af sange fra Champagne. Det er uskyldsrent som en sommerdag, hvor meget dirt, der ellers måtte ligge i teksterne. Det er ganske enkelt pissegodt ramt.

På B-siden går tempoet ned. ”Promised Paradise” lugter af The Setting Son, ”She” er mere filler end killer, men som blødt mellemspil ganske forrygende, og den går fint hånd i hånd med ”Birdtale”. Mit personale højdepunkt er ”Loss of a Tribe”, der synes at have både noget på hjerte og noget på spil. Omkvædet er med sit ”waa-waa”-kor og cabasa-riveri medrivende som en motherfucker, og det er svært ikke at skubbe volumenknappen i retning opad. Mere singlepotentiale her. Den afsluttende ”My Own Human” er pladens eneste sang med over fem minutter på samvittigheden, trådene bliver trukket længere ud, og de der måtte have savnet et seriøst psykedelisk indspark, bliver måske/måske ikke forløst her.

Summen af enkeltnumrene på Champagne er langt større end helheden. Det ville være nemt at line ord som ”debutant”, ”19-årig” m.m. op på rad og række her, men det ville for nemt og buldre tomt, som kun tønder kan. Emma Acs skylder ingen noget, hun har begået en plade med kvaliteter, der langt overgår mangt og meget af det, der ellers kan støves op i den danske musikbranche p.t. Det er ikke nødvendigvis originalt, og der skyldes en del til sluttresserne, men Champagne rammer en niche et sted i retning af det alternative, der dog ikke er længere fra alfarvej end at muligheden for at ramme bredt fuldt ud er til stede.

Jeg vil gerne afslutte denne anmeldelse med et stående bifald og anbefaler uden at blinke Champagne til lørdag aften, sommerfesten og enhver anden anledning til at skrue op for volumen og humøret og henviser enhver, der måtte være uenig, til at læse resten af anmeldelsen på ydersiden af min mellemste finger.

(Emma Acs "Champagne", anmeldt for Geiger)

Musiknyt 1: De efterladte bliver den seneste majudgivelse i mands minde. 6. juni lander skidtet. Musiknyt 2: Elbow har været forbi KCRWs efterhånden klassiske Morning Becomes Eclectic program, det kan ses og høres her. Musiknyt 3: Der blev spillet The National i selv samme program tidligere i dag, det kan ses her.

17. april 2011: (påske)hare.

Om at køre ingen steder hen.

Det er efterhånden så sjældent jeg har tid, og endnu sjældnere sker det, at jeg har bil til rådighed når det sker. Men i går, under høj middagssol efterlod jeg barn og kone sovende på sofaen, og satte mig til rette i en lånt stationcar. Destination var klar, men ruten ikke fastlagt. Turen gik til Skamby, en landsby mellem Otterup og Søndersø. Det var her min farmor kom fra, så jeg er en fjerdedel Skamby, og alligevel helt fremmed for byen. Kameraet fandt sin plads på passagersædet, radioen fandt P3, og vinduerne fandt et leje halvvejs nede, så den tunge luft fra den solopvarmede bil kunne blive udskiftet med foråret udenfor.

Jeg gjorde stop ved Beldringe Lufthavn, der via en lille omvej lå direkte på ruten. Tanken var, at fotografere i den forventet tomme ventesal, der som forventet lå øde hen, men som en upraktisk bonus viste sig at være aflåst. Jeg tog et par overbelyste fotografier på lufthavnens parkeringsplads, og opdagede at jeg ikke var helt alene ved den ellers øde lufthavn. Ikke langt fra en af landingsbanerne blev der holdt skovtur bag det hegn og den pigtråd, der ellers skulle holde gæster ude fra området. Gæsterne var dog ikke uønskede, og de fik snart selskab i form af fire faldskærmsudspringere, der gjorde deres entré fra oven. Jeg tog mig tid til at nyde synet af det ingen eller intet, uanset hvor megen vold og magt man måtte forsøge sig med, ville kunne tvinge mig til. Trods blæsten landede de præcist, og jeg tog mig tid til at tænke, at de ville kunne have landet på en femkrone, hvis de ville. Jeg var imponeret.

Da jeg kørte derfra gjorde jeg holdt ved udkanten af lufthavnen, hvor landevejen klemmer sig ind mellem landingsbanen og landingslysene, der i en forsat lige linje fra landingsbanens ophør forsatte ud i landskabet og ned mod de nærliggende bakker. Jeg tog kameraet med ud i landskabet, og stoppede op da et fly nærmede sig. Snøvlende, og spruttende som en gammel græsslåmaskine fløj det henover hovedet på mig. Trods sportsflyverens begrænsede fart og størrelse var det et forunderligt skue. Jeg fotograferede det, da den næste flyver gentog min oplevelse et par minutter senere.

På min forsatte færd mod Skamby tog jeg mig tid til en omvej for at se, hvad Dallund Slot var for en størrelse. Det viste sig at være et rehabiliteringscenter for kræftramte placeret i det ypperste dansk landidyl kan præstere. I fuldt solskin var det hvide slot omkranset af genskæret fra den nærliggende sø og dækket ind af skov for resten, et scenarie så fuldendt, at hverken Morten Korch eller Dansk Folkeparti ville have tænkt sig til det.

Skamby. En landsby, der sagtens ville kunne placeres i boksen udkantsdanmark. En maskinfabrik, boldklubben, Skamby El, og et loppemarked prægede det jeg antager, var hovedgaden. Kirken lå der også, jeg var ikke inde og snuse rundt på kirkegården, men jeg må have familie liggende der. De ligger der nok stadig, om stenene stadig står tvivler jeg mere på. Jeg kørte igennem byen, vendte om da jeg nåede udkanten og det tilhørende byskilt, og kørte tilbage og igennem en gang til. Jeg drejede af i retning af Glavendrupstenen, og forlod byen af veje så snævre, at man langt overskred folks intimsfære blot ved at køre forbi deres hus. Glavendrupstenen har, hvis du ikke ved det, Danmarks længste runeinskription.

Parkeringspladsen derude kunne rumme 10 biler, alligevel var jeg den eneste, der brugte lige denne del af søndagen på, at dykke ned i det specifikke afsnit af Danmarkshistorien. Når man træder ind i Glavendruplunden, der omkranser stenen og den tilhørende skibssætning, mødes man af en gravsten tilhørende en for længst død landmand, der i al beskedenhed posthumt har fået tildelt titlen ”Glavendruplundens vogter”. Mon ikke det har været hans jorder, der har omgivet stedet? Udover resterne af landmanden, rummer lunden også kongelige mindesmærker, og et enkelt fra befrielsen. På skiltningen kunne man læse, at lunden tidligere har været brugt som festplads, og som jeg lænede mig op af stedets flagstang, kunne jeg sagtens se alsang, og flaghejsning i 20’ernes Danmark finde sted her. Jeg pissede i hegnet, mens jeg betragtede landskabet, og til min egen fornøjelse lyttede til fuglene, kiggede på kragerne, og hørte årets første bi summe sit, mens den næppe holdt søndagsfri.

Jeg fandt Bogensevej, og trillede tilbage mod Odense, med et enkelt stop på en byggeplads jeg længe har villet kigge nærmere på. Sumplandet langs Odense Kanal er ved at blive tørlagt, her skal der være en bro, der skal føre trafikken udenom byen, og igennem det, der engang var det mest betagende stykke natur i Odense. Jeg vil ikke stille mig i vejen for hverken fremskridt eller udvikling, men nogen skulle have gjort det. Tilbage i bilen kørte sport på 3’eren, og jeg sendte en venlig tanke til Ulrik Jensen, manden med den rare stemme, der så ofte har underholdt mig søndag eftermiddag med sport, og vel noget nær Danmarks bedste æterbårne playliste.

Så kørte jeg hjem.

 Lørdagsshopping.

Posten havde mandag morgen to plader med fra Drag City. Det ikke så længe ventede nye udspil fra Bill Callahan, og en gammel ven i form af "A River Ain't Too Much Too Love". "Apocalypse" er ganske enkelt en katastrofe. Bill Callahan har alle dage balanceret på linjen mellem kedelig og fantastisk, denne gang har han ganske enkelt lagt en 7 pølle stor lort på den forkerte side af snoren. Det er gabende kedsommeligt, himmelråbende intetsigende, og ganske uforståeligt, at han vil sætte sit navn som afsender på denne omgang bæh. Sangene kommer ikke ud af stedet, og fremstår alligevel forcerede som om han har måttet tvinge dem ned i en form de ikke passer til. Nu har jeg forsøgt et par gange, og selv om pladens sider kun rummer tre og fire numre, så stopper jeg alligevel halvvejs hver gang.

Genhøret med "A River Ain't Too Much Too Love" er en helt anden sag. Pladen var det sidste kapitel i det, der var Smog, og Smog var det Bill Callahan var før han bare blev sig selv, og udsendte plader i eget navn. Højdepunkterne blandt det bedste han har lavet finder man her, "Say Valley Maker", "The Well" og "Rock Bottom Riser" fylder en god procentdel af a-siden, og hæver sig lidt, men ikke meget over niveauet på en plade så stovt og stærk som jyden selv. "A River Ain't Too Much Too Love" anbefales til hver en tid, og skal det være i eget navn er "I Wish We Were An Eagle" stadig svaret.

16. februar 2009 - Glemte fotografier.

DSBFirst Vs. kystbanerock

Bartenderen er fra min by. Min by har ikke været min by i mange år, men det er der jeg stammer fra, og det er sådan det skal læses. Han var tømrermesterens søn, og hans efternavn var derfor erstattet med ”Tømrer”. Kristian Tømrer. Han var en rod, han havde en storesøster, og han gik inde i a-klassen, mere husker jeg ikke om ham. Og dog. Jeg husker udtalelsen han fik med sig fra folkeskolen. ”Når Kristian arbejder, så arbejder han”. Kristian var aldrig den boglige type. Der var også en episode med bål og benzin bag tømrerfirmaets lokaler, der endte med en ambulancetur. De nærmere omstændigheder har jeg glemt.

Min far udpegede kollega for mig i går da vi var til fodbold. Han arbejder også der, hvor min far nu har haft sin gang i over 30 år, og jeg i over 10 år tjente mine lommepenge i ferierne, weekenderne, og det ene år efter jeg sprang fra min første læreplads. En mand, midt i fyrrerne, hælløse træsko, og håbløs striksweater. Hans kone var jævnaldrende, og frygten for at nogen skulle stikke af med hende, måtte være den mindste af hans bekymringer. De fortjente hinanden. Noget dæmrede, jeg spurgte, og min far bekræftede, at han hed Karsten. En fætter til Kaj, jeg gik i klasse med. Han gik to klasser under mig. Næste gang jeg kiggede mig i spejlet følte jeg mig velholdt.

Min by er meget langt væk.

4. april 2011: Fynsværket.

4. april 2011: Skovbryn.

Weekenden i uge 23 blev reddet her til morges af to billetkøb. Eels gæster Vega fredag 10. juni, og jeg føler mig stadig selvskrevet til at være en del af publikum. Søndag går turen til Aarhus. Plakaten er langt fra den sandhed jeg skal op og opleve. Elbow er trækplasteret, Suede, Interpol og De Eneste To bonussen. I en perfekt verden spiller Turboweekend og Band of Horses til sidst, så vi kan komme hjem og i seng til ordentlig tid.

Forbandet langt væk ved biografpremieren, hvor kun København og Aarhus fik glæde af den, siden glemt, og forleden fundet til en halvtredser i Fona. "Mary and Max" er den klart bedste filmoplevelse jeg har haft meget, meget længe. Sød og rørende, og samtidig absurd, grotesk og så morsom, at jeg flere gange slog en højlydt latter op. Et sort/hvidt dukkeunivers, hvor farverne kun benyttes når noget skal understreges, og figurer det er umuligt ikke at holde af. Hvor utænkelig (og kvalmt sød) handlingen end måtte være, så holder ovenstående sammensætning fra start til slut. Jeg vil ikke spilde tid med at forklare handlingen, alt for meget vil alligevel gå tabt i oversættelsen, i stedet vil jeg opfordre til en tur i Fona. "Mary and Max" anbefales uforbeholdent.

Den flodbølge af stjerner og rosende ord, der er skyllet ind over Sort Sols genopstandelse, klingede hult ved gårsdagens koncert i Odense Idrætshal. Fra start til slut tog koncerten sig bedre ud som fadølskulisse end egentlig koncertoplevelse.

Genkendelsen spillede med koncerten igennem, og det rykkede da også en smule i lysten til at pille luftguitaren frem, da den genkendelige indledning fra "Siggimund Blue" lød over anlægget, men en stramt koreograferet koncert foran et stillestående publikum fik aldrig taget til at lette. De gamle punknumre, fra dengang Sort Sol var det, lod mig kold, og virkede mere som pligtskyldigt fyld end taget fra posen af stærke numre. Det var ret skarpt ramt i torsdagens udgave af Smagsdommerne, da det ene panelmedlem konstaterede, at publikum primært bestod af familliefædre med topmave og fadøl - dem var vi en del af. Aftenens enlige jubelbrøl da "Let Your Fingers do the Walking" startede siger vel noget om, hvor Sort Sol er henne i folks bevidsthed.

Rammerne blev fyldt fint ud, jeg lod mig fortælle, at der var solgt 2.000 billetter, og udleveret 1400 fribilletter. Nok til at fylde hallen ganske fint, men mængden af fribilletter vidner måske om et skud over målet i forhold til valg af venue. Omvendt findes et egentligt alternativ til 2.000 mennesker så heller ikke i Odense. I den første del af koncerten var der fri udsigt til til de tomme stolerækker bag scenen, og først et stykke inde blev der ført en bagvæg til op fra gulvet, og til loftet, hvor alskens åndsvage optagelser, af åndsvage mennesker (fra dengang man stadig måtte bruge den slags ord) blev brugt som visuel understøttelse til bandet. 

På scenen gav Lars Top den som Lars Top, og fik vredet sin guitar ud til alskens sider, mens Adam Olsson fægtede så vildt med sin guitar og sit hår, at det må have været indstuderet, og ikke et udslag øjeblikkets eufori. Omvendt stod bassisten bomstille, og Steen Jørgensen gjorde ikke det store for at komme for langt væk fra mikrofonen, eller for den sags skyld, ud over scenekanten, og i kontakt med publikum. Thomas Ortved spillede trommer, og Manoj Ramdas gjorde det fint som gun-for-hire, og gik ikke i vejen for nogen.

Idéen med de tre guitarister har været at skabe en væg af lyd, men udførslen slog lige så hårdt som væggene i en gummicelle. Alt var studeret, poleret, og øvet indtil til en kerne fuldstændigt blottet for nerve. Det klædte fint numrene fra Snakecharmer, Unspoiled Monsters og den blødere side af Glamourpuss, men der hvor vildskaben skulle have skummet, fes det hele ud i det der på en plade ville være blevet defineret som overproduceret. Bevares, Steen Jørgensen har næppe sunget bedre nogensinde før, men der skal mere end en stemme til at holde en koncert kørende.

Alt i alt en udmærket aften til fadøl, men som koncertoplevelse ikke det store sus. 

I gårsdagens udgave af Smagsdommerne blev det nævnt, at Sort Sols publikum primært bestod af familiefædre med topmave og fadøl. Ingen fare for at jeg falder udenfor i aften.

Elleve af de tolv musikvideoer Seamus Murphy har lavet til PJ Harveys "Let England Shake" kan ses her. Vil man have den tolvte med, vises de alle den 23. april i Grand til CPH PIX.

Det er sjældent, at jeg fast bænker mig foran fjernsynet på et givent tidspunkt på en given dag, men de seneste torsdage har jeg fast tunet ind på DR klokken 20, og kigget med når Jan Gintberg "foretager et antropologisk humørtjek i den hyppigt problematiserede danske yderkant".

Gintberg og tv har aldrig været to helt forenelige størrelser, programtitler som "Helt i Sort", "Grillet" og "Er Du klogere End En tiårig" bør overflødiggøre yderligere form for argumentation, men på Lars Tyndskids Overdrev synes det at den gamle cirkushest har vejret ny morgenluft. Virkemidlerne er de velkendte, og de samme som da jeg for 15 år siden på en hverdagsaften oplevede Jan Gintberg som stand-up komiker på Crazy Daisy i Svendborg. "For fanden altså..", "Det er jo som at.." og andre klassiske vendinger går flittigt igen, og programmerne er folkelige som bare fanden, men jeg kan slet ikke stå for det. Jeg mistænker det for at være ærligt. Bonderøven med knallerten, der blev komiker og bymenneske(?) kan selvom opvæksten fandt sted lidt nordvest for København, nikke genkendende til de små byers særheder, særlinger, og alt det andet, der kendetegner de steder han rakker til og fra i jagten på humoren i den danske folkesjæl helt derude, hvor kragerne forlængst har givet op. Det er muligvis løgn, men han virker oprigtigt til at more sig ganske godt undervejs. De typer, der er fundet frem til programmerne, ville hvis de havde været over 80 have gjort sig godt i et Søren Ryge program, men i nuet, og sat overfor Jan Gintberg, er de perfekt castet som elskelige landsbytosser, der ikke er mere tossede end de godt ved, hvad de går rundt og laver.

I morgen er det Rudkøbing. Der har jeg vist ikke selv været siden jeg med Søren kørte fra Fyns land, og kørte de 20km over broerne for at tanke benzin, og se om hende Charlotte han havde et godt øje til, tilfældigvis var på arbejde på tanken den aften.

Mit gæt i retning af kommende Eels-koncertaktiviteter her til lands blev et skud på stolpen. De dukker ikke op til Northside, til gengælg kan de opleves på Vega 10. juni. Billetsalg starter 4. april.

Lægen sagde det var breaking news. Der er vist en del i omløb af det for tiden.

Der er dukket et par nye optagelser med Cody op på YouTube. Henholdsvis "Down In The Dark", "What's Behind" og "Comfort & Rage" kan opleves i glorværdig lo-fi, hvis man klikker på titlerne.

En tanke: Når nu Eels spiller i Oslo 11. juni, og en uge senere til Southside og Hurricane festivalerne i Tyskland, der som bekendt booker sammen med Northside. Ville det så ikke være oplagt at Mark Oliver Everett & Co. kiggede forbi Aarhus den tolvte?

 Der landede en pakke fra Ernie B's Reggae Distribution forleden indeholdende de ovenstående titler. Max Romeo har jeg længe ønsket mig på vinyl, og The Abyssinians "Satta" er en af de titler det er svært at give en fornuftig forklaring på hvorfor jeg aldrig har fået købt. Opsamlingen med Henry Junjo Lawes er godt og skidt blandet, dog med det meste af skidtet samlet på lp2. "East of the River Nile" skulle eftersigende være en af de bedste Augustos Pablo plader, men eksemplaret jeg modtog var et smadret second hand eksemplar af pladen. Jeg klagede naturligvis min nød, og fik svaret tilbage, at det var en ny pladen, men i en verden af elendige genoptryk var lige præcis denne titel kongen, og at jeg fik mine penge retur for den. Storslået service fra dette reggaemekka, der så absolut er et besøg værd. Jeg har apropos just afleveret et stykke til det kommende Geiger med 5 anbefalinger inden for henholdsvis reggae og dub. Med lidt held udkommer bladet til maj.

- Oui?
- Oui, oui! 
(gensidig fransk er ikke altid lige ophidsende)

Hæren er ude ét sted, flåden et andet, og luftvåbnet gør sig et tredje sted.

Er Danmark vågnet i baronens seng?

Lad det bare være sagt (og det i overstadig begejstring): Mandagens afsnit af The Daily Show var et fantastisk orgie af krigssatire, der sjældent er set skarpere. Hvis du gik og syntes, at det sjove var gået af Libyen, så se med her.

Det var gået min næse forbi, at der udkommer en ny Bill Callahan plade i april. Nu har Pitchfork sat lyd på "Baby's Breath". Det skal såmænd nok blive godt.

Jeg har sjældent forhåndsforelsket mig så meget i et projekt, som jeg har i Emma Acs. De seneste audiovisuelle filer, der har fundet vej til nettet, ændrer intet på det faktum. Hør "Fever" her, og "Very Own Human" der.

For et stykke tid siden blev det pålagt mig, at medsende et "artistic statement", hvis jeg skulle gøre mig håb om, at blive taget i betragtning til at få mine fotografier vist på en hjemmeside. Hvad jeg i starten afskrev som arty-farty, og noget der lå langt fra min hyggefotografering, har vist sig at være et ganske nyttigt værktøj, som jeg så småt er begyndt at bygge videre på. Med mit kunstneriske statement i baghovedet ved jeg hvor det er jeg vil hen med mine fotografier. Jeg har siden vedkendt mig, at jeg er landskabsfotograf, og arbejder ud fra en idé om, at hvis man kom 10 minutter efter fotografiet var taget, så var det ikke meget, der så anderledes ud.

Nu har jeg lagt en by billedserie op min hjemmeside, og tager denne gang munden fuld, og antyder, at gik der en halv time, så var der nok heller ikke sket meget på fotografierne. "Stranden" kan ses her.

11. marts 2011 - Sønderbyvej.

11. marts 2011 - Træ på mark.

Mange af ordene i denne anmeldelse er blevet tænkt for længe siden. Lyden af Hymns from Nineveh fra de gange jeg har set dem live, har sat så dybe spor, at jeg uden større problemer kan hente dem frem fra hukommelsen, når der skal spilles noget på den indre jukebox. I forhold til pladen er det også at foretrække.

Ud af det blå stod de der sidste år som opvarmning for Murder, og trods strømafbrydelser, forvrængninger og generelt grande lydproblemer, så leverede de en koncert, der overskyggede hovednavnet og fik et savn efter en plade fra Hymns from Nineveh til at spire i mig. De var på aftenen et studie i, hvordan et opvarmningsband skal være, og milevidt fra den obligatoriske følsomme tåbe på akustisk kedelighed, som altid forgæves forsøger at overdøve et småtalende publikum, der ville ønske, at aftenen havde en fast forward knap, så man kunne skippe videre til hovedattraktionen. Hymns from Nineveh var i stedet en sammentømret enhed, der på fornemste vis leverede hymner og klagesange, der lukkede kæften på publikum og trak dem ind i koncertoplevelse af de sjældne, hvor tristheden meldte sig, da gruppen igen gav slip og takkede af.

Hymns from Nineveh beviste på aftenen, hvor stor kunst man kan skabe med simple midler. Sav, banjo, violin, vokalharmonier og alt det andet, der kom i spil, var afstemt til perfektion, og sjælefred af den slags, kun musik kan give én, slog følge med de fleste tilstedeværende. Sådan var det første gang jeg så Hymns from Nineveh, sådan var det også anden gang jeg så dem, og sådan håber jeg det bliver, når jeg om føje tid skal se dem igen.

Den selvbetitlede plade rummer stor genkendelighed for dem, der måtte have hørt Hymns from Nineveh live. Alligevel formår den ikke at krybe ind i krogene på samme måde som liveoplevelsen gør. Det nøgne, sart skramlende og skrøbelige, der på scenen gør oplevelsen så stærk og intens, er blevet sovset ind i en nærmest tandsmørtyk produktion, der måske nok kan trække noget airplay og skabe noget velfortjent opmærksom til gruppen, men som så langt fra tjener sangenes bedste.

Selv tandsmør kan dog ikke kvæle den opløftende vemodighed, der lyder fra højdepunkter som ”Sister Sorrowsong”, ”Selma” og ”So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn”, der er de funklende stjerner på en plade uden svipsere og fyld. Hornene gjalder i ”Rage.Silence.Love”, og andre steder lyder banjo, cello, forprogrammerede lydflader, og meget mere, og hæver Hymns from Nineveh fra bare at være en singer/songwriter-plade med et kristent afsæt. Husker man ikke sin barnelærdom, så var Nineveh byen, Jonas blev kommanderet til af Herren, men da han trodsede Hans bud, lod førnævnte Jonas’ skib gå ned og Jonas sluge af en hval. Og Jonas, det er tilfældigvis også navnet på Jonas Petersen, der står i front for Hymns from Nineveh. Enhver fordom om lovsang og berøringsangst for det religiøse kan dog roligt pakkes langt væk. Begge faktorer er synlige, men Hymns from Nineveh er så meget mere end det. Det kan høres hele pladen igennem og opleves i tifold, hvis man møder Hymns from Nineveh.

Jeg er villig til at tage diskussionen om, hvorvidt det er fair, at jeg anmelder pladen ud fra, hvad jeg havde forventet af den, og ikke ud fra, hvordan den er blevet. For undertegnede har det dog betydet, at pladen har udmøntet sig til skuffelse i forhold til det forventede, for andre, der går ind til Hymns from Nineveh uden forudindfattede meninger om, hvordan de bør lyde, er jeg ikke i tvivl om, at pladen kan opleves som et mildt mesterværk, der er perfekt til at gå det grå forår i møde til.

(Hymns from nineveh - "Hymns from Nineveh", anmeldt for Geiger)

Det p.t. seneste indlæg på Urbanautica er et fempunktsinterview med den franske Céline Clanet omkring hendes arbejde med serien "From Torrent To Current: Dam and Man in Savoy". Fotoserien er noget af det bedste jeg længe har set, og efter at have klikket lidt rundt på hendes hjemmeside, er jeg mildest talt begejstret for, hvad Céline Clanet har at tilbyde. Serie for serie underbygges denne begejstring, når jeg ser hendes arbejde med alt fra samere, over pensionister til japanere. Anbefales.

11. marts 2011 - Hasmark.

Tag nu sådan en ting som kvinder i uniformer..

11. marts 2011 - Svane på mark.

 6. marts 2011 - Ludvig.

For ti år siden rykkede alle hipsterne til London når Danmark var for småt til deres aparte kunst og skæve musik. Nu rykker de til Berlin. Har krisen virkelig ramt så hårdt, at der ikke engang længere er til færgen?

Jovist tænder jeg da for mit fjernsyn, hver fredag kl. 20.00, men ikke for at pines og plages, mens man venter på at spændingen, der aldrig var der, bliver udløst. DR2 sender Sherlock Holmes, det er bragende godt fjernsyn, og bragende godt skuespil. Anbefales.

Jeg har ikke hørt den nye med Radiohead.
Jeg har heller ikke hørt den nye med R.E.M..
Så er der alle dem, jeg normalt ikke hører.
Dem skal jeg heller ikke have hørt ved lejlighed.

27. februar 2011 - Mand ved bil.

27. februar 2011 - Bulldozere.

"I've got a feeling that god is as embarrased about christian rock as you and me. I suspect He's an Echo & The Bunnymen fan"

Stuart Murdoch, Belle and Sebastian

24. februar 2011 - Jens Hein.

24. februar 2011 - Niels Skousen, Kansas City.

For nylig måtte jeg indse, at der ikke var mere at komme efter i min efterhånden over ti år gamle Marantz CD17. Jeg har derfor taget konsekvensen, og udskiftet den med en SA7003, der måske nok umiddelbart er et step ned i forhold til CD17, men synes at vinde på at have nyere teknologi. Den store gevinst har dog vist at være hovedtelefonudgangen, der passer helt perfekt til min nye tilværelse som familiefar. Jeg har skovlet cd'er igennem systemet de sidste par uger, og nydt det nærvær jeg har haft med lyden igennem mine slidte Sennheiser HD435. De bliver nu også erstattet, for på fredag lander mit nye sæt Grado SR225i. Næste udskiftning bliver højttalerne.

Da jeg for nylig sorterede ud på cd-hylderne, kiggede jeg længe på Radioheadsinglerne før jeg besluttede mig for at lade dem stå. B-siderne er trods alt for gode til at fjerne fra samlingen. Tag eksempelvis ”Street Spirit” (cd2), der udover titelnummeret rummer både ”Bishop’s Robes” og ”Talk Show Host”. Er der nogensinde lavet en stærkere single?

Radioheadsinglerne bliver stående til jeg får nosset mig sammen til at købe de nye udgaver af ”The Bends” og ”OK Computer”, der samler b-siderne på en vedlagt bonusdisc. R.E.M. singlerne lidt længere henne af hylden blev derimod pillet fra og solgt, deres tid er endegyldigt forbi.

Fælles for de to grupper er at de begge er aktuelle med nyt materiale, Radiohead lavede snigeren og sendte nyt på gaden i går, og R.E.M. udsender nyt i nærmeste fremtid. Uden at tænke nærmere over det har jeg ikke været det mindste nysgerrig efter at høre, hvad de kom med, og det har jeg så tænkt lidt over. Hvordan kan grupper, der tidligere har været giganter i min verden ende med at lave ting jeg end ikke gider tage et nysgerrigt lyt på?

For Radioheads vedkommende begyndte detouren i 2000, da de med ”Kid A”, og året efter ”Amnesiac” bevægede sig ud i et arty sumpland, hvor der var ganske interessant at være, men hvor håbet hele tiden var, at de ville styre tilbage mod fast grund igen. ”Hail to the Thief” skød dog effektivt det håb ned, og var et udvandet opkog af de to foregående plader uden legesyge eller noget tilnærmelsesvis interessant over sig. År senere kogte ”In Rainbows” en tynd gang suppe på hele karrieren, og var langt mere interessant som markedsføringscase end musikalsk udspil. Med den plade blev Radiohead til noget der var engang i min verden, og ikke længere noget man så frem til nye oplevelser sammen med.

Kurven knækkede lidt senere for R.E.M., da de i 2004 udsendte ”Around the Sun”, der var lige så flad som den var fersk, og udover førstesinglen ”Leaving New York” reelt ikke rummede noget, der var værd at lægge ører til. Siden er fuldt en røvfuld liveplader, der vist ikke tjener andet formål end at holde gryden i kog, og cashe ind på de trofaste fans. R.E.M. indså dog selv, at ”Around the Sun” havde været en stang pis, og der blev op til udgivelsen af ”Accelerate” talt meget om, at nu vendte gruppen tilbage til de gamle dyder, nu skulle de igen lyde som dengang midt i firserne, hvor de kunne noget, før hele perioden i halvfemserne, der godt nok havde skabt deres navn, og solgt dem millioner af plader, men rent kunstnerisk havde været uinteressant. Sådan lød det i hvert fald, hvad ingen sagde højt, var at de lavede ”en U2” for igen at få gang i pladesalget.

”Accelerate” modtog anmeldernes hyldest, røg imponerende hurtigt i udsalgsstativerne, og var en ligegyldighed af tomme tønder buldrende dimensioner. Igen en okay single, og så ellers et helt album smurt ind i en glossy pomadeproduktion, der gjorde at mit på udgivelsesdagen købte eksemplar røg tilbage i butikken få dage senere.

Jeg bliver aldrig typen på en Rolling Stones fan, der følger en gruppe fra start til den på 30. år overlever sig selv som en dinosaur, der nægter, at høre tale om at den er uddød. Depeche Mode singlerne røg i samme ombæring som R.E.M. singlerne, af alle de samme grunde som de ovenstående, og jo, jeg kan sagtens se, at knækkede kurver, og dalende kvalitet på nyt output ikke piller ved tidligere tiders udspil, men jeg bliver så forbasket træt ved tanken om, hvor mine gamle favoritter er endt, at jeg sjældent gider smide de go’e gamle på anlægget. Dem har jeg alligevel også hørt til døde i en grad, at de er mejslet ind i rygraden på mig. Jeg elsker når eksempelvis som Eels og P.J. Harvey til tider genopfinder sig selv på fineste vis, og viser nye sider af sig selv, og giver nye oplevelser, nye variationer og nye input, hvad jeg ikke ønsker er nyt for enhver pris, så havde jeg sgu købt en M.I.A. plade og bildt mig selv ind at det var the shizzle.

Min fotohjemmeside trækker pt. så mange besøgende, at jeg har turdet kastet mig ud i mit første "print sale". Tre forskellige fotografier, lavet i fem eksemplarer hver, og håndnummereret lige som vi gør i pladebranchen når vi gerne vil have noget til at sælge lidt hurtigere. Kig evt. her for mere info.

 

1.000.000 anmeldere kan sagtens tage fejl, men den nye P.J. Harvey plade bør hyldes som det mesterværk den er. Anbefales på det varmeste.

 12. februar 2011: Nikolaj Nørlund, Dexter.

Selv fra baren kunne vi se, hvor bragende godt Anna Brøndsted tog sig ud bag sit med medbragte orgel, og ganske fint lød hendes Tori Amosish/Kate Bushesque musik da også indledningsvis, men et ensartet udtryk, og dens følgesvend kedsomheden tog stille og roligt over, og der syntes lang tid til Nikolaj Nørlund gik på scenen. Ikke et ondt ord om Anna Brøndsted, og ingen antydninger af at hendes udseende skal opveje musikalske mangler, for hun formåede at holde folks småsnak nede på et absolut minimum, hvad der sjældent høres på et fyldt Dexter, hvis musikken keder. Indtrykket hun efterlod mig med var dog det samme som debutpladen "When Your Blackening Shows" gav mig for et par år siden: fint, dygtigt og bragende kedeligt i længden.

Vores plads i baren var ikke en finger til aftenens optrædende, eller en we're here for the beer tilgang, men ganske enkelt en omstændighed, der blev udløst af en noget nær udsolgt koncert, og en alt for sen ankomst, der skal tilskrives tysk øl, engelsk fodbold, dansk æggekage, og rom fra Venezuela.

Undskyldningen for Nørlunds tour rundt i landet, er en ep med coverversioner af numre, det end ikke på papiret synes som en god idé, at lade Nørlund fortolke. "Smilende Susie" og "To Lys På Et Bord" var de eneste jeg opfangede blev spillet til aftenens koncert, og ingen udløste andet end høfligt bifald, fra et publikum, der ellers var ganske på Nørlunds side. Vi havde da heller ikke grund til andet, jeg mindes ikke at have set Nørlund så smilende, og overskudsagtig før. Intet så vi til den vanlige arrogance, der var blevet vekslet til med publikum, og et par numre spillet på opfordring til ganske sidst.

Koncerten gik fra det mesterlige når han tog livtag med de tidligere bedrifter, fra den gang, hvor han stadig var en poetisk popsmed par excellence, over de førnævnte coverversioner, til sangene fra "Tid og Sted", der ikke når hans fortid til sokkeholderne. Herfra er teksterne uvedkommende, og kryber ingen steder ind, mens musikken er stærkt præget af den polerede sound han igennem år har leveret som producer.

Alt i alt var det en aften på jævne, og et so-so gensyn med en mand, der engang var det helt store i min verden, men det var vist dengang..

6. februar 2011 - Skibhus.

Det var egentlig min plan, at anmelde den nye Oscar Danielson plade til Geiger, men min begejstring for ”Stockholm I Mitt Hjärta” er så entydigt positiv, at jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne slippe helskindet fra at levere en anmeldelse så positiv, at korruptionsanklager og rygter om penge under bordet utvivlsomt ville melde sig.

Oscar er vokset siden sidst, modnet som menneske, og faldet på plads i livet. Sådan lyder det i hvert for mig, men hvor meget der er lost in translation, hvor meget der er løgn og latin, og hvor meget der er ganske vist, kan jeg ikke bedømme før jeg har fået stavet mig igennem det medfølgende teksthæfte. Sprogproblemer uanfægtet så er der ingen tvivl om at Oscar Danielson er en storyteller par excellence med bid i ordet, glimt i øjet, og kærlighed i linjerne, der ubesværet leveres til simple arrangementer, der hverken kan eller skal pilles ved.

Bybilleder, familieliv, og fabler flettes rundt mellem hinanden som ganske troværdige røverhistorier, der snildt kan tages for troende. Selv slapper jeg af helt ud i kroppens yderkroge, for tempoet er helt nede, hvor det gør godt. Man kan nå at vende sætningerne i hovedet før den næste falder, og man vender hurtigt tilbage til sætningerne og sangene, her i huset har ”Stockhom I Mitt Hjärta” været i fast rotation siden leveringen.

”Stockhom I Mitt Hjärta” er en helstøbt plade med mesterværkspotentiale. Den anbefales uden forbehold.

Forårets koncertkalender

12. februar - Nikolaj Nørlund
Nørlund har jeg ikke hørt i en del år. Tid og Sted kedede mig bravt, og han er ikke helt, hvad han var engang, men de første 10 koncerter har jeg da set med ham, og tiden er vist moden til at overveje om han skal ind i folden igen.

24. februar - Niels Skousen
Skousen er en fryd på en scene. Jeg har endnu tilgode at opleve ham mens jeg selv er ædru, men en tur ud til Odenses yderkant kunne måske råde bod på det.

3. marts - Murder
Der findes intet så dvaskt på en scene som Jacob Bellens, men manden synger forrygende, og er uanset konstellation altid liveoplevelsen værd

9. marts - Figurines
Som i tilfældet Murder er det ikke en gruppe jeg ejer plader med, men i livesammenhæng er de som regel tiden og pengene værd.

13. marts - Hymns From Nineveh
Debutpladen ligger i anmelderstakken, og sidste års to koncerter står stadig som funklende lyspunkter. Skal ses.

13. maj - Baby Woodrose
De uundgåelige på min liste, og en evigt tilbagevendende kilde til begejstring.

Hjemmeside The Freakshow har kastet lidt opmærksomhed på mine fotografier.

Der er kommet ny plade fra Oscar Danielson, og det er fine, fine sager. Han har med akustisk guitar, og i eget selskab indspillet "Stockholm" og "Pappa" til promoverende formål på nettet. Det er også fine sager.